mandag den 29. august 2016

Noget om koloni-livet

Vi har været på skolekoloni i weekenden. Med Ældstebarnets klasse. Alle 4. Bum.

Hvis nogen havde fortalt mig for et år siden, at jeg skulle blive sådan en, der drak lunken koloni-Baileys med de andre forældre rundt om bålet, efter ungerne var blevet puttet på en skolekoloni, så ville jeg havde troet, at de var bindegale. Og havde de i skyndingen også nævnt, at vores familie i øvrigt havde meldt sig frivilligt til at sove i telt pga. flere tilmeldte, end der var værelser, så ville latteren ingen ende tage.

Men ikke desto mindre, var det (bl.a.) noget af det, der skete på skolekolonien for 1.A. 24 timer med storhygge med både børn og forældre fra klassen - børn, der væltede rundt mellen hinanden og spillede bold, legede med til lejligheden indkøbt legetøj, var på skattejagt og generelt bare hyggede så meget, at det halve ville have været rigeligt. Og voksne, der samarbejdede i stor stil både om alt det praktiske som aftensmad og rengøring og det lidt mere nære som børnene og koordinering af forskellige lege. Og altså fik drukket en hel del både koloni-øl og koloni-Baileys, efter børnene var blevet lagt kl. 20.30. Og spist koloni-chips og koloni-slik, ikke at forglemme.

Aftensmad udendørs. Den rene luksus at være af sted i så godt vejr


Teltsovningen (og opslagningen) gik, trods vores ustyrligt ringe erfaringer med den slags, upåklageligt, og selv om man kan have en holdning eller to til, at vi sov i telt den nat, hvor det både lynede, tordnede og styrtregnede til den store guldmedalje, så holdt vi tæerne tørre og havde det ret så hyggeligt. Og er ikke helt afvisende over for, at det der telt kommer til at ske igen. (Dog ikke på næste års koloni, der allerede er i støbeskeen og bliver et sted, hvor der er rigeligt med sovepladser til alle). Nu kan jeg imidlertid ikke finde ud af, om det er en fordel eller en ulempe, at de andre forældre har fået en idé om, at vi er 'sådan nogle outdoorsy typer' (til trods for vores ihærdige forsøg på at mane rygtet til jorden) - når intet kunne være fjernere fra sandheden.

Ad sti af sted mod stranden

Vi er alle lidt matte og/eller forkølede efter weekenden, og ingen var helt med på idéen om mandag i dag. Men af sted kom vi, og forsynet ville, at Varanen og jeg rendte ind i en af yndlingspædagogerne på vej til børnehaven, så der var en yndlingsfavn at blive afleveret til. Entusiasmen var dog ikke noget at skrive hjem om hos Varanen, og selv lovningen på en tur med storegruppen til Den Blå Planet kunne muntre ham op. Eneste trøst var dog, at jeg sporede et lille smil hos ham, da han vinkede med førnævnte yndlingspædagog. Han får en god dag, det ved jeg, men som skrevet i seneste indlæg, ville jeg virkelig ønske, at afleveringerne ikke var så svære.

Jeg har lovet at hente tidligt igen i dag, og så skal vi i Kongens Have. Fordi der angiveligt huserer en sjælden Pokémon, som ungerne gerne vil have nallerne i. Så det skal vi da. Især, hvis det gider lade være med at regne snart. Og hvis cykelhandleren kunne være så god at lave kassecyklen, hvis bremser pludselig synes, det er sjovt at blokere. Det gør den jævnt besværlig at cykle på, skulle jeg hilse at sige. "Regn med mindst 450 kr.", sagde den rare cykelmand i morges. "Og væsentligt mere, hvis det er hele tromlen, der er røget". Jamen, det gør jeg da bare, så. Og prøver at lade være med at lægge det sammen med de 600 kr., selvsamme cykel kostede mig i sidste uge. Måske man skulle blive cykelsmed?!

God mandag til jer alle. Må den blive billigere end min ser ud til at blive ...

fredag den 26. august 2016

Noget om de der afleveringer

Jeg havde egentlig et indlæg i støbeskeen om, hvordan vores afleveringer af Varanen er blevet om ikke armene i vejret-gode, så markant bedre. Det meste af denne her uge har faktisk været, hvad jeg vil kalde helt hæderlig, og ved hjælp af lettere manisk falset-stemme og stoooore, påklistrede smil har det kunnet lade sig gøre at manifestere en lille bitte grad af entusiasme over at skulle i børnehave hos Yngsten. Primært fordi vi har haft et 'program' at holde os til, fordi der har været emneuge om krop og bevægelse - i de aldersopdelte grupper.

Men.

Så var det jo, at emneugen sluttede i går. Og i dag var 'bare' helt almindelig børnehave med helt almindelige lege og fredags-rock. Og så var det som om, det ikke var helt så fedt alligevel.

Det gik egentlig ok på vej over til børnehaven. Varanen og jeg hyggede med en bog og et spil derhjemme over morgenmaden, efter Ældsten og HDD var cyklet af sted, og jeg hypede sæsonopstarten til håndbold i eftermiddag Helt. Vildt., og så gik den vilde Pokémon-jagt ellers i kassecyklen på vej til børnehave. Angiveligt var der to seje Pokémons, der kæmpede i det Poké-gym, vi kørte forbi (Varanen vidste, hvad de hed, men jeg kan på ingen måde huske, hvad de hed. Jeg ved bare, at det ikke var Pikachu, for den kan vi ikke finde. Grrr), og det var fedt. Åbenbart. Så alt var godt - lige indtil jeg skulle gå. Åhr, hvor blev han ked af det, mand. Begyndte at græde og gå efter mig ned ad trappen. Græde, at jeg var den eneste, der kunne gøre ham glad, og at han bare slet ikke havde lyst til at være i børnehaven. Og jeg havde SÅ meget lyst til at tage ham under armen og med hjem igen. Yndlings-voksenen kom og vinkede med ham, hvilket hjalp en smule, og på vej ud til cyklen mødte jeg nogle af hans gode venner, der skulle afleveres, så det skal nok gå, jo. Det er bare  nederen en måde at begynde dagen på - både for ham og for mig.

Jeg ved jo godt, at han har det fint nu. At han formentlig - lige som de øvrige dage - synes, at jeg henter ham alt for tidligt, når jeg kommer i eftermiddag. Men det ændrer bare ikke på, at alt i mig stritter, når jeg har sådan en aflevering. Jeg håber i dén grad, at det bliver bedre, for ellers er der dæleme lang tid til sommer, hvor han skal i skole.

Men nu er det heldigvis snart weekend! Uden børnehave og kede børn (forhåbentlig). Skemaet står på koloni med den ældstes klasse, og ud over alt det, der skal planlægges i forvejen, tegner det til at blive aldeles afslappende. Og måske endda i noget, der minder om sommervejr!

tirsdag den 23. august 2016

Sverige revisited

Kantareller. Blåbær. Og alt alt for meget sukker. Det er nøgleordene for weekenden, der endnu engang har stået i svenskens tegn. Turen gik atter til ødegården - denne gang med gode venner inkl. afkom. Det var knageme hyggeligt.

Børnene - hele fem af slagsen, når de er slået sammen - klikker ret så godt, så der blev hujet og leget og hujet lidt mere. Og plukket kantareller og blåbær til den helt store guldmedalje. Blåbærrene forsvandt som dug for solen, og kun Varanens blålilla mund vidnede om, hvor de forsvandt hen, mens kantarellerne blev parret med pizza og indgik i rimelig nice aftensmåltid.

Guld fra skovbunden

Vi fik tændt bål og lavet både popcorn, s'mores (fuxk, de smager godt!) og en form for snobrød - hvor det meste af dejen godt nok endte alle andre steder end i bålet - og vi nåede endda forbi badesøen og "Kaninland" (som siden sidst er begyndt at tage entré for lillebitte legeplads og en samling halvsløje kaniner, så det visit blev kort). Så på trods af begrænset tid til rådighed, nåede vi alligevel alt det bedste, som huset i skoven har at byde på.

Mmmmm ... S'mores ...


Ikke tale om, Ældstebarnet gad have gummistøvler på ved søen. Der skulle soppes, skulle der!

Børn og vand. Altid en god kombi. Varanen er her i gang med at tage en slurk af søen - det skulle naturligvis prøves, nu vi fortalte, at vandet er så rent som drikkevand

Der blev oven i købet tid til at hækle lidt - og drikke temmelig meget kaffe. Spille bold og brætspil. Og generelt bare få slappet rigtig meget af. 

Det der Sverige er slet ikke så dårligt - heller ikke selv om det er fjerde eller femte? gang i år, vi er der. Forhåbentlig når vi derop endnu en gang eller to, alt efter hvad efteråret byder på af forskellige begivenheder.

torsdag den 18. august 2016

Noget om at blive ældre

Selv om min tandlæge (som i parantes bemærket maks. er 12 år gammel) er rigtig sød til at kalde mig 'meget meget ung', så er der ingen vej uden om, at jeg fylder 38 inden længe. Methusalem vil formentlig argumentere for, at 38 ganske rigtigt er meget meget ungt, men set i forhold til den 16-årige (cirka) guldsmed, der skulle kigge på nogle smykker for mig forleden, er jeg nærmest en oldsag.

Min alder generer mig i øvrigt ikke, skal jeg lige skynde mig at sige. Jeg elsker at være i 30'erne, og den eneste krise, jeg formentlig får, når jeg engang overgår til 40'erne, er, om nogen så forventer, at jeg skal opføre mig voksent til forældremøderne i hhv. skole og børnehave. For det kommer næppe til at ske.

Men. Alders-zen til trods, så må jeg erkende, at der er nogle downfalls. Ud over de helt åbenlyse - slappere i kødet, rynker i panden (vi siger tak til purung tjener på restauranten i går, der ikke kunne lade være med at grine af mit vantro udtryk, da hun kom med en dessert før desserten - en såkaldt 'præ-dessert'. Et koncept jeg i øvrigt bifalder til fulde sådan rent generelt, men som var lidt voldsomt til middagen, fordi der også havde været en 'overraskelsesret' før hovedretten (og efter forretten), så jeg var pænt mæt. Og fik åbenbart så mange mæthedsrynker i panden, at vårharen følte trang til at kommentere det) og større behov for en eftermiddagslur, så er der også de rent interne ting. Lidt ligesom man har større tendens til at acceptere, at en kommode på snart 40 år er lidt leddeløs, end at en spritny IKEA-model er det, så har jeg for nylig måttet sande, at det samme gør sig gældende for mennesker. Mig, om ikke andet.

Det lugtede lidt af sommer i morges, hvor jeg snød mig til en stund i solen efter aflevering og før tandlægebesøg

Således befandt jeg mig i går til åben konsultation på mit lægehus (fordi min læge er så travl, at det går hurtigere at sidde i kø med 4.000 andre leddeløse typer end at få sin egen tid), fordi jeg siden sommerferien har haft et ben, der gør tjotalt naller, når jeg rejser mig op fra sofaen. Og en lænd, der skaber sig så meget, at det nu også har sat sig på halebenet. Min skjulte dagorden var at få en henvisning til en fys hos lægen, men af uransagelige årsager var det eneste, jeg kom derfra med, et par forslag til øvelser, jeg kan gå hjem og lave for at blive strukket ud. Og en formodning (fra lægen) om, at jeg er hypermobil. "Så derfor er det meget nemmere for dig at få den slags muskelskader end andre". Suk.

I dag var jeg så til tandlæge. Ikke så meget fordi, jeg er ved at blive ældre, som at de tænder jo skal kigges efter bare en gang imellem. Og før jeg fik set mig om, blev det "stille og rolige eftersyn" transmogriffet om til "plast på tre tænder". Som så endte med at blive fire, "for nu var jeg jo lige i gang". Og en trussel lovning på, at næste gang vi ses, så er der tre tænder mere, der skal kigges efter i sømmene. Farvel penge!

Så nu sidder jeg med mine nye plastictænder og drikker en velfortjent kop kaffe. Og spiser blåbær. Og en halv pakke af de chokoladekiks, vi skal have med til Sverige. Jeg mangler bare at sætte Barnaby på fjerneren og gribe strikketøjet (som egentlig er hækle-tøj, men det er der vist ikke noget, der hedder), men dén går ikke, for gammel-mutti skal hente ungerne. Med eller uden ondt i benet. Først skal jeg dog lige ud og tjekke, om jeg er blevet gråhåret i løbet af min kaffepause. Med alle de skavanker, jeg drøner rundt med for tiden, skulle det ikke undre mig det mindste ...

onsdag den 17. august 2016

Noget om låne-teenagere

Hverdags-loopet fortsætter herhjemme med tidligt op, smøre madpakker, komme i tøjet, aflevere børn, arbejde, hente børn, hygge med børn, lave aftensmad, bade børn og putte børn. Og det er faktisk slet ikke så dårligt. Særligt ikke, fordi - med fare for at jinxe det, naturligvis - at det er blevet lidt mindre svært at være Varanen ved aflevering i børnehaven. Bevares, det er ikke fordi, armene er helt i vejret, når han bliver afleveret (hverken hos mor eller barn), og fik han muligheden, ville han helt hundrede helst blive hjemme, men det er ikke længere helt så kniv-gennem-hjertet hårdt at aflevere ham. Han har fundet ud af, at han kan vinke to steder; først gennem ruden i døren, når jeg går ned ad trapperne, siden gennem vinduet (hvis jeg placerer mig korrekt på den anden side af vejen og husker ikke at stå under gigant-træet), og det synes han åbenbart er lidt nemmere at leve med. Så jeg krydser fingre for, at det kun kommer til at gå fremad herfra.

De moderat succesfulde afleveringer gør imidlertid, at jeg stadig henter tidligt i det omfang, det er muligt. Og selv om det er knaldhyggeligt at have ungerne hjemme en hel eftermiddag, så trænger de altså nogle gange til andre input, end dem jeg kan give dem (ikke mindst fordi deres iPad er blevet inddraget i hverdagene). Men så er det jo heldigt, at vi de sidste par dage har lånt en teenager (som vi kender, altså. Lang historie, men de bor ikke længere ved siden af os, men i stedet temmelig langt væk. Men teenageren går stadig i skole i København).

På papiret skal han egentlig bare hænge ud hos os et par eftermiddage om ugen, indtil hans mor får fri fra arbejde, og han kan følges med hende hjem, men i praksis er han simpelthen så sød til at lege med ungerne - og lader til at hygge sig med det. Nuvel; De spiller noget mere Pokemon Go, end en Østerbro-mor bryder sig om, men så længe de hygger sig og kan samles om det, så lader jeg det helt og aldeles fare.

Indtil videre har vi lånt teenageren mandag og tirsdag i denne uge. Måske låner vi ham også i morgen, og i næste uge kommer han igen. Det er altså et koncept, der holder. Hvis jeg var sådan en, der kunne lave seje apps, ville jeg klart lave en, der hed Lån En Teenager. Det er jeg sikker på, der er et marked for ...

Øglen? Hun er i fuld gang med skolen, og selv om jeg egentlig havde et indlæg i pipeline om første skoledag i første klasse, så er hun så dejligt uimponeret, at jeg sikkert aldrig får skrevet det færdigt. 0.A er nu blevet til 1.A og har fået et nyt klasselokale, der var fint pyntet til første skoledag. Øglen fandt sin plads (og den mappe og det æble, der var lagt frem til hvert barn), forældrene fotograferede febrilsk poderne, og så var det ellers ud af klappen. Så mens børnene lærte deres nye lærere at kende, defilerede forældrene på arbejde (og nogle af os nappede lige en kaffe på Baresso på vejen) - de fleste af os med et formanende "Du skal ikke hente mig før tidligst klokken 15" i ørerne.

Siden er det gået slag i slag, og Øglen har allerede fuld gang i legeaftalerne og har stiftet bekendtskab med de nye fag - religion, matematik, IT og sikkert også en masse andet, jeg ikke har opdaget, de har endnu. Jeg har derimod opdaget, at hun er glad - og så er jeg det også.

tirsdag den 9. august 2016

Noget om hverdag

Vi kører den (stadig) ind med hverdag på den hårde måde herhjemme. Og megahyggelige weekender. Det er som om, det er nemmere at huske, hvordan man holder fri, end hvordan det nu lige er, man går på arbejde fem dage om ugen. Og i skole og børnehave ...

Det yngste nummer er stadig ikke vild med at komme i børnehave. Som i overhovedet. Han er forknyt ved aflevering og mere konfliktsøgende end sædvanligt derhjemme, og ved sengetid har han ondt i maven, siger han. Han keder sig angiveligt i børnehaven, og det kan sagtens have noget på sig. Bedstevennen er jo kommet i skole, lige som alle de andre store børn, så nu er hele balancen i rykket, og det er pludselig Varanen, der er blevet den store. Den slags tager selvfølgelig tid at vænne sig til, og det er jo heller ikke farligt at kede sig - der er bare et helt ÅR, til han skal i skole, så jeg håber i dén grad, han kommer til at u-kede sig på et tidspunkt. For jeg kan næsten ikke bære, at min lille store dreng, der har knuselsket sin børnehave og alle i den, pludselig er så ked af det, når han skal af sted. Allerhelst vil han bare ligge i arm med mig på sofaen og se "et afsnit", eller sidde ved spisebordet og spille Rummikub, den seneste craze. Når han altså ikke vil klippe papir i smadder og stemple det med bogstaver, fordi han leger postkontor (#nåååååhr!).

Hverdagen i al sin finhed. For det er jo ikke jammer det hele. Overhovedet. Det er bare hyggeligst at holde hverdag sammen - er vi alle sammen enige om!

Jeg er et minut fra at flytte ud i en skov med ham i et års tid, så han bare kan tulle rundt og hygge sig, men det nytter jo for høvled heller ingenting. Ud over at der er grænser for, hvor meget Rummikub man kan spille (og at det bliver svært at arbejde fra en computer lavet af kviste og bær), så trænger han jo også til input fra jævnaldrende. Han er glad, når jeg kommer og henter ham, og pædagogerne siger, at han liver op, kort efter jeg er smuttet ud af døren, så det må jeg naturligvis tro på. Men hans lille triste ansigt martrer mig altså gennem dagen og gør, at jeg stopper arbejdet tidligt hver dag. Hvilket er så sindssygt priviligeret, at jeg har lyst til at anbefale alle at blive selvstændige, men som samtidig gør, at det er temmelig småt med opsøgende arbejde for tiden. For nu at sige det mildt.

Det ældste nummer er stadig lige vild med at blive afleveret. Endnu vildere nu end i sidste uge, faktisk, eftersom flere og flere fra klassen er begyndt i SFO. I morgen går det løs med første dag i første klasse. Det er stort, synes jeg. Hun selv tager det ikke så højtideligt. "Jeg skal jo bare i skole, som jeg plejer", som hun siger. Og jaja, det er selvfølgelig det samme sted med de samme klassekammerater, men det er et nyt lokale, det er nye lærere, og så er det friggin' FØRSTE KLASSE. Bum! Ikke om jeg fatter, det er et helt år siden, hun begyndte i 0.A og var så stor og stolt. Nu er hun endnu større, og når jeg ser på de nye (småbitte) 0.-klasser, der myldrer rundt i skolegården og SFO'en, fatter jeg endnu mindre. For så lille var Øglen da ikke, da hun startede i skole. Det er jeg helt sikker på ...

mandag den 1. august 2016

Noget om følelser

Mandag morgen. Anden mandag efter ferien. Relativt langsom morgen - ingen har sådan crazy travlt, for skolen begynder først for alvor i næste uge. Men SFO begynder i dag. Vi kunne alle sammen følges, da vi skulle af sted i morges, og dialogen ved cyklerne udspillede sig ca. sådan her:

Ældstebarnet: Det her bliver bare den BEDSTE dag!
Mig: Ja?
Ældste: Jo, for jeg skal i SFO, se alle mine venner og vise dem mine nye Puma-sko. Jeg glæder mig mega-meget!

Yngstebarnet: Jeg vil ikke i børnehave!
Mig: Nej?
Yngste: Jeg har overhovedet ikke lyst. Jeg vil meget hellere blive hjemme hos dig.

Der er i dén grad forskel på vores børn. Det vidste jeg selvfølgelig også godt før i morges, men det slog meget godt hovedet på sømmet. Hvor den ældste glæder sig som en lille vild til at komme tilbage og være social, vil den yngste hellere bare melde sig helt ud og være sammen med mig. Sidde i arm, læse bøger og se fjernsyn. Og mit hjerte bløder for den lille mand, der bare bliver så ulykkelig, når hverdagen og virkeligheden ikke kan imødekomme hans ønsker.

Det hjælper så selvfølgelig heller ikke på det, at børnehaven fra i dag og fire måneder frem er genhuset pga. metrobyggeriet. Som åbenbart larmer så meget, at det ikke er forsvarligt at være i huset. Så nyt sted it is. Men oven i en opstart, hvor yngstebarnet i forvejen er lidt ferieramt, gør det det ikke ligefrem nemmere.

Vi så begge det nye sted for første gang i dag. Det er superfint, men det ligner på ingen måde det gamle. Heller ikke selv om både voksne og børn trods alt er de samme. Og yngste var ikke imponeret - på trods af, at Yndlingspædagog er kommet tilbage fra ferie.

Så hvor HDD kunne berette, at "alt gik bare så fint, da jeg afleverede Ældste. Hun løb bare ind og råbte farvel med det samme", da vi talte sammen efter aflevering, kunne jeg berette om en nedtrykt Yngste, der slet ikke kunne lade være med at græde. Og som - da jeg helt misforstået speedsnakkede i et lidt for højt toneleje om, hvor fint det nye sted er, og hvor sjovt det bliver at skulle være i storegruppen - ytrede et grådkvalt "men derfor må jeg da godt græde, mor!" Og ja, selvfølgelig må han det. Uanset hvor stor han er. Så det fik vi os en god snak om. Før Yndlingspædagog fysisk pillede Yngste af mig og storkrammede ham i favnen, mens de vinkede til mig. Som havde det som om, der blev slået et lille stykke af mit hjerte af.

Begyndelsen efter en lang ferie er svær. Jeg ville sådan set også hellere blive hjemme, men ud over et arbejde, der skal passes, var der også en Troldemor, der skulle besøges på hospitalet. Og jeg kan jo ikke holde ham hjemme altid (selv om jeg lige nu har allermest lyst). Sådan fungerer livet jo ikke - men det kan være svært at forstå, når man kun er 4. Jeg har jo haft næsten 38 år til at lære, at der er situationer, hvor man bliver nødt til at gå på arbejde, selv om man ikke har lyst. Og at det ikke nytter noget at sætte hælene i og sige nej tak. Det har Yngste (heldigvis) ikke lært endnu. Det gør ondt at være vidne til som mor, men det gør det jo ikke farligt. Det er bare følelser, og de er sgu' ikke så dårlige at have. Heller ikke selv om de ikke altid er præcis dem, man kunne ønske sig.

I morgen bliver bedre. Håber jeg. Og hvis ikke, bliver i overmorgen bedre. Eller om tre dage. På et eller andet tidspunkt bliver det bedre. Og indtil da må jeg prøve at tackle det på bedst mulige måde. Hvordan det så end er ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...