tirsdag den 8. august 2017

Noget om milepæle

Sommerferien er slut, og mens HDD er i fuld gang på jobbet igen, starter jeg anderledes blidt op. Der er nemlig noget med, at yngste skud på stammen er blevet så stor, at han er begyndt i SFO. Skolen begynder 'først' om et par dage, men fra 1. august har de nye 0. klasser fået muligheden for at stifte bekendtskab med skolen og dens faciliteter i ro og mag. Det er et tilbud, ikke et krav, men vi var glade for muligheden, da den ældste begyndte i skole for to år siden, så mon ikke vi også bliver glade for det med den yngste? Jeg synes i hvert fald, det er rart at kunne starte stille ud med lige så lange (korte!) dage, som der er energi til. Også selv om det koster lidt på arbejdsfronten. Igen engang vil jeg hylde fleksibiliteten i mit arbejde, der gør, at jeg kan lægge de timer, jeg misser i løbet af dagen, om aftenen og weekenden i stedet.

Børn på græs sand den ene sommerdag, vi har haft i DK i år

Hvor Ældstebarnet var fyr og flamme ved udsigten til at begynde i skole i sin tid, har Yngstebarnet været anderledes uimponeret. På ydersiden, om ikke andet. Indadtil er jeg ret sikker på, at der har flakset en hel hær af sommerfugle rundt, og han har været temmelig pirrelig op til SFO-starten. Men der sker virkelig også meget for det lille væsen, så jeg kan ikke bebrejde ham det. Sommerferien har varet fem lange, skønne uger - en evighed for en femårig, der sagde farvel til børnehaven umiddelbart inden ferien og derfor har befundet sig i en form for limbo hele sommeren, når det gælder ståsteder. For han gik jo ikke i børnehave mere, men var heller ikke begyndt i skole. Så hvad så? 

Men nu er der kommet en form for forløsning, og selv om 'det store show' (Yngstens egne ord til at beskrive næste uge, hvor den rigtige skolegang begynder, og han skal være i skolen i seks timer) først er i næste uge, synes jeg, vi har lagt godt fra land. Humøret er i hvert fald højt om morgenen (men ok - vi skal også først være der kl. 9.30, så jeg melder lige tilbage med en status på den front, når vi har prøvet at skulle være i skole kl. 8 dagligt gennem længere tid), og der er ikke ét eneste muk fra ham over at skulle cykle de 2,5 km både til og fra skolen. Faktisk har han flere gange takket nej til at sidde i ladcyklen - han vil hellere cykle. Men det hænger muligvis sammen med vores genistreg (i al beskedenhed!) om at købe en ny (brugt) mountainbike i en større størrelse end før, som stod og ventede på ham, da vi kom hjem fra Sveriges-ferie forrige weekend. En sej cykel - med syv gear - gør åbenbart underværker for cykelglæden - og faktisk også evnen til at koncentrere sig og cykle uden at slingre, har det vist sig. Mor er stolt! Og temmelig overrasket over, hvordan vi gik fra slingrende tumling til fornuftig cykelfyr udelukkende ved at skifte cyklen ud.

Cyklen, man kan cykle både langt, hurtigt og fornuftigt på, når man er en stor dreng, der lige er begyndt i SFO

Selv om skolen ikke sådan rigtigt er i gang endnu, er det stadig en milepæl, at hverdagen nu foregår på skolen for begge ungers vedkommende, og at der ikke længere skal afleveres én i skole, én i børnehave. Ud over at jeg med et føler mig oldgammel, oplever jeg SFO-starten som en skønsom blanding af eufori over kun at skulle aflevere ét sted og galopperende melankoli over, at jeg nu ikke længere har små børn. Og en dyb taknemmelighed over, hvor godt tilpas Yngsten allerede virker til at være. Han er tryg i sine omgivelser og med de voksne, og selv om de ikke leger så meget sammen, kender han allerede til en lille flok nye nulter. Der er hele seks søskendebørn fra Ældstes klasse, der begynder i skole i år, og så er der oven i købet et par stykker fra børnehaven - den rene luksus i forhold til for to år siden, da Ældsten ikke kendte et øje.

Læsebog fra Lidl. Hej sprogfejl, mine børn ikke behøver at lære. Det må være en ommer, Lidl og Læsesæl


Og som om SFO-milepælen ikke var nok, så er der også noget, der tyder på, at det der med at bruge hele og halve timer på at ligge inde ved børnene, når de skal puttes, er ved at være forbi. #jinx Rom blev selvfølgelig ikke bygget på én dag, men siden vi kom hjem fra Sverige for et par uger siden, har det faktisk kunnet lade sig gøre for børnene (og med 'børnene' mener jeg 'Yngste') selv at falde i søvn på deleværelset. Ikke helt uden sværdslag - og bestemt ikke uden at de har fået lov til at læse, hygge og sludre sig i søvn (så det kan godt gå hen og blive pænt sent), men det er stadig en landevinding af rang hjemme hos os.

Så alt er godt. Også selv om moderen ikke heeeeelt kan følge med i alle de ting, der sker. Kan vi måske stoppe tiden - bare et par uger eller 50?

10 kommentarer:

  1. Åh ja - hvem der bare kunne sætte tiden i stå i ny og næ :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det ville ikke være så tosset :-)

      Slet
  2. Det rykker hos jer ;-) det bliver godt, men nok også hårdt med den der kl. 8 start sådan for alvor. kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Det rykker totalt. Og ja, jeg tror, den der kl. 8-start kommer til at være hård i en periode :-) Kh

      Slet
  3. Ynglingshistorier - tsk tsk. Hvor hyggeligt med sådan en stille og rolig indkøringsperiode. Det skal nok blive godt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mine korrekturøjne bløder ved sådan en stavefejl ... Og ja, det bliver forhåbentlig rigtig godt. Vi har i hvert fald lagt godt fra land :-)

      Slet
  4. Jeg er med på den dér med at stoppe tiden! Tænker vi måske skal ha' sat et par politikere på sagen? Det må være et hamrende godt valgløfte - og jeg stemmer på vedkommende, det er stensikkert!
    Håber alting vil skride frem i et roligt tempo både mht. skolestart og det videre (og vildere) SFO-liv! ❤️

    SvarSlet
    Svar
    1. Stemmer også på, at der går nogle handlekraftige politikere ind i sagen!

      Slet
  5. Seje cykler gør alt - efter min kæreste på 29 har fået ny, er bilen og Playstationen på delt 1. plads med den :p

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Nye cykler kan bare et eller andet ;-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...