Viser indlæg med etiketten Så stop dog. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Så stop dog. Vis alle indlæg

torsdag den 2. februar 2012

Men jeg ammer jo?!

I morges fik jeg en hjerneblødning af de større (blame it on the snot). Frisk - eller, ok... "frisk" dækker det nok nærmere - ude af badet, på vej ind for at finde dagens outfit (hæhæ, lyder fancy, ikke?! Kan dog betro jer, at tøjet for tiden består af jeans, ammetop og variation over sweater eller cardigan), mødte jeg Vægten. Som stod der i morgenlysets skær og kiggede hånligt på mig. Og i stedet for bare at lade den være og svælge i, at jeg, sidst jeg betrådte dens grumme glasoverflade, vejede nøjagtigt det samme, som da jeg blev gravid, så sprang jeg optimistisk op på den.

Det var en dårlig idé.

Altså, min hjerne ved jo godt, at det ville være noget underligt noget, hvis alle de kalorier, jeg kører ind i form af slik, kage, is og sukret te efter mørkets frembrud, bare forsvandt ud i den blå luft. Men jeg ammer jo, så jeg må godt! Det er min krop så bare ikke helt enig i, lader det til. For vægten i dag viste 2 kg mere, end den gjorde sidst - og det er vel omkring en måned siden. 2 kg er ret meget på en måned, synes jeg - i hvert fald, hvis det fortsætter i det tempo. Min første indskydelse var naturligvis, at vægten måtte være i stykker, men den ser desværre ud til at fungere upåklageligt. Og selv om jeg i virkeligheden ikke går såååååeh meget op i, hvad jeg vejer, men snarere hvordan jeg føler mig, så kan jeg jo ikke løbe fra mit spejlbillede særlig længe, i hvert fald. Som er aldeles nådesløst - ligeledes i morgenlysets skær - og som har en ubændig trang til at fortælle lang og kedelig historie om dansehåndtag og bløde lår.

Og jaja - det hele bliver selvfølgelig meeeeget bedre, når jeg for alvor får taget fat på løbetræningen til det der bette løb, jeg har meldt mig til. Jeg skal da bestemt også i løbetøjet igen, når snotten har fundet exit, men motion gør det jo ikke alene, så indtil videre har jeg vinket farvel til aftensnackeri ifa. meget kalorierige ting. I stedet har jeg her til aften lavet en kande af den fantastiske te, der var med i min oplevelseskasse, og så har jeg spist fire (ja, 4 - havde egentlig taget to med ind i stuen til HDD, men han ville ikke have, og så kom jeg til at spise hans...) mandariner. Og det er egentlig helt ok. Savner i hvert fald ikke slik (endnu), men det kan også hænge sammen med, at jeg alligevel ikke kan smage noget pga. forkølelse...

Såeh - babysteps, men det er også fint. Det er et tempo, jeg kan følge med til. Og den gåtur på 10 km jeg var på i går og den på 5, jeg var på i dag, må da også tælle for noget (og så ikke et ord om den latte på sødmælk, jeg bestilte sammen med mødregruppen på Krummen & Kagen bagefter). Desuden så ammer jeg jo, så lige om lidt har jeg smidt de 2 kg dér. Og måske endda mere til. Lige om lidt, blev der sagt!!! Så bliver jeg også ekstra flash i min pailletblazer, der kom i dag, og som faktisk er virkelig fin. Når den ligger ned, i hvert fald. Har ikke lige fået den prøvet endnu...

Og hey, Birgitte - hvis jeg bestiller kage i morgen, når vi ses til kaffe, har du nu officielt håneret...

søndag den 14. august 2011

Stop mig, en eller anden

Hej, jeg hedder Øglemor. Og jeg hækler. Desværre kan jeg kun hækle ligeud, så det eneste, jeg efterhånden er blevet rimelig ferm til at hækle, er tæpper. Men dem hækler jeg til gengæld også mange af. Nu er det bare sådan, at der er en grænse for, HVOR mange hæklede tæpper, man egentlig kan bruge. Derfor er jeg da også begyndt at dele lidt ud af beholdningen. Sidst belemrede jeg en veninde med et grønt alfabet-tæppe. (Men det syntes jeg blev ret fint, så sådan et skulle Varanen da også have. Så jeg hæklede et sennepsfarvet alfabet-tæppe til Varanen. Ikke ligefrem den rigtige metode til at holde beholdningen af tæpper i skabet på et minimum).

Sennepsfarvet alfabet (genbrugsbillede - har altså kun hæklet ét sennepsfarvet alfabet...)

For hundrede år siden fik en anden veninde et 'bølge-tæppe' i barselsgave, og for endnu flere hundrede år siden, fik min lille niece et vældigt farverigt tæppe. For nylig hæklede jeg så endnu et bølge-tæppe - egentlig til Varanen, men HDD bliver ved med at insistere på, at det er for tøset i farverne, så nu ryger det sq nok snart også af sted som noget barsels-hækleri (stakkels veninder - her gik de sikkert og håbede på noget kært Småfolk-tøj eller en lækker barselskurv, men de fik skæve hæklerier, gjorde de).

Men det stopper jo ikke her. For da vi var i Pastaland i sommer (suuuuk - "i sommer"... så ved man, at det er ved at være efterår), havde jeg jo en milliard garnnøgler med. Når man skal transportere sig så længe i bil og tog, som vi gjorde, skal man i hvert fald ikke gå ned på garn. Så der blev hæklet igennem - i drengefarver (iggå, HDD!) Så Varanen ikke kun skal være svøbt i sennepsgult og/eller tøsefarvet.

Da vi kom hjem fra Pastaland, valsede jeg endnu engang ind i garnbutikken - uden helt at vide, hvad jeg skulle have (skal jeg vist bare til at lade være med) - og sør'me om ikke jeg endte op med garn til endnu et tæppe. Som jeg nu e n d e l i g er blevet færdig med. Så jeg kan gå i gang med at bruge alt det garn, jeg købte, sidst jeg var på raid i garnbutikken. Kan sige så meget, at dét ikke skal bruges til et tæppe. Eller - det er i hvert fald ikke planen, men der er et eller andet, der tyder på, at det alligevel altid er det, jeg ender med, så man skal aldrig sige aldrig. (Men hvis det ender med et tæppe, må vi aldrig fortælle det til garndamen, for hun mener, helt ligesom jeg, at der må være grænser for, hvor mange tæpper, man kan og skal bruge...)

Pastalands-tæppet i drengefarver
 
Det nyeste tæppe-skud på stammen
 
Og NU tror jeg så også, at Varanen har tæpper nok. Der er et til sengen og et til barnevognen - og så endda et ekstra til at glemme i S-toget / mødregruppen / til rytmik (hvis vi skal gå til sådan noget) / andet mystisk sted. 

Kan man mon lide af compulsive hæklet tæppe-disorder? Eller garn-misbrug? Under alle omstændigheder er der godt nogen, der må stoppe mig. Ender jo med, at jeg står og kaster hæklede tæpper i grams fra fjerde sal, mens sagesløse mennesker forsøger at slippe forbi nede på gaden uden at blive ramt.

Må vist hellere gå i seng. Og krydse fingre for ikke at drømme om løbske hæklenåle og andre krea-skrækscenarier. Vil gerne have en rolig nats søvn, for jeg skal nemlig tidligt op og til Fyn i morgen og mødes med skønne skønne damer. Bl.a. hende her. Hurra! Goodnight all!

mandag den 23. maj 2011

Sssschhhh!

HDD vandt puttetjansen i dag, mens jeg handlede (nemlig.com, I ved) og vaskede op. Gnæggede lidt i skægget over dén arbejdsfordeling, eftersom jeg i går brugte den bedste del af en time på at synge samtlige børnesange fra Øglens Shufflebook, læse historier og forsikre hende om, at "mor står lige uden for døren" sådan ca. 58.000 gange.

Og fordi jeg er et dårligt menneske, så synes jeg, at det er mest rimeligt, hvis Øglen så giver HDD samme behandling, når det er ham, der putter. Men der gik lige nøjagtigt 4 minutter (arj, ok - det kan også være, der gik 5), og så var HDD tilbage. Gæt selv, hvor meget af opvasken jeg havde nået at tage på dét tidspunkt. Ikke én sang havde han fået lov at synge. Til gengæld havde Øglen overtalt ham til at få sit elskede (temmelig u-steinerske) klaver med i seng. Så nu - tre kvarter efter puttetid - er der et sandt potpourri af buttede barnehænders klaverklimpren, dyrelyde (oh yes - det kan det nemlig også sige) og Bjældeklang-medleys.

Det er sådan en svend, vi snakker om. Køn, ikke? Hapset herfra.

Altså, det er da selvfølgelig dejligt for både HDD og jeg, at vi ikke behøver at rende ind og ud af hendes værelse hele tiden, fordi hun kalder (i går "tabte" hun meget belejligt alle sine Shufflebook-kort ud af sengen omkring 4.900 gange, og fordi hun ikke er så kvik er så umanerligt godt opdraget, stod hun ikke ud af sin seng og hentede dem selv. Men så kaldte hun jo bare på mig i stedet. Suuuuk).

Nu kalder hun overhovedet ikke. Hun klimprer bare. I stor stil. Og hver gang, der så småt er ved at blive ro derinde, så gør klaveret lige opmærksom på, at det jo altså ligger lige dér og er tændt (skod-funktion - opfinderen har tydeligvis ikke børn selv). Og SÅ går det løs igen.

Egentlig er det ret sjovt. Og temmelig gakket. Men der kommer et tidspunkt i enhver mors liv, hvor man bare ikke KAN holde til at høre mere Bjældeklang. Jeg tror, det tidspunkt er ved at være oprandt for mit vedkommende.

fredag den 20. maj 2011

Shoppe-trang!

Nå, men siden jeg nu ikke må købe noget til Krummen (som jeg vist lige så godt kan omdøbe Kamæleonen til - HDD kalder ham det konsekvent, og jeg staver alligevel Kamæleon forkert hele tiden), så kan jeg vel gå på udkig efter noget til mig selv?! For jeg craver at bruge penge. Som jeg godt nok ikke har, men altså - det er en craving, og jeg er gravid, så jeg må godt. Basta.

Udfordringen er bare, at jeg tilsyneladende ikke kan begrænse mig. Jeg har netop brugt en h***** masse penge hos Hø&Møg - toppe, barselsbukser og andet mave-venligt tøj (og sikkert også noget mave-uvenligt tøj - glemmer stadig dunken engang imellem. Utroligt nok). Jeg har bare ikke modtaget noget af det endnu, så det er ret nemt at bilde mig selv ind, at jeg overhovedet ikke har shoppet. Så jeg har kigget lidt mere på nettet og har fundet nogle ting, som jeg jo helt sikkert ikke kan leve uden:

*Klassiske sølv-hoops fra Julie Sandlau, fx. Det er jo ikke muligt at blive ved med at eksistere, hvis jeg ikke får sådan et par. Vel? Især ikke fordi jeg kun har ét par sølv-øreringe, og det er jo sletter ikke nok. Vel? Så det eneste, der adskiller mig og øreringene udover en slunken konto er spørgsmålet om, hvorvidt det skal være de små eller de store hoops. (Jep, jeg har store problemer...)
 Billede lånt her

*Underskøn Diane von Fürstenberg-kjole, som jeg tilfældigvis faldt over på Trendsales. Jeg har et eller andet med hende DvF og har meget svært ved at lade en smuk kjole glide mig af hænde. Også selv om den i virkeligheden er for dyr og for elegant i forhold til, hvad jeg har brug for lige nu. Står nemlig desværre ikke liiiige og skal til en fest, hvor så elegant beklædningsgenstand er påkrævet (det er så her, en af jer lige smider en invitation til et eller andet min vej - om ikke andet, så bare proforma, så jeg kan overbevise mig selv (og HDD, selvfølgelig) om, at købet er helt berettiget). Så selv om man godt kan være gravid i kjolen (siger sælger), så nytter det jo ikke noget, hvis den ikke bliver brugt. Og det der med at sige, at det jo bare er den kjole, jeg skal bruge til Krummens barnedåb, det ved vi jo godt allesammen ikke holder en meter. For når den barnedåb engang kommer, er jeg enten for tyk, for ammende (selv om den faktisk ser ok ammevenlig ud på måske-falder-brysterne-alligevel-ud-af-sig-selv-måden) eller for jeg-craver-nyt-tøj-agtig til overhovedet at gide at kigge i skabet efter noget, jeg har i forvejen.


Billede lånt hos thisnext.com

*Ny pusletaske. Fordi jeg ikke rigtig orker at se mere på den Gaia & Ko jeg havde sidst. Desuden er den blevet temmelig træt i betrækket efter flittig brug, så farvel med den. Har længe cirklet om en Storksak Elizabeth - det gjorde jeg allerede, da jeg ventede Øglen, og min lyst til at eje tasken er ikke blevet mindre af, at jeg har set Ann-Christine flashe den på legepladsen fra tid til anden. Men nu er det bare sådan, at HDD skal have en hel del barsel i denne ombæring. Det havde han ikke med Øglen, så derfor havde jeg mere eller mindre frit slag til at vælge pusletaske (og så valgte jeg en sort Gaia & Ko?! Vorherre bevares!), men denne gang vil han gerne have noget, han magter at blive set med igen og igen og igen. Så jeg har lagt hovedet i blød. Og faldt egentlig først for en lækker sag fra Liebeskind, som Cecilie viste for et stykke tid siden. HDD var dog ikke overbevist (nok egentlig med rette), så nu har jeg bestemt mig for, at sidste nye fund skal overbevise ham helt og aldeles. Har nemlig lige fået øjnene op for Ally Cappelino, og mere unisex bliver det altså ikke. Vel, HDD?!

Billede lånt herfra 
Skal så bare lige overbevise mig selv om, at det er ok at give det samme for en taske i noget oilskin-lignende halløj med ca. 5 kvadratcentimeter læder på, som for en taske lavet nærmest udelukkende i kernelæder. Men man kan vel vænne sig til meget...

Og så er der alle småtingene. Alle de der nice to have-ting (fordi ovenstående, som tidligere beskrevet, jo er intet mindre end livsnødvendige). Måske man skulle spørge TDC, om ikke de er søde at kappe internetforbindelsen herhjemme. Så kan jeg nemlig ikke netshoppe, og det ville hjælpe en hel del, eftersom jeg nærmest aldrig shopper i fysiske butikker. Alternativt kunne jeg ringe til Nye Bankrådgiver og spørge, om hun ikke kan inddrage mit Dankort. Eller bare spærre det (kan nemlig kortnummer og udløbsdato og alt det jazz udenad). For noget bliver der nødt til at ske.

Og oveni alle de der livsnødvendigheder skal der så også være penge tilovers til Krummen. Som måske/måske ikke må tage på sin kappe, at vi skal have en søskendevogn. Hvad har I andre af erfaringer med sådan en svend? Er det nødvendigt, når der er 2,5 år mellem poderne? Nogle veninder siger nej. Andre kigger på mig, som om jeg er gal, når jeg end ikke havde overvejet det. Men når der er 3 km til vuggestuen, og det nok bliver mig (og baby), der skal hente Øglen hver dag, så er det måske meget rart. Eller hvad? Argh!

Nu er jeg forvirret. Men forvirret er godt. For jeg shopper sjældent, når jeg er forvirret. Og nu er jeg også blevet i tvivl om, hvorvidt DvF-kjolen i virkeligheden er for udringet (selv med en top under), når man som jeg render rundt og ligner hende her. Argh. Tror bare, jeg går i seng. Godnat. Blev der sagt.

onsdag den 18. maj 2011

Redebyggeri

HDD siger, at det er for tidligt at begynde at købe de (i virkeligheden relativt få) ting, vi skal bruge, når Kamæleonen kommer. Aner ikke, hvad han snakker om, for der er jo kun... fire måneder... Som indeholder alverdens fri- og feriedage. Og noget med noget barselshalløj nogle uger inden fødslen. Så der er jo SLET ikke tid til at købe ind.

...

Hrmpf. Hader, når han har ret.

Så jeg er naturligvis blevet nødt til at anskaffe mig et eller andet til mini-Øglen. Noget, som ikke rigtigt kunne gå under betegnelsen køb. Tænketænke. Noget, som er så længe undervejs, at HDD nærmest har glemt en tid, hvor det ikke eksisterede. Tænketænke videre.

Aha!

Hækling. Af en masse garnrester, jeg alligevel havde liggende (så er det vel nærmest genbrug?). Som HDD ovenikøbet længe har være mega-træt af. Totalt win-win. Jeg rydder op i garn-kurv (der godt nok havde brækket sig ud over meget af sofaen), HDD bliver mindre ond i sulet over selvsamme garn-kurv, og jeg får noget dims til mini.

Stribet zig-zag-tæppe. Med lige rigeligt med 'pige-farver' til HDD's smag. Men come on - Kamæleonen skal vokse op i 2100 Libertystof, så jeg tænker, at han overlever en lilla nuance eller to.

Øglen (nu uden overkrop?) indvier tæppet med en lille regndans

Desværre er det jo sådan, som jeg vist også har nævnt før, at jeg kun kan hækle ligeud. Så Kamæleonen ender med at blive Barnet Med Alle Tæpperne. Det er lidt synd for ham. Men alternativet er, at han bliver Barnet Uden Nogle Ting Overhovedet, og så tænker jeg, at tæpperne må være at foretrække. Eller hvad? Hvorom alting er, så har jeg nu ikke rigtig noget garn tilbage, så hæklerierne stopper her. Så ikke mere wannabe krea-blog herfra. Pwomise!

****


Og nej - der er ikke nyt fra Nye Bankrådgiver. Eller, dvs., at hun ringede og undskyldte mange gange. Og sagde, at hun ville sende et eller andet, vi skal underskrive (de Helt. Vildt. Spændende. Ting?) med posten. Kan jo slet ikke sove for bare spændingzzzzzZZZZZ...

torsdag den 17. februar 2011

Not funny, del 2

Jeg vidste det jo egentlig godt. At jeg ikke er sjov. Bliver simpelthen nødt til at huske, at jeg skal lade være med at joke om ting, der vedrører Øglen, og som muligvis kunne lede tankerne hen på vanrøgt. Derfor vil jeg aldrig mere takke relativt perifær (og så perifær er han alligevel ikke, faktisk - vi holder da møder på jævnlig basis) kollega for at rykke et møde frem, så jeg kunne nå at hente Øglen - og så tilføje et "men ved nærmere eftertanke ville det egentlig være meget smart at have holdt fast ved det oprindelige tidspunkt. Så kunne jeg nemlig hente hende hos Den Sociale Døgnvagt, som jeg alligevel kommer forbi på vejen hjem".

Det var ikke sjovt. Overhovedet. Og blev ikke sjovere af, at jeg - i febrilsk forsøg på at lette stemningen - plaprede løs om, hvor mange gange, man mon EGENTlig kunne benytte sig af dén model, før nogen råbte vagt i gevær. Så den er noteret. Den Sociale Døgnvagt er ikke sjov. (Og det ved jeg jo egentlig også godt. Jeg er bare lidt lam).

I øvrigt mange tak for alle jeres gode fødselsdagsgave-idéer. Øglens mormor var hurtig på aftrækkeren og satte sig hårdt på Duplo dukkehuset, så jeg er stadig i syv sind. Er blevet rimelig varm på at give hende et puslespil (Steiner-gokkerne taler varmt om sådan noget her, men hun kan jo godt få en lille ting mere. Så jeg tænker stadig...)

onsdag den 1. september 2010

Så stopper det!

Jeg lover hermed, at jeg ikke blogger mere om løb (eller anden fysisk aktivitet) i den næste måned. Det ER jo ikke en sports-blog det her. Det er bare så nyt for mig at være aktiv, at jeg slet ikke kan lade være med at skrive om det (læs: blære mig).

Men nu er der ikke flere løb i en måned. Træningsture, jowjow, men ikke løb-løb. Var til det lillebitte undselige DHL-halløj i Fælledparken i går. Der var jo ikke særlig mange mennesker. Eller... vent lige lidt...


















Der blev løbet og hygget og spist (men hvad skete der for al den hønsesalat, der var i DHL-kasserne?!), og jeg overlevede. Til trods for ret så ømme stænger efter natteroderiet forleden. Af uransagelige årsager føltes de 5 km i går som femTUSIND km, mens de 10 km forleden var til at holde ud. Ved ikke, hvad der var galt (måske det grønne filttæppe man skulle løbe på gennem meget af parken?), men jeg troede, at jeg skulle dø et par gange undervejs på ruten. Klarede det dog uden at standse og endte også med en tid på 26,21 - det hurtigste jeg nogensinde kommer til at løbe, er jeg bange for. Ikke ligesom den hurtigste på et af firmaets øvrige hold, der da lige løb på 20.59. Det er jo ikke menneskeligt... (Eller også er jeg bare misundelig)

Farmor passede Øglen, mens der var løb. HDD og jeg er nemlig nogle af de der typer, der arbejder samme sted, så vi skulle begge to ud og svede. Til en anden gang ville jeg nok have nogle andre forslag til, hvad vi skulle lave på en børnefri aften, men én gang om året går det nok at have motions-date sammen med utrolig mange kolleger.

Men nu. Nu stopper jeg som sagt med at ævle om løb. Kan ikke love, at der ikke kommer et lille blære-indlæg i slutningen af september, hvor jeg skal løbe FriLøbet. Men derudover bliver der tyst som i graven, hvad angår løb. Promise.

Zip.

mandag den 16. august 2010

Tredje person

Jeg er lidt en detaljerytter, når det kommer til sprog og grammatik og så'n. Der skal ikke frygteligt meget til, for at det skurrer i mine ører, og derfor bliver jeg vældig irriteret på mig selv, når jeg får en ny sproglig 'grille'. Som at sætte "fætter" bag på alting, fx (det var rent faktisk smart i 90'erne), at sige "ik'å'?" hele tiden (godt, jeg er stoppet med det, for jeg ville sikkert blive skudt for at sige dét i Kbh. Her siger man "ik'åss?", hvis man siger noget, har jeg fundet ud af), eller at krydre alting med engelske ord (noget jeg tilsyneladende ikke kan gøre noget ved - de bliver VED med at snige sig ind, men jeg skyder skylden på mit studium og bøjer ellers nakken; man skal vælge sine kampe med omhu og alt det dér).

Jeg har haft mange sproglige griller gennem tiden og har dem stadig - nogle mindre graverende end andre. Én husker jeg dog i særdeleshed, selv om det (også) var i mine unge teenage-år. Det var den med, at jeg omtalte mig selv i tredje person. Hele tiden. "Ja, ok - szå szagde hende her ogzå lige, at...", "Prøliåhør, hvad A sagde den anden dag..." og videre i dén dur. Det har sikkert været smart (for jeg tvivler på, at jeg var den eneste, der gjorde det - eller havde fundet på det, for den sags skyld), men det er altså PÆNT irriterende. Og grunden til, at jeg harcelerer over det nu, er, at jeg har bemærket, at det er kommet tilbage!

Cirka 14.576 gange dagligt hører jeg mig selv sige "Kom ud til mor, lille skat", "Hørte du ikke, hvad mor sagde?!", "Mor sagde nej, lille Øgle" og 14.573 andre varianter af samme budskab. Og cirka 14.576 gange dagligt tænker jeg "Så hold dog OP med at omtale dig selv i tredje person!".

Jeg ved godt, at jeg ikke er den eneste, der gør det. Og fred være med alle andre, der gør det. Men hvorfor kan jeg tilsyneladende ikke stoppe med det? Er det fordi, Øglen ikke forstår mig, hvis jeg erstatter samtlige "mor" med "jeg"? Er det fordi, jeg tror, at Øglen ikke forstår mig, hvis jeg erstatter samtlige "mor" med "jeg"? Er det fordi, jeg er blevet invaderet af et særligt tredje persons-hormon, der har taget bolig i min krop og først forsvinder, når Øglen bliver 18? Eller hvad? Hvis der er nogen, der har nogle råd til, hvordan jeg holder op med det, så modtager jeg dem gerne.

Hvor irriterende det end er, er det dog som om, det har virket, det der med at sige "mor" hele tiden. Øglen er nemlig begyndt at sige det klart og tydeligt. Tit. Det er sødt. Og (også) lidt irriterende. For det gør det væsentligt sværere at ignorere, synes jeg. "Nåhrrrr, kaldte du på mor, lille skat?! Hvor er du dygtig!", "Mor kommer nu, Øgle", "Mor er på vej". Argh - here we go again...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...