fredag den 22. juli 2016

Noget om at være vild med ferie

Goddammit, hvor er jeg god til at holde ferie, mand. Ikke for at blære mig, men jeg er ret sikker på, at man skal lede længe efter nogen, der er  god til at lave ingenting som mig ...

Reptilfamilien er pt. oppe på snart 4 ugers afholdt ferie (dog minus HDD, der måtte begynde på arbejde i mandags), men vi har heldigvis stadig et par dage med komplet frihed, før hhv. atletikskolen til den ældste og (korte) børnehavedage til den yngste gør sit indtog. Dage, hvor vi skal nå at spise flere is, lege amok på byens legepladser og generelt have en fest.

Feriehimmel. Denne er fra Småland, men den kunne lige så godt være fra DK i disse solfyldte dage


Vi kom hjem fra ferie-ferie i lørdags, og selv om vi har haft det skønnere end skønt i hhv. Italien og Sverige, var det nu også meget rart at komme hjem til sine egne ting. Det sløje danske sommervejr til trods. Da vi kom hjem, altså. For nu er det jo ligesom vendt, og jeg er vild med det!

Man er jo blevet noget forvænt efter 17 dage i Italien, nærmere betegnet Lido di Jesolo, med 30+ grader hver dag. Enkelte dage var det nærmest for varmt, men jeg kan fornemme, at det er noget, man får klask for at sige af folk, der ikke har været så heldige at være under sydlige himmelstrøg i juli. Så det vil jeg lade være med.

Strand og vand og to glade unger

Mere strand og vand

De første 14 dage fik vi badet på stranden og i poolen (og efter en uge lykkedes det oven i købet at tvinge lokke Varanen i vandet også. Han er mildest talt ikke nogen vandhund), bygget et uendeligt antal sandslotte, spist tomater, pasta og pesto (og is) i groteske mængder, spillet spil, læst bøger, gået ture, sejlet ture og hygget igennem. Set et par EM-kampe (og rent faktisk hygget os enormt meget med det, selv om jeg stadig finder det meget mærkeligt, at to så sports-uinteresserede mennesker som HDD og jeg har produceret så fodboldinteresseret en datter), spist på lækre restauranter, samlet muslingeskaller, leget på legepladser og generelt bare haft det rigtig rigtig dejligt. Ingen af os havde prøvet kræfter med livet på en campingplads før, og selv om hardcore campister vil fnyse hånligt af sådan nogle som os, der booker sig ind i et mobile home, vil jeg alligevel vove pelsen og påstå, at vi har snuset til campisttilværelsen. Og ikke blevet skræmt overhovedet. (Det skulle da lige være af niveauet på "underholdningen", men det deltager man jo bare i (eller lader helt være) i det omfang, man selv har lyst).

 
Yderligere strand. Aner vi et tema?

 
Visit på farverige og underskønne Burano

Uhyggelige typer

De tre sidste dage blev tilbragt i Venedig. Og selv om Varanens ben syntes, det var ret hårdt at være på storbyferie, så havde vi et fantastisk ophold. I en nyindrettet luksuslejlighed midt i alting. Vi fik set en masse, men slet ikke nok (syntes jeg. Ungerne syntes, vi havde set alt. Mindst), så jeg er slet slet ikke færdig med byen og håber at komme tilbage engang. Jeg fik dog presset det maksimale ud af dagene ved både at inkorporere en morgenløbetur de to morgener, der var tid, og en aftengåtur, så jeg fik set nogle ting, der lå lidt længere væk, end snart 5- og 7-årige ben kunne bære.

Er vild med de færdselsskilte, de kører med i Venedig - dem ser man ikke herhjemme

Waouwww - Doge-paladset er pænt imponerende. Og har tilsyneladende magten til at få mig til at se temmelig doof ud


Mine tre på Accademia-broen med et vue over Canal Grande

Vel hjemme fra Italien igen, havde vi et hurtigt pitstop derhjemme, hvor der lige var tid til at lande, vaske tøj og skippe den ældste af sted på en heldagslegeaftale, der endte med først at slutte 21.30, hvor den ældste blev fragtet til døren (nogen trængte til en lille pause fra sin lillebror :-)), og efter 1,5 dag gik turen til ødegården i Sverige, hvor Farmor og hendes mand stod med åbne arme. Og nye input til ungerne, der var ved at gå lidt død i, hvad mor og far kunne bruges til. Vi blev i skoven et par dage - lige nok til at føle, vi havde været der, plukke et kæmpelæs blåbær, spise en masse kanelsnegle og komme endnu et hak længere ned i gear. Hvilket, utroligt nok, viste sig at være muligt.

Yndlingsplet i huset i Sverige. Ungerne er enige og har netop konstateret, at den også er god at spise makrelmadder på. Den kan alt, den plet. Men den er særligt god til at drikke kaffe på!


Nu er vi så tilbage i byen. HDD begyndte, som nævnt, på arbejde ved ugens indgang, og jeg og ungerne gør byen usikker. Mandag stod den mest på hjemmehygge og en tur på biblioteket med næsten udløbne Venedig-bøger (og introduktion til Pokémon Go, som jeg har været dum nok til at downloade. Instant hit hos ungerne, der selv bad om at komme ud og gå en tur?!). Tirsdag stod den på legeaftale i det faktisk helt sommerlige vejr med skøn studieveninde og hendes næsten jævnaldrende unger (og en aftentur for at fange Pokémons. Suk. Men på den anden side giver det masser af frisk luft). Onsdag var der atter en legeaftale (for den ældste), mens torsdag blev til fri leg og besøg hos Troldemor. I dag skal vi lege med dem her, og hey - så er det pludselig weekend. Knageme hyggeligt at have ferie, altså!

6 kommentarer:

  1. Åh, hvor superskønt. Total afslapning og total hygge :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var helt fantastisk. Mere ferie. Mere! :-)

      Slet
  2. Åh jeg elskede også Venedig. Så fin en by :)
    Lyder som en fantastisk ferie I har haft. Kh Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er den fineste by. Det overraskede mig faktisk lidt, at jeg blev så begejstret, som jeg gjorde, men det er jo dejligt at blive positivt overrasket :-)

      Slet
  3. Altså sikke en skøn ferie i må ha haft. Nyd de sidste dage!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var virkelig dejligt, og alle dage blev nydt i fulde drag!

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...