torsdag den 9. november 2017

Noget om kommunalvalg

Man skal jo bryde bloggertørken på en eller anden måde, så nu får I en sand historie fra min actionprægede hverdag - lydtapetet på en tur hjem fra skole ...

Yngstebarnet *gnægger*: Tue Hækkerup!
Mig: Ja, han er politiker. Det er derfor, hans ansigt hænger i lygtepælen.
Yngstebarnet *griner nu hjerteligt*: Hækkerup!
Mig: ...

Yngstebarnet: A-lex VANDopslag! Vandopslag? Mor?
Mig: Ja, altså. Det hedder han, står der på plakaten. Men man udtaler det nok på en lidt anden måde.
Yngstebarnet *griner hjerteligt*: Vandopslag. Joakim von Vandopslag.
Mig: ...

Yngstebarnet: Aj, morrr?
Mig: Ja, skat?
Yngstebarnet *ærefrygtigt*: Hende der hedder Aia FUCK!
Mig *griner*: Aia FOG, skat. Det udtales lidt anderledes. Men jeg kan godt se, at det kan se ud som om, hun hedder det andet.
Yngstebarnet *griner hjerteligt*: Aia FUCK!
Mig: ...

Vi kan altså konkludere, at kommunalvalget får nogen til at le hjerteligt. Ad flere omgange. Så det er da bestemt værd at tage med.

Personligt er jeg ikke helt så godt underholdt af valget som Yngstebarnet, men jeg er til gengæld underholdt af, at han nu har så godt greb om læsningen, at han morer sig med skilte og jo så altså også valgplakater. Ældstebarnet synes ikke, kandidaternes navne er kilden til meget morskab (her skal man nok helst være 6 år, tænker jeg), men hun synes til gengæld, det er dumt, at børn ikke må stemme. Hun vil nemlig gerne stemme på en, der siger, at man skal gå i skole 20 minutter mere hver dag. Så længe man altså skal have matematik (!?)

Så hvis I møder sådan en kandidat, så sig lige til, ikke?

6 kommentarer:

  1. Mindste Pode går også voldsomt op i valget hjemme hos os, og jeg vil sige, at til én der ikke læser tilnærmelsesvist lige så godt som din yngste, så er der virkelig god bogstavstræning at hente også! Altså bortset fra, at ungen mener, vi skal stemme på det parti, som bruger hans forbogstav. Og det skal vi IKKE, kan jeg godt afsløre, så jeg synes det er en lille smule udfordrende, når vi cykler forbi disse valgplakater, og ungen brøler: "SE! Mor - dem stemmer vi på!!"

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, åh ja - der kan man komme ud i nogle pænt akavede situationer. Kunsten at være anerkendende over for barnets bogstavtræning, samtidig med at man udøver hardcore damage control til omgivelserne og hviskeråber "nejnejnej - dem stemmer vi nemlig overHOVEDET ikke på!" :-D

      Slet
  2. Haha, godt med underholdning på cykelstien :-) Man kan også sagtens more sig, selv om man lige er fyldt 18 :-) Donnaen har netop sendt mig et billede med de lokale spidskandidater for Nye Borgerlige. De hedder hhv Kold og Sort til efternavn ...

    SvarSlet
    Svar
    1. :-) Ja, der er nogle ret gode (og sjove) navne imellem i år. Jeg morer mig faktisk også over nogle af dem, må jeg indrømme :-)

      Slet
  3. Hehe, skønne unger :-)
    Årets valgplakater har da vist aldrig været udsat for så meget latterliggørelse, som de har i år?

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, jeg synes heller ikke, jeg tidligere har hørt om så megen latterliggørelse af valgplakaterne som i år. Men mange af dem er så også ret morsomme. Om det er frivilligt eller ej, skal jeg lade være usagt :-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...