mandag den 27. marts 2017

Noget om forårsfornemmelser

Hvis den forgangne weekend er noget at dømme efter, sådan rent vejrmæssigt, så går vi en fantastisk tid i møde. Jeg kan slet ikke få armene ned over al solen og lyset - og tilnærmelsesvis også varmen, som man kunne mærke på armene og næsetippen i en solplet.

Men det var heldigvis ikke kun vejret, der viste sig fra sin gode side her i weekenden. Rent indholdsmæssigt var den også ret god. Og begyndte tidligt med en tur til Krogerup (denne gang uden bil, der brød sammen) med Yngstebarnet, mens Ældsten var på legeaftale. Vi var inviteret til Landkøkken (og nej, det var ikke sponsoreret) og blev derfor trakteret med lækker mad. Yngstebarnet var ikke heeeelt overbevist om arrangementets underholdningsværdi, men en omgang fangeleg på halmballerne ændrede på dén opfattelse, og vi havde en rigtig hyggelig aften, som fortsatte med afhentning af den ældste og Disney Sjov og X-factor i flimmeren.

Grønt - og smørmørt oksespidsbryst - på tallerkenen hos Aarstiderne

Lørdag var der dømt legeaftale i Fælledparken med Ældstens fodboldhold. Så børnene - og forældrene - kunne komme hinanden lidt ved. Ældsten er begyndt til fodbold med en klassekammerat, som også kom, så de to kom hinanden en hel del ved, mens deres lillebrødre gjorde det samme. Og vi forældre fik tid til kaffe og sludren i solen.

Resten af lørdagen blev brugt på ... ingenting. Ungerne passede sig selv, og det gjorde vi voksne også. Der blev øst kryds og tværser, ryddet op, læst og smækket benene op, og da det blev aften, tog vi hjem til førnævnte klassekammerat til middag, hvor en tredje klassekammerat + familie også kom. Pigerne leger ikke specielt meget sammen i skolen, men de hygger sig rigtig meget, når vi ses alle sammen, og vi forældre kommer utrolig godt ud af det med hinanden. Så det er en rigtig hyggelig konstellation. Ikke mindst fordi der også er tre småbrødre, som har en fest med hinanden. Efter en god aften insisterede Yngstebarnet på at løbe hjem. Pænt meget energi dér - som også var helt brugt, da vi kom hjem. Og løberen sov til 9.30 (dog sommertid, men alligevel) dagen efter.

Eftersom vi allerede var godt i gang med at fylde weekenden med skolerelaterede aktiviteter, fortsatte jeg søndag med at tage til mødrebrunch med 14 andre mødre fra klassen. Fædrene holdt julefrokost i januar, og nu var det blevet vores tur. Dét var knageme hyggeligt og endte med at vare 4 timer. Og da selskabet brød op og jeg lige tjekkede min telefon, kunne jeg se, at HDD og ungerne havde mødt en af de andre fædre med børn, og nu var de hjemme hos dem og spise frokost. Altså fortsatte selskabelighederne der med glade unger, der havde været til åben byggeplads-dag og kigget ned i Metro-hullet, og var blevet stopfodret med popcorn og is. Ingen smalle steder.

Kaffen smager bare bedre, når den er serveret med denne udsigt <3

Bare for at sætte trumf på de sociale begivenheder, stak jeg hovederne sammen med en veninde udenfor i solen, da vi kom hjem ud på eftermiddagen, og så var der ellers også udsolgt for mit vedkommende resten af aftenen. Og i morges kunne jeg slet ikke vågne. €#&+&% sommertid! Ungerne var heller ikke til at få ud af fjerene, og faktisk var den Yngste så træt, at han endte med at få en hjemmedag. Med fodboldspil i solen, hygge med det vordende skolebarns opgavebøger og lidt for meget skærm til min smag, men sådan må det være, når mutti skal have noget arbejde fra hånden. Og det er jo om at nyde de hjemmedage, jeg har mulighed for at give ham, før de barske skolerealiteter banker på fra august! Så er det for alvor slut med at have små børn. Det bliver lige noget, jeg skal vænne mig til, kan jeg mærke - også selv om jeg ikke har haft 'små børn' i et stykke tid efterhånden ...

3 kommentarer:

  1. En af de helt fede sidegevinster ved børn er altså alle de enormt søde mennesker, som man møder gennem børnenes aktiviteter. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville bryde mig om alle de sociale arrangementer i skole mv. Men hey, nu er det også der hvor jeg hænger ud med venner :-)

    Det havde jeg ikke lige set komme. Totalt winwin!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er mega win! Og især i skolen vrimler det med søde mennesker, der, ligesom os, er interesserede i både at nurse børnenes og de voksnes sociale liv. Det er skønt. Og på ingen måde så klaustrofobisk, som jeg havde frygtet før skolestart :-)

      Slet
  2. Det lyder som en helt fortryllende weekend - og I fik da banket en pæn del ind på den sociale konto. Fedt!

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...