Viser indlæg med etiketten ahhh. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten ahhh. Vis alle indlæg

torsdag den 23. februar 2017

Noget om skiferie og brede malerpensler

Hejhej. Jeg er her stadig. Er bare ramt af hverdagen, der maler med alle farverne på paletten og den helt brede pensel. Således kombineres en meget snart forestående 8-års fødselsdag (yay!) med en to do-liste på længde med den kinesiske mur (mindst), alvorlig sygdom i den nærmeste familie og - bare for at toppe den - en begravelse. Nåja, og fastelavn i skolen, som jeg er med til at arrangere, samt en sand kavalkade af fejringer for den snart nyslåede 8-årige.

Jeg priser mig derfor lykkelig for det frirum, vi lige (for det er jo faktisk 'lige', selv om det midt i alle skærmydslerne virker temmelig langt væk) har haft i sidste uge. Skiferien var en kæmpesucces, og til trods for, at jeg er et notorisk brokkehoved, kan jeg faktisk ikke komme i tanker om noget som helst, jeg kunne have ønsket mig anderledes. Selskabet, maden, vejret og gåpåmodet var i top, og selv om halvdelen af forsamlingen aldrig før har haft ski under fødderne, havde vi en fest alle sammen.

Smuk, diset morgen


Ægte fjeldstemning i vaffel-hytten

Alle børn var i skiskole fem kvarter dagligt og lærte lynhurtigt - ikke mindst reptilerne, der stadig havde sidste års lektioner på rygraden. Øglen var på fortsætterholdet, mens Varanen nuppede en sæson mere på begynderholdet - perfekt til begge temperamenter. Hvor Varanen er den lidt mere forsigtige type, er Øglen helt og aldeles frygtløs og kastede sig ud i diverse stejle eventyr med et skuldertræk og et "Det må jo komme an på en prøve, om jeg kan komme ned". Og mens pessimistiske Øglemor tænkte "Ned kan man altid komme - men hvor meget brækker man undervejs?", lagde ældstebarnet bare armene på ryggen og susede nedad, mens hun pizza'ede i fin stil. Bortset altså fra, når der var dømt - kontrolleret, påstod hun - styrtløb. Det er ikke for sarte mødre, det shit, men alle kom heldigvis hele hjem. 

Min bror fyldte 41 på ferien, og det skulle naturligvis fejres. I mangel på kagemand fik han en kanelbulla med temmelig mange lys

En kold øl i sneen på toppen - lige til at klare

Stor snedynge lige uden for hyttens dør. Som ungerne i løbet af ferien fik fuldstændig udhulet og brugte som snehytte
  
Søskende, der hjælpes ad på ski <3

Solskin - ja tak!

Helt fantastisk snelandskab!

I forhold til sundheden, så har den været en anelse udfordret i vinterland, men jeg holdt stand mod chokolade og løsgodis i halvdelen af ugen, så helt galt gik det ikke. Det hjalp i øvrigt betragteligt, at jeg havde slæbt mit proteinpulver med (hej, Kedeligfrans!), så jeg kunne lægge en nogenlunde lødig bund, når jeg blev sulten. Og det blev jeg tit efter at knokle rundt i skiterrænet både med og uden børn. 

Det er ikke udelukkende kedeligt at være sundt. Og bollen med pålle er endda helt autoriseret ift. min træningsplan ...


Vel hjemme igen er jeg kravlet op på sundhedshesten igen, og min krop takker mig i høj grad. Jeg bilder mig ind, at det at passe mine måltider i den grad, det nu kan lade sig gøre i løbet af dagen, og fylde mig med masser af sund mad, giver mig mere energi til at klare alle de ting, hverdagen byder på lige nu. Det er mere end tiltrængt ...

Vi ses på den anden side af al crazy-heden. Pludselig med en 8-årig!

lørdag den 31. december 2016

Noget om jul

December er næsten forsvundet i en duft af kanel, gran og julepynt (jo, julepynt dufter også. I mit barndomshjem havde kufferterne og kasserne med julestadset en helt særlig duft, og selv om det nok primært hang sammen med, at det blev opbevaret på et koldt og ikke-så-isoleret loft, kan jeg stadig mærke duften i næsen, når jeg pakker min egen beholdning af jule- og flitterstads ud og ned). Kun denne dag med, og så skal vi til at vænne os til at skrive 2017.

Vi holder - og har holdt - juleferie i stor stil og har nedskaleret antallet af julekomsammener meget i forhold til forgangne år. Og hvor jeg tidligere i mit voksenliv har været vant til at flintre land og rige rundt både 1. og 2. juledag, har vi de seneste år trukket stikket helt og aldeles i hvert fald 1. juledag og insisteret på at holde den hjemme. For 1. juledag er som skabt til at dappe rundt i nattøj, spise rester med fedtet hår og lege med alle de julegaver, ungerne man fik. I år var ingen undtagelse, og eftersom vi selv var værter for årets juleaften, var det ekstra nemt at blive hjemme.

Brormand og hans familie overnattede, og selv om de havde en anderledes hektisk 1. juledag end os - noget med en tur på tværs af landet til familien derovre - nåede vi at have nogle svært hyggelige timer sammen om morgenen. Også selv om alle først vågnede 9.30. Varanen inklusive! Noget godt kommer der altså af at erklære juleaften for en aften, hvor man selv bestemmer, hvornår man går i seng (Varanen klarede den til 01.30, hvor han og jeg puttede os i soveværelset. De to største holdt helt til 02.30. Ikke noget at sige til, at de trængte til at sove!)

Jule med måger

Juletræet med nogle af gaverne under ...

Juleaften forløb som var den skabelonen til Peters Jul. Agtigt. Brormand og familie kom omkring frokosttid - medbringende hele hovedretten, som bare skulle færdigmonteres - og så legede børnene ellers til de store guldmedalje, lige til vi skulle spise. Kun afbrudt af de omkring 5.000 gange, de spurgte, hvornår de skulle have gaver. Troldemor blev hentet ved 17-tiden og fragtet hjem igen (efter eget ønske) fire timer senere, så hun nåede at have nogle hyggelige timer med både børne- og oldebørn. Og ikke nok timer til, at hendes ører faldt af over det lydniveau, der opstod, da gaveuddelingen for alvor kom i gang.

Traditionen tro var der flest gaver til børnene. Mange spil og sjovt legetøj, og begejstringen var høj hos dem alle. Men Varanen tog nok prisen, hvad angår begejstring, da han pakkede gaven fra os op: Et skateboard. Seriøst - jeg tror aldrig, jeg har set nogen blive så glad for noget. Han fløj op med armene i vejret, og råbte "YEARRHHHHHHHHH!", og så blev der ellers danset sejrsdans i hele stuen - både med og uden skateboard. Og da det var blevet pakket ordentligt ud, fik det lige en dansetur mere - denne gang akkompagneret af et rungende "HA-LLE-LUJAH!" Der ramte vi vist plet ...

Udsigt fra Røsnæs

Silhuetter - også på Røsnæs

Juledagene er blevet brugt både med og uden familie, med og uden reflektion. Vi har været på legepladsen, indviet den ældstes nye løbetøj med en mor-/datter-løbetur (pyhh, det var hårdt oven på al julemaden) og været på legepladsen. Byttet et par gaver (og givet fortabt over for horderne af gavebyttere i Magasin og derfor gået hjem og bestilt det hele på nettet i stedet). Set film, spist bjerge af slik og leget med julegaver. Kort sagt: En blandet landhandel, hvor både samvær og nærvær har ligget helt i front.

Mine ønsker for det nye år er mange - og det kommer der nok et indlæg om på et tidspunkt, når jeg får taget mig sammen til at skrive sådan et - men hvis samvær og nærvær kommer til at spille hovedrollerne, tænker jeg, at det ikke kan gå helt galt.

Rigtig godt nytår, alle sammen. Må I få en dejlig aften med lige præcis de mængder champagne, blonder, glimmer og fest, som I foretrækker. Vi skrives ved på den anden side!

søndag den 4. december 2016

Noget om at lave ingenting

December er over os med al sin pynt, hygge, stearinlys, kanel og andre gode sager, og både børn og voksne hjemme hos os er vilde med det. Så vilde, at vi er liiiidt for gode til at fyre sjove og hyggelige arrangementer i kalenderen, med det resultat, at julemåneden pludselig kommer til at virke lidt maraton-agtig, hvis man af vanvare kommer til at kigge lidt frem i kalenderen.

Derfor meldte vi fra til eftermiddagens julearrangement (weekendens i øvrigt fjerde arrangement), for vi trængte alle sammen til at lave absolut ingenting. Så det har vi gjort. Ikke en døjt har vi bestilt (efter vi altså havde haft gang i den helt store honningkageproduktion i køkkenet med grandfætre og familie i formiddags. Og gjort køkken-alrummet beboeligt igen). Jeg har ligget på en trampolin på ungernes værelse sammen med mit hold i nakken (så gammel er jeg åbenbart blevet) og læst en Jumbobog, mens afkommet har spillet iPad på mig og sniksnakket, vi har hørt julemusik, jeg har blundet lidt og er vist nok også kommet til at spise en halv pose lakrids-chokolade fra Irma. (HDD, spørger I? Han er blevet blitzet på motorvejen på vej efter noget så spændende som et bordtennisbat til sønnike, så lidt har han da lavet - men det er en helt anden historie).

Efter jumbobogslæsning forsøgte jeg at arbejde lidt, men det gad min hjerne ikke, så mens ungerne fortsat havde en fest med et eller andet syngespil på iPad'en, har jeg lavet i n g e n t i n g! Det kan altså anbefales! Og selv om jeg egentlig helst havde set et idyllisk scenarie udspille sig med brætspil og klippen julehjerter i analog samhørighed, så hyggede kræene sig simpelthen så godt, at jeg ville lade dem beholde deres iPad-hygge for sig selv her på den ene dag om ugen, de får lov til at spille.

Kl. 17 så vi julekalender i én stor stak på sofaen, mens formiddagens hulebyggeri truede med at vælte ned over os, og aftensmaden bestod af burgere hjembragt af HDD (han har været omkring, kan I høre). Han stemte for take away, for, som han tørt bemærkede, så havde dagen allerede formentlig kostet ham i omegnen af 1.500 kr. i bøde, så vi kunne lige så godt runde op til 2.000. Galgenhumor i årets i forvejen dyreste måned er så absolut påkrævet.

Jeg er sikker på, at eftermiddagens julearrangement ville have været rigtig hyggeligt, og havde vi haft mere overskud på energikontoen, ville vi meget gerne have været der. Men vores langsomme eftermiddag har været guld værd for alle involverede, så det var helt rigtigt at trække stikket. Ikke mindst fordi den kommende uge bliver (endnu) en travl en af slagsen med møder, fritidsaktiviteter, legeaftaler, julefrokoster og alt muligt andet hverdagsagtigt og julet i én stor pærevælling :-)

Ungerne er i skrivende stund ved at blive puttet, og jeg fortsætter, hvor eftermiddagen slap - med at lave ingenting. På sofaen. Sammen med Netflix og holdet i nakken, der lader til at være et stædigt bekendtskab. Gad vide, om mere chokolade kunne hjælpe ...?!

onsdag den 2. november 2016

Noget om fødselsdage og hverdage. Og Halloween

Ham Den Dejlige fyldte år i går. Et helt år ældre blev han - og nu er vi så jævnaldrende. Hvert år (uden undtagelse i de snart 10 år vi har kendt hinanden) har han forbeholdt sig retten til udøvning af rendyrket aldersfascisme i de fem uger, der er mellem vores fødselsdage, men nu ligger han selv faretruende tæt på de 40, så han skal hermed flette næbbet for i år. Basta.

Vi havde en dejlig - og hverdagspræget - dag, der begyndte v.i.r.k.e.l.i.g tidligt (de unger kan seriøst lugte gaver på kilometers afstand. Og det er helt lige meget, om de er til dem eller ej. Alene spændingen omkring fødselsdag og gavegivning er nok til at drive dem ud af fjerne gudsjammerligt tidligt). HDD fik sine gaver ved morgenbordet, der var overdådigt dækket med ... havregryn, havregrød og yoghurt. Altså den helt almindelige hverdagsmenu. Stakkels HDD. Og så gik turen mod hhv. skole, børnehave og 2 x job. Til gengæld var der lagt i kakkelovnen til storhygning efter fyraften, hvor vi alle fire valfartede til Halloween i Tivoli. For til trods for trick or treating derhjemme selve Halloween, var der et par reptiler, der ikke havde fået græskar (og sukker) nok. Og så er det jo også bare altid hyggeligt at komme på besøg i Den Gamle Have.

RET uhyggeligt, hvis man spurgte reptilerne


Det må være ret sjovt at være dem, der udtænker al dekorationen i Tivoli. Synes, det er så fint og finurligt det hele

Vi var heldige med både vejret og det beskedne opbud af mennesker, så der var frit lejde til at prøve alt det, man gad. Øglen fik turpas med ledsagerarmbånd, men belært af sidste besøg i Tivoli nøjedes vi med billetter til Varanen. Han har ikke lyst til at prøve så meget og hyggede sig meget godt med at tulle rundt. Og han vandt oven i købet en pose lakridskonfekt han vandt på Grand Prix-banen, mens Øglen og HDD susede rundt i en rutsjebane. 

Vi spiste middag hos Brødrene Price, hvor der bestemt ikke var sparet på smørret, og vi trillede - både i bogstavelig og overført betydning - hjem fra en dejlig eftermiddag. Det var, forståeligt nok, svært at få alle mand op og af sted i morges, så jeg takkede nok engang forsynet for mine fleksible arbejdstider, så Varan-afleveringen kunne skubbes en times tid. Vi brugte den ekstra tid på at spille Cluedo (ingen spons overhovedet, bare all-time favourite brætspil, valgt af Varanen. Valget blev en smule vanskeliggjort af, at han ikke kan læse og i øvrigt heller ikke besidder for fem øre taktisk sans endnu, men det var knageme hyggeligt) og sludre lidt om løst og fast. Selv om det er hyggeligt, når vi alle sammen kan følges af sted om morgenen, er de langsomme morgener altså heller ikke sådan at kimse af.

Bearnaisen stod ved siden af ... Mmmm ... (Og det stribede er noget så rædsomt som en gigantisk bananslikkepind, som den ældste fik tiltusket sig)


Fineste Tivoli!

Resten af ugen har vi ikke de store planer på programmet. Heldigvis, kan man fristes til at sige, for et blik på kalenderen fortæller, at den er stopfyldt fra lørdag og en uge frem. Med fødselsdage, legeaftaler, bålhygge med klassen, flere legeaftaler, prøvetræning i bordtennis (sic!), og så lige lidt flere legeaftaler. Ak ja - vi når nok det hele, men lige nu tillader jeg mig at nyde stilheden før stormen ...

tirsdag den 4. oktober 2016

Noget om en masse

Hvordan sommeren kunne være uendelig, da man var barn, og tiden fra skolestart mod efterårsferien kunne føles som en evighed, det er mig en gåde den dag i dag, hvor tiden spurter af sted, som var den betalt for det. Jeg har ikke længere en nyslået 5-årig, men en yngste på 5 år og to uger. Lige som jeg ikke længere selv er en nyslået 38-årig, men også har fået to uger mere på bagen.

De sidste par uger har således stået på fødselsdagsfejring og indtagelse af uendelige mængder kage de sidste par uger. Varanen rider på den sidste, stædige fødselsdagsbølge og afventer pt. gaveleverance fra Mårfar via Post Danmark. Gaveleverance nummer to, oven i købet, fordi det er lykkedes de blå postbude at smide første leverance væk. Men når dén gave er modtaget, er det vist heller ikke muligt at vride mere ud af en 5 års fødselsdag.

Min egen fødselsdag, der ligger tre dage efter Varanens, er ikke blevet fejret helt så meget. Og så vidt vides er der heller ingen gaver til mig, der er gået tabt med posten. Men jeg er blevet så rigeligt begavet, og jeg har det mere end fint med at gå et trin ned på fødselsdagspiedestalen og sætte sønnike øverst. Desuden vågnede jeg på intet mindre end et gods i Jylland på min fødselsdag og med hele min lille familie og det meste af svigerfamilien omkring mig, så det var slet ikke så dårligt. Ikke, at godset havde noget som helst med min fødselsdag at gøre - det var bare der, vi holdt familieweekend - men det gjorde ikke noget.

Panoramafoto af udsigten. Som på ingen måde yder den retfærdighed.


It's wine o'clock ...

Familieweekenden - som vi også var på sidste år - var som ventet utrolig hyggelig. Og dejlig lang. Vi holdt fredagen fri og brugte den i Legoland (vi havde jo overrasket børnene med et par billetter til Legoland dagen forinden), og da de ikke orkede mere, satte vi kursen mod familie-halløjet. Med 36 mennesker i aldersspændet 3 måneder til 93 år var der godt gang i den, og der blev drukket spandevis af både kaffe og vin, spist god mad og talt med alle dem, vi ikke ser så tit pga. geografi. Vi nåede endda en tur på Himmelbjerget.

Farmor kysser Varanen, Varanen 'kysser' mig. Ved Himmelbjerget. 

Verdens dårligste billede af reptilerne, før vi skulle i Legoland. De var for spændte til at stå stille længe nok til, at billedet kunne tages om. Men se lige deres jakker. Det er nogle smarte nogen fra Reima - med sådan en #reimago-sensor i. Knageme smart. (Og ja, vi har fået jakkerne af Reima, men uden strings attached. Jeg er bare begejstret. Det er nogle fine jakker, og ungerne elsker konceptet med bevægelsessensoren og den tilhørende app)

Vaske vaske guld! Og heldet var med os - der var lige præcis guld nok til to guldmedaljer!

Søndag, på min fødselsdag, gik det meste af dagen med transport hjem fra Jylland. Og splatten ud, da vi kom hjem fra Jylland. Jeg befalede sushi som aftensmad, og ungerne befalede film, så vi spiste sushi ved sofabordet med Cars 2 på flimmeren. Det er slet ikke så dum en måde at fylde år på! Der var desuden også masser af gaver, så jeg er helt klar på at have fødselsdag igen næste år ...

Fødsesdagssushi!

En af mine fødselsdagsgaver - Thomas Dybdahls oktober-trilogi på vinyl. Signeret! Best. Present. Ever!

Den netop forgangne weekend har ungerne og HDD været i Knuthenborg, mens jeg spiste brunch med en veninde i det skønneste solskinsvejr (og forberedte fødselsdagsfejring), og vi haft stort familierykind. Til Varanens 'forældrefødselsdag', som han kaldte det. Hele familien + bedstevennen, der går i nulte nu, men som ikke desto mindre stadig er en stor del af Varanens liv. Heldigvis. På en eller anden facon lykkedes det os at spise os gennem et helt kilo smør forklædt som hhv. mazarinkage og chokolademuffins, og det er ikke længere for sjov, at jeg taler om, at jeg skal i gang med at træne. Jeg er to minutter fra, at mine arme får smilehuller, og det matcher ikke just med den tatovering, jeg endelig har besluttet mig for, at jeg skal have lavet. På skulderen, godt nok, hvor smilehullerne ikke er - endnu - men alligevel ...

Glemte fuldstændig - som i f u l d s t æ n d i g at tage billeder, så hverken mazarintærterne med bærskum og friske bær eller chokolademuffins'ne eller familien (for den sags skyld) er blevet forevigede. Desværre. Men både kager og mennesker var fine, og vi havde en dejlig dag!

Summasumarum: Tiden går stærkt, vi spiser meget smør, og alle er glade. Her går det godt.

fredag den 22. juli 2016

Noget om at være vild med ferie

Goddammit, hvor er jeg god til at holde ferie, mand. Ikke for at blære mig, men jeg er ret sikker på, at man skal lede længe efter nogen, der er  god til at lave ingenting som mig ...

Reptilfamilien er pt. oppe på snart 4 ugers afholdt ferie (dog minus HDD, der måtte begynde på arbejde i mandags), men vi har heldigvis stadig et par dage med komplet frihed, før hhv. atletikskolen til den ældste og (korte) børnehavedage til den yngste gør sit indtog. Dage, hvor vi skal nå at spise flere is, lege amok på byens legepladser og generelt have en fest.

Feriehimmel. Denne er fra Småland, men den kunne lige så godt være fra DK i disse solfyldte dage


Vi kom hjem fra ferie-ferie i lørdags, og selv om vi har haft det skønnere end skønt i hhv. Italien og Sverige, var det nu også meget rart at komme hjem til sine egne ting. Det sløje danske sommervejr til trods. Da vi kom hjem, altså. For nu er det jo ligesom vendt, og jeg er vild med det!

Man er jo blevet noget forvænt efter 17 dage i Italien, nærmere betegnet Lido di Jesolo, med 30+ grader hver dag. Enkelte dage var det nærmest for varmt, men jeg kan fornemme, at det er noget, man får klask for at sige af folk, der ikke har været så heldige at være under sydlige himmelstrøg i juli. Så det vil jeg lade være med.

Strand og vand og to glade unger

Mere strand og vand

De første 14 dage fik vi badet på stranden og i poolen (og efter en uge lykkedes det oven i købet at tvinge lokke Varanen i vandet også. Han er mildest talt ikke nogen vandhund), bygget et uendeligt antal sandslotte, spist tomater, pasta og pesto (og is) i groteske mængder, spillet spil, læst bøger, gået ture, sejlet ture og hygget igennem. Set et par EM-kampe (og rent faktisk hygget os enormt meget med det, selv om jeg stadig finder det meget mærkeligt, at to så sports-uinteresserede mennesker som HDD og jeg har produceret så fodboldinteresseret en datter), spist på lækre restauranter, samlet muslingeskaller, leget på legepladser og generelt bare haft det rigtig rigtig dejligt. Ingen af os havde prøvet kræfter med livet på en campingplads før, og selv om hardcore campister vil fnyse hånligt af sådan nogle som os, der booker sig ind i et mobile home, vil jeg alligevel vove pelsen og påstå, at vi har snuset til campisttilværelsen. Og ikke blevet skræmt overhovedet. (Det skulle da lige være af niveauet på "underholdningen", men det deltager man jo bare i (eller lader helt være) i det omfang, man selv har lyst).

 
Yderligere strand. Aner vi et tema?

 
Visit på farverige og underskønne Burano

Uhyggelige typer

De tre sidste dage blev tilbragt i Venedig. Og selv om Varanens ben syntes, det var ret hårdt at være på storbyferie, så havde vi et fantastisk ophold. I en nyindrettet luksuslejlighed midt i alting. Vi fik set en masse, men slet ikke nok (syntes jeg. Ungerne syntes, vi havde set alt. Mindst), så jeg er slet slet ikke færdig med byen og håber at komme tilbage engang. Jeg fik dog presset det maksimale ud af dagene ved både at inkorporere en morgenløbetur de to morgener, der var tid, og en aftengåtur, så jeg fik set nogle ting, der lå lidt længere væk, end snart 5- og 7-årige ben kunne bære.

Er vild med de færdselsskilte, de kører med i Venedig - dem ser man ikke herhjemme

Waouwww - Doge-paladset er pænt imponerende. Og har tilsyneladende magten til at få mig til at se temmelig doof ud


Mine tre på Accademia-broen med et vue over Canal Grande

Vel hjemme fra Italien igen, havde vi et hurtigt pitstop derhjemme, hvor der lige var tid til at lande, vaske tøj og skippe den ældste af sted på en heldagslegeaftale, der endte med først at slutte 21.30, hvor den ældste blev fragtet til døren (nogen trængte til en lille pause fra sin lillebror :-)), og efter 1,5 dag gik turen til ødegården i Sverige, hvor Farmor og hendes mand stod med åbne arme. Og nye input til ungerne, der var ved at gå lidt død i, hvad mor og far kunne bruges til. Vi blev i skoven et par dage - lige nok til at føle, vi havde været der, plukke et kæmpelæs blåbær, spise en masse kanelsnegle og komme endnu et hak længere ned i gear. Hvilket, utroligt nok, viste sig at være muligt.

Yndlingsplet i huset i Sverige. Ungerne er enige og har netop konstateret, at den også er god at spise makrelmadder på. Den kan alt, den plet. Men den er særligt god til at drikke kaffe på!


Nu er vi så tilbage i byen. HDD begyndte, som nævnt, på arbejde ved ugens indgang, og jeg og ungerne gør byen usikker. Mandag stod den mest på hjemmehygge og en tur på biblioteket med næsten udløbne Venedig-bøger (og introduktion til Pokémon Go, som jeg har været dum nok til at downloade. Instant hit hos ungerne, der selv bad om at komme ud og gå en tur?!). Tirsdag stod den på legeaftale i det faktisk helt sommerlige vejr med skøn studieveninde og hendes næsten jævnaldrende unger (og en aftentur for at fange Pokémons. Suk. Men på den anden side giver det masser af frisk luft). Onsdag var der atter en legeaftale (for den ældste), mens torsdag blev til fri leg og besøg hos Troldemor. I dag skal vi lege med dem her, og hey - så er det pludselig weekend. Knageme hyggeligt at have ferie, altså!

fredag den 24. april 2015

Paris i børnehøjde

Som den opmærksomme læser eller måske bare den læser, der også følger med på Instagram vil have opdaget, har Øglen og jeg været ude at rejse. Vi har været en smuttur i Paris; en tur, der blev lovet for ret præcist et år siden, da jeg netop var hjemkommet fra 'pigetur' med svigerinde og svigermor, og Øglen fortørnet bemærkede, at hun da sådan set også var en pige - så hvorfor skulle hun blive hjemme ved drengene?! "Barnet har en pointe", tænkte jeg, så jeg lovede hende en tur til Paris til "næste år - inden du skal i skole, lille skat". Det føltes ret gratis at love - et år er lang tid - men tiden har det jo med at gå. Og eftersom Øglens hukommelse kun er marginalt dårligere end en elefants, har hun jo ikke et sekund glemt, at vi skulle af sted. (Ikke, at jeg ville have hende til at glemme det. Bevares! En tur til Paris - oven i købet med indlagt alenetid med ældstebarnet - er bestemt ikke at kimse af).

Halløj, dit lange skur! 

Jeg bestilte billetter og hotel i januar og havde håbet på at finde nogle fede (læs: billige) deals, men det gik ikke helt efter planen. Heller ikke selv om vi fløj med EasyJet - deres billetter var stort set på niveau med dem fra SAS, sådan rent prismæssigt. Til gengæld var afrejsetidspunkterne bedre. Hotellet blev valgt udelukkende med tanke på beliggenhed. Komforten er naturligvis også vigtig, men eftersom jeg skulle være af sted med en 6-årig i et begrænset antal dage, vægtede jeg altså en central placering højere. Jeg overvejede Air B'n B et kort øjeblik, men gik væk fra det igen - primært fordi jeg er doven og ikke gad bruge tiden på selv at lave mad. Hvilket jeg ville føle mig mere 'forpligtet' til, hvis der var et køkken at lave det i.

Men altså. Hotel it was. Et 2-stjernet et af slagsen, som - opdagede jeg aftenen inden afrejse - havde fået horrible anmeldelser på nettet. Så jeg nåede lige at blive svedt, men dem, der har skrevet anmeldelserne, må enten have været i et ondt lune eller særdeles uheldige, for jeg (og Øglen) var yderst tilfredse. Det lå et stenkast (et rigtigt et. Selv med vatarm. Ikke sådan et ejendomsmæglerne bruger) fra Notre Dame, og det kunne ikke have været nemmere at komme dertil fra lufthavnen: Ombord på et TGV, af på St. Michel/Notre Dame, og ca. ét minuts gang. No kidding. Hvilket var alletiders, for selv om Jarl (som vores kuffert af uransagelige årsager blev døbt af Øglen tidligt på turen) er forholdsvis handy, vejede han alligevel godt til.

Ok. HELT så tæt på var hotellet heller ikke. Men det var lige ved ... 

Vi tog af sted tirsdag morgen og var hjemme igen fredag eftermiddag, og det var faktisk meget rart at komme hjem til en weekend, så vi alle fire kunne hænge en masse ud og fortælle om hver vores oplevelser, inden hverdagen begyndte igen. Hvor arbejdseffektivt det var at være væk i fire hverdage, kan vi så tale om i et andet indlæg. Når arbejdsbunkerne er skrevet i bund, og der er tid til fritidsskribleri igen. (Dette indlæg er en undtagelse, mkay?!)

Jeg havde med vilje ikke haft så store ambitioner i forhold til at se hele Paris, og to do-listen var derfor ikke så lang. Eiffeltårnet (but of course), Champs Elysée (primært pga. Disney-butikken), en gåtur i Marais og masser af is. Det var det, vi skulle nå. Jeg valgte at gemme Montmartre til en anden gang - der er grænser for, hvor meget man magter, når man er 6 år og 'kun' har 2,5 dage til rådighed.

Når nu man ikke har været på Bisbebjerg Kirkegård og fotografere de temmelig populære sakura-træer, der holder til der, så må den her fætter fra Tuilerierne træde i stedet for. Helt uden filter og beskæring og hashtags

Vi nåede alle punkterne på listen, og derudover fik vi også betragtet Louvre udefra (tak til dem, der har lagt en legeplads tæt på, hvor 6-årige kan drøne omkring og have en fest, mens mutti beundrer arkitektur, pomp og pragt. Og sveder), slappet or'nlig sygt af i Tuilerierne (idyllen var komplet med læsning (moi) og tegning (Øglen) under et blomstrende kirsebærtræ), talt hængelåse på Pont des Arts (Øglen stoppede med at tælle ved 147, da hun havde nået sådan cirka 2 kvadratcentimeter), hængt ud på Place des Vosges, slentret rundt i latinerkvarteret og selvfølgelig besøgt naboen, Notre Dame (hvor vi oplevede en lille bid af en messe. Meget meget fint). Vi nåede også at spise crêpes (med Nutella. Ahem) ved Seinen til aftensmad en dag, smugle chips med op på hotelværelset, selv om man ikke måtte spise deroppe, være lidt street-agtige til noget skater-halløj, se Anders And på Youtube, shoppe (primært til Øglen - hun syntes pudsigt nok, at det var kedeligt at se på noget, der ikke var til børn), være på indtil flere legepladser, og meget meget mere. Vi havde 25 grader alle dage, så vi fik hurtigt købt et par sandaler til den unge dame.

Yderst vellykket selfie. Eller noget. I øvrigt turens eneste Starbucks-kaffe, hvis man ser bort fra den, jeg spenderede mine absolut sidste euro på, da vi landede i Kastrup ...

På skrift kunne det måske godt lyde som om, vi har haft travlt. Men det var faktisk ikke tilfældet. Vi tog det hele i adstadigt tempo, omend vi var noget trætte særligt onsdag aften, hvor vi havde gået fra Eiffeltårnet til Champs Elysée, hele vejen ned til Tuilerierne, forbi Louvre, ned til Palais Royal (fordi jeg blev momentært højre-/venstreblind og guidede os den forkerte vej), over Pont des Arts og tilbage til hotellet - en tur på godt og vel 10 km, hvis jeg skal give et slag på tasken. Ikke uden pauser (eller is), naturligvis, men stadig en lang tur for små ben. Hvis ejer tog det i stiv arm det meste af vejen, selv om hun ikke var imponeret, da vi gik forkert. Men det var jeg sådan set heller ikke, så deeet ...

Smukke Place des Vosges

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg har været alene på storbyferie med ældste afkom. Det gik over al forventning, og yngste skud på stammen havde haft en fest med HDD og ikke savnet os så meget som et sekund. Når han ikke var i børnehave, boltrede han sig i Den Blå Planet, til dronningens fødselsdag og i det lokale legeland, så han havde også fået et skud ferie-feel. Det hjalp lidt på mit savn til ham at vide, at han havde det skønt (og at han levede i bedste velgående uden min hjælp :-))

Én af de ca. 1.800 karusseller, Øglen prøvede, mens vi vadede Paris tynd. Og denne her var særlig populær, eftersom karussel-chaufføren (eller hvad han nu hedder, ham, der styrer) gav en slikkepind ...

Jeg er imidlertid blevet klogere på nogle ting, så næste gang den står på storbyferie med en 6-årig (eller 7-årig. Som nok er det mest realistiske. Vi har pænt meget på tapetet for det næste halve år, og en storbyferie indgår hverken i tids- eller budgetplaner) vil jeg helt klart have et sammenklappeligt løbehjul med. Faktisk var vi ude at købe et af slagsen til hver af ungerne dagen efter, vi kom hjem - lidt på bagkant, men det kan jo heldigvis også bruges i en dansk forstad. Afstandene i Paris er så store for små ben, at det ville have været rart med et par hjul under dem i ny og næ.

Jeg vil også sørge for at planlægge måltiderne bare en anelse bedre. På vores tur glemte vi af og til, at vi var sultne, indtil vi var så sultne, at det ikke var sjovt. Så derfor stod den ofte på hurtige løsninger, hvilket kan være fint nok, men med lidt planlægning kunne det være afhjulpet.

Selv om jeg var glad for vores hotel, vil jeg måske overveje Air B'n'B en anden gang. Et lille køkken ville faktisk have været udmærket ud fra et økonomisk synspunkt, så vi kunne have forberedt en lidt mere nærende morgenmad, end et boulangerie kunne give. Eller en snack-pack til dagen. Man behøver jo ikke lave aftensmad, bare fordi der er et køkken.

Der er sikkert en masse, jeg har glemt, men pointen er, at vi havde en dejlig tur. Humøret var højt hele vejen igennem, og flyveturen (som var første gang for Øglen) blev taget i stiv arm. Og hvis man var blevet en kende mat i betrækket efter strabadserende fredag efter syv timer på farten, blev det lynhurtigt glemt, da verdens flinkeste dame i Kystbanen gav Øglen en gigantisk Dumle-karamel i pap - fyldt med rigtige Dumle-karameller. Damen foreslog, at Øglen kunne dele med børnehaven, men da de kører en slikfri politik, er der blevet delt ud til børnene på vejen i stedet. Og der er stadig masser af karameller tilbage.
Det ER svært at konkurrere med så stor en karamel. Især når den så godt som kommer ud af den blå luft. God karma på Kystbanen - tak for det! 

Nu, hvis man spørger Øglen, om hun havde en god tur til Paris, er det første, hun fortæller, at hun fik en kæmpe-karamel. Lidt ligesom begge reptiler i december fortalte børnehaven, at det sjoveste, de havde lavet på vores weekend i Berlin, var at se en rotte. Jowjow. Jeg vælger dog at tro på, at vores tur ikke har været forgæves - selv om Dumle bliver fremhævet frem for Eiffeltårnet ... :-)

Tips til andre, der overvejer en storby-sviptur med barn/børn:
  • Lad være med at planlægge for meget. Ungerne (eller. Min unge, om ikke andet) kan alligevel ikke rumme så meget info. Og havde det lige så hyggeligt med en skitsebog og en kuglepen under et blomstrende kirsebærtræ, som hun havde i Eiffeltårnet. Og var i øvrigt noget mere begejstret for udsigten til frokost på McD (shoot me!) en af dagene end den faktiske udsigt til Triumfbuen.
  • Husk noget, I kan lave sammen. Ventetiden i lufthavnen (og i flyveren, for den sags skyld) kan godt føles lang. Jeg havde pakket vendespil, Otto Er Et Næsehorn til højtlæsning, en masse Pixibøger og male-/aktivitetsbøger. Og indkøbte både malebog, farver og skak (ja. Skak. Efter Øglens udtrykte ønske. Elsker hun er blevet stor nok til at spille spil, jeg også synes er sjove) i Paris. iPaden var også med, og den blev brugt om aftenen, når vi begge var trætte. Men i løbet af dagen hyggede vi os med at lave ting sammen i stedet.
  • Bo centralt.
  • Lad være med at tro, at der er masser af tid (eller tålmodighed, nok nærmere) til at snuse i små, listige butikker. Heldigvis (eller skulle man sige desværre?) havde jeg ikke sat næsen op efter at komme hjem med Jarl fuld af shopping, og det var ret rart ikke at have en masse must go to-butikker at rende rundt efter.
  • Overvej at tage et løbehjul med (se ovenstående)

mandag den 23. marts 2015

"Hvor er børnene egentlig?"

Når et af de hyppigst brugte spørgsmål i weekenden har været "Hvor er børnene egentlig henne?" skarpt efterfulgt af "Er der mere rødvin?", så ved man, at man har slappet af. Godt og grundigt, endda. Og nej - det er ikke fordi, jeg pludselig er tilhænger af lud og koldt vand-metoden, når det kommer til børneopdragelse (eller, at jeg har været stangbacardi hele weekenden, for den sags skyld). Det er simpelthen bare fordi, der ikke var grund til at bekymre sig om, hvad poderne nu var ude på - der var nemlig hele tiden en voksen eller et andet barn, der kunne berette brudstykker om ungernes gøren og laden.

Vi har været på familieweekend, forstår I. 36 mennesker, heraf 13 børn, fordelt i kæmpemæssigt hus (eller "slot", som vi havde bildt reptilerne ind. Det er nemlig ret majestætisk med tårn og det hele - og et sandt virvar af rum og lange gange, der bare fortsætter i tre uendeligheder). Det holder! Og jeg sidder nu i parcelhuset og overvejer, hvorfor det nu lige var, at man ikke gik kollektivvejen. (Og lader være med at tænke videre over, at 36 mennesker måske trods alt er lige rigeligt i længden. Og at det i øvrigt nok bliver svært at finde et sted med plads nok til så mange mennesker i nogenlunde nærhed af København. Selv om vi sad derovre i skovene omkring Gl. Rye med hvert vores glas rødvin - eller var det en gin & tonic? - og lagde planer om en daglig pendlerbus, hvis nu man skulle finde på at rykke til de midtjyske skove for evigt. Mangen en urealistisk plan er vist blevet kogt sammen over et glas rødvin).

To ud af 13 børn i en rolig stund (#bestukketmedfrugt)

Nå, men kollektiv eller ej, så giver det bare SÅ meget mening at hænge ud med familie i hobetal. Ungerne så vi ikke meget til (derfor den hyppige undren over, hvor de mon var), og vi voksne hyggede og slappede af, det bedste vi havde lært. Et par af de børn, der var med, ser reptilerne relativt ofte, men de fleste af dem, ser de (og vi) desværre alt for sjældent pga. afstand. Alligevel legede de - efter lidt kredsen om hinanden - fantastisk sammen, og når tempoet blev lidt for højt for Varanen, der var en af de yngste, kom han tussende hen til den første, den bedste voksne for at charme lidt. Der var jo hænder overalt, hvor ungerne vendte sig hen, og måske netop derfor havde de det så fint med bare at tumle rundt alene. (Til kritikerne kan jeg berette, at jeg har været i huset før - og HDD er kommet der gennem hele sin barndom - så vi kender det og ved, at der ikke er nogle steder, man kan komme til skade. Fare en lille smule vild, ja, men ikke nok til, at det bliver farligt. Så vi tog laissez-faire-hatten på og lod ungerne udforske alene. Eller ... sammen med de 11 andre, ing' ...)

Udsigten fra køkkenet. Lige til at blive et bedre menneske af

Samlingspunktet var det store køkken, hvor der blev rodet og regeret fra morgen til aften, og kaffemaskinerne var på seriøst overarbejde. Fordi vi kun skulle være der fra fredag aften til søndag middag, havde vi ikke lagt noget program, så efter et par indkøb lørdag, var der fri leg for alle. Det betød en vandretur i rhododendron-skoven (seriøst - det er de vildeste rhododendroner, de holder sig på den grund) til stor begejstring for reptilerne. Efter vi havde tvunget dem ud under relativt store protester, altså - for hvorfor gå ud, når man hygger sig indenfor!? Det betød også en masse snak - primært betød det en masse snak, faktisk - og tennisspil til dem, der havde lyst til sådan noget (det var så ikke mig). HDD fandt endda en legeplads, hvor han havde nogle af børnene med henne, og der var om ikke slik ad libitum, så snacks og anden hyggemad (og rigtig mad. Lammekølle nok til en hel hær, fx. "Det bedste mad i hele verden", som Varanen sagde) nok til, at ingen gik sultne i seng. Personligt brillerede jeg med en gulerodskage, der indeholdt intet mindre end 1.350 gram brun farin. Men så var der altså også nok til 40. Plus det løse.
 
På tur i rhododendron-skoven

Det er aldrig for tidligt at lære at spille skak ... 

Søndag stod jeg op lidt i 7, til trods for at både HDD og ungerne sov endnu. Jeg elsker fredelige morgener, og selv om man måske ikke umiddelbart skulle mene, at en morgen med 1 x baby plus forælder, en farmoster og to grandfætre + forælder kategoriserer som "fredeligt", så var det det alligevel. Hvilket i høj grad hang sammen med, at jeg kunne drikke al den kaffe, jeg lystede, helt uden andre afbrydelser end dem, jeg selv lavede. Not bad at all ...

Da alle havde fået både øjne og morgenmad, fik vi lige glæden af at hilse på en vaskeægte Kongeboa. Lang historie, men alle børnene var ellevilde og skulle ae og klappe og whatnot. Varanen mente, at den lignede en "Q-ælerslange", og det kan han jo have ganske ret i. Urgh, siger moderen (som alligevel ikke kunne nære sig for at klappe den bare lidt på halen. Urgh, igen!)

 
Virkelig sløjt billede, men krapylet bevægede sig jo ... Det er Varanens modige lille hånd, der piller ved halen ...

Turen hjem foregik i fred, fordragelighed og noget, der mindede om forår. Med obligatorisk pitstop i Nyborg - denne gang dog på BurgerKing i stedet for McD. Ungerne var skeptiske, ikke mindst da Øglen kunne konstatere, at BurgerKing putter ketchup oven på bøffen i stedet for nedenunder. Som McD åbenbart gør. Hvad ved jeg - ud over altså, at vi tilsyneladende skal stoppe med at spise nogle af stederne. Hvis man ved sådan noget, spiser man der for tit. Basta.

Vi var hjemme i god tid og nåede derfor kedelige voksenting som at vaske tøj og rydde op. Og bade ungerne. OG hive Øglens (meget meget løse) fortand nr. 2 ud. Det var den fjerde tand, der røg, og hun ligner nu en pirat mere end nogensinde. Store store unge! I dag er der fernisering i børneren (jowjow), og før vi ser os om, er det weekend igen. Ikke dårligt - og slet ikke, hvis solen fortsætter med at skinne så meget, som den gør i dag ...

tirsdag den 9. september 2014

Tid, din forfløjne type!

Det er lidt uklart for mig, hvor tiden forsvinder hen, men væk, det bliver den, og det er derfor, det står lidt sløjt til med bloggeriet. Jeg skal nok komme igen, jeg skal bare liiiige finde tiden. Som pt. bliver brugt på hverdagen, eftersom:

*Mine arbejdsdage er barberet ned til et absolut minimum, delvist pga. problemer med at komme op i gear efter sommerferien, delvist pga. at jeg stadig synes, Varanen er lille og ny i hele børnehave-halløjet (hvilket er totalt on me, for han klarer det SÅ flot og vinker selv og alt muligt. Noget Øglen som en konsekvens pludselig også kam, selv om det ikke har kunnet lade sig gøre tidligere - i de halvandet år, hun har gået der). Så tiden til overspringshandlinger i dagtimerne er så godt som ikke-eksisterende, hvis jeg også skal gøre mig forhåbninger om bare at kradse bare en lille smule monetos ind. Og det skal jeg. Sidst, jeg tjekkede, skylder vi stadig en pæn sjat penge for den lille, fladtagede hytte i DNP.

*Reptilerne er aldeles håbløse at putte for tiden, og der først er ro kl. 21 eller senere. De sover så til gengæld også til 7.30-8 i den anden ende, og det er jo dejligt, men jeg savner mine aftener!

*Weekenderne er fyldt med hyggelige ting som kreering af kastanjedyr (synes altså, det er tidligt, at de falder ned, de små drønnerter. Er det bare mig?), hjemmebiograf (Grusomme Mig - eller "Robotfilmen", som den bare hedder herhjemme nu - er gået rent ind hos ungerne), spontan tur i IKEA (hyggeligt? Not so much, men vi fik da en overbygning til legekøkkenet), eller det lokale Farmer's Market sammen med Farmor (Farmors Market? #tøhø), mens Øglen var i cirkus med en veninde. Eller generel danderen og laven absolut ingenting.

Kastanjehest med agernpibe
 
Snobrødsbagning på Farmors Market (#tøhø igen)

*Jeg har genopdaget bøger! Og købt tre for sølle 50 kr i den lokale genbrugsbiks. Hvoraf jeg efter halvanden uge har læst 2,5 af dem. Og jaja, lixtallet kunne sagtens være højere, men jeg er underholdt, og jeg havde i dén grad glemt, hvor meget jeg elsker at læse. Og da DNP's bibliotek netop er genåbnet i ny og væsentligt forbedret udgave efter at have være noget amputeret i et års tid, har jeg også langt om længe fået mig registreret der, så jeg kan låne bøger. Det bliver farligt. Og utrolig tidskrævende.

En rolig stund i haven i weekenden. Med lydtapet af æbleplukkende, storsnakkende Varan og fuglefløjt. Ahhh. Og den der bog, 'ing ... Jeg ved godt, at jeg er lidt lastmover på dén (skulle jo lige vente, til den kom til salg til en 20'er), men den er virkelig fin og finurlig

Så summasumarum: Der er ikke så meget tid til at blogge lige nu. Det skal nok komme igen, for det er ikke som om, der mangler ting at skrive om. Varanen og den der børnehave, fx. Som der vel reelt ikke burde være så meget tilbage at sige om, nu han er færdigindkørt, men jeg kan finde på en masse. Fx at han gik og plukker blomster, da jeg hentede ham i går. #nåååårh Eller at alle pædagogerne knuselsker ham. #dobbeltnåååårh.

Nåhja. Der var også lige en familiefødselsdag, der hapsede lidt af tiden. Så hyggeligt. Og virkelig lækker mad!

Jeg kunne også skrive noget om, at hele aftenen i går blev brugt på at trøste en Varan, der havde utrolig ondt i maven og ikke ville spise noget - ikke engang den vaffelis, han ekstraordinært blev tilbudt for at se, hvor alvorligt det var. (Til jer, der ikke kender Varanen, kan jeg berette, at det er meget alvorligt, når der bliver takket nej til is). At han faldt i urolig søvn omkring 22-tiden. Og efterfølgende kastede op 4-5 gange med en halv times mellemrum. Mens Øglen syntes, det var synd for hende, at der ikke var plads til hende i dobbeltsengen (det var der sådan set, eftersom HDD blev beordret ind på sofaen. Men der, hvor der var plads, var der enten kastet op allerede, eller også var det målet for næste runde opkast).

Eller hvad med, at Varanen snart fylder 3?! At han bruger str. 104 i tøj, elsker at lave mad i legekøkkenet, synger, når han kan se sit snit til det (at ordene så ofte bliver ændret til det meget intelligente 'numse', er en anden sag), og er et nusseøre af rang. At han lige pludselig kan genkende stort set alle bogstaverne i alfabetet og elsker at høre om dem (længe leve en bogstavinteresseret storesøster). At han har knækket koden til 'rigtige' puslespil. Osv.

Jeg bruger faktisk også uforholdsmæssig meget tid på at fange vildfarne insekter og sætte dem ud igen. Her en giga-humlebi - dronningen, måske? Det er svært at se på billedet, hvor stor den er, men den har været min. 3 cm lang, og det er mig en gåde, hvordan i alverden, den kunne få bagen med sig op at flyve ...

Der kunne også fyldes godt op med historier om Øglen, der bliver så stor og langbenet. Hvis bukser i str. 110 stumper, mens 122/128 passer perfekt i længden, men har behov for et bælte for ikke at ryge ned om knæene. Som er begyndt at gå til redskabsgymnastik om mandagen hos temmelig rigid forening, der ikke vil have forældre i salen. Heller ikke første gang. Og hvor Øglen bare helt køligt vinkede og sagde "Vi ses bagefter, mor!", og så kunne jeg ellers bare sætte mig ud og vente. (Med en gnaven Varan, der også vil gå til redskabsgymnastik. Eller ishockey). Som stadig elsker at tegne og nu også elsker at skrive og prøve at stave. Som er blevet så stor og fornuftig og velargumenterende - bortset altså lige fra, når teenageren stikker hovedet frem og begynder hver eneste sætning med "Helt ærligt!".

Men det er jo det med tiden igen. Som i dag er endnu mindre til overspringshandlinger, eftersom den opkastende Varan har en hjemmedag, selv om han er temmelig frisk (han slog øjnene op i morges med et "Hej! Jeg har aldrig ondt i maven mere!"). Jeg tror, han havde spist noget, han ikke kunne tåle i går, men syntes ikke, jeg ville tage nogen chancer. Ingen grund til at smitte hele institutionen, hvis nu det skulle vise sig at være en virus.

Og nu: Kaffe! Mens nogen ser Dora i fjerneren. For kaffe skal der være tid til. Ciao!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...