lørdag den 31. december 2016

Noget om jul

December er næsten forsvundet i en duft af kanel, gran og julepynt (jo, julepynt dufter også. I mit barndomshjem havde kufferterne og kasserne med julestadset en helt særlig duft, og selv om det nok primært hang sammen med, at det blev opbevaret på et koldt og ikke-så-isoleret loft, kan jeg stadig mærke duften i næsen, når jeg pakker min egen beholdning af jule- og flitterstads ud og ned). Kun denne dag med, og så skal vi til at vænne os til at skrive 2017.

Vi holder - og har holdt - juleferie i stor stil og har nedskaleret antallet af julekomsammener meget i forhold til forgangne år. Og hvor jeg tidligere i mit voksenliv har været vant til at flintre land og rige rundt både 1. og 2. juledag, har vi de seneste år trukket stikket helt og aldeles i hvert fald 1. juledag og insisteret på at holde den hjemme. For 1. juledag er som skabt til at dappe rundt i nattøj, spise rester med fedtet hår og lege med alle de julegaver, ungerne man fik. I år var ingen undtagelse, og eftersom vi selv var værter for årets juleaften, var det ekstra nemt at blive hjemme.

Brormand og hans familie overnattede, og selv om de havde en anderledes hektisk 1. juledag end os - noget med en tur på tværs af landet til familien derovre - nåede vi at have nogle svært hyggelige timer sammen om morgenen. Også selv om alle først vågnede 9.30. Varanen inklusive! Noget godt kommer der altså af at erklære juleaften for en aften, hvor man selv bestemmer, hvornår man går i seng (Varanen klarede den til 01.30, hvor han og jeg puttede os i soveværelset. De to største holdt helt til 02.30. Ikke noget at sige til, at de trængte til at sove!)

Jule med måger

Juletræet med nogle af gaverne under ...

Juleaften forløb som var den skabelonen til Peters Jul. Agtigt. Brormand og familie kom omkring frokosttid - medbringende hele hovedretten, som bare skulle færdigmonteres - og så legede børnene ellers til de store guldmedalje, lige til vi skulle spise. Kun afbrudt af de omkring 5.000 gange, de spurgte, hvornår de skulle have gaver. Troldemor blev hentet ved 17-tiden og fragtet hjem igen (efter eget ønske) fire timer senere, så hun nåede at have nogle hyggelige timer med både børne- og oldebørn. Og ikke nok timer til, at hendes ører faldt af over det lydniveau, der opstod, da gaveuddelingen for alvor kom i gang.

Traditionen tro var der flest gaver til børnene. Mange spil og sjovt legetøj, og begejstringen var høj hos dem alle. Men Varanen tog nok prisen, hvad angår begejstring, da han pakkede gaven fra os op: Et skateboard. Seriøst - jeg tror aldrig, jeg har set nogen blive så glad for noget. Han fløj op med armene i vejret, og råbte "YEARRHHHHHHHHH!", og så blev der ellers danset sejrsdans i hele stuen - både med og uden skateboard. Og da det var blevet pakket ordentligt ud, fik det lige en dansetur mere - denne gang akkompagneret af et rungende "HA-LLE-LUJAH!" Der ramte vi vist plet ...

Udsigt fra Røsnæs

Silhuetter - også på Røsnæs

Juledagene er blevet brugt både med og uden familie, med og uden reflektion. Vi har været på legepladsen, indviet den ældstes nye løbetøj med en mor-/datter-løbetur (pyhh, det var hårdt oven på al julemaden) og været på legepladsen. Byttet et par gaver (og givet fortabt over for horderne af gavebyttere i Magasin og derfor gået hjem og bestilt det hele på nettet i stedet). Set film, spist bjerge af slik og leget med julegaver. Kort sagt: En blandet landhandel, hvor både samvær og nærvær har ligget helt i front.

Mine ønsker for det nye år er mange - og det kommer der nok et indlæg om på et tidspunkt, når jeg får taget mig sammen til at skrive sådan et - men hvis samvær og nærvær kommer til at spille hovedrollerne, tænker jeg, at det ikke kan gå helt galt.

Rigtig godt nytår, alle sammen. Må I få en dejlig aften med lige præcis de mængder champagne, blonder, glimmer og fest, som I foretrækker. Vi skrives ved på den anden side!

lørdag den 17. december 2016

Noget om lørdagslæringer

1) Lørdagshandlende i IKEA er irriterende. Inklusive en selv. Det går galt, så notér venligst punkt 2:

2) Lad være med at tage i Mordor IKEA på en lørdag. Just. Don't. Heller ikke selv om der kun står tre ting på indkøbssedlen.

3) Når du alligevel har ignoreret råd 1) og 2), blodtrykket er steget faretruende, og zen er omkring lige så langt væk som Timbuktu (og du i øvrigt ikke kunne nøjes med de tre ting på indkøbssedlen, fordi den hysteriske duft af kanelbullar gjorde dig helt kåd, købelysten og indebrændt på samme tid), så gå på McDonald's. Også selv om du ikke har lyst. Om ikke andet, så gør det børnene glade.

4) Når du er vel hjemme igen, og blodtrykket har fundet sit normale leje, så lad være med at lege supermand og tro, at du selv gider kan gider samle alt det, du har købt.

5) Og hvis du leger supermand alligevel, så lad i det mindste være med at have en rocker-varm kashmirsweater på imens. Det kan godt være, den er pæn, men rent temperaturmæssigt egner den sig slet slet ikke til at wrestle med låger, hængsler og skruemaskiner. #hejkampsved

5) Overlad skruemaskinen (den, du i øvrigt blev nødt til at hente langt pokker i vold på cykel, fordi den ikke lige var derhjemme) til kæreste/barn/kæledyr, når du har udstødt så mange eder og forbandelser (oven i købet i ældstebarns påhør), at du er ekstra-ekstra glad for den abnorme lydisolering i lejligheden, så naboerne ikke hører, hvor uligevægtig, du lyder.

6) Gå ud med pap, og køl af - og giv din kæreste et kram, når du kommer retur, fordi han har samlet resten af #4%&"73 skabene.

7) Spis masser af slik.

8) Spil Just Dance med afkommet.

9) Husk at sætte begrænsninger på iPad'en til igen, hvis din 5-årige søn har luret koden til App Store. Ellers risikerer du at høre udbrud som "Hov!" og "Jeg skulle bare lige se, hvad der skete", når han har trykket på 'Køb'. Og "Det var bare én pakke, mor. Den kostede i hvert fald ikke mere end 50 kroner. Tror jeg". Begrænsningerne er sat til igen! (Som lille fun fact kan jeg berette, at de hersens bundles åbenbart giver diamanter, der kan bruges i spillet til at købe kort for. Virtuelle kort, altså. Som ingen aner, hvad kan bruges til. Så det føles jo virkelig som penge givet godt ud ...)

"50 kr." Helt klart ... #not

10) Stop samtalen mellem afkom virkelig hurtigt, når den ældste - midt i putningen - giver sig til at fortælle om en venindes bedstefar, der stille sov ind. "Han lagde sig bare til at sove - og så døde han!" Stof til pænt urolige drømme hos yngste nummer.

11) Husk at spise nok aftensmad. Ellers risikerer du bare at ryge i bøtten med Quality Street. #truestory (Omvendt relaterer det selvfølgelig glimrende til punkt 7)

12) Smæk benene op, og nyd roen, når børn endelig sover (jvf. punkt 10). Brug lang tid på at overveje dine uendelige muligheder for hygge og selvforkælelse, fordi din bedre halvdel er til julefrokost.

13) Tag dine gode intentioner med dig ind i sofaen (sammen med dåsen med Quality Street). Find banal julefilm på streamingtjeneste. Enjoy!

torsdag den 15. december 2016

Noget om julestemning i Hamborg

Nu, hvor vi hastigt nærmer os weekenden, tænkte jeg, at det var på sin plads at berette lidt om sidste weekend. Hvor vi angreb horderne af julearrangementer med ... endnu et julearrangement. Som strakte sig fra lørdag morgen til mandag aften og bragte os ud af landet og dermed gjorde os helt og aldeles utilgængelige for brunkagebagning, klippe-klistren og øvrige arrangementer, som december har det med at byde på. Ikke, at de ikke alle sammen er hyggelige og dejlige - der er bare så mange af dem, at det af og til er svært at få sig selv og julestemningen med dér midt i glanspapiret, smørdejen og hyg for helved-heden.

Så vi skred til Hamborg, gjorde vi. Auf wiedersehen, Kopenhagen - bis bald! Egentlig ville vi have været til Berlin, men eftersom vi gerne ville en tur over æ' grenz, som vi sydjyder siger, og dermed skulle have bilen med, syntes vi pludselig, at der blev lidt langt for en weekend. Som oven i købet blev skudt i gang med firma-julefrokost for HDD's vedkommende, så det blev Hamborg i stedet.

Jeg tør næsten ikke at indrømme det, men jeg har faktisk aldrig været i Hamborg før. Hvorfor må guderne vide, for eftersom jeg har henslæbt de første 20 år af mit liv i det jyske - endda det sydjyske - er det jo ikke som om, der har været langt. Men sådan er det altså blevet. Og selv om weekendens besøg var det første, bliver det med garanti ikke det sidste.

Rathausmarkt. Fint så det ud i mørket, men der var så mange mennesker, at vi hurtigt besluttede os for at finde et mindre befolket marked

Vi ankom ved middagstid lørdag, og da vi begav os fra bilen til hotellet, blev vi passet op af et rart udseende tysk par, der sagde en masse ting ret hurtigt efter hinanden, samtidig med at de viftede med en håndfuld billetter. Jeg skammer mig over at indrømme, at mit første instinkt faktisk var at gå videre. Det er bare så indgroet det der med, at folk, der stopper en, absolut må være ude på noget. Heldigvis blev jeg stående og forsøgte at finde hoved og hale i, hvad de sagde (og takkede mine 20 år i det sydjyske og en mor, der var tysklærer), for det viste sig, at de havde billetter til en koncert i domkirken, som lå 1,5 cm fra vores hotel, men da deres venner var blevet forhindrede, ville de droppe det. Så hvis vi ikke havde billetter, kunne vi da få deres? Jeg blev helt forvirret og begyndte straks at forklare, at vi lige var kommet, og at jeg kun havde syv euro i rede penge, men de smilede bare og forsikrede mig om, at de skam ikke skulle have nogen penge, og at billetterne var en gave. Og at billetterne var ganske ægte.

Så sagde de god jul, og gik videre - og jeg stod jeg dér med børn og HDD og en masse bagage - nu fem koncertbilletter rigere. Koncerten begyndte imidlertid kun en halv time efter billetoverrækkelsen, og ingen (ud over mig) syntes, det lød som en god idé at høre Händel og andet godt i kirken i mere end en time. Så fornuften (og hensynet til de andre kirkegængere) sejrede, og vi besluttede os for at gå ud og indsnuse Hamborg i stedet - dog ikke før, jeg havde givet billetterne videre til nogle andre. For jeg måtte nægte at lade sådan en juleagtig god gerning - til en samlet sum på omkring 800 kr. at dømme efter prisen på billetterne - gå til spilde.

Det viste sig imidlertid noget sværere at komme af med billetterne end først antaget. Åbenbart er jeg ikke den eneste, der har som første instinkt at gå videre, når man bliver tiltalt af en fremmed, der vifter med billetter. Goddammit, der var mange, der ikke gad høre på mig. (Medgivet: Jeg så nok også lidt nusset ud efter en del timer i bil, og mit gebrokne pizza-tysk hjalp formentlig heller ikke (derfor gik jeg også over til engelsk til sidst), men alligevel ...) Det lykkedes mig at afsætte to af billetterne til et midaldrende par, der mest af alt så ud som om, de bare tog dem for at få mig til at forsvinde, men de tre sidste - to voksenbilletter og en børnebillet - var nærmest umuligt at komme af med. Derfor blev jeg selvfølgelig stædig og endte med at have det helt sjovt med at passe mennesker op. Bare for at se de krumspring, de gjorde, for at komme væk fra mig.

En amerikansk gruppe på fire ville meget gerne have haft billetterne - åbenbart var koncerten helt udsolgt - men de kunne ikke nøjes med tre billetter, jo. De var til gengæld glade for tilbuddet. Resten, jeg henvendte mig til, opførte sig mest som om, jeg var spedalsk. Bortset fra en meget make-uppet ældre dame, der tilsyneladende havde fået nys om mit foretagende, eftersom hun kom susende hen til mig for at høre til billetterne. På en ret 'must buy crack'-agtig måde, småmumlende på tysk, mens hun lagde an til at hive kontanter frem. Jeg fik gjort hende forståeligt, at hun skam ikke skulle betale (det kunne da lige mangle), og da udtrykket af absolut vantro, morfet til skepsis, gen-morfet til vantro havde lagt sig, lyste hun op i et gigantisk smil og gav mig en kæmpekrammer. Og valsede med sine nyfundne billetter hen til mand og barnebarn og, forestiller jeg mig, en kæmpe oplevelse.

St. Michaelis Kirche, hvor koncerten skulle foregå. Dagen efter, da jeg insisterede på at kigge indenfor

Og således blev weekenden i Hamborg skudt i gang med en sand omgang julestemning. Som fortsatte i Miniatur Wunderland, hvor Yngste gavmildt delte den Lindt-chokolade, der dumpede ud af miniature-chokoladefabrikken, ud til tilfældige besøgende. Som i øvrigt så lige så skeptiske ud som alle dem, jeg forsøgte at afsætte billetter til (og mig selv, for den sags skyld), indtil hans forehavende gik op for dem. Så blev de, naturligt nok, meget glade. (Jeg kan i øvrigt ikke bebrejde dem deres skepsis. Loven siger, at 5-årige, der frivilligt deler slik, MÅ være ude på noget).

Vi havde med vilje ikke lagt nogen planer, så vi gjorde, hvad vi havde lyst til. Og selv om børnene syntes, vi gik lige vel rigeligt (en af dagene rundede vi de 10 km), så tog vi den med ro og havde masser af tid til afslapning på hotellet, besøg på julemarked(er) - i flertal, byen var fyldt med dem - lidt let shopping, karbad, mv. Hamborg er en superhyggelig by, og vi boede centralt, så det var nemt at komme rundt på gåben. Miniatur Wunderland var en kæmpe (pun intended) oplevelse for både store og små, men derudover besøgte vi ikke flere turistattraktioner. Chokolademuseet blev overvejet, men droppet igen, da tanken om, hvad en guidet tur på 90 minutter ville gøre ved den 5-åriges tålmodighed, ikke just appellerede til os. Og eftersom den ældste alligevel ikke kan lide chokolade (I don't get it), virkede det ikke som et specielt stort offer.

Ungerne foran gigantisk juletræ på Weinachtsmarkt i Hafencity

Honningkager, brændte mandler und so weiter ...

I stedet købte vi småting, vi ikke har brug for, spiste alt for meget stivelse, og drak i dén grad for meget kaffe. Stod på skøjter i skumringen til tysk schlagermusik, mens duften af glühwein bredte sig, og gik på opdagelse i hhv. Altstadt og et mørkt og regnvådt Hafencity. Og kamphyggede. Næste gang, vi skal til Hamborg, skal det være på en tid på året, hvor det ikke bliver nær så tidligt mørkt, og hvor vejret er sådan, at en tur i hhv. Planten und Blomen og Grasbrookpark giver mening.

Vi kom hjem igen mandag aften efter førnævnte detour over æ' grenz. Den eneste plan vi havde for dén del af turen var 'slik til jul', hvilket viste sig at være lige løst nok formuleret. Og endte med at koste os en trilliard. Til gengæld kan vi nu brødføde en hel hær med alt godt fra sukkergenren indtil julen 2017. Mindst.

Om blot en uge står den på juleferie, og inden da er antallet af arrangementer støt dalende. Lucia i børnehaven tirsdag og morgenkaffe i skolen onsdag var de sidste skole-/institutionsbastioner, og tilbage er nu 'kun' en julefrokost for HDD lørdag og en venindeaftale for mig i næste uge. Af julerelaterede ting, altså. Derudover kommer selvfølgelig alle besøgene på Bispebjerg, legegrupper og andet spændende, men det er jo hverdagen på godt og ondt - som ikke lader sig bremse af decembers overflod af hyggeligheder.

Men altså. Ferie ret forude. Det bliver godt!

søndag den 4. december 2016

Noget om at lave ingenting

December er over os med al sin pynt, hygge, stearinlys, kanel og andre gode sager, og både børn og voksne hjemme hos os er vilde med det. Så vilde, at vi er liiiidt for gode til at fyre sjove og hyggelige arrangementer i kalenderen, med det resultat, at julemåneden pludselig kommer til at virke lidt maraton-agtig, hvis man af vanvare kommer til at kigge lidt frem i kalenderen.

Derfor meldte vi fra til eftermiddagens julearrangement (weekendens i øvrigt fjerde arrangement), for vi trængte alle sammen til at lave absolut ingenting. Så det har vi gjort. Ikke en døjt har vi bestilt (efter vi altså havde haft gang i den helt store honningkageproduktion i køkkenet med grandfætre og familie i formiddags. Og gjort køkken-alrummet beboeligt igen). Jeg har ligget på en trampolin på ungernes værelse sammen med mit hold i nakken (så gammel er jeg åbenbart blevet) og læst en Jumbobog, mens afkommet har spillet iPad på mig og sniksnakket, vi har hørt julemusik, jeg har blundet lidt og er vist nok også kommet til at spise en halv pose lakrids-chokolade fra Irma. (HDD, spørger I? Han er blevet blitzet på motorvejen på vej efter noget så spændende som et bordtennisbat til sønnike, så lidt har han da lavet - men det er en helt anden historie).

Efter jumbobogslæsning forsøgte jeg at arbejde lidt, men det gad min hjerne ikke, så mens ungerne fortsat havde en fest med et eller andet syngespil på iPad'en, har jeg lavet i n g e n t i n g! Det kan altså anbefales! Og selv om jeg egentlig helst havde set et idyllisk scenarie udspille sig med brætspil og klippen julehjerter i analog samhørighed, så hyggede kræene sig simpelthen så godt, at jeg ville lade dem beholde deres iPad-hygge for sig selv her på den ene dag om ugen, de får lov til at spille.

Kl. 17 så vi julekalender i én stor stak på sofaen, mens formiddagens hulebyggeri truede med at vælte ned over os, og aftensmaden bestod af burgere hjembragt af HDD (han har været omkring, kan I høre). Han stemte for take away, for, som han tørt bemærkede, så havde dagen allerede formentlig kostet ham i omegnen af 1.500 kr. i bøde, så vi kunne lige så godt runde op til 2.000. Galgenhumor i årets i forvejen dyreste måned er så absolut påkrævet.

Jeg er sikker på, at eftermiddagens julearrangement ville have været rigtig hyggeligt, og havde vi haft mere overskud på energikontoen, ville vi meget gerne have været der. Men vores langsomme eftermiddag har været guld værd for alle involverede, så det var helt rigtigt at trække stikket. Ikke mindst fordi den kommende uge bliver (endnu) en travl en af slagsen med møder, fritidsaktiviteter, legeaftaler, julefrokoster og alt muligt andet hverdagsagtigt og julet i én stor pærevælling :-)

Ungerne er i skrivende stund ved at blive puttet, og jeg fortsætter, hvor eftermiddagen slap - med at lave ingenting. På sofaen. Sammen med Netflix og holdet i nakken, der lader til at være et stædigt bekendtskab. Gad vide, om mere chokolade kunne hjælpe ...?!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...