mandag den 3. december 2018

Noget om at blogge


Jeg ved ikke, om man er berettiget til at kalde sig selv for blogger, når man kun har begået sølle 2 - nu 3 - indlæg på et år. Selv om jeg selvfølgelig i teorien kan nå at sprøjte en masse indlæg ud inden nytår, ved vi vist godt alle, at det ikke kommer til at ske, så jeg vil forsøge at affinde mig med, at mine ord tilsyneladende er tørret helt ind og fremover titulere mig selv “blogger” med et sæt distancerende citationstegn. Nuvel. Sådan må det være.

Siden sidst - hvor jeg alvorligt troede, at jeg NU ville komme igang med at blogge-blogge igen - er der sket en masse. Det gør der jo gerne ude i det der virkelige liv ...

F.eks. er jeg blevet 40. Ja. Fyrre. Også selv om der står ovre i min profilbeskrivelse, at jeg er 38. (De fyrre år gør tilsyneladende - blandt andet - at jeg ikke længere kan finde ud af at redigere min bloggerprofil. Jeg er nu officielt blevet min mor ("det kan jo være, jeg kommer til at slette internettet", men det er så absolut heller ikke den værste, jeg kunne ende med at blive). Selve dagen faldt på en hverdag og blev, ud over arbejde, brugt på at fragte den yngste til og fra spejder (for det er han nemlig begyndt at gå til. Og han er præcis lige så vild med det, som jeg havde håbet på) og vente i små halvanden time på en kold bænk, mens han spurtede rundt og tændte bål og fandt pinde og grankogler og andet godt fra skoven. Oh the glamour! Og så selvfølgelig på lidt fejring med familien.

Yngste nummer er fyldt syv - det gjorde han oven i købet før, jeg fyldte år, men first things first, ved I - og mens jeg kørte low key fejring, fik den hele armen med ham. Hele familien var til kalas, og sammen med et par andre fra klassen, var hele 1. klasse til fødselsdag i nærliggende indendørs legefacilitet. De to begivenheder faldt dog - heldigvis - ikke på samme dag.

Vi har desuden udvidet husholdningen med to hamstere. En form for plan B, efter vi havde lovet ungerne en hund (d’oh!), men i ellevte time kom til at se, at det bare SLET ikke ville passe ind i vores liv og hverdag lige nu. Og så er gode råd jo dyre, men på en eller anden måde fik vi vinklet det sådan, at ungerne synes, de har skudt papegøjen (bare for at blive i dyreverdenen) ved at få en hamster hver i stedet for at få én hund. Og vi forældre synes i dén grad også, vi har skudt papegøjen. Jeg havde imidlertid lige glemt i to sekunder, hvor stramt jeg har det med dyr i bur, så fra at have et lille bur til hver hamster, der kunne stå på ungernes beskedne værelser, er det blevet lidt af et udstyrsstykke med noget større bure, en form for kravlegård og andet, der tilsyneladende har taget permanent bolig i vores stue. Ak ja; you win some, you lose some. Og selv om de der småkravl er crazy AF og prøver at komme ud af ALT (er de først kommet ud af buret, prøver de at komme ud af stuen, og er de kommet ud af stuen, prøver de at komme ud af hele hytten - måske der var et marked for mindfulness-kurser til hamstere?!), er de nu faktisk ret søde. Jeg er i hvert fald temmelig ofte at finde henne ved hamsterburet for liiige at sige hej.

Vi har også intensiveret jagten på et sommerhus og er lige dele ‘så kan det også være lige meget’ og ‘hell no - giv mig det sommerhus. Nu!”, efter TO gange at have oplevet, at vores foretrukne sommerhus blev solgt lige foran snuden på os. Jeg troede, det var nu, sommerhusmarkedet var trægt? Nej? Nå! Vi kigger videre, og på et eller andet tidspunkt lykkes det jo nok. Gerne inden vi begynder at gå alt for meget (mere) på kompromis med stand, pris og beliggenhed … (I skrivende stund har jeg talt med ejendomsmægler - den samme, vel og mærke - ikke bare en eller to gange i dag, men hele TRE gange. Og ja, det er mig, der har ringet hver gang. Han har dog forsikret mig om, at der er et stykke vej endnu, før jeg bliver Verdens Mest Irriterende Type, men det skal han jo sige, tænker jeg?!)

Arbejdet er et kapitel for sig selv, men for at det her indlæg ikke skal blive længere end højst nødvendigt, tænker jeg, at jeg bare siger, at der er travlt. Og at det der med stilhed før juledagene tilsyneladende ikke er noget, dem jeg løser opgaver for, bruger. Vi er alle sammen enige om, at Travlt Er Godt, når man er selvstændig, og dermed har jeg for evigt mistet brokke-retten. Så jeg brokker mig ikke. Overhovedet. Men glæder mig over, at travlheden nu er nået ned på et niveau, hvor spontanreaktionen efter skoleafhentning ikke længere er "Brænder I huset ned/klipper I håret af hinanden/springer I i havnen, siger I? Ok, men så skal I gøre det stille, for jeg skal lige arbejde ..." 

Og så er der jo simpelthen sket det, at jeg har meldt mig ind i noget fitness. For gud ved, hvilken gang. Hånden op, alle dem, der har været medlem af et fitnesscenter før. For så at lade medlemsskabet blive helt støvet til. Sådan en er jeg har jeg været. Mange gange. Senest, jeg var medlem - af samme center, som jeg er nu, må jeg lige tilføje - var før, den ældste blev født. Faktisk husker jeg, at jeg, da jeg særdeles højgravid vraltede ned for at melde mig ud, blev mødt af Meget Trænet Type, der ikke kunne se, hvorfor jeg ville melde mig ud, når jeg bare kunne sætte mit medlemsskab på pause, og selv ivrig gestikuleren til min kæmpemave kunne få ham til at mene noget andet. Han havde formentlig en pointe, men gav mig kun endnu mere lyst til at melde mig ud, så det gjorde jeg - og jeg har aldrig set mig tilbage. Før for en måned siden, hvor jeg midt i arbejdsorkanens øje i dén grad trængte til noget, der kunne få mig væk fra skærmen og ud af hovedet. Så i et anfald af ‘I can do this’ meldte jeg mig ind igen, og selv om første gang var tåkrummende akavet (tænk indfiltrede lemmer i maskiner og vælten over sig selv i forsøget på at gå i et med væggen), er jeg kommet stærkt igen. I en grad, jeg ikke havde troet det muligt. For at eksemplificere kan jeg berette, at jeg ganske frivilligt satte vækkeuret til 05.45 i morges. For at nå over og træne, før resten af familien stod op. Og som sagt så gjort. Faktisk har jeg - og nu blærer jeg mig, sorry! - trænet 19 gange, siden jeg blev medlem for halvanden måned siden. Jeg er øm i benene og så træt om aftenen, at jeg nærmest ikke kan holde mig vågen, når jeg putter ungerne, men mit overordnede velvære er skudt i vejret med mange procenter. Desværre smider man ikke de der uklædelige 5-7 hyggekilo overnight, men jeg tænker, at velværet er første skridt - så må resten komme senere. Og indtil da undres jeg videre over, hvordan jeg pludselig er blevet Sådan En, Der Træner. (Og nej, jeg tror ikke, det skyldes en fyrreårskrise, for alderen har jeg faktisk ikke haft krise over (endnu). Måske fordi jeg stadig føler mig som en 25 årig indeni - i hvert fald de dage, hvor jeg ikke føler mig som en på 400).

Jeg kunne fortsætte i evigheder - jeg sagde jo, at der var sket meget - men arbejde, I ved. Over ’n out herfra. Måske for et par måneder, måske for et par dage. Det ved man - jeg - aldrig …

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...