mandag den 27. februar 2017

Noget om mandage

Ovre på Instagram skorter (er der andre end mig, der bruger det ord endnu, egentlig? Som altså er under 80?) det om mandagen ikke på billeder med bon mots a la "OMG - it's Monday", "Keep calm and pretend it's not Monday" og "Today will be one of those days where even my coffee needs a coffee". Ud over, at jeg afskyr bon mots, er jeg langt hen ad vejen helt med på mandags-galejen. Den der følelse af, at weekenden gerne måtte have varet bare liiiidt længere, og at mandagen godt kunne vente en dag eller to.

Men lige præcis denne mandag, eggå? Den bliver hilst med kindkys og happy dance hos mig. Der har nemlig været så meget tryk på i weekenden, at jeg nærmest ikke kan huske, hvad jeg selv hedder, og så er det jo en sand velsignelse at 'holde fri' på arbejdet - i sit helt eget selskab med sine helt egne arbejdsopgaver. Og sin helt egen - kæmpestore - kop kaffe.

Ældstebarnet fyldte otte i fredags (OTTE! Jeg flipper ud! Tiden går alt for hurtigt!), og derfor var der, ud over flødebolleuddeling i klassen, som jeg gudskelov havde husket at handle til (i modsætning til sidste år, hvor den del af begivenheden blev vinget af omkring kl. 22 aftenen i forvejen) naturligvis dømt vaskeægte morgenfødselsdagshygge derhjemme. Øglen havde frabedt sig at blive flaget og sunget op - angiveligt fordi det var 'lidt urart' - men at dømme efter hendes smil, da vi jeg alligevel tillod os mig at flage hende op med meeeeeget afdæmpet fødselsdagssang og små bitte fødselsdagsflag, stak det vist ikke så dybt. Hun var så spændt, så spændt, og selv om hun godt nok ikke fik den pakke Mega-EX Pokémonkort, hun (også) havde ønsket sig, blev hun lykkelig for gaverne på morgenbordet: Hendes helt egen, lyserøde værktøjskasse med rigtigt værktøj fra lillebror, og et Vivofit-ur med skridttæller samt nogle meget ombejlede Faber Castell-tuscher fra forældrene. Ønskesedlen havde budt på lidt af hvert med en kanin (vetoet pga. mors pelsdyrsallergi), en telefon (vetoet, fordi de onde forældre synes, det er for tidligt) og altså uret med skridttælleren som de helt store højdespringere. Jeg ved ikke helt, hvad en otteårig vil bruge et ur med skridttæller til, men jeg er jo også 1.000 år gammel og notorisk ikke-med på beatet, så den lader jeg ligge. Og ser i stedet på, hvor begejstret hun er for uret (og hvor hurtigt, det har fået hende til at lære klokken). #derersåmegetdevoksneikkeforstår

Fødselaren

Øglen blev hentet tidligt og fik en detour omkring et par butikker på vej efter Varanen Mike Wazowski (ja, der var fastelavn i børnehaven) - de sidste ting til lørdagen, hvor den helt store klassefødselsdag skulle løbe af stabelen, skulle jo også i hus. Eftermiddagen blev brugt på at hygge, høre om dagen i skolen (gaven fra klassen var, til stor begejstring for fødselaren, hele fire pakker Pokémonkort), og slappe af. Indtil vi skulle af sted mod Farmor for at fejre Øglens og Farmors fødselsdag sammen med den ene del af familien. Og derefter hjem for at bage en zilliard muffins og pølsehorn.

Lørdag var der så klassefødselsdag. For hele klassen, bliver jeg lige nødt til at understrege. Selv om det er kutyme kun at invitere hhv. alle pigerne eller alle drengene, var det lidt svært at argumentere for kun at invitere pigerne, eftersom afkommet primært leger med drengene. Så dem alle it was. Vi er imidlertid ikke flyttet i et palads siden sidst, så der var ingen chance for, at vi kunne proppe 20-25 unger ind i lejligheden. Ergo havde vi booket Statens Museum for Kunst, hvor der både var plads til store armbevægelser og at udfolde sig kreativt. Skæbnen ville imidlertid, at jeg skulle til en begravelse på præcis det tidspunkt, fødselsdagen blev afholdt, så jeg gik desværre glip af det. Men jeg har fået en minutiøs beretning, og det lød som en stor succes. Fødselaren var i hvert fald intet mindre end lykkelig om aftenen, hvor jeg var hjemme igen - og hvor vi alle tog på burgerrestaurant for at fejre. For derefter at se Hotel Transylvanien 2 hjemme i sofaen. "Den bedste fødselsdag i hele verden", proklamerede den lille skønne.

Vi viderefører hårdnakket Mårmors tradition og bager brunsviger til fødselsdagene i familien. 
Jeg får næppe points for udførelsen, men smagen var god - noget, jeg glæder mig ekstra meget over, da jeg var et nanosekund fra at købe mig fra den, fordi jeg ikke orkede at bage. Men det tog jo slet ikke så lang tid, når det kom til stykket ...


Søndag var der så klassefastelavn på skolen (ja, vi får kommet hinanden en del ved i den klasse). Som jeg oven i købet var med til at arrangere (min timing har altid været helt fantastisk). Jeg kom udklædt som fortravlet mor til to, som i øvrigt skulle holde fødselsdag, vol. 3, senere på dagen, og alle var enige om, at udklædningen var meget vellykket. Faktisk så vellykket, at jeg blev fritaget for oprydningstjansen og kunne smutte hjem efter fastelavnstøndetævning, så vi kunne gøre klar til næste rykind. Til flere gaver og mere kage. (Sundheden, spørger I? Den holdt ikke stand til den nybagte brunsvigerkage, men gjorde, at jeg holdt mig fra både fastelavnsboller og sodavand. Der er plads til forbedring, men altså - man fylder vel kun 8 én gang? Selv om det har føltes som flere ...Ingen havde taget en kanin med (min allergi takker dem), men Øglen var lykkelig alligevel og scorede alt lige fra nyt tøj til sjove spil, flere tuscher og nogle seje Pokémonkort. Der var endda også en lille gave til Varanen - en pung med lidt penge og et par Pokémonkort. Betænksomt og meget værdsat af både forældre og afkom.

Da gæsterne var gået, og ungerne leget med og puttet, var det så tid til at handle. Selv om det foregik online, og der forhåbentlig kommer en eller anden stærk type med mine varer inden længe, føltes det som en nærmest uoverstigelig opgave. Men den blev klaret, og jeg kunne smide mig i sofaen og stirre tomt på et par serieafsnit i flimmeren. Før jeg gik ud som et lys. Og nu er det som sagt mandag. Uden andre planer end arbejde og - lige om lidt - fyraften. Egentlig skulle vi have været på familievisit i eftermiddag, men det er blevet rykket. Så inden længe er jeg helt planløs. Indtil i morgen. Det føles nærmest som weekend ...

torsdag den 23. februar 2017

Noget om skiferie og brede malerpensler

Hejhej. Jeg er her stadig. Er bare ramt af hverdagen, der maler med alle farverne på paletten og den helt brede pensel. Således kombineres en meget snart forestående 8-års fødselsdag (yay!) med en to do-liste på længde med den kinesiske mur (mindst), alvorlig sygdom i den nærmeste familie og - bare for at toppe den - en begravelse. Nåja, og fastelavn i skolen, som jeg er med til at arrangere, samt en sand kavalkade af fejringer for den snart nyslåede 8-årige.

Jeg priser mig derfor lykkelig for det frirum, vi lige (for det er jo faktisk 'lige', selv om det midt i alle skærmydslerne virker temmelig langt væk) har haft i sidste uge. Skiferien var en kæmpesucces, og til trods for, at jeg er et notorisk brokkehoved, kan jeg faktisk ikke komme i tanker om noget som helst, jeg kunne have ønsket mig anderledes. Selskabet, maden, vejret og gåpåmodet var i top, og selv om halvdelen af forsamlingen aldrig før har haft ski under fødderne, havde vi en fest alle sammen.

Smuk, diset morgen


Ægte fjeldstemning i vaffel-hytten

Alle børn var i skiskole fem kvarter dagligt og lærte lynhurtigt - ikke mindst reptilerne, der stadig havde sidste års lektioner på rygraden. Øglen var på fortsætterholdet, mens Varanen nuppede en sæson mere på begynderholdet - perfekt til begge temperamenter. Hvor Varanen er den lidt mere forsigtige type, er Øglen helt og aldeles frygtløs og kastede sig ud i diverse stejle eventyr med et skuldertræk og et "Det må jo komme an på en prøve, om jeg kan komme ned". Og mens pessimistiske Øglemor tænkte "Ned kan man altid komme - men hvor meget brækker man undervejs?", lagde ældstebarnet bare armene på ryggen og susede nedad, mens hun pizza'ede i fin stil. Bortset altså fra, når der var dømt - kontrolleret, påstod hun - styrtløb. Det er ikke for sarte mødre, det shit, men alle kom heldigvis hele hjem. 

Min bror fyldte 41 på ferien, og det skulle naturligvis fejres. I mangel på kagemand fik han en kanelbulla med temmelig mange lys

En kold øl i sneen på toppen - lige til at klare

Stor snedynge lige uden for hyttens dør. Som ungerne i løbet af ferien fik fuldstændig udhulet og brugte som snehytte
  
Søskende, der hjælpes ad på ski <3

Solskin - ja tak!

Helt fantastisk snelandskab!

I forhold til sundheden, så har den været en anelse udfordret i vinterland, men jeg holdt stand mod chokolade og løsgodis i halvdelen af ugen, så helt galt gik det ikke. Det hjalp i øvrigt betragteligt, at jeg havde slæbt mit proteinpulver med (hej, Kedeligfrans!), så jeg kunne lægge en nogenlunde lødig bund, når jeg blev sulten. Og det blev jeg tit efter at knokle rundt i skiterrænet både med og uden børn. 

Det er ikke udelukkende kedeligt at være sundt. Og bollen med pålle er endda helt autoriseret ift. min træningsplan ...


Vel hjemme igen er jeg kravlet op på sundhedshesten igen, og min krop takker mig i høj grad. Jeg bilder mig ind, at det at passe mine måltider i den grad, det nu kan lade sig gøre i løbet af dagen, og fylde mig med masser af sund mad, giver mig mere energi til at klare alle de ting, hverdagen byder på lige nu. Det er mere end tiltrængt ...

Vi ses på den anden side af al crazy-heden. Pludselig med en 8-årig!

mandag den 6. februar 2017

Noget om nye vaner

Den faste læser vil vide, at jeg er meget glad for mad. U-TRO-ligt glad for mad, faktisk. Gerne med masser af sukker og mel og andre gode sager.

Det er bare som om, det har taget overhånd, det med de søde sager. December måned gik helt amok med brunkager, marcipan og hele slik-stashet fra vores tur over grænsen, og størstedelen af januar har også været sukkersød.

Men nu, eggå. Nu holder vi lige pause med alt det sukker.

Som jeg vist også nævnte i et nyligt blogindlæg, så har jeg lavet en intervention mod mig selv og meldt mig på et 12 ugers kost- og træningsprogram. Pt. har jeg været i gang i to uger, og sjældent har jeg haft det bedre. Nu har jeg ikke lige haft målebåndet fremme, men min mave, som helt klart er mit ømme (og meget bløde) punkt er klart blevet mindre (jaja, væske. Jeg ved det godt. Men det tæller stadig). Og jeg kan mærke muskler i kroppen, som jeg ikke anede, jeg havde. Det er skønt. Jeg ville ikke brokke mig over at tabe et par kilo på det her forløb (særligt ikke efter Yngstebarnet har fået en virkelig kedelig vane med at tage fat i en af mine mavedeller og hive mig med i dén, hvis der er noget, jeg lige skal se. Og det er der tit. Men hvis nu mavedellen forsvinder, bliver han jo nødt til at hive fat i noget andet. Min hånd, f.eks. Bare et forslag), men det ville bare være added bonus. Jeg er nemlig ikke begyndt på det her program for at tabe mig som sådan - jeg vil bare gerne få nogle bedre vaner og komme in the zone, når det drejer sig om at føle sig frisk og stærk. Og ved I hvad - jeg føler allerede, jeg er godt på vej, her efter kun 2 uger. Måske fordi jeg spiser mere mad i løbet af dagen, end jeg nogensinde har spist før? For realz - jeg spiser konstant. Men god mad, jo. Protein og trailerfulde af grøntsager. Madbudgettet aner ikke, hvad der har ramt det, men jeg giver det en chance de her 12 uger, og viser det sig at være vejen frem, så må madbudgettet jo lægges om.

Jeg postede det her billede på Instagram for nogle dage siden - nye vaner kræver også nye kosttilskud. Masser af dem. De bærer noget af skylden for det ændrede madbudget ... Imedeen er imidlertid ikke et must; Jeg er bare så heldig, at jeg blev udtrukket som en af testerne ovre hos Anette

Efter det meste af mit liv at have været på den ene, den anden eller den tredje hokus-pokus kur - og i øvrigt fundet ud af, at jeg på trods af mit livs løbeform for år tilbage stadig ikke følte mig stærk overhovedet - er det lidt af en aha-oplevelse at finde en metode, der giver pote så hurtigt. Især fordi den indeholder så meget mad, at jeg bliver nødt til at give op på min. ét måltid om dagen. Folk, der kender mig, ved, at jeg ikke giver op på mad. Som i nogensinde. Men her bliver jeg nødt til det.

Og det bedste er, at mine vilde sukkercravings om aftenen er pist forsvundet. Med fare for at lyde som en ægte douche, så kan en kop te med stevia for det meste gøre det. Og set i dét lys, er der jo ikke noget at sige til, at jeg er skrumpet en smule om livet. To håndfulde Quality Street til teen skrumper jo ikke ligefrem noget som helst. Ud over altså Quality Street-beholdningen. Såeh ... Der er nye vaner in the house, og det føles helt ok.

De stakkels børn, tænker I? De mærker ikke noget til noget. De var jo alligevel ikke en del af aftensnackeriet (Quality Street'en er min. MINE ALONE, I TELL YOU!), og aftensmaden, der var ok sund i forvejen, er den samme. Jeg spiser bare væsentligt flere grøntsager.

I næste uge står den på ferie, og jeg er da spændt på, hvordan det harmonerer med kostplanen. Særligt fordi vi gæster landet, der flyder med kanelbullar, og alle ved jo, at man skal skik følge eller land fly. Så det kan være, at næste indlæg kommer til at handle om, hvordan man kommer tilbage på sporet. Nu må vi se. Indtil da vil jeg nyde de nye vaner og glæde mig over, at det rent faktisk er lykkedes mig at holde dem i to uger. Det er ret stort for sådan en som mig.

onsdag den 1. februar 2017

Noget om at tage det med ro

Efter en december måned, hvor arrangementer stod i nakken på hinanden, så vi kunne tage det danske 'hoo-gah'-begreb og vride det til dets absolut yderste (i en grad, så man nærmest helt glemte at hygge, fordi man havde travlt med at lave lister inde i hovedet over næste hyggelige arrangement), glimrede januar i dén grad ved sit rolige (og grå, jovist) tempo. Ganske selvvalgt, i øvrigt.

Gåtur i noget sne for et par uger siden. Ahhh.


For ikke at stå på næsen i endnu en måned fyldt med 'jeg skal liger', undlod vi, mere eller mindre bevidst, helt at arrangere noget. Overhovedet (næsten). Med mindre en spontan aftale med en veninde i biffen (gå ind og se Paterson nu. Meget apropos ro) og middag bagefter tæller som arrangement. Vi har også sorteret ud i selvdøde fritidsaktiviteter - efter der er blevet meldt afbud lige mange gange nok fra reptilerne på et par aktiviteter, har vi i samråd besluttet, at så går man ikke til dét mere. Med det resultat, at det nu kun er Varanen, der går til noget. Én gang om ugen. Det er lige til at holde til.

Dermed ikke være sagt, at vi ikke har set nogen mennesker. Vi har bare taget det på gefühl og på dagsformen. Med det resultat, at vi har slappet noget så gevaldigt af. F.eks. var det ældste barn ikke uden for en dør fra fredag eftermiddag til mandag morgen. Fordi hun simpelthen ikke orkede, som hun udtrykte det, og i øvrigt havde det  glimrende med bare at daske rundt derhjemme. Og når den brunch, der trods alt var blevet planlagt, oven i købet foregik hjemme hos os søndag, var der jo ingen yderligere grund til at gå ud, syntes hun at mene. Yngstebarnet var ude. Med skrald. Og så ind igen. Han gad heller ingenting. Og det var fint, for vi havde ingen planer (ud over brunchen. Hos os, som sagt. The bliss).

Udsnit af et brunchbord. Mmmm.

Jeg selv bliver alt for rastløs, hvis jeg slet ikke kommer ud, så jeg stak hovedet udenfor et par gange i weekenden og klarede hhv. indkøb og telefonopringninger. En dejlig måde at klare hovedet på - i et meget roligt tempo. (HDD forvildede sig i IKEA efter nogle rammer, så han fik ikke klaret hovedet på nogen måde. Forståeligt nok)

Lige så meget, som jeg elsker at have dejlige arrangementer at se frem til, elsker jeg at have dage, uger, weekender, hvor vi ikke er booket sønder og sammen. Det giver energi til tidspunkter, hvor kalenderen er mere presset. Som i denne uge, hvor jeg på forunderlig vis har to gange venindehygge på programmet. Og jeg føler mig nu ladet helt op til en februar, der forhåbentlig bliver helt fabelagtig. De to gange venindehygge på kort tid lover f.eks. godt. Lige som vinterferien også gør det. Og efter februar kommer foråret. Agtigt. Det bliver godt - jeg kan mærke det!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...