onsdag den 18. september 2019

Noget om september


Trofaste læsere af bloggen her (I skal ikke høre noget fra mig, hvis der ikke er flere tilbage – med min kadence ville det vist være topmålet af hovmod at tro, at horderne står og venter med tilbageholdt åndedræt på sproglige udgydelser fra min hånd) vil vide, at september er min yndlingsmåned. Jeg ELSKER september – det lille kølige twang, der kommer i luften, dagene med høj sol, og bladene, der begynder at gyldnes (er det et ord?) på træerne. Og kastanjer. Yay! Nuvel – september har også fået et islæt af savn og vemod, efter min mor gik bort. For 4 år siden! Tiden går stærkt, men savnet består og kommer af og til og rammer mig som en forhammer lige i panden.

I år er vi imidlertid fløjet ind i september så hovedkulds – og halvvejs igennem?! – at jeg dårligt nok har opdaget det. Det er, som om den der Nyt Skoleår-opstart midt i august (bliver det helt ærligt ikke senere og senere, de der børn skal tilbage på pinden?) trækker ud i det uendelige? Med forældremøder, opstart af fritidsaktiviteter, kagebagning til klassearrangementer, fagdage, sociale arrangementer og andet godt og blandet i én pærevælling?

Således står jeg nu helt perpleks med et Ældstebarn på mellemtrinnet (helt ærligt – hun gik da i 1. klasse for to minutter siden?) og et Yngstebarn i 2. klasse. Og mens perpleksheden over, hvordan de pludselig blev så store, fylder en del, fylder det lige nu noget mere, at jeg pludselig ikke har styr på NOGET som helst. Fra at have haft ok styr på hhv. skema, lærere og hjemlige pligter udi pennalhus-pasning, taskepakning, fritidsaktiviteter mv., er det hele jo blevet nyt! Alene det, at der pludselig er idræt på to nu helt nye dage, og at det ene afkom (men endelig ikke det andet!) skal møde omklædt i skole, er nok til at tage pusten fra lille mig. Og på mellemtrinnet, som vi jo andægtigt betræder for første gang, er hele lærerstaben mere eller mindre skiftet ud, og nu vrimler det med anekdoter om lærere, jeg ikke kendte til eksistensen af for blot en måned siden. Og eksistentielle spørgsmål, der gerne skal drøftes over aftensmaden som forberedelse til filosofi. Jowjow.

Det har tilsyneladende også slået mig helt ud af kurs, at Yngstebarnets spejder nu er flyttet fra tirsdag til torsdag – og en halv time senere end ellers, da han nu er rykket op i næste gruppe. (Trup? Division? Dunno!) Old habits die so hard (åbenbart), at det kun er lykkedes os at dukke op til Nye Spejder én gang (ud af indtil videre fire), fordi vi for helved’ kommer til at lægge planer om torsdagen hele tiden. ”For der har vi jo ingen fritidsaktiviteter”. Duh!

Vi har yderligere bidraget til forvirringen ved, at Ældstebarnets tre ugentlige gange til Fritidsinteresse pludselig er skiftet ud med regulær fritid, fordi afkommet gerne vil prøve noget andet. Vi bliver jo helt balstyriske over al den fritid, så derfor kan vi da lige forvirre begreberne lidt mere med at indføje en ny fritidsaktivitet – dog til Yngstebarnet – om onsdagen, der tidligere var helliget Ældstebarnets fritidsinteresse. Her er det indtil videre lykkedes os at møde op én gang ud af to so far - og vi HAR husket, at vi skal af sted i aften også - så måske noget rent faktisk lader sig gøre? Man har da lov at håbe.

Når det sådan bliver skrevet ned, lyder det egentlig ikke så svært. Men i praksis er det helt håbløst, åbenbart. Jeg blamer det på forældremøder, hytteture (x 2!), kagebagning og andet spændende og faktisk for det mestes vedkommende helt utroligt hyggelige, der bliver smækket ned lige oven i september. Krydret med hele fire fødselsdage, hvoraf vores egen lille enhed står for hele halvdelen af dem. Cue til mig, der inden længe bager cookies til en hel hyttetur for at fejre Yngstebarnet – fordi han ikke har lyst til den brunsvigerkagemand, jeg havde planlagt at købe mig fra. Så en hurtig afhentning af færdigbagt kagemand er skiftet ud med bagning af 80 cookies. Jowjow. Igen. 

Mens vi er i gang, skal vi også lige arrangere en fødselsdag for drengene i klassen og HUSKE noget til uddeling selvsamme klasse, så Yngstebarnet også kan blive fejret der. Nåh ja – og så skal jeg have bestilt bord, så vi kan komme ud og spise på min egen fødselsdag, der bliver holdt som en slags joint venture mellem mig og Yngstebarnet. Tiden (eller pengene, for den sags skyld) er der simpelthen ikke nok af i september til, at vi kan spise ude to gange.

*Ånder langsomt ud med en lille pibende undertone*

Jeg siger ikke, at jeg håber, september snart slutter. September måtte gerne vare dobbelt så længe efter min mening (især, hvis det her slagregn, dagen i dag byder på, lige stopper, tak). Men der måtte gerne lige være lidt mindre tryk på. Så der bliver tid til at nyde den sensommersol, der tilsyneladende ikke kommer ret meget mere af, hvis man spørger meteorologerne ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...