torsdag den 25. februar 2016

7 år, Niller!

Som nævnt forleden, fyldte Øglen 7 år i går. Nu er hun definitivt sprunget ud af boksen med mærkaten "små børn" og er i fuld sving med at finde sin egen identitet, og mutti her skal til at fatte, at ting som at blive hjemme med mor, lægge puslespil og forsøg på at bilde hende noget ind på ingen måde længere har samme appel som tidligere. Snøft.

Fødselaren blev vækket med sang og flag, og selv om der sædvanligvis er lidende lyde og gnavne ansigtsudtryk, når hun bliver vækket, var der i går verdens største, allermest forventningsfulde smil. Et af den slags, der går direkte i morhjertet og med det samme bliver omdannet til et kerneminde af den slags fra Inderst Inde. Awwww.

Fra smilet blev tændt til kroppen fulgte trop og kastede sig ud af køjesengen og galopperede ind i spisestuen, gik der vel rundt regnet et nanosekund. Heldigvis gav ballonerne, stearinlysene og alle gaverne ikke anledning til, at smilet falmede, og både Lego Ninjago, Star Wars-figurer og Zhu-Zhu pets blev modtaget med stor begejstring.Vi spiste morgenmad, lavede madpakker og hyggede i al almindelighed, men kl. 7.40 blev festlighederne sat på pause, for nogen skulle jo i skole. Sammen med en hel pose flødeboller (som moderen vel og mærke måtte haste ud efter tirsdag aften kl. 21, fordi jeg ikke lige havde tænkt over, at den 7-årige gerne ville dele noget ud i klassen. Jeg havde bare tænkt, at det måtte være fint, nu hvor pigerne skulle med hjem til fest, men det får drengene jo selvfølgelig ikke noget ud af, vel mor?, som Øglen spurgte kl. 20.45, da hun helt spændt lå og roterede i sin seng som en grillkylling. Ak ja - som skolebarnsforælder lærer man hele tiden. Forhåbentlig husker jeg det til næste gang ...)

Morgenopstillingen - naturligvis med det fødselsdagstog, som Øglen fik af sin onkel og tante, da hun var helt og aldeles nyfødt. Og som hun nu er vokset ud af i den forstand, at der kun er tal op til 6. Heldigvis var der syv dyr, så dem fik hun. Uden tal.

Formiddagen blev brugt på at jonglere hhv. arbejde, oppyntning og fremstilling af muffins og boller, og kl. 13 drog Verdens Bedste Nabo og jeg af sted mod skolen, mens HDD nys hjemkommet efter halv arbejdsdag snittede frugt og grøntsager til den store guldmedalje. En time senere kom vi retur med 12 styks unge damer i alderen 6-7 år, der alle havde opført sig ganske upåklageligt i gårækken. Øglen førte an med bedsteveninden i hånden, VBN gik lige bagved med en af pigerne, og jeg dannede bagtrop med en ked lille pige, der savnede sin mor. Det lykkedes os at få alle børnene med ind i S-toget og de samme børn med af igen, så det var en udmærket start på fødselsdagsfesten. I hvert fald bedre, end hvis en enkelt ville undslippe, så jeg skulle forklare et sæt forældre, hvorfor deres datter sad på endestationen i Farum i stedet for at spise kage hjemme hos os.

Vel hjemme igen gik pigerne i gang med at lege og fordele sig over hele lejligheden (inklusive brusekabinen i et af badeværelserne, der blev udstyret med tæpper og bamser). De første tre kvarter blev der leget løs, afbrudt af boller med syltetøj og gaveudpakning (efter vældig demokratisk afstemning i klassen er forældrene i 0.A blevet enige om, at klassens fødselarer får én gave fra hele klassen til en værdi af 200-250 kr. i stedet for en zilliard mindre ting. Det betyder, at hende, der havde fødselsdag i tirsdags, sørgede for at købe gave til Øglen, som så igen (med temmelig stor hjælp fra vores side) sørgede for at købe til ham, der har fødselsdag i dag. Og ja - de ligger tæt lige nu, de fødselsdage. Men som hyggelig lille sidehistorie kan jeg da lige nævne, at ham, der har fødselsdag i dag, ham mødte vi på barselsgangen for 7 år siden. Hans forældre og vi har fælles bekendte, så de slog lige to fluer med ét smæk, da vi sådan lå der og barslede den). 

Øglen fik en malebog med klokkeblomst, fem pakker Champions League-fodboldkort og - la pièce de résistance: et badehåndklæde med F.C. Barcelona. Nogle gange spekulerer jeg lidt på, om hun ER mit barn ... Pigen, der havde sørget for gaven, så helt opgivende ud og udbrød noget i stil med "Jeg forstår det ikke helt. Men hun havde jo ønsket sig det?". Og sådan har jeg det også lidt. Selv om det var mig selv, der havde overleveret ønskerne i sin tid. Børn er mærkelige.

Fødselsdagsbordet, inden mad-rykindet. Der har dog været gang i farverne allerede

Vi havde ikke planlagt så mange lege, men i stedet havde vi beklædt bordet med papirdug og været gavmilde med farvekridtene. Det gjorde vi til mine egne børnefødselsdage i fordums tid, og det var altid et hit. Det er det også i 2016, kan jeg afsløre. Derudover lavede vi fiskedam med slikposer - og enkelte snydeposer med løg, peberfrugt eller gulerødder i. De uheldige, der fiskede en snydepose, skulle stille sig op bag i køen og håbe på bedre held næste gang. Det var knald eller fald i forhold til, om det blev modtaget med skrig og skrål, men de kunne heldigvis godt klare mosten og syntes, det var SÅ sjovt at fiske snydeposerne op. Phew.

Her kunne det have været tjekket, hvis jeg havde haft et billede af fiskedammen in action, men jeg havde for travlt med at agere fisker til overhovedet at huske at tage billeder. Så I må nøjes med et billede af dugen, som den så ud, efter horderne havde forladt bordet 

16.30 var alle mand trætte, men en omgang ansigtsmaling kan gøre underværker (og skabe mildt kaos). Så da forældrene rykkede ind for at hente deres poder, fandt de glade, ivrige børn, der dels blev malet af mig, dels af hinanden, og de fleste erkendte, at det ville være en tabt sag at tvinge børnene med, så de blev til en kop kaffe.

Vi har ikke gjort os så meget i forældrearrangementer i klassen endnu, så det var enormt hyggeligt, at folk blev hængende, så vi lige kunne sludre. De fleste var også temmelig nysgerrige efter at se lejligheden - det er vist meget typisk, når det er helt nyt byggeri i en helt ny bydel. Kl. 18 var alle mand ude af døren igen, og bortset fra en major Øgle-nedsmeltning over noget med Varanen og en iPad, der resulterede i en metalkande kastet fra en meters højde (don't ask) kombineret med et raserianfald, der får ham den lille røde med ild i håret fra Inderst Inde til at virke blid til sammenligning, gik alt omtrent 400 gange bedre end forventet. Og jeg havde endda været positivt indstillet på forhånd, så jeg er en virkelig happy camper. (Selv da Øglen råbte "Arrrrgghgghhgghghg, dumme lortemor. Jeg HADRER dig!" under førnævnte raserianfald, kunne jeg tage den med ro). Roen blev heldigvis hurtigt reetableret, og resten af aftenen frem til puttetid blev brugt i sofaen med købepizza på tallerkenen og Masterchef Junior i fjerneren. En helt i orden fødselsdag, syntes hende den 7-årige. Og hendes forældre.

Etape to af fødselsdagen køres af stabelen på søndag, hvor det er familiens tur til at fejre Øglen. Stay tuned for at finde ud af, om hun får den Messi-plakat, hun ønsker sig, om der kommer mere Ninjago til samlingen, eller om det stikker helt af, og nogen formaster sig til at komme med noget lyserødt ...

tirsdag den 23. februar 2016

Noget om at holde ferie

Som selvstændig er det der med at holde fri noget underligt noget. For selv om der er en vis grad af frihed i hverdagen, når der ikke lige er deadline på en opgave, så ligger arbejdet altid og lurer i baghovedet - hvornår er det lige, der er deadline, får man mon den opgave, man gav tilbud på forleden, burde man have sagt ja tak til den seneste opgave, kan man nå det hele til tiden, og og og.

På grund af et alt for begivenhedsrigt efterår, er det oven i købet længe siden, vi har holdt ferie-ferie (jojo, vi holdt da fri i julen, men var jo 'bare' hjemme), så da jeg for små 5 uger siden blev bidt af en gal ski, var der ikke langt fra tanke til handling, og i et anfald af Vi Skal På Ferie NU!, bookede vi en uge på ski i uge 7.

Det fineste winter wonderland - med -20 grader om natten. Brrrr.

Nu skriver vi som bekendt uge 8, og vi er netop kommet hjem fra ... I gætter det aldrig ... En uge på ski. Hvor min telefon kun har kunnet få forbindelse til det der internet, når vi sad i varmestuen med en skoldhed kop kaffe - og i øvrigt havde travlt med at høre på alt det, afkommet havde oplevet i dagens skiskole. Så gæt selv, hvor meget dén netforbindelse blev brugt. (Og jaja - jeg ved godt, at man kan roame. Det gjorde jeg ca. to gange, før jävla-dyre TDC meddelte, at min mobilkonto nu var i minus, og om jeg ville være god at tanke op. Hvilket jeg med glæde ville have gjort, hvis ikke jeg havde glemt min adgangskode derhjemme). Så: Stort set internetfri ferie til mig.

Dét burde man knageme gøre noget oftere. Det frigav nemlig tid til at (ud over at stå på ski, naturligvis) spille Uno, junglespil og vendespil i lange baner, læse 2,5 bøger (sgu'!), løse et hav af krydsord, spise åndssvagt meget slik og gå tidligt i seng. Slet ikke tosset.

Den daglige frokost. Grillede hottere, som vi selv grillede ude i sneen efter en masse skiløb. Koldt og meeeega-hyggeligt!

Det er længe siden, jeg har været sådan rigtigt på ski, når man fraregner et par dage hist og pist. Helt præcist er det 8 år siden - i HDD's og mit forholds spæde begyndelse, hvor jeg med skam må meddele, at jeg blev så hidsig på en bakke, der ikke ville, som jeg ville, at jeg endte med en forvredet fod og ingen ski i halvdelen af ferien. 1-0 til bakken. Siden da er der sket meget (desværre ikke med mine evner til at stå på ski, selv om jeg trods alt ikke væltede denne gang. Muligvis på grund af større respekt for højderne nu?) - der er bl.a. kommet to børn til - og jeg er blevet langt mildere. Ahem.

Skeptisk type umiddelbart før tre timers skikursus. Idéen føltes pludselig ikke nær så god, som den gjorde, da jeg sad hjemme i sofaen og brægede op om, at jeg da "blev nødt til at lære lidt teknik". Suk.

Vi var spændte på, hvad ungerne sagde til en hel uge på ski, men det klarede de - selvfølgelig - i fin stil. Vi havde booket fem kvarters skiskole hver morgen (længe nok til at lære dem det grundlæggende - ikke længe nok til at gøre dem trætte af det), og mens de var af sted, tog HDD og jeg nogle skiture sammen. Efter skiskolen blev det hurtigt fast tradition med en kop kaffe og en ficka (ja, vi var i Sverige), og bagefter stod vi alle sammen lidt på ski.

HDD er den absolut mest habile skiløbet af os fire, snart skarpt efterfulgt af Øglen, der i dén grad har taget både sporten og teknikken til sig og helt frygtløst kastede sig ud i den ene bakke efter den anden. Jeg kan holde balancen og en nogenlunde hæderlig stil på de nemme bakker, men jeg mangler erfaring, så den arbejdede jeg på at få lidt af i år - bl.a. bha. et 3-timers skikursus. Det hjalp lidt og satte fokus på teknikken, men det kompenserede (desværre) ikke for en hel barndoms manglende skiferier, som HDD fører med.

Øglen i Troldeskoven

Varanen tålte skiskolen, men manglede Øglens udelte begejstring. Alligevel blev han dygtig til at holde balancen og fik sig nogle gode ture og succesoplevelser både i skisele og hånd i hånd med HDD.

Fordi vi havde booket sent, var der ikke flere ledige hytter i selve skiterrænet, så vi havde lejet en lille, hyggelig hytte ca. 1,5 km derfra. Der brugte vi de sene eftermiddag og aftener på at spille vendespil og Uno, og på at se et par i forvejen downloadede film, spille iPads og læse bøger. Når vi altså ikke kørte til nærmeste større by og satte os i blød i deres svømmebassin. Særligt det udendørs varmtvandsbassin fik en stor stjerne hos mig - ikke mindst den sidste gang, vi var der, hvor der var snestorm om ørerne på os. Ahhhh.

Hytten med en fin hat af sne. Ren fjeldidyl 

Uanset hvad, man kunne mene, er jeg sikker på, at det ikke er bassinets skyld, at jeg er kommet hjem med en gigantisk forkølelse, som jeg desperat prøver at slå ned. I hvert fald bare til i overmorgen. For i morgen er der en Øgle, der fylder syv. 7 hele år siden, verden ændrede sig for evigt, og jeg blev nogens mor. Og holdt en laaaang pause fra at stå på ski. Det er vildt. Og det er også lidt vildt, at jeg skal gelejde 13 piger fra skolen og hjem. Via et S-tog. Heldigvis er HDD der til at hjælpe. Og verdens bedste nabo (tænk at man kan få verdens bedste nabo TO gange. Dét må da siges at være heldigt!) tilbød så sent som i dag også at hjælpe med at få kræene hjem. Så det har jeg takket ja til. Tre voksne til 13 børn lyder ikke umiddelbart af for mange, tænker jeg.

Nå. Der skal bages. Og pyntes. Og pakkes gaver ind. Ninjago og Starwars. Nogen har for alvor lagt den lyserøde prinsesseverden bag sig og ønsker sig 'seje' ting. Og en kanin. Som vi desværre ikke kan give hende - når man er allergisk, duer det ikke. Måske de par Zhu-Zhu pets hun også får kan kompensere lidt ...

søndag den 7. februar 2016

Om produktive morgener

Med fare for at jinxe noget, så er det længe siden, weekenderne er begyndt alt for tidligt. Småbørns-tidligt, altså. For selv om Varanens søvn har ladet en del tilbage at ønske i hans helt unge dage, så er det blevet mærkbart bedre, og selv om jeg stadig vil vægre mig mod at kalde ham en syvsover (modsat hans søster), så sover han aldeles hæderligt og har gjort det længe. Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, at jeg helt har glemt, hvordan det var at blive hevet ud af sengen på alle tidspunkter af døgnet, men noget af erindringen var blevet lidt tåget.

Indtil i dag, hvor jeg blev ført lige lukt tilbage i favnen på alt for tidligere morgener. Klokken fem-tidlige morgener. Hvor barnet dog trods alt nu er så stort, at man sådan noooogenlunde kan ræsonnere med ham og købe sig til en halv (urolig) time mere. Men så heller ikke længere. Altså var jeg i dag oppe før kl. 6 og i fuldt vigør, og inden klokken var 8 havde jeg drukket en halv kop te (resten nåede at blive kold), en halv kop kaffe (resten nåede at blive kold), læse et par kapitler i min bog, spille Rasmus Klump-pandekagespil, lave havregrød, dryppe stearin(!), observere to styks drengebørn lege fredeligt og være i bad. Ikke dårligt.

At der er hele to drengebørn på matriklen i dag, er resultatet af en periode, hvor Varanen følte sig lidt overset på legeaftale-fronten (primært fordi der har været travlt på arbejde, og der har været travlt med arrangementer og legeaftaler i skole-regi, sekundært fordi jeg naivt havde tænkt, at man ikke havde det helt vilde behov for legeaftaler, når man er 4), og vi havde en snak en tidlig morgen, hvor han grådkvalt ytrede, at det var "mega-unfair, at Øglen altid havde legeaftaler, når han aldrig havde nogen at lege med" (dramatiker kan man jo altid være - han har mange at lege med i børnehaven. Legeaftalerne er bare ikke lige så hyppige - heller ikke blandt de andre børn, har jeg indtryk af - som i skolen). Så det tænkte jeg, at jeg måtte gøre noget ved. Derfor er der blevet gjort plads i kalenderen til to legeaftaler på det sidste; En med F efter børnehave en dag, og en med B, der varede fra i går til i dag; Kulminationen på en aftale, de to indgik få uger efter, Varanen begyndte i børnehaven, nemlig at de skulle sove sammen! (Ok, aftalen lød oprindeligt på, at de var 6 børn, der skulle sove sammen, men vi begynder lige i det små, ikke ...).

Kig fra køkkenet ned til stuen, hvor drengene og Øglen gør sig klar til at spille <3

Altså inviterede vi B til overnatning fra i går til i dag. Den første sleepover for dem begge. B er 5 år og helt utrolig sød, så jeg var ikke i tvivl om, at det nok skulle gå godt. Men alligevel var jeg spændt på, hvordan de to ville komme ud af det med hinanden, og om B ville ende med ikke at 'turde' sove hos os, når det blev puttetid, og og og.

Igen kan man være bekymret for at jinxe noget - B bliver først hentet om et par timer - men indtil videre er det gået helt efter bogen. Eller bedre, faktisk. For selv om nogen vågnede aaaalt for tidligt efter min smag, så bad B selv om at komme i seng i går ved 19.15-tiden(?!), og efter to minutter - I kid you not - sov han. Varanen var lidt mere stædig, men endte med at sove på (for ham) rekordtid, så det endte med, at vi havde en lang lørdag aften til at hygge om og med Øglen, se Danmarksindsamlingen og spise småkager. Piece of cake, so to speak.

Og jaja, der har da været lidt små-hik hist og pist. Lige nu sidder de f.eks. og skændes venskabeligt om 'videospillet' (Disney Infinity), B brændte sin finger, da vi dryppede stearin (der står formentlig i en eller anden moderne mor-manual, at det nu er forbudt at dryppe stearin, fordi man netop kan brænde sig, men jeg elskede det som barn, og mine unger elsker det, så vi fortsætter ufortrødent. Også selv om B helt vantro spurgte, om vi skulle 'lege med ild'), og de er ikke helt enige om, hvorvidt der skal leges med LEGO eller kuglebane, men træerne vokser jo ikke ind i himlen, og i forhold til, hvor meget ballade, der potentielt kunne have været, har det været en perfekt første venne-overnatning.

Så på trods af urolig nat (for mig - jeg har sovet i Varanens køje sammen med ham for at forhindre ham i at vade ind til os i soveværelset. Synes ikke, jeg ville snyde ham for at vågne op sammen med sin kammerat) og en meget tidlig morgen, så har det været en succes. Trætheden er ikke noget, en spandfuld kaffe ikke kan kurere, og under alle omstændigheder er det en pris, jeg gerne betaler for at give Varanen den oplevelse, det er at vågne op sammen med sin gode ven og ligge og hviske-drille i mørket.

B bliver snart hentet, og senere i dag står den på fastelavn hos Oldemor. Mon ikke, der også er kaffe der?!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...