fredag den 31. marts 2017

Noget mere om nye vaner

Nåmen, de der nye vaner, jeg sprang på i slutningen af januar, og som jeg ævlede lidt om her, eggå … Måske jeg skulle ævle lidt mere om dem? Ikke, at det formentlig er spændende for ret mange flere end mig selv, men altså – det er nu meget rart lige at holde mig selv op på dem. Vanerne, altså. Som jeg stadig efterlever, for jeg dribler stadig derudad på ny livsstilskaravanen (karaVANE – fik I den?! #tøhø). Utroligt nok, for jeg er ellers ret god til at hoppe på en sundhedshest og så springe ned igen to minutter senere. Men denne gang bliver jeg på!

Jeg købte mig jo ind i et 12 ugers program, der både beskæftiger sig med kost og (styrke)træning, og jeg kan med stolthed sige, at nu, hvor der er 2 uger tilbage (heraf kun 1 uge med egentlig træning), har jeg ikke misset en eneste gang. Jeg slynger troligt rundt med mine kettlebells og sveder som en lille gris, men jeg elsker det – og det gør min krop sjovt nok også. I hvert fald har den belønnet mig med at blive 2 cm mindre i taljen, og selv om det ikke er alverden, betyder det pænt meget for, hvor behageligt det er at have jeans på – og velværet i det hele taget. Det let mindskede taljemål kan selvfølgelig også hænge sammen med, at jeg har tillagt mig nogle pænt sunde kostvaner efterhånden – selv om jeg spiser mere på en dag, end jeg nogensinde har gjort før.

Hvor jeg tidligere sagtens kunne hoppe både morgenmad og frokost over, forsøger jeg nu at holde måltiderne. Her et udpluk af forskellige retter - og selv om jeg spiser meget, spiser jeg trods alt ikke alt det, der er vist på billederne, på én dag :-) Her broccoli-/blomkålsbrød med parmaskinke og ost. Grøntsagsstænger som tilbehør

Fiskefrikadeller med kartofler, grønt og hytteost

Paneret fiskefilet med spinatsalat og feta

Jeg er stadig ikke fanatisk, og jeg strejfer også lidt fra den slagne vej i ny og næ, men i det store hele synes jeg faktisk, at det går rigtig godt. Og paradoksalt nok kan jeg mærke, at de dage, hvor jeg holder mig til planen og spiser al den mad, jeg skal have, har jeg det bedre i kroppen, end de dage, hvor jeg grundet travlhed eller manglende planlægning ikke får nok at spise. 


Fiskefrikadeller med grønt (og remoulade)

Torsk paneret i solsikkefrø med grøn salat og dressing

Spejlæg med skinke og grønne bønner

Og aftensmaden fra forleden: Pulled salmon med nachos og masser af grønt. Dét var knageme godt. Og - bortset fra de der nachos - lige efter bogen

Modsat mange af de kure og livsstilsændringer, jeg før har kastet mig ud i, glimrer denne her ved, at der ikke er noget, der er forbudt-forbudt – det skal bare times rigtigt. Det vil sige, at jeg er velkommen til at spise flødeboller (og det gør jeg så – i stor stil!) lige, når jeg har trænet. Så det er ikke usandsynligt, at man kan finde mig kl. 9 om morgenen, sveddryppende og med tre flødeboller foran mig (hurra for hjemmekontor!). Helt uden at have dårlig samvittighed, for de hurtige kulhydrater ryger åbenbart lige i musklerne. Eller i hvert fald andre steder hen end i taljen. Og jeg får stillet min sukkertrang. Jeg spiser markant mindre stivelse nu end tidligere, men sandwichbrød med pålægschokolade er stadig en del af min kostpyramide, de dage jeg træner. Og det bedste af det hele er, at jeg næsten har fået udraderet min vane med at snacke. Nu spiser jeg mig nemlig så mæt til mine daglige fire (4!) hovedmåltider, at der slet ikke er plads til ekstra mad. Og hvis der er, så sørger jeg for, at der er gode alternativer til slik – mørk chokolade, god ost eller en bøtte grønsagsstænger (selv om jeg sjældent gider spise flere grøntsager efter det kilo grønt, jeg sætter til livs i forbindelse med måltiderne). Jeg er sikker på, at mine manglende aftensnacks i sofaen også har noget at sige i forhold til det let formindskede taljemål.

Pommes frites er også en del af en varieret kost ;-) Fra i søndags, hvor Læsefidusen fra Ældstebarnets klasse var med hjemme på weekend.

Jeg er stadig noget blød i kanten og ville ikke tage skade af at smide et par kilo eller fem, men jeg skal nok nå det – jeg har ikke travlt og vil langt hellere køre et langt, sejt træk, hvor jeg kan holde resultaterne, end jeg vil køre en eller anden vild kur, hvor jeg taber mig på rekordtid, men hvor jeg tager på, så snart jeg afviger det mindste fra et ondt nulkalorie-regime. 

Weekenden er lige rundt om hjørnet, og jeg vil med god samvittighed dykke ned i al den festivitas og gode mad, den kommer til at stå på. Det skal der nemlig også være plads til. Nye vaner eller ej ...

mandag den 27. marts 2017

Noget om forårsfornemmelser

Hvis den forgangne weekend er noget at dømme efter, sådan rent vejrmæssigt, så går vi en fantastisk tid i møde. Jeg kan slet ikke få armene ned over al solen og lyset - og tilnærmelsesvis også varmen, som man kunne mærke på armene og næsetippen i en solplet.

Men det var heldigvis ikke kun vejret, der viste sig fra sin gode side her i weekenden. Rent indholdsmæssigt var den også ret god. Og begyndte tidligt med en tur til Krogerup (denne gang uden bil, der brød sammen) med Yngstebarnet, mens Ældsten var på legeaftale. Vi var inviteret til Landkøkken (og nej, det var ikke sponsoreret) og blev derfor trakteret med lækker mad. Yngstebarnet var ikke heeeelt overbevist om arrangementets underholdningsværdi, men en omgang fangeleg på halmballerne ændrede på dén opfattelse, og vi havde en rigtig hyggelig aften, som fortsatte med afhentning af den ældste og Disney Sjov og X-factor i flimmeren.

Grønt - og smørmørt oksespidsbryst - på tallerkenen hos Aarstiderne

Lørdag var der dømt legeaftale i Fælledparken med Ældstens fodboldhold. Så børnene - og forældrene - kunne komme hinanden lidt ved. Ældsten er begyndt til fodbold med en klassekammerat, som også kom, så de to kom hinanden en hel del ved, mens deres lillebrødre gjorde det samme. Og vi forældre fik tid til kaffe og sludren i solen.

Resten af lørdagen blev brugt på ... ingenting. Ungerne passede sig selv, og det gjorde vi voksne også. Der blev øst kryds og tværser, ryddet op, læst og smækket benene op, og da det blev aften, tog vi hjem til førnævnte klassekammerat til middag, hvor en tredje klassekammerat + familie også kom. Pigerne leger ikke specielt meget sammen i skolen, men de hygger sig rigtig meget, når vi ses alle sammen, og vi forældre kommer utrolig godt ud af det med hinanden. Så det er en rigtig hyggelig konstellation. Ikke mindst fordi der også er tre småbrødre, som har en fest med hinanden. Efter en god aften insisterede Yngstebarnet på at løbe hjem. Pænt meget energi dér - som også var helt brugt, da vi kom hjem. Og løberen sov til 9.30 (dog sommertid, men alligevel) dagen efter.

Eftersom vi allerede var godt i gang med at fylde weekenden med skolerelaterede aktiviteter, fortsatte jeg søndag med at tage til mødrebrunch med 14 andre mødre fra klassen. Fædrene holdt julefrokost i januar, og nu var det blevet vores tur. Dét var knageme hyggeligt og endte med at vare 4 timer. Og da selskabet brød op og jeg lige tjekkede min telefon, kunne jeg se, at HDD og ungerne havde mødt en af de andre fædre med børn, og nu var de hjemme hos dem og spise frokost. Altså fortsatte selskabelighederne der med glade unger, der havde været til åben byggeplads-dag og kigget ned i Metro-hullet, og var blevet stopfodret med popcorn og is. Ingen smalle steder.

Kaffen smager bare bedre, når den er serveret med denne udsigt <3

Bare for at sætte trumf på de sociale begivenheder, stak jeg hovederne sammen med en veninde udenfor i solen, da vi kom hjem ud på eftermiddagen, og så var der ellers også udsolgt for mit vedkommende resten af aftenen. Og i morges kunne jeg slet ikke vågne. €#&+&% sommertid! Ungerne var heller ikke til at få ud af fjerene, og faktisk var den Yngste så træt, at han endte med at få en hjemmedag. Med fodboldspil i solen, hygge med det vordende skolebarns opgavebøger og lidt for meget skærm til min smag, men sådan må det være, når mutti skal have noget arbejde fra hånden. Og det er jo om at nyde de hjemmedage, jeg har mulighed for at give ham, før de barske skolerealiteter banker på fra august! Så er det for alvor slut med at have små børn. Det bliver lige noget, jeg skal vænne mig til, kan jeg mærke - også selv om jeg ikke har haft 'små børn' i et stykke tid efterhånden ...

tirsdag den 21. marts 2017

Noget om en weekend uden børn

Pga. den seneste tids nedetid har jeg helt glemt at berette, at HDD og jeg har haft et helt døgn uden børn i forrige weekend. Et helt døgn! Det kan jeg ikke huske, hvornår vi sidst har haft, men det må have været imens, min mor stadig levede, og før hun sådan for alvor blev syg, så det er i hvert fald to år siden. Hvis ikke mere.

Midlertidigt lammede af alle de muligheder, der pludselig lå foran os, vaklede vi mellem koncert, øl i byen, biografen og en masse andre gode sager - men vi endte med en god, gedigen hjemmeaften med mad foran flimmeren (sund mad, naturligvis - vi er stadig rimelig standhaftige med de sunde tiltag, og slikskålen blev byttet ud med en kæmpe portion jordbær #douchebag) efter en dag fyldt med ro, gåture og masser af nærvær.

Dagen, efter børnene var blevet afleveret til Onkel, som skulle fragte dem og sit eget afkom vestover til kreaweekend hos Mårfar, blev til gengæld brugt på en køretur nordpå. Vi gik en tur i vores gamle hood, og selv om den første, spæde forårssol og vuggende bølger hilste os velkommen tilbage, var det en sand befrielse at kunne vende næsen mod København og sige "kom, nu tager vi hjem".

Vi gik også en tur i vores nye gamle hood - og endnu en tur i vores nye, nye hood. Det er fascinerende at følge med i tilblivelsen af en helt ny bydel, og der skyder nye detaljer op på nærmest daglig basis. Efter en god blanding af praktiske og hyggelige indkøb, gik vi hjem og slappede heeeeelt af - og søndag kunne vi sove længe (vi takker børnene for at have ændret vores indre ur i en grad, så klokken otte føles som 'længe'). Muligvis på grund af al afslapningen lørdag, muligvis på grund af den insisterende forårssol, havde vi energi nok til at få gjort rent i hele hytten. I dén grad tiltrængt, og jeg fik endda klaret de fleste af vinduerne, mens HDD kørte vestover for at hente afkom igen. De kom hjem glade og sprængfyldte af oplevelser og fortællinger (natløb med nedgravet skattekiste, akvarelmaling, isbar og snobrød over bål var bare noget af det), så det lod til, at alle havde haft noget ud af adskillelsen. Også selv om Yngsten i første omgang ikke var alt for vild med konceptet - han var sikker på, at han ville komme til at savne mig for meget. Men sør'me om det ikke gik alt sammen.

De her billeder har ikke noget med noget at gøre, men se lige her! Før var der en rå gipsvæg ... Som har været grå og kedelig lige siden efteråret ...

... Og nu er der en fin, hvid væg! Maleren blev færdig med at spartle og strimle og filte og male, og hvad man nu ellers gør, i sidste uge, og det er bare blevet så PÆNT, altså!

Weekenden, der netop er gået, var på ingen måde børnefri, men selv om det er en lille luksus engang imellem at have lidt forlænget voksentid, kan jeg i virkeligheden allerbedst lide, når vi alle sammen er sammen. Lørdag havde Yngstebarnet en fødselsdag på tapetet hos børnehavekolleger, og Ældstebarnet og vi voksne havde tre-hygge i kalenderen. Den blev brugt på Experimentariet og hos Sportmaster, som var leveringsdygtige i et par fodboldstøvler (alt er - desværre - helt og aldeles usponsoreret). Ældsten er nemlig, efter et par måneders fritidsaktivitets-pause, begyndt at spille fodbold, og udendørstræningen står for døren. Nu er den nederste del af udstyret på plads, og støvlerne fik sin debut i øsende regnvejr i går. Der var ingen melding om, hvorvidt de var vandtætte, men at dømme efter fodboldspillerens - og HDD's - druknede mus-look, da de kom hjem, var det vist ikke tilfældet.

Fodboldstøvlerne!


Søndag var planlagt en tur til Krogerup, men eftersom bilen tilsyneladende ikke gad på landet og besluttede sig for at bryde sammen halvvejs, blev turen konverteret til frokost på Joe 'n the Juice. Knap så jord til bord-agtigt, men vi tager revanche en anden gang. Og glæder os over, at bilen gik i stykker temmelig tæt på en togstation, så vi kunne parkere den og hoppe på Kystbanen hjem. Nu skal den så 'bare' bugseres hjem. Ak ja.

Og nu er det så tirsdag. Som begyndte så lunt og solbeskinnet, men på en eller anden facon netop har transmogriffet sig om til styrtregnende og grå. Lad os satse på, at det bare er en kort overgang - nu havde jeg nemlig lige sat næsen op efter forår!

torsdag den 16. marts 2017

Nedetid

Jeg har været længe væk fra bloggen. Ordene og kræfterne bliver lagt i det virkelige liv, der, siden vi kom hjem fra skiferie, har vist tænder. Sygdom i familien, koordinering, samtaler og, naturligvis, bekymring, sætter sine spor og fjerner fokus fra så meget andet. De seneste par dage har jeg dog besluttet mig for at trække mig lidt tilbage. Give mig selv lidt nedetid. I stedet for at indtage den fremtrædende rolle i koordineringsindsatsen, jeg dels er blevet tildelt, dels selv har påtaget mig, har jeg bestemt mig for, at andre må tage over for en stund. For ud over, at arbejdet lider under daglige bekymringer, telefonopkald, samtaler med overlæger og sygeplejersker og besøg på hhv. sygehus og hjemme hos patienten, så har kroppen og sindet også svært ved at følge med. Følelsen af aldrig at have helt fri har sat sig godt og grundigt fast, og det har kunnet mærkes på både energi og humør.

Mandagmorgen-pause. Med pæn bog, dekorativ lågkrukke og god kaffe

Det er selvfølgelig lidt forkælet at tale om at 'holde fri', når det gælder alvorlig sygdom. For det kan patienten jo ikke bare gøre. Som pårørende tror jeg dog, det er nødvendigt, hvor det er muligt, at deles lidt om indsatsen, så selv om jeg har været go to-guy den seneste tid, puster jeg lige lidt ud. Inden jeg kommer stærkt igen. Arbejdet og min egen lille familie skal jo også passes.

Hele reptil-familien er heldigvis i god behold. Lidt snot og hosten hist og pist, men ikke noget ud over det sædvanlige. Med mindre vi tæller metaltrætheden over børnehaven hos den yngste med. Han er så klar til skole, at det er helt synd, at 'vores' skole ikke bruger det dersens mini-SFO, så han skal vente helt til august, før der kommer skoleboller på suppen. Ny yndlingsbeskæftigelse (nu, hvor både HDD og jeg er sådan nogle skærm-facister) er at regne på telefonens lommeregner. (Muligvis, muligvis ikke fordi det trods alt lugter lidt af skærmtid). Og han er skrap til det, ham Varanen. Han plusser, minusser, ganger og dividerer. Så længe vi holder os til enkle regnestykker og sætter "stykker slik" bag samtlige tal. Jeg forestiller mig, han ser bunkerne af slik inde i hovedet. Særligt minus er han blevet god til - måske fordi han levende kan forestille sig skrækscenariet, hvor han har 18 stykker slik, og hvor undertegnede kommer og spiser de 16 af dem ... #ohthehorror

Varanen fik en hjemmedag tirsdag, som dels blev brugt, ja ... hjemme, dels på Konditaget Lüders, hvor man kan komme endog særdeles højt til vejrs

Vejret viser sig heldigvis fra sin pæne side, og jeg nyder det så meget, jeg nu kan, i løbet af dagen. Også selv om de milde temperaturer sætter fut under pollen-antallet, så mine øjne klør som besat (øjendråber NU!), og jeg, med yndlingspædagogens ord forleden "ser virkelig træt ud". Super.

Og hvorfor er det i øvrigt, at man bliver en lille bitte smule pigefornærmet over at få at vide, at man ser træt ud, når man a) udmærket godt ved, at man ser træt ud (og var man i tvivl, skal man bare kaste et enkelt blik på den video af mig, som Varanen tog på vej i børnehave forleden, da vi legede hhv. hekseleg, trolddomsleg og kig på metrobyggeriet-leg (?!?)), b) er virkelig træt. Pædagogen sagde det jo bare, som det er. Ingen grund til at blive nipset over dét. 

Ugen har budt på to daglige besøg fra maler, der har spartlet, slebet, filtet og malet den væg, vi fik sat op i efteråret. Endelig har vi en fin, hvid flade at kigge på i stedet for de kedelige, grå gipsplader. Det er blevet SÅ pænt!


Nå. Jeg vil drikke min kaffe færdig og begynde at kigge på dagens to do-liste. Som pt. ser således ud:

Øjendråber!!!!! 
Hyggeligheder
Hyggeligheder #1
Hyggeligheder, der lige kræver liiiidt mere end de to ovenstående hyggeligheder
Gøre rent
Hænge tøj til tørre
Drikke kaffe
Blogge
Handle
Følge op på kontorsituation
Få kaffeaftale i hus
Sende vigtig mail
Købe gave

... Nå ja, og arbejde, selvfølgelig.

Hyggeligheder og hyggeligheder #1 skubber jeg til i morgen. Ikke, som man måske kunne tro, fordi man lige så godt kan gøre senere, hvad man kan gøre nu, men fordi jeg har fået lokket Øglen med på rundtur efter skole i morgen. Og jeg glæder mig sådan barnligt meget. Mere om, hvad vi skal, i et senere indlæg. Totalt blogger-tease, jeg ved det, og jeg beklager, men sådan må det lige være nu. Jeg kan dog sige så meget, at det ikke er noget sponsoreret, og der ikke er noget Royal Copenhagen involveret. Det er bare hyggeligheder af den helt personlige slags.

Vasketøjet tager fem (arj, ok - ti) minutter, og jeg kan høre Mads & Monopolet imens, så den er også nærmest vinget af på forhånd. Og lige om lidt er der også flueben ved blogge-tjansen. Arhmen altså - snart er hele listen done. Agtigt. På trods af nedetid. Måske der endda bliver tid til en lur? Man har da lov at håbe ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...