Viser indlæg med etiketten HDD. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten HDD. Vis alle indlæg

tirsdag den 13. marts 2012

For(h)år

... Lame-o overskrift. Jeg ved det. Men klokken er mange, og jeg kunne ikke finde på noget bedre. Sowwy.

Men altså. Jeg er blevet klippet. Farvel til barselshår (der måske faktisk ikke er blevet klippet i et års tid, og derfor var blevet noget langt og træt i betrækket. Og krøllet). Og goddag til ny frisure med pandehår. Som rent faktisk kræver, at jeg føntørrer i det mindste bare pandehåret om morgenen. Og måske lige opper mig en anelse på makeup-fronten. For selv om der røg en del hos frisøren, så var poserne under øjnene desværre ikke en del af det. Til gengæld bliver de måske faktisk fremhævet lidt ekstra af pandehåret. Så makeup it is. Og selv om jeg egentlig overhovedet ikke har tid til eller gider fønne eller makeuppe om morgenen, så er det nok en meget god øvelse. Taget i betragtning, at min barsel slutter om 1,5 måned (wtf? Hvor blev tiden af? Kom tilbage med den straks!), og jeg så skal til at ud i Det Virkelige Liv. Hvor folk er i deres gode ret til at blive bange for mig, hvis der ikke sker noget med poserne.

Skal lige vænne mig til, at der nu er ret meget mindre hår. Og at mit spejlbillede ser noget anderledes ud, end jeg lige går og regner med. Men det er blevet meget godt, tror jeg (og nej, jeg poster ikke et billede).

I stedet for billede af nyt hår, kan I få et billede af det hår, der er blevet klippet af. Og af et par halve reptiler. I lækkert forårs-modlys.

Så nu kan jeg sætte kryds ud for 'hår' på min ikke-eksisterende Kom Op Af Barselssumpen-liste. Næste punkt må være noget manicure (sjældent har man set så sløje hænder som mine), eftersom jeg har et gavekort til sådan en omgang liggende et eller andet sted. Formentlig under en stak stofbleer. Og en forkæl mig selv-dag i DGI-byen. Som jeg sjovt nok også har et gavekort til.

Og så er der jo det der med tøjet. Selv om jeg er tyvstartet lidt, så lader min garderobe stadig meget tilbage at ønske. Men det sætter naturligvis også sine begrænsninger, at det skal være ammevenligt (lidt endnu, om ikke andet). Bilder mig selv ind, at de to halskæder jeg kom til at købe i dag, kan gøre noget godt for de mere 'plain' ting, jeg har i skabet, så det er da et skridt i den rigtige retning. Og så er jeg jo velsignet med verdens sødeste kæreste, der i går - efter helvedesputning af Varanen - lige kunne trylle lidt sommergodter til fødderne. Både mine og Øglens. Så SE lige her:

New Balance-sneaks til mor og datter

Jeg er meget begejstret. Og det er Øglen også, tror jeg. I hvert fald har hun løbet en del rundt i hendes og råbt "NYE LØBESKOOOO!" et utal af gange. Og krydret med et "De er meget pæne, mine nye løbesko, far!" Jeg har indviet mine i dag, og mine fødder er glade. Rigtig glade. Efter at have henslæbt de sidste mange måneder i übervarme støvler, er de lykkelige for at komme i noget fodtøj, der - udover at være smarte (synes jeg i hvert fald) også er lavet til at være gode at gå i i det fan-tas-tiske vejr, vi har haft de sidste par dage. Hej forår! Hvilket er påkrævet, når man på 2. uge i rap er oppe på en daglig gennemsnits-traske-med-barnevognen-distance på omkring de 10 km.

Såeh. Hår. Tjek. Tøj. Semi-tjek. Sneakers. Tjek. 

Jeg er godt på vej. Så mangler vi bare, at hovedet og hjertet følger med, så jeg både kan være trendy OG totalt-for-færdig-med-babyboble-agtig, når jeg skal aflevere barselsdepechen til HDD og futte ud i Det Virkelige Liv (som i øvrigt kommer til at byde på anderledes og ret så spændende ting, tror jeg. Mere om det i et andet indlæg). Så det er godt, at der trods alt er 1,5 måned endnu, så jeg kan nå at vænne mig til tanken...

tirsdag den 16. august 2011

Puslespil på den nye måde

Øglen elsker puslespil. Og har gjort det lige siden, hun var ganske lille. Først dem med knopper, siden de 'rigtige' puslespil. Og, hvis fremskridtet fortsætter, ender hun måske med at sidde og bande over temaet "skovsø med 5000 brikker" engang.

Desværre er det ikke alle steder, det er lige praktisk at have et puslespil med. I bilen, fx. Og så er det jo heldigt, at vi Øglen har Padden. For ikke nok med, at den kan vise film og underholde, til man Øglen segner; den kan også klare et puslespil eller to.

Da vi Øglen fik Padden, gik vi straks på jagt efter apps, som var sjove og samtidig bare en my lærerige. Der er RÆTTI mange apps derude, og mange af dem er også ganske udmærkede - langt størstedelen er bare på engelsk, og hvor ambitiøs jeg end gerne vil være på Øglens vegne, synes jeg alligevel, at det er skudt lidt over målet at lære hende engelsk i en alder af 2,5. Jeg blev lidt irriteret over det ringe danske udvalg, men lod den ligge dér - hvad kan en Øglemor gøre afterall?! Men HDD nøjedes ikke med at blive irriteret - han blev inspireret. Og i og med, at han er lidt af et kode-hoved *host nørd host* satte han sig for, at han ville gøre noget ved det.



Siden er det blevet til mange timer foran (bagved?!) computeren med kryptiske tegn og programmer på skærmen. Og ved I hvad?! Nu er det, der bare var ideer og kryptiske tegn, blevet til en rigtig iPad-app. Sådan en, man kan købe i AppStore, hvis man har 6 kr., man ikke lige ved, hvad man skal bruge til. (Håhr, kan I huske dengang, 6 kr. var en formue, hvis man var på visit i slikbutikken?! Man kunne jo få herremeget slik; især hvis man holdt sig til 10 øres-tingene...) Navnet på den lille ny er (det gode danske) Lift-out puzzles. Og er, som navnet antyder, en elektronisk pendant til de analoge knop-puslespil...

Hvis der er nogen af jer derude, der har en iPad og en tumling, der godt kunne tænke sig at prøve det dersens puslespil, så smid lige en kommentar og/eller en mail - så kan det være, at jeg HDD giver en voucher og sparer jer for hele 6 kr. Så kan I jo se, om det er noget, eller om jeres tumling vender tommelen nedad. Og samtidig kan I høre min sprøde røst, for det er nemlig mig, der helt forkølet og lettere dorsk (som vi ville sige i Jylland) udtaler navnene på alle dyrene / tingene i spillet. Uuuh - dét var lokkemad, der var til at tage og føle på, hva'?! Øglemors stemme direkte hjem i stuen. Waouw...

- Posted using BlogPress from my iPad

søndag den 17. juli 2011

Shut up, already!

Ok. Her er dealen. Den næste, der siger til mig, at jeg er så stor, at jeg

a) må vente verdens største barn (med tøhø-bemærkning om megabarnet på 7,3 kilo, der blev skrevet om i avisen forleden)
b) må love at lade være med at føde lige her og nu, for "det er jo lige oppe over, ikke?!"
c) burde få tjekket en ekstra gang, om der vitterligt kun er ét barn derinde

… well - de får tæv. Med en våd søndags-Berlinger (inklusiv boligtillæg, hvis det stadig kommer med) og en Rømertopf.

Var til 30 års fødselsdag i går. Med burgere på grillen, bobler i glasset og kinesiske lanterner i forstads-tusmørket. Voksen-snak. Holden i hånd med HDD på havebænk og sniksnak med søde mennesker, jeg ikke har set alt for længe. Uden Øglen (yiii-ha!). Altsammen helt perfekt. Med det lille aber dabei, at stort set alle dem, jeg kender perifært (og enkelte, som jeg ikke kender overhovedet) kommenterede, hvor stor jeg er. "Arrrjjj, en stor mave. Hvor er det FLOT, at du kommer i aften. Det må jo være lige oppe over!". "Nejnejnej, sæt dig bare ned, A - du skal da ikke hjælpe med at dele kopper og servietter rundt (ting, som jo ellers er kendt for at være enormt tunge(!)), når du er så gravid, som du er". "Du er da blevet meget stor, hva'?! Men det er vel meget normalt, når man venter tvillinger *indsæt selv hjertelig latter fra leverandøren af beskeden*". Og. Så. Videre. Og når jeg så sagde, at der rent faktisk er to måneder til termin, så de allesammen helt forfærdede ud og begyndte at overveje, hvor stor jeg så kan ende med at blive.

31+0. Taget for 3 dage siden, og jeg synes egentlig ikke, at jeg er vokset markant siden. Og ja - min mave ER stor. Men samtale-emne stor? Really?

Jeg ved godt, at det ikke er ondt ment. Og det er jo sødt af dem i det hele taget at lægge mærke til og interessere sig for min mave (det skorter det jo generelt lidt på som flergangs-gravid - også af og til fra den vordende mors side, skulle jeg hilse og sige). Men stadigvæk… Shut up, already!

Men ved nærmere eftertanke, så fik jeg også den slags kommentarer, da jeg ventede Øglen. En særlig modig sjæl foreslog endda, at jeg nok ventede firlinger. Og kun fordi jeg er et venligt menneske, slap hun for at få en flad. Hun indkasserede til gengæld et overmåde anstrengt smil - som hun sikkert ikke engang lagde mærke til. Nogle gange gad jeg altså godt have lidt mindre pli og bare bede folk om at flette næbbet…

Men nå. Jeg har gået i flinkeskolen og ender jo som regel med bare at smile høfligt og komme med en kæk bemærkning om, at jeg ganske rigtigt er gigantisk, men at jeg også gør mit til, at de danske bagere ikke skal blive arbejdsløse (kom ikke og sig, at jeg ikke er sjov. Eller noget…). Og i virkeligheden betyder det jo heller ikke så meget.

Det, der betyder noget er, at vi havde en fantastisk hyggelig aften i går. Der går for længe imellem, at HDD og jeg er til fest sammen, og det er sq så hyggeligt. Øglen blev passet hos farmor, hvor vi også crashede efter festen, og her til morgen har vi bare taget den med ro og hørt, hvor meget Øglen havde hygget sig i går. Hun havde spillet bold med naboens barnebarn, spist is, lavet puslespil, charmeret sin 88-årige oldemor (ikke at forveksle med Troldemor) og tillagt sig en ny ting med at lægge hovedet på skrå, smile nuttet, række hånden ud og med lilleput-stemme sige "kom med, lille farmor". Ergo havde hun snoet alt og alle om sin lillefinger, og det var tydeligt at mærke, at hun havde haft en fest. Skøøønt.

Ved et tidligere besøg hos farmor. Knap så meget sol denne gang, men mindst lige så meget hygge, lyder beretningen...

Nu er vi hjemme igen. Øglen ser Dyrene på landet, HDD rykker rundt i stuen (!?), og jeg er ved at bage et brød med min biga-dej, der blev færdig i går. Inden længe skal jeg ud i regnvejret for at besøge en veninde, og hvis jeg ikke skal gøre hende alt for bange, burde jeg måske begive mig i bad først. Mmmm… Kan lige holde til det her tempo.

onsdag den 13. april 2011

Bestillingsindlæg: Det første møde

Her kommer lige et bestillingsindlæg mere. Åbnede jo selv lidt for muligheden forleden, kan man sige, da jeg efterkom Louises ønske om at høre noget om Øglens Steiner-agtige vuggestue. Og GravidGrahvad var ikke sen til at benytte sig af mulighedsvinduet (hvorfor er det lige, at 'mulighedsvindue ikke lyder heeelt så catchy som "window of opportunity"?!)

Hun ønskede sig et indlæg om, hvordan HDD og jeg mødte hinanden. Og jeg erindrer da også svagt et eller andet om, at jeg engang i et kommentarspor var så sløset at skrive noget om, at det kunne være, at jeg kom med historien en dag. Det gjorde jeg så bare aldrig. Fordi jeg glemte det *flov smiley* Men NU er der ingen vej udenom. Og ligesom sidste bestillingsindlæg, så bliver det her langt. Rætti langt. Det er derfor ganske frivilligt, om I vil læse med helt til slutningen (undtagen dig, GG - du er tvangsindlagt).

Billede herfra

Det var i det herrens år 2007. Jeg havde været single i 1½ år, og selv om jeg havde haft en fest, var jeg så småt begyndt at være klar til at møde en sød fyr. Så jeg ikke behøvede at være helt mutters om søndagen. Eller gifte mig med min søde søde veninde, i matchende hvide læderkjoler, som var planen, hvis ingen af os havde mødt en mand, når vi fyldte 35. (Ikke, at det ikke ville være smadderhyggeligt at være gift med min veninde. Bevares).

I single-tiden havde jeg drukket min del af drinks og udstået min del af irriterende, fulde folk, og jeg kunne, uden at tænke alt for meget over det, hurtigt konstatere, at det der med at finde en kæreste i det københavnske natteliv nok ville blive omtrent lige så nemt, som det er at finde Osama bin Laden. Altså måtte jeg lægge hovedet i blød. Hvor f***** møder man ellers søde mænd, hvis man ikke gider gå til obskure fritidsinteresser eller troppe op til samtlige fodboldkampe på den lokale sportsbar? Det tog mig forbavsende lang tid at nå frem til åbenbaringen Netdating™, når man tager i betragtning, hvor meget tid jeg (også dengang) tilbragte ved computeren. Måske fordi jeg, delvist ubevidst, syntes, at det var liiiiidt taber-agtigt sådan at blive nødt til at sætte datingen i system. At det ikke var helt lige så "rigtigt", hvis det foregik på den måde, som hvis man bare lige bumpede ind i verdens sødeste fyr nede i Netto, tabte sin taske, han hjalp med at samle den op, og man så bare - lige dér, midt i Netto - fandt ud af, at man ikke kunne leve uden hinanden.

Men dengang (som nu) levede jeg i den der virkelige verden, hvor sådan noget bare ikke sker. I hvert fald ikke, når man bor på Østerbro, og den Netto, man oftest frekventerer, er en af de travleste i landet. Hvis man taber sin taske derovre, kan man være så sikker som amen i kirken på, at nogen vil vrisse højlydt af en, for derefter at køre taskeindhold - og måske en selv - over med barne- eller indkøbsvogn, og al sød musik vil forstumme, før den overhovedet er opstået.

Netdating™ it was.

Billede herfra (og nej, det er ikke mig på billedet)

Søgte moralsk støtte hos en af verdens tre sjoveste, som var med til at forfatte en vældig morsom og sød og catchy og alt det der profiltekst (syntes vi i hvert fald selv). Men det der med billede nægtede jeg. Selv om jeg selv konsekvent sorterede alle henvendelser fra fyre uden billede væk. Jeg kontaktede naturligvis ikke nogen selv - ventede på, at de kom til mig. For jeg var jo lidt hævet over det der pjat. Men. Det endte faktisk med at blive helt sjovt. Selvfølgelig var der nogle klaphatte, men modsat i nattelivet, hvor klaphattene har en tendens til at svirre som bananfluer, så er det lidt nemmere at give dem et dødbringende klask via Netdating™ - nemlig ved at tie dem ihjel. Easypeasy. Og der var faktisk ret langt mellem de VIRkelig store klaphatte. Der var derimod en masse søde mennesker.

Nogle af dem mødtes jeg med, andre skrev jeg bare lidt sammen med. Men der var ikke rigtig noget, der fængede. Ergo tog jeg min sjove veninde i ed igen. Vi tweakede min profiltekst, så den blev endnu sjovere (det skulle man ellers ikke tro var muligt), og hun truede mig til at hoppe ned fra min høje hest og selv begynde at kontakte nogle fyre. Det måtte jeg jo så indvillige i. Om end modstræbende.

Men. Inden jeg nåede det, så var der jo denne her søde fyr, der kontaktede mig. Han boede på Østerbro, havde pænt hår, kunne skrive, var vild med musik og gik til næsten lige så mange koncerter som mig, og så var han sjov! What's not to like?! Efter tre mails foreslog han, at vi skulle mødes, og selv om jeg syntes, det var pænt hurtigt, slog jeg til. Senere har jeg så fået at vide, at det var fordi, han ikke gad betale for endnu en måneds medlemskab af datingsiden (nærigr*v). 

Bog herfra. Jeg har aldrig læst den. Men det gik jo helt fint alligevel...

Vi udvekslede telefonnumre. Og han foreslog, at jeg jo bare kunne ringe. Ehm. Altså. Nej, helst ikke. For sagen er den, at jeg ikke er voldsomt glad for at tale i telefon med folk, jeg ikke kender. Jeg er blevet bedre til det, men dengang er det vist ikke nogen overdrivelse at sige, at jeg var en lille smule bange for at skulle ringe til næsten fremmede mennesker. Bare sådan noget som vvs'eren og skoleadministrationen kunne få mig til at gå lidt i coma, så tanken om at skulle ringe til HDD, var temmelig angstprovokerende. Jeg fik snoet mig udenom, og vi klarede planlægningen af vores første møde via sms og e-mail (nu udenom datingsiden, fordi NHDD (Nærige HDD) ikke ville betale de 69,- (mener jeg), det kostede pr. måned).
Haribo-kys herfra

Skæbnen ville, at jeg i den periode havde sindssygt travlt. Jeg havde lige fået en fuldtids-praktikplads, min sjove veninde og jeg var lige gået i gang med at skrive speciale, og en af mine meget gode veninder skulle giftes, og jeg var med i polterplanlægningsudvalget. Det levnede ikke mange tomme felter i kalenderen, men vi fandt da ud af at mødes - 14. februar 2007. Valentine's Day, som en af os konkluderede i en mail. Men med en pæn portion distancerende ironi kunne vi sagtens overbevise os selv og hinanden om, at det jo ikke betød noget. Det ER jo en amerikansk ting, som vi i vores kækhed på ingen måde behøvede at tage del i. Og det behøvede vi da heller ikke. Men det behøvede resten af Kbh åbenbart. Så da vi først havde mødtes for at høre lidt jazzzz (og var gået efter første set, fordi man jo sjovt nok ikke kan tale helt vildt meget sammen til en intim-jazzkoncert, hvor man udgør ca. 1/4 af publikum, uden at påkalde sig unødig opmærksomhed), gik vi på Café Sommersko. Hvor der var hjerter over det hele og Lady in Red i højttalerne. Der var sne udenfor, café latte i kopperne og samtaleemner til mere end bare én date, så da vi fulgtes hjem til Østerbro efter en hyggelig aften, blev vi enige om at gentage succesen.

Det gjorde vi så ugen efter, og vi er blevet ved med det i efterhånden lidt mere end 4 år. På trods af, at jeg faktisk var snothamrende forkølet og på penicillin på vores første date. Og i øvrigt havde forsøgt at sno mig udenom ved at udsætte daten, men var blevet blankt afvist af HDD, som mente, at "man vel altid kunne drikke en kop kaffe". Temmelig vedholdende, dér, men senere har han fortalt, at han troede, at min forkølelse bare var et påskud for at droppe daten helt, og det ville han ikke lade mig gøre. (Så kan man jo spørge sig selv, om han fortrød dén disposition en smule, da han så mig ankomme - med et hoved på størrelse med en sækkestol og et års forbrug af Kleenex i tasken).

Men et eller andet må jeg jo have gjort rigtigt, for han gad godt se mig igen. Og igen. Og igen. Også selv om jeg havde så psykotravlt og arbejdede hele tiden - hvadenten det så var på specialet eller på praktikpladsen. Men det hjalp selvfølgelig lidt på det, at vi rent faktisk arbejdede det samme sted (ja, det var et temmelig stort sted, så havde ikke lige spottet hinanden på "jeg tabte lige min taske i kantinen"-måden). Og at vi boede ca. 500 meter fra hinanden. Og brugte den samme Netto. Så i teorien KUNNE mit Netto-scenarie godt have udspillet sig for os. Hvis nu månen havde stået i 7. hus og Jupiter havde ligget på linje med Mars (næh, vent lidt - det er sq da fra The Age of Aquarius).


Billede lånt her. Kunne også være en mulighed for at møde en kæreste, tænker jeg - til en åbningsfest i Netto...

Havde jeg vidst den aften, at jeg her, lidt mere end 4 år senere, ville have en lejlighed, en bil, en 2-årig Øgle og en Kamæleon på vej med ham der den søde fra Elitedaters, ja så ville jeg nok have haft en anelse mere præstationsangst på vej til vores første date. Og have forudset, hvor svært det ville være at få bord på en restaurant på alle vores årsdage fremover. Fordi det er på den der Valentine's Day. Men på den anden side, så er det nok meget godt, at jeg ikke lige havde en krystalkugle. For 2007-mig ville måske have været skræmt fra vid og sans - næsten direkte fra singlehood ind i far, mor og børn. Men engang imellem er det vist bare det bedste at svæve i lykkelig uvidenhed, for jeg har ikke fortrudt et sekund. Hvis jeg skulle gøre noget som helst om i mit og HDD's forhold, er det eneste vist, at jeg en anden gang ville have brugt en flyttemand til at flytte HDD's seng fra hans lejlighed til min, da vi sådan officielt flyttede sammen. Eller i det mindste en bil. Jeg ville ikke længere gide at slæbe den hele vejen. HELLER ikke selv om der kun er 500 meter. 500 meter er for langt, når man slæber på en halvandenmandsseng.

Så det er HDD og mig. Ikke noget, der ikke tåler dagens lys. Men til gengæld en stor stor kærlighed. Som kun er blevet større, efter Øglen er kommet til. Og som det næsten ikke er til at forstå måske vokser proportionelt, når Kamæleonen melder sin ankomst. Ret vildt, hvad internettet kan gøre, ikke?

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...