Viser indlæg med etiketten akut søvnmangel. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten akut søvnmangel. Vis alle indlæg

onsdag den 24. september 2014

Groundhog week

3 år og 2 dage er ikke en alder, man sådan skal spøge med. Det kræver mange kræfter at være blevet stor, og når både sut og ble pludselig forsvinder fra den ene dag til den anden (bleen var ikke vores idé, men Varanen er åbenbart lidt af en haj til at gå på toilettet i børnehaven, så vi er blevet enige med pædagogerne om at samarbejde på dén front), så sker der ting og sager inde i en lille knold.

Ingen ble på! Jeg ved godt, at det at tage bleen af ikke er det samme, som at han er blefri, men seriøst - hvor blev min lille dreng af?!

En af de ting, der tilsyneladende sker, er, at han n æ g t e r at sove. Uanset hvor træt han er. Nixbix. Så vi er nogen, der bruger pænt lang tid på at putte for tiden. Og i morges nat mente han i øvrigt, at det var morgen kl. 03.30. Selv om absolut ingen var enig med ham, lykkedes det kun at holde ham hen en lille time, før han surt proklamerede, at "Nu kravler jeg bare UD af sengen, så! Ha-ha-haaaahr!"*Evil laughter* Hvem skriver man til, hvis man gerne vil have Ramasjang til at vågne pænt meget tidligere end kl. 06?! Tænkte godt nok (ganske kort) i mit søvntågede sind, at det var en god lektion, det der med, at Ramasjang-figurerne stadig sov, og håbede naivt, at Varanen så også ville blunde lidt. Men det virkede overhovedet ikke (på ham - det virkede upåklageligt på mig), og jeg vågnede fra min slummer ved, at Varanen var i færd med at stoppe 5 hårnåle ind i næsen på mig og aede mig temmelig hårdhændet i hovedet.

Byg-selv minilagkager fra Varanens fødselsdag forleden. Sådan en kunne jeg godt spise nu. Om ikke andet, så for at holde mig vågen ...

Bygge-bygge

Thank G*d for Netflix og Dora the Explorer! Som Varanen binge-watchede, mens jeg fik lov at blunde (ikke sove - ikke med hårnålene i rummet!) en smule. Gæt, om jeg var frisk til forældrekonsultationen i børnehaven i morges kl. 8.30?! Korrekt. Det var jeg ikke. Og HDD heller ikke. Men det gik alligevel, og overpædagogen lod sig venligt nok ikke mærke med, at vi begge lignede hængte katte. Der blev sagt en masse pænt om Øglen og faktisk også om Varanen, selv om samtalen slet ikke drejede sig om ham (konsultationen drejede sig om skoleparathed. Og fordi DNP ligger i en kommune, der af uransagelige årsager synes, at børnene skal begynde i mini-SFO allerede i januar, holder man konsultationer nu. Også selv om vi ikke vælger at sende Øglen i mini-SFO, eftersom børnehaven har et udmærket før-skole-tilbud. Hvilket åbenbart er totalt faux pas at dømme efter nogle af de reaktioner vi har fået fra andre forældre. Ah well ...).

Arbejdet har heldigvis været godt ved mig i dag. Meget heldigt, for I guder, hvor er jeg træt nu, altså. Og gad godt, at Varanen havde meddelt på forhånd, at det her ville blive Groundhog week på søvnmåden, for så ville jeg ikke have a) slæbt ungerne hele vejen til og fra Kbh i går for at besøge (tr)Oldemor + amerikanske slægtninge, b) booket forældrekonsultation kl. halv-bloody-NI i dag, c) tilbudt at tage en af Øglens veninder med hjem i dag og i øvrigt lovet at hente kl. 14, d) committed mig til skoleintroduktionsmøde i aften. Snork, altså!

Men i morgen er der atter en dag. Er det ikke sådan, man siger? Måske man kunne være så heldig at sove hæderligt i nat? Og så er det oven i købet min fødselsdag i morgen. Som bl.a. bliver markeret ved, at den lokale vandforsyning lukker for vandet mellem kl. 9 og 15, så jeg kender én, der arbejder hjemme, som skal huske at tappe vand på flasker i aften. Ellers er der jo ingen kaffe! Katastrofe!

Nå. De der børn henter jo ikke sig selv. Lige som kaffen ikke drikker sig selv, eller vasketøjet ikke vasker sig selv. (Der er i virkeligheden ikke ret meget, der gør noget af sig selv, nu jeg tænker over det. Det skulle da lige være øjnene, der klapper i af sig selv. Og det har jeg altså ikke tid til. Lige nu, i hvert fald). Adios - vi skrives ved, når jeg er fyldt 536.

mandag den 6. februar 2012

Kryds lige fingre, ikke...?

Hvis nu jeg ikke havde den uddannelse, jeg har (og rent faktisk var glad for den). Hvis nu jeg ikke var tættere på de 40 end på de 20 (gisp!). Og hvis nu jeg ikke var så glad for ord - for at skrive dem ned og lege med dem og alt det der. Så ville jeg være bager. Ikke fordi jeg har nogle specielt vilde bageevner, men mere fordi kager smager godt. Og fordi kager gør folk glade. Det er ikke så tit, man ser storskumlende person med gaflen i en jordbærtærte, veller?!

Nå. Men jeg er ikke bager. Og det er også fint nok. Bl.a. fordi jeg aldrig ville kunne administrere store mængder kage samlet på ét sted og derfor ville ende med at ligne Jabba the Hut efter et lille års tid. Der er også nogle tålmodighedsissues, jeg skulle have en seriøs sludder med - særdeles konditor-vejen ville nok ikke være tjent med hoppe-over-hvor-gærdet-er-lavest- / det-opdager-de-aldrig-Øglemor. Og så er der jo det der med mødetiderne. Jeg er glad for min nattesøvn. Rigtig glad for min nattesøvn.

Billede lånt herfra

Jeg ville faktisk ønske, at jeg ikke var helt så glad for den, som tilfældet er. Og/eller at jeg rent faktisk var bager. Lige nu, i hvert fald. For så kunne det være, at det ikke føltes helt så urimeligt, når Varanen igen (igen-igen-igen) beslutter sig for, at det da er morgen kl. 04. Gaaaaaab, altså! Det hjælper ikke at amme. Det hjælper ikke at svøbe. Det hjælper nogle gange at sidde i utrolig akavet position og hvisketiske søde, beroligende ting (selv om man jeg nogle gange mest har lyst til at råbe knapt så søde ting), men det er så sikkert som amen i kirken, at Varanen vågner i det sekund, jeg forsøger at lirke ham fra akavet position og ned i tremmesengen eller vores seng.

Det eneste, der hjælper sådan nooooogenlunde er, hvis jeg står op med Varanen, tager ham med ind i stuen, hyggesnakker (så meget som det nu lader sig gøre, når ens tunge er ved at falde ud af træthed) og ender med at amme ham i søvn - siddende i sofaen - blot for at vågne en lille times tid senere med nakke i absurd vinkel, fordi ryglænet på sofaen ikke er designet til at amme på/ved/i. Men søvn er selvfølgelig søvn - uanset vinkler.

Det var til at holde til, da det bare var en gang om ugen eller i dén dur. Men nu, hvor det er hver nat, og hvor kravet om at blive pillet op af tremmesengen (haha, who am I kidding; han sover sqda i vores seng) ikke bliver stillet med et spagt "a-ghghrrrryhhz", men snarere med et øredøvende "QHRGARRRRQHXH!", så synes jeg faktisk, det er ved at blive en kende træls. For nu at sige det på godt jysk.

I nat var muligvis den mest trælse hidtil, og det lykkedes endda Varanen at vække HDD. I en grad, så det endte med, at HDD kl. 05 var nybadet og klar til at tage på arbejde - bortset altså lige fra, at det kunne han jo ikke, eftersom der var en brølende Varan at tage sig af, en rimelig pissy kæreste (moi) og en sødt slumrende Øgle. Jeg vil ikke lade det være nogen hemmelighed, at brølende Varaner kl. sindssygt tidligt ikke er befordrede for kærlige ord og opbakkende gestusser (gesti?) Varanmor og -far imellem, men der var engang, hvor vi aftalte, at det, man siger til hinanden mellem kl. midnat og kl. 05/06-stykker, ikke tæller næste dag. Altså mm. man er til fest i det tidsrum, men det er man så aldrig, hvis man er os...





Så derfor er de spydige ord glemt nu. Det hjalp også pænt meget på humøret (mit), at Varanen nappede små 3 timer til formiddag. I barnevognen altså, og dermed udenfor, men igen; søvn er søvn. Også selv om jeg så lige skal have ringet til hittegodskontoret for at høre, om de har set mine forfrosne fingre ligge og flyde et sted. Jeg nåede endda at sidde i hele 15 minutter på Pixie med en kop skoldhed kaffe og en croissant (det er som om, den der fødepølle bliver trumfet lidt af søvnunderskuddet). Og jeg blev sært beroliget af at trisse rundt i det tyste og meget stemningsfyldte snevejr. På et tidspunkt rendte jeg endda rundt og smilede for mig selv, men jeg VAR (er!) også meget træt...





Ud over kaffen og et par ærinder, nåede jeg også at få en god sludder med min egen sundhedsplejerske, som jeg i et anfald af desperation havde lagt en besked hos i morges. Hun havde desværre ikke De Vises Sten, men hun var sød, lyttende og forstående - og i øvrigt mere end enig med mig i, at jeg bare skulle fylde på med grød. Modsat visse andre sundere, men hende behøver jeg heldigvis ikke at se igen. Nåmn, min sunder foreslog, at vi prøver at give Varanen en flaske i aften, når han vågner første gang. En ordentlig portion, så vi kan se, om han reelt er sulten, eller om der bare er tale om en uhensigtsmæssig vane. Derudover foreslog hun, at vi forsøger os med op/ned-metoden (som jeg ikke kender, men det lyder umiddelbart som en metode, hvor man skal tage barnet op - hvis det er ked? - og så lægge det igen). Und so weiter. Fint med mig, så længe det ikke er sådan noget 'Lad dit barn skrige sig i søvn'-metode. Samtidig understregede sunderen, at Varanen jo stadig er meget lille, så vi skal gå langsomt frem og i øvrigt ikke forvente mirakler fra dag 1.



 
Fra en anden god gang, hvor den lille baryler ikke ville sove...


Det er ok, at jeg ikke bliver stillet mirakler i udsigt. Men en morgen, der begynder bare lidt senere end kl. 04, ville nu være skønt. Første skridt på vejen dertil er derfor en flaske i aften. Så kryds lige fingre for, at det funker, mkay? For selvfølgelig er det synd for HDD, Øglen og mig, at Varanen sover elendigt, men det er faktisk allermest synd for Varanen, synes jeg. Han er så træt, men han kan ikke finde ro, og jeg har endnu ikke fået ham lært at berolige sig selv. Det håber jeg kan lade sig gøre inden så længe, så både han og vi får lidt mere overskud.

Men apropos overskud, så blev Øglen bragt lige til døren, frisk fra børnehaven, af Farmor i dag. Da vi havde drukket te, brugte Farmor lige en halv times penge på at lulle Varanen i søvn, mens jeg så Rosa fra Rouladegade med en Øgle, der i høj grad havde brug for sin moar. Og lidt senere dukkede Mårmor op. Hun bliver et par dage, og Øglen er ellevild. Lige nu læser de Pippi i hulen under Øglens storpigeseng, og lur mig om ikke også Øglen får overbevist Mårmor om, at det er hende, der skal putte. Måske man også skulle få hende til at give Varanen flaske, når han vågner første gang? Og gå op og ned ad gulvet med ham, når han vågner de der 40.456 gange i nat? Eller ville det være at stramme den, mon?!

Under alle omstændigheder, så holder bedsteforældre max. Og søde sundhedsplejersker og fint fint snevejr (når nu det skal være). Og husk så lige at krydse fingre for lidt mere søvn i det reptilske hjem i nat, ikke?

... med fare for at jinxe noget, så kan jeg i øvrigt berette, at Øglen sover fortræffeligt (thank G*d, for ellers var jeg da blevet galopperende vanvittig), og at hun ovenikøbet har sovet alene - i sin egen seng uden at komme ind til os - i en hel uge nu. En hel uge; dét er stort. Og er nærmest ikke sket siden i sommer, tror jeg...

torsdag den 19. januar 2012

Trøsteshopping

Jeg skal jo forestille at være på dagpenge. Og sidst jeg tjekkede, levnede den udbetalte sum altså ikke plads til champagne (men så er det jo meget heldigt, at man ammer. Tøhø). Når jeg er færdig med at være på barsel, er der udsigt til flere dagpenge (og aktivering, yipeeee!), og selv hvis det, jeg går og pønser på, skulle vise sig at give lidt klejner i kassen, bliver det under ingen omstændigheder noget, jeg kommer til at leve som greve(r) og baron(er) af.

Derfor burde det da heller ikke være så svært at forstå (heller ikke for en talmæssigt udfordret som jeg), at jeg måske skulle "holde hus" (tak til min farmor for dét udtryk!) med pengene i stedet for bare at klatte dem væk. Det ville i hvert fald være det fornuftige valg.

Nappet fra boozt.com - jeg fjerner det fluks, hvis I bliver sure

Nu skal jeg så ikke kunne sige, om jeg generelt er ufornuftig (selverkendelse er en svær ting, ved I nok), eller om det bare er fordi, jeg er træt, men ikke desto mindre sidder Dankortet rimelig løst på mig her i 2012 modsat mine bukser, der strammer de helt forkerte steder. Så på nuværende tidspunkt har jeg allerede købt mig en dejlig varm putte-cardigan, en kjole til barnedåben, en RET stram nederdel og en Dolmio-farvet strikcardi, der måske nok ikke gør så meget for min teint, men som til gengæld er utrolig fin på bøjlen inde i skabet. For ikke at tale om den aflad, jeg har købt mig ift. Varanen. Og det tøj han skal have på, efter han er blevet døbt i arvedåbskjolen (dog uden kyse - så ond er jeg ikke).

Billede lånt her

Derudover har jeg megameget lyst til at købe den halskæde, Miss Maybe lokker med (jo, du gør!), og en kjole på det Malene Birger-udsalg, Lisbeth linker til. Desuden mangler jeg et par ankelstøvler, der kan bruges både til hverdag og fest, men jeg er endnu ikke faldet over de rigtige. Og det er min konto egentlig temmelig glad for, tror jeg.

Me like a lot. Ikke SÅ sk*de ammevenlig godt nok, men den er jo på udsalg og alt det der... (billede lånt her)

I dag, da jeg var ude og trille, købte jeg mig også en kop kaffe (kop nr. 12.453 i januar alene) og så en jumbosnegl. For de er nemlig tilbage i syv-elleve, og shit, hvor de da smager godt. Det syntes Øglen også. Og ja, hun er stadig syg, så i dag har jeg haft fornøjelsen af psykotræt Varan (som stadig sover dårligt om natten, thanks for asking, så den der fase er rimelig lang, synes jeg nok) og næsten-rask-men-så-alligevel-ikke Øgle, der har brugt det meste af dagen på at være sur og sige ting som "Det bestemmer du ikke, det gør jeg!", "Gå med dig, jeg gider ikke se på dig!" (nøjjjjj, jeg var tæt på at tage hende på ordet et sted på Århusgade i formiddag, hvor selvstændigheden *indsæt selv sarkastisk smiley* nåede nye højder) og "Lad vær', mor!!!" (jeg gjorde ikke noget, jeg sværger). Så jeg synes faktisk, jeg fortjente den jumbosnegl, eller i hvert fald det af den som Øglen ikke spiste. Og så må jeg leve med, at der virkelig ikke er meget 2100 Økomor i at skrumle rundt med dobbeltklapper, med en kaffe i den ene hånd og en snegl i den anden, helt og aldeles uvillig til at slippe nogen af delene, selv om en dobbeltklapper bedst betvinges med to hænder.

Var sq nok egentlig heller ikke så smart at slæbe Øglen med udenfor, når nu hun er sløj, men Varanen og jeg skulle til dåbssamtale med præsten, og den lader sig altså vanskeligt udskyde, eftersom dåben er på lørdag. Så ud skulle vi. Øglen var faktisk også rigtig sød inde i kirken - det var først, da vi skulle gå - og så bagefter, at hun blev pænt øglet.

Og jaja, jeg ved godt, at jeg er en Ond Mor, når jeg i mit stille sind har lyst til at sætte feberramt afkom til salg på Gul & Gratis, DBA eller andre sjove sider. For jeg kender jo lissom årsagen til, at øglerierne i den grad er ude af proportioner i disse dage, og jeg kan sådan set også godt forstå, at det må være belastende at være sløj så længe. Hun keder sig jo, det lille krapyl pus. (Når konceptet Tv Ad Libitum mister sin appel, ved man, at den er gal). Og selv om hun siger, at hun ikke gider i børnehave, så tror jeg, at hun savner at brænde krudt af. Jeg ved i hvert fald, at JEG savner, at hun får brændt noget krudt af. Og et søvnunderskud på små fire måneder er for mit vedkommende desværre ikke befordrede for rummelighed og 'lad dog barnet'-sentimentalitet. Tværtimod. Så gæt lige, om jeg får bidt mig selv i tungen en del i disse dage for a) ikke at være den ondeste og mest urimelige mor, der nogensinde er set, b) ikke at slå døren op på vid gab for Sure Mor...

Men 1 dag tilbage... Så er det weekend og dåb, og dermed er der en milliard hænder, der kan nusse, pusse, kramme, putte og ae. Øglen og Varanen, altså, selv om jeg ved nærmere eftertanke egentlig godt kunne bruge en, der puttede mig. Gerne i en overdimensioneret Voksi-pose og derefter i gigantisk barnevogn. Mmmmm.

Gad vide, hvor meget jeg kan nå at shoppe i morgen, mon? Altså i fysiske butikker, for jeg skal da lige love for, at tiden til at komme på nettet med en sur syg Øgle og en temmelig gnaven Varan er sparsom. Nå, Det må tiden vise, og så må kontoen blive repareret senere. Når nu jeg ikke kan få sovet, så er en recept på retail therapy vel det mindste, man kan gøre for sig selv?!

søndag den 18. december 2011

Early birds

Nåh ja - jeg var nede og få vejet Varanen i torsdags. På hans 12-ugers fødselsdag. 7.080 gram, sagde digitalvægten, så det er en vægtøgning på nøjagtigt 2 kg og 828 gram siden han kom ud. Såeh; stramt tungebånd eller ej - han lader til at få temmelig meget mad indenbords.

Det skulle han oså gerne, når nu man tager i betragtning, at han spiser ret præcist hver halvanden time. Det er altså tit. Til gengæld spiser han så også rimelig længe, når han spiser, så gæt lige, om jeg har god tid til at spille Wordfeud?! (Jer, jeg spiller med: I ved, hvem I er, og I får klask! Gnæggnæg) Og knap så god tid til at lave noget som helst andet.

Men ok - ret skal være ret; når han sover, vågner han ikke efter halvanden time for at spise. Jeg er begyndt at se konturerne af en rytme, der hedder lang lur om formiddagen (hvilket indebærer lange, hvileløse traveture og cafébesøg med iPad efter Øglen er blevet afleveret, eftersom jeg har fået mig en Varan, der nægternægternægter at sove indendørs i dagtimerne), pletsoven på mig i løbet af eftermiddagen og så putning ved 18-19-tiden alt efter (hans) humør. Det tager så lige en times tid at amme ham så langt ned, at han dejser om (læs; er for dopet til at brokke sig), når han bliver hældt ned i sin seng, men pyt. For det betyder, at HDD og jeg har børnefri aftener. Ikke, at vi bruger dem på noget spændende. Sidder gerne med hver sin computer. Spiller Wordfeud (også mod hinanden. Trods alt). Sludrer lidt. Stirrer tomt ud i luften. Laver halssmykker af gamle t-shirts (arj, ok - det er kun mig, der gør det). Ser dårligt tv. Rydder op. Rydder lidt mere op. Spiser slik. Sludrer lidt mere. Osv. Get the picture?! Det kan godt være, at det ikke er så actionpacked, men det er sq meget hyggeligt. Og så er det jo virkelig luksus at have et par timer til/for sig selv, før man gerne alt for sent tørner ind.

Se lige de brune chokoladeknapøjne! (Gad vide om psycho-Wordfeud-ordbog godtager dét ord?!) Når de kigger på en, så er det altså svært at være rigtig irriteret. Også selv om det er på et gudsjammerligt tidspunkt

Og det der med at tørne ind, iggå? Det bliver ikke sent i aften for mit vedkommende, skulle jeg lige hilse og sige. For efter Varanens sædvanlige (første) natsnack ved 3-tiden (tror jeg - det er lidt sløret), insisterede Øglen temmelig højlydt på at blive hentet ind i vores seng (hun er stadig spærret inde i tremmesengen efter Sovecirkusset). Jeg var jo alligevel vågen, så jeg hentede hende, hvorefter hun (også højlydt) proklamerede, at hun gerne ville op og have "hårnflex". Øh... nej! Ikke kl. 04, lille Øgle. Derefter lå hun og plaprede - stadig højlydt - om at stå op og nisser og gaver og hårnflex, og til sidst vågnede den mælkedopede Varan. Og ville have mere mad. Og holde fest bagefter. Øglen ville også holde fest. Og HDD?! Han sov den velkendte mandesøvn, hvor selv en atomkrig ikke ville vække ham. Til sidst tog jeg Varanen under armen og fortrak til stuen, mens Øglen lå og plaprede videre inde i soveværelset. Og godt en time senere (kl. 05.51, thank you very much!) faldt han endelig i søvn. Jeg nåede trods alt lige at slumre en times tid, før vækkeuret ringede, og så var det ellers tid til at stå op og gøre klar til brunchgæster. (Gaaaaab!) Varanen sov ufortrødent videre, og den vedholdende plapren fra soveværelset var også stilnet af. Men det er som om, de små kræ først kan sove rigtig godt, når de har vækket deres mor så godt og grundigt, at det er svært at lægge sig til at sove igen.

Håber bare, at det er en fase. Som er MEGET hurtigt overstået. For jeg kan helt klart konstatere, at jeg ikke er bygget til at vågne/stå op kl. 4. Jeg ved godt, at man ikke må brokke sig, når man har en baby, der i mange tilfælde sover fra kl. 19-20 stykker til kl. 03, før den første nattetår. Men jeg siger det bare...

fredag den 16. december 2011

Zzzzzz

Dengang jeg var lille, skete det ofte fra tid til anden, at min mor døsede hen midt i, at hun var ved at læse en historie for mig. Husker bl.a. tydeligt engang, hvor hun læste Ægget der voksede (zzzzzzz) for os børn på bagsædet på en længere køretur. Pludselig blev ordene snøvlende og usammenhængende, og hun begyndte at lyde som en båndoptager, der mangler batteri.

Nå. Men dengang forstod jeg det ikke. Det oversteg i dén grad min godt nok beskedne, men alligevel... fatteevne, at man kunne falde i søvn, når man var i gang med noget så vigtigt som at hygge med sine børn. Ovenikøbet med spændende (der var vist lidt kludder i min definition af "spændende" dengang) lekture. Så fortørnelsen var naturligvis stor, når det skete, og det udløste ret hurtigt enten et håndkantsslag bestemt prik eller et bebrejdende "Mo-aaaar! Du skal ikke sove!".

Well. Jeg er blevet klogere siden dengang og har fået bedre smag i bøger. Og nu forstår jeg meget bedre, hvordan man kan falde i søvn, mens man tilbringer tid med ens børn. Mine øjne bliver fx ganske tunge, når jeg ser Nissebanden umiddelbart efter helvedesafhentning i børneren. Eller læser Barbapapa-bogen for 700. gang. Gerne samtidig med, at jeg ammer.

I går var jeg også virkelig virkelig træt. Varanen havde sovet snotdårligt om natten, og afhentningen i børnehaven trak tænder ud (tænk skrigende Varan, Øgle der ville vaske sine ben (wtf?) med strømpebukser på, Øgle der kylede sine jeans gennem garderoben indtil flere gange, Varan der skreg endnu vildere, Øgle der kastede sig teatralsk på gulvet, osv.). Så da muggen Øgle endelig var placeret hjemme i sofaen med sut (ja, den har sneget sig tilbage om dagen, eftersom Øglens i øjeblikket ultrakorte lunte bliver en anelse længere, når hun må sidde lidt med sutten efter lang dag i børneren), gigantisk Barbapapa og et tæppe, og Varanen var fodret af og lå glad, mæt og pludrende på legetæppet, så var det som om, der kom lidt grus i mine øjne. Og da Øglen ovenikøbet gav mig lov til at ligge ved siden af hende og ae hende på ryggen, kom jeg muligvis til at falde en lillebitte smule i søvn. I omkring et nanosekund, indtil det gik op for Øglen, hvad der foregik (måske fordi jeg ikke straks kunne svare på hendes Nissebande-relaterede spørgsmål). Og så blev jeg ellers prikket på i én uendelighed og fik et temmelig forarget "MOAARRRRH! Du skal ikke sove!" lige i krydderen.

Det er som om, jeg har oplevet det før. Nu er det bare mig, der bliver prikket på og råbt af. Måske det ligger i generne? Eller også har børn bare en universel aversion mod sovende forældre...

Anywhooo - undskyld for alle prikkene og vækningsråbene, mor. Er nu helt og aldeles med på, hvorfor du kunne få lyst til at falde bare lidt i søvn engang imellem. (Og i øvrigt... "Ægget der voksede"?!! But why?)

...


I øvrigt går det der med nattesøvnen sådan nogenlunde. Så det er ikke (kun) derfor, jeg ikke kunne holde mig vågen til Nissebanden. Og Øglen falder pt. i søvn på max 10 minutter. HDD når derfor nærmest ikke at sætte sig i gyngestolen, før der snorkes lystigt inde fra tremmesengen. (Og ja, der er stadig tremmer på - ingen grund til at ødelægge noget, der virker...)

onsdag den 5. oktober 2011

Tøhø

... mon man som udgangspunkt bare skal gå ud fra, at det de laver, er noget værre l*rt?!

(Jeg har ikke fået meget søvn i nat. Derfor kan humoren forekomme noget lavpandet...)
Published with Blogger-droid v1.7.4

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...