mandag den 25. september 2017

Noget om at fylde år

For et par dage siden havde yngste skud på stammen fødselsdag.

For 6 år siden kom han til verden og vendte op og ned på alt det, jeg på det tidspunkt vidste om børn og søvn og mangel på samme.

For 6 år siden så jeg for første gang i et par store, chokoladebrune øjne, der stadig kan få mit hjerte til at smelte hurtigere end is på en varm sommerdag.

For 6 år siden blev jeg smaskforelsket i en lille fyr, der ikke er min mand, og der er heldigvis plads til dem begge i både hjem og hjerte.

Tillykke med fødselsdagen, min søde, sjove, smukke og helt særlige Varan. Må du altid være helt din egen - og også lidt vores 

Weekenden kommer til at stå i fejringens tegn, så i dag har jeg købt pænt mange flødeboller. Too much? No such thing!

Fødselaren havde bestilt hjemmelavet sushi, så det fik han. I rigelige mængder ...

I dag er det så min tur til at fylde år. Dagen kommer til at foregå med væsentligt mindre pomp og fanfarer end yngstebarnets, men vi har fået fejret med manér i weekenden. Som det hører sig til, når man bliver hele 6 år stor. Og det har jeg jo også nydt godt af :-)

onsdag den 20. september 2017

Noget om stadig at savne

Høj sol, bare tæer og noget, der minder om indian summer. Det kan vi godt lide i dag for. Men uanset sine fine klæder kan dagen ikke foregive at være andet, end den er - årsdagen for min mors død. To år er der gået, siden hun trakt vejret for sidste gang. To år, hvor hver detalje fra dagen står knivskarpt i erindringen. To år, hvor jeg ikke har kunnet ringe 'bare fordi'.

Jeg har travlt i september. For travlt. Men det er der helt sikkert en grund til. Det er nemlig lettere at drøne derudaf end at stoppe op og give sig selv lov til at savne sådan for alvor. For det gør ondt. Jeg tror, det gælder om at finde balancen. At savne og mindes, uden at det tager hverken over- eller underhånd. I dag gør jeg det for fuld skrue.

Og selv om der er noget paradoksalt ved, at en så trist begivenhed skal akkompagneres af så smukt vejr, som dagen i dag udviser, gør solens stråler i en lækrog ved stranden alligevel dagen bare lidt lettere at komme igennem ...

mandag den 11. september 2017

Noget om arbejde og hospitaler

Jeg kan skrive en masse om, hvad jeg render og laver, men det er faktisk ikke særlig spændende, så det vil jeg skåne jer for. I stedet får I et afkog i punktform. Ikke, at det gør det mere spændende, men så er det i det mindste kort. Selv tak.

Siden sidst har jeg:

- Arbejdet

- Arbejdet lidt mere

- Drønet Hovedstadsområdet tyndt til møder (fordi arbejde)

- Arbejdet

- Spist uanede mængder slik (fordi arbejde)

- Stiftet bekendtskab med alle smerters moder. Nyresten er noget, Fanden har skabt. For saddan, det gjorde nas

- Forsikret Yngste om, at der ikke er noget dramatisk ved, at mor trisser krumbøjet ud til taxa midt om natten, fordi 'der lige er en læge, der skal tjekke, hvorfor maven gør lidt ondt. Så bare gå i seng igen, lille skat' (han købte den. Ældste sov. Er ikke sikker på, hun ville have været helt så overbevist)

- Stiftet bekendtskab med morfin (fordi nyresten). Don't do drugs - med mindre I har nyresten. Then do morfin. Pronto!

- Været indlagt på Bispebjerg Hospital (fordi nyresten)

- Bøjet mig i næsegrus beundring over dem, der arbejder på hospitalet. Det kan godt være, systemet ikke altid fungerer som smurt i olie, men i mit tilfælde gjorde det. Tak for det

- Været sur over nyrestens størrelse. Man føler sig en smule skabet over at have  ondt pga. noget, der måler i omegnen af 3 mm

- Været en smule fornærmet over, at nyresten bliver betragtet som 'almindeligt'. FYI var der intet almindeligt over, hvor ondt det gjorde (hrmpf!)

- Følt mig som en 100-årig, der er blevet kørt over af et godstog (øjner vi titlen på en opfølger til "Den 100-årige, der kravlede ud af vinduet og forsvandt" her?)

- Hygget med og om ungerne

- Ladet op. Og ladet ungerne få alt for frie tøjler med iPad'en. Det vender igen. På et tidspunkt

- Arbejdet

Og sør'me om den kommende uge ikke også byder på masser af arbejde. September er skør indtil videre og lægger sig pænt meget i selen for, at jeg skal blive sur på den sådan helt generelt. Men det kommer næppe til at ske. Slet ikke, når vejret pludselig bliver så fint, som det var i går. Med solvarme - tenderende til brankede - kinder kan man klare det meste. Også nyresten, der er overstået ...

lørdag den 2. september 2017

Noget om september

Så skal vi til det igen. Efteråret. Oven på en sommer, der dårligt nok er nået ud over rampen, føles det lidt vel tidligt med bid i luften og mørknende aftener, men fordi det lige netop er september, der indleder efteråret, kan jeg tilgive meget.

Jeg har blogget i mange år efterhånden, og jeg siger det samme hver september, så det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker september. Og selv om september pludselig har fået et noget vemodigt anstrøg de sidste to år - seriøst. To år?! - holder jeg stadig meget af både måneden og årstiden.

September er blevet skudt i gang med arbejde en masse og en weekend som en form for kompensation. Med Pæreskuden fra Fejø i Nyhavn, cykelture med (ny gammel) ladcykel og sol i kinderne. Og i morgen er der kajak og legeaftaler og forhåbentlig endnu mere sol i kinderne på programmet.

Med to skolebørn er travlheden tilsyneladende kommet for at blive - også i september - men lige netop nu er jeg mere opmærksom end ellers på ikke at være for travl. Også at give mig selv åndehuller uden at lave andet end bare at være. For det er fristende at fylde lige netop september med alt for mange ting og belejligt glemme at fordybe mig i den sorg og det savn, jeg stadig bærer rundt på. Fordi det er nemmere. Men ingen sagde jo, at det skulle være nemt at miste sit faste holdepunkt og én gang for alle blive tvunget til at være voksen sådan for alvor.

Hvordan der kan være gået næsten to år, siden hun lukkede sine øjne for sidste gang, går over min forstand. Hun mangler stadig, min mor. Hver dag - ikke kun i september.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...