onsdag den 1. februar 2017

Noget om at tage det med ro

Efter en december måned, hvor arrangementer stod i nakken på hinanden, så vi kunne tage det danske 'hoo-gah'-begreb og vride det til dets absolut yderste (i en grad, så man nærmest helt glemte at hygge, fordi man havde travlt med at lave lister inde i hovedet over næste hyggelige arrangement), glimrede januar i dén grad ved sit rolige (og grå, jovist) tempo. Ganske selvvalgt, i øvrigt.

Gåtur i noget sne for et par uger siden. Ahhh.


For ikke at stå på næsen i endnu en måned fyldt med 'jeg skal liger', undlod vi, mere eller mindre bevidst, helt at arrangere noget. Overhovedet (næsten). Med mindre en spontan aftale med en veninde i biffen (gå ind og se Paterson nu. Meget apropos ro) og middag bagefter tæller som arrangement. Vi har også sorteret ud i selvdøde fritidsaktiviteter - efter der er blevet meldt afbud lige mange gange nok fra reptilerne på et par aktiviteter, har vi i samråd besluttet, at så går man ikke til dét mere. Med det resultat, at det nu kun er Varanen, der går til noget. Én gang om ugen. Det er lige til at holde til.

Dermed ikke være sagt, at vi ikke har set nogen mennesker. Vi har bare taget det på gefühl og på dagsformen. Med det resultat, at vi har slappet noget så gevaldigt af. F.eks. var det ældste barn ikke uden for en dør fra fredag eftermiddag til mandag morgen. Fordi hun simpelthen ikke orkede, som hun udtrykte det, og i øvrigt havde det  glimrende med bare at daske rundt derhjemme. Og når den brunch, der trods alt var blevet planlagt, oven i købet foregik hjemme hos os søndag, var der jo ingen yderligere grund til at gå ud, syntes hun at mene. Yngstebarnet var ude. Med skrald. Og så ind igen. Han gad heller ingenting. Og det var fint, for vi havde ingen planer (ud over brunchen. Hos os, som sagt. The bliss).

Udsnit af et brunchbord. Mmmm.

Jeg selv bliver alt for rastløs, hvis jeg slet ikke kommer ud, så jeg stak hovedet udenfor et par gange i weekenden og klarede hhv. indkøb og telefonopringninger. En dejlig måde at klare hovedet på - i et meget roligt tempo. (HDD forvildede sig i IKEA efter nogle rammer, så han fik ikke klaret hovedet på nogen måde. Forståeligt nok)

Lige så meget, som jeg elsker at have dejlige arrangementer at se frem til, elsker jeg at have dage, uger, weekender, hvor vi ikke er booket sønder og sammen. Det giver energi til tidspunkter, hvor kalenderen er mere presset. Som i denne uge, hvor jeg på forunderlig vis har to gange venindehygge på programmet. Og jeg føler mig nu ladet helt op til en februar, der forhåbentlig bliver helt fabelagtig. De to gange venindehygge på kort tid lover f.eks. godt. Lige som vinterferien også gør det. Og efter februar kommer foråret. Agtigt. Det bliver godt - jeg kan mærke det!

8 kommentarer:

  1. Jeg er med din datter der... Kan sagtens blive indendøre fra fredag til mandag morgen:o) Det kan midstemanden også:o) Vi er gode til at slappe af. I weekenden havde vi endda hele to dates. Børnene havde travlt med forskelligt som skak og spring.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en god evne at have, det der med at kunne slappe af. Jeg øver mig og bliver bedre og bedre - men jeg er vist rastløs af natur, så der er lidt ved endnu :-)

      Slet
  2. Vi har også haft brug for lidt mere rolige rammer her i januar og jeg tænker såmænd det fortsætter lidt ind i februar :-). kram D

    SvarSlet
    Svar
    1. Slet ikke nogen dårlig plan at tage februar med også som afslapningsmåned :-)

      Slet
  3. Det er så befriende at have nogle dage - eller uger - hvor der ikke er planlagt noget. Så kommer skuldrene ned, og hvis man får lyst til at være social, så er alle muligheder jo åbne - der er plads til at være spontan :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Spontanitet er fantastisk - når der endelig er tid til at være det ;-) Det har der været i januar, og, hvis kalenderen står til troende, et par uger ind i februar også. Skønt!

      Slet
  4. Jeg er vild med ikke at have planer, så der er plads til spontanaftaler eller ingenting alt efter, hvad man har lyst til.

    Af og til glæder jeg mig længe til en aftale, men så aftager glæden umiddelbart op til, fordi jeg mest af alt trænger til noget andet. Det er så ærgerligt.

    Spontanaftalerne er desværre blevet temmelig sjældne efter, at hele vennekredsen har fået børn. Det kræver bare lidt mere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, det kender jeg godt. Det der med at planlægge noget ud i fremtiden, som man oprigtigt glæder sig til, når aftalen indgås, men når man så nærmer sig, virker det pludselig ikke længere som en helt så god idé :-) Heldigvis synes jeg, det altid plejer at blive hyggeligt alligevel, men det kunne være rart, hvis alt ikke var helt så planlagt, som de travle kalendere fordrer det i dag ...

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...