Viser indlæg med etiketten annonce. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten annonce. Vis alle indlæg

torsdag den 23. juni 2016

Noget om badetøj

[ANNONCE]

Lige om lidt går reptilfamilien på sommerferie. Arrividerci skole, børnehave, kontor og hjemmekontor - og hej tre uger med (forhåbentlig) sol og varme i hhv. Pastaland og Sverige. (Til eventuelle tyvetyper, så har vi årvågne naboer, der er hjemme og holder øje med matriklen, så vig bare bort med det samme!)

Jeg har store planer om, at sommerferien bliver både varm og rar, så det er begrænset, hvor meget jeg gider pakke i kufferten. Et par lette outfits, nogle gode sko (sandaler. Jeg købte vandresandaler for første gang, siden jeg troede, jeg var friluftsagtig tilbage i år 2000, for et par uger siden. Og selv om de i sandhed ikke er for kønne, så må jeg sande, at de bare er bedre at have på end mine elskede Reef-flipflops (som jeg naturligvis også skal have med). Særligt, hvis der skal vandres bare lidt længere end til poolen) og så selvfølgelig badetøj.

Hrm. Ja. Badetøj.

Jeg har aldrig være bikinitypen - og lad mig stoppe jer, før nogen råwer mig ind i hovedet, at ALLE har en bikinikrop, og at det baaaare handler om at tage en bikini på, så har man en af slagsen. We know. Det er nemlig ikke det, det handler om. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvordan andre synes, jeg tager mig ud i en bikini - det handler om, hvordan jeg selv har det i en. Det blødeste punkt på mig er min mave, og det har det sådan set altid været - og to børn har på ingen måde gjort den mindre blød (her stopper jeg så også jer, der vil til at råwe, at der intet er forgjort i, at kroppen ser anderledes ud efter graviditet(er) og fødsel, og at det bare vidner om kærlighed und so weiter. Det ved vi også godt). Det er helt ok, men jeg har bare ikke synderligt meget lyst til at flashe maven i overdreven grad og har det altså bedre i badedragt.

Og så er det jo dejligt, at der efterhånden er vældig mange fine badedragter i handlen (omend mange af dem er frygtelig dyre. What's up with that! Og med, at mange af dem ikke kan tåle klor, for den sags skyld?!). Jeg forsøgte mig i sidste måned med at købe en virkelig fin badedragt hos min bedste ven Ali, men selv om den var så fin så fin, lod pasformen en del tilbage at ønske, så dragten er nu røget videre til min nabo, som passer den på en prik. Og det er jo dejligt for hende, men efterlader ikke mig med ret meget svømmekluns til ferien. Så for et par uger siden dristede jeg mig ind i en af de lokale lingeributikker, der har rigtig mange fine badedragter - og for en gangs skyld en ekspedient, der virkede som om, man ikke generede hende dødeligt ved at betræde matriklen. Faktisk var hun overmåde hjælpsom og langede badedragter i favnen på mig i en lind strøm - alle i str. 42. En størrelse hun åbenbart var nået frem til ved at kigge kritisk op og ned ad min bløde krop. Nu er det jo ikke fordi, der er noget i vejen med at være str. 42. Overhovedet. Men eftersom jeg er en str. 38-40 til daglig, er det altså lidt af en bet at få smidt en str. 42 i hovedet på øjemål.

Nå. Skæbnen ville, at ingen af badedragterne sad specielt godt (heller ikke den i str. 40, jeg havde nappet, mens ekspedienten kiggede væk), og da den billigste i øvrigt kostede tæt på 900 kr., listede jeg lige så stille af igen. Og begyndte at lede på nettet. Hos Ellos fandt jeg det, jeg søgte (og nej, det er ikke Ellos, der giver spons - de har bare fine badedragter), og i sidste uge fik jeg så det valgte eksemplar hjem. I str. 40, Dame i Lingeributik!. Og ved I hvad? Den sidder bare SÅ pænt! Lidt til den store side (men så er der plads til is), og kvaliteten virker rigtig god. Så den glæder jeg mig til at drøne rundt i i Italien. Og den tåler vist oven i købet klor, så jeg også kan driste mig i poolen. Glæden vil ingen ende tage!

 UV-tøj til børn
Reima-rovet. Find det her

Ungerne er heldigvis for længst færdigudstyret med badetøj. Jeg var så heldig at få tilbudt at teste UV-tøj fra Reima (det er her, det sponsorerede indhold befinder sig, hvis nogen skulle være i tvivl), og begge unger er nu udstyret fra top til tå i UV-T-shirts, -shorts og lette jakker. Og et par strandsandaler også, skam. De bliver så fine, og begge er lykkelige for deres nye tøj. Selv om begge unger efterhånden er nogle store klepperter og ikke længere har nær så sart hud, som da de var helt små. tænker jeg, at det er meget rart at have muligheden for at tage UV-badetøj på under sydens sols skrappe stråler. Så kan den almindelige badedragt og de små børne-speedos komme på om aftenen, hvor jeg har store planer om, at vi også skal bade.

Jeg glæder mig til at se, om UV-badetøjet fungerer lige så godt i praksis, som det gør i teorien, men jeg kunne ikke forestille mig andet. Hvis udstyret minder bare det mindste om Reimas vintergear, er ungerne in for a treat. Hm ... Måske man skulle tjekke, om man kan få det der UV-halløj i voksenstørrelse også ...

***

Dagens guldkorn fra Varanen:
Varanen og jeg sidder og leger lidt med Lego fra morgenstunden - Varanen er stadig kun iført undertøj, og jeg kan slet ikke holde snitterne fra ham, fordi han er så marcipanblød:

Mig: Uhm, Varan - du er simpelthen noget af det blødeste i hele verden!

Varanen *let bebrejdende*: OG kreative, mor!

Ja. Selvfølgelig. Kreativ er han også. Ham min lille store dreng, der netop havde lavet en "pølsebrænderfakkel" af Lego, som han brugte til at svitse min Lego-pølsemand med. Og spisebordet. Og mig. Og hans egne arme ...

lørdag den 21. maj 2016

Noget om tøj

[ANNONCE]

Jeg er sådan ... moderat, lad os kalde det dét ... interesseret i tøj. Jeg sætter naturligvis pris på at være bare nogenlunde velklædt, og jeg elsker at få og købe nyt tøj, men om blusen er fra sidste nye kollektion eller kollektionen før (eller før. Eller endnu før) rager mig en papand (som man siger i Jylland). Så længe, jeg synes, tøjet er pænt, det sidder pænt, og jeg har råd til det, er jeg fresh.

Men. For selvfølgelig er der et men. Min lemfældige tilgang til tøj havde efterladt mig med et skab med sådan cirka nul sammenhæng. Det var måske nok proppet med tøj, men jeg kunne aldrig finde ud af, hvad jeg skulle tage på - eller jeg syntes i hvert fald ikke, der var noget, jeg gad at tage på. Og hvis der var, passede det ikke sammen. Jeg syntes kort og godt altid, jeg manglede noget tøj at tage på - jeg kunne bare ikke lige helt finde ud af, hvad det var, jeg manglede. Det er så nu, I gerne må bemærke datiden. Forrrr - i dag er historien en helt anden.

"Hvad har du gjort, hvad har du gjort?", råber I derude bag skærmene (jo, I gør). Og ser I - jeg har ikke gjort så meget. Ud over at luge kraftigt ud i mit tøj, altså. Med hjælp fra Thea fra Nordrobe.dk (og nej, det er ikke her, annonce-indholdet gemmer sig). Thea er ved at skrive speciale om, hvad det at leve med mindre tøj har af betydning (agtigt. Thea er meget bedre til at forklare det selv), og i den forbindelse søgte hun medvirkende. Jeg meldte mig ganske frivilligt, og så gik eksperimentet ellers i gang. Først sorterede jeg ud i mit tøj, så jeg kun havde 40 stykker tøj (inkl. sko, træningstøj, nattøj, badetøj og overtøj, men ekskl. basistoppe, undertøj og strømper) tilbage. Resten af tøjet blev enten pakket væk eller (det jeg vidste, jeg ikke ville komme til at bruge igen) givet til genbrug. Derefter var det så om at leve med de 40 stykker tøj i 40 dage. Med mulighed for at bytte tre stykker tøj halvvejs. Fordi eksperimentet forløb lige på kanten til foråret, fik jeg brug for at bytte min vinterjakke ud halvvejs, og der var også andre stykker tøj, jeg fandt ud af, jeg slet ikke brugte. Så jeg fik brug for udbytnings-kortet. Derudover snød jeg en enkelt dag, fordi jeg skulle ud og sejle i kajak hele dagen, og jeg ikke syntes, at hverken min vinterjakke eller mine stilletter egnede sig specielt godt til dén slags, men ellers holdt jeg mig i skindet (her må I gerne give mig et skulderklap).

Reptiler i fine nye jakker. 
Det bliver næppe Mere stereotypt, hvad angår farver, men igen; Når bare børnene er glade, er moren det også.

Nu er vi godt på den anden side af de 40 dage, og jeg har genfundet mit nedpakkede tøj. Noget af det forblev nedpakket (sæsontøj, you know), noget (mere) blev givet væk, og en smule blev pakket væk af nostalgiske årsager ("det var den kjole, jeg købte, da ..." og andre underlige grunde, man har for at berettige, at man holder krampagtigt fast i et stykke stof), og selv om vi er et stykke over 40 ting i min garderobe nu, så er vi på ingen måde der, hvor vi var før eksperimentet. Jeg har et meget mere kritisk blik på, hvad der får lov at komme ind i garderoben nu, og jeg har fået et overblik - dels over, hvilket tøj, jeg har at gøre godt med, dels hvad jeg mangler. Det blev f.eks. himmelråbende klart, at jeg manglede et par sorte bukser, der ikke var jeans, en blazer og et par dagligdags-T-shirts (at jeg så gik over board og købte TO blazere og en underlig skjorte med et bindebånd i halsen a la Bamses Billedbog, der klæder mig rimelig dårligt er en anden sag. Old habits die hard - og til mit forsvar så skjorten virkelig fin ud på den gazellelignende model online).

Så alt i alt: Less is definitely more, når det kommer til tøj. For mig, i hvert fald. Ungerne - not so much. Primært fordi jeg ikke lige har nået at lave en garderobeøvelse hos dem endnu. De slipper for "40 i 40", men noget må der ske på deres værelse. Garderobepladsen er sparsom, og selv om det naturligvis er godt at have en masse forskelligt tøj at skifte med (de bliver jo beskidte, sådan nogle krapyl), er jeg ret sikker på, at vi ville klare os ganske fortrinligt, selv hvis halvdelen af Varanens T-shirts forsvandt op i den blå luft. Bare for at give et eksempel. Øglen vokser i en helt vanvittig grad i øjeblikket, så mere eller mindre alt det tøj, hun brugte i DNP, stumper over det hele. Så der bliver tyndet ud løbende, når hun igen kommer vadende i en buksedragt, der engang nåede til anklerne, eller en cardigan, jeg VED, var langærmet, da vi købte den for to minutter siden. Men selv om begge unger har masser af tøj, har de naturligvis også yndlingstøj. Og praktisk tøj. Som bliver slidt, fordi det bare er det, der bliver brugt mest. Så der bliver naturligvis suppleret op, når det er nødvendigt.

Og nødvendighed var lige præcis, hvad der opstod, da jeg så tilstanden af reptilernes overgangsjakker, da tundra-kulden slap taget i det ganske land. Mein Gott, de var sløje at se på. Men eftersom finanserne ikke vælter ud under gulvbrædderne herhjemme, tænkte jeg, at de nok gik en sæson mere. Det kunne de nok også have gjort, men da Reima var så søde at tilbyde os (eller; reptilerne, for at være mere præcis) at teste overgangsjakker og -bukser, slog jeg til, hurtigere end nogen kan nå at sige 'overgangsjakke'. (Det er så her, annonceindholdet kommer. Bare, hvis I skulle være i tvivl).

Vi endte på Hot Potato-jakker til begge unger i hhv. meget lyserød og meget blå. Men ungerne fik selv lov at vælge, og selv om jeg nok personligt var gået efter noget mere afdæmpet, har de den fordel, at ungerne i dén grad er til at få øje på. Og så er de lykkelige. Ungerne. På en måde som en douce sandfarvet aldrig ville have haft held til. Jakkerne (og de par bukser, der var med til Øglens jakke) er lette, og så er de vind- og vandtætte. Ungerne har masser af bevægefrihed i dem, og de klager ikke over at blive for varme, selv når de tonser derudaf, så jeg tænker, at åndbarheden er a-okay. Vi er altså fans herhjemme. Hvilket i øvrigt ikke overrasker mig, eftersom begge unger stort set altid har haft flyverdragter fra samme mærke.

Søde søskende <3

Så mens jeg rydder op og ud i min garderobe, får ungerne nyt. Og beholder de gamle, sløje overgangsjakker til ødegården eller til en dag, hvor de får lyst til at rulle sig i mudder. (Håber bare, de er søde at annoncere det først, så jeg ved, jeg har jakkerne med. Måske de bare skal indlogeres permanent i kassecyklen). Det gør kun indholdet af deres garderobe større, men heldigvis fylder tøjet heller ikke så meget i hhv. str. 116 og 128 ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...