torsdag den 16. juni 2016

Noget om at gøre ingenting

Jeg ved ikke med jer andre, men jeg har efterhånden længe haft information overload i forhold til mængden af 'kloge' artikler om, hvordan man skal gebærde sig over for sine børn, i familien og i samfundet i det hele taget, hvis man vil undgå at gøre ubodelig skade på enten sig selv, børnene eller førnævnte samfund. Faktisk var artikelstrømmen den udslagsgivende faktor, der gjorde, at jeg trak stikket til Facebook for halvandet år siden, og jeg vil vove at påstå, at min hverdag er blevet noget mere overskuelig uden masserne af modsatrettet information, jeg skal forholde mig til (for jeg var ikke ret god til at filtrere den fra). Så altså - færdig med mødrebashing og skyld med skyld på. I en vis udstrækning, altså. For det sker da stadig, at jeg falder over en artikel i ny og næ. Som jeg læser. (Det er jo bare Facebook, jeg ikke findes på længere. Ikke internettet.)

For et par uger siden skete det. Bedst som jeg sad og overspringshandlede (formentlig med at finde en pæn badedragt på nettet - hvilket lykkedes, btw. Mere om den i et andet indlæg), fik jeg en sms fra HDD med et link til en artikel i Politiken. Og med følgeteksten: "Reptilerne bliver utrolig godt rustet til fremtiden". Artiklen handlede om, at børn, der skændes, får det bedre med hinanden, efterhånden som de bliver ældre, end børn, der ikke skændes som små, og at det er at gøre dem en bjørnetjeneste at forsøge at klare konflikterne for dem. Også selv om de bliver fysiske og/eller råber, til ørerne bløder.

Artiklen linkede videre til "Sådan tackler du dine børns konflikter", og det lød alt sammen vældig fornuftigt. For vores børn toppes, skal jeg sige jer. Sådan for alvor.

Eksempel:

Øglen: "Varanen rækker tunge af mig, mor. Helt uden jeg gjorde noget. Eller. Jeg kom til at slå ham lidt på armen, fordi han skulle flytte sig, og så blev han bare megagal, og ..."

Varanen: *afbryder*: "Det er fordi hun ikke vil lege. Og så slår hun, og så ..."

Øglen *afbryder*: "Naaaarj".

Varanen: "Joooooow!"

Øglen: "NAAARJ".

Varanen: "JOOOOOOOOO! DUMME Øgle!"

Og så kører den ellers derfra. Jeg er i dén grad træt af det, men jeg har ikke anet, hvad jeg skulle stille op med det, og er derfor endt i et af to scenarier: a) Bede den ene om at lade være med at række tunge/slå/skrige sig selv hæs og på en eller anden facon dømme i, hvem, der har ret/uret, b) Blive virkelig irriteret over, at de flipper sådan ud. Begge dele eskalerer konflikten, og det ender altid i vredestårer hos Varanen og forurettelsens tårer hos Øglen.

Men nu. Nu har jeg fået en option c. Som går ud på at gøre præcis ingenting. Så i et par uger har jeg nu smånynnet på en lidt uhyggelig hippiemåde noget i retning af "Ahr, det er jeg sikker på, I godt selv kan finde ud af", når den ene eller den anden kommer rendende for at aflægge vidnesbyrd om en (eller flere) absurde konflikter. Og så lige så stille gået tilbage til det, jeg var i gang med, mens ungerne helt perplekst stod med al deres selvretfærdige harme - og ingen til at tage parti.

Og ved I hvad, der er sket? Mens jeg har ladet som ingenting (og drukket lidt ekstra kaffe), har de formået at løse indtil videre en lang række konflikter selv. Konflikter, der før ville have varet måske en halv time, er nu overstået på fem minutter. Uden nogen smækker sig surt inde på værelset eller insisterer på, at hinanden er dumme. Faktisk er samtlige konflikter indtil videre endt med to reptiler, der griner lidt sammen, finder på noget sjovt eller hyggeligt efterfølgende og generelt bare virker en anelse mere sammentømrede.

Jeg er helt klart fan.

Jeg ved godt, at træerne ikke vokser ind i himlen, og at der både vil komme konflikter, der ikke lader sig løse med denne nye, fantastiske tilgang til det, og situation, hvor vi voksne falder tilbage i dommer-rollen (bedre kendt som "shut uuuuurp"-rollen), men det er også ok. Ellers bliver det også næsten for harmonisk.

Men det er helt klart en bedre base at have, at der er få konflikter, der eskalerer, frem for at det snarere var reglen end undtagelsen. For med viljestærke søskende på 4,5 og 7 år ville jeg lyve, hvis jeg sagde, at stemningen altid ligger på zen derhjemme ...

16 kommentarer:

  1. Jeg læste godt begge artikler (Politiken.dk er min overspringshandling på jobbet, altså jeg kalder det en pause for lige at retfærdigøre mig selv) og har tænkt om jeg skal prøve... Men nu er ungerne så store, at de faktisk ikke skændes så meget mere. De slås bare, men det ved jeg fra min egen barndom er helt normalt og går over, når den ene flytter hjemmefra. Nå, sidespring - dejligt at høre at det virker. Kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

      Slet
    2. Mine slås også. Jeg håber virkelig, det går over, inden en af dem flytter hjemmefra. Ellers når jeg at blive meget træt! :-) Kh

      Slet
  2. Uh, det må jeg prøve. Skal ikke spole længere tilbage end til i morges, hvor 4,5-årig var (morgen)sur, 8-årig ville hjælpe, 4,5-årig sagde nej tak ved at slå, 8-årig blev sur og gik, 4,5-årig hylede ... og mor og far blev sure, brød ind og bebrejdede. Hmm, jeg tænker, det er vildt svært bare at lade dem selv, men må da helt sikkert se, om det virker!

    SvarSlet
    Svar
    1. Klassisk scenarie hos os også! Det er sindssygt svært at lade være med at blande sig, og jeg bider mig selv pænt meget i tungen (og drikker ekstra meget kaffe for at have noget i munden, så jeg ikke kan fylde ungerne med ord), men jeg tænker, at det bliver nemmere hen ad vejen, når man (jeg) holder op med at have den voksne mægler-kasket på. Fingers crossed!

      Slet
  3. Der er to 2 år mellem vores unger. De skændes heftigt sommetider og de leger også fantastisk sommetider. Tak fordi du lige bekræftede mig i, at det vores unger nok skal klare den. Jeg læser ikke de der artikler, jeg ser konsekvent ikke morgentv eller aftenshowet eller lign for der er altid et eller andet, om jeg giver mine unger noget forkert at spise, at jeg ikke må skælde dem ud når de laver ballede eller noget helt andet. Manden og jeg vil gerne selv og jeg tror nok vi har gjort det okay indtil videre:) Selvom jeg har mere end 4 gange af fremmede har fået af vide, hvordan jeg dog kunne finde på at få børn når jeg er handikappet. At det er synd for vores unger de har en mor med sclerose. Hmmm, jeg vælger at lukker ørerne og smile. Tak for endnu et godt indlæg og for thumbs up for søskende der skændes:o) Skrev lidt om ungerne den anden dag her:)
    http://www.multipelsklerose.dk/livet-med/tanker-og-folelser/stop-tiden/

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi ser slet ikke tv længere - kun streamingtjenester. Som selvfølgelig også er tv, men der vælger man selv, om man vil se på folk, der bebrejder en for alle de valg, man træffer, om det er så kost, søvn, opdragelse eller noget helt andet :-)
      Er der simpelthen folk, der har spurgt dig om dét? Hvad i al verden er det for noget at spørge om - pænt uforskammet! Hvad svarede du så?

      Slet
    2. Jeg svarer jeg fik sclerose mens jeg var gravid med barn nr 2. Så ved folk ikke helt, hvad de skal sige til det. For så er det pludselig ikke et valg jeg har taget. Jeg bliver ret overrasket over sommetider, hvor uforskammet fremmede kan være og bedrevidende... Det er lidt træls og trættene men jo mest deres problem de er så dumme og ubehøvlet. Men det kan da godt gøre ondt.

      Slet
  4. Jeg synes det er noget af det allersværeste - det der, du her lykkes med. Nemlig at blande sig udenom. Jeg er langt fra lykkedes med det - så jeg har heller ikke rigtig nogle forbedringer i konflikt-niveau. Men jeg må prøve igen (mer...) hvis det rent faktisk virker. På sigt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig svært. Som i VIRKELIG svært at holde mund, når de mundhugges og råwer og slår. Men jeg kan mærke, at det virker, når jeg rent faktisk lykkes med at tie stille. Så jeg kæmper videre :-)

      Slet
  5. Altsåååå... Jeg HAR faktisk prøvet den model. Ved du hvad der stoppede mig? Mand. Som er uddannet inden for noget med børn, gudhjælpemig. Jeg bliver simpelthen dobbeltstemplet som dårlig mor, fordi Mand ikke mener, man kan overlade nogen former for ansvar til den bedre halvdel. Suk. I see your point.... Du bliver NØDT til at lave en update på om det stadig virker om en måned!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg lover at lave en update. I hvert fald, hvis du lover at minde mig om det :-) Jeg var lidt i tvivl, om man kunne overlade ansvaret til børnene, når den yngste trods alt kun er 4,5, men så længe man mægler en smule a la ovennævnte eksempel med "det tror jeg godt, I selv kan finde ud af" og "hvordan kan I blive enige om, hvem der skal sidde i badekarret?" (suk!), og altså ikke bare ignorerer dem, til en har hevet en arm af den anden, så funker det indtil videre rigtig fint!

      Slet
  6. Sådan helt lavpraktisk - hvordan gør du så ingenting? Ignorerer du dem eller lytter du til dem uden at svare eller siger du at det må de selv finde ud af?

    Jeg øver mig også i ikke at dømme situationen, for ofte ved jeg slet ikke hvad der reelt er sket, men jeg forsøger at lade dem begge to komme til orde, og nogle gange hjælpe med at "oversætte" for den anden, f.eks. ved at spørge: "Driller du fordi du gerne vil være med i legen?", så bevæggrundene kan blive tydeligere for dem begge.

    De fleste konflikter handler nemlig om, at den yngste gerne vil lege med den største, og det gider den største ikke, og så reagerer lillebror... knap så hensigtsmæssigt. Hans store udfordring er at øve sig i at sætte ord på alle følelser, som fylder ham.

    SvarSlet
  7. Jamen, sådan helt lavpraktisk, så prøver jeg først og fremmest at lade være med at lytte (alt for meget) og blande mig. Så med mindre, det lyder som om, nogen decideret kommer til skade, forsøger jeg at lade som ingenting. Ofte kommer en af dem så rendende og beretter, hvad der er sket, og her siger jeg så det der med, at jeg er sikker på, at de godt selv kan finde ud af det. Og det kan de også godt, 9 ud af 10 gange.

    Hvis de ikke kommer løbende, og 'bare' skændes, så blodet flyder ud af alles (og især mine) ører, og det ikke går over af sig selv, prøver jeg også at oversætte, lige som du beskriver det. Herhjemme går konflikterne også primært på, at den yngste gerne vil lege med den ældste, som ikke gider. Men ved at lade dem klare det selv, lykkes det faktisk oftere, at de ender med at lege sammen, end hvis vi voksne blander os.
    (Måske vi kan sætte vores de yngste på et 'sæt ord på dine følelser'-kursus sammen. Yngsten herhjemme kunne også godt trænge ... ;-))

    SvarSlet
  8. Det virker bare megagodt! Jeg har også læst artiklen, og sikke en gevinst! Det er godt nok lidt svært at blande sig udenom, men altså - det er også ret fedt at kunne tænke "det har ikke noget med mig at gøre" og "bland mig udenom", når ens børn er ved at gå amok på hinanden og så opdage, at det faktisk slet ikke er ansvarsforflygtigelse men fornuft.
    Gid jeg havde vist det noget før.

    SvarSlet
    Svar
    1. Dét ville jeg også gerne - have vidst det noget før. Og ja, det er svært helt at blande sig udenom, men det virker. Yay!

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...