mandag den 30. maj 2016

Noget om barndomshjem

De fleste, der læser med her på bloggen, vil vide, at HDD og jeg har flyttet en del rundt. Vi har boet ikke færre end fem steder, siden Øglen (på syv!) blev født, og tre steder, siden Varanen (på snart fem!) stødte til. Det der med et barndomshjem har vi altså snydt dem godt og grundigt for, og selv om deres barndom heldigvis er langt fra slut, er chancen for at bo det samme sted, som de andægtigt blev båret over dørtærsklen fra hospitalet, godt og grundigt forpasset. Det eneste sted, vi har boet, som jeg har en formodning om, at de begge vil huske svagt, er huset i DNP (ud over her, hvor vi bor nu, naturligvis). Det sidder godt begravet i særligt Varanens hjernebark, og så sent som i morges spurgte han, om vi ikke nok skulle læse en morgenmadsbog, "for det gjorde vi jo hver eneste morgen i DNP".

Selvfølgelig skulle vi læse en morgenmadsbog. Og generelt tage det helt roligt. Og gå til børnehaven, mens vi legede, at vi hev hinanden ind i nattens efterladte vandpytter. Og snakkede om alting og ingenting. Og weekenden, der er gået.

Udsigt til et blomstrende syrenhav fra stuen

Min yndlingsplads. På trappestenen ved bagdøren. Med bare tæer, en kop kaffe og en bog. Og udsigt over engen, der hører til ødegården. Mmmm ...


Lige som i Kristi Himmelfartsferien har vi nemlig brugt weekenden i ødegården i Sverige. Og selv om vi i denne omgang ikke havde en forlænget weekend at gøre godt med, valgte vi alligevel at bruge 3-4 timer hver vej for at komme derop. Dels fordi vi ikke kommer til at være der lige så længe i sommerferien, som vi plejer, dels fordi der bare er fantastisk. Vi er kommet der altid, og børnene kender stedet så godt som deres egen bukselomme. Eller bedre, faktisk.

Det er et sted, hvor solen næsten altid skinner, hvor der er is i massevis i fryseren, og hvor "sengetid" er et ord, der ikke bliver brugt særlig flittigt. Det er et sted, hvor man hopper i søen, selv om den er lidt for kold, spiller bold på græsset, til man trimler, og hvor man spiser alt for meget - og alt det forkerte. Hvor internettet ikke virker, og hvor telefonen udelukkende bliver brugt til at tjekke, hvad klokken er. Hvis det altså overhovedet er nødvendigt at vide.

Flere syrener. Som så yndigt kamuflerer det gamle das, der, efter træk-og-slip-toilettets indtog, får lov til at stå helt i fred. For selv om det ikke er helt så charmerende, er det bare mere praktisk at bruge et helt almindeligt toilet. Særligt, hvis man vågner midt om natten ved, at en af de yngste skal tisse ...

Det er et sted, hvor alle er kede af at tage af sted fra, og de yngste i familien lige skal sikre sig, at vi snart kommer tilbage igen. Et sted, hvor der bliver stillet slik ud til troldene - i mangel på blåbær - og de er så søde at spise det, og hvor der bliver udset de bedste blåbær-, hindbær- og kantarelsteder til, når sæsonen indfinder sig. Det er et sted, hvor der bliver spillet brætspil, læst bøger og tegnet. Og fortalt historier og grinet.

Badesøen. Denne weekend med badebro. Og dejligt, koldt vand

Kort sagt er det et sted med helt utroligt mange gode ting. Vores alle sammens happy place. Og selv om det ikke er et hjem i ordets egentlige forstand, er det vist ikke helt forkert at sige, at det er og har været hjem for børnenes minder de sidste hhv. fem og syv år. Og det er vel også en slags barndomshjem?

Pusteblomster. I tusindvis. Fast arbejde til pusteglade børn. Og voksne ...

11 kommentarer:

  1. Det er i den grad det, de kommer til at huske. Vores børn kan faktisk ikke huske huset i Sønderborg - overhovedet. Altså andet end som koncept, men helt sikkert ikke sådan rigtigt. Margrethe var knap 5 da vi flyttede. Nu er hun snart 10. Det forsvinder i høj grad når det ligger før skolealderen, tror jeg. Med mindre det er et sted der bliver, så har de en masse tidlige erindringer, der netop drives af de senere.
    Så det hus i Sverige lyder som et fantastisk barndomsminde for ungerne. Er det egentlig jeres?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er meget vildt, at de slet ikke kan huske det. Men sådan er det jo med de unger - de er så meget i nuet. Det er bare os voksne, der dvæler ved det, der var. Huset i Sverige er på alle måder fantastisk. Det er ikke vores, men min svigermors og svigerfars. Så vi har adgang til det mere eller mindre, når vi vil. Den rene luksus!

      Slet
  2. Helt klart en slags barndomshjem! Det er fantastisk med et happy place, hvor man kan go unplugged... Jeg er helt sikker på dine børn ikke mangler noget! Men mine poder mangler da nogle trolde, kan jeg se på det hele!! ....

    SvarSlet
    Svar
    1. Elsker unplugged happy places! Mine unger vil ikke være enige med dig i, at de ikke mangler noget. Især den ældste er fx meget fortørnet over, at hun ikke har en kanin ... Opfind nogle trolde til dine unger. Mine elsker det og tror fuldt og fast på, at de er forbi om natten for at spise slikket ...

      Slet
  3. Det lyder i hvert fald som verdens (Sveriges) hyggeligste sted ;-) kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Det tror jeg faktisk også, det er ;-) Kh

      Slet
  4. Klart det er et barndomshjem! Og måske endda mere end det ... *suk* hvor lyder det bare som et dejligt fristed I har :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, når nu man ikke kan give dem et 'rigtigt' barndomshjem, må de jo få et barndoms sommerhushjem i stedet :-)

      Slet
  5. Helt sikkert et barndomshjem:) Vores andet 'barndomshjem' er England:o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder nu heller ikke så tosset. Et dejligt stort barndomshjem, sådan et helt land ;-)

      Slet
  6. Jeg har boet 21 steder i mit 34-årige liv, hvoraf de 17 flytninger ligger før jeg fyldte 20 år. Så når folk spørger hvor jeg "kommer fra" ved jeg aldrig hvad jeg skal sige.
    Men i næsten hver eneste sommerferie siden jeg var lille, har vi holdt ferie hos min fars familie på Bornholm, så selvom jeg aldrig har boet på øen, er det det eneste geografiske sted i Danmark, som jeg har en stærk følelsesmæssig tilknytning til. En del af mig kommer hjem, når vi sejler ind i Rønne havn, og jeg får øje på den karakteristiske kirke med det sorte bindingsværk.

    Men jeg vil give Cille ret i, at børn slet ikke husker de der fysiske steder så meget, så hvis I bliver der, hvor I bor nu i en rum tid, så vil de huske det som deres barndomshjem.

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...