tirsdag den 25. juni 2019

Noget om et sommerhus


Det her kunne godt blive et af de rigtig lange indlæg. Om ufine ejendomsmæglere, om billeder, der kun fortæller halve sandheder og om sommerhuse, der bliver solgt lige for snuden af en. Tre gange.

Men det kan også bare blive et super kort indlæg. For hvorfor dvæle ved verdens længste sommerhuskigningsproces, når den nu er overstået, og jeg bare helt kort kan berette, at vi nu er blevet de glade ejere af et helt perfekt sommerhus. Og at jeg, selv om jeg er ganske nyslået sommerhusejer, allerede kan nikke genkendende til Maudes indlæg om det der med at have en boblende lykkefølelse helt ind i knoglemarven.

Det bliver godt, det sommerhusliv!

Hej have!

Slow living - selvplukkede jordbær og aviser, der sender blandede signaler


Buket fra ungerne <3


torsdag den 4. april 2019

Don't try this at home


Hvis nogen skulle gå og overveje, hvordan en bordskåner af kork nu lige ser ud, hvis man bager den ved 250 grader i 15 minutter, så kan I stoppe nu:



Selv tak.

(Og nej, jeg kan desværre ikke komme nærmere ind på, hvordan i al verden det lod sig gøre. Jeg kan til gengæld afsløre, at bagt bordskåner ikke lugter særlig godt).

fredag den 29. marts 2019

Noget om ikke rigtigt at vide noget

"Kommer du egentlig nogensinde tilbage til din blog", spurgte sødeste Skøre Liv forleden over en kaffe og en chai latte på det pulserende Nørrebro undervejs i min svada om bl.a. surhed, motion og alt mulig andet spændende. Et udmærket spørgsmål, som jeg svarede på med topmålet af begavelse: "Øhbøh, mjah, njarj, eller altså, måske. Det er bare fordi, jeg ... altså, mjah, nøh, hm". (Hvordan uddannelsessystemet nogensinde har sluppet mig igennem, er mig af og til en gåde).

Men altså. (Mjah, nøh, hm, njarj ...) Nu har jeg tænkt lidt over det, og det knap så vævende svar - og så alligevel - er, at det håber jeg. Jeg håber, at jeg finder drivet frem igen, så jeg har lyst til at skrive, fabulere og dele. At aktivere samlergenet til ikke kun at samle på porcelæn (don't ask), men også på hverdagshistorier og søde, små anekdoter, som jeg kan genlæse i takt med, at ungerne bliver større og klukle/græmmes/tænke over dem og de små snapshots af levet liv, der kan anes gennem dem.

Håbet er lysegrønt, siger man (eller - det er der i hvert fald nogen, der siger). Og det matcher jo meget godt med farven på træernes små, optimistiske blade lige nu. Så måske det er et tegn på, at jeg endelig får taget mig sammen og griflet lidt ned. Det har under alle omstændigheder været noget af en mangelvare på det seneste. Jeg har netop opdaget, at jeg har skrevet sølle tre (og det var 3! Det er nærmest pinligt) indlæg i 2018, så målet må være at nå over dét. Med dette indlæg er jeg oppe på hele to i år, så det burde være inden for rækkevidde. Men man ved selvfølgelig aldrig.

Men hvorom alting er, som min søde mor ofte sagde, så er jeg her nu. Og er der ikke noget om, at det er det, der tæller? Nærvær er blevet den nye valuta, har jeg en fornemmelse af, og det er der slet ikke noget dårligt at sige om. Tværtimod. Mere af det!

Og med de ord er der en højst nærværende støvsugning, et par insisterende interviews og en tøjvask, der skal tæmmes. Hjemmekontoret, når det er bedst. Men først: Kaffe!

Vi skrives ved. Håber jeg.

onsdag den 16. januar 2019

Noget om 2019

Nå. Jeg nåede så ikke at skrive mere i 2018. På trods af alskens gode intentioner løb tiden fra mig, og selv om der ligger en næsten fiks og færdig kladde klar, er den så julet, at den får lov at hvile i fred, mens jeg spekulerer på, hvorfor det nu lige var, jeg aldrig fik trykket på 'Udgiv'.

Og nu er det så et nyt år. Med alt hvad dertil hører af januar-gråhed, semi-forkølelser, metaltræthed ("Er det weekend nu, mor? Men så i morgen da? Eller i OVERmorgen?") og blanke kalendersider. Som gradvist bliver mere og mere fyldte, skal jeg lige tilføje (hej fritidsinteresser, arbejde, momsregnskab, legeaftaler, forældreundervisning (ja, det er en ting), familiebesøg osv.)

Efter et efterår, hvor jeg konstance har haft fornemmelsen af at være to skridt bagud med alt (alt, blev der sagt. Lige fra julenisserier, kalendergaver, december-hygge-overskud (overskud; hvilket overskud?) før skole, eftermiddagshygge efter skole, viljen (evnen?) til at organisere legeaftaler, you name it), er det befriende at starte på en frisk. Jeg har ingen egentlige nytårsforsætter, men det ville da være meget rart, om jeg og hverdagens tempo kunne følges lidt bedre ad her i 2019. Jeg har om nogen mulighed for at arbejde på sagen, for et arbejdsliv, der er organiseret som mit, giver ret frie rammer. Så i teorien burde det ikke være så svært. I praksis har det vist sig anderledes, men jeg er blevet overrumplet af dels arbejdsbunkerne, dels af de nye, spændende krav og forpligtelser, der følger med ikke længere at have to småbørn, men i stedet to relativt store skolebørn, der i samråd med os voksne skal huske madpakken, gymnastiktøjet, lektierne (og også gerne huske at lave dem), skolearrangementerne, legegrupperne, legeaftalerne osv.

Jeg tror simpelthen, at jeg har sovet i timen. Overset, hvor meget plads på hjerne-harddisken, der skulle sættes af. Så jeg har sat for lidt plads af. Og derfor er kommet i 'utakt', som vi sagde i Jylland omme i firserne, hvis nu man prøvede at gå i takt med klassekammeraterne, men man kom et skridt bagud. I ved. Typisk kan jeg indhente en utakt i løbet af timer eller dage (det gik noget hurtigere med at indhente den i firserne), men det er som om, den har fulgt mig hele efteråret. På trods af små lommer af tid. Juleferien satte dog en stor streg under, at tid netop var det, der skulle til - tidslommerne i løbet af efteråret var simpelthen bare ikke lange nok. Men det var de 14 dages juleferie dog. Trods alt. Og selv om jeg blev nødt til at arbejde en lille smule, var det ikke i et omfang, der gav hverken hjertebanken eller svedige håndflader. Tværtimod var der fortsat masser af tid til at lægge puslespil, gå ture, spille brætspil og spise julesmåkager.

Julesmåkagerne er nu sat på hylden, og fitnessabonnementet, som jeg underholdt med sidst, kører stadig derudaf. Det skyldes nok primært, at mine kunder lige skal opdage, at det er blevet hverdag igen. Og indtil de gør det, tager jeg mig tid til en god og blød opstart efter ferien. Det er slet ikke dårligt, sådan at kunne begynde dagen med en omgang træning, efter børnene er blevet afleveret i skole. Og fordi jeg er så dårlig til at huske min pung, når jeg går ud ad døren om morgenen, kan jeg ikke købe den kanelsnegl, jeg ellers altid har lyst til efter træning. Så måske - hvem ved - lykkes det at komme i de bukser, jeg kom til at købe en størrelse for små for snart to år siden, og som har hængt i skabet og hånet mig siden da. En eller anden dag, om ikke andet.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...