søndag den 31. januar 2016

Om hverdag og is og to do-lister

For dælen, livet går stærkt lige nu. Aldrig så snart er man kommet hjem fra Berlin, før der er gået en uge - og endnu en weekend - og hverdagen står brysk på dørtærsklen og minder om, at i morgen, altså lige om lidt, begynder endnu en s i n d s s y g arbejdsuge, så det ville nok være en god idé at gå i seng. Klokken 20.02.

Og ja, det ville da sikkert være en strålende idé at gå i seng kl. 20.02. Ikke mindst fordi jeg er træt som en gammel mand - muligvis fordi jeg har været ude at løbe 6 km #semigpudseglorien - men ikke desto mindre vælger jeg at overhøre al fornuft og fintuner i stedet min hørelse på det spage råb fra mine venner, Ben og Jerry, der ligger ude i fryseren og kalder. Også selv om mine løbebukser føltes noget strammere, end de plejer, da jeg tog dem på. Må være fordi, de er krøbet. Det gør sådan noget syntetisk crap jo tit, ikke? Det kan umuligt være fordi, jeg sover for lidt og spiser forkert. Nå. Blogging først, Ben og Jerry bagefter! Stramme løbebukser til trods.

Det ville blive verdens længste blogindlæg, hvis jeg skulle beskrive de forgangne to uger i detaljer (ikke fordi, der er sket noget helt vildt - to uger i detaljer bliver bare pr. definition langt). Men jeg kan da lige komme lidt nærmere ind på Berlin-turen i sidste weekend, der var resultatet af min brors og min julegave til Mårfar. Mårfar holder nemlig meget af at rejse, og det har han og Mårmor gjort meget sammen. Nu er Mårmor her jo desværre ikke mere til at rejse sammen med ham, men det er jo ikke ensbetydende med, at han ikke kan rejse. Så min bror og jeg tænkte, at Berlin var et godt sted at starte - sammen med os. Så Mårfar, min bror og jeg drog tre dage til Berlin i sidste weekend og havde en dejlig tur. Vi tre har ikke været alene ude at rejse, siden jeg gik i syvende klasse, og vi var på Gran Canaria i en ferie, hvor min mor blev nødt til at arbejde, så det var en ny oplevelse. Men det var også en god oplevelse, og vi havde det rigtig hyggeligt med god mad, vin og afslapning. Mårfar havde i øvrigt ikke været i Berlin siden 1967, så der var i sagens natur sket en del i byen, og vi var rundt alle mulige og umulige steder for at se os omkring. Vi endte med at gå omkring 50 km i løbet af de tre dage, så der er ikke noget at sige til, at fødderne var ømme til sidst.

Den forgangne uge er gået med arbejde, arbejde og atter arbejde, men jeg har næsten kunnet holde denne weekend fri, og det har både været dejligt og tiltrængt. I går havde vi ingen planer overhovedet, hvilket endte med oprydning og rengøring i lejligheden (VIRkelig tiltrængt!), spontant besøg af Farmor og cafébesøg - og take away i sofaen med Mr. Peabody & Sherman på fjerneren. I dag havde hende den store en legeaftale med bedsteveninden i DNP, og efter hun var afleveret, stod den på indkøb af fastelavnskostumer med den yngste (hvordan kan det komme bag på mig HVERT år, at det er fastelavn i begyndelsen af februar? Hvert år, umiddelbart efter fastelavn, lægger jeg vilde planer for de fastelavnskostumer, jeg s e l v vil lave det kommende år, for derefter at glemme alt om det. Indtil jeg finder ud af, at det er fastelavn lige om lidt, og så er der ikke tid, og ungerne vil være alt muligt underligt, og og og). I år (også i år) blev det så Toys 'R Us, der kom til at stå for udklædningen, og vi gik derfra en Mike fra Monsters Inc. og en ninjapige rigere. Kostumerne ingen kan leve uden. Eller noget. Men så er der sat kryds ved dét, og jeg behøver nu kun bryde min hjerne med, hvordan jeg laver seje kastestjerner, inden vi når til fredag. Jeg har vist fundet ud af det allerede, så nu skal jeg bare gøre det. (Efter jeg har spist is, altså. Eller i morgen. Eller på tirsdag ...)

Ét kryds på to do-listen er store sager på en søndag, men faktisk fik vi sat endnu et ved at få styr på, hvilket skitøj, der skal indkøbes til den forestående ferie (ahhhh. Ferie!), OG har fået det bestilt. Så er det bare at vente på postbuddet. Og nåh ja - så har jeg fået arrangeret den længe ventede og efterspurgte overnatning med en af Varanens børnehavekammerater. It's going down i næste weekend, og det bliver bare SÅ hyggeligt. Varanen har haft en periode, hvor han synes, at det er noget så uretfærdigt, at det er storesøster, der har alle legeaftalerne, men nu får han en, der også involverer overnatning, så dét må da sætte bare en smule trumf på. Både han og kammeraten glæder sig som små vilde. Så altså. Tre krydser på listen er tjekket af - det er da egentlig meget godt, hvis jeg selv skal sige det. Og hvis jeg var den grådige type, ville jeg nappe et ekstra, fordi jeg også fik handlet. En bedrift i sig selv.

Så skal vi ikke bare sige, at jeg har fortjent den is, der fortsat ligger og kalder? Og faktisk har formået at overdøve den forestående hverdag? Jeg tænker jo ...

onsdag den 20. januar 2016

Noget om at have valgt rigtigt

Jeg har stadig ondt i tænderne. Dog ikke så meget, at jeg føler akut behov for at tage til tandlægen lige som i sidste uge. Heller ikke selv om hun synes, at jeg ung. (Det ville hun næppe sige, hvis hun så mig i dag. Var så træt, da jeg stod op, at jeg lignede en gammel mand).

Og selv om jeg havde behov for enten tandlæge, bideskinne eller noget helt tredje tandrelateret, ville jeg alligevel ikke have tid til at gøre noget ved det, for der er travlt i biksen lige for tiden. Så travlt, at det i dén grad ville klæde mig ikke at pjæk-skrive blogindlæg, men ... ja, altså ... vi har jo alle vores overspringshandlinger, ikke?! Her ville det være virkelig dejligt, hvis jeg havde mig en noget mindre ordrig hobby, men sådan skulle det ikke være ...

Forleden var jeg til møde hinsidan, og bedst som jeg sad der oppe over skyerne (hvor himlen vitterligt altid er blå), havde jeg tid til at fundere lidt. Primært fordi jeg havde glemt at tage noget med at læse i, og fordi det er begrænset, hvor meget tid man kan få til at gå med at læse i tax free-brochuren.

Smukt, ikke? Og lige til at fundere over 

Jeg har været selvstændig i snart fire år nu. Det fatter jeg personligt intet af, men den er god nok. I snart fire år har jeg selv kunnet bestemme over arbejdstid og -indsats, og selv kunnet bestemme, hvornår jeg gik hjem (og på) arbejde. Jeg har så desværre ikke selv kunnet bestemme min indtjening, men man kan jo ikke få det hele ...

Jeg er vild med den frihed og fleksibilitet, jeg har i livet som selvstændig, og jeg er vild med variationen i opgaver. Ikke én dag er ens, og det er fantastisk motiverende at skifte mellem rutineopgaver, hvor hjernen kan slås mere eller mindre fra, til de større, mere strategiske opgaver, hvor øjnene skal blive på bolden konstant for ikke at lave rod i den. Der er i det hele taget ret meget ved selvstændighedsformen, jeg er vild med, og ikke så meget, jeg ikke er vild med. Det skulle da lige være det der med, at man ikke aner, hvor pengene skal komme fra næste måned. At én måned kan være vældig indbringende, mens den næste er helt død. Det giver en usikkerhed, som er svær at vænne sig til - også selv om vi har budgetteret med den. Usikkerheden udmønter sig i, at jeg har mere end almindeligt svært ved at sige nej, når en arbejdsopgave byder sig. For hvis nu jeg siger nej (også selv om jeg reelt ikke har tid), hvem ved så, hvornår der kommer en ny opgave?

Smukke Nordhavn

Meget lader sig heldigvis planlægge vha. en kalender og en kuglepen, og mine kunder er i reglen så godt opdraget, at de godt kan vente bare lidt med at få deres opgaver. Men engang imellem, eggå - så gad jeg godt, at nogen ville lære mig, hvordan man siger nej (tak). For selv om folk er søde til at vente på deres ting, så bliver jeg pænt presset over, at der er firs milliarder opgaver i pipeline, og at ingen af dem er helt klar til at blive sendt af sted. Sådan en periode har jeg lige nu. Opgave på opgave på opgave - nærmest uanset hvor jeg kigger hen. Udadtil tror jeg egentlig ikke, der er noget problem - jeg har varslet lidt længere leveringstider, og det er fint med alle - men indadtil ... Der trænger jeg SÅ meget til ferie. Eller bare til en dag, hvor der er lidt mindre tryk på.

Et tryk, som jeg helt klart selv er skyld i, fordi det som nævnt er et indre pres. På ikke blot at få opgaverne færdige til tiden, men samtidig også hente ungerne tidligt fra hhv. skole og børnehave. Fordi både de og jeg er blevet vant til det. Og jeg vil så gerne have mere tid til dem i hverdagen. Jeg elsker Varanens og mine langsomme morgener, og vores eftermiddage med god tid, te og Uno. Også selv om det bare er en time eller to, før ulvetime og træthed sætter ind. Og jeg er på ingen måde vild med først selv at komme halsende ind ad døren, to minutter før aftensmaden skal stå på bordet, eller tage af sted om morgenen, før alle mand er vågne, fordi logistik-puslespillet ellers ikke kan gå op - HDD går jo også på arbejde.

 
Ok - så er det heller ikke hårdere. Der blev da tid til at kælke i weekenden. I høj sol og blændende hvid sne. Fantastisk!

Heldigvis er det bare en periode. To uger mere, og så er jeg i mål med denne omgang uhyrlig travlhed. Så håber jeg, der går lang tid, før jeg igen får så travlt, som jeg har lige nu. Travlt er ok, men for travlt er ikke godt. Ikke i for lang tid, i hvert fald. Slet ikke fordi det jo ikke ligefrem var psyko-travlhed, der var meningen med hele selvstændighedstanken. Det var primært fleksibilitet, og den oplever jeg dæleme ikke meget af lige nu. Men alt godt kommer til den, der venter (og arbejder), så den kommer nok igen, fleksibiliteten. Det håber jeg i hvert fald. For den er noget af det, der gør det sjovt at arbejde og får hverdagen til at være helt human.

Men trods brok er det faktisk meget rart at have den her slags perioder nu og da. For det er jo både spændende og hyggeligt at være ude og omkring i stedet for at sidde på hjemmekontoret. Møde søde mennesker, se nye steder og få en fornemmelse af, hvordan rigtig rigtig mange mennesker klarer sig gennem hverdagen. Og så er det med til at bekræfte mig i, at valget om at blive selvstændig i sin tid var det helt helt rigtige for mig - noget det slet ikke er så tosset at blive mindet om bare en gang imellem, når man synes, det hele er lidt hårdt.

mandag den 11. januar 2016

Ung og aggressiv

Tandlægen: Der er ikke noget at se overhovedet. Hverken, når jeg kigger efter, eller på billederne. Men du har ondt, siger du?

Mig: Meget. Især i venstre side. Det føles som et hul.

Tandlægen: Har du haft den type smerter før?

Mig: Ja. Sidste år ved den her tid, faktisk. Dengang fik jeg at vide, at det var spændinger, og at jeg formentlig er sådan en, der skærer tænder om natten.

Tandlægen: Det kan meget vel være rigtigt. Er du aggressivt anlagt?

Mig: Jeg er en af de mindst aggressive personer, jeg kender. Men det har været et hårdt efterår, hvor jeg har været pænt presset på visse tidspunkter.

Tandlægen: Stress kan selvfølgelig også være årsagen. 

[Pause i samtalen, fordi min mund er blevet fyldt med spejle og andet godt]

Tandlægen: Du er hård ved dit tandkød, ved du godt det? Det skal man være forsigtig med - der er ingen grund til at børste så hårdt. Det skader mere end det gavner.

Mig: Jeg ved det godt - jeg får det ret tit at vide, men jeg fatter det åbenbart ikke.

Tandlægen: Det går nok; Det er ingen katastrofe. Endnu. Du skal bare lade være med at være så aggressiv, når du børster.

Mig: Jeg er ikke aggressiv.

Tandlægen: Når du børster tænder, er du. Det kan jeg se.

Mig: Der kan man bare se. Det vidste jeg slet ikke.

Tandlægen: Måske du kan begynde at gå til boksning i stedet for. Få aggressionerne ud dén vej.

Mig: Jeg er ikke aggressiv!

Tandlægen: Når man er så ung, som du er, er det er alt for tidligt at få skader på tænderne. Her er en blød tandbørste, du kan prøve. Den er ikke så hård ved tænderne. Men det hjælper selvfølgelig ikke på spændingerne. Tænk over det med boksningen, så du kan komme af med aggressionerne.

Mig: Jeg er ikke aggressiv. Ikke mens jeg er vågen, i hvert fald. Men ung ... Dér kan jeg være med ...

Jeg er allerede vild med min nye tandlæge, som blev valgt i et akut anfald af Hold Kæft, Hvor Har Jeg Ondt I Tænderne, Og Jeg Har Tilfældigvis Tid Til At Gøre Noget Ved Det I Dag! Det har varet i over en uge nu, og eftersom min bror ringede forleden og fortalte, at han havde ignoreret smerter i tænderne for længe og pludselig stod over for en rodbehandling, tænkte jeg, at jeg hellere måtte blive kigget efter i sømmene. Min sædvanlige tandlæge residerer i DNP, men mit arbejdsskema i januar efterlader nul plads til den slags afstikkere ud i det blå, så jeg (og tandpinen) besluttede os for at være utro med en tandlæge i Kbh. Og hun er totalt en keeper.

Jeg er godt klar over, at den gratis tandbørste, de mange gode råd og røntgenbilleder on the house er totalt pusher-metode, og at de bare gerne vil have mig til at komme igen - særligt fordi jeg er en potentiel aftager af psykodyr bideskinne #charming - men jeg er ligeglad. Jeg er solgt. Mest fordi tandlægen (som faktisk selv var ret ung. Yngre end mig, i hvert fald) syntes, jeg var ung. Smiger åbner alle døre ;)

tirsdag den 5. januar 2016

Hej 2016

Ninja-december stak helt af. Overrumplede mig totalt med både jul og nytår for så at skride i en sky af julepyntsefterladenskaber og gavepapir. Nu skriver vi 2015 2016 (kommer til at skrive forkert mange gange, manner), og erfaringen fortæller, at der ikke er meget ninja over januar. Tværtimod plejer januar at være måneden, der s n e g l e r sig af sted indhyllet i moderigtigt mørkt og koldt, men holder måneden stilen fra i går med høj sol (eller i dag med sne. Yay!), hører I ikke mig klage. Heller ikke selv om mine kinder faldt af på vej på kontoret i morges.

Nogen glædede sig pænt meget til juleaften

Jeg kan skrive meget om juleferien, men jeg gider egentlig ikke. Primært fordi jeg har brugt de fleste af mine ord på snak gennem de sidste par uger, og fordi dem, jeg har tilbage, skal bruges på arbejde. Meget atypisk for januar byder måneden nemlig på psykopache-mange opgaver. Men jeg kan da sige så meget, at vi har hygget os. Og om ikke nået zen-lignende tilstande, så slappet af og nydt at have tid til at sove længe, spise aftensmad i sofaen med diverse animationsfilm som underholdning, tænderklaprende kolde ture på legepladsen, caféture, familiehygge og meget andet godt. Når vi altså ikke har været i IKEA. Det har vi nemlig været ret meget her i ferien. Fordi det der planlægning tilsyneladende ikke er noget, vi gør os i. Ikke om jeg fatter, hvordan HDD og jeg til sammen kan skrabe to projektleder-certifikationer sammen, når vi ikke engang kan skrive en udførlig indkøbsliste til IKEA.

Fra tredje - og sidste - tur til IKEA i juledagene. Ældstebarnet var på besøg hos en veninde, så hun slap

Ret skal dog være ret - mængden af IKEA-besøg skyldes ikke udelukkende dårlige planlægningsevner, de var også udslag af hhv. spontane indfald og vredesudbrud over vanvittigt rod i lejligheden. Som ikke kun bestod af julegaver. Når man flytter fra hus med virkelig rummelig garage OG bryggers, man bare kunne lukke døren ud til, når rodet blev for meget, så er det virkelig en prøvelse på skrammelfronten at flytte til splinternyt byggeri, der end ikke har en bagtrappe. Arkitekterne må have tænkt "Nøjjj, det bliver pænt, det her" snarere end "HER skal de stille alt deres l*rt", da de slog deres fine streger på tegnestuen. Eller også har de bare ikke kalkuleret med, at vi er nogle, der tilsyneladende stadig ikke har fattet konceptet 'less is more'. Hvad jeg ikke har af gamle dagbøger, nostalgi-ting og -tøj, "DET her skal vi bruge, når/hvis vi engang får et sommerhus"-ting og andre memorabilia, er ikke værd at have (og det er så dét, der fylder hele vores lillebitte kælderrum). Heller ikke selv om vi har smidt virkelig meget ud og givet mindst lige så meget væk. Men så er det jo godt, at IKEA er leveringsdygtig i fine opbevaringsløsninger. Både første, anden og tredje gang man besøger etablissementet på 12 dage ...

Et meget lille udsnit af uendeligt meget rod. Deraf behovet for de mange IKEA-ture 

Juleaften både kom og gik og glimrede ved sit høje hyggeniveau. Personligt var det ikke selve juleaften, jeg havde frygtet i forhold til at mangle min mor - det var mere december som helhed, jeg vidste ville blive hård. Det blev den også, men heldigvis på en måde, så det har været til at være i. Til trods for andre menneskers høje forventninger til mig har jeg stjålet mig tid til bare at være og at dvæle ved tanker og minder. Og lovet mig selv, at jeg her i 2016 skal være bedre til at tage mig af mig selv. Ikke fordi jeg nødvendigvis vil svælge i mit savn, men fordi efteråret (ud over dødsfald, flytning, læssevis af arbejde og falden til i et nyt, gammelt område) er gået med at prøve at være en masse for andre (som ikke er mine børn). Hvilket har været nødvendigt, men nu er det så også nødvendigt, at jeg passer på mig selv.

Selv om vi ikke holdt jul derhjemme, fik vi et lille juletræ. Rødgran leveret til døren af Farmor og hendes mand - direkte fra ødegården i Sverige, hvor de selv har plantet det for år tilbage

Børnene fik en masse dejlige gaver til jul, og de er alle blevet brugt meget - måske lige med undtagelse af den gave, de begge ønskede sig allermest: rullesko! Særligt den ældste havde vist ikke kalkuleret med, at det at ønske sig - og få! - de eftertragtede rullesko ikke var ensbetydende med også at få en fiks og færdig balance og yndefuldhed på de 2 (4) hjul. Det har betydet skrabede knæ og frustrerede miner. Og en holdning fra den ældste om, at jeg var den mest nederen i hele verden, fordi jeg heppede optimistisk og citerede Pippi Langstrømpe (måske en oktav eller to for højt. Og et par gange for meget) med hendes "Det her har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg garanteret godt finde ud af". Yngstebarnet tager heldigvis ikke rulleriet (eller mangel på samme) så højtideligt. Han er fint tilfreds med, at skoene, som i øvrigt både lyser og blinker (men til hans store skuffelse - og til forældrenes usigelige lettelse - ikke også synger), fint kan bruges uden hjul under også. Vi skal vist ud og øve væsentligt mere, når vejret bliver lidt mildere ...

LEGO-gaver var der også en del af under træet, og det var som altid et hit. Traditionen tro er det HDD, som har haft samletjansen med ungerne på skift, og jeg ved snart ikke, hvem der hygger sig mest. Projekt Saml Ungernes Milliard Sæt LEGO Igen Fordi Det Er Gået Fra Hinanden Under Flytningen har HDD også klaret - med en smule brok bare for syns skyld, men jeg har luret ham; han syntes, det var megahyggeligt. LEGO rawks!

Også den fineste brandbil, som ungerne fik Lillejuleaften af den temmelig gavmilde nisse (i dette tilfælde Jollyroom.dk, der havde sponsoreret i forbindelse med en giveaway på Instagram) viste sig populær. Også selv om de vel strengt taget er en smule for gamle til den - der er blevet leget brandmand mere en 10 gange efterhånden, tror jeg. Og spurgt efter de plasticbrandhjelme, de aldrig tidligere har brugt, ca. samme antal gange. Jeg har endnu ikke fortalt dem, at de altså røg ud i forbindelse med flytningen ...

Brandbilen i al sin pænhed 

Og se nu! Jeg har allerede skrevet meget mere, end det var meningen. Jeg ville jo spare på ordene. Men på den anden side så er det også bare så hyggeligt at være tilbage igen. Der er alt for langt mellem indlæggene herinde for tiden. Måske jeg skulle arbejde på at få frekvensen op i 2016?

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...