mandag den 21. august 2017

Noget om nye sko

Vi er ved at finde os til rette i vores nye hverdag. Sådan da. På samme måde, som man er ved at finde sig til rette i de flotte sko, der stod i vinduet og lokkede med sit 'Kom og tag os på - vi er smadderflotte og passer til det meste'. Og det er de da, og det gør de da, så vi køber dem. Og tager dem på. Og synes stadig, de er flotte (og passer til det hele), men de klemmer måske også en smule. Og hey - er den der syning ved tåen ikke lidt kluntet udført, når man sådan ser den heeeeelt tæt på? Måske det er den, der gnaver? Nå pyt, tænker vi - de skal nok bare gås til. Så det bliver de. Også selv om det koster et par vabler undervejs.

Lige nu trasker vi rundt på gnave-stadiet. Vi har ikke helt fået vabler endnu, men de lurer lige under overfladen. Pt. har vi 'bare' lidt ondt - der er noget, der gnaver, men det skal nok blive bedre. Blev der sagt. Tæerne er ømmest om morgenen. Når nogen vågner og på ingen måde har lyst til at komme i skole. 'Skal jeg virkelig i skole i dag', lyder det forpint fra et sted under dynen. 'Igen?!' Med et par lynende øjne til følge, når svaret er 'Ja, det skal du, lille skat' (med et tilbageholdt '... og de næste 10 år').

At skolen er hver dag, er noget, man lige skal forstå, når man er fem år. Altså sådan rigtigt forstå. For én ting er at sige og vide, at man skal i skole hver dag - en ganske anden, har det vist sig, er rent faktisk at skulle ud af døren hver dag. Til tiden. Som er alt for tidligt, når man er fem år og træt som et alderdomshjem over alle de spændende, nye ting, der sker. Over læringskurven, der er stejl som en skaterbane, og de forvirringer (og på sigt forhåbentlig kæmpestore fordele) den udskudte klassedannelse giver på den sociale bane.

Men det er også en stor omvæltning. Prisen for at have haft langsomme, fleksible morgener de sidste mange år skal nu betales. Eller - for at blive i fodtøjsterminologien - vi skal acceptere det bratte skift fra et par Birkenstock-sandaler til et par sylespidse stilletter.

Heldigvis har det værste gnaveri lagt sig, når vi rammer skolegården. Når børnene stiller op på række, og forældrene vinker farvel i flok. Og skoen trykker tilsyneladende slet ikke i selve skoletiden, hvor der formes venskaber og laves legeaftaler, og hvor de egne ben at stå på bliver stærkere (og måske faktisk også lidt længere?) for hver dag.

Men når dagen lakker mod enden, blusser gnavsårene lidt op igen. De gnavsår, man glemte, da man var i fuld gang med at lege og lære og afkode og indtage. Og når man kommer hjem og smækker benene op, generer de. Ikke så meget, at man overvejer at stille skoene bagest i skabet. Men nok til, at man har brug for at ømme sig og for tid for sig selv. Sammen.

Tæerne bliver strukket ud om eftermiddagen, aftenen, natten, mens de nye sko står i entréen. Og i morgen tidlig tager vi dem på igen. De er nemlig stadig flotte og passer til det meste. De skal bare lige gås rigtigt til.

Weekenden? Der skifter vi sq til sandaler :-)

Weekend. Sandaler. Sol. Vand. Ahhhh.

3 kommentarer:

  1. Årh hvor fint med de der sko - som passer til det meste. Jeg kan godt forstå at de gnaver lidt, og mest om morgenen. Satser på at de snart er gået helt til, så det bliver nemmere at komme ud af døren til tiden ;-)

    SvarSlet
  2. Åh en fin historie om den lidt svære skolestart. Håber de sko snart passer helt perfekt. Kh. Birgitte

    SvarSlet
  3. Det var en meget fin måde at beskrive den første skoletid på.
    Tak for et godt indlæg :-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...