søndag den 13. marts 2016

Noget om 'hångbold'

Da jeg var lille, gik jeg til håndbold. Det eneste, jeg kan huske fra de få gange, jeg var der, var, at vi skulle orme os rundt på et koldt gymnastikgulv og - angiveligt - lege, at vi var krokodiller. Jeg erindrer ingen bolde overhovedet, men de har nok været der et sted. Eller også blev de introduceret på et senere tidspunkt. Efter usandsynlig kort tid på håndboldholdet fik jeg desværre mononukleose og var syg i månedsvis, så da jeg endelig blev rask, var sæsonen (eller i hvert fald holdet) stoppet, og orme-/krokodillelegen havde ikke været sjov nok til, at jeg plagede enormt om at begynde forfra på håndbolden. Vi ved derfor ikke, om verden er blevet berøvet et gudsbenådet talent for boldspil (jeg tillader mig at tvivle), men hvorom alting er, har jeg nu skabt balance i regnskabet - eller i hvert fald tilført håndboldverdenen en smule af min DNA igen - ved at kaste mit yngste afkom i håndboldpuljen.

Som jeg skrev i mit seneste indlæg, så har vi haft lidt ... udfordringer ... i forhold til at finde ud af, hvad børnene skulle gå til. Og om de skulle gå til noget overhovedet. Varanen har været vidt omkring i forhold til interesseområder og er flakket fra fodbold til dans til spejder og tilbage til fodbold. Alle de fodboldhold, jeg har kontaktet, har imidlertid glimret ved overhovedet ikke at svare på mine henvendelser, og som tidligere nævnt bliver jeg en anelse træt, når det føles nemmere mere opnåeligt med en audiens hos dronningen (ikke, at jeg har prøvet dét, men I ved ...) end at få en træner på et børnehold i tale. Jeg ved, at de har travlt, og at der er mange om buddet - jeg bliver bare ... ja. Træt.

Dans er stadig på tapetet (og her svarede træneren prompte), men der er ingen pladser på holdene lige nu, så planen er at skrive Varanen op til et hold, hvor han kan begynde, når han fylder fem. Så får han også en chance for at gå til noget, der kan bringe ham op på X-factor-scenen. Som han betroede mig forleden, at han gerne vil. Jeg tænker, at vi lige tjekker hans koordination, inden vi begynder at pace i den retning - hvis han ligner sin mor bare en smule i den afdeling, så bliver en eventuel placering på en hvilken som helst scene ikke pga. dansetalenterne. Men man kan jo blive overrasket, og han elsker at bevæge sig, så dans it is.

Men der er jo et stykke tid, til Varanen fylder 5. Så vi lagde hovedet i blød mht. fritidsaktiviteter endnu engang, og da Varanen fandt et kapitel om håndbold (?) i hans eksemplar af "Den farlige bog for drenge", var jeg hurtig og spurgte, om det mon kunne være sjovt at prøve. Det ville han gerne, og sør'me om det ikke viste sig, at der var plads på det relevante hold - og at træneren var af den slags, der svarer med det samme.

Så i fredags var Varanen til håndbold for første gang. Det var muligvis noget af det kæreste, jeg længe har set - en stor klump af 4-6-årige, der spænede rundt efter bittesmå håndbolde, løb rundt i cirkler og gav high-fives og fik alt for store veste på, så holdene kunne skelnes fra hinanden. Efter de første 5-10 minutter blev forældrene gennet ud af hallen, og Varanen løftede end ikke et øjenbryn - vinkede bare helt cool og råbte hej-hejjjj! Og således kunne jeg slentre ud i cafeteriet og smalltalke med andre håndbold-forældre og -bedsteforældre, indtil træningen var overstået, og Varanen kom drønende - ildrød i hovedet og superglad. På trods af, at han på vej til træning havde proklameret, at "jeg er altså lidt nervøs mor. For jeg kender jo ikke reglerne".

Så nu er han sådan en, der går til håndbold. Og jer er sådan en, der er mor til en, der går til håndbold. Det har jeg ikke prøvet før, men det skal nok blive godt. Jeg krydser fingre for, at entusiasmen holder ved og måske endda udvikler sig til full-on hobby. Næste gang kan det oven i købet være, jeg husker skiftetøj og en drikkedunk ...

13 kommentarer:

  1. Jeg bliver helt svedt (især af dit forrige indlæg om emnet)

    Her går vi bare til forældre/barn-gymnastik nede på den lokale skole. (#provinsen) Planen er dog at opgradere til spring-spilop holdet ("Uden mor og far!" som de skriver) næste sæson

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kræver også nærmest en studentermedarbejder for at holde styr på alle de tilmeldingsfrister og muligheder for at gå til noget. Lige til at blive svedt af. Og oh - det er stort, når afkommet skal til at gå til noget uden mor og far! Ikke mindst pga. udråbstegnet ;-)

      Slet
  2. Tænk engang, at din yngste er blevet så stor, at han går til håndbold! Det er jo helt tosset, som tiden går :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er helt vildt. Jeg forstår det heller ikke helt :-)

      Slet
  3. Hey, skide-godt I hoppede på håndboldvognen!! Vi er også SÅ glade for det, men jeg tillader mig lige at lufte, at afhængig af HVOR glad poden bliver for sporten, så kan det godt gribe om sig, sådan rent tidsmæssigt! Men jep, de er så über-kære når de går løs i den dersens ustruktureret-leg-med-bold-aktivitet. Jeg selv gik til håndbold i noget der ligner to uger, og priser mig lykkelig for, at det efter alt at dømme er Mands boldøje der er gået i arv...

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg havde dig og din yngste i baghovedet, da vi meldte os til, kan du tro. Og dine advarsler omkring tidsforbruget :-) Nu har han kun været af sted én gang, så der er (forhåbentlig) et stykke tid til, at der bliver tale om kampe og deslige. Men jeg skal forsøge at holde det på et rimeligt niveau, rent tidsmæssigt :-)

      Slet
    2. Ups.... Glemte jeg at fortælle, at Mindste Pode allerede spiller kampe?... Men hvis det er til nogen trøst, så er det kært med kært på i forhold til træning. Altså indtil de når en vis alder, hvorefter kampene nogle gange er med livet som indsats....

      Slet
  4. Det er næsten ligemeget hvilken sportsgren, så er de bare virkelig cute, når de render rundt derude/inde :-) dejligt at I (måske) har fundet det rigtige sport til ham. Kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret. En hel hær af børn, der forsøger at være koordinerede ER bare sødt :-) Kh

      Slet
  5. Uh, jeg er giga motoriksvag, antisporty og all the works, og med en mor der spillede håndbold til hun var over 40 og en far som gammel AaB topscore, var de vist ikke imponerede over mit valg: FDF, klub og tegneskole :p

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Uich, der lyder også til at være noget at leve op til rent bold-mæssigt hos jer. Så tror jeg, jeg ville have gjort som dig og valgt noget helt andet :-) Mine forældre ejer/ejede ikke boldøje, så hos os var det nærmest underligt, at jeg gav håndbold en chance. Men det holdt jo så selvfølgelig heller ikke så længe ... ;-)

      Slet
  6. ha ha ha skiftetøj og drikkedunk, hvem husker det....:o) Jeg er jo gammel håndboldspiller, en sport min engelsk mand ikke forstår eller kender, så da mindstemanden som 5 årige sagde håndbold, blev jeg noget så glad:) Det viser sig så, at han er go' til det men ikke en holdspiller. Han blev hurtig trært af det der med, at andre måtte skyde på mål!! Så lige nu er det spring gymnastik som han (uden at blærer mig og så alligevel) er såååå god til. Han laver selv stående baglæns salto, flik flak, håndstand og er på vej til den dobbelte salto. Held og lykke med varanen og håndbolden:) Varmer mit håndboldhjerte, at han gik den vej:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har lovet Varanen, at jeg prøver at huske skiftetøj til næste gang og har faktisk allerede lagt det frem i morges. 4 dage i forvejen. Det er sikkert i FOR god tid, så jeg glemmer det formentlig alligevel, men intentionen - den har jeg :-) Sejt med en lille springgymnast. Selv er jeg mildest talt ikke sporty, hvis man fraregner løb (og har aldrig været det), så jeg er spændt på at se, om mine børn er det - og om de er til holdsport (det er jeg ikke!) eller ej :-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...