onsdag den 6. april 2016

Noget om aprilsnar(t)

Jeg rider ikke samme dag, som jeg sadler, så derfor er mit indlæg om aprilsnar(t) ikke sådan super-aktuelt. Det beklager jeg, men på den anden side er jeg heller ikke kendt for min høje skrivefrekvens, så jeg håber, I bærer over med mig.

Personligt har jeg aldrig været den store fan af aprilsnar. Jeg synes, der er langt mellem de sjove af slagsen, og så synes jeg, der er et eller andet meget absurd ved, at man én dag om året tilsyneladende har frit lejde til at lyve om løst og fast. Særligt fordi det ofte bliver virkelig plat på den usjove måde eller er et eller andet, der ender med at gøre folk sure eller kede af det, fordi der altid - a l t i d - er et par stykker eller ti, der ikke fatter, at det er for 'sjov'. Beklager i øvrigt, hvis jeg lyder som en, der er 180 år gammel.

Nå. Men når man er 4 og 7, så synes man, aprilsnar er da bomb! Og når man er mor til nogen på 4 og 7, så kan det faktisk være med til at rokke bare en lille smule ved ens syn på aprilsnar. Jeg syntes formentlig også, at aprilsnar var sjovt, da jeg var 4 (og 7) - jeg kan ikke huske det - men jeg kan levende sætte mig ind i, hvor vildt det må være fra et barns perspektiv, at man må snyde om alt en hel dag!

Eftersom det er Øglens første år i skolen, er det også første gang, hun sådan for alvor stifter bekendtskab med aprilsnarren, som efter alt at dømme holdt sig inden for temaet "dine snørebånd er gået op ... APRILSNARRR!" I børnehaven var der ikke noget aprilsnar, men Varanen lever i dén grad efter devisen 'små gryder har også ører', så han var straks helt med på konceptet, da Øglen forklarede (og vi uddybede). Så han forsøgte sig lidt i det små med udtalelser som "jeg er ikke sulten. AprILSNART!" (som lyder for cute til at rette) og "jeg skal ikke tisse. APRILSNARRRRT!", før han for alvor begreb mulighederne for at fyre de vildeste røverhistorier af. Så mens HDD og Øglen så finalen i X Traktor, og jeg puttede Varanen, stod munden ikke stille på ham:

Varanen: Moaarrrr?
Mig: Ja, skat?
Varanen: Ved du, hvad jeg har set i dag?
Mig: Nej, det ved jeg ikke. Hvad har du set?
Varanen (alvorligt): En AVOKADO-fisk!
Mig: Aha. Det lyder spændende. Har I sådan en ovre i akvariet i børnehaven?
Varanen: Nej. Jeg 'sot' den bare (vi kører nogle ret spændende bøjninger over de uregelmæssige verber for tiden. Og jeg kan ikke nænne at rette dem. Endnu). Den var helt GRØN! Og fyldt med slim!
Mig: Adr! Det lyder ret ulækkert.
Varanen: Og ved du hvad?
Mig: Nej?
Varanen: Den har en stor sten nede i maven. Lige som en rigtig avokado. Og zombierne kan godt li' at spise dem. Men hvis de spiser stenen, så sker der noget med ... tem ... varm ... teperaTUREN i deres maver, så de bliver helt kolde. Og så DØR zombierne. Og bliver til mennesker igen.
Mig: Javel.
Varanen: Er det ikke bare en sej fisk?
Mig: Joeh ...
Varanen: APRIIIIIILSNARRRRRT!

To sekunder senere:

Varanen: Moaarrrr?
Mig: Ja, skat?
Varanen: Ved du, hvad jeg faksis (endnu en ting, der er for cute til at rette) OGSÅ har set i dag?
Mig: Nej, det kan jeg slet ikke gætte.
Varanen: Jeg 'sot' faktisk også en APPELSIN-fisk.
Mig: Aha. Var den helt orange, så?
Varanen: Ja! Det var den faksis! Og helt SLIMET!
Mig: Det lyder ret ulækkert.
Varanen: Jamen, de er rigtig søde. Og ved du hvad? Zombierne kan godt li' at spise dem. 
Mig: Dør zombierne så, hvis de spiser dem?
Varanen: NEJ? Selvfølgelig gør de ikke det!
Mig: Nåmn, det kunne da godt være? 
Varanen: Det gør de IKKE!
Mig: Ok. 
Varanen: AAAAAAAPRIIIIILSNART!

Halvandet sekund senere:

Varanen: Moarrrrrrr?
Mig: Ja?
Varanen: Det var bare fis, det med fiskene. Men ved du hvad?
Mig: Nej?
Varanen: Jeg har en LIGHTER ovre i børnehaven!
Mig (som pludselig hørte bare lidt mere efter. Man kan jo aldrig vide): En LIGHTER?
Varanen: Ja!
Mig: Hvor har du fået dén fra? Fandt du den på legepladsen, eller havde en af de voksne tabt den?
Varanen: Nej.
Mig: Jamen, hvor fandt du den henne? Du skal give den til en af de voksne, for sådan en er ikke legetøj.
Varanen: ...
Mig: Den er til at lave ild med, jo.
Varanen: APRIIIIIIIIILSNART!

Et nanosekund senere:

Varanen: Moaaarrrr?
Mig: Ja? 
Varanen: Ved du hvad?
*Indsæt selv røverhistorie. Om alt lige fra zombier og rumraketter til ubundne snørebånd, madkasser og andre, lidt mere dagligdagsting. Gange en zilliard*

Det tog lang tid at putte Varanen i fredags. Men det var dæleme sjovt. Og tændte et lille håb i mit 180-årige sind omkring, at jeg måske er blevet omvendt, hvad angår aprilsnar. Måske jeg planlægger dagen (og spøg og skæmten) ned i mindste detalje til næste år? Eller måske omvendelsen bare er midlertidig og primært skyldes den fire-åriges hittepåsomhed. Det er ikke hver dag, man taler om zombier og underlige fisk, jo ...

16 kommentarer:

  1. Jeg glemmer altid første april - lige indtil jeg ser nyheder om aftenen. Og der kommer et eller andet tosset indslag. Og så i år - hvor mit arbejde faktisk lavede en ret fin aprilsnar på facebook (Danske dating).

    PS - vi har været igennem nøjagtig samme talefejl på såt og faksis.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ah, den har jeg slet ikke set. Man går glip af meget spas, når man ikke er på Facebook :-)

      Slet
  2. Hahahahahaha. Altså. Hils Varanen og sig tak for nogle gode sprilsnart'er og et godt grin ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg hilser. Og er sikker på, han gerne finder på flere røverhistorier, hvis det skulle være :-)

      Slet
  3. Hvor skønt! Jeg er glad for at jeg ikke er zombie i sønnikes tankeunivers, og bliver bombarderet med slimede, orange fisk med sten i maven! Jeg gik næsten ram forbi, med undtagelse af Mellemste Pode, som på vej til skole stønnede: "Ejjjj, der trådte jeg i en hundelort'", hvilket plejer at få hans mor helt oppe at ringe, og effekten udeblev da heller ikke. Lige på hovedet i med samlede ben, sprang jeg. Men så var opmærksomheden også skærpet resten af dagen.Tak for disse guldkorn :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hahah, det er ellers også en god en! Og skærpet opmærksomhed er ikke sådan at kimse af :-)

      Slet
  4. Dine børn er klart mere krea i deres aprils-løgne, end mine er... Her var det mere noget med "Ved du hvad, jeg har fået 20 KRONER af Asta i børnehaven! Aprilsnar!" "Jeg har fået fem kroner af Valdemar ovre i skolen! Aprilsnar!"

    SvarSlet
    Svar
    1. Hahaha - de er nu også meget sjove. Og man skal jo lige ind i rutinen. Kan være, de går helt amok med meget sindrige aprilsnarer næste år :-)

      Slet
  5. Nårh altså, han er da lige til at knuselske, den Varan. Nu er det lige før jeg glæder mig til næste aprilsnart :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Han er ret så sød, ja. Og temmelig sjov, når det lige stikker ham. Er spændt på, hvad han finder på til næste år :-)

      Slet
  6. Ha ha ha ha ha åh, det er så sødt. Vi rettede heller ikke ungerne og med to-sprogede børn var det meget underholdende:o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt at høre, at jeg ikke er den eneste, der retter. Nogle af talefejlene ville jeg næsten ønske, han/de beholdt for evigt - det er så hyggeligt.

      Slet
  7. Så sjovt!! Søde, skøre Varan <3
    Kh Rikke

    SvarSlet
    Svar
    1. Sød og skør - det er lige Varanen ;-)

      Slet
  8. Han er altså sjov og sikke et par vilde historier! Pigen er også helt med på aprilsnar. Hun glemte dog flere gange, hvad det hed, så hendes historier endte lidt tamt. Med undtagelse af de par gange, hvor hun brølede Kanelsneeeegl. (Det lyder jo også ens. Eller noget)

    Og så skal du i øvrigt bare glæde dig over hans mærkelige bøjninger. Udover at børnebøjninger er meganuttede, betyder det blot, at han er ved at afkode sprogets mange regler. Så der er slet ikke grund til at rette.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hans fantasi fejler i hvert fald ingenting - han fortæller de vildeste historier. En dag var han inde på, at de havde været i Syrien med børnehaven, og det var 'bare' en røverhistorie - ikke en aprilsnar (?!)
      Det er SÅ sjovt at råbe "Kanelsneeeeegl" - det tror jeg, jeg vil til. MEGET sjovere end "aprilsnar!" :-)
      Jeg lader være med at (overveje at) rette så. Det lyder også for kært til, at jeg vil være det bekendt :-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...