Viser indlæg med etiketten 2100 spelt. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten 2100 spelt. Vis alle indlæg

torsdag den 12. november 2015

Noget om fridage

Yngstebarnet havde en velfortjent fridag forleden. Velfortjent, fordi det sådan cirka må være lige så hårdt - hvis ikke værre - at begynde i en ny børnehave som at begynde på et nyt job. Han skulle til (sin nye) læge (pænt meget nyt at forholde sig til, når man kun er 4) og have sin 4 års-vaccination, og eftersom det, sidst jeg tjekkede, ikke var helt forsvarligt at sende en 4-årig af sted alene, holdt jeg fri sammen med ham. Og var med hos lægen. Hvor det viste sig, at pragteksemplaret af et barn er 109 cm høj og vejer 21,5 kg. Så tror da pokker, at jeg synes, han er så'n lidt halvtung at slæbe rundt på.

Lægen blev charmet af den søde udgave af Varanen, mens sygeplejersken, der fik lov at forestå selve vaccinationen, fik den temperamentsfulde udgave af ham at føle. Han var blevet advaret om, at det ville gøre lidt ondt, og det var han helt ok med. I teorien, om ikke andet. I praksis var det ganske fascinerende at se, hvor hurtigt et udtryk af først smerte, så vantro og siden harmdirrende vrede passerede hans smukke ansigt. Et splitsekund tog det, før han begyndte at græde hjerteskærende. Og yderst bebrejdende. Lille skat!

Heldigvis gik det hurtigt over, og han lod sig delvist formilde af det faktum, at sygeplejersken havde et Batman-plaster til ham. OG gav ham et ekstra plaster med løver på med hjem i lommen. Ud over det psykedelisk-blå armbånd, han scorede fra gavebøtten. Dog lod han hende med skulende mine og en ordknaphed, der bestemt ikke ligner ham, vide, at han mildest talt ikke var tilfreds med hendes måde at håndtere en nål på.

Ad sti af sted. Godt nok er det her billede ikke lige fra forleden, og godt nok sidder Varanen ikke så tit bag på 'blæsecyklen', som han kalder den, men altså ... Noget af det, jeg er allermest glad for i forhold til at være flyttet tilbage til byen, er, at jeg kan cykle til stort set alting. Yay!  

Resten af fridagen blev tilbragt hjemme i den nye og rodede lejlighed, før vi hentede Skolebarnet tidligt. Lige da hun fik fri, faktisk, hvilket er usædvanlig tidligt for hende. Som regel nægter hun at komme med hjem før kl. 16, men i går morges var hun træt og sprang til med det samme, da jeg foreslog at samle hende op tidligt. Dejligt, når lyst og mulighed falder sammen.

Efter skoleafhentning cyklede vi, tre mand høj, i silende regn i hhv. kassecykel (Varanen. Som sad i helt og aldeles tørvejr og tilsyneladende var så komfortabel, at han faldt i søvn) og ny cykel med gear (Øglen). En ny cykel, der blev udfaldet af en weekendudflugt for et par uger siden, fordi hun var blevet alt for stor til sin gamle cykel. Varanen fik også en cykel og lærte at cykle på den på bare et par dage, men det er en historie til en anden god gang ...

Nå. Silende regn. Fridag. Jo, vi cyklede til Creative Space. Som jeg har hørt en masse godt om og derfor blev nødt til at prøve. Ungerne syntes, det var en glimrende idé og valgte hver deres dims at male på. Jeg sprang malingen over og valgte kaffe i stedet. Så var der også bedre tid til at agere tjenende, malingshentende og penseltørrende ånd, og ungerne kunne koncentrere sig om deres mesterværker. Øglens bliver en julegave til HDD, mens Varanens formentlig går til en af Øglens veninder. Med mindre han ombestemmer sig - det er set før. Ever the gentleman.

Buttede fingre og pastelfarver. Accident waiting to happen ...

Efter maleriet satte jeg egentlig kursen hjemad, men Øglen havde sat næsen op efter kage, så vi tog en detour omkring en café, før vi tog hjem. Elsker at bo i cykelafstand til alting! Resten af eftermiddagen bestod af leg med papkasser (børnene), arbejde (mig. Helt fri kunne jeg altså ikke holde) og rydden op (også mig). Og forsøgen at rede trådene ud i de uendeligt mange skænderier, der kan opstå i og over en papkasse. Ikke, om jeg forstår, hvor børnene har deres temperament fra. Det kan i hvert fald ikke være fra mig. Ahem.

I dag er der så atter en hverdag. Hvor arbejdsbunkerne skal angribes, og børnene er i hhv. skole og børnehave. Og selv om jeg helst vil have dem begge tæt på og være sammen med dem hele tiden, så er jeg så taknemmelig over, at de tilbringer deres dage på steder, de holder af at være, og hvor der er mange, der holder af dem.

Det her er hjem nu. Udsigten over vandet og byens lys. Det er dejligt, men meget anderledes fra villahaven, så der er ikke noget at sige til, at familiens yngste lige skal vænne sig til det.

Varanens begyndelse i den nye gamle børnehave (Øglens gamle) har med pædagogernes ord været 'verdens nemmeste indkøring', og han taler allerede om alle dem, han gerne vil have legeaftaler med. Det gør godt i moderhjertet - og er særligt vigtigt at huske på på en dag som forleden, hvor begge børn på skift savnede DNP og vores forhenværende lille gule hus. Det gør lidt ondt i selvsamme moderhjerte, når de ønsker sig haven og hindbærbuskene tilbage, men samtidig er jeg overbevist om, at det ikke stikker så dybt. Det hele er bare stadig nyt - både for dem og for os - og vi skal alle finde vores ben at stå på her, hvor vi bor nu.

Generelt er der dog konsensus om, at her er godt at være, og jeg kan med stor overbevisning sige, at jeg ikke savner DNP det mindste. Min mor - hele tiden. DNP - så godt som aldrig. Kloge hoveder ville måske mene, at savnet til DNP er der et sted, men bliver overskygget af savnet til min mor. Og det er da meget muligt. Men som det er nu, oplever jeg intet savn til hverken forstadsbyen, huset eller haven. Lad os tales ved omkring det, når det bliver forår og vejr til at være udenfor igen. Så kan det være, at det har ændret sig. Men jeg tillader mig faktisk at tvivle ...

søndag den 7. august 2011

Gør-Det-Sella is in da house

Øglen elsker modellervoks. Eller 'vokser', som hun vældig street-agtigt kalder det. Hun fik sådan noget totalt Øko-Erna-noget fra Stockmar til jul, men desværre skal man være stærkere end Hulken for at ælte det sammen, så det er blevet henlagt til skuffen. Måske får det en renæssance den dag, jeg opdager, at jeg lige står og mangler en kastestjerne eller et par ølbrikker, men som modellervoks er det altså ikke meget bevendt.

Nå, men Øglen fik så noget mere æltevenligt modellervoks. Som er fint og blødt og ovenikøbet også ugiftigt. Det er dog en anelse dyrt, så det kan hurtigt blive lidt af en udskrivning, hvis man gerne vil skifte det ud efterhånden som det får den der ubestemmelige grå-grumsede nuance, der formentlig kommer af, at farvesortering ikke ligefrem er den 2-åriges allerstærkeste side. Og så var det, at jeg erindrede, at min svigerinde engang har sagt - som det naturligste i verden - at man da bare kan lave sin modellervoks selv. "Yeah right", ville være min sædvanlige reaktion, men da jeg nu er a) sådan en på dagpenge, b) sådan en på barsel og c) sådan en, der ikke lige havde fået købt ny modellervoks til regnfuld søndag, besluttede jeg mig for, at i dag var dagen, hvor min kogekunst inden for legetøjsgenren skulle udfordres.

Ingredienserne røres sammen. Ser ikke videre appetitligt ud...

Og ved I hvad?! Det virkede! Mel, salt, olie, lidt citronsyre og noget kogende vand. Røre-røre. Ælte-ælte (kan anbefales ikke at være helt så ivrig som jeg, når man smækker hænderne ned i voks-massen. Sådan noget kogende vand er pudsigt nok stadig ret varmt de der 3 minutter efter, det er blevet blandet med de øvrige ingredienser). Dele-dele portionen. Farve-farve med frugtfarve, pastafarve, eller hvad man nu lige ligger inde med.

Færdigrørt - nu tilsættes farve efter eget valg (eller valgmuligheder)

Færdiiiig! Farverne drillede i øvrigt lidt - det var meningen, at den kødfarvede skulle være rød, at den røde skulle være lyserød, og at den sortblå skulle være lilla, men lad nu det ligge...

Øglen var ganske tilfreds med resultatet og kommenterede ikke de mislykkede farver. Hun æltede og byggede med stor entusiasme, og der gik da heller ikke lang tid, før jeg kunne konstatere, at også hjemmelavet modellervoks er i fare for at få ubestemmelig grå-grumset nuance, hvis man ikke er nazi med at holde farverne adskilt. Og det er man ikke med en Øgle i huset, så jeg skal vist snart i gang med en ny portion...
 
Voks og Øgle in action

Den nye voks omkring et nanosekund efter, at Øglen havde haft fingrene i det

Nu står de sørgelige rester i køleskabet og venter på at blive leget med igen engang. Efter sigende skulle det kunne holde sig i ganske lang tid, hvis det bliver opbevaret i lufttæt beholder i køleskabet. Bliver spændende at se. Men selv om det kun skulle kunne holde sig i et par uger, så er det egentlig stadig en vældig god deal at lave det selv. Det er nemt (og faktisk ret sjovt, selv om jeg bandede en anelse over, hvor meget sådan noget pastafarve kan sidde fast på hænderne), og så koster det ikke mange kroner. Desuden er det så ugiftigt som noget, så selv om jeg tvivler på, at det smager specielt godt, ville der ikke ske det store ved at tage en bid. Såøh - kom ikke her. Man bor vel ikke på Østerbro for ingenting, vel... 

onsdag den 6. juli 2011

Frelsthed for en femmer

Ja, hvis nogen skulle være i tvivl, så har vi jo været på ferie. De to uger føltes som dejlig lang tid, mens vi var af sted, men nu - retrospekt - synes jeg måske godt, at de kunne have varet lidt længere. Ah well - sådan er det vel altid… Har dog stadig ferie-rester i kroppen i form af afslappethed, der tangerer zen, og sør'me om jeg ikke også har fået noget, der minder om kulør? Normalt bliver jeg højst mørkehvid (eller krebsefarvet), men denne gang har jeg ramt en eller anden (godt nok lidt fesen, men allywl) honning-tone. Beige, måske? Og det er store sager, når man er skummetmælksfarvet til daglig. Som en af verdens tre sjoveste udbrød i går, da jeg så hende: "Nejjjj, du har fået FARVE? Og du er jo ellers ikke ligefrem den, der stod forrest i køen, da der blev uddelt pigment". So true.

 Ja, ok - dårligt valgt billede, eftersom det er fra den første dag. Præ farve af nogen art. Jeg er jo nærmest selvlysende. Men det her var altså vores daglige vu på gåturen til legepladsen og is-manden. Ikke helt skidt, vel?

Nå, men zen og kulør. Ikke de værste ting at få med sig fra en ferie. (Og så dropper vi at tale om de mange kilo is i maven og væske i fødderne, jeg også har med hjem). Men det stopper ikke her. Der røg nemlig også en pæn portion frelsthed i hjemrejse-kufferten. For når man sådan hænger ud i solen og varmen i et land, der holder siesta i FIRE timer (hvad sker der for det?!) om dagen, og man i øvrigt også har resten af dagen til at tale sammen (når altså snakkechatollet Øglen ikke overdøver ethvert tilløb til tankevirksomhed med sit: "Se mor. En mindvølle. Den drejer. SE. En flyvemaskine! Brrrrmmmbrrr. På vej hjem. Aftensmad? Hurraahh, solen skinner. Ahhhhh, darjlig varmt. Is, mor? Iiiiiiis? NED OG SOPPE. NU!" *gentages i 30 uendeligheder*), så kommer man vidt omkring.

Den lille Øgle og havet

Vi har hver især fået læst en del, og mens litteraturen for mit vedkommende bestod af noget m a j e t læsevenligt af slagsen, læste HDD anderledes oplysende bøger. "Eating animals" af Jonathan Safran Foer, fx. Som jeg egentlig gerne vil læse, men ikke kan få mig selv til at gå i gang med, fordi jeg bare ved, at jeg vil synes, den er klam. Det syntes HDD også, den var. Og nu beHØVER jeg ikke læse den, for han har snakket så meget om den, at jeg bliver mere og mere sikker på, at det ville have været en vældig god idé bare at holde sig fra den. Så jeg kunne blive ved med at spise mine vandpumpede Netto-kyllingefiletter med god samvittighed. På den anden side er det jo aldrig nogen skade til at blive klogere, og det der med at være en oplyst forbruger sætter jeg egentlig en ret stor ære i. (At en af mine kolleger så kalder mig semi-hippie af selvsamme årsag er en anden diskussion).

Øglen i hopla

Men altså, uden at skulle referere hele bogen (eller HDD's udlægning af den), så handler den primært om, at de der dyr, vi (eller i hvert fald amerikanerne) spiser, ikke har det helt top-dollar. Tværtimod. Og jeg har jo hørt noget om nogle programmer på tv, der skildrer en dag i en burhønes liv og sådan noget, så vidste godt, at den nok ikke var helt god. Og den fornemmelse kan mr. Safran Foer så underbygge. Og HDDs udpenslinger af bogen sammenholdt med psykopatvarme (og tilgængeligheden af uanede mængder frisk fisk og skaldyr) gjorde, at jeg ikke havde særlig meget lyst til kød i det der Pastaland. Eller nu, for den sags skyld. Så det er ikke kød, der er blevet spist mest af - om overhovedet - siden vi kom hjem for hele fire dage siden. Har proppet en øko-spegepølse og en ditto leverståhej i kurven hos nemlig.com, og kunne da også godt have brugt lidt bacon, men det kan man af uransagelige årsager ikke købe online mere, og med "Eating animals" i baghovedet kunne jeg ikke få mig selv til at købe den konventionelle. I virkeligheden er økologisk kød vel heller ikke garanti for, at dyrene har haft det markant bedre i deres korte levetid - bare, at de har spist medicin-fri kost, og at det derfor er sundere for mig som forbruger at spise dem? Eller hvad?

Typisk hjemme-frokost i Pastaland. Og ja, der er lidt kød. Er jo ikke blevet helt fanatisk, vel?! 

Kan godt høre, at det lyder frelst, det her. Og er det vel langt hen ad vejen også. Men faktum er, at HDD og jeg ikke har brug for at spise alt det kød, som vi tidligere har gjort. Øko eller ej. HDD er desuden blevet fuldstændig pas på (siger man det mere, eller sidder jeg bare ubehjælpeligt fast i 90'erne?) svinekød. Og finder vegetaropskrifter og what-nots på Indernettet. Det er virkelig nye toner, skal jeg hilse og sige. Vi taler om manden, der kan tylle en dåse cocktailpølser og høvle hakket kød ned, som var det Matadormix. Men jeg nyder det, så længe det varer (som med det meste frelsthed tænker jeg, at this too shall pass) og undrer mig over, hvordan min krop tilsyneladende har det glimrende med at undvære kødet. Det kan selvfølgelig også hænge sammen med varmen (vi kan tales ved, når det bliver koldt igen, eller når jeg craver boller i karry). Indtil det sker vil jeg nyde kød i de mængder, det bliver serveret for mig, men vil i større omfang end tidligere prøve at finde alternative proteinkilder i den daglige husholdning. Øglen får kød i vuggestuen og vil naturligvis også få noget derhjemme (bare rolig - der går ikke Kernesund i den hjemme hos os), så hun skal også nok klare sig.

Ud over kød-retræten, har vi også besluttet at skære bare en ANELSE ned for sukker-indtaget. Sofa, tv, computer og slik/kage af en eller anden herkomst var blevet hverdagskost, når Øglen var blevet lagt i seng, og det lider alle vores sideben altså lidt under (de 12,5 kilo kom jo ikke helt af sig selv, vel?!). Så mindre sukker - faktisk ingen snacks om aftenen, mm. det er noget, der har vokset et eller andet sted engang (rosiner og peanuts tæller også, har jeg bestemt, så der bliver heller ingen raw food-bølge hjemme hos os).


Øglen har helt sikkert fået sine sukkerdepoter fyldt op til randen på ferien. Så en artikel i dag, der hed et eller andet i retning af "Så få is må dit barn få". Den læste jeg ikke. Er sikker på, den ville have gjort mig aldeles deprimeret.

Og mens vi er i gang, har vi nu også opsagt vores tv-pakke. Altså ikke fuldstændigt, vel, vi har stadig en lille pakke, men vi har for tit fjernsynet kørende med for mange ligegyldige ting, som vi alligevel ikke ser, fordi vi laver alt muligt andet, og så er der jo ingen grund til at pøse penge ud til det. Måske aftenerne også kunne bruges lidt mere konstruktivt - har jo fx købt en symaskine i julen engang, som stadig ikke er blevet pakket ud, så det kan være, at fraværet af knald-programmer kan få mig til i det mindste bare at åbne æsken. Så farvel til De Unge Mødre, Playhouse Disney (Øglen aner slet slet ikke, hvad der rammer hende!) og alle de dersens TV1000- og CANAL+ kanaler. Og goddag til mere musik, flere bøger og brætspil. Og måske en symaskine?

Ak ja. Intentioner og idealisme har jeg i hvert fald nok af. Fikse idéer er jeg også leveringsdygtig i. Rygrad - knap så meget. Men lidt har vel også ret? Vil i hvert fald nyde frelstheden så længe, den varer, og gøre alt for ikke at blive lige så røvsyg at hænge ud med, som jeg godt lidt kan høre, jeg er kommet til at lyde…

Nemt nok at blive lidt frelst i de her omgivelser, er I ikke enige?

Jeg er faktisk stadigvæk meget sød og sjov (synes jeg selv). Jeg er bare holdt op med at spise så meget kød i en periode. Jeg er trods alt ikke begyndt at male mit eget korn, bage legetøj af spelt og spinde min egen uld. Endnu. Når jeg begynder på det, er det ok at råbe vagt i gevær. Eller gennemtæve mig med en kotelet. Så den opfordring er hermed videregivet.

Og nu vil jeg gå ud i køkkenet og se, om der er et eller andet nedfaldsfrugt, jeg kan spise. Eller også kunne jeg nyde, at vi har Kanal 4 lidt endnu og se noget House. Pakke føromtalte symaskine ud? Klaske en biga-dej sammen? Tage opvasken fra madklubben har været på besøg? Alle de muligheder - og sjovt nok tror jeg allerede nu, at jeg ved, hvilken en, der vinder...

onsdag den 30. marts 2011

Hormonella

Man ved (eller burde i hvert fald få en stærk mistanke om), at man er gravid, når man begynder at græde til Jason Mraz' "I'm Yours" i bilen på vej til arbejde om morgenen. Helt ærligt. Jason Mraz. Og når man, dage efter, at ham der Holger ER blevet fundet i god behold (og samtlige medier i øvrigt går FULDstændig amokka over det og kalder ham den nye Knut*), alligevel lige bliver nødt til at knibe en lille tåre ved tanken om, at han har vandret rundt i en mørk skov hele natten.



Bliver jo nødt til helt at stoppe med at høre radio og læse nyheder, hvis det skal fortsætte på denne her måde...

I øvrigt tog Øglen endnu et skridt på vejen mod evig sundhed i går. Havde veninder på besøg og havde lavet en ordentlig portion boller i karry (det er der nogen, der har sagt, at børn godt kan lide?), men ikke om Øglen ville røre det. Hun ville til gengæld rigtig gerne ind i stuen og se Postmand Per og have nogle kiks med. Det sagde Onde Mor blankt nej til, men foreslog optimistisk, at hun jo kunne få en lille kop med kogt broccoli-buketter med (det syntes vi selv var vældig morsomt foreslået, os veninder). Det var dog som om, de smørrede grin stivnede lidt, da Øglen lykkeligt hapsede koppen, fortærede indholdet på 1½ sekund og kom drønende fire (4!) gange mere for at få "mere båkåli". Jowjow - det varer ikke længe, før hun bliver medlem af Kostpolitiet og kommer og støvsuger vores skuffer og skabe for usunde ting...

*Måske er jeg bare sippet, men hvis jeg var Holgers mor, ville jeg blive pænt gnaven over at se min søn blive sammenlignet med en nyligt afdød epileptisk isbjørn, der måske/måske ikke var temmelig indavlet.

tirsdag den 29. marts 2011

Gooooood morning, Østerbro

Økologisk speltfras (wtf?) - så bliver det vist ikke mere østerbrosk. Og Øglen har her til morgen vist sig som en vaskeægte indbygger i 2100 Spelt - sjældent er morgenmaden blevet indtaget med mere begejstring. (Noget måtte der jo gøres, siden både havregryn og yoghurt er dømt ude af smagsdommer-Øglen. Og spelt fras er åbenbart the shizzle blandt de små nutildags).

My preeeecious!

Spelt fras, min spelt fras

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...