onsdag den 18. januar 2017

Noget om en bus

Selv om det er sjovt med sådan en gætteleg (jo, det er!), kan jeg jo nok ikke trække den for evigt. Så i dette indlæg løfter jeg endelig sløret for det, vi også har gang i på den private front lige for tiden.

Der var ikke mange tårer forbundet med at flytte fra DNP (da først beslutningen var taget, altså), men alligevel var det med et vist vemod, at vi sagde farvel til haven. Muligheden for bare at åbne døren og lukke ungerne ud (også selv om de sjældent gad) er helt fantastisk, og hvis ellers Lotto-millionerne gad dumpe ned i min hånd, ville vi da også frygtelig gerne have en bolig med en lille have her i København. Det kommer så ikke til at ske, og vi er da også mere end tilfredse med den bolig, vi har fået. Alligevel har vi længe kredset om emnet sommerhus. Et lille fristed, helst ikke for langt væk fra Kbh, som er helt vores eget, og som vi vil kunne bruge i tide og utide. Det bedste af to verdener.

Vi er imidlertid efterhånden blevet klar over, at vi har tendens til at handle, før vi tænker os sådan rigtigt om ("Kom, vi køber et hus i forstaden", er et af de mere grelle eksempler), så vi ville prøve noget nyt denne gang: Ikke at handle på sommerhus-idéen overhovedet, før vi havde boet i byen i mindst et år. Så kunne vi dels afprøve, hvor meget vi ville benytte et sommerhus i løbet af samtlige sæsoner - med de sommerhuse vi nu engang har adgang til i familien allerede - dels få et ordentligt overblik over økonomien, som alligevel ændrer sig en hel del, når man sådan ændrer ret dramatisk på ens boligsituation.

Nu har vi boet i København i næsten halvandet år i denne ombæring, og vi er nået frem til, at det der med sommerhus - det ville være dejligt, men ud over at det er umuligt at købe noget i den ønskede radius i bare nogenlunde stand for de penge, vi har til det, så kan vi også se, at vores behov sagtens kan dækkes af de muligheder, vi allerede har adgang til. Den ødegård, mange af jer nævner i kommentarerne, f.eks. Mulighed 1 er altså også ude.

Ødegården <3

Både HDD og Ældstebarnet er  hooked på at få en lillebitte hund, og jeg kan sagtens se det nuttede og livsbekræftende i sådan en størrelse. Jeg er desværre bare ikke blevet mindre allergisk over for ting med pels siden sidst, og min læge kiggede bare træt på mig, da jeg spurgte til det fornuftige i at anskaffe sig noget levende pels. Der er jo ingen grund til ligefrem at opsøge astma, som hun sagde. Altså er mulighed 7 også ude.

Den årvågne læser vil derfor kunne konstatere, at der nu kun er én mulighed tilbage, nemlig mulighed 6 - den med autocamperen. Som et par af jer også gættede på :-)

Vi har simpelthen købt en autocamper. Men, som jeg også skrev i det indledende gætte-indlæg, jo altså ikke en hvilken som helst af slagsen. Snarere et motoriseret kæledyr (når nu vi ikke kan få et med pels), der lyder navnet VW T2. Et vaskeægte folkevognsrugbrød, der er født i 1976 og således et par årgange ældre end både HDD og jeg. Vi har talt om at anskaffe os en autocamper længe, men nok mest for sjov. Fordi sådan en kan man jo ikke bare købe. Vel?

Men så var vi på sommerferie. Hvor vi havde gooooood tid. Og slappede af. Og havde mere god tid. Talte mere og mere om det. Drømmen om et sød, lille autocamper, som man kan køre i, hvorhen man vil. Skæbnen ville, at der var et par folkevognsrugbrød til salg i om ikke nærområdet, så da i hvert fald i Italien. Og faktisk var vi lige ved at falde for fristelsen til at ombooke hjemrejsebilletter og i stedet 'bare lige' trille hjem i en autocamper og få den indregistreret i Danmark.

Fornuften indhentede os heldigvis (vi er tilbage ved det der med at handle, før vi tænker os sådan rigtigt om), og vi holdt fast i vores flybilletter hjem (hvilket var meget heldigt, for vi har sidenhen erfaret, at der intet 'bare lige' er over at købe og importere sådan en fætter). Hvor jagten på den helt rigtige bus, som samtidig kunne betales for menneskepenge, satte ind. Det var faktisk ikke spor nemt, for god stand er oftest synonymt med endog rigtig dyre busser. Men endelig var den der. Bussen, der både var i fornuftig stand og havde en pris, der ikke gjorde, at vi ville blive nødt til at spise vandgrød resten af livet. Den kom fra Canada, men var i transit i Holland, og et par mails frem og tilbage med sælger senere (og, trods den "rimelige" pris, en overførsel på et for os eksorbitant beløb til fremmed mand, hvilket afstedkom et nedbidt neglebånd eller to), blev bussen proppet på en lastvogn og fragtet til København.

Bussen. På en af sine sjældne trilleture (på prøveplader). Nu er de rigtige plader imidlertid e n d e l i g i hus, så nu bliver der forhåbentlig intet sjældent over trilleturene ...

Og her har den så været siden sensommeren. Den fornuftige stand viste sig at være et ret diffust begreb, der skiftevis har givet HDD grå hår i (på?) hovedet og ekstremt oliefedtede hænder, men han er ret handy, når det gælder, ham HDD, så med den sparsomme tid han har til rådighed, har han simpelthen fået den så fin. Jeg har skrubbet og skuret i det omfang, det kan lade sig gøre, når bilen ikke må køre (ingen nummerplader, y'know), vaske 40 år gammelt sædebetræk og fjernet ting, jeg helst ikke vil vide, hvad er (eller var). Der er altid mere, man kan gøre, men det er en gammel bus, så helt spritny bliver den jo aldrig. Og det er ok. Faktisk er det en hel del af charmen.

Nu er vi så ved at være der, hvor den er helt køreklar. Den har bestået syn, myndighederne er blevet færdige med at kværulere og stille dumme irriterende spørgsmål, som hver har taget ca. to år uger at besvare, og nummerpladerne er just kommet hjem. Jeg kan næsten heller ikke vente mere! Og ja - årstiden er muligvis den mest nederen overhovedet at have en bus, der er ca. lige så isoleret som en dåsecola, i, men foråret er på vej (agtigt), og jeg kan love jer for, at hver en solbeskinnet, lun dag, skal få glæde af reptilfamilien på tur. Om det så bare er i skole eller af sted efter is. Life is sweet!

Alle vi kender, synes, projektet er sjovt, men at vi er sindssyge, så hvis I synes det samme, er det helt ok. I er ikke alene. Tak fordi I gad gætte med - det var hyggeligt!

30 kommentarer:

  1. Tillykke med den fine VW - den kunne jeg altså ikke gætte :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Det var der ikke så mange, der kunne ;-)

      Slet
  2. Weeee en gammeldags minibus:o) åh det gad jeg godt:) Manden gider ikke, the tween mener hun ville dø langsomt med gammeldags ting og mindstemanden er ligeglad. Vi er nu heller ikke camping mennesker overhovedet men jeg ville bare gerne have sådan et gammelt folkevognsrugbrød bare fordi det er cool, sejt og bøvet i følge the tween. Tillykke med jeres og jeg glæder mig til at læse om jeres turer i den:o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi glæder os også virkelig meget til at komme ud og køre i den. Ungerne er ikke gamle nok til at have en holdning til, om ting er for gamle og pinlige, så vi satser på, at de når at vænne sig så meget til den, inden de bliver bevidste om det pinlige aspekt, at den når at blive en naturlig del af familien :-)

      Slet
  3. Wauw, sejt nok. Jeg kan ikke sige jeg sådan rigtig for alvor er misundelig (tror vi har projekter nok herhjemme :-)), men charmen i projektet kan jeg sagtens se. Rigtig god tur :_)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, I har en del projekter at se til, kan jeg godt fornemme. Vi bor jo i en helt ny lejlighed, så der er ikke så meget at rive i, og vi kan nu engang godt lide projekter. Og det må man sige, at denne her er :-)

      Slet
  4. Du' sgu' vild nok! En AUTOCAMPER? Den havde jeg ikke helt set komme... Tænker også, at I er en lillebitte mikroskopisk smule sindssyge! Sagt med kærlighed! ❤️ (- det matcher bussen, ik'?!) - glæder mig til at høre meget mere om alle dens herligheder og muligheder!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg er MEGAvild! (#not) Vi glæder os til at komme i gang med at bruge den, sådan for alvor - så finder vi ud af, præcis _hvor_ sindssyge vi er :-)

      Slet
  5. Hvor er det fedt - tillykke med bussi (har den et navn?) - det er jo total hipster agtigt!! og jeg gættede også lidt rigtigt :) så det er ret godt det hele hvis jeg skal sige det :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Taaaak :-) Og yes, den har (selvfølgelig) et navn. Den hedder Buster ;-)

      Slet
  6. Jeg glæder mig til at følge jer, tillykke med nyanskaffelsen, og jeg gad godt at se indretningen. Jeg elsker små huse, hvor alle hjørner og kroge udnyttes, så man kan bo der. Af samme grund elsker jeg at gå i IKEA, køber ingenting, men nyder synet af de små lejligheder med sjove tips til indretning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Indretningen skal der nok komme billeder af, når den er helt klar. Lige nu er den ét stort rod, hvor tæppet er hevet af, og madrasserne er blevet strippet for betrækket til Store Vaskedag. Men når den er helt færdig indeni, slipper I ikke for en massssse billeder :-)

      Slet
  7. Tillykke med bussen. Jeg håber på sol og sommer snart, så I kan komme ud og trille... Kh. Birgitte

    SvarSlet
  8. Hahahahahaha. Fedt fedt fedt. Det er jo et sommerhus på hjul. Så jeg havde næsten ret. Hjulene havde jeg dog på ingen måde forudset. Tillykke sgu. Det var fanme en god ide. Vi går efter sommerhuset. Vil I ikke køre til Gilleleje i påsken. Og til sommer?

    SvarSlet
    Svar
    1. Totalt sommerhus på hjul. Det bliver så godt! Vi kører hjertens gerne til Gilleleje på et eller andet tidspunkt - det kunne være hyggeligt!

      Slet
  9. Årh, det er snyd! Den der pels-allergi - har du skrevet om den??

    Stort tillykke med hipster-bussen. Den bliver forhåbentlig årsag til mange gode indlæg på bloggen :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har skrevet et indlæg om allergi for længe siden, ja - det finder du her (men jeg ved ikke, hvor billederne er blevet af): http://www.hverdagenssurdej.dk/2013/04/na-men-sa-blev-man-da-lige-pludselig.html

      Og tak for tillykket. Jeg håber, at bussen kommer til at danne ramme om mange blogindlæg. Om ikke andet så frustrerede af slagsen, når den gør knuder ;-)

      Slet
  10. Okay, det havde jeg virkelig aldrig gættet. MEN hvor ER den fed! Og ja, møgbesværlig og alt det der, men sådan er det med gamle ting (og mennesker), men det har netop sin charme, som du også skriver.
    Jeg glæder mig til at se billeder og høre om jeres ture i den. Stort tillykke til hele familien! Hvad har reptilungerne i øvrigt sagt til den?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, er den ikke sød? Jeg kan slet ikke stå for den - den har sin helt egen personlighed :-) Jeg glæder mig også til at komme på tur i den (og fortælle om det) - og ungerne glæder sig også. De har været med på sidelinjen en del, mens den er blevet gjort klar, og de synes, den er SÅ hyggelig. Omend de er ved at være lidt halvutålmodige for at komme ud og af sted i den. Jeg tror, de især glæder sig til at sove i den - pladsen under taget (som kan klappes op) er deres, og det synes de er ret sejt ;-)

      Slet
  11. Okay, det havde jeg virkelig aldrig gættet. MEN hvor ER den fed! Og ja, møgbesværlig og alt det der, men sådan er det med gamle ting (og mennesker), men det har netop sin charme, som du også skriver.
    Jeg glæder mig til at se billeder og høre om jeres ture i den. Stort tillykke til hele familien! Hvad har reptilungerne i øvrigt sagt til den?

    SvarSlet
  12. Tillykke med den sindssyge ide. Som jo absolut ikke er særlig sindssyg - jeg kan sagtens forstå jer, især når I bor i lejlighed. Jeg glæder mig til at høre om jeres ture i den :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Lidt sindssyg er idéen måske, men jeg håber, at glæden over bussen kommer til at overskygge sindssygheden ;-)

      Slet
  13. Kæmpe stort tillykke. Ih hvor er det fantastisk. I bliver SÅ glade for autocamperlivet (som ikke rigtig kan sammenlignes med campinglivet - i hvert fald ikke som vi brugte vores). Er SÅ glad på jeres vegne. Fantastisk!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er glad for, at du siger, at autocamperlivet ikke rigtig kan sammenlignes med campinglivet, for vi er jo i virkeligheden slet ikke skåret ud af campingstof nogen af os. Så vi er lidt spændte på, hvordan det kommer til at gå. Jeg har faktisk tænkt en del på jer og jeres camper - I er jo erfarne autocampister, ved jeg. Solgte I jeres, eller hvordan var det?

      Slet
    2. Ja vi solgte vores ...det må være 2 år siden (?). Beslutningen blev taget, efter en sæson hvor vi - af flere grunde - ikke have været afstedvmere end 4-5 gange, hvorimod vi ellers havde været afsted 10-17 gange i tidligere sæsoner. Og så var det altså pludselig ikke rentabelt mere.
      Vi savner den lidt. En gang imellem :-)

      Slet
  14. Åh, sådan en ønsker jeg mig - allerhelst i mint-farvet.

    God fornøjelse med camperen

    SvarSlet
    Svar
    1. Mintfarvet er også SÅ flot! Jeg ville så gerne have en i orange eller rødvins-rød. Hvis jeg en dag vinder det der Lotto, kan det være, at det hvide lyn skal lakeres :-)

      Slet
  15. DEN. ER. SÅ. FED. WAUW! #misundelig #iminlovewithyourcar

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er simpelthen så hyggelig. Jeg kan kun anbefale at købe sådan en ;-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...