Noget om tavshed

Det er svært at vide, hvor man skal begynde, når man har været væk i flere måneder. Og om man overhovedet skal begynde. Der er så meget at tage fat på af både stort og småt, og mens jeg tænker, at det jo i grunden også kan være helt og aldeles lige meget, om det bliver nedfældet for eftertiden eller ej, tænker jeg også, at det kan være meget rart netop at have det for eftertiden. Det er det skrevne ords fantastiske fleksibilitet – så svært at skrive nogle gange, og så rart at læse. Nogle gange.

2018 er godt i gang, og tak og lov for det. FarVEL 2017 – må du forsvinde ud i de bløde, hvide erindringståger, hvor man om føje år siger ting som ”Ahr … så slemt var det da heller ikke”. Lige som med fødsler, I ved.

Men så slemt var det nu egentlig ikke (se, der behøvede åbenbart ikke at gå år. Et par måneder kunne også gøre det). Vi har det godt i Reptilfamilien. Den Ældste bliver så stor og smuk og sej og fantastisk (NI år lige om lidt!), og den Yngste vokser sig større, sjovere og frækkere minut for minut og skal, som den Ældste pointerede forleden, snart i første klasse. Ikke om man fatter det. Han er blevet næsten plysset hos frisøren (sådan kan det gå, når man overlader frisørtjansen til en bedsteforælder og glemmer at advare mod netop dén specifikke frisørs forkærlighed for barbermaskinen). Heldigvis har hår det jo med at vokse ud igen.

Frisørfadæser er dog det mindste af det, der har optaget min tid de seneste måneder. Arbejdet bærer en stor del af skylden. Og livet generelt. Men døden har også sneget sig ind, og til trods for, at den var ventet, så har den gjort ondt. Og fyldt meget. Både følelsesmæssigt og rent praktisk. Læg dertil en rigid skifteret, et indbrud, et næsten-indbrud (ja, det er en ting), arvefnidder suppleret med en generel mistillid til andre mennesker og en lejlighed, der skulle tømmes (bl.a. af undertegnede) før udgangen af januar, og så er vi vist ved at have dækket meget godt, hvad alle mine vågne timer er blevet brugt på siden november.

Fraregnet en skiferie, altså. Det var awesome – og ualmindelig tiltrængt. Nå ja, og en jul, selvfølgelig. Og et virkelig festligt nytår. Pileflet (don’t ask), fastelavn og koncert i Vega. Cykeltur gennem Nordhavnstunnellen og juleweekend i Lund. Så alt har ikke været op ad bakke. Så langt fra. De sparsomme tidslommer er bare blevet prioriteret benhårdt, og der har brætspil og højtlæsning, popcorn-spisning og Olsen-banden marathon vundet over bloggeriet med flere længder.

Nu vejrer jeg imidlertid forårsluft (og jaja, jeg ved godt, at de lover sibirisk polarkulde i den næste uges tid, men det er jo set før, at prognoserne er en smule off), så jeg tillader mig at være fortrøstningsfuld. Og hepper i dén grad på 2018. Jeg er allerede godt i gang med at implementere mere læsning og mindre serie-kiggeri. Mere løb og mindre ikke-løb. Mere op- og udrydning og mindre købetrang. Jeg er ikke god til det, men jeg prøver. Og det er som om, det hele går op i en højere enhed. At læse og at løbe giver mig ro i hovedet. At rydde op og ud i hjemmet giver mig også ro. Så jeg vover pelsen og konkluderer, at det er ro, jeg har – og har haft – brug for. Men nu kommer foråret. Eggå, Voldborg?!

So long til jer (om nogen), der stadig følger med!