Øko-døko uge

Det er øko-uge i næste uge. Vidste I godt det? Jeg gjorde ikke, men jeg var så heldig at blive gjort opmærksom på det af nogle søde mennesker, der sendte mig en bugnende pakke med alskens øko-lækkerier. (Herunder en helt forrygende ginger beer (x2), som naturligvis allerede er røget ned i svælget. Sammen med øko-chokoladen og de tamari-ristede mandler. Nomnom).

Den Økologiske Uge er, som navnet antyder, en uge, hvor økologien bliver fejret. Et veritabelt tag-selv-bord af sjove, hyggelige og - selvfølgelig - økologiske arrangementer for både børn og voksne. Det er Økologisk Landsforening, der sammen med blandt andre Dyrenes Beskyttelse, Food, Madkulturen, Coop, Danmarks Naturfredningsforening og mange andre aktører sætter fokus på økologien. På de rene råvarer, der smager skønt, samtidig med at de passer på vores natur.

Det er svært at have noget imod sådan en uge. Og det har jeg da heller ikke. Overhovedet. Faktisk skal jeg (vistnok) til et af arrangementerne (eller hvad, Husmoder? Har vi stadig en aftale i næste weekend igen? Og blev vi i givet fald enige om lørdag eller søndag?).

Her i Den Nye By (som jeg nok snart skal finde på et andet alias til - nu har vi trods alt boet her i næsten et år, så den er ikke så ny længere) er de ikke helt så langt fremme i øko-skoene som i 2100 Spelt. (Men det er der næppe noget sted på kloden, der er). Ikke, at man ikke kan få økologiske varer her - vi har oven i købet vores egen, yderst velassorterede helse-biks, der er proppet til randen med Ø-mærker. Jeg har bare ikke indtryk af, at det er noget, man (og med "man", mener jeg den gennemsnitlige diamantbesatte borger) sådan går op i. Og da jeg for nylig lige stak hovedet ind til den lokale bager efter en liter mælk og formastede mig til at spørge, om de ikke havde noget økologisk af slagsen, så bager-damen ud som om, jeg var blevet sendt fra det ydre rum. Svaret var nej, så jeg gik ind til supermarkedet ved siden af og tog en liter øko. Fordi jeg kunne.

Jeg er ikke fanatisk overhovedet. Og økonomi spiller bestemt også en rolle. Men mælk og æg køber jeg udelukkende økologisk. Og gerne også frugt og grønt. Står valget mellem ikke-øko danske tomater og økologiske tomater fra Holland, så vælger jeg imidlertid de danske. Ligesom jeg ikke går så meget op i øko vs. ikke-øko, når der er tale om mere eksotiske frugter såsom ananas, pomelo, mv. (Der kigger jeg til gengæld efter Fairtrade-mærket, men det er en anden snak).

Jeg blander mig ikke i, om andre køber økologisk eller ej. Det må de selv rode med. Det er mig, der har bestemt mig for at købe så meget som muligt økologisk, og jeg vil ikke klandre andre for at gøre noget andet. Sådan synes jeg generelt, det skal være med holdninger og meninger, men som med så mange andre ting, er det ikke alle, der deler mit syn på sagen (mærkeligt nok. Jeg er jo så klog ;-)). Og da jeg forleden overhørte en samtale i den førnævnte Urte-Erna-butik mellem tre hardcore økologer, blev jeg altså helt træt. For at dømme efter deres (lange) snak (ført med tyste, hør-agtige stemmer og frelste blikke), var de ikke nogle af dem, der bifaldt det frie indkøbsvalg. Tværtimod.

Mens jeg stod i køen og ventede på, at de hvisketalte færdigt om østrogen, tungmetaller og dårlig fordøjelse, kom jeg til at tænke på, at jeg egentlig godt kan forstå, hvis nogen ikke orker økologi. Fordi de tror, at man bliver sådan lidt frelst-agtig af det. Ligesom dem i butikken. Og det er synd, for man kan jo sagtens købe økologisk og bidrage lidt til den sunde planet uden at iføre sig tøj bundet af hamp og forsage al makeup. Det håber jeg, at Den Økologiske Uge blandt andet kan kaste lys over. Så mange flere får lyst til at kaste sig over de lækre, økologiske råvarer og samtidig være med til at passe på naturen. Og sig selv, for den sags skyld.

Gør-Det-Sella is in da house

Øglen elsker modellervoks. Eller 'vokser', som hun vældig street-agtigt kalder det. Hun fik sådan noget totalt Øko-Erna-noget fra Stockmar til jul, men desværre skal man være stærkere end Hulken for at ælte det sammen, så det er blevet henlagt til skuffen. Måske får det en renæssance den dag, jeg opdager, at jeg lige står og mangler en kastestjerne eller et par ølbrikker, men som modellervoks er det altså ikke meget bevendt.

Nå, men Øglen fik så noget mere æltevenligt modellervoks. Som er fint og blødt og ovenikøbet også ugiftigt. Det er dog en anelse dyrt, så det kan hurtigt blive lidt af en udskrivning, hvis man gerne vil skifte det ud efterhånden som det får den der ubestemmelige grå-grumsede nuance, der formentlig kommer af, at farvesortering ikke ligefrem er den 2-åriges allerstærkeste side. Og så var det, at jeg erindrede, at min svigerinde engang har sagt - som det naturligste i verden - at man da bare kan lave sin modellervoks selv. "Yeah right", ville være min sædvanlige reaktion, men da jeg nu er a) sådan en på dagpenge, b) sådan en på barsel og c) sådan en, der ikke lige havde fået købt ny modellervoks til regnfuld søndag, besluttede jeg mig for, at i dag var dagen, hvor min kogekunst inden for legetøjsgenren skulle udfordres.

 

Ingredienserne røres sammen. Ser ikke videre appetitligt ud...

Og ved I hvad?! Det virkede! Mel, salt, olie, lidt citronsyre og noget kogende vand. Røre-røre. Ælte-ælte (kan anbefales ikke at være helt så ivrig som jeg, når man smækker hænderne ned i voks-massen. Sådan noget kogende vand er pudsigt nok stadig ret varmt de der 3 minutter efter, det er blevet blandet med de øvrige ingredienser). Dele-dele portionen. Farve-farve med frugtfarve, pastafarve, eller hvad man nu lige ligger inde med.

 

Færdigrørt - nu tilsættes farve efter eget valg (eller valgmuligheder)

 

Færdiiiig! Farverne drillede i øvrigt lidt - det var meningen, at den kødfarvede skulle være rød, at den røde skulle være lyserød, og at den sortblå skulle være lilla, men lad nu det ligge...

Øglen var ganske tilfreds med resultatet og kommenterede ikke de mislykkede farver. Hun æltede og byggede med stor entusiasme, og der gik da heller ikke lang tid, før jeg kunne konstatere, at også hjemmelavet modellervoks er i fare for at få ubestemmelig grå-grumset nuance, hvis man ikke er nazi med at holde farverne adskilt. Og det er man ikke med en Øgle i huset, så jeg skal vist snart i gang med en ny portion...
 

 

Voks og Øgle in action

 

Den nye voks omkring et nanosekund efter, at Øglen havde haft fingrene i det

Nu står de sørgelige rester i køleskabet og venter på at blive leget med igen engang. Efter sigende skulle det kunne holde sig i ganske lang tid, hvis det bliver opbevaret i lufttæt beholder i køleskabet. Bliver spændende at se. Men selv om det kun skulle kunne holde sig i et par uger, så er det egentlig stadig en vældig god deal at lave det selv. Det er nemt (og faktisk ret sjovt, selv om jeg bandede en anelse over, hvor meget sådan noget pastafarve kan sidde fast på hænderne), og så koster det ikke mange kroner. Desuden er det så ugiftigt som noget, så selv om jeg tvivler på, at det smager specielt godt, ville der ikke ske det store ved at tage en bid. Såøh - kom ikke her. Man bor vel ikke på Østerbro for ingenting, vel...