mandag den 7. marts 2016

Om at være forældre til et skolebarn

Generelt er jeg sådan rimelig tjekket. Ikke på den cool måde, men på den strukturerede måde. Jeg har (næsten) altid (nogenlunde) styr på, hvornår der skal madpakke med (altid, så den er nem nok), er forholdsvis klar over, om det er turdag i børnehaven (selv om jeg ikke aner, hvor de skal hen) og holder sådan semi-styr på, hvornår der er sommerfest (til sommer. Nemt nok) og deslige.

Så begyndte Øglen i skole. Og så skal jeg da ellers lige love for, at tjekket-heden er blevet sat på en alvorlig prøve. For én ting er at holde styr på arrangementerne i en og samme børnehave, en anden er at gøre det i en børnehave og en skole. Særligt, når det er en privatskole, der er vild med forældreinvolvering. Misforstå mig ikke - jeg er også vild med forældreinvolvering - men der er altså kun 24 timer i døgnet, og det er ikke dem alle, jeg bruger på at tjekke forældreintra og SFO'ens intra (for selvfølgelig er der to systemer. Bare for at bidrage lidt til forvirringen). Slet ikke, efter at begge systemer kollektivt har besluttet sig for at spasse helt ud - det ene virker ikke på min telefon, og det andet virker ikke på min computer. Virkelig smart (!)

Derfor er det da også flere gange kommet bag på mig, at ungerne skal dette og hint - og senest har jeg glemt både forældrekaffe (halvanden time om morgenen i ny og næ) og legetøjsdag i skolen. Det vinder man ingen medaljer for, skulle jeg hilse og sige, for selv om forældrekaffen er frivillig, er børnene jo ikke blinde og kan udmærket se, om man er der eller ej. Det manglende legetøj blev heldigvis mødt med stoisk ro og et "så legede jeg bare med S's iPad i stedet". Phew. Længe leve andre børns gadgets. (Og så dog. For efterfølgende har jeg måttet høre en hel del på "HVorfor må jeg ikke tage min iPad med til legetøjsdag, når S må? Hva', hva', hva', hva'?!")

HDD havde også glemt alt om forældrekaffen (og legetøjsdagen, for den sags skyld), hvilket var særligt tydeligt, da det var ham, der afleverede den dag. Han havde et møde på arbejde, som han død og pine skulle til (sådan er det gerne med det der arbejde), så han forsøgte febrilsk at ringe til mig - som for en gangs skyld efter verdens længste og hårdeste januar havde haft en rolig morgen med Varanen og var ved at aflevere med telefonen på lydløs. Så altså; ingen forældrekaffe til os. Men de næste måneders forældrekaffe (for det er selvfølgelig et månedligt tilbagevendende arrangement) er nu tampet ind i kalenderen med alverdens alarmer, der bimler og bamler i god tid i forvejen. Så der burde være en chance for, at bare en af os husker det næste gang ...

Skoleforældretjansen indebærer også begrebet legegrupper, og selv om første runde af dem skal være afholdt ved udgangen af april, hvor der bliver dannet nye grupper, må jeg med skam indrømme, at jeg ikke lige er nået til det endnu (det er der så heller ingen andre i Øglens legegruppe, der er, men alligevel ...) Til sammenligning har en af mødrene i klassen nået at have samtlige børn hjemme og lege, før vi ramte juleferien. Jowjow. (Det MÅ være fordi, hun er erfaren skolemor med en dreng i et andet klassetrin. Bilder jeg mig ind).

Og så er der det der med fritidsaktiviteter. Som jeg måske ikke decideret glemmer, men bare er generelt utjekket med. Fordi jeg synes, det er noget fis, at man skal skrive sig op 2-3 år i for vejen (for realz), hvis man vil sikre sine børn plads på et svømmehold, der ligger efter kl. 15. Og det vil man, når ens 0. klasse-barn går i skole til kl. ca. 14, og svømmehallen sandsynligvis ligger helt ad h til i forhold til både skole og bopæl. Og det gælder i øvrigt ikke kun for svømning, hvilket har resulteret i, at ingen af ungerne rigtig har gået til noget. Før altså i sidste uge, hvor vi jo så e n d e l i g fik en plads på parkour-holdet.

Så mangler jeg bare at tjekke op på fodbold eller dans til den yngste, og spejder til den ældste. Suk. For til den nyligt overståede skole-/hjem-samtale (som i øvrigt gik så godt, at både HDD og jeg blev helt røde om ørerne) kunne læreren berette, at Øglen taler enormt meget om at gå til noget. "Så hun er helt klar!" Godt så. Jeg krydser dog fingre for, at parkour-holdet pacificerer hendes lyst til at gå til mere i et lille stykke tid. Særligt fordi jeg som udgangspunkt ikke synes, hun skal gå til ret meget mere end én ting, hvis der også skal være tid og overskud til legeaftaler, svømmehalsture med os forældre og helt almindelig, gemen afslapning. Jeg er sikker på, at hun ikke tager skade af at kede sig en lille smule heller. Og så har det desuden også den ikke så lille fordel for undertegnede, at jeg ikke skal huske mere - det har jeg tilsyneladende rigeligt svært ved i forvejen ...

14 kommentarer:

  1. Københavns kommune er fuldstændig horribel når det gælder at gå til noget! Ventelister på flere år, selv til de mindre 'populære' ting. Vanvittigt. Og urimeligt. Don't get me startet. Det er ulempe NUMERO UNO ved at bo i byen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Aj, men det er simpelthen så åndssvagt. Og dem, der reklamerer med, at man bare kan skrive til dem for yderligere info, de svarer så ikke, når man endelig gør det. Suk. Nå, men nu har vi en plads til noget til den ældste. Så mangler vi bare den yngste. Hvis han altså overhovedet skal gå til noget. Nu må vi se.

      Slet
  2. Altsåååååå... Det er derfor at jeg GANG PÅ GANG fraråder ALLE at få tre børn. Det er jo sindssygt (ved fandme ikke hvad vi tænkte på hjemme hos os). Der burde hænge advarsler rundt omkring på samtlige offentligt tilgængelige steder. Det er virkelig en udfordring på det logistiske plan, og ja - som du skriver - rent hukommelsesmæssigt, så må der nødvendigvis være plads til en svipser ind imellem.... Du må i øvrigt hellere igang med det fodbold, jeg siger det bare... Kram herfra!

    SvarSlet
    Svar
    1. Logistikken omkring tre børn, der alle skal gå til noget, tør jeg slet ikke tænke på. Hvis vi nogensinde skal have en treer, kommer høn ikke til at gå til noget overhovedet. Måske ikke engang i skole ;-) Fodbold kigger vi lidt på, men med længden på samtlige ventelister, skal vi vist være glade, hvis vi får plads på et hold, før yngsten skal spille på et old-boys hold.

      Slet
  3. Som mor til en 13 årig med utrolig stor appetit på ALT føler jeg med dig. Vi er simpelthen nødt til være de rigtig trælse forældre der siger rigtig meget nej. Jeg mener nemlig osse at der skal være plads til at kede sig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Her kunne vi fylde legeaftaler og fritidsinteresser ind i alle børnenes vågne timer, hvis vi ellers orkede, men ud over jeg som nævnt også synes, der skal være plads til at kede sig, synes jeg heller ikke nødvendigvis, det er en dyd altid at fylde hjernen med alt muligt. Efter en lang skoledag er det også rart bare at slappe af. Men kan levende forestille mig, at plageriet ikke aftager med alderen. Tværtimod.

      Slet
  4. Jeg blev så glad, da jeg læste sidste afsnit - det der med at give plads til at lege og underholde sig selv :) Da jeg havde små børn, var det heldigvis ikke så stresset - og forældreintra var ikke opfundet :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Forældreintra er smart på utrolig mange punkter, men I guder, hvor er det også bare usmart på stress-måden. Men det er jo heller ikke en løsning bare at melde sig ud af skidtet, for så får man jo ingen info overhovedet. Gordisk knude :-) Og ja - jeg er klart tilhænger af leg og underholdning af sig selv derhjemme. Ikke hele tiden, men en god portion af den. :-)

      Slet
  5. Vores unger går også på privatskole og der er maaaaange arrangementer. Man bliver nu vant til det og hold da op det er dejligt nu begge unger går i skole:o) Her i huset er der en regel om, at man må gå til en ting indtil 3 klasse ellers får ungerne altså stress. Prinsessepigen er meeeeeget social og kunne have legeaftaler hver dag og overnatning hver weekend men deer bliver der altså også sagt nej. Altså ikke hvergang men hun må gerne lære, at der skal slappes af. Når hun så starter pladen med ' Det må den, det har den, det skal jeg ha' for det har alle' Ja, så lider hendes forældre pludselig af ikke at kunne høre:o) Så accepterer hun som regel, at livet går videre selvom alt ikke er som venindernes:) Mindstemanden er nemmere, stiller ikke de store krav. Lige nu går han til spring men det slutter nu. Så starter han fodbold efter påske engang. Jeg kunne heller ikke finde ud af det der intra i starten. Nu elsker jeg det men det tog tid:o) Jeg tror heller ikke vores unger tager skade af at kede sig og du har så meget ret, der skal også være tid til familietingene og lign.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tænker også, det bliver nemmere, når begge vores unger går på skolen. Eller: jeg håber det i hvert fald. Smart med en regel om, at man kun må gå til én ting indtil en vis alder - jeg synes, at der er mange af børnene i 0. hos os, der går til rigtig meget, og det tænker jeg ikke umiddelbart er ubetinget positivt. Men hvad der fungerer i andre familier, er jo ikke nødvendigvis det samme, der fungerer i andre - hos os er børnene bare smadrede, når de kommer hjem fra en aktivitet ved 18-18.30-tiden, så det skal der ikke være alt for meget af lige nu ...

      Slet
  6. Stop! Det er ikke dit job at vinde guldstjernerne og al glimmeret og pokalerne. Jeres børn er de sødeste skønneste børn (efter mine selvfølgelig). Hold fast i det og lad jer ikke indrulle i den der spiral 😄

    SvarSlet
    Svar
    1. Kapløbet om guldstjerner, glimmer og pokaler har jeg ikke engang gidet at indlede. Det er tabt på forhånd ;-) Og ja, vores børn (og jeres) er sq meget søde, så de klarer det nok endda :-)

      Slet
  7. Velkommen i klubben ;-) dejligt at se, at dit medlemsskab ikke har været billigere end vi andres. Min absloutte yndlings-Maren-tegning er:
    http://marensblog.dk/ved-indgangen-til-helvede/

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...