Lægen blev charmet af den søde udgave af Varanen, mens sygeplejersken, der fik lov at forestå selve vaccinationen, fik den temperamentsfulde udgave af ham at føle. Han var blevet advaret om, at det ville gøre lidt ondt, og det var han helt ok med. I teorien, om ikke andet. I praksis var det ganske fascinerende at se, hvor hurtigt et udtryk af først smerte, så vantro og siden harmdirrende vrede passerede hans smukke ansigt. Et splitsekund tog det, før han begyndte at græde hjerteskærende. Og yderst bebrejdende. Lille skat!
Heldigvis gik det hurtigt over, og han lod sig delvist formilde af det faktum, at sygeplejersken havde et Batman-plaster til ham. OG gav ham et ekstra plaster med løver på med hjem i lommen. Ud over det psykedelisk-blå armbånd, han scorede fra gavebøtten. Dog lod han hende med skulende mine og en ordknaphed, der bestemt ikke ligner ham, vide, at han mildest talt ikke var tilfreds med hendes måde at håndtere en nål på.
Ad sti af sted. Godt nok er det her billede ikke lige fra forleden, og godt nok sidder Varanen ikke så tit bag på 'blæsecyklen', som han kalder den, men altså ... Noget af det, jeg er allermest glad for i forhold til at være flyttet tilbage til byen, er, at jeg kan cykle til stort set alting. Yay!
Resten af fridagen blev tilbragt hjemme i den nye
Efter skoleafhentning cyklede vi, tre mand høj, i silende regn i hhv. kassecykel (Varanen. Som sad i helt og aldeles tørvejr og tilsyneladende var så komfortabel, at han faldt i søvn) og ny cykel med gear (Øglen). En ny cykel, der blev udfaldet af en weekendudflugt for et par uger siden, fordi hun var blevet alt for stor til sin gamle cykel. Varanen fik også en cykel og lærte at cykle på den på bare et par dage, men det er en historie til en anden god gang ...
Nå. Silende regn. Fridag. Jo, vi cyklede til Creative Space. Som jeg har hørt en masse godt om og derfor blev nødt til at prøve. Ungerne syntes, det var en glimrende idé og valgte hver deres dims at male på. Jeg sprang malingen over og valgte kaffe i stedet. Så var der også bedre tid til at agere tjenende, malingshentende og penseltørrende ånd, og ungerne kunne koncentrere sig om deres mesterværker. Øglens bliver en julegave til HDD, mens Varanens formentlig går til en af Øglens veninder. Med mindre han ombestemmer sig
Buttede fingre og pastelfarver. Accident waiting to happen ...
Efter maleriet satte jeg egentlig kursen hjemad, men Øglen havde sat næsen op efter kage, så vi tog en detour omkring en café, før vi tog hjem. Elsker at bo i cykelafstand til alting! Resten af eftermiddagen bestod af leg med papkasser (børnene), arbejde (mig. Helt fri kunne jeg altså ikke holde) og rydden op (også mig). Og forsøgen at rede trådene ud i de uendeligt mange skænderier, der kan opstå i og over en papkasse. Ikke, om jeg forstår, hvor børnene har deres temperament fra. Det kan i hvert fald ikke være fra mig. Ahem.
I dag er der så atter en
Det her er hjem nu. Udsigten over vandet og byens lys. Det er dejligt, men meget anderledes fra villahaven, så der er ikke noget at sige til, at familiens yngste lige skal vænne sig til det.
Varanens begyndelse i den nye gamle børnehave (Øglens gamle) har med pædagogernes ord været 'verdens nemmeste indkøring', og han taler allerede om alle dem, han gerne vil have legeaftaler med. Det gør godt i moderhjertet - og er særligt vigtigt at huske på på en dag som forleden, hvor begge børn på skift savnede DNP og vores forhenværende lille gule hus. Det gør lidt ondt i selvsamme moderhjerte, når de ønsker sig haven og hindbærbuskene tilbage, men samtidig er jeg overbevist om, at det ikke stikker så dybt. Det hele er bare stadig nyt - både for dem og for os - og vi skal alle finde vores ben at stå på her, hvor vi bor nu.
Generelt er der dog konsensus om, at her er godt at være, og jeg kan med stor overbevisning sige, at jeg ikke savner DNP det mindste. Min mor - hele tiden. DNP - så godt som aldrig. Kloge hoveder ville måske mene, at savnet til DNP er der et sted, men bliver overskygget af savnet til min mor. Og det er da meget muligt. Men som det er nu, oplever jeg intet savn til hverken forstadsbyen, huset eller haven. Lad os tales ved omkring det, når det bliver forår og vejr til at være udenfor igen. Så kan det være, at det har ændret sig. Men jeg tillader mig faktisk at tvivle ...