Viser indlæg med etiketten afslapning. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten afslapning. Vis alle indlæg

tirsdag den 21. marts 2017

Noget om en weekend uden børn

Pga. den seneste tids nedetid har jeg helt glemt at berette, at HDD og jeg har haft et helt døgn uden børn i forrige weekend. Et helt døgn! Det kan jeg ikke huske, hvornår vi sidst har haft, men det må have været imens, min mor stadig levede, og før hun sådan for alvor blev syg, så det er i hvert fald to år siden. Hvis ikke mere.

Midlertidigt lammede af alle de muligheder, der pludselig lå foran os, vaklede vi mellem koncert, øl i byen, biografen og en masse andre gode sager - men vi endte med en god, gedigen hjemmeaften med mad foran flimmeren (sund mad, naturligvis - vi er stadig rimelig standhaftige med de sunde tiltag, og slikskålen blev byttet ud med en kæmpe portion jordbær #douchebag) efter en dag fyldt med ro, gåture og masser af nærvær.

Dagen, efter børnene var blevet afleveret til Onkel, som skulle fragte dem og sit eget afkom vestover til kreaweekend hos Mårfar, blev til gengæld brugt på en køretur nordpå. Vi gik en tur i vores gamle hood, og selv om den første, spæde forårssol og vuggende bølger hilste os velkommen tilbage, var det en sand befrielse at kunne vende næsen mod København og sige "kom, nu tager vi hjem".

Vi gik også en tur i vores nye gamle hood - og endnu en tur i vores nye, nye hood. Det er fascinerende at følge med i tilblivelsen af en helt ny bydel, og der skyder nye detaljer op på nærmest daglig basis. Efter en god blanding af praktiske og hyggelige indkøb, gik vi hjem og slappede heeeeelt af - og søndag kunne vi sove længe (vi takker børnene for at have ændret vores indre ur i en grad, så klokken otte føles som 'længe'). Muligvis på grund af al afslapningen lørdag, muligvis på grund af den insisterende forårssol, havde vi energi nok til at få gjort rent i hele hytten. I dén grad tiltrængt, og jeg fik endda klaret de fleste af vinduerne, mens HDD kørte vestover for at hente afkom igen. De kom hjem glade og sprængfyldte af oplevelser og fortællinger (natløb med nedgravet skattekiste, akvarelmaling, isbar og snobrød over bål var bare noget af det), så det lod til, at alle havde haft noget ud af adskillelsen. Også selv om Yngsten i første omgang ikke var alt for vild med konceptet - han var sikker på, at han ville komme til at savne mig for meget. Men sør'me om det ikke gik alt sammen.

De her billeder har ikke noget med noget at gøre, men se lige her! Før var der en rå gipsvæg ... Som har været grå og kedelig lige siden efteråret ...

... Og nu er der en fin, hvid væg! Maleren blev færdig med at spartle og strimle og filte og male, og hvad man nu ellers gør, i sidste uge, og det er bare blevet så PÆNT, altså!

Weekenden, der netop er gået, var på ingen måde børnefri, men selv om det er en lille luksus engang imellem at have lidt forlænget voksentid, kan jeg i virkeligheden allerbedst lide, når vi alle sammen er sammen. Lørdag havde Yngstebarnet en fødselsdag på tapetet hos børnehavekolleger, og Ældstebarnet og vi voksne havde tre-hygge i kalenderen. Den blev brugt på Experimentariet og hos Sportmaster, som var leveringsdygtige i et par fodboldstøvler (alt er - desværre - helt og aldeles usponsoreret). Ældsten er nemlig, efter et par måneders fritidsaktivitets-pause, begyndt at spille fodbold, og udendørstræningen står for døren. Nu er den nederste del af udstyret på plads, og støvlerne fik sin debut i øsende regnvejr i går. Der var ingen melding om, hvorvidt de var vandtætte, men at dømme efter fodboldspillerens - og HDD's - druknede mus-look, da de kom hjem, var det vist ikke tilfældet.

Fodboldstøvlerne!


Søndag var planlagt en tur til Krogerup, men turen blev konverteret til frokost på Joe 'n the Juice. Knap så jord til bord-agtigt, men vi tager revanche en anden gang. Og glæder os over, at bilen gik i stykker temmelig tæt på en togstation, så vi kunne parkere den og hoppe på Kystbanen hjem. Nu skal den så 'bare' bugseres hjem. Ak ja.

Og nu er det så tirsdag. Som begyndte så lunt og solbeskinnet, men på en eller anden facon netop har transmogriffet sig om til styrtregnende og grå. Lad os satse på, at det bare er en kort overgang - nu havde jeg nemlig lige sat næsen op efter forår!

søndag den 4. december 2016

Noget om at lave ingenting

December er over os med al sin pynt, hygge, stearinlys, kanel og andre gode sager, og både børn og voksne hjemme hos os er vilde med det. Så vilde, at vi er liiiidt for gode til at fyre sjove og hyggelige arrangementer i kalenderen, med det resultat, at julemåneden pludselig kommer til at virke lidt maraton-agtig, hvis man af vanvare kommer til at kigge lidt frem i kalenderen.

Derfor meldte vi fra til eftermiddagens julearrangement (weekendens i øvrigt fjerde arrangement), for vi trængte alle sammen til at lave absolut ingenting. Så det har vi gjort. Ikke en døjt har vi bestilt (efter vi altså havde haft gang i den helt store honningkageproduktion i køkkenet med grandfætre og familie i formiddags. Og gjort køkken-alrummet beboeligt igen). Jeg har ligget på en trampolin på ungernes værelse sammen med mit hold i nakken (så gammel er jeg åbenbart blevet) og læst en Jumbobog, mens afkommet har spillet iPad på mig og sniksnakket, vi har hørt julemusik, jeg har blundet lidt og er vist nok også kommet til at spise en halv pose lakrids-chokolade fra Irma. (HDD, spørger I? Han er blevet blitzet på motorvejen på vej efter noget så spændende som et bordtennisbat til sønnike, så lidt har han da lavet - men det er en helt anden historie).

Efter jumbobogslæsning forsøgte jeg at arbejde lidt, men det gad min hjerne ikke, så mens ungerne fortsat havde en fest med et eller andet syngespil på iPad'en, har jeg lavet i n g e n t i n g! Det kan altså anbefales! Og selv om jeg egentlig helst havde set et idyllisk scenarie udspille sig med brætspil og klippen julehjerter i analog samhørighed, så hyggede kræene sig simpelthen så godt, at jeg ville lade dem beholde deres iPad-hygge for sig selv her på den ene dag om ugen, de får lov til at spille.

Kl. 17 så vi julekalender i én stor stak på sofaen, mens formiddagens hulebyggeri truede med at vælte ned over os, og aftensmaden bestod af burgere hjembragt af HDD (han har været omkring, kan I høre). Han stemte for take away, for, som han tørt bemærkede, så havde dagen allerede formentlig kostet ham i omegnen af 1.500 kr. i bøde, så vi kunne lige så godt runde op til 2.000. Galgenhumor i årets i forvejen dyreste måned er så absolut påkrævet.

Jeg er sikker på, at eftermiddagens julearrangement ville have været rigtig hyggeligt, og havde vi haft mere overskud på energikontoen, ville vi meget gerne have været der. Men vores langsomme eftermiddag har været guld værd for alle involverede, så det var helt rigtigt at trække stikket. Ikke mindst fordi den kommende uge bliver (endnu) en travl en af slagsen med møder, fritidsaktiviteter, legeaftaler, julefrokoster og alt muligt andet hverdagsagtigt og julet i én stor pærevælling :-)

Ungerne er i skrivende stund ved at blive puttet, og jeg fortsætter, hvor eftermiddagen slap - med at lave ingenting. På sofaen. Sammen med Netflix og holdet i nakken, der lader til at være et stædigt bekendtskab. Gad vide, om mere chokolade kunne hjælpe ...?!

onsdag den 23. marts 2016

Noget om store børn og lange ben

Øglen og Varanen er hhv. 7 år og 4,5 år (og én dag. For sådan noget tæller, når man i dén grad glæder sig til at blive 5). I virkeligheden. Inde i mit hoved er de meget mindre, og jeg kigger stadig langt efter smørbløde hyggebukser i str. 98 og endnu blødere nusse-/puttedyr, der gør sig til i vinduerne hos det væld af børnetøjsforretninger, der residerer på Østerbro.

Men selv om begge børn heldigvis stadig godt kan lide både blødt tøj og ditto sovedyr, så kan jeg godt pakke sammen med noget, der så meget som har et anstrøg af 'lille barn'. Selvfølgelig, kunne man fristes til at sige, for jeg v e d jo godt, at de ikke er (så) små længere. For eksempel har jeg lige købt seje stordrenge-bukser til Varanen forleden (mens Øglen var til parkour på Bispebjerg Station af alle steder. Dels fordi skolen, hvor de plejer at træne, var lukket, dels fordi der er megasejt at lave parkour. Åbenbart). I str. 116. Jeg tænkte, at de da var aaaalt for lange (så meget for lange de nu kunne være, eftersom dem, han har i str. 110/116 er begyndt at stumpe), men da han prøvede dem i dag, passede de på millimeteren. En smule for store i livet, men længden - den var fin. Og det fatter man (jeg) jo ikke, for når jeg holder dem op foran mig, ser de jo psykopatlange ud. Dog ikke længere end de bukser, jeg i samme åndedrag købte til Øglen. I str. 128. Fordi dem hun har i str. 122/128 er begyndt at stumpe (aner vi et mønster her?).


Det ser da også sejt og parkour-agtigt ud, det der Bispebjerg, ikke?

Såeh. Var jeg i tvivl om, at jeg efterhånden har store børn, skal jeg bare kigge på deres bukser. Eller ben, for den sags skyld. Alternativt kan jeg skele til deres fritidsinteresser (parkour og håndbold! Det havde doven-mor ikke lige set komme), eller deres evne til at formulere sig (adspurgt om, hvorvidt Varanen og HDD havde hygget sig med at vaske bil (!) og være i IKEA (!!!), mens Øglen var til parkour (og jeg shoppede), var det livstrætte svar fra den 4,5-årige på bagsædet: "Øh. NEJ! Det var lige så kedeligt som at se på en snegl. I to dage!"). Eller jeg kan tænke tilbage på forleden, hvor jeg var med Øglen til frisør, og hun fik et helt særligt, begejstret teenage-agtigt udtryk i øjnene, da frisøren glattede hendes ellers halv-krøllede hår med et glattejern, så det lå glat og blankt hen over hendes skuldre i en meget voksen frisure. Hvis der havde ligget fem kg makeup og en pakke smøger ved siden af hende, kunne man foranlediges til at tro, at hun var 16 i stedet for 7. Nuvel - en lidt lavstammet 16-årig, men alligevel ...

Prikken over i'et er dog, at Øglen med sine 7 år (ikke om jeg fatter det!) nu er for stor til at måtte komme med HDD ind i omklædningsrummet i svømmehallen længere. Og da det er de to, der er svømmepartnere in crime, er det jo lidt af en bet. I dag skulle de i Valby Vandkulturhus, mens Varanen og jeg fordrev tiden med at fodre fjerkræ ved Søerne (og at blive bidt af en svane i et uopmærksomt øjeblik. Ahem), og så var gode råd jo dyre. Heldigvis stillede svømmehallen en medarbejder til rådighed, der kunne gå med hende ind i damernes omklædningsrum, forklarede, hvordan de elektroniske skabe fungerer, og sendte hende i fin stil ind i svømmehallen, helt vasket og i badetøj und alles. Og den modsatte vej? Jamen, da kunne hun selvfølgelig selv. Jeg sværger, at hun var omkring 5 cm højere, da jeg så hende efterfølgende, end hun var, da de tog af sted. "Og da jeg ikke kunne få skabet til at virke, mor, så spurgte jeg bare en dame, om hun ville hjælpe. Ikke en livredder eller noget - bare en almindelig dame, der også havde været inde og svømme". Store pige!

Fuglebetvingeren ...

Den nyklippede svanehvisker FB (Før Biddet. Som i øvrigt ikke var slemt, men som forskrækkede den unge mand en del. Forståeligt nok)

Dagens slendrian kommer sig af, at hele familien holder ferie og har gjort det de sidste par dage (eller - jeg har forsøgt at holde ferie. Arbejdet er i hvert fald holdt på et minimum), og fra og med i morgen står den på full-on afslapning (for det er nemlig ræddi hårdt at fodre ænder ...). Vi har ikke de store påskeplaner, da de forskellige bedsteforældre er ude og rejse, men vi har masser af hyggelige aftaler på tapetet, bl.a. besøg hos Troldemor, legeaftale inklusive bondegårdsbesøg, fødselsdag og andre blandede bolsjer. Påskeharen var desuden forbi i sidste weekend, da reptilernes kusiner overnattede (heldigt, at det lige faldt sammen, hva'?!), så med den ægtrilning, der er inkluderet i påskedags fødselsdag, ender vi vist med at være ret godt dækket ind, hvad angår påskerierne ...

Der blev tegnet tegninger til påskeharen i forhåbningen om, at han kom på besøg. Den lille runde sag i midten, er et lillebitte saltkar med honningmelon. Det var børnene overbevist om, at påskeharen godt kunne lide. Og guess what - det kunne den godt!

Rigtig god påske til jer alle. Skal I mon lave noget spændende?

mandag den 23. marts 2015

"Hvor er børnene egentlig?"

Når et af de hyppigst brugte spørgsmål i weekenden har været "Hvor er børnene egentlig henne?" skarpt efterfulgt af "Er der mere rødvin?", så ved man, at man har slappet af. Godt og grundigt, endda. Og nej - det er ikke fordi, jeg pludselig er tilhænger af lud og koldt vand-metoden, når det kommer til børneopdragelse (eller, at jeg har været stangbacardi hele weekenden, for den sags skyld). Det er simpelthen bare fordi, der ikke var grund til at bekymre sig om, hvad poderne nu var ude på - der var nemlig hele tiden en voksen eller et andet barn, der kunne berette brudstykker om ungernes gøren og laden.

Vi har været på familieweekend, forstår I. 36 mennesker, heraf 13 børn, fordelt i kæmpemæssigt hus (eller "slot", som vi havde bildt reptilerne ind. Det er nemlig ret majestætisk med tårn og det hele - og et sandt virvar af rum og lange gange, der bare fortsætter i tre uendeligheder). Det holder! Og jeg sidder nu i parcelhuset og overvejer, hvorfor det nu lige var, at man ikke gik kollektivvejen. (Og lader være med at tænke videre over, at 36 mennesker måske trods alt er lige rigeligt i længden. Og at det i øvrigt nok bliver svært at finde et sted med plads nok til så mange mennesker i nogenlunde nærhed af København. Selv om vi sad derovre i skovene omkring Gl. Rye med hvert vores glas rødvin - eller var det en gin & tonic? - og lagde planer om en daglig pendlerbus, hvis nu man skulle finde på at rykke til de midtjyske skove for evigt. Mangen en urealistisk plan er vist blevet kogt sammen over et glas rødvin).

To ud af 13 børn i en rolig stund (#bestukketmedfrugt)

Nå, men kollektiv eller ej, så giver det bare SÅ meget mening at hænge ud med familie i hobetal. Ungerne så vi ikke meget til (derfor den hyppige undren over, hvor de mon var), og vi voksne hyggede og slappede af, det bedste vi havde lært. Et par af de børn, der var med, ser reptilerne relativt ofte, men de fleste af dem, ser de (og vi) desværre alt for sjældent pga. afstand. Alligevel legede de - efter lidt kredsen om hinanden - fantastisk sammen, og når tempoet blev lidt for højt for Varanen, der var en af de yngste, kom han tussende hen til den første, den bedste voksne for at charme lidt. Der var jo hænder overalt, hvor ungerne vendte sig hen, og måske netop derfor havde de det så fint med bare at tumle rundt alene. (Til kritikerne kan jeg berette, at jeg har været i huset før - og HDD er kommet der gennem hele sin barndom - så vi kender det og ved, at der ikke er nogle steder, man kan komme til skade. Fare en lille smule vild, ja, men ikke nok til, at det bliver farligt. Så vi tog laissez-faire-hatten på og lod ungerne udforske alene. Eller ... sammen med de 11 andre, ing' ...)

Udsigten fra køkkenet. Lige til at blive et bedre menneske af

Samlingspunktet var det store køkken, hvor der blev rodet og regeret fra morgen til aften, og kaffemaskinerne var på seriøst overarbejde. Fordi vi kun skulle være der fra fredag aften til søndag middag, havde vi ikke lagt noget program, så efter et par indkøb lørdag, var der fri leg for alle. Det betød en vandretur i rhododendron-skoven (seriøst - det er de vildeste rhododendroner, de holder sig på den grund) til stor begejstring for reptilerne. Efter vi havde tvunget dem ud under relativt store protester, altså - for hvorfor gå ud, når man hygger sig indenfor!? Det betød også en masse snak - primært betød det en masse snak, faktisk - og tennisspil til dem, der havde lyst til sådan noget (det var så ikke mig). HDD fandt endda en legeplads, hvor han havde nogle af børnene med henne, og der var om ikke slik ad libitum, så snacks og anden hyggemad (og rigtig mad. Lammekølle nok til en hel hær, fx. "Det bedste mad i hele verden", som Varanen sagde) nok til, at ingen gik sultne i seng. Personligt brillerede jeg med en gulerodskage, der indeholdt intet mindre end 1.350 gram brun farin. Men så var der altså også nok til 40. Plus det løse.
 
På tur i rhododendron-skoven

Det er aldrig for tidligt at lære at spille skak ... 

Søndag stod jeg op lidt i 7, til trods for at både HDD og ungerne sov endnu. Jeg elsker fredelige morgener, og selv om man måske ikke umiddelbart skulle mene, at en morgen med 1 x baby plus forælder, en farmoster og to grandfætre + forælder kategoriserer som "fredeligt", så var det det alligevel. Hvilket i høj grad hang sammen med, at jeg kunne drikke al den kaffe, jeg lystede, helt uden andre afbrydelser end dem, jeg selv lavede. Not bad at all ...

Da alle havde fået både øjne og morgenmad, fik vi lige glæden af at hilse på en vaskeægte Kongeboa. Lang historie, men alle børnene var ellevilde og skulle ae og klappe og whatnot. Varanen mente, at den lignede en "Q-ælerslange", og det kan han jo have ganske ret i. Urgh, siger moderen (som alligevel ikke kunne nære sig for at klappe den bare lidt på halen. Urgh, igen!)

 
Virkelig sløjt billede, men krapylet bevægede sig jo ... Det er Varanens modige lille hånd, der piller ved halen ...

Turen hjem foregik i fred, fordragelighed og noget, der mindede om forår. Med obligatorisk pitstop i Nyborg - denne gang dog på BurgerKing i stedet for McD. Ungerne var skeptiske, ikke mindst da Øglen kunne konstatere, at BurgerKing putter ketchup oven på bøffen i stedet for nedenunder. Som McD åbenbart gør. Hvad ved jeg - ud over altså, at vi tilsyneladende skal stoppe med at spise nogle af stederne. Hvis man ved sådan noget, spiser man der for tit. Basta.

Vi var hjemme i god tid og nåede derfor kedelige voksenting som at vaske tøj og rydde op. Og bade ungerne. OG hive Øglens (meget meget løse) fortand nr. 2 ud. Det var den fjerde tand, der røg, og hun ligner nu en pirat mere end nogensinde. Store store unge! I dag er der fernisering i børneren (jowjow), og før vi ser os om, er det weekend igen. Ikke dårligt - og slet ikke, hvis solen fortsætter med at skinne så meget, som den gør i dag ...

mandag den 4. august 2014

Livstegn

Ja, hej! Jeg holder ferie for fuld skrue, som nogen måske har bemærket, jf. den lange tavshed på bloggen. Der har været masser at skrive om, men truth be told, så har jeg ikke gidet at blogge. Alene tanken om at skulle tænde computeren og derved blive hevet ud af det feriemode, der hedder leg, bøger, kaffe, slumren, mv., har afholdt mig fra at nedfælde andet end sommerdagbog til privat brug i noteform (skrevet på rigtigt, ægte papir med en rigtig, ægte kuglepen). Nåja, og så det faktum, at min Mac besluttede sig for at gå til de evige harddiskmarker midt i ferien. Og tage det sidste års billeder og arbejde, ikke mindst, med sig. Men det er en anden klagesang, som jeg ikke skal belemre jer med her.

Ferien har været fantastisk. Fyldt med sjov og oplevelser og afslapning og nærvær. Og den har været lang! 3 uger so far til ungerne og derved også næsten 3 uger til HDD og jeg. Krydret med et par ugers arbejde til HDD og et par dages arbejde til mig (har jeg nævnt, at jeg elsker at være selvstændig?!), men fordi vi har været hjemmefra så længe, indfandt feriestemningen sig hurtigt på trods af arbejde.

Skummel himmel over Islands Brygge

Leg i gården

Vi lagde ud med 2 ugers førferie i 2 x lånelejlighed på Islands Brygge. København viste sig fra sin smukkeste side og charmede med varmegrader i slutningen af 20'erne. Med til lånelejlighederne hørte en ladcykel, så mens HDD var på arbejde, cyklede reptilerne og jeg byen tynd og prøvede en masse seje (og for os ukendte) legepladser af. Og når HDD ikke var på arbejde, badede vi i Havnebadet, spiste masser af is og gik ture. Reptilerne blev passet hos Mårmor og Mårfar i to dage, og selv om HDD og jeg egentlig skulle have arbejdet de dage, brugte vi en hel dag på at holde fri og være kærester. Og cykle Amager og Christianshavn tynd i ladcyklen, spise lækker mad på The Italian og i det hele taget bare storhygge! (Og den anden dag brugte jeg på venindehygge. Not bad at all. Med mindre man tænker på tabt arbejdsfortjeneste, altså ...)

Kæresteaften med Royal shandy. Og nej, det er ikke et reklamebillede, selv om jeg godt kan se, at det kan ligne

Den store lånelejlighed, tilhørende min bror og hans familie. Med et stort værelse fyldt med legetøj til ungerne. Rent slaraffenland

Vandlegepladsen i Fælledparken

Varanen faldt i søvn i ladcyklen på vej hjem fra Vandlegepladsen. Det kan umuligt have været behageligt at sidde sådan - heller ikke selv om Øglen forsøgte at støtte hans hoved

Jeg vil undlade at komme ind på her, præcis hvor sjovt (og vemodigt) det var at lege københavnere igen, men jeg kan afsløre, at vi befandt os som fisk i vandet - til trods for, at bryggen ikke engang er vores hood. Så har jeg hverken sagt for lidt eller for meget.

Efter et par dage hjemme, hvor tøjet blev vasket, og ungerne hang ud med nabobørnene (at have en have har nu også sine fordele, når det er 1000 grader varmt udenfor), tog vi hul på den 'rigtige' ferie. (Kbh var jo bare opvarmning) Vi trillede mod ødegården hinsidan og efter det obligatoriske stop ved Godisflyget (hvor Øglen spenderede 61 surt sammensparede svenske kroner på ca. 1,3 kg slik, som jeg administrerer med hård hånd) ankom vi til skoven. Den bød os velkommen med regn- og tordenvejr fra en anden verden, bulder og brag, ingen strøm og omkring 10 lynnedslag i huset (dog ingen, der antændte noget. Så heldige var et par af HDD's slægtningen ikke), men derefter var dagene varme, varme, varme! Og nu må man jo ikke klage, men når man sidder i en ødegård midt i de svenske skove, og det er 32 grader i skyggen, så kan man godt få det lidt varmt. Børnene ikke mindst. Så vi fraveg vores princip om mediefri zone i huset og fandt Barnkanalen på det lille 12" fjernsyn. Og så lod vi ellers reptilerne se fjernsyn i de varmeste timer. Og de tidligste timer. Påkrævet, når nogen (tak, Varan!) gentagne gange mente, at det var morgen før kl. 06.

På vej til Sverige. Verdens korteste færgetur er ret spændende, når man er 5 og næsten 3

Stash fra Godisflyget. Øverste kasse er Øglens. Nederste er Varanens, HDD's og min. Og nej, vi når ikke igennem det hele på denne ferie, fordi det er mig, der står for administrationen af børnenes andel ... (Og - mest - fordi jeg prøver at holde mig fra sukker efter at have taget lidt for meget på på det seneste)

Det var dog masser af andre ting, som også trak - bl.a. det store badebassin, den nærliggende sø, hvor vi har fået en morgendukkert de fleste dage, legeplads/kaninland, fodbold på grunden, jagt på sjove insekter, gåture, isspisning og meget mere.

Skovsøen. Med usandsynligt blege mutti i forgrunden. Kig i øvrigt godt efter, for det er med garanti både første og sidste gang, mine lår bliver flashet på bloggen ...

Skovsøen - nu uden blege mutti og med en Varan helt au naturel

Den medbragte sæbeboblepistol var desuden et stort hit, og nu ved vi oven i købet, at sådan en kan gøre sine omgivelser uTROligt glatte; særligt hvis der bobles på en trappe af rå granit samt barnehænder og -fødder i vilkårlig rækkefølge. Det lærte vi på den hårde måde ved, at Varanen gled på førnævnte trappe, tog fra med skulderen og derefter græd så meget, at man ikke var i tvivl om, at der var noget mere alvorligt i vejen end en almindelig forskrækkelse. Derfor kender vi nu vejen til Akutmottagningen på Växjö Sjukhus, hvor en overmåde rar læge kunne berette, at Varanens kraveben var brækket. AV, mit moderhjerte!

Før ...

... og efter. Min lille trooper!

Bekendtskabet med det svenske sygehusvæsen var absolut positivt. Fra vi ankom på hospitalet, til vi tog derfra - færdigbehandlede og med Varanens arm i slynge - gik der maksimalt en time. Imponerende. Og omstændighederne taget i betragtning var humøret hos begge reptiler højt. Og blev i øvrigt kun højere af, at aftensmaden blev indtaget på Burger King, fordi klokken pludselig var blevet så mange.

Ved hjælp af slyngen, paracetamol og alternative måder at løfte Varanen på er det gået forbavsende godt med det brækkede kraveben. Varanen har været en lille trooper, der lynhurtigt lærte sig kun at bruge højre arm. Og efter kun et par dage var lidt af styrken i venstre arm allerede på vej tilbage. Der er et stykke vej endnu, før den er helt god igen, men jeg er temmelig imponeret over, hvor hurtigt sådan nogle små kræ heler.

Badebaby i baljen. Som han vist er ved at være en kende for stor til
  
På skovtur - uden slyngen og med et fast tag i storesøster

Den ømme arm kom heldigvis til at fylde mindre på ferien end først antaget, og vi kom oven i købet i Leo's Lekland, som Øglen havde glædet sig til lige fra hun hørte, at vi skulle til Sverige. Så det skulle hun ikke gå glip af - heller ikke selv om det betød et kortere besøg og en Varan på halv kraft. Og ud over daglig paracetamol og et par nætters putning i klapvognen for at skåne skulderen mest muligt (og besøget på sygehuset, naturligvis), spillede det brækkede kraveben ingenlunde hovedrollen på Sverigesturen.

Den daglige dukkert i skovsøen, den udendørs bruser ved huset, masser af leg, læsning og hygge var ren lise for sjælen, og efter en uge var vi alle så afslappede, at vi trængte til at komme hjem igen, inden turen går videre i slutningen af denne uge.

Udsigt fra den udendørs bruser. Den er simpelthen umulig at blive træt af

Megagræshoppe med det sigende navn "stor, grøn løvgræshoppe"

Sommerfuglelarver, der kildede på hånden og var sjove at lave væddeløb med

Den skøreste kanin, jeg nogensinde har set. Man kunne kun se, hvad der var hoved og hale, når den fik noget at spise

Smuk sørgekåbe (jeg slog navnet op i en bog. Det er ikke paratviden, jeg ligger inde med). Den var vældig nysgerrig og brugte en rum tid på at sidde på min fod og hygge sig

Og her er vi så nu. Hjemme. Med egne senge, eget legetøj og en stabil internetforbindelse. (Men uden fungerende computer for mit vedkommende. Grrr!) Og to ugers ferie endnu. Life is goooood! Ses på den anden side!

mandag den 7. april 2014

Weekend, åh weekend!

Det her har måske nok ikke været den bedste weekend nogensinde, men det kommer dæleme tæt på. Ikke fordi vi har lavet noget særligt, men (nok netop) fordi vi ikke havde alverdens planer.

Lørdag startede meget tidligt med Ni-hao Kai Lan - alle fire i sofaen med dyner foran flimmeren. Jeg skal ikke sige mig fri for måske at have sovet gennem et afsnit eller to, så jeg ved faktisk ikke, hvor mange der blev set. Men det var jo lørdag, så deeeeet ...

Vi fortsatte med improviseret brunch, glædede os over en uventet avis i postkassen (tak til farmor, der stiller avisen om, når de ikke er hjemme) og hyggede og snakkede. Bagefter legede reptilerne i ro og mag på hvert deres værelse (Varanen har fået en kæmpe dynge Sylvanians, og han kan dimse med alt tilbehøret - ikke figurerne; dem er han ligeglad med?! - i timevis), og jeg nåede et bad, at rydde op i stuen, sætte en vask over og generelt bare nyde formiddagen.

På vej i rask galop

Omkring 11.30 blev det Øglen magtpåliggende at vise mig en "ny, sej legeplads", hun havde været på med børnehaven, så jeg pakkede træt Varan i klapvognen og fulgte efter Øglen på løbehjul ad sti af sted på jagt efter legepladsen. Som både var sej og (relativt) ny, men som også viste sig at være temmelig privat. Nu er DNP imidlertid ikke kendt for at være overrendt af børn, så jeg vovede det ene øje og stjal lidt tid på legeren. Med en begejstret Øgle, der var stolt over, at hun selv kunne vise vej (jeg var faktisk også ret imponeret - legepladsen ligger små 2 km fra vores hjem og vejen derhen er om ikke snirklet, så heller ikke bare ligeud) og en Varan, der helt glemte, at han var træt. Og i øvrigt insisterede på at gå halvdelen af vejen hjem. SÅ kært - og temmelig langsommeligt, men så var det jo heldigt, at vi ikke skulle nå noget.

Lille Stifinder

Resten af dagen var vi alene hjemme, da HDD var på herretur. Varanen faldt i søvn i klapperen på sidste halvdel af hjemturen, så Øglen og jeg fik sludret, spilledet Ludo, ryddet op, ordnet vasketøj (mest mig), spillet lidt på iPad'en (mest Øglen) og tumlet i soveværelset. Og da Varanen vågnede, gik vi i gang med at lave mad.

Vi 'rydder op'

Øglen har fået en ugentlig maddag herhjemme. Ikke en helt fast dag endnu, men lige når det passer med humør (hendes) og tid (vores). Og da hun i går selv spurgte, om hun ikke måtte lave mad, blev det da også et ja med det samme. Hun ville gerne lave lasagne, så det fik vi bikset sammen, før vi stenede lidt tv med Varanen, der stadig var lidt søvndrukken. Så var det badetid, og derefter var lasagnen færdig.

Øglen laver mad 

En af de helt store fordele ved maddage er, at reptilerne spiser så meget, at de er i overhængende fare for at revne. Ikke noget stikken til maden her, næh nej - der er regulær skovlen ind!

Efter aftensmaden så vi Klokkeblomst med dyner i sofaen, jeg læste fire - 4! Er totalt push over - pixibøger, og så var det puttetid. HDD kom hjem, vi hyggede, så (mere) tv - hej, Modern Family! - og så var den dag slut.

Søndag gentog morgenseancen (minus brunch) fra lørdag sig. Op alt for tidligt, dyner med ind i sofaen og så ellers stene lidt til noget Ramasjang. Bagefter gik turen til svømmehallen - hvor Varanen som sædvanligt havde brug for mere end almindeligt gode overtalelsesevner for overhovedet at komme ud i bassinet. Men det lykkedes; i hvert fald i et lille stykke tid. Så var det tid til at handle, og Øglen forelskede sig i et sæt tween-tøj, som jeg endte med at købe. Hun knuselsker det og kalder det sit "MGP-tøj". Slidte jeans og en lang, pink t-shirt med guld-tal. Nu ved jeg, hvordan hun kommer til at se ud, når hun bliver en rigtig tween.

Varanen sov en lang lur, og imens var Øglen og jeg effektive i forhaven, mens HDD ryddede op i al vores skrammel i garagen, som skal til storskrald i næste uge. Lille reminder, der er god at have i baghovedet: Sørg for ikke at komme til at smide en virkelig klam ble (godt nok forseglet i pose, men alligevel) i en kasse, der skal til storskrald. Og smide kassen i garagen. Slet ikke, hvis der, som her i DNP, kun er storskraldsafhentning hver anden måned. Jeg ved ikke, om I kan forestille jer, hvor grimt sådan en ble kan komme til at lugte efter 2 måneder i en kasse, men jeg kan afsløre, at den nærmest lugtede af roser, da den blev leveret, i forhold til efter gæringsperioden ...

Vi fik luget ukrudt, revet blade sammen og fejet fortovet, og Øglen fik cyklet lidt på vejen. Indtil vi ikke gad mere og gik ind. Og tumlede, hyggede og drak kaffe (mig) og et fortyndet glas cola (Øglen. Sue me!) Varanen vågnede og kom med i legen, og da Øglen og jeg løb en tur (jeg løb. Øglen cyklede ved siden af. Det har hun spurgt om i et stykke tid, om hun ikke godt måtte, og i går passede det perfekt). Vi løb/cyklede ned til hendes børnehave og retur - en 2 km tur, der gjorde Øglen træt i benene og fik sveden frem på min pande. Ganske mod forventning, men der er dømt benhård intervaltræning, når man løber med en 5-årig ;-)

Ingen gad at lave aftensmad, og da Øglen med sin sødeste stemme sagde, at hun VIRKELIG havde lyst til burgere. "Fra Maggadånnas", tog det ikke lang tid, før dovne mor og far sagde jowjow, proppede afkommet i bilen - til stor jubel for ungerne - og tøffede af sted. Til et fuldstændig proppet McD, så vi var vist ikke de eneste, der sprang lidt let over middagen. Vi blev mætte, ungerne var glade (og vi blev kun nødt til at købe én ekstra Happy Meal-legesag, fordi Varanen ikke var tilfreds med sin überseje Batman-maske og hellere ville have en Furby ligesom Øglen), og hjemme igen sænkede trætheden sig. Og det viste sig, at der vist var sket lige rigeligt for Varanen den dag, for han var godt nok træt. Og lod sig kun formilde af et par bøger i sofaen - hvis han vel og mærke måtte sidde solidt placeret i min armhule. Den bedste læsestilling, hvis man spørger mig - og meget passende for det fine citat, jeg stødte på ovre hos Blondinemor.

*snøft* (Ja, jeg er tacky, I know)

Og det var så dén weekend. Som sluttede alt for sent for mit vedkommende, fordi jeg kom til at stene alt for længe i sofaen. Og nu i øvrigt er begyndt forfra på Friends. Så burde der være serie nok til en rum tid ...

Og hvorfor så lang en smøre om min ret normale weekend, tænker I måske? Fordi det er nødvendigt for mig at holde fast i, hvor hyggeligt det er at lave ingenting. Hverdagen har været i gang mindre end en hel dag, og jeg har nærmest allerede glemt det midt i møder, generalforsamlinger i vuggestuen, arbejde og juicekure. Jep. Juicekur. Totalt cliffhanger dér, hva'?!

søndag den 20. oktober 2013

Ugen, der gak

Nåmmen hej. Så er jeg tilbage fra efterårsferie. Kalenderen fortalte os nemlig, at der pludselig var gået en uge, men hvor den blev af, ved jeg faktisk ikke. For den forsvandt gånnåk hurtigt. Og af selvsamme årsag har jeg ikke fået blogget så meget som en linje på trods af, at der var aldeles glimrende internet-forbindelse i sommerhuset. Men nu er jeg her, så: hej!

Vesterhav, gynge og græskar. Så behøver man i virkeligheden ikke meget mere her i tilværelsen

Ugen, der forsvandt, har budt på det bedst tænkelige efterårsvejr overhovedet. Milde temperaturer, høj sol og fralandsvind, så Vesterhavet fremstod de fleste dage helt stille og fromt. Ingen af det 10 mand store selskab hoppede dog i - så varmt var det trods alt heller ikke. Men der er blevet leget ved og med vandet, samlet sten (og HDD viste sig at have en geolog i maven og kunne berette vidt og bredt om porfyr, som vi da også fandt noget af - nørd!), gynget, drukket kaffe, deltaget i kakerlakræs (som vi ikke selv arrangerede. Sommerhuset var, så vidt vides, kakerlakfrit), spist fisk i lange baner, grinet, grædt (med fire børn under syv er der dømt tårer hos mindst en af dem mindst en gang om dagen) og fundet en enkelt skat - og meget meget mere.

På tur. Til Bovbjerg, hvor HDD vandt tjansen med at rapelle (arj, ok, men der var langt ned!) ned på stranden med Øglen, mens jeg blev oppe i sikkerhed sammen med Varanen. Som var pænt utilfreds med, at han ikke kunne komme samme vej ned. Og på vej på skattejagt på stranden.

Vores egen lille familie sluttede ferien af i Legoland - på den ene dag, hvor det både var rigtig koldt OG regnede. Men reptilerne var ligeglade, og Varanen havde endda lært at sige "JEGOLAND" til lejligheden, så alt var godt. Og det blev ikke mindre godt af, at en virkelig rar familie spurgte os, om de ikke skulle tage en af os gratis med ind på deres sæsonkort. Det takker man bestemt ikke nej til, når man er så vandskade- og økonomiramt, som vi er i øjeblikket. Og kulde og regn kan heldigvis slås ned med varm kakao med skumfiduser (eller heksebryg med edderkoppeæg, som de kaldte det i bedste Halloween-ånd) og en god, gammeldags guldgravning.

Et par korte morgenløbeture kunne det også blive til. Ingen sag, når solopgangen er så smuk som her. Og hvad Legoland mangler i smukhed, har det til gengæld i underholdningsværdi. Reptilerne elskede alle 4,5 timer i bidende kulde

Vi kom hjem i går, og i dag er vi blevet akklimatiserede. Ikke mere nogen Mårmor og Mårfar ad libitum til (frivilligt) at tage de stygge bleer og putningen, og ikke nogen in-house legekammerater i form af de næsten jævnaldrende kusiner. Til gengæld en farmor, der kom og sagde hej, et par nabobørn, der har været savnede (og i øvrigt nogle naboer, der da lige havde sørget for at stille ens skrammel ud til storskrald #nabowin) og hele udvalget af legesager. Samt en have, der dels trængte til en efterårsgennemgang, dels havde været savnet til at samle nødder i, at dømme efter reptilernes entusiasme.

Og i morgen er det så hverdag igen. Kan allerede høre den banke højt og insisterende, og de arbejdsbunker jeg næsten har formået at ignorere i ugens løb, begynder at tårne sig op. Jeg ved jo godt, at jeg bare lige skal i gang med det der hverdag. Så skal det nok blive godt. Men derfor måtte ferien nu alligevel gerne lige have varet en uge mere. Er ikke parat til igen ikke at skulle hænge ud med ungerne hele dagen. Glædes over Øglens empati, smittende latter og generelle optimisme og forundres over de kvantespring, Varanen tager rent sprogligt i øjeblikket. Sætninger tager form, ordene bliver længere (vi er oppe på fire stavelser nu - "sæ-be-bob-ler"; Mor er stolt), og temperamentet mildnes. En anelse. Og sandsynligheden for, at de to ting hænger sammen, er temmelig stor.

De tre lyshårede kusiner forenet om iPad'en i en stille stund. Varanen sov mærkeligt med fødderne. Holde-i-hånd billedet og bjørnekrammeren af Øglen på gyngen kan jeg slet ikke stå for. Nærhed, når det er bedst. Kom tilbage, efterårsferie!

Men med mindre nogen sender mig en stor pose penge, så er der ikke andet for, end at arbejdsugen må gå i gang igen i morgen tidlig - og reptilerne må komme i hhv. børnehave og vuggestue. Hvilket de i øvrigt glæder sig ret meget til, lyder det som om. Der er jo også nogle oplevelser, der skal fortælles om. I børnehaven, i hvert fald. Spørger man Varanen om, hvad han har lavet i efterårsferien, råber han bare "JEGOLAND!", så det er nok det, vuggestuen må lægge ører til i morgen. Et par gange eller halvtreds.

mandag den 26. august 2013

Weekend // Av mine stænger

Så er vi på den anden side af endnu en dejlig weekend, som blev tilbragt hos Mårmor og Mårfar. Der er simpelthen så dejligt - vi elsker alle at være der, og børnene nok især. Og når vejret så oven i købet viser sig fra sin smukkeste sensommerlige side, så der kan tilbringes oceaner af tid i haven, plukkes mirabeller og brombær og spises is i lange baner, jamen så er der jo ikke et øje tørt.

Den klassiske udsigt over fjorden - gennem høstanemonerne (som jeg netop har fundet en masse af i min egen have. Score!)

Men selv om vi elsker at være hos Mårmor og Mårfar og gerne kommer der 'frivilligt', så må jeg jo tilstå, at vi havde en bagtanke med at tage derover i denne weekend. HDD og jeg skulle nemlig løbe langt i går, og da vi ikke havde været helt skarpe til at finde pasning, stod vi jo lige pludselig med et problem en udfordring. Svaret blev et visit i det vestsjællandske til stor jubel for børnene - som i øvrigt ikke kunne være mere ligeglade med, at deres forældre skulle være væk det meste af søndagen.

Yndlings-Mårmor!

I går morges kl. 8 satte HDD og jeg os så i bilen, kørte to timer til løbet, fik gjort os parate, og klokken 11 satte vi så i gang. Vi løb de 27 km næsten lige langsomt hurtigt, så det var nemt at finde hinanden i målområdet, og efter en vand og en is (John Doe-is - hold øje med dem. De er VIRKELIG gode!) kørte vi, noget stivbenede, to timer tilbage til Mårmor og Mårfar. Hvor HDD tog en lur, og jeg legede med reptilerne i haven ("Og så sagde vi, at vi legede sådan en leg, hvor jeg sad meget ned, ikke reptiler?!"). Efter aftensmaden pakkede vi os sammen og kørte to timer tilbage til Den Nye By (som fremover vil blive benævnt Den Nordlige Provinsby). Og SÅ var vi et par løbere, der var trætte, skulle jeg lige hilse og sige. Og som syntes, vi havde kørt lige rigeligt for én dag.

Fin medalje. Ingen smalle steder, skam 

Reptilerne havde naturligvis haft en fest, mens vi var væk. De havde været på et naturcenter med klappe-kaniner, geder, grislinger, æsler, mm. Gynget, leget og hygget. Og Varanen havde sovet til middag i tre timer (!) Hjemme tager han højst halvanden. Hvis han altså er meget træt. Desuden havde han lært at sige "Mårfar", der indtil da havde heddet "FARF!"

Øglen og Mårmor havde bagt "mirabella"-kage (eller "belle", som Varanen kalder dem), og der var også blevet både plads og tid til et par is. Så at sige, at de kære små havde haft det som blommen i et æg, vil vist ikke være at overdrive spor.

Varanen på vej med sin høst af "beller" (nede i kagedåsen)

Den smukkeste solnedgang, da vi kørte mod Den Nordlige Provinsby i går. Perfekt afrunding på en sensommerdag med perfekt vejr. Til alt andet end at løbe 27 km i ...

Derfor er det da også så meget desto hårdere at komme i gang med hverdagen igen. Ikke mindst, når Varanen græder hjerteskærende ved aflevering. Han er nemlig meget sjældent ulykkelig, ham Varanen. Sur, ja. Hysterisk, ja. Ked af det i et nanosekund, hvis han slår sig, ja. Men ulykkelig - det er sjældent. I morges var så åbenbart en ulykkelig morgen. Da vi afleverede, altså. Hjemme var der ingen problemer, og der blev hygget til den store guldmedalje med højtlæsning, morgenmad ad flere omgange og mulmen af bløde tumlingekinder.

Ulykkeligheden var vist primært 'bare' forårsaget af al for tidlig opvågnen i forhold til, hvornår han blev afleveret. Men alt var i hvert fald galt ovre i vuggestuen. Han ville være ude, han ville beholde "jakki"på, han ville ikke have sine "shgo" af, osv. Det lykkedes heldigvis til sidst at aflede ham og gøre ham interesseret i en leg (hvor man puttede togvogne ned i et kasseapparat?), så tårerne var tørre, da jeg sagde farvel. Men alligevel - det skærer mig i hjertet, når han er så ked.

Øglen var (heldigvis) ikke ked af det i morges. Hun har fået sig nogle gode veninder i børnehaven, der begyndte at hvine og vinke til hende, allerede da de så hende gennem vinduet, så jeg er sikker på, at hendes dag kommer til at flyve af sted. Og over-pædagogen kunne så ydermere fortælle mig, at de har 'opgraderet' Øglen og en af hendes veninder til storegruppen i de kommende par uger, hvor de så skal være med i skoven tre ud af fem dage. Det bliver et hit; Øglen elsker at være udendørs!

Og apropos udendørs, så skal jeg vist også snart til at bevæge mig af sted. Beholdningen af bleer er faretruende lav, og så er der et køleskab, der skal fyldes op. På den sunde måde, for jeg har lige set løbebilleder af mig selv fra i går, og de lårbasser er ikke sådan at spøge med. Godt, jeg ikke går med spandex til dagligt ;-)

torsdag den 15. august 2013

Slap nu af, vi har fri...

Vi holder stadig ferie. Og efter en lille uge i Sverige, hvor jeg hverken har kunnet (eller villet) tjekke mail, instagram, facebook eller andre netbaserede ting, er jeg nu så langt nede i gear, at mit egentlige blog-comeback må vente til efter weekenden. Hvor ferien officielt slutter.

Egentlig skulle vi være blevet i Sverige til søndag, men ud over noget temmelig blandet vejr (en af dagene røg temperaturen ned på 11 grader. Det havde vi så ikke lige pakket til!), er vi også nået til et punkt, hvor - hvor forkælet og utaknemmeligt det end må lyde - vi er blevet lidt mætte af at ture rundt. Og derfor gerne ville nå at være et par dage hjemme, før det går løs med dagligdagen igen. Inkl. daginstitution til to reptiler, der har være ferierende i hhv. 4 og 5 uger.

Sveriges-idyllen set fra bagsiden. Med to nye kviste på førstesalen. Hva'ba'! Det er efterhånden et helt palads!

Et øjebliks ren idyl og et moderhjerte, der svulmede

Så Sverigesturen blev forkortet, og vi er nu hjemme ved en vandskade, der desværre ser ud til at kræve lidt mere spalteplads*, end den bisætning jeg gav den i mit forrige indlæg. På et andet tidspunkt, altså, for som sagt er jeg rimelig meget nede i gear lige nu. Til gengæld er vi også hjemme ved ét stk. seriøs hurtig beslutning om at fyre en hel del penge efter noget gartnerforetagende, der skal gøre det af med vores bz'er-lignende forhave og i stedet give os rullegræs. På Wisteria Lane-måden. Hvis nogen havde fortalt mig for bare et år siden, at jeg i august 2013 ville have den vilde optur over rullegræs, ville jeg have gnavet armene af mig selv. Men sådan begejstres man jo over forskellige ting.

Men billeder skal I ikke snydes for. Læg venligst mærke til det fine nattøj, som reptilerne har på på en del af billederne - det er fra Bilka og er totalt spons (inkl. en flok bokserrøjser, der passer til), men det gør ikke kvaliteten ringere eller designet mindre sødt. Og reptilerne elsker det - så meget, at de har insisteret på at bruge det som dagstøj også. Øglen især har en ret heftig mening om, hvilket tøj hun vil have på, og hvilket hun ikke vil. Og jeg vælger mine kampe med omhu, så de får lov at tage det på, gør de. Især fordi det er rigtig pænt. Og så er det smart, at boksershortsene i Varan-størrelse har ekstra plads til bleen.

Spons spons spons

Glad Øgle i sit nye nattøj (derhjemme - vi har ikke taget vores møbler med til Sverige. Trods alt)

Nattøjsbeklædt Varan på Louisiana

Nåååårrrh! (Og ja - det er et par natbukser, Øglen har på. Jeg sagde jo, reptilerne var glade for nattøjet)

--

*Og hey - apropos spalteplads, så var hele reptilfamilien til min kære hr. faders afskedsreception i sidste uge. Han er nemlig lige gået på pension fra det job, han har bestredet i de 15 år, der er gået, siden han og min mor flyttede hjemmefra Jylland til Sjælland. Det føles slet ikke som så længe siden, men ikke desto mindre er han gået hen og er blevet 65 år og har i den forbindelse valgt at pensionere sig selv. Der er dermed blevet sat et punktum for en journalistisk karriere, der har varet i 45 år og gjort ham til lidt af et koryfæ inden for lokaljournalistik. Og en faglig ildsjæl, der altid har gået dét ekstra skridt for nyhederne og det skrevne ord - og kilderne, ikke mindst. Han har også fostret andre ildsjæle - og koryfæer - inden for samme branche. Afskedsreceptionen var derfor fyldt med både mennesker og - velfortjente - lovord. Endnu engang tillykke med fødselsdagen, kære far - og held og lykke med dit otium!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...