onsdag den 20. september 2017

Noget om stadig at savne

Høj sol, bare tæer og noget, der minder om indian summer. Det kan vi godt lide i dag for. Men uanset sine fine klæder kan dagen ikke foregive at være andet, end den er - årsdagen for min mors død. To år er der gået, siden hun trakt vejret for sidste gang. To år, hvor hver detalje fra dagen står knivskarpt i erindringen. To år, hvor jeg ikke har kunnet ringe 'bare fordi'.

Jeg har travlt i september. For travlt. Men det er der helt sikkert en grund til. Det er nemlig lettere at drøne derudaf end at stoppe op og give sig selv lov til at savne sådan for alvor. For det gør ondt. Jeg tror, det gælder om at finde balancen. At savne og mindes, uden at det tager hverken over- eller underhånd. I dag gør jeg det for fuld skrue.

Og selv om der er noget paradoksalt ved, at en så trist begivenhed skal akkompagneres af så smukt vejr, som dagen i dag udviser, gør solens stråler i en lækrog ved stranden alligevel dagen bare lidt lettere at komme igennem ...

8 kommentarer:

  1. Stort kram og varme tanker til dig, Øglemor! ❤️

    SvarSlet
  2. Når vi mister, bliver livet på én gang både stærkt og skrøbeligt, synes jeg - ikke mindst på de særlige dage. Min far døde for 7 år siden, og savnet er som en sten i min lomme: nogen dage tungere end andre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret - nogle gange er savnet og sorgen tungere end andre. Jeg synes, billedet med stenen i lommen er rigtig fint. Det vil jeg huske. Tak.

      Slet
  3. Dejligt vejret var god ved dig på den triste mindedag. Savnet af ens mor og det at kunne ringe "bare fordi" må være noget af det sværeste at rumme og være i. Masser af kærlige varme tanker din vej, kram.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for det. Og ja, det er virkelig svært at rumme. Tror aldrig, helt jeg vænner mig til det.

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...