Viser indlæg med etiketten arbejde. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten arbejde. Vis alle indlæg

onsdag den 22. april 2015

Om kollektiv trafik


Alle – måske lige med undtagelse af dem, der sælger biler – vil gerne have os til at bruge den kollektive trafik noget mere. Fint med mig. Jeg kører sjældent i bil selv (er til gengæld en flittig passager), og skal jeg noget, tager jeg typisk toget eller bussen. Som nu i dag. Hvor jeg var med først ét tog, så et andet og til sidst en bus. Og hjem igen samme tur, bare i modsat rækkefølge. Jeg skal ikke komme nærmere ind på, hvad jeg skulle spendere på dét (ok, så. 585 bobs), men der var også et bælt, der skulle krydses to gange, så helt urimeligt er det vel ikke. Eller hvad?

Anyways. Det var ikke de horrible priser på offentlig transport, vi skulle snakke om. Vi skulle snakke om, at det i grunden er en ganske glimrende form for transport (selv om toget trumfer bussen til enhver tid, hvis man spørger mig). Alligevel er der plads til forbedring. I dag alene tillader jeg mig at uddele mentale lammere til:


-       Damen (ja. Damen. Et godt stykke over de 40), der facetimede i bussen. Uden høretelefoner. Og havde en lang snak om tunge ting som ægteskabelige udfordringer og andet godt. Det er synd for dig. Men der er ingen grund til at tage samtlige af dine medpassagerer som gidsler ved at tale så højt, at ingen kan undgå at lytte.

-       Manden (ja. Manden. Et godt stykke over de 40), der spiste hele sit McD-måltid i IC3-toget. Inkl. McFlurry. Jeg er sikker på, at du var sulten. Og at det smagte godt. Men der var mad über alles. (Og jeg var megamisundelig. I virkeligheden var din brøde sikkert ikke så stor, men når man er sulten, tager man de fleste ting mere nært).

-       Tog, der er fuldstændig overproppede, så man må stå op det meste af vejen. Når det, man i virkeligheden havde brug for efter en lang dag var et bord, man kunne hvile sig bare lidt ved. OK. Strengt taget kan det her punkt helt undgås ved at købe en pladsbillet. Sådan en havde jeg ikke, fordi jeg ikke vidste, hvornår jeg skulle hjem. Lesson learned – herefter bliver der planlagt nøje.

-       Buschauffører, der nægter ungersvend at komme med bybus (ja. Bybus), fordi den billet, han troede, var en heldagsbillet, åbenbart ikke var det alligevel. Jeg ved det godt – regler er til for at blive overholdt, og billetter er til for at blive købt. Men når nu staklen ikke havde nogle kontanter, og bybussen (!) kun kører hver halve time, så synes jeg måske godt, man måtte have været lidt lempelig. Desværre havde jeg selv nul kontanter; Ellers havde jeg sq købt ham en billet, så han slap for at lede efter kontanter (good luck) på herrens mark.

-       Internet i tog. Eller rettere: Manglen på internet i tog. Det virker jo seriøst aldrig! Kom. Nu. Ind. I. Kampen.


Dagens lammere, mine damer og herrer. I virkeligheden slet ikke så mange, som man kunne frygte efter 12 timer på farten, hvoraf 7-8 af dem blev tilbragt i den kollektive trafiks varetægt. Og det meste blev heldigvis opvejet af det fantastiske vejr , de søde fynboer, nye samarbejdspartnere, kaffe med savnet veninde og bare et lille indhug i bjerget af arbejdsopgaver. Nu er jeg hjemme igen. Og i gang med mere arbejde. Det er straffen for at dandere den i Paris med Øglen i 4 dage, hvor jeg ellers burde havde været flittig. Mere om dén tur i et andet indlæg.

søndag den 22. februar 2015

Om dødsforkølelse og den svenske forbindelse

På det seneste er jeg begyndt at leve lidt sundere. Bare lidt. Bevares - jeg spiser stadig for meget slik og kunne sagtens træne mere, end jeg gør, men generelt føler jeg mig ok sund. Jeg har fået mere energi og bedre styr på mit søvnmønster - undtagen når ungerne gør deres bedste for at spolere det ved at lave rullefald i dobbeltsengen midt om natten, eller - som forleden - når Øglen vælger at klappe så hårdt på mig så længe for at høre, hvornår jeg skulle op, at jeg a) drømte, at nogen bankede en stol ind i døren, b) vågnede. Selvfølgelig. Og kunne berette, at klokken kun var 04.45, så jeg måtte godt sove lidt længere ...

Nå, men altså. Generelt synes jeg, det går den rigtige vej med både sundhed, energi og styrke. Og i løbet af vinteren, hvor både ungerne og HDD har været lagt ned af forkølelse, har jeg været en klippe af blomkål eller noget ... og har måske/måske ikke ytret jævnt hellige sætninger som "Jeg tror, det er fordi, jeg vinterbader, at jeg ikke bliver forkølet. Det bider simpelthen ikke på mig" og "Du skulle tage at spise nogle flere grøntsager - det gør, at man ikke bliver forkølet. Overhovedet".

Ja. Så kom vi så til midt i den forgangne uge. Dagen før dagen, hvor jeg skulle gøre mine hoser grønne hos potentiel ny kunde i det svenske. Og hvad sker der?! Jeg vågner op og er snottet. RET snottet, oven i købet. Argh! Men jeg vinterbader jo (altså ikke lige den dag, men i det hele taget) og er den førnævnte klippe af blomkål, så jeg var fortrøstningsfuld og hele dagen blev brugt på damage control med varm te, Panodil Hot (ADR!), varm tøj og morgenkåbe (jeg var virkelig yndig (!)), plagen HDD om at hente ungerne, så jeg slap for at komme for meget ud, og gåen tidligt i seng, så jeg kunne være frisk til charmeoffensiv. 

Jeg mærkede derfor spændt efter, da vækkeuret ringede næste morgen kl. 05.25. Hvordan havde jeg det? Løb næsen? Værkede hovedet? Følte jeg mig 300 år gammel? Og ...

Status var ...

At ...

Wait for it ...

Jeg var ramt af noget, der potentielt kunne udvikle sig til at blive dødsforkølelsen over dem alle i løbet af dagen. Alle mine krumspring havde altså været helt og aldeles forgæves, og alt talte faktisk for, at jeg skulle være blevet hjemme. Men der er jo ikke det, en ipren (dobbelt styrke, oven i købet), et par betalte flybiletter og en god portion overmod ikke kan klare, så da klokken slog 6, kørte jeg til nærliggende station, lod mig transportere til Kastrup og fløj således til Nordens Venedig. Hvor jeg pinligt nok aldrig har været før, men helt sikkert skal hen igen. For ud over den svenske forbindelses hovedkvarter + en restaurant i nærheden var det virkelig begrænset, hvor meget jeg så. Ikke mindst fordi jeg havde så travlt med at pudse næse. Og drømme om en supersonisk jet, der kunne flyve mig lynhurtigt hjem (skete ikke) og kold appelsinjuice (dét skete til gengæld). Men indtil da klarede jeg mødet i fin stil og forstod endda næsten alt det, der blev sagt. Tror jeg da. Hvilket for andre nærmest vil svare til pludselig at kunne forstå swahili - jeg er nemlig i den grad ikke kendt for mine svenskkundskaber. Men det kan måske læres ...

Et helt og aldeles unikt og aldrig-set-før motiv ud af flyrude ... (!)

Jeg havde allieret mig med far-pastillerne over dem alle: Fisherman's Friend, og de hjalp ok til at kamuflere al elendigheden. Desværre hjalp de ikke på propper i ørerne, som jeg stadig har glæden af - dødsforkølelse og flylanding er i høj grad et match made in hell. For ja - den potentielle dødsforkølelse udviklede sig nemlig i fuldt flor på vej hjem i flyveren (undskyld, sidemand et og to) og har sendt mig til tælling i hele tre dage. For en, der sjældent er syg-syg, har det været noget af et slag - ikke mindst, når det har betydet, at jeg har glippet indtil flere deadlines, drinks med Mr. Grey med to af verdens tre sjoveste veninder, og en barnedåb. #&#€//"

Stearin-drypning med ældstebarnet kunne jeg lige svinge mig op til i dag. Trods alt ... 

Ah well - i morgen er der atter en dag, som forhåbentlig bliver mindre forkølet end de foregående. Så må vi bare håbe, at ungernes snøvlerier ikke udvikler sig til mere end lidt nysen, for ellers forudser jeg en snotcirkel, der varer ved herfra og ind i evigheden. Og det er der simpelthen ikke tid til, for der er nogen, der fylder 6 i den kommende uge, og det skal fejres ikke bare en, men hele tre gange. Så deeet ...

Og hermed skål i te fra min plet i sofaen! Må I have en dejlig, forkølelsesfri søndag aften!

tirsdag den 19. februar 2013

Jeg rydder op

- på bloggen, altså. Desværre ikke herhjemme, som ellers godt kunne trænge. Så hvis det ser lidt sjovt ud i nogle readere hist og pist, så er det bare fordi, jeg har rykket lidt rundt og rettet lidt til. Det er smadderkedeligt, og på et eller andet tidspunkt skal der en ordentlig hovedrengøring til, men lige nu er det bare lidt flytten rundt på rod.

Men ellers går det godt. Øglen er stadig stakkels og slatten. Og har kaskader af snot i det lille hoved. Hun gider ikke rigtig andet end at sidde i sofaen med dyne og iPad, men det passer ravnemor glimrende, for så kan jeg arbejde (og 'rydde op' på bloggen, mens jeg sidder og irriteres over, at mine artikler ikke skriver sig selv). Og prøve at lade være med at falde i søvn. Seks gange - SEKS gange! - blev jeg hidkaldt af Øglen mellem klokken 02 og 04 i nat. To gange skulle hun have vand. Tre gange skulle hun have tørret snot af næsen (og derefter fandt jeg på bare at lægge noget toiletpapir ved siden af hendes seng - så kunne hun selv sørge for det de resterende 70 gange), og én gang havde hun ondt i numsen? Suk, mand. Men det er heller ikke sjovt at være syg, så jeg vil ikke brokke mig alt for meget.

Det kan man også få en (barns) sygedag til at gå med. Monsterhyggeligt, hvis man spørger mig. Liiiidt for avanceret til Øglen endnu, men hun var tilfreds med at sidde på sidelinjen og sludre

Nå. Videre med oprydningen arbejdet. Hvis der er nogen, der har en masse arbejdsrelaterede ord, de ikke bruger til noget, sender I dem så ikke?

onsdag den 30. januar 2013

Det skal jo ikke være brok det hele

... så selv om vores el stadig er ulovlig, og vi stadig skal have nogen til at kigge på taget, så er der da også lyspunkter.

Fx købte jeg en iPad Mini i går. Som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge til endnu, men den er knageme sød. En lillebitte iPad - eller en kæmpestor iPhone. Nååååhr! Og det bedste af det hele - den er min. Mine ALONE, I tell you! Jeg har forment reptilerne adgang til den (som om, Varanen fatter noget som helst af dét - han vil tage en bid af den ved enhver given lejlighed), og jeg har absolut ingen planer om at installere Matemaslik, Rasmus Klump, noget som helst fra Toca Boca eller generelt bare spil af nogen art, der ikke er til mig. Så jeg forudser en iPad, der har installeret WordFeud og nicht's weiter.

My precious. Og jaja - jeg ved godt, at der er mange billedgengangere fra Instagram. Rundstykke. Men det ER jo ikke alle, der er på IG, vel? Jeg ved fx, at min mor ikke er. (Og hun er jo overdrevet interesseret i at se et billede af min nye iPad. Eller ...(!) )

Jeg købte også en læbepomade i går. En lyserød Labello-sag, der formentlig er proppet med parabener, parfume, asbest og sars (den lugter i hvert fald ret syntetisk). Til Øglen. 20 kr., mand, og så var hun bare én stor omvandrende taknemmelighedspakke hele dagen. "Er den til MIG, mor? Mange mange mange tak! Sådan en har jeg LIGE ønsket mig! Hvor ER den flot! Må jeg godt sove med den? Må jeg vise den til T ovre i børnehaven? Vil du prøve den, mor? Nejjjjj, hvor ER den flot!" (x uendeligt) Can't buy me love og alt det der, men nogle gange lykkes det nu meget godt alligevel... (og nej - jeg tror ikke, begejstringen havde været helt lige så stor, hvis jeg var kommet hjem med en læbepomade lavet af hør og spelt i en eller anden ubestemmelig brun farve).

Derudover er der optræk til spændende ting og sager i den der lille kommunikationsbiks, jeg har. Det var som om, at der for alvor kom skred i tingene, da jeg besluttede mig for at droppe dagpenge-sikkerhedsnettet og satse 100 % på det selvstændige. Ganske sikkert tilfældigt, men ikke desto mindre dejligt! Lige så stille begynder jeg at tro på, at det måske godt kan løbe rundt. Jeg bliver aldrig millionær, men til gengæld bliver (og er) jeg fleksibel. Og det er uvurderligt lige nu, hvor ungerne er små. At kunne aflevere halv ni-ni og hente igen klokken 15 - så kan jeg næsten ikke ønske mig det bedre. Særligt ikke, når jeg forhåbentlig kommer til at lave noget, jeg synes, er rigtig sjovt, mens de er af sted. Så kryds lige fingre, ikke?! (Og giv mig et los i r*ven, så jeg kan komme ud over rampen med den præstationsangstfremkaldende opgave, jeg burde sidde og lave lige nu!)

Et billede, der ikke har noget med noget som helst at gøre. Og så alligevel. Stilleben fra trashet køkken med vægge, der står og venter på først en elektriker, så en mørtel-mutti. 

Er der i øvrigt ikke også noget forår i luften? Eller i det mindste bare så tilpas mange plusgrader, at fingrene ikke rasler af, hvis man formaster sig til at tage vanterne af i et nanosekund? Så pyt med, at det øsregner.

I bund og grund går det jo så faktisk meget godt. Bortset lige fra huset. Men det bliver vel godt engang ... (Kan I høre, at jeg har taget Ja-hatten på?)

onsdag den 12. december 2012

12/12-2012

Ja, man bør vel næsten skrive et indlæg alene af den grund, at det er den tolvte i tolvte totusindogtolv. Eller hvad? Ikke, at jeg har tid, men jeg er skam ikke for fin til at overspringshandle. Det er nemlig som om, det går lidt trægt med den kæmpestak arbejde, jeg har liggende, hvilket muuuligvis kan hænge sammen med, at nogen holdt fest i nat. På pludre-måden. Det kunne have været værre - fx, hvis festen havde været en skrige-en af slagsen - men er man vågen, er man vågen, og ergo mangler man (jeg!) de tre timers søvn, nogen stjal. (Ja, Varan - jeg taler til dig).

Når nu det skulle være, så var det nu meget hyggeligt at have en tumling væltende rundt i sengen (mutti havde kapituleret og slæbt krybdyret ind i dobbeltsengen. Det blev for koldt i længden at stå inde på hans værelse og forsøge at få ham til at falde i søvn igen), mens han skiftevis pludrede "dadaDIdaDAAAAH!", lagde sit hårfagre hoved forskellige steder på mig og i øvrigt insisterede på at holde mig i hånden. Charmen gik lidt af, da han begyndte at hidse sig op over, at han ikke måtte sætte billedet over sengen i svingninger, og når han først er sur, ham Varanen, så skal der en del til at dysse ham ned. HDD's kommandoer (da han altså vågnede fra mandesøvnen) varierende over temaet "Sov nu, Varan!" hjalp i hvert fald ikke.

Efter næsten to timers moslen rundt kapitulerede jeg (igen) og gik ud for at lave en vældig fortyndet flaske. (Jep, Varanen får stadig en godnatbajer. En tynd en, godt nok, men en godnatbajer none-the-less). For måske det evigt spisende barn var tørstigt? Totalt skråplan at lave natflaske midt i det hele, men efter flere timer uden søvn og et vækkeur, der ubønhørligt tikker hen imod det gudsjammerlige stå op-tidspunkt 05.30, ville jeg såmænd have givet ham en pose stødt melis, hvis han havde bedt om det (og jeg havde troet, det virkede). Men det var skønne spildte kræfter med den flaske, for inden den var færdig, var HDD vågnet så meget fra mandesøvnen, at han havde taget Varanen ind på hans eget værelse. Hvor det lykkedes ham at få ham til at falde til ro - og i søvn. Uden flasken. Hvor længe det tog, ved jeg ikke, for jeg faldt nemlig også i søvn. Sammen med Øglen, der i mellemtiden var kommet dappende og forlangte svar på spørgsmålet "Hvorfor det græder Varanen?"

Det var ganske hårdt at komme op, da vækkeuret ringede (jeg gentager; kl. 05.30!). Men det lykkedes, og reptilerne var kun lidt sure, da vi skulle med Familieslæden ind til byen (underdrivelse fremmer forståelsen). Hver især blev afleveret i sine respektive institutioner, og SÅ kunne jeg sætte mig med en stor kop kaffe og arbejdsbjerget. Og en kæmpepose Draculabolcher. Fordi det må man gerne, når man næsten ikke har sovet.

I eftermiddag kommer Mårmor og bliver til i morgen. Hun skal se Det Nye Hus for første gang, og Øglen glæder sig vildt til at vise hende det hele. Ungerne og jeg napper en fridag, og pludselig er der faktisk kun en uge til, at reptilerne har sidste dag i hhv. vugger og børner. Hvilket betyder, at der kun er en uge tilbage med helvedsturene fra Den Nye By Nordpå til Kbh og retur. Det bliver dejligt på så mange plan! Men derfor kommer jeg til at stortude alligevel, når vi skal sige farvel til pædagogerne. Jeg VED det bare! Forslag til en lille erkendtlighed til institutionerne/stuerne modtages gerne!

tirsdag den 11. september 2012

To dage, tre byer

Det kan godt være, at jeg pev lidt, da HDD var på fornøjelsesarbejdstur i sidste uge, og jeg var alene hjemme med reptilerne i Tændstiksæsken et par dage. Det kan også godt være, jeg blev en anelse bitter, da HDD postede et billede af den menu, de skulle indtage senere på aftenen på den der fornøjelsesarbejdstur, mens jeg skulle til at i gang med at skrubbe fladmast fiskefrikadelle af samtlige flader i lejligheden, fordi Varanen var særdeles begejstret for aftenens menu.

Presset ved selv at stå for aflevering og afhentning, huske at handle og i øvrigt også lige arbejde lidt, har jeg muligvis også mukket over, hvis jeg kender mig selv ret.

Men. Det er alt sammen by gones nu. For nu er det nemlig MIG, der har været af sted på fornøjelsesarbejdstur. Sammen med min kære broder af alle mennesker, og det er så bestemt bare en bonus!

Kan dog godt mærke, at jeg er noget rusten i disciplinen "Aflevér barn, der hader at blive afleveret, i vuggestuen til bestemt tid, så du kan nå til lufthavnen inden dit fly letter". Så jeg ankom lettere stakåndet til Kastrup med svedigt ansigt og sort samvittighed over at have kylet Varanen i armene på en af hans pædagoger, og så blive nødt til at lade som om, jeg ikke kunne høre, at han stadig græd, da jeg havde lukket døren bag mig og drønede mod metroen. Han overlevede sjovt nok - og så i øvrigt ikke ud til at bære nag, da jeg hentede ham i dag...

Nåmn, Tour de DK begyndte så i lufthavnen, hvor brormand og jeg tjekkede ind til afgangen Kbh-Ålleren. Og jeg måtte konstatere, at jeg også er rusten - eller nærmest defekt, faktisk - i disciplinen "Flyvning". For jeg havde da glemt alt om de der du-må-kun-have-væske-med-svarende-til-et-fingerbøl-regler. Så jeg svarede glad og fredigt ja til check in-manden spørgsmål om, hvorvidt jeg medbragte nogle væsker i håndbagagen. Og haps! røg min jävla-dyre ansigtscreme og mit spritnye (og i øvrigt ret overvurderede) hårprodukt. Eller, altså - jeg fik muligheden for at tjekke det ind som bagage, men det var måske også lige så meget at gøre ud af det, eftersom vi ikke var i alt for god tid i forvejen, så adios til cirka samme beløb, som flybilletten kostede. Grrrr. Men så kunne jeg lære det, som HDD var så flabet opbakkende at skrive til mig, da jeg klagede min nød over sms.

Snapshots fra Aalborg

En cappuccino og en flyvetur senere var misèren dog næsten glemt, og min bror og jeg kunne indtage Dobbelt-A. Og efter en kort taxatur, hvor københavnerjyderne lige skulle forstå forskellen på Nørre Sundby og Aalborg (taxachaufføren har helt sikkert syntes, at vi var de tåbeligste mennesker i verden, men på vanlig jysk vis, sagde han ikke en lyd. Hvilket i virkeligheden sagde alt), blev vi sat af på Brotorvet. I Nørre Sundby. IKKE i Aalborg. Nå. Og så begyndte vi ellers at gå, for det var det, vi skulle. Gå en lang tur i og omkring havneområdet. Omkring Spritfabrikkerne, ned til Uni, ud til Nordkraft og ud til Musikhuset under opførsel. Så var vi blevet sultne, og efter en hurtig frokost på McD gik vi ned på banegården. Her hoppede vi på et tog til Aarhus, så nøjagtigt 2,5 timer efter vi var landet i Dobbelt-A, forlod vi byen til fordel for det lidt sydligere Dobbelt-A.

I the city formerly known as Århus lagde vi ud med en kaffe fra Sigfreds Kaffebar (uhmm!) og et interessant møde med byplanlæggerdame på havnen. Derefter fandt vi vores hotel, smed vores alt for tunge tasker (selv om min naturligvis var blevet lidt lettere af at blive befriet for et vist kvantum creme) og begav os ned i Nordhavnen. (Aner vi mon et tema her?) Her skulle vi - ja, det kan komme som en overraskelse - gå en tur. Så det gjorde vi; med en hånd-delle fra fiskehandleren i den ene hånd og telefonen i den anden; der var nemlig nok at tage billeder af. Der er virkelig gang i byggeriet i Nordhavnen, og det bliver virkelig najjjs, altså. Så det var spændende at se - også selv om visse steder var lige spændende nok og fordrede zigzag-gang mellem byggeaffald, stærkstrømsledninger og bølgebrydere. Men ok - det er heller ikke sikkert, at alle de steder, vi valgte at færdes, var heeeelt åbne for offentligheden. 

Et par stemningsbilleder fra Smilets By

Da vi var færdige med havnen og havde chillet lidt på hotellet, gik vi ud og spiste. Spottede Ghita Nørby på restaurant (og parlamenterer stadig lidt om, hvorvidt det virkede som anbefaling eller ej), som vi dog ikke spiste på, og endte efter længere vandretur på Restaurant Komfur, der lå lige ved siden af vores hotel. Så den gåtur kunne vi have sparet os. God mad, gode vine, og så godnat. 

I morges tog vi vores habengut og mine vabler på fødderne og satte os i et tog mod O'ense. Hvor vi lavede en totalt hit 'n run. Ud af toget, ned i havnen, gå en tur (nu har I luret mønsteret, tænker jeg). Jeg er kommet en del i Odense, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke lige vidste, at der var en havn. Sqda egentlig heller ikke megaoplagt med en havn i en by, der ligger midt på en ø, altså. Men der er en havn, og den er ret fin! Rå og beskidt og i udvikling. I langt mindre skala end de to øvrige havne, men ikke desto mindre i udvikling. Vadede rundt, snusede omkring gamle fabriksbygninger, kiggede på kort og blev en lille smule klogere. Og fem kvarter efter, vi var ankommet til Odense, satte vi os ind i et tog mod Kbh sammen med en kaffe og en sandwich fra Baresso. Hvem sagde effektive?!

Havnegopler og Baresso-sandwich i Odense 

Og nu er jeg så hjemme. Og har været det så længe, at jeg nåede at hente Varanen fra vuggestue, være med ovre efter Øglen (hvor jeg dog måtte gå hjem fra uden hende, fordi hun nægtede at komme med, før hun var færdig med at tegne et eller andet. Og Varanen ikke gad vente, så det fik HDD lov til istedet). Jeg har nået at rydde lidt op i Tændstiksæsken, lege med og putte reptilerne og vaske det meste op efter aftensmaden. Og nu burde jeg faktisk løbe en tur, men jeg g.i.d.e.r ikke. Faktisk. Jeg vil meget hellere ligge på vores interimistiske sofa og slappe af i fødderne, mens jeg tjekker blogs og måskeee et enkelt afsnit af Breaking Bad. Hvis HDD gider se med.

I morgen er der så atter en dag. Uden hotel-morgenmad og havnerundfart (som Fru Forstad så kreativt kaldte det på Instagram), men til gengæld med reptilkys, påklædningskriser og HDD. Og det er nu slet heller ikke så tosset endda...

... hvad angår, hvorfor vi var på gåtur i tre store, danske byer, ja så kan jeg sige så meget lige nu, at det var arbejdsrelateret. Kan være, at jeg kan komme nærmere ind på det på et senere tidspunkt...

torsdag den 16. juni 2011

Pastaland

Ahem. Vil bare lige gøre opmærksom på, at jeg har ferie nu. Det føles VIRKElig rart! Ikke mindst fordi jeg kun har været en halv dag på 'arbejde' i dag - til afdelingsdag i Dyrehaven, hvor noget ondt i ryggen og en aktivitet på hesteryg forkortede min dag væsentligt, men så har jeg da nået at pakke til Italien i stedet. Eller Pastaland, som Øglen kalder det.

Hun glæder sig, lader det til, og har allerede forsikret mig ind til flere gange om, at det bliver sjovt at køre i bil. Håber, at hun holder fast i dén tanke, for det er primært hende - og ikke så meget HDD og jeg - jeg er bekymret for, når vi skal tilbagelægge omkring en milliard kilometer. Mange af dem godt nok med biltog, men alligevel...

Mellemfornøjet Øgle hjemme hos Mormor og Morfar

Øglen på krabbe-jagt i bedste "I know what you did last summer"-stil

 På trods af spændingen - eler måske på grund af spændingen - har vi kæmpet lidt for at få hende til at sove her til aften. Da hun opdagede alle pakkenellikerne, ville hun partout have støvler på, og så befalede hun at komme ned i bilen. Det kom hun så ikke - hun kom i seng i stedet, og det var hun bestemt ikke tilfreds med. Men jeg tog tålmodighedshatten på og forklarede hende - mange gange - at vi alle sammen skal sove én gang, før vi kan tage til Pastaland, og til sidst fes den vist ind.

Øglen: Pastaland, mor!
Mig: I morgen, lille skat. Vi skal lige sove én gang, SÅ skal vi af sted.
Øglen: Pastaland NU, mor!
Mig: Når vi har sovet, skal vi ud og køre bil, og så er vi i Pastaland (udelod meget bekvemt forklaringen om, HVOR længe vi faktisk skal transportere os)
Øglen (hulkende): Pa-ha-hasta-laaaand
Mig (trøstende): I morgen, skat. I morgen.

Og. Så. Videre. Gentag efter behov. I dette tilfælde omkring 700 gange.

Men nu sover hun. Og det håber vi så, at hun bliver ved med, lige til vi skal af sted til Pastaland. I m o r g e n! Det er ret så vildt -- har booket turen for så længe siden, at det føles som et helt andet liv, og nu er det lige pludselig nu.

Ved ikke lige, hvordan Pastaland har det med Wifi, men hvis det spiller, kan det være, at jeg uploader et billede eller to af al den is, jeg har planlagt at spise. Ellers 'ses' vi om et par uger. So long! *vinker*

mandag den 17. januar 2011

Pletfjerner ønskes

Øglen er blevet plettet. På det ene ben, den anden arm og på maven. Det klør lidt, lader det til, men ellers er hun på ingen måde påvirket. Hun har været plettet siden nytår nu, og til at begynde med slog jeg det bare hen. Jeg har smurt hende med forskellige variationer af 'fed creme', hvilket Øglen er HELT klar på. "Kwæm", råber hun, når hun ser en af de mange tuber og bøtter, og slår sig på maven. "Kwæm. Mave. Arme. Bene" (hun kandiderer stadig til telegrafist-job).

Det har bare ikke hjulpet noget, det der kwæm. Tværtimod, faktisk, og i løbet af den sidste uge har det spredt sig og blevet lidt mere rødt i det. Så jeg havde hende med hos lægen i dag. Dét var en fest. Der var legetøj, bøger og en reception, man kunne tæske rundt i og gjalde "wheeeeeee", og inde hos lægen var der endnu mere legetøj. Hun (Øglen) ænsede nærmest ikke, at jeg vrikkede tøjet af hende, og det var lige alt det, at jeg overhovedet kunne få hende med ud på cyklen og ned i vuggeren.

Her kan man se nogle af de hersens pletter. Som sagt klør de ikke specielt meget (lader det til), men der ser da mystifystisk ud...

Øglen hyggede sig altså, men jeg gik derfra uden at være blevet meget klogere. 'Børneeksem af en art' lød diagnosen på. 'Så bare fortsæt med den fede creme'. Hm. Alternativt kunne jeg få en recept på noget hormoncreme, men det vil jeg gerne slippe for. Synes, de er ret gavmilde med deres binyrebarkhormon nede hos min læge. For omkring et år siden var Øglen dernede, fordi hun hostede ret voldsomt og havde gjort det længe. Hun blev lyttet på og gjort ved, men lægen kunne ikke høre noget på lungerne (heldigvis da).

Alligevel gik vi derfra med en inhalator og en recept på noget binyrebarkhormons-halløj, for 'det kunne jo være, at det kunne hjælpe'. Øhm. Ja, det kan da godt være. Men jeg synes alligevel ikke lige, at jeg vil give mit barn den slags medicin på så spinkelt et grundlag. Så inhalatoren - og medicinen - forblev ubrugt, og hosten gik i sig selv. Håber, det samme er tilfældet med pletterne. Ellers må jeg have fat i en af pædagogerne i vuggestuen, der forleden tilbød, at en af hendes kinesiologi-venner kunne kigge på det. Ved dårligt nok, hvad kinesiologi er for noget, men det lyder ret urte-erna'et, så hvis det kan virke, så be my guest. Men i første omgang må jeg i gang med kwæmen. Intensivt.

Pga. lægebesøget, der lå lige midt i det hele, har jeg nappet mig en halv fridag. Som så småt er ved at rinde ud. Herefter følger en halv arbejdsdag. Hjemmefra. Lige til at holde til - ikke mindst fordi, der står arbejdsopgaver på programmet, der kræver ro og fordybelse. Hvilket alt andet lige er nemmere hjemme end i storrumskontoret - til trods for hørebøffer og musik.

Er der nogen, der har nogle gode fif til børneeksem (angiveligt), så sig lige til, ing'? Indtil videre er det zinksalve, babycreme, stødpudesalve (sådan noget de brugere i vuggeren til bleudslæt) og kopattesalve, der er afprøvet. Forslag til andre - gerne effektive - cremer modtages gerne...

torsdag den 6. januar 2011

Pyyyh!

Håhr, mand. Så skal jeg da lige love for, at der var nogen, der trak bundproppen ud af feriebadekarret. Her havde jeg lige regnet med et par stille og rolige opstartsdage på jobbet - ferie-blues, og alt det der - men ud over i mandags, hvor jeg (stadig) var syg, synes jeg ikke, jeg har mærket meget til hverken Stille eller Roligt.

Tværtimod, faktisk. Min kalender blipper og bimler og husker mig hele tiden på ting, jeg skal gøre, mennesker, jeg skal snakke med og møder, jeg skal gå til. Og et hurtigt sneak-peak på næste uges kalender viser, at jeg åbenbart skal nyde 'freden' i denne uge.

Øglen med en "is" bestående af vaffel, flødeskum og æblemos. 
Hun var noget nær lykkelig for kombinationen.

Heldigvis er der sket et eller andet med min HTC Legend, efter jeg opdaterede styresystemet, der gør, at synkroniseringen med mailboksen på arbejde og kalenderen fra samme sted på ingen måde virker efter hensigten. Det betyder, at jeg da i det mindste om aftenen kan slippe væk fra møder og gøremål, og det passer mig sådan set udmærket.

Det passer mig egentlig også glimrende, at Øglen gik omkuld kl. 18.15 (sandsynligvis fordi hun kun havde sovet en halv time i vuggeren?!) - også selv om det kun har givet mig et par timers vågentid med hende efter arbejde. De timer har vi til gengæld brugt på at spise, synge, bade og hoppe på madrasser, så lidt kvali-tid har vi da haft, og det var bestemt også rigtig sjovt og hyggeligt. Men engang imellem, iggå. Engang imellem trænger man jeg bare til en aften, hvor der ikke skal leges med Duplo, ryddes op (HDD ryddede lige op i hele hytten, mens jeg havde Øglen i bad - love it!), synges 'Oppe i Norge' mere end tre gange (vidste I godt, at det er samme molodi som 'Marken er majet', hva'?! Fandt ud af det i julen. Ikke, at det betyder noget - den er irriterende alligevel - men det er da lidt sjovt. På jeg har ingen liv-måden), bygges med klodser og fræse rundt og lede efter Vudde og Båss, osv. osv.

"Ganternes fald" af "Ken Ollett", chokolade med chokolade omkring og en latte fra Nespressoen. Yum.

Så nu har jeg tændt nogle stearinlys, sat mig til rette med min bog (og min computer - ahem...), en kop kaffe og noget chokolade, jeg tilfæææældigvis fandt i skabet. Host host. Lidt senere kommer der Dexter, og hvis jeg får et pludseligt anfald af energi, vil jeg hækle lidt. Men det er ikke sikkert, jeg kan mønstre energien til at løfte begge hænder samtidigt. Vil nyde freden og roen* og prøve at lade være med at tænke på, hvor meget jeg skal nå på det der arbejde, før det bliver weekend, og jeg skal over og besøge hende her. Dét glæder jeg mig til!

*HDD er egentlig hjemme, så der burde jo egentlig ikke være helt så roligt. Men han har netop fundet ud af, at man kan få Angry Birds til Macbooken (= stoooore fugle og stooore grise), så jeg regner ikke med at høre noget fra ham i i hvert fald en time eller mere...

onsdag den 22. september 2010

Brok brok brok

Ja, altså ikke som i ”en unormal fremtrængen af et organ eller dele deraf gennem væggen af en legemshule”. Men som i ”en lang og kedelig klagesang”. Så er I advaret…

Jeg arbejder hjemme i dag. Har haft en hård nat, hvor jeg har været meget vågen (og Øglen har sovet som en sten – det er totalt den omvendte verden?), og det har påvirket både fysikken og humøret. Er træt og radbrækket, og jeg er ikke ligefrem i mit muntre hjørne. Så det blev til en hjemmearbejdsdag. Længe leve fleksible arbejdspladser og forstående chefer.

Nå. Men i dag er det jo så onsdag (betragt det som service-info, hvis I ikke vidste det på forhånd). Og om onsdagen har vi besøg af vores husalf, som på magisk vis får støv, fnuller, fedtede Øgle-aftryk på spejle, ovn og køleskab og den pose rosmarin, som Øglen spredte ud over køkkenet forleden (og som jeg ikke liiiiige fik fejet op) til at forsvinde som dug for solen.

Jeg ved ikke, hvordan han gør det, men jeg tænker, at det involverer en støvsuger, en klud, en spand vand og noget sæbe. Men jeg skal ikke kunne sige det, for jeg gider ikke være hjemme, når han er der. Heller ikke i dag, så da han ankom (halvanden time for tidligt – grrr), forføjede jeg mig pænt. Ned på nærmeste café (arj, det er så løgn – Café Nordlys ligger tættere på, men jeg har været dernede så mange gange, at jeg nærmest er ved at være ligeså fast inventar som Ole Ernst, så nu er det på tide at prøve noget nyt). Begge steder er gode, men Kaffeladen er lige lidt ekstra hyggelig, og så er personalet simpelthen så søde. (Måske fordi de gav et gratis stykke cheesecake, første gang jeg var der – er totalt til fals for gratis ting med sukker i. Hvilket Nemlig.com vist har fundet ud af, for jeg fik også gratis chokolade i gårsdagens levering).



Menalser – så sidder jeg så lige så fredeligt (se lige, hvor fint der er!) her og forsøger at arbejde, da jeg spotter (eller, nej – løgn igen; jeg hører) to damemennesker sidde og sludre. Det må de gerne, om end de sludrer meget højt. Nogle ville måske sige, at de RÅBTE, men nu er det jo mig, der har sovet dårligt, så jeg er måske bare lidt lydfølsom i dag. Og det er jo ikke deres skyld, at jeg har en husalf på besøg og ikke gider kan være hjemme.

De her to damer (på barsel) snævrer videre, og de hopper og springer ud ad døren, hvor de har deres afkom liggende i hver sin barnevogn. Først vågner den ene, så vågner den anden, så bliver de begge lagt tilbage, og så starter det hele forfra. Nå. Tilsidst opgiver den ene dame at få barnet til at sove, så hun henter den, piller overtøjet af den, og så starter balladen ellers. Babyen (ca. 6 mdr., vil jeg tro), begynder at græde, men det gør egentlig ikke så meget. Det er jeg jo vant til fra Øglen, kan man sige. Det gør heller ikke noget, at barnemoderen forsøger at trøste den lille, men det er en kende irriterende, at det hele skal foregå i lydstyrke sindssyg.

"NÅÅÅÅRRRHHH, LILLE PUS. HVORFOR ER DU SÅ KED AF DET OG GRÆDER HELE TIDEN?!" (Well – måske fordi mor råber dig lige ind i øret?! Bare et forslag.) Og da den søde betjeningsmand kommer med en lille bamse, der stilner lillens gråd lidt, får mor brølet ”DEEEEEEN TROR JEG, HUN VIL SYNES ER HELT VILD SJOV, IKKE OGSÅ LILLE XXXX?!?”, hvorpå babyen sætter i et hyl igen. Sådan fortsætter det så frem og tilbage en stund, og til sidst kapitulerer mødrene og bliver råbende enige om, "AT DE SMÅ DA MÅ HAVE EN UTROOOLIG DÅRLIG DAG, OG DET ER DA OGSÅ EN SKAM, AT MAN IKKE KAN SIDDE OG DRIKKE KAFFE STILLE OG ROLIGT".
 
Og så smutter de*. Og på trods af Lambada i højttalerne og utrolig mange andre gæster, er der nu en velsignet ro til at arbejde (læs: brokke-blogge).

Jeg ved godt, at det er mig, der er sippet. Og sur**. Og jeg vil vædde med, at jeg var nøjagtig ligesådan, da jeg selv var på barsel (får det lige til at lyde som om, det er 100 år siden, m’kay?). Sad på café med mødregruppe-veninderne, drak kaffe, sludrede og sladrede (sikkert også ret højt, kunne jeg forestille mig). Og så videre. Hell, jeg gik endda i den samme ’uniform’ af spraglede pyjamasbukser, kort jakke, stort tørklæde, mm. Østerbro-uniform, tænker jeg. Eller barsels-uniform generelt, måske? Og tøjet er jo egentlig meget pænt. I hvert fald noget pænere end mit hjemmearbejds-tøj, der kan selvantænde af grimhed, hvert øjeblik det skulle være. Så i virkeligheden brokker jeg mig bare for at brokke mig. Men det er nu også meget rart engang imellem. Ikke særlig sympatisk, men meget rart…

*Hvis du er en af de højtråbende barselsdamer fra i dag, så skal du bare vide, at jeg ikke er irriteret på dig. Bare på din stemme-volumen...

**Måske er jeg misundelig - jeg vil også være overgearet og have en masse tid til at drikke kaffe uden at skulle arbejde, når jeg en sjælden gang er på café.

torsdag den 26. august 2010

Prokrastinering #2

Stadig travlt på arbejde. Så jeg drikker stadig meget kaffe, spiser reklamekarameller og overspringshandler. Nu er kalendergaverne købt, så blev i sagens natur nødt til at finde på noget andet at overspringshandle med. Og valget er faldt på at fundere over, hvordan den chef, jeg lige har været til laaaangt møde med, har formået at have været gravid for 11 måneder siden og på nuværende tidspunkt have en talje med ca. samme omkreds som min ene ankel?! I don't GET it! Altså, ok - jeg ved godt, at reklamekarameller nok ikke hjælper på rejsen mod en smallere talje, men det her er jo virkelig helt vildt.

Vidste godt, at hun var kommet tilbage fra barsel for nylig, men havde lidt håbet, at hun var sådan en, der havde holdt barsel i 18 år og havde haft al tid i hele verden til at få sin krop tilbage, men næh nej. Mødte hende nemlig i Øglens vuggestue forleden, hvor hun kunne fortælle, at hendes øgle netop var blevet 11 måneder. Hm. Der kan man bare se.

*Spiser en karamel og kigger undrende ud af vinduet*

Selvsamme vuggestue kunne i øvrigt i morges berette, at Øglen tilsyneladende har en 'meget styrende adfærd' på de dage, hvor hun ikke er helt på toppen:

Pædagog: Ja, jeg tænkte nok, at hun havde sovet dårligt den anden dag. Hun VAR jo meget pylret. Og jeg tænker, at hun også styrer rigtig meget derhjemme, ja?!

Mig: Øhbøh, altså, jo, hun vil jo gerne bestemme, men det troede jeg var meget normalt i den alder? Og vi forsøger jo så vidt muligt, at hun ikke altid får sin vilje. Men lige netop den anden dag, var der alt muligt galt - sovet dårligt, ville ikke spise, mv. (Har vist sagt det før, men jeg plaprer, når jeg er usikker)

Pædagog: *Kigger sigende på mig* Joh...´

Mig: Men synes nu ellers, at hun plejer at være meget god til at forstå, når der er noget, der ikke er helt rimeligt. Altså, at vi ikke hopper og springer for hende altid.

Pædagog: Joh... Hun styrer bare meget med sin gråd, synes jeg. Indtil hun får greb om sproget. Sådan "bwahbwah, tag mig ned fra stolen nu"-agtigt. Og "buhuahhhhr, nejnejnej", når der er noget, der ikke lige passer damen. 

Mig: Øhbøh, tjoh, altså...

Pædagog: Nå. Kan du vinke til mor, Øgle?!

Mig: Øhhhhhh, nåmn, så hejhej, lille skat (til Øglen, ikke til pædagogen)

Og så stod jeg lige pludselig ude på gaden og spekulerede på, hvad der lige var blevet sagt. På cykelturen fra vugger til arbejde (lang tur i strid modvind er ikke lig med grobund for milde og lyse tanker), tænkte jeg lidt over, hvad pædagogen egentlig havde sagt. Jeg er stadig ikke helt sikker på det, og det er meget muligt, at jeg nu kommer til at lyde lidt nærtagende, men jeg tror, at hun lige kritiserede vores opdragelse (eller mangel på samme, tilsyneladende) af Øglen. Hvis nu hun havde sagt et eller andet med, at det var en semi-almindelig ting hos børn på 1½, og at det kunne afhjælpes med xxx, så ville der jo have været et eller andet, jeg kunne gøre. Men der var ingen gode råd at hente. Bare en konstatering. Nå.

Jeg er helt på det rene med, at Øglen kan være en lille dominerende stædigper. Som helst vil bestemme alting, men som bestemt ikke altid får lov til det. Og jeg vil hjertens gerne bøje mig, når jeg mener, at folk har ret - også selv om det ikke nødvendigvis falder ud til min opdragelses fordel. Men jeg vil omvendt også have lov til at brokke mig, når jeg mener, at pædagogerne fælder dom lige hurtigt nok. Om ikke andre steder, så her i Blogland. Måske jeg skulle besøge pågældende pædagog en dag, hvor jeg har sovet vildt dårligt og er lidt sløj. Så skal hun se løjer, hvad angår pjevset og urimelig opførsel...

Nå. Så gik der tid med det (som Tøsedrengene sang engang), og i mellemtiden er der sjovt nok kommet lidt mere arbejde ind i indbakken. Ah well. Må jeg kigge på i aften. Lige nu har jeg travlt med at spise karameller, tænke over opdragelse og undre mig over, at min talje aldrig bliver lige så tynd som min ankel...

onsdag den 25. august 2010

Prokrastinering

Jeg har travlt på arbejdet i øjeblikket. På den dér måde, hvor man spiser frokosten foran computeren eller til møder, drikker for meget kaffe, får ondt i maven (kan også hænge sammen med de 5 reklamebolcher, jeg åd på et kvart sekund) og ikke har tid til de vigtige ting i livet såsom at smutte forbi Engby Barnevogne med kalechen på vores &#¤!/#-klapvogn, som for alvor har besluttet sig for at opgive ævred (hvem har også bestemt, at vogn-værkstedet kun har åbent mellem 10 og 16 tirsdage og torsdage, hva'?! Mødre, der ikke længere er på barsel, har altså også børne-køretøjer, der går i stykker, at I ved det!)

Nå. Arbejde. Travlt. Så travlt, at jeg ikke kan overskue det, så jeg overspringshandler til den store guldmedalje. Og lader som om, jeg ikke godt ved, at papirbunker og deadlines nok skal overfalde mig inden for nær nær fremtid.

En af overspringshandlingerne er selvfølgelig Blogland. Og som så ofte før, fører dén overspringshandling flere af slagsen med sig. I denne her omgang i form af indkøb af pakkekalender-pakker til Øglen. Det er Lisbeth, der med sit overskud og væren i god tid-hed gav mig idéen, så jeg begav mig fast besluttet på besøg hos By Neel. Og endte med at få købt næsten alle Øglens kalendergaver. Hva'ba'?! Jeg forestiller mig derfor, at jeg kommer til at gå december i møde med zen-agtig ro, for nu er der i hvert fald styr på Øglen. (Og jaja, jeg ved godt, at jeg er i ret god tid, men der var helt vildt meget tilbud, mkay?!)

Så lader jeg bare som om, jeg har glemt alt om konceptet hjemmelavet jul, som vi tænkte var verdens bedste idé, da den blev vedtaget forrige jul, men som - nu, hvor den nærmer sig - begynder at stresse lidt. Så meget for zen-agtig ro...

Og det var så arbejdet, jeg kom fra. Må hellere gøre noget (andet end at købe ting på nettet). Ellers kommer mine arbejdsopgaver til at strække sig fra nu af og ud i evigheden, og så kan jeg for alvor skyde en hvid pind (pil? Gider ikke google det) efter zennen.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...