Viser indlæg med etiketten østerbro. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten østerbro. Vis alle indlæg

onsdag den 30. marts 2011

Hormonella

Man ved (eller burde i hvert fald få en stærk mistanke om), at man er gravid, når man begynder at græde til Jason Mraz' "I'm Yours" i bilen på vej til arbejde om morgenen. Helt ærligt. Jason Mraz. Og når man, dage efter, at ham der Holger ER blevet fundet i god behold (og samtlige medier i øvrigt går FULDstændig amokka over det og kalder ham den nye Knut*), alligevel lige bliver nødt til at knibe en lille tåre ved tanken om, at han har vandret rundt i en mørk skov hele natten.



Bliver jo nødt til helt at stoppe med at høre radio og læse nyheder, hvis det skal fortsætte på denne her måde...

I øvrigt tog Øglen endnu et skridt på vejen mod evig sundhed i går. Havde veninder på besøg og havde lavet en ordentlig portion boller i karry (det er der nogen, der har sagt, at børn godt kan lide?), men ikke om Øglen ville røre det. Hun ville til gengæld rigtig gerne ind i stuen og se Postmand Per og have nogle kiks med. Det sagde Onde Mor blankt nej til, men foreslog optimistisk, at hun jo kunne få en lille kop med kogt broccoli-buketter med (det syntes vi selv var vældig morsomt foreslået, os veninder). Det var dog som om, de smørrede grin stivnede lidt, da Øglen lykkeligt hapsede koppen, fortærede indholdet på 1½ sekund og kom drønende fire (4!) gange mere for at få "mere båkåli". Jowjow - det varer ikke længe, før hun bliver medlem af Kostpolitiet og kommer og støvsuger vores skuffer og skabe for usunde ting...

*Måske er jeg bare sippet, men hvis jeg var Holgers mor, ville jeg blive pænt gnaven over at se min søn blive sammenlignet med en nyligt afdød epileptisk isbjørn, der måske/måske ikke var temmelig indavlet.

tirsdag den 29. marts 2011

Gooooood morning, Østerbro

Økologisk speltfras (wtf?) - så bliver det vist ikke mere østerbrosk. Og Øglen har her til morgen vist sig som en vaskeægte indbygger i 2100 Spelt - sjældent er morgenmaden blevet indtaget med mere begejstring. (Noget måtte der jo gøres, siden både havregryn og yoghurt er dømt ude af smagsdommer-Øglen. Og spelt fras er åbenbart the shizzle blandt de små nutildags).

My preeeecious!

Spelt fras, min spelt fras

fredag den 13. august 2010

Ikke spor underligt

Nu er jeg jo efterhånden ved at være lidt af en connaiseur, når det kommer til legepladser i mit hood. Forstået på den måde, at Øglen har prøve-gravet en hel del sandkasser (pt. den absolut eneste legeplads-aktivitet, der har vundet indpas hos frøkenen) på og omkring Østerbro. Særligt én legeplads har fundet nåde for hendes kritiske sans, og det er - meget belejligt, og måske også grundet en del favoriseren fra mødrene side - den, der ligger tættest på der, hvor vi bor.

Så den har vi frekventeret en del. Derfor faldt det mig heller ikke særlig svært at genkende den, da Ann-Christine postede billeder af sine skønne tvillinger for nylig. På bedste cyber-stalker-manér fik jeg smidt en lummer "kommer I her tit"-kommentar, men det blev hun ikke skræmt af, så pludselig havde Øglen og tvillingerne en halv playdate på den lokale. Den blev ført ud i livet i går, og det (hvis jeg må bestemme egenrådigt, altså) bliver ikke den sidste. For det var da bare rætti hyggeligt. Og slet ikke underligt (syntes jeg). Og alligevel underligt, at det ikke er underligt, nu når man ikke kender hinanden. Men det gør man jo lidt alligevel. Synes altså, at konceptet Blogland holder.

...

Øh ja. Og Øglen hyggede sig forresten også. Tror jeg. Var generelt noget betuttet. Åd en del sand og sendte tvillingerne skeptiske blikke. Gav Ann-Christine en af tvillingernes sand-lege-ting. (Meget gavmildt barn, jeg har (!)) Skubbede lidt rundt med en plastic-bil og forsøgte at bryde ud af legepladsen. (Længe leve indhegninger). Mens hendes moar bare sad og sludrede. Hen mod slutningen tøede hun dog så meget op, at hun råbte "hejhejjjåh" (ved ikke lige, hvorfor hun er begyndt at putte et "jåh" bagpå "hejhejj"). Så jeg vurderer, at hun hyggede sig. Det gjorde jeg i hvert fald ...

onsdag den 3. marts 2010

Et Forstadseventyr

Der var engang 2 personer, der elskede hinanden (det gør de i øvrigt stadig, just for the record). De besluttede sig for at manifestere deres kærlighed i et barn - en lille pige - som kom til verden den første forårsdag i 2009. For nemheds skyld kalder vi hende Øglen.

I takt med, at Øglen voksede inde i moars mave, begyndte hormonerne at pumpe rundt. Særligt ét hormon var dominerende, og det var det, der på fagsprog hedder "nu når vi skal have et barn, skal vi da også have en have"-hormonet. 

Øglen blev født, og hormonet fortsatte med at dominere, så det lykkelige par satte sine lejligheder (pluralis) til salg. Uden at have købt noget andet at bo i, for banken havde sagt, at der var krise, så det var sådan, dén boligkage skulle skæres. Lejlighederne blev solgt meget hurtigt, og pludselig stod vores par næsten uden tag over hovedet. Alle de huse, der havde været til salg i det område, parret havde udset sig, var pludselig væk (altså, husene var der stadig - de var bare ikke på markedet længere!), så parret besluttede sig for at leje en lejlighed i området i stedet.

"Så er vi også tættere på, når vi skal til hus-fremvisninger, plus det jo er herude, vi får en institutionsplads til Øglen", sagde de snusfornuftigt til hinanden. Som sagt så gjort. En lejlighed blev lejet over hals og hoved (for der var nemlig heller ikke ret mange lejeboliger i området), og det var først efter, at lejekontrakten var blevet underskrevet, at parret fandt ud af, at lejligheden var utæt som en si, at der var sindssygt lydt, og at gennemsnitsalderen i lejlighedskomplekset var omkring de 90. (Duften af cerutter og sovs i opgangen burde måske have fået nogle alarmklokker til at ringe, men vores venner havde jo brug for et sted at bo, så sanserne havde vist været noget sløvede). 

Barnemoderen havde stadig barsel, da den lille familie rykkede til Gammelby (som Forstaden hurtigt blev døbt), og det tog ikke mange dage, før hun fandt ud af, at hun ikke trivedes. Hun kedede sig, men sagde til sig selv, at hun jo kun var på barsel nogle måneder endnu, så det kunne hun nok klare. Men da hun et par dage senere skulle til møde på sit arbejde (og aflevere Øglen hos noget familie på vejen), brast den lille "det skal nok gå"-boble. Det tog nemlig lidt over en time at komme frem, og den tur skulle jo tages hver dag, når barslen sluttede. Hver vej! Barnefaderen havde gjort sig de samme observationer, og ret hurtigt blev parret enige om, at siden drømmehuset nu alligevel lod vente på sig, skulle de så ikke vente lidt med Forstads-idyllen og tage et par år mere i byen?! 10 dage efter, at Østerbro var blevet skiftet ud med Forstaden, var vores par tilbage for at ose lejligheder.

Den rigtige lejlighed dukkede hurtigt op, og for 2 uger siden flyttede den lille familie ind i de nye rammer. Rygtet vil vide, at de er MEGET glade for at være tilbage i byen, og selv om de synes, det er hårdt arbejde at flytte (igen) med en lille baby, synes de, at det er det hele værd. De savner på ingen måde, den lejlighed de kom fra, men de taler af og til om, at det var synd, at det gik, som det gjorde. For Gammelby er i grunden et dejligt sted. Hvis man havde et lille hus, man kunne nørkle med. Og hvis man havde været helt færdige med bylivet. Og hvis bare en af parterne havde et job på den 'rigtige' side af storbyen i forhold til Forstaden. Og ikke, som det er i dag, at begge parter skal hele vejen gennem byen sammen med en million milliard andre pendlere.

Men det kommer måske en dag? Indtil da vil det unge (ahem!) par udnytte, at de har både familie og venner i Forstaden (og andre steder med græs, strand og skov), og i mellemtiden vil de nyde livet på 4. sal med unge (yngre end 90, i hvert fald) i bebyggelsen... 

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...