Viser indlæg med etiketten øgle. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten øgle. Vis alle indlæg

onsdag den 4. januar 2012

Alt er tilgivet mellem mor og øgle

når Øglen helt frivilligt, efter ganske frygtelig afhentningsseance fra børneren (bare tænk skrig, skrål, lynvisit af Sure Mor, der havde taget sine slægtninge Truende Mor, Lokkende Mor og Opgivende Mor med, og en umanerlig trang fra begge parter til at løbe skrigende væk) kravler op i sengen, hvor jeg er ved at amme Varanen til drømmeland  (jaja, dårlig vane, I know, men med kun en enkelt times søvn under vesten til ham i dag, så...), slår armene om mig og siger "Jeg ELSKER dig mor. Fordi du er min bedste... bedste... BEDSTE veninde!"*

Nårh!

Hun bliver nok ikke ved med at mene det, og hvis hun gør, vil jeg gøre mit ypperste for ikke at ende i et forhold som Joy og hendes mor har. Men lige nu, iggå... NÅRH!

(Og så mangler vi bare, at alt er tilgivet mellem far og øgle. Fra min ammeposition kunne jeg høre noget med noget skrig, skrål, kasten Barbarød i toilettet (idrk!) og gåen fuldstændig amokka (Øglen), fordi hun ikke måtte få den, nu temmelig våde, Barbarød med i seng. Akkeja...)




*Totalt for vildt lang sætning dér.

onsdag den 15. september 2010

MIR

"Mir. Mir. Mir. Miiiiiiir!" Det er det gennemgående ord, der smadrer ind i vores trommehinder hjemme på matriklen for tiden. Og med mindre jeg har taget helt fejl og slet ikke har opdaget, at Øglen er en russisk astronaut i forklædning, så betyder det "MIN!" (Håber for hende, at hun på et tidspunkt urer forskellen på "r" og "n", for ellers forudser jeg forståelsesproblemer for hende senere hen...)

Vidste jo godt, at vi næppe slap uden om "min"-fælden, men oh my g*d, det kan være belastende. Hvis Øglen er i ondt lune, er det ALT, der er "MIR!" - lige fra opvaskebørsten (be my guest, men så du også vaske op, altså) til alle! spisebordsstolene.

Fair nok, at hendes putteklude (plenum - har anskaffet et par backup-klude efterhånden) og yndlingsdukke er Øgle-territorium. Man behøver trods alt ikke dele alting. Men frygter virkelig, at hun bliver sådan en lille bestemmerfrans, som ingen gider lege med. (Hun er i øvrigt også begyndt at løfte pegefingeren, når jeg gør noget, jeg ikke må - iflg. Øglen, altså. Guderne må vide, hvor hun har dét fra, for sådan gør hverken HDD eller jeg, så vidt jeg ved).

Så på bedste pædagogiske vis er vi gået i gang med at forklare hende, at hun altså skal dele hhv. legetøj / spisebordsstole / opvaskebørste / mm. Det virker ikke en sk*d. Men måske en dag...

onsdag den 23. juni 2010

Forsigtig - der øgles!

Hvis der var nogen, der befandt sig i Indre By i dag ved 15.30-tiden, sådan omkring Nørreport, give and take, og spottede et kvindemenneske med en taske, en jakke, to cykelhjelme, et par begynder-sko, en lille thermojakke, et par shorts str. 80 og ét stk. skruphamrende mega-hysterisk Øgle under armen, jamn så var det såmænd bare mig.

Derudover slæbte jeg også på et par gevaldigt tunge øjenlåg, så alt i alt synes jeg egentlig, at jeg havde hænderne fulde - også i bogstaveligste forstand. Men det var Øglen aldeles ligeglad med, så hun vred og vendte sig og skreg af sine lungers fulde kraft (og det er RET højt, hvis nogen skulle være i tvivl). Da jeg skulle sætte hende i cykelstolen, mistede hun tilsyneladende fuldstændig evnen til at bøje i nogen som helst led i kroppen, og jeg lyver ikke, hvis jeg siger, at jeg seriøst havde svært ved at få hende sat ned og spændt fast - også selv om jeg selvfølgelig havde sat alle mine øvrige pakkenelliker fra mig. Ved stadig ikke, hvordan det lykkedes, men vi kom da hjem - under højlydte protester - og Øglen blev placeret i den nye ride. For det kunne jo være, at hun trængte til en lur?!

Apparently not!

Så hvis nogen var på Østerbro ved 16-tiden og spottede et par i deres bedste alder med en Croozer, hvis indhold skreg så højt, at man skulle tro, nogen var ved at begå et lillebitte mini-mord indeni den, så må I selv gætte, hvem dét var.

Humøret (Øglens) blev på ingen måde bedre af at komme hjem, og det eneste tidspunkt hun holdt op med at smide med ting (en Schleich-giraf gør rimelig nas at blive ramt af) og øgle rundt, var, da hun lige frådede 2 skiver rosa oksekød til aftensmaden. Kl. 18.15 øglede hun hen til sin soveklud (som også var blevet kylet rundt), forlangte at blive taget op, og begyndte med det samme at vinke, så vi tænkte, at det måske allerede var sovetid. Og det tog da så også kun 5 min. for hende at falde i søvn.

Ikke noget at sige til, at hun er lidt smadret efter at have sovet v i r k e l i g dårligt i nat (det endte med, at hun sov inde hos os, og det tror jeg faktisk ikke, hun har gjort, siden hun var 4-5 måneder gammel. Hun gider simpelthen ikke (øv!), men i nat var hun så ude af den, at det tilsyneladende bare ville være tæt på mor og far).

Håber MEGET på en roligere nat i nat. For det er ikke kun Øglen, der bliver træt af ikke at få sovet. Og humøret må egentlig også gerne være bedre i morgen. For da er det udelukkende mig, der skal stå for eftermiddagsunderholdningen, og det spår jeg bliver ret op ad bakke, hvis hun skal være lige så grumpy som i dag. Gad godt, at der var et tigerspring, jeg kunne skyde skylden på, men dén undskyldning forsvandt desværre efter 60 uger (eller er det 63 nu?!). Ærgerligt nok, faktisk, for det var altid en sikker vinder at ty til. Og det er nu så rart at kunne hænge surhed op på et eller andet (også selv om de der tigerspring aldrig har passet synderligt på Øglen).

Men så er der selvfølgelig den med tænderne. Så: det er nok, fordi der er en tand på vej, at hun er sur. Tror I ikke også? Hva' hva' hva'?

søndag den 20. juni 2010

Ny ride #2

Så har vi langt om længe fået vores Croozer. Vi var ude på en lille test drive i dag, og noget tyder på, at Øglen godt kan lide sin nye ride. Hun lagde hårdt ud med at smile og grine og vinke over hele linjen, hvorefter hun faldt i søvn. På et tidspunkt på dagen, hvor hun ellers aldrig sover. (Ok, hun er også lidt slatten i disse dage, men alligevel...)


Og apropos Øglen, så præsenterede vi hende for en artsfælle forleden:

De skal nok blive fine venner, de to... De har en del fællestræk; dimser rundt og hygger sig, kommer og skubber til en i ny og næ og brokker sig, når de vil underholdes. Pleo skal så ikke lige fodres og er ligeglad med at komme på legepladsen, når det øsregner. Men omvendt er han ikke så hyggelig at tage med på stranden (yay - der er åbnet en strand på Østerbro i dag!) og på legepladsen, ligesom det ville føles lidt tamt (tror jeg - jeg har ikke prøvet) at putte en reptil, som man bare kan slukke for (selv om det da NOGLE GANGE ville være meget rart, hvis Øglen havde en sluk-knap).

Håber, I alle har haft en god weekend. Jeg har nydt min i fulde drag - også selv om jeg og Øglen blev nødt til at blive hjemme fra en barnedåb i dag pga. slatten Øgle. Men tror, "fridagen" er givet godt ud - hun fik i hvert fald mulighed for at slappe godt og grundigt af, inden ny og krævende (og larmende) uge i vuggestuen sætter ind...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...