Miiiiiiin mo-aaarrrrr!

Helt overordnet set er Øglen og Varanen hinandens bedste venner. De griner sammen, føler med hinanden og (mest Øglen, godt nok, men alligevel) krammer hinanden. Det betyder imidlertid ikke, at de ikke kan slås og skændes, så gnisterne fyger, så af og til går bølgerne højt i det lille hus i DNP.

Zoo. I en zebravogn. Uden nogen slår. Men der er selvfølgelig også juice  ...

Varanen tror desværre, at det er gangbar mønt at slå. Så det gør han en del. Ofte når han gerne vil have opmærksomhed, men også, hvis han bliver frustreret, og sproget ikke helt rækker. Vi gør naturligvis, hvad vi kan for at få ham til at lade være med at slå og griber ind både før, under og efter slagene falder, men det forhindrer ham ikke i at lande et par velrettede dask af og til alligevel. Som fx hjem fra børnehave og vuggestue i går, hvor de begge sad i cykeltraileren. Indtil Varanen havde slået Øglen ca. 7 gange, fordi hun åbenbart ikke måtte sige "Øv". Hvilket hun så selvfølgelig gjorde. 7 gange. Indtil jeg blev noget træt i masken og beordrede Varanen ud af cykeltraileren og gå. Ikke populært, så jeg blev kaldt en 'dum lort' (endnu engang) og blev først taget til nåde igen, da vi passerede en ny isbutik, og Varanen blev så optaget af skiltet, at han glemte at være sur.

Øglen slår ikke så tit. Undtagen, når hun bliver slået - eller bliver virkelig virkelig vred. Til gengæld har hun en helt særlig evne til at få Varanen til at slå. Ikke, at jeg forsvarer nogen, men du godeste, hvor kan hun blive harm over, at hendes lillebror kommer gående med møllehjulsarme. På "jeg skriger, så taget falder ned"-måden. Det gør så selvfølgelig, at det er lettere at tage tingene i opløbet - med mindre altså Varanen når at blive så forskrækket over al skrigeriet, at han beslutter sig for at tjatte ekstra hårdt til hende. Så det, der måske (we'll never know) bare skulle have været lidt drilleri, bliver til full on slag. Suk.

Nå, men udgangspunktet er, at de er gode venner. Partners in crime, der elsker at læse bøger sammen (hvor sødt tror I lige det er, når man kommer ind på Varanens værelse, og de to sidder sammen i hans seng, mens de kappes om at læse "Mimbo Jimbo laver kunst" (som de begge kan udenad) for hinanden?!), lave "sunde tallerkener" til mor og far i legekøkkenet "der er pænt mange legekager på de færdige tallerkener, skulle jeg hilse og sige og generelt taler pænt til hinanden og giver hinanden plads.

Kridtmaling på vejen. I fred og fordragelighed. Hva'ba'?!

Men er der én ting, der kan få dem begge op i det røde felt med en hastighed, så bådet lynet og lyset burde blive bekymrede, så er det, hvis en af dem formaster sig til at sige "MIN mor!". SÅ er der ballade. For det vil den anden ikke høre tale om, så der bliver svaret med et lidt højere "MIN MOR". Hvorefter det så ellers går slag i slag, til nogen skriger "MIN MOR" med en røst, så taget letter, og mit ben, min arm eller måske mit hoved på særligt diskussionslystne dage, bliver krammet halvt ihjel.

De har jo begge to ret. Jeg er både Øglens mor og Varanens mor. Så det siger jeg til dem. Men det er ligesom ikke argumentation nok for de små kræ. Af og til deler de os, så den ene 'får' HDD, og den anden 'får' mig. Og så er der fred. Andre gange ... Du godeste, altså. Det er åbenbart også en trend i vuggestuen, at de små kræ kappes om, hvis mor, der er hvis mor. Kampen alle vinder, men som alligevel eskalerer.

Er det bare endnu en af de famøse faser? Og hvornår stopper den mon?

Spænding i tilværelsen

Med et køkken, der hænger i laser (undskyld, HDD - jeg ved godt, du knokler på det i alle dine ledige timer, men det ændrer desværre ikke på, at vi ikke har haft fungerende kogeplader i to uger nu!) og et nært forestående projekt om at udskifte hoveddøren og vinduerne på den ene side af huset, der for alvor har bekendt kulør her i permafrosten og vist sig at være omtrent lige så tæt som et fuglebur, skulle man synes, at vi havde nok at se til, sådan projekt- og spændingswise.

Ikke desto mindre besluttede vi os i tirsdag for at få endnu en (kollektiv) hjerneblødning over Den Nye Institution, og før vi fik set os om, var vi kommet til at skrive reptilerne op til den anden institution, de fik tilbudt plads i - the one that got away. Bare for at prøve. Og eftersom det hele er blevet så digitalt og "smart", endte det med at der kun gik 10 minutter, før der tikkede en mail ind om, at Den Nye Kommune, Der Primært Er Befolket Af Mennesker Med Pels og Sølvhjelme Og Derfor Har En Udpræget Mangel På Børn, kunne tilbyde Varanen en plads i pågældende insti til april. Og så kunne Øglen måske komme ind på en søskendefordel. Yikes! Så skulle vi jo pludselig til at tage stilling igen. Hurtigt igen. Onsdag var vi ude og se instien igen, og den var stadig god og hyggelig. Så vi overvejede og overvejede. Lagde planer for at tage ungerne ud af Den Nye Institution nu-nu (vi kan være så dramatiske), holde dem hjemme hos mig et par måneder med tilskud til pasning af egne børn, satse på en plads til Øglen senest i juni, miste depositum i nuværende insti, og. så. videre.

Reptiler, der storhygger med tegneriet! 

Vi talte og talte og talte. Og blev enige om, at den nys tilbudte institution var intet mindre end Den Hellige Gral. Lige indtil altså i går, hvor jeg på bedste Basil Mus-vis (læs: stalker-manér) passede nogle intetanende, afleverende forældre op og spurgte til deres oplevelse af Den Hellige Gral. Jeg fik et ret klart svar om, at vuggestuedelen var fantastisk, og at børnehavedelen var lige præcis det modsatte. Den ene mor talte jeg ret længe med, og hun endte faktisk med - efter hun havde talt lidt i ring - decideret at fraråde mig at putte mine børn i institutionen. Eller gøre det - og så håbe på, at det måske blev bedre. Hm. Ikke lige det, jeg gerne ville høre. Og da jeg senere ringede til lederen for at få uddybet nogle ting (kom ikke og sig, at jeg ikke er grundig!), og hun ikke kunne svare klart på nogle i mine øjne ret vigtige spørgsmål om alderssammensætning på (de små) børnehavestuer samt stabilitet (eller mangel på samme) i personalegruppen, var det som om, Den Hellige Gral smuldrede en anelse. Ikke mindst fordi der også var et par andre ting, der var sådan lidt bop-bop, for nu at bruge et godt, gammelt 90'er-udtryk.

 

Piss' koldt ude i Forstaden. Det er, hvad det er. Og jaja, rundstykke, hvis du har set billederne før ovre på Instagram. Hvis du ikke har, så kom over og sig hej til @astridsf

Alligevel brugte jeg det meste på i går på at tale med Pladsanvisningen og andre institutioner, regne på forskellige scenarier og overveje, hvad man nu lige skulle sige til Den Nye Institution, hvis man melder sit afkom ud efter 3 uger. Men da jeg så hentede selvsamme afkom i Den Nye Institution i går, iggå? Da var de bare så glade. Og havde lavet fede ting. Og de ting, jeg var lidt bekymret omkring (hvilket jeg talte med lederen om i går morges), kunne jeg se, at de allerede var begyndt at gøre noget ved. Og Øglen fortalte, at D havde fødselsdag, at hun havde leget med M, at hun havde fået et bamse-klistermærke, fordi hun "var en god ven og ikke skubbede de andre ud af legen", og at Lillegruppen skulle lave suppe over bål i dag. Og så var det som om, at Den Nye Institution ikke var så slem endda. Nærmest tværtimod. Så nu tror jeg bare, at vi holder kæft med den institution. Og prøver at forstå, at ingen institution på 3 uger kan nå at leve op til de institutioner, vi brugte år på at lære at kende inde i Kbh. Så nu er vi glade for Den Nye Institution igen. Men hvad skal vi så få tiden til at gå med?!

- Det hul i taget, der kom i går - og som i øvrigt, paradoksalt nok, blev forårsaget af den tagmand, der var ude for at vurdere tagets tilstand?

- Det faktum, at jeg netop har aftalt med Dagpengeland, at vi er through, fordi nogen prøver at gå all in på det der firma-noget (efter at have modtaget supplerende dagpenge en rum tid snart). Og derfor ikke har nogen som helst fast indtægt fraaaaa NU af?!

...

Man kunne selvfølgelig også bare sætte sig i sofaen med en kop kaffe og slappe af? I stedet for at panikke totalt, hvilket ellers virker som det mest oplagte valg lige nu, hvis man spørger mig ...

Hverdagen truer. Sådan for alvor.

Jeg har overhovedet ikke noget nyt og spændende at byde ind med, men det skal skam ikke forhindre mig i at skrive et blogindlæg.

Dagene forsvinder mellem fingrene på mig, synes jeg, og jeg forsøger krampagtigt at holde fast i den allersidste barsels-/ferie-fornemmelse. Denne uge er den sidste, hvor HDD har barsel (eller, ok - egentlig har han ikke barsel længere, men han holder ferie, så potato/potato), og fra næste uge kommer den rigtige hverdag og banker på sådan for alvor.

 

Fra forleden, hvor Øglen var lidt slatten og blev hjemme fra børnehave. Vi legede med perleplader, og mutti her perlede en iPhone. (Jo, det er så. Det ER en iPhone!)

Jeg aner ikke, hvordan det bliver, og jeg kan heller ikke lige overskue at tænke for meget på det. Det skal selvfølgelig nok gå, men jeg er ikke sikker på, at jeg har sat helt nok pris på vores grad af fleksibilitet de sidste næsten 4 måneder.

Og selvfølgelig passer HDD's venden tilbage til arbejde som fod i hose (?) med, at vi skal flytte. Godt nok først d. 14/9, men vi har jo så også lige en lejlighed, der skal pakkes ned inden (i øvrigt helst uden, at reptilerne lægger alt for meget mærke til det. Easypeasy eller noget). Og så ville det da forresten heller ikke gøre noget, hvis vi fandt en midlertidig bolig fra omkring den 1. september, hvor vi så småt kunne rykke ind, inden den helt store tømning af vores lejlighed. Og den hovedrengøring, som foreningens vedtægter kræver før et salg, mm. vi gerne vil have sat ild til os selv og vores ejendele og kørt på hjul og stejle ud til offentlig spot og skam. (Sådan cirka er det formuleret i vedtægterne. Nå).

 

Vi pakkede de første 10 kasser i går. Der er så bøger og HDD's sko i. Så mangler vi jo kun 4 millioner hyldemeter bøger. Og resten af lejligheden...

Såeh - er der nogen, der kender nogen, hvis kusines bedste venindes lillebror har en lejlighed på Østerbro til leje i nogle måneder (gerne 6 måneder, men vi er nået ud over det punkt, hvor vi er rigtig kræsne), så giv lige et praj, ikke?! Den må gerne være møbleret. Den må også gerne være umøbleret. Er der mange værelser, er det fint - er der ikke så mange, er det også fint (vi praktiserer alligevel nærmest samsovning for tiden - Øglen har besluttet sig for, at hendes seng er det mest nederen sted i verden i øjeblikket, så hun sover inde hos os hver f*cking nat). Er den billig, er det fantastisk, er den ikke så billig, lever vi også med det. Vi vil bare. gerne. have. et. sted. at. bo. Og som sagt gerne på Østerbro, så vi over for reptilerne kan lade som om, alt er a-okay, og at vi bare er på noget rimelig kedelig og rodet ferie.

Men altså. Om en måned skulle vi meget gerne have nået følgende:

• I banken og snakke alvor med dem om noget hus. Som mægleren i øvrigt er totalt 'I skal skynde jer, for der er SINDSsygt mange interesserede'-agtig over. Men det skal hun jo være, tænker jeg.
  
• Have clearet de sidste ting ifm. salget af vores lejlighed. Det kan godt være, at mægleren var knivskarp og solgte den på nulkommafem, men han får dæleme ikke topkarakterer for hele efterforløbet. For nu at sige det pænt.
  
• Have pakket alle de ting i kasser, der skal på fjernlager
  
• Have pakket alle de ting i kasser, der skal med i en midlertidig bolig
  
• FINDE en midlertidig bolig
  
• Have udbedret forskellige ting i lejligheden, før køber overtager. Og koordinere forskellige typer håndværkere.
  
• Se på huse - for vi gad jo godt finde en blivende bolig inden alt for længe. Der er noget med nogle rimelig lange overtagelsesfrister på forskellige hytter, kan jeg ligesom fornemme.
  
• Have en helt normalfungerende hverdag, hvor HDD er tilbage på job, og hvor vi skal finde ud af at aflevere og hente unger to vidt forskellige steder i byen, uden nogen eksploderer af stress
  
• Hygge os og lege med ungerne i weekenden, som om intet er out of the ordinary
  
• Løbe et eller andet psykolangt løb i Nordsjælland, som vi kom til at melde os til. FØR lejligheden var solgt, og vi pludselig skulle være ude lige om lidt.

 

Kom til at gå lidt amok i løbebiksen forleden og købte hele TO par nye løbesko. Hm. Så har man set det med - Øglemor kan tilsyneladende blive vældig begejstret over nyt løbegear. Skal bare lade være med at tænke på, hvor meget andet, jeg kunne have købt for de samme penge...

... Ogggg. Det var vist det. Ud over altså det kursus HDD skal på i Sverige om et par uger med overnatning og det hele...

Hm. Skal vist lade være med at tænke alt for meget over det. Og tænke mere på min afdøde mormors vise ord: "Det lægger sig til rette". Vi skal sgu' nok finde ud af det. Men hvor elegant det bliver, dét må tiden vise.

 

Mmmm. Caffe Latte Grande og Wifi. We like 

Nu vil jeg drikke min Baresso-latte, glæde mig over, at manden ved siden af mig med sin kanel-aftershave (wtf?!) endelig er gået, og gøre mig klar til at se fornuftig ud, når vi skal i banken lige om lidt. Wish us luck!

Søndag

Nåjamen så kom sommeren da tilbage for fuld hammer, hva'?! Det skal man ikke klage over, og vi har da også gjort vores ypperste for at vride så meget godt ud af vores weekend som muligt. Blandt andet har nogen været oppe omkring kl. 6-6.30 begge dage, fordi nogen ikke gad sove mere, og fordi andre (ja, HDD og Øgle, jeg taler til jer!) sov de dødes søvn. Men man kan ikke komme udenom, at dagen bliver så dejlig lang, når man er tidligt oppe, så helt skidt har det ikke været. (Det skal I i øvrigt ikke sige til HDD, for jeg skal svinge martyrkappen i aften, når jeg skal overtale ham til at hente slik).

Nå, men det har jo ikke været tidlige morgener det hele. Vi har også været til jävlahyggelig frokost hos min bror og svigerinde på Bryggen. Maden blev indtaget i deres hyggelige gård, mens Øglen og hendes kusiner drønede rundt og legede. Og Varanen krabbede rundt på græsset og råbte "UF!" Med lækker mad og hjembragte øl fra Refsvindinge Bryghus var det lige til at holde til, der i solskinnet.

 

Mmmm. Pølser og pasta til ungerne, stegt flæsk og perlebygssalat med grønne bønner og tomatvinaigrette til de voksne. Og øl + hjemmebrygget rabarbersaft. Hvorfor bliver vi ikke inviteret på frokost noget oftere?!

 

Så leges der. De tre store kusiner og den lille Varan-fætter. Der imødegår en tilværelse med tre hårde læremestre. Som højst sandsynligt får lækre veninder, så han kommer nok ikke til at klage.

Varanen og Øglen sad side om side i "Store Cykle" på vej hjem (på vej ud lå Varanen nede i bunden og forsøgte at skrige sig ud, lød det til. Han bliver noget af et surt løg, når han er overtræt). Men hjemturen - hans første rigtige cykeltur - klarede han ned bravour. Nu skal han så bare lære de sindrige regler, der gælder for, hvornår man får tæv af sin søster, og hvornår man ikke gør. De er ikke lige til højrebenet, og jeg er ikke sikker på, at hun altid selv forstår dem, men vi ved nu allesammen, at en cykeltur bliver sjovere for alle, hvis Varanen lader være med at spise Øglens Mariekiks. Lesson learned.

 

Varanen ser med ærefrygt på sin elskede storesøster. Der tilsyneladende ikke kan gøre noget forkert i hans øjne. Heller ikke, selv om hun godt kan blive lidt korporlig fra tid til anden

I dag har så stået i huskigningens tegn. Nu, hvor vi har fået solgt, er der jo ingen grund til at hvile på laurbærrerne. Ikke, at vi finder et hus til indflytning før d. 14/9 (Argh! Det er jo LIGE om lidt!) alligevel, men det ville da ikke gøre noget, hvis vi ikke skulle bo i vores midlertidige bolig (som vi i øvrigt heller ikke har fundet endnu. Anyone? Vi skal bare bruge to-tre værelser på Østerbro i nogle måneder). Så i dag skulle vi ud og ose huse.

Vi så tre styks. Ét dårligt (som egentlig var fint nok, men med fugtig kælder og en have direkte op ad en meget trafikeret vej, var det lidt svært at blive vildt begejstret for et nyistandsat køkken), ét godt og ét rigtig godt. Det gode var et dejligt hus med en udmærket, men ikke perfekt, beliggenhed. Det rigtig gode var et udmærket, men ikke perfekt, hus. Til gengæld med en beliggenheden helt i top. Og så var haven fuldstændig fantastisk. Det er jo ironisk, at et notorisk ikke-havemenneske som jeg skal blive så forelsket i en gigantisk have, men når brombærbuskene bugner, det gamle æbletræ kaster skygge på det fløjlsbløde græs, og afgrøderne i højbedene ville kunne give Aarstiderne kamp til stregen, ja så er det altså svært at undgå.

I det hele taget er det svært ikke at forelske sig hovedkuls (mere end vi allerede er) i hele hus- og have-idéen på en dag som i dag, hvor vejret har været fantastisk, og alt er grønt. En gåtur i et af områderne gjorde da heller ikke noget for at overbevise os om, at vi skal blive i byen. Overalt var der smilende naboer med jævnaldrende børn. Logrende labradorer og smållinger, der var ved at lære at cykle. På fem minutter kunne vi være ved badebro, hvor andre smållinger plaskede rundt, mens de voksne sniksnakkede (også med os fremmede), og hvor folk i kano kom glidende forbi. Og nåja - turen gennem skoven på gåben (for mit vedkommende) med sovende Varan i vognen var også temmelig dyller.

 

Ok ok - billedet er ikke fra i dag. Jeg har stjålet det her. Jeg var bare så opslugt af carporte, perlegrus og salgsopstillinger, at jeg helt glemte at fotografere. Noget, der ellers aldrig sker. Det må være et tegn.

Så alt i alt er vi pludselig blevet totalt villavejsagtige. Også selv om vi godt ved, at vi er ved at begå den boligsøgendes faux pas nr. 1: At se på hus på en solskinsdag i sommermånederne.

Jeg er temmelig overbevist om, at jeg på en blygrå dag i januar er temmelig ligeglad med, at der kommer et hav af brombær til efteråret (måske - hvis jeg ikke har dræbt dem). Den nærliggende sø med tilhørende badebro og udkigsbænk mister nok også sin appel sådan cirka alle de af årets dage, hvor temperaturen er under 22 grader (rundt regnet 353 dage). Men det er som om, min fornuft har lidt vanskeligt ved at råbe resten af mig op for tiden.

Såeh... Hus it is, tror jeg. Desværre nok ikke lige det fra i dag (noget med nogle dokumenter fra vores eget salg, der lige skal fikses, og så er huset sandsynligvis væk), men så et, der minder om. Tak. Håber, I har haft en god weekend allesammen. Og at der ikke nødvendigvis sker helt ligeså meget i jeres liv, som der gør i vores for tiden. For det går liiiiige stærkt nok, synes jeg...

- Postet fra mini-Padden

Husvild to be

Nå. Så er man sådan nogen, der har sat sin lejlighed til salg. Der kan man bare se.

HDD har i længere tid snakket om at flytte, mens jeg har været sådan lidt "hvoffor det"-agtig. Det er jeg for så vidt stadigvæk, men HDD's argumenter for at flytte har alligevel sneget sig ind i hjernebarken hos mig og er endt med at give meget god mening. Og hvorfor vente til i morgen med at gøre noget, man kan fikse i dag, såeh... lejligheden er hermed til salg. Udenom mægler i første omgang; man er vel optimist.

 

Køkken...

Så er der nogen, der lige står og mangler en jävla-fin 4V andelslejlighed på det inderste indre Østerbro, så sig lige til, ing'? Der er et stort set nyt køkken, tagterrasse og en rætti hyggelig gård, masser af børn, ladcykler og speltmødre. Så kom endelig frisk.

 

Tagterrassen. Som kan få Varanen til at sove. Nogle gange. Så den er virkelig speciel...

"Hvor skal I så bo?", tænker I nu (jo, I gør). Og det er et virkelig godt spørgsmål. For vi aner det ikke. Ud over altså, at det skal være på Østerbro. Vi har lavet indtil flere Hvor Skal Vi Bo-øvelser med projektleder-post it's. Drukket en trilliard kopper kaffe over emnet Hvor Skal Vi Bo. Genoplevet vores Forstadseventyr og overvejet muligheden for at flytte ud af byen igen. Og har endda udvidet vores boligkiggeri til andre bydele. Men hver gang er vi endt med at vende tilbage til lejligheder i en overskuelig radius af Øglens børnehave. For der er hun glad og tryg. Og vi er glade og trygge ved at have hende der. Og vi er glade og trygge ved at have børn på Østerbro. Og har virkelig ikke mod på forstadslivet endnu. Have, fyr i kælderen og egne tagsten er ikke lige os, hvorimod byen, en altan, en hyggelig gård, osv. er. Så - Østerbro it is. Og hermed har vi også taget en endelig beslutning om at blive i byen om ikke igennem hele skoleforløbet for Øglen og Varanen, så i hvert fald gennem en seriøs bid af det.

 

Gården. Og ja, det er mig i de gule bukser med barnevognen. Undskyld. Jeg vidste ikke, min r*v så så stor ud i dem

Vi skal bare liiiiige finde noget at bo i herinde. Så kender I nogen, der har en lækker 5V (eller større) ejerlejlighed til salg på Østerbro (gerne inderste indre, hvis det kunne lade sig give sig - uden vi af den grund har en billion at smide efter den), hører jeg og resten af Cirkus Reptilikus meget gerne fra jer!

Hej "virkelighed"

Første rigtige(agtige) dag uden for Barselsland. Troede, det ville blive enåååårmt vemodigt, og at jeg ville få svært ved at løsrive mig fra at kysse Varanen på hans smukke hoved og komme med en milliard formaninger forslag til, hvad HDD og Varanen kunne lave sammen og "husk nu at give ham mad"-bemærkninger. Men whaddyaknow - i hele dén lille fantasi havde jeg glemt, at morgenerne ikke pludselig blev så zen-agtige, at der var tid til ret mange andre kommandoer end de sædvanlige.

Så der er ikke blevet udgydt nogen tårer i dag. Af mig, altså. Øglen kandiderede som springvand en stund, da hun ikke måtte æde alle sine farveblyanter, og fordi jeg ikke gad at pakke hendes vandfarver med dertilhørende underlag ud, så hun kunne male. Men hun blev god igen, og resten af morgenen gik slag i slag med madpakke-pakning, given ble og tøj på diverse reptiler, gåen i bad, spisen havregryn, dikkedikken og svaren på underlige spørgsmål som "Hvor er Jette?" og "Skal vi snart se Jette?" (ANER ikke, hvem Jette er. Slet ikke, når hun skulle bære samme mellem- og efternavn som Øglen, er ret skrap og angiveligt bor i et lille rum nede i gården?!) og "Hvorfor hedder manden Michael, mor?", da vi mødte overboen på trappen.

Afleveringen foregik i en storm af børn og syltetøjsmadder, og jeg nåede næsten ikke at tænke over, at jeg for en gangs skyld afleverede uden en Varan på armen og en pusletaske over skulderen. Kunne da også se Øglen mime "Hvor er Varanen?" inde bag ruden, da hun vinkede - det kommer nok til at tage hende et stykke tid også at vænne sig til, at mor og Varanen ikke længere hænger sammen ved hoften.

Det begyndte først så småt at gå op for mig, at noget er anderledes ved i dag, da jeg hoppede på cyklen, proppede min Marc Jacobs-taske (dammit, den har jeg savnet at bruge) i cykelkurven og cyklede tværs gennem byen. I samme tempo som de andre cyklister. Og oplevede hvor meget liv, der egentlig er i Kbh sådan en mandag morgen.

 

Morgenkaffe og brainstorm - og en lillesmule blogging - på Foodshop no. 26

Nu sidder jeg så på Islands Brygge med en kop kaffe og venter på, at klokken bliver 10, så jeg kan indløse det gavekort, jeg fik til min fødselsdag for mere end 7 måneder siden. Til en luksusmanicure. Håber, de kan udrette mirakler, for mine hænder er virkelig sløje efter en kold vinter og uendelig meget håndvask med et spædbarn in da house. Og hvis de ikke kan udrette mirakler håber jeg bare, at de i det mindste ikke skærer hænderne af mig.

Bagefter står den på et besøg på biblioteket - har en del, jeg skal have læst op på i forbindelse med firmaopstart - og måske en bette løbetur. Og lidt frokost på et tidspunkt derimellem. Så når alt kommer til alt, tegner min første dag ude i semiVirkeligheden egentlig meget godt...

Argh!

Jeg er jo stoppet med at amme. Og udover, at mine bryster lige skal fatte det, så de ikke gør så herrenas, at det føles som om, jeg dør en lille smule, hver gang Varanen giver dem et veltilrettelagt los fra vandret position på puslebordet (som er lidt højt - SÅ lange er brysterne trods alt ikke. Endnu) så er det ok. Vemodigt, men ok. Det er fx meget rart, at jeg kan gå i tøj uden knapper eller lynlåse eller andet, der giver hurtig adgang til madkasserne. Det er så ikke helt så rart, at jeg pludselig skal til at tænke over, hvad jeg spiser, fordi der ikke længere er automatisk kaloriefradrag. Eller at begrebet amme-tv er over and out. Men det klarer jeg nok...

Nå, men ammestop betyder jo så også et øget indtag af modermælkserstatning for den lille store Varan*. Vi brugte Holle til Øglen i sin tid, så det var det naturlige valg, da Varanen skulle til at have en flaske. Og have erstatning i grøden. Det lugter ganske fælt, men Varanen kan lide det, og det er jo det, der tæller.

Men så skete der det, at jeg i dag var på besøg hos min sædvanlige Holle-pusher, og de kunne fortælle mig, at produktionen simpelthen stopper?! Altså, at der Ikke. Bliver. Lavet. Mere. Holle-modermælkserstatning. Herhjemme, i hvert fald. Så de havde kun det, der var tilbage på hylderne, og det var ikke noget af det, jeg skulle bruge.

ARGH!

Af sted med mig til den lokale Urte-Erna**, som heldigvis stadig havde noget af 1'eren. Hamstrehamstre. 6 pakker blev det til, men det rækker jo som en skrædder i hævlød. Ham Varanen drikker sig gennem en pakke på en uge, og selv om indtaget jo gradvist bliver mindre, forudser jeg, at han stadig skal have modermælkserstatning om 6 uger. Trods alt.

 

Varanen i erstatnings-Slaraffenland. Så længe det varer...

Såeh. Nu tilspørger jeg jer: Hvad gør jeg nu? Er der nogen, derude i det ganske land, der er stødt på nogle æsker Holle erstatningspulver 1 i deres lokale helsebiks? Har en æske stående på hylden derhjemme, fordi guldklumpen ikke kunne lide det? Kender producenterne og kan lokke/tvinge dem til at genoptage produktionslinjen? Anything?

Eller skal jeg bare bide i det sure æble og skifte mærke? Og lade hånt om skrækhistorien, der florerer i min familie, om min bror, der - dagen før sin dåb - røg over på et andet mærke MME og skreg sig igennem hele sin festdag pga. mavekneb? (Morale: Skift af MME-mærke giver ondt i maven. Så hold dig til ét mærke. For evigt. Agtigt). Og satse på, at det ikke sker for Varanen? Eller hvad?


*9,9 kg vejer han, iflg. Sunderen til Åbent Hus i dag. Da hun altså endelig vejede ham efter at have udspurgt mig ret meget om, hvorfor jeg ville have ham vejet allerede (4 uger siden sidst). Svaret "jeg er nysgerrig" virkede ikke, så jeg prøvede noget med, at jeg gerne ville holde øje med hans vægtkurve, eftersom han jo ER ret stor. Hvortil jeg fik et "Vi gør ikke noget ved det! Vi fedtregulerer ikke babyer. At du ved det". Dammit - her gik jeg ellers lige og håbede på en The Zone for babyer (!)

**Hvor ekspeditionen lod en del tilbage at ønske. Hvis man bliver så mavesur og humorforladt af at leve økologisk, holistisk og urte-speltet, så er der endnu en god grund til at holde krampagtigt fast i sin latte, Marabou-chokolade og almindeligt-hvedemel-kan-vel-være-ligeså-godt-som-spelt-livsstil.

Så skal vi til den... Nogen råd?

Øglen har været til tandlægen her til morgen (sammen med HDD - på en eller anden fiffig måde lykkedes det mig at tørre tjansen af på ham). Det var simpelthen gået så fint (typisk - man ved bare, at hvis det var mig, der havde været med, så ville hun have skreget som en stukken gris), og Øglen havde plapret løs om sit plaster på fingeren og de nye løbesko og havde lydigt åbnet gabet og ladet tandlægen rumstere derinde. Verden er af lave! Så alt var gået helt fantastisk, sagde HDD, da han ringede for lidt siden og aflagde rapport.

Men. Udover, at vi skal børste øgletænderne lidt anderledes, end vi gør nu, så sagde tandlægen også, at vi (Øglen) skal stoppe med at bruge sut. Som i NU! Hvis vi altså vil gøre os nogen forhåbninger om, at hendes suttebid skal rette sig. Og det vil vi jo egentlig gerne.

Suk, altså. Vi vidste det jo godt. Men håbede måske lidt, at tandlægen ville sige "Arhhhh, pyt skidt - lad hende bare beholde sin sut til hun er 16-17 år; det tager tænderne ikke skade af". Det gjorde hun så ikke. Forståeligt nok, for selv jeg (som ved grød ikke er tandlæge) kan se, at der ikke bare er tendens til suttebid - der er suttebid. Måske er jeg også en anelse farvet af, at jeg selv har haft det vildeste friluftsgebis som barn. Som skulle rettes ind med togskinner, nakketræk, ganebøjle og the works. Og hvis Øglen kan undgå hele den procedure, så vil jeg da egentlig gerne skåne hende for den. Det kan selvfølgelig også være, at staklen Øglen 'bare' er genetisk disponeret for mærkelige tænder, meeeen...

Det er så der, vi er nu. Øglen skal smide sutten. Helst i går. Og det er her, I kommer ind i billedet - hvordan gør vi det bedst? Nogle råd, fifs, tilbud om pasning, mens det står på? Eller anbefalinger af ørepropper? Jeg forudser nemlig skrig, skrål og pylren, for vi taler om en dame, der er m e g e t vild med sin sut... Det er faktisk særligt belastende, at det kommer lige nu, for det går endelig sk*degodt med putningen. Og humøret. Men det skal vi nok få spoleret.

Bonus-info: Sutten bliver kun brugt, når Øglen sover, eller hvis vi skal på en lang tur med klapvognen, hvor der er risiko (chance?) for en lille middagslur. Og hvis hun er psykotræt efter børnehaven og ligger i sofaen. Men den er ikke til at rende rundt med...

Hun har i øvrigt kun 2 sutter tilbage, fordi hun er meget specifik omkring mærke og udseende. Så det er ikke fordi, de ligger og flyder rundt om i huset. Varanens sutter er hun fx ikke det fjerneste interesseret i.

Kryds lige fingre, ikke...?

Hvis nu jeg ikke havde den uddannelse, jeg har (og rent faktisk var glad for den). Hvis nu jeg ikke var tættere på de 40 end på de 20 (gisp!). Og hvis nu jeg ikke var så glad for ord - for at skrive dem ned og lege med dem og alt det der. Så ville jeg være bager. Ikke fordi jeg har nogle specielt vilde bageevner, men mere fordi kager smager godt. Og fordi kager gør folk glade. Det er ikke så tit, man ser storskumlende person med gaflen i en jordbærtærte, veller?!

Nå. Men jeg er ikke bager. Og det er også fint nok. Bl.a. fordi jeg aldrig ville kunne administrere store mængder kage samlet på ét sted og derfor ville ende med at ligne Jabba the Hut efter et lille års tid. Der er også nogle tålmodighedsissues, jeg skulle have en seriøs sludder med - særdeles konditor-vejen ville nok ikke være tjent med hoppe-over-hvor-gærdet-er-lavest- / det-opdager-de-aldrig-Øglemor. Og så er der jo det der med mødetiderne. Jeg er glad for min nattesøvn. Rigtig glad for min nattesøvn.

 

Billede lånt herfra

Jeg ville faktisk ønske, at jeg ikke var helt så glad for den, som tilfældet er. Og/eller at jeg rent faktisk var bager. Lige nu, i hvert fald. For så kunne det være, at det ikke føltes helt så urimeligt, når Varanen igen (igen-igen-igen) beslutter sig for, at det da er morgen kl. 04. Gaaaaaab, altså! Det hjælper ikke at amme. Det hjælper ikke at svøbe. Det hjælper nogle gange at sidde i utrolig akavet position og hvisketiske søde, beroligende ting (selv om man jeg nogle gange mest har lyst til at råbe knapt så søde ting), men det er så sikkert som amen i kirken, at Varanen vågner i det sekund, jeg forsøger at lirke ham fra akavet position og ned i tremmesengen eller vores seng.

Det eneste, der hjælper sådan nooooogenlunde er, hvis jeg står op med Varanen, tager ham med ind i stuen, hyggesnakker (så meget som det nu lader sig gøre, når ens tunge er ved at falde ud af træthed) og ender med at amme ham i søvn - siddende i sofaen - blot for at vågne en lille times tid senere med nakke i absurd vinkel, fordi ryglænet på sofaen ikke er designet til at amme på/ved/i. Men søvn er selvfølgelig søvn - uanset vinkler.

Det var til at holde til, da det bare var en gang om ugen eller i dén dur. Men nu, hvor det er hver nat, og hvor kravet om at blive pillet op af tremmesengen (haha, who am I kidding; han sover sqda i vores seng) ikke bliver stillet med et spagt "a-ghghrrrryhhz", men snarere med et øredøvende "QHRGARRRRQHXH!", så synes jeg faktisk, det er ved at blive en kende træls. For nu at sige det på godt jysk.

I nat var muligvis den mest trælse hidtil, og det lykkedes endda Varanen at vække HDD. I en grad, så det endte med, at HDD kl. 05 var nybadet og klar til at tage på arbejde - bortset altså lige fra, at det kunne han jo ikke, eftersom der var en brølende Varan at tage sig af, en rimelig pissy kæreste (moi) og en sødt slumrende Øgle. Jeg vil ikke lade det være nogen hemmelighed, at brølende Varaner kl. sindssygt tidligt ikke er befordrede for kærlige ord og opbakkende gestusser (gesti?) Varanmor og -far imellem, men der var engang, hvor vi aftalte, at det, man siger til hinanden mellem kl. midnat og kl. 05/06-stykker, ikke tæller næste dag. Altså mm. man er til fest i det tidsrum, men det er man så aldrig, hvis man er os...





Så derfor er de spydige ord glemt nu. Det hjalp også pænt meget på humøret (mit), at Varanen nappede små 3 timer til formiddag. I barnevognen altså, og dermed udenfor, men igen; søvn er søvn. Også selv om jeg så lige skal have ringet til hittegodskontoret for at høre, om de har set mine forfrosne fingre ligge og flyde et sted. Jeg nåede endda at sidde i hele 15 minutter på Pixie med en kop skoldhed kaffe og en croissant (det er som om, den der fødepølle bliver trumfet lidt af søvnunderskuddet). Og jeg blev sært beroliget af at trisse rundt i det tyste og meget stemningsfyldte snevejr. På et tidspunkt rendte jeg endda rundt og smilede for mig selv, men jeg VAR (er!) også meget træt...





Ud over kaffen og et par ærinder, nåede jeg også at få en god sludder med min egen sundhedsplejerske, som jeg i et anfald af desperation havde lagt en besked hos i morges. Hun havde desværre ikke De Vises Sten, men hun var sød, lyttende og forstående - og i øvrigt mere end enig med mig i, at jeg bare skulle fylde på med grød. Modsat visse andre sundere, men hende behøver jeg heldigvis ikke at se igen. Nåmn, min sunder foreslog, at vi prøver at give Varanen en flaske i aften, når han vågner første gang. En ordentlig portion, så vi kan se, om han reelt er sulten, eller om der bare er tale om en uhensigtsmæssig vane. Derudover foreslog hun, at vi forsøger os med op/ned-metoden (som jeg ikke kender, men det lyder umiddelbart som en metode, hvor man skal tage barnet op - hvis det er ked? - og så lægge det igen). Und so weiter. Fint med mig, så længe det ikke er sådan noget 'Lad dit barn skrige sig i søvn'-metode. Samtidig understregede sunderen, at Varanen jo stadig er meget lille, så vi skal gå langsomt frem og i øvrigt ikke forvente mirakler fra dag 1.



 Fra en anden god gang, hvor den lille baryler ikke ville sove...

Det er ok, at jeg ikke bliver stillet mirakler i udsigt. Men en morgen, der begynder bare lidt senere end kl. 04, ville nu være skønt. Første skridt på vejen dertil er derfor en flaske i aften. Så kryds lige fingre for, at det funker, mkay? For selvfølgelig er det synd for HDD, Øglen og mig, at Varanen sover elendigt, men det er faktisk allermest synd for Varanen, synes jeg. Han er så træt, men han kan ikke finde ro, og jeg har endnu ikke fået ham lært at berolige sig selv. Det håber jeg kan lade sig gøre inden så længe, så både han og vi får lidt mere overskud.

Men apropos overskud, så blev Øglen bragt lige til døren, frisk fra børnehaven, af Farmor i dag. Da vi havde drukket te, brugte Farmor lige en halv times penge på at lulle Varanen i søvn, mens jeg så Rosa fra Rouladegade med en Øgle, der i høj grad havde brug for sin moar. Og lidt senere dukkede Mårmor op. Hun bliver et par dage, og Øglen er ellevild. Lige nu læser de Pippi i hulen under Øglens storpigeseng, og lur mig om ikke også Øglen får overbevist Mårmor om, at det er hende, der skal putte. Måske man også skulle få hende til at give Varanen flaske, når han vågner første gang? Og gå op og ned ad gulvet med ham, når han vågner de der 40.456 gange i nat? Eller ville det være at stramme den, mon?!

Under alle omstændigheder, så holder bedsteforældre max. Og søde sundhedsplejersker og fint fint snevejr (når nu det skal være). Og husk så lige at krydse fingre for lidt mere søvn i det reptilske hjem i nat, ikke?

... med fare for at jinxe noget, så kan jeg i øvrigt berette, at Øglen sover fortræffeligt (thank G*d, for ellers var jeg da blevet galopperende vanvittig), og at hun ovenikøbet har sovet alene - i sin egen seng uden at komme ind til os - i en hel uge nu. En hel uge; dét er stort. Og er nærmest ikke sket siden i sommer, tror jeg...

Trøsteshopping

Jeg skal jo forestille at være på dagpenge. Og sidst jeg tjekkede, levnede den udbetalte sum altså ikke plads til champagne (men så er det jo meget heldigt, at man ammer. Tøhø). Når jeg er færdig med at være på barsel, er der udsigt til flere dagpenge (og aktivering, yipeeee!), og selv hvis det, jeg går og pønser på, skulle vise sig at give lidt klejner i kassen, bliver det under ingen omstændigheder noget, jeg kommer til at leve som greve(r) og baron(er) af.

Derfor burde det da heller ikke være så svært at forstå (heller ikke for en talmæssigt udfordret som jeg), at jeg måske skulle "holde hus" (tak til min farmor for dét udtryk!) med pengene i stedet for bare at klatte dem væk. Det ville i hvert fald være det fornuftige valg.

Nappet fra boozt.com - jeg fjerner det fluks, hvis I bliver sure

Nu skal jeg så ikke kunne sige, om jeg generelt er ufornuftig (selverkendelse er en svær ting, ved I nok), eller om det bare er fordi, jeg er træt, men ikke desto mindre sidder Dankortet rimelig løst på mig her i 2012 modsat mine bukser, der strammer de helt forkerte steder. Så på nuværende tidspunkt har jeg allerede købt mig en dejlig varm putte-cardigan, en kjole til barnedåben, en RET stram nederdel og en Dolmio-farvet strikcardi, der måske nok ikke gør så meget for min teint, men som til gengæld er utrolig fin på bøjlen inde i skabet. For ikke at tale om den aflad, jeg har købt mig ift. Varanen. Og det tøj han skal have på, efter han er blevet døbt i arvedåbskjolen (dog uden kyse - så ond er jeg ikke).

 

Billede lånt her

Derudover har jeg megameget lyst til at købe den halskæde, Miss Maybe lokker med (jo, du gør!), og en kjole på det Malene Birger-udsalg, Lisbeth linker til. Desuden mangler jeg et par ankelstøvler, der kan bruges både til hverdag og fest, men jeg er endnu ikke faldet over de rigtige. Og det er min konto egentlig temmelig glad for, tror jeg.

 

Me like a lot. Ikke SÅ sk*de ammevenlig godt nok, men den er jo på udsalg og alt det der... (billede lånt her)

I dag, da jeg var ude og trille, købte jeg mig også en kop kaffe (kop nr. 12.453 i januar alene) og så en jumbosnegl. For de er nemlig tilbage i syv-elleve, og shit, hvor de da smager godt. Det syntes Øglen også. Og ja, hun er stadig syg, så i dag har jeg haft fornøjelsen af psykotræt Varan (som stadig sover dårligt om natten, thanks for asking, så den der fase er rimelig lang, synes jeg nok) og næsten-rask-men-så-alligevel-ikke Øgle, der har brugt det meste af dagen på at være sur og sige ting som "Det bestemmer du ikke, det gør jeg!", "Gå med dig, jeg gider ikke se på dig!" (nøjjjjj, jeg var tæt på at tage hende på ordet et sted på Århusgade i formiddag, hvor selvstændigheden *indsæt selv sarkastisk smiley* nåede nye højder) og "Lad vær', mor!!!" (jeg gjorde ikke noget, jeg sværger). Så jeg synes faktisk, jeg fortjente den jumbosnegl, eller i hvert fald det af den som Øglen ikke spiste. Og så må jeg leve med, at der virkelig ikke er meget 2100 Økomor i at skrumle rundt med dobbeltklapper, med en kaffe i den ene hånd og en snegl i den anden, helt og aldeles uvillig til at slippe nogen af delene, selv om en dobbeltklapper bedst betvinges med to hænder.

Var sq nok egentlig heller ikke så smart at slæbe Øglen med udenfor, når nu hun er sløj, men Varanen og jeg skulle til dåbssamtale med præsten, og den lader sig altså vanskeligt udskyde, eftersom dåben er på lørdag. Så ud skulle vi. Øglen var faktisk også rigtig sød inde i kirken - det var først, da vi skulle gå - og så bagefter, at hun blev pænt øglet.

Og jaja, jeg ved godt, at jeg er en Ond Mor, når jeg i mit stille sind har lyst til at sætte feberramt afkom til salg på Gul & Gratis, DBA eller andre sjove sider. For jeg kender jo lissom årsagen til, at øglerierne i den grad er ude af proportioner i disse dage, og jeg kan sådan set også godt forstå, at det må være belastende at være sløj så længe. Hun keder sig jo, det lille krapyl pus. (Når konceptet Tv Ad Libitum mister sin appel, ved man, at den er gal). Og selv om hun siger, at hun ikke gider i børnehave, så tror jeg, at hun savner at brænde krudt af. Jeg ved i hvert fald, at JEG savner, at hun får brændt noget krudt af. Og et søvnunderskud på små fire måneder er for mit vedkommende desværre ikke befordrede for rummelighed og 'lad dog barnet'-sentimentalitet. Tværtimod. Så gæt lige, om jeg får bidt mig selv i tungen en del i disse dage for a) ikke at være den ondeste og mest urimelige mor, der nogensinde er set, b) ikke at slå døren op på vid gab for Sure Mor...

Men 1 dag tilbage... Så er det weekend og dåb, og dermed er der en milliard hænder, der kan nusse, pusse, kramme, putte og ae. Øglen og Varanen, altså, selv om jeg ved nærmere eftertanke egentlig godt kunne bruge en, der puttede mig. Gerne i en overdimensioneret Voksi-pose og derefter i gigantisk barnevogn. Mmmmm.

Gad vide, hvor meget jeg kan nå at shoppe i morgen, mon? Altså i fysiske butikker, for jeg skal da lige love for, at tiden til at komme på nettet med en sur syg Øgle og en temmelig gnaven Varan er sparsom. Nå, Det må tiden vise, og så må kontoen blive repareret senere. Når nu jeg ikke kan få sovet, så er en recept på retail therapy vel det mindste, man kan gøre for sig selv?!

Om virus og faser (men ingen kjoler denne gang)

Nå, men den der virus, Øglen virkede til at have pådraget sig i fredags - den har vi stadig. Eller, Øglen har den stadig. 39,6 sagde termometeret i dag, og jeg skal da lige love for, at hun har været slatten. Panodil hjalp for en kort bemærkning, og jeg fik også et begejstret hyl de to gange, jeg fandt en sodavandsis frem fra fryseren. Men derudover har hun bestemt ikke været mange sure sild værd.

 

Øglen på Panodil var meget glad for vandfarverne og producerede mange (primært sorte) vandfarvebilleder

 

Sofaen har været hendes foretrukne opholdssted hele dagen - med Lille Nørd eller Rosa fra Rouladegade kørende i baggrunden, mens hun forsøgte at overbvise sig selv (og mig) om, at hun ikke var træt, og at hun ikke behøvede at sove en lur. Sidst på eftermiddagen gik hun dog ud som et lys og genvandt dermed lidt kræfter til aftenspurten, der bestod af imponerende portion pasta med ketchup, et bad og et afsnit Lille Nørd mere. Og SÅ var dagen i dén grad omme for den lille Øgle.

 

Feberhed sofakartoffel 

Varanen knalder også brikker nu og gik faktisk omkuld på kortere tid, end han plejer. Måske fordi han har været mere eller mindre vågen hele dagen?! Han er jo sådan en model, der ikke sover indendørs om dagen (eller om natten, for den sags skyld, men jeg nægter at ty til at gå ture med barnevognen midt om natten), så kombinationen af feberhed Øgle, der ikke skulle ud, og søvnfornægtende Varan, der virkelig godt kunne bruge sin daglige trilletur, var lidt tricky. Det lykkedes mig dog at få ham til at tage nogle powernaps - den længste varede oven i købet næsten en hel time. Waouw (!) Så lidt søvn duer bare ikke, når man er en lille fis, så da HDD kom hjem, pakkede jeg Varanen og gik på jagt efter mere Børnepanodil og chokolade. Det blev til 1,5 timers trilletur, og som belønning kvitterede Varanen med at sove yderligere en time, da vi var kommet hjem. Yesss! Så han kan jo godt, når han gider, det lille krapyl.

 

Man kan godt se, at han ser træt ud, ikke? Tror sq da pokker, når han aldrig sover. Men han er i højt humør og ses her med et sjældent smil til kameraet. Han plejer at blive vildt alvorlig at se på, når der kommer et kamera frem...

Det skal dog siges, at de sidste par nætter har været lidt mindre rædselsfulde end for 3-4 dage siden. De er stadig ikke fantastiske (for nu at sige det pænt og diplomatisk), men Varanen har faktisk sovet både et 3-timers stræk og et 2-timers stræk på den samme nat. Han kunne muligvis have sovet endnu mere/bedre, hvis ikke han var blevet vækket af en moslende Øgle, der råbte om yoghurt og tændte lyset (wtf?) kl. 04.30, men det finder vi jo aldrig ud af. Til gengæld fandt jeg ud af i morges, hvad der skal til for at få Øglen til at gå ind i sin egen seng igen, når hun har erobret dobbeltsengen. Man skal bare selv gå. I ren og skær irritation over al mosleriet fra Øglen og pludre-/råberiet fra Varanen i nat, hapsede jeg nemlig Varan + dyne og fortrak til stuen, hvor det så faktisk lykkedes at få et par timers søvn mere. HDD sover jo mandesøvn, så han blev, hvor han var, men sandelig om ikke Øglen umiddelbart efter min exit (siger mandesøvns-sovende HDD, så troværdigheden kan anfægtes en anelse) gik Øglen ind til sig selv*. Smart. Bortset fra, at jeg så skal til at stå op og vågne sådan rigtigt, hver gang hun kommer ind til os. Så måske ikke så smart alligevel.

 

Lige et billede af et af mine tiltag mod mindre dårlig samvittighed. Gyngen blev hængt op i går, og begge reptiler er vilde med den. Og samvittigheden er også...

Så jeg øjner lys forude. Eller - jeg tror, det er lys. Det kan også bare være synsforstyrrelser forårsaget af mine konstant grus-agtige øjne. Eller hallucinationer pga. søvnmangel. Under alle omstændigheder er der nu ikke længe til, at ham Varanen skal begynde med grød, og så satser vi på, at det hele bliver meeeeget bedre. Mon grød oså hjælper på, at han vækker sig selv konstant ved at ligge og baske som en lille psykopat med arme og ben? Måske - og ellers må jeg en tur ud på nettet og se, om man kan få fat i en spændetrøje i str. 68. Anyone?

*Øglen er i øvrigt begyndt at spørge til, hvornår Varanen flytter ind på hendes værelse, og hvis man spørger, hvorfor hun gerne vil vide det, ser hun listig ud og siger "fordi så skal vi hygge os. Og grine. Og lave ballaaaaade!" Nuårh! Siger jeg nu. Når de så rent faktisk laver ballade, kan det være, at jeg synes, det er lidt mindre kært. Men måske det kan få hende til at blive på sit værelse hele natten. Hm...

Om kjoler, faser og virus

Nej nej - vi bruger stadig ikke søvn herhjemme. Nu heller ikke rigtigt i dagtimerne, med mindre altså at barnevognen rumler og skrumler konstant. Så gæt selv, hvad der skete, da jeg i naivt øjeblik i dag satte barnevogn inkl. Varan og babyalarm nede i gården og oksede op på 4. med alle de liter Ribena og fuldkornspastasafaridyr mit Alien Hand syndrom i samarbejde med min søvnberøvede hjerne havde flået ned fra hylderne i Netto.

That's right! Han vågnede! På præcis det tidspunkt, hvor min trætte hånd nærmede sig hanken på det krus kaffe, jeg trods alt havde nået at lave. Soooo close. Men så drak jeg den da bare lunken, da jeg kom op igen - nu med Varan. *syrlig smiley*

Nå, men det er hårdt, det der med den manglende søvn. Og jeg er skam ikke for fin til at brokke mig (men den har I nok fanget). Alligevel er jeg ikke sådan rigtigt indebrændt og uligevægtig. Endnu. Det kan være det kommer, men så længe jeg får mine gåture med barnevognen i fred og en (varm) kop kaffe (hørte du det, Varan?!), så går det nok endda.

Eller det vil sige, at det gik - lige indtil jeg fik den geniale idé at slæbe mit trætte korpus inkl. poser under øjnene, søvnunderskud og barnevogn ind i tøjbutik på Østerbrogade. Den lokkede med meget fin (og billig) nederdel i vinduet, og siden søvnunderskudsramt hjerne tror, at jeg kan gå i stramme miniskirts, så måtte jeg jo derind og høre, om de havde den i sårt. Efter rum tid i gabende rom butik kom der ung, yndig ekspeditrice til syne, der strålede af god tid om morgenen og masser af sammenhængende søvn. Og hendes tøj var da også rent og pænt. Hvorimod mit... Well, altså, jeg synes da egentlig, at min vinterfrakke er pæn nok (den er i hvert fald ny), og der er ikke gylp på endnu, men det blik jeg inkasserede, placerede mig på ranglisten lige omkring de hjemløse, der hra rodet i det tøj, folk sætter ved genbrugsbutikker uden for deres åbningstid.

På spørgsmålet om, hvorvidt man kunne få bemeldte nederdel i sårt, gav hun mig elevatorblikket og spurgte til min størrelse. Fik sagt noget om, at jeg i reglen er en str. M, men at det naturligvis kommer an på, hvordan tøjet er i størrelserne. Hvorefter hun kiggede sigende på mig og sagde "ja, men de her er RET stramme". Derefter gik hun to skridt til højre, fandt en nederdel i str. M og gav mig den med et "det her er den største vi har, så du bliver i hvert fald nødt til at prøve den". Så mig ind i prøverum og bakse RET stram nederdel op om efterfødselsvægten, der sidder bloody godt fast på lårene. Men den passede faktisk. Hvilket yndig og spydig ekspeditrice også måtte sande med slet skjult overraskelse i stemmen: "Jamen... den passer dig jo faktisk udmærket". (Helt ærligt - hun kunne da i det mindste lade som om, det ikke kom bag på hende).

Men altså, jeg købte jo så den RET stramme nederdel i den tilsyneladende virkelig provokerende størrelse M til den nette sum af 170 kroner og skyndte mig ud af butikken. Hvor jeg kom til at kigge på vinduerne og så, at de pralede af X antal % på "ALT i butikken!" Og at de procenter angiveligt blev fratrukket ved kassen. Aha. Interessant. Bortset fra, at der ikke var blevet fratrukket noget som helst på mit køb. Men jeg må tilstå, at jeg blev endnu trættere, end jeg er i forvejen, ved tanken om, at jeg skulle ind i biksen igen og have en hyggesnak mere med ungmøen, så jeg sprang simpelthen over procenterne. Måske lige vel flot, når vi skriver januar måned, og jeg jo rent faktisk er sådan en, der er på dagpenge. Men kender I det - når man er træt og nu ovenikøbet også har fået at vide (ok, temmelig indirekte, men man hører, hvad man vil), at man er tyk, så vil man bare gerne hjem og æde en Bastogne-kiks. Eller 4. Så det gjorde jeg.

Nu må vi se, om jeg nogensinde kommer i den RET stramme nederdel. Nu har jeg den i hvert fald. Og den er fiiin. Det er den kjole, jeg endte med at købe til barnedåben også. Den kom med posten i dag, og en virkelig hastig første prøve (over jeans og beskidt ammetop - den skal styles lidt anderledes til dåben) lover godt. Så jeg takker Lisbeth mange gange for at gøre mig opmærksom på den.

I øvrigt - da jeg hentede Øglen i eftermiddag, var hun noget klattet at se på, og hele eftermiddagen er gået med at se Postmand Per og putte i sin dyne. Hun var ikke sulten (så ved man, den er gal) og ville ikke have andet end varm mælk med honning og kanel. Som aftenen skred frem begyndte hun at hoste og sprutte mere og mere, og for ligesom at tage del i festlighederne besluttede Varanen sig for at skrige i hidtil ukendte tonarter, indtil han gik omkuld efter 2 timers amning og brok. Såeh - Nemesis læste tilsyneladende med i går og besluttede sig for, at det ikke var nok bare at have en fase inden for dørene. Så han gav os da lige en virus også. Tak for lort - og god weekend!

Copycat

Jeg ved ikke, om det bare er mig, eller om det er noget, der sker for flere andengangsmødre. Det der med at have dårlig samvittighed. Det må det næsten være, for sundhedsplejersken nævnte det den dag, hun sparkede mødregruppen i gang - at man skal lægge den dårlige samvittighed til side, for man kan ikke bruge den til noget.

Nejnej. I know. Men kunne nu også godt lige have brugt et enkelt råd eller to til, hvordan man så 'bare lige' lægger den til side.

Først havde jeg dårlig samvittighed over for Øglen. Fordi der var kommet en Varan, jeg skulle tage mig af og derfor ikke kunne være der 4000% for hende. Så fik jeg dårlig samvittighed over for Varanen, fordi Øglen er ret så ferm til at påkalde sig opmærksomhed ved enten at råbe, charmere, lave ballade eller noget helt fjerde. Og fordi jeg bare kendte/kender hende bedre end ham. Så fik jeg dårlig samvittighed over for Øglen igen, fordi hun skulle starte i børnehave og lige var blevet storesøster og i det hele taget oplevede en masse omvæltninger i sit lille liv. Og så fik jeg igen dårlig samvittighed over for Varanen, fordi jeg havde dårlig samvittighed over for Øglen. Og så videre. Det svinger hele tiden, men jeg kan være nogenlunde sikker på, at der altid er en lille snert af dårlig samvittighed over for enten det ene eller det andet reptil.

 

Tror aldrig, jeg bliver træt af at se på de der chokoladeknap-øjne...

Lige nu svinger samvittighedspendulet mod Varanen. Det er lidt forskelligt, hvorfor jeg har dårlig samvittighed, men på nuværende tidspunkt er det fordi, jeg føler, at de tre første måneder bare er fløjet af sted, uden jeg overhovedet har nået at lege med ham, ligge og kigge indgående på ham i dagevis, og fordi jeg ikke har sunget, snakket eller leget ligeså meget med ham, som jeg gjorde med Øglen (men der var jeg så altså også temmelig ekstrem - havde lige set det der "Er du mors lille dreng"-halløj og var jo panisk angst for at understimulere den lille dame). Fordi der jo det meste af tiden er en Øgle, der kræver opmærksomhed. Og fordi det også kan være meget rart at hvile ørerne (og stemmebåndet) af og til efter en konstant sniksnakken med og til og af Øglen.

HDD synes, jeg er vanvittig. Og det har han jo nok ret i. Jeg har bare lidt krise over, at tiden går så hurtigt på barsel 2, så i stedet for at huske alle de gange, hvor jeg rent faktisk har sunget, leget, gynget, vugget, slæbt, nynnet, hygget, nidstirret, krammet og kysset Varanen, hænger jeg mig i, at jeg kunne have gjort det mere. I stedet for fx at spille Wordfeud, mens jeg ammer (ikke, at det har stoppet mig - Varanen gider mig alligevel overhovedet ikke, når han spiser - det har han nok fra mig, der ikke umiddelbart ville føle mig selskabeligt anlagt, hvis jeg fik tilbudt en kæmpebuffet flere gange om dagen. Ro til at spise, tak!) Eller at tale hen over hovedet på ham til Øglen, HDD eller alle mulige andre. På den anden side, så risikerer jeg jo at blive sådan en, GravidGrahvad beretter om, hvis jeg begynder at indlemme Varanen i alle samtaler.

Når jeg en sjælden gang får et klarsyn (som regel efter en nat, hvor jeg har sovet nogenlunde, og dem er der færre og færre af, synes jeg - glæder mig til nogen begynder at spise grød om ikke så længe. Så kan det være, at andre ikke skal vækkes helt så tit om natten) aner jeg, at jeg nok er lige hård nok ved mig selv. Men jeg undskylder mig med hormoner (er der flere af dem tilbage efter 3,5 måneder?) og haster videre i tankerækken om alle de ting, jeg føler, jeg burde gøre, og ikke mindst - burde have gjort. (Virkelig konstruktivt, ikke?! Hvis nu jeg havde kendt Marty McFly, så kunne jeg have gjort noget ved det, men det er desværre ikke tilfældet). Men som det er nu, så må jeg jo bare se fremad. Og det begyndte jeg på på bedste materialistiske vis, da jeg i går havde taget Varanen under armen og var på visit hos Husmoder og hendes yngste havdyr (som bare er SÅ sød!)

 

Showdown mellem Skrubben og Varanen over et stykke legetøj.

Hjemme hos Husmoder var der - ud over kaffe og nybagte boller, altså - nemlig en sansegynge til de kære små. Som Varanen synes var ret så nice. Og der var også en Babykalender. Som Øglemor syntes var sej. Fordi den netop kan fortælle, hvad det er, man skal være opmærksom på ved de kære små kræ, når nu man er for forvirret/travl/træt til selv at lægge mærke til det.

Såeh. Nu har jeg også en Babykalender. Og der er bestilt ét stks sansegynge, som gerne skulle ankomme med fragtfyr i begyndelsen af næste uge. Bare kald mig copycat. Men så længe det afhjælper den dårlige samvittighed (og det gør det faktisk. Eller også har det noget at gøre med, at jeg ikke er blevet vækket hver f*cking eneste time i nat, og at jeg fik lov til at sove en time mere, efter hele Cirkus Arli var skredet ud af soveværelset med lovning på "juggurt med hånning og hårnflex" og fartid*), so be it...

*Juggurten med hånning var så blevet suppleret med en is, erfarede jeg, da jeg stod op kl. 8.20. Lige tidligt nok efter min smag, men HDD forsvarede sig med, at Øglen havde spottet noget is-papir (tomt, selvfølgelig) i stuen og var ved at dø af skuffelse over, at der ikke var noget i. Så HDD forbarmede sig, og vi har nu lært lektien: fjern alle spor efter slik/is/kage indtaget efter ungernes sengetid. Måske vi skulle anskaffe os en makulator. Eller en pejs...

Bare lige til en anden gang

... så har jeg i dag fundet ud af, at

• når hhv. 2,9-årig og 0,2-årig virker trætte, så er de nok trætte, og så er det ikke verdens bedste idé at tage til julearrangement. Heller ikke selv om undertegnede og HDD havde glædet os til det, fordi det er længe siden, vi har været sammen med de samlede værker af HDD's familie

• når man trodser alle faresignaler og alligevel tager af sted, så er der overhængende fare for, at julearrangementet på ingen måde bliver nær så hyggeligt, som man havde regnet med

• når Øglen går helt i baglås på skiftevis teenage-surmule-måden og småkravl-flipper-skråt-måden - og også lader det gå ud over Farmor - så er det på tide at tage hjem (når nu man har været så dum at tage af sted i første omgang)

• når Varanen skriger bloody murder grundet en glad blanding af ondt i maven, for meget stimuli og fremmed hus (jeg gætter bare, men det er de ting, der virker mest plausible), så svinder hyggen også i ret høj grad, og det er på tide at tage hjem (når nu man var så dum ikke at tage af sted, straks Øglen begyndte at optræde med ovenstående varianter af træls opførsel)

• når Øglen som et lyn fra en klar himmel beslutter sig for at lægge den temmelig øretæveindbydende opførsel på hylden, for derefter at lege sødt i fred og fordragelighed med sin granfætter - tilsat lidt nuttet børnesang og "jeg elsker dig'er" - så er det stadig en god idé at tage hjem. Også selv om Varanen lige tager en powernap på min arm (hvor han i øvrigt har ligget i samtlige 3 helvedestimer, vi var af sted. Hvem kan stave til kiropraktor?!) og "da sikkert godt lige kan vente, til Øglen har spist sin risengrød"

• når Varanen efter gigantisk skrigetur e n d e l i g snupper sig en lur, så er det en superdårlig idé at forsøge at lægge ham i liften. For han vågner. Ligesom han plejer at gøre, når man forsøger at lulle ham i søvn mod hans vilje

• når man har vugget Varanen i hhv. lift, autostol og arme til et helt julearrangement, så har man rimelig ondt i ryggen ved dagens afslutning

• når begge reptiler endelig sover, så er de så søde og nemme, at man helt glemmer, at man i løbet af dagen har haft lyst til at sætte dem i Den Blå Avis. Mere end én gang. Under bortgives

• når man er helt sikker på, at begge småkravl sover sødt - i deres senge - så må man gerne spise en halv ørn i rede. Med fritter. Og ekstra mayo. Og se dårligt tv (er der andet end dårligt tv i fjerneren om lørdagen?!) Alternativt kollapse i sofaen og stirre ud i luften

Well. I morgen er der atter en dag. Med endnu et julearrangement - hos os denne gang. Oh joy (!)

Sov nu for s****, vol. 2

Det går bedre med at putte Øglen. Væsentligt bedre. Men gyngestolen er stadig en fast del af ritualet, selv om den nu 'kun' skal siddes i i en halv til en hel time.

Man kunne forestille sig, at børnehaven kan tage lidt af æren. Et nyt sted med væsentlig flere børn, et helt andet aktivitetsniveau og ingen middagslur, gør i dén grad en lille Øgle træt. Og så har tiden nok også arbejdet for os, ligesom de påsatte tremmer i sengen gør sit til at holde hende indenbords. Middagsluren er vist i øvrigt helt droppet nu - børnehaven har nemlig ingen 'organiseret' putteordning, så hvis ungerne skal sove, skal det ske på frivillig basis. Pt. er det kun N og Øglen, der sover middagslur, og chancerne for, at de to hyperaktive kræ, der i dén grad kan gejle hinanden op, lægger sig til at sove side om side, ser jeg bare ikke lige ske. Yndlingspædagogen så da også helt lettet ud i dag, da jeg sagde til ham, at jeg ikke syntes, han skulle bruge tid på at få Øglen til at sove...

Varanen er stadig rimelig ringe til at sove indenfor om dagen (hvilket jeg fik at mærke i går, hvor jeg af forskellige årsager ikke kunne komme ud og gå en tur. Så Varanen sov stort set ikke. Før kl. 21.30, hvor jeg havde brugt lige knap 3 timer på at amme ham ned/nusse ham i søvn/gynge ham/svøbe/synge/tude/you name it. Til gengæld spiste han hvert 5. kvarter hele dagen. Yipeee!), men kommer han i vognen, er det stensikkert, at han tager sig en god lur. Således er jeg ved at forsøge at etablere en morgenrutine, der går ud på at aflevere Øglen sammen med Varan i klapvogn og så gå en god tur (og ende på café med kaffe og Wordfeud en avis) indtil Varanen vågner. Typisk efter et par timer. Det bliver selvfølgelig lidt dyrt i længden, men det er knageme hyggeligt.

Vi døjer altså stadig med søvnen i et vist omfang herhjemme, og derfor var det da også meget apropos, at min gamle kollega, som jeg mødtes med til kaffe i dag, havde købt bogen "Go the f**k to sleep" til mig. Den vil jeg glæde mig til at læse højt i mine allermest indebrændte øjeblikke.

Kaffeslabberadsen var præget af snak om babyer, barsel og job (kollega er også på barsel) - og så lige af Varanen, der påkaldte sig min fulde opmærksomhed ved at gylpe hele sit just indtagede måltid ned ad ryggen på mig for derefter at fylde sin ble - OG sit tøj - med ellers meget moderigtig sennepsfarvet goo. Altid dejligt at skulle håndtere sådan noget på café uden puslebord, men det gik da. Og herefter kunne snakken genoptages, indtil Varanen mente, at nu kunne det være nok med det cafébesøg. For derefter at falde i dyb søvn i vognen og nappe en time mere. Ah well, så fik jeg da klaret nogle ærinder. Og købt en træstamme i Lagkagehuset til i aften...

All you need is love

Ok, jeg indrømmer det - Sure Mor var liiiige ved at flytte ind på matriklen igen her i eftermiddags. Som kulminationen på lettere irritabilitet, der begyndte at røre på sig omkring afhentningstid i går, hvor jeg brugte 3 kvarter (I kid you not) på overhovedet at få Øglen med ud fra vuggeren, og som så småt slog rod, da jeg med dobbeltklapperen, aka kampvognen, måtte forcere vejarbejdet - og fodgængerne - fra helvede på vej mod Nørreport med en semi-brokkende Varan i Voksien og en Øgle, der kørte "Jeg vil ikke hjem, jeg vil på 'teket (biblioteket, hendes nye yndlingssted), mor!" på repeat. Stress-sved much?!

Irritationen (og sveden) forduftede heldigvis, da vi kom hjem, men den kom så småt snigende igen i dag, da Øglen a) nægtede at få skiftet ble og forsvandt dansende ud i køkkenet, mens hun gjaldede "Jeg har lort i bleen!", b) kastede med (godt nok tørre, men alligevel) nudler ud over hele køkkenet - også selv om det ikke var med vilje, c) hapsede en hel æske frugtstænger i skuffen og skreg som en stukket gris, da jeg tog dem fra hende, d) havde sagt "Jeg vil have fleeeere pandekager!" sådan cirka 18.000 gange efter Ras Krums (Rasmus Klump) fødselsdag på biblo sammen med samtlige andre børnefamilier på Østerbro, e) gik amok over, at HDD formastede sig til at give hende lidt "flodeskum" fra sin varme kakao på en gaffel (det skulle åbenbart have været en ske) og senere over, at hun spildte varm lunken kakao ud over sin flyverdragt, da hun selv forsøgte sig med flodeskummet, f) osv.

På mirakuløs vis formåede jeg at holde Sure Mor fra døren stort set hele dagen, lige bortset fra ble-episoden, hvor hun stak sit - ret sure - fjæs frem. Og det kunne Øglen vist godt mærke, for da hun endelig blev wrestlet om på puslebordet, og Sure Mor gik i gang med vaskeklud og ren ble, aede Øglen mig på armen og sagde "Jeg elsker dig mor!"

*Smelte*

"Og jeg elsker far, Varanen, Faster Fest (ja, det kalder vi hende) og fætter Mads!" (havde besøg af sidstnævnte på pågældende tidspunkt), fortsatte hun

*Smeltesmeltesmelte*

Jeg ved godt, at hun er for lille til at være så'n rigtig udspekuleret. Men hun ved altså, hvad der skal til for at få Sure Mor til at forsvinde og gøre Øglemor blød i knæene. Selv HDD måtte smelte lidt, da han puttede hende (det tager 'kun' en times tid nu... (!)) til aften og havde fortalt, at mor og far elsker hende, og hun med lille stemme tilføjede "... og Varanen er for lille til at sige noget, men han elsker også Øglen!"

Meget kan man sige, men hun er f**** sød, altså. Så hun er svær at være sur på ret længe ad gangen...

Sov nu for s****

Øglen er stadig ked. Og i dén grad på tværs. Mere på tværs end ked, så'n lige umiddelbart, men det kan selvfølgelig dække over ked af det-hed. Det ændrer dog ikke på, at 95% af det, vi siger til hende, ignorerer hun. Eller gør nøjagtigt det modsatte af, hvad der blev sagt.

Jeg kan fx nævne situationen, hvor Øglen stiller sig hen til fryseren, lægger hovedet på skrå, ser sød ud og siger med sin lille, søde stemme "Lille  is, mor? Lillebittelille is til Øglen. Må godt?!" Hvortil Onde Mor siger blankt nej. Vilde hyl og ballade et øjeblik - til Øglen selv åbner fryseren og bare tager en is. For &"/#O"@*&#" da også! Det får hun selvfølgelig ikke lov til, og isen bliver vristet fra Øglen og lagt tilbage i fryseren. Med ekstrem surhed til følge.

Jeg kan også fortælle om hendes smiden med mad. Eller insisteren på at drikke mælk med ske (hvem kan stave til umanerlig meget rengøring efter sådan et "måltid"?!) Eller om vores morgener, hvor hun på ingen måde gider stå op. Eller alt muligt andet. Men det gider jeg ikke, for det er i virkeligheden småting i forhold til det, der fylder allermest i vores nye tilværelse som mor, far, Varan og Rasmus Modsat - nemlig søvnen!

Det er én ting, at jeg ikke får sovet specielt meget om natten. Eller om dagen, for den sags skyld. Sådan er det jo, når der er en baby in da house. Hvis det skal være, kan jeg også godt se igennem fingre med, at Øglen kommer trissende ind i vores seng hver nat (efter hun selvfølgelig lige HAR vækket mig med et jorden-går-under-om-lidt-vræl, fordi hendes sut er blevet væk i hendes virvar af bamser, bøger og andre underligheder i hendes seng). Men jeg har denondelyneme svært ved at acceptere, at hun er blevet umulig - U.M.U.L.I.G., I tell you - at putte om aftenen.

Jeg lyver ikke, når jeg siger, at vi (og med "vi" mener jeg HDD, for jeg fungerer jo som omvandrende foderbræt for Varanen, og han er glad for sin mad om aftenen - også om aftenen) bruger ca. 2 timer på at putte hende hver aften. To timer! Seriøst! Det er mindst 1 time og 3 kvarter for meget!

Lige da Varanen var kommet, blev Øglen ret putte-agtig og ville gerne have masser af nærhed. HDD lod derfor sit gode hjerte løbe af med ham og lagde sig ind til Øglen for at holde hende i hånden, til hun sov. Det kunne tage alt fra en halv time til halvanden. Og det var efter sigende ikke specielt rart at ligge på et gulv, der er strøet til med LEGO, legemad, rester fra riskiks og andre, ikke så let identificérbare, genstande. Derfor blev holde i hånden-seancen lavet om til en 'jeg sidder lige uden for din (åbne) dør i gyngestolen, så du kan se mig'-seance. (For oh ve oh rædsel, hvis HDD skulle forsvinde uden for synsvidde). Det virkede rigtig fint et par dage. Men nu. Åhr, MAND! Hun nægter jo at sove - hun ligger bare og fifler med sine bøger, sit våge-spøgelse, sine bamser, you name it. Bare ET eller andet, der gør, at hun ikke sover. Hun har 1000 undskyldninger for ikke lige at sove nu, og hendes mest brugte sætning i øjeblikket er vist "VIL ikke sove mere! ("mere"?! Du har ikke sovet en sk*d, dit lille krapyl!) Vil gerne med ud i k-hø-høkkenet". Det er til at blive en lille smule idiot af at høre på, og det er heller ikke specielt fedt for HDD at skulle sidde ude i gangen hele aftenen, selv om han har en iPad, efter at have været mange timer på arbejde. (Og hvis man må være lidt ego, så er det heller ikke specielt fedt for mig, for det er lige al den tid, vi kan holde i hånd (det kan man godt, selv om man ammer) og sludre og være kærester, der ryger).

Forleden besluttede jeg mig så for at sætte hårdt mod hårdt. Varanen var fodret af, og jeg afløste HDD, der på det tidspunkt havde siddet i gyngestolen i gangen omkring 100 år. Jeg kyssede Øglen godnat, lagde hende ned, sang en godnatsang, og så gik jeg ud i køkkenet. Og så SKAL jeg da ellers love for, at sirenen gik i gang. Hun flippede skråt, og sprang som en fjeder ud af sin seng og løb med tårer og snot i kaskader ned ad ansigtet ud i køkkenet til mig. Og jeg fulgte hende tilbage i seng. Og gik ud i køkkenet igen. Og hun løb efter mig. Og jeg gik ud i køkkenet igen *Indsæt selv uendelighedstegn* Alt imens hun skreg som om, der var en hær af gale øksemordere efter hende. Jeg skulderklapper stadig mig selv over, at jeg ikke kylede hende ud af vinduet til sidst, men nøjedes med at kapitulere og sætte mig i gyngestolen med min computer. Og en storsnakkende Øgle (der tilsyneladende havde glemt alt om gale øksemordere og nu var i højt humør) i sengen. Grrrrr, altså!

Men hvad f**** gør man!? Vi kan jo ikke rigtigt sætte tremmerne PÅ hendes seng igen - eller måske et elektrisk hegn - selv om jeg har enormt meget lyst til det. Og det der med en kold gyngestols-tyrker virker jo heller ikke, for hun kommer bare drønende - uanset, om hun så bliver fulgt eller slæbt tilbage i seng de første 10.000 gange. Er det endnu en af de famøse faser?! Og hvornår går den i givet fald over? Kan det mon være en reaktion på hele storesøster-tingen, eller er hun bare irriterende, fordi hun kan? Alle råd modtages med kyshånd! Og hvis I ingen råd har, kan et tilbud om at overtage puttetjansen også gøre det? Jeg har nemlig hørt noget om, at jeg skal være alene hjemme med begge reptiler i morgen aften, så det bliver ret interessant at se, hvem der bliver den store taber i den magtkamp, der med garanti kommer til at udspille sig omkring puttetid. Jeg har på fornemmelsen, at det bliver mig. Noget siger mig, at de 38 afsnit af Mickey's Klubhus, som vi har på harddiskoptageren bliver meget nyttige i morgen aften...

Det var en fredag aften...

Nåmn, det var da meget godt, at jeg nåede at blogge om kaffe, krimier og sovende Varaner i formiddags, for resten af dagen har jeg ikke set meget til nogen af delene.

Det er jo mig, der har hentetjansen nutildags (og har haft det i hele to dage), og lad mig bare sige det på den måde, at det kun kan gå for langsomt med, at hende Øglen begynder i Børner en spytklat væk. Altså, i går gik henteriet fint nok (bortset fra, at HDD var kommet til at køre af sted med dobbelt-klapvognen, så jeg måtte betvinge noget stiv kuling med en ladcykel, der mangler første gear). Det passede netop med, at Varanen tog sig en gevaldig skrawer omkring hentetid og sov så faktisk fra det hele. Inklusive græskar-tegning (vi havde ikke lige et græskar, vi kunne udhule, så vi tegnede nogen i stedet) og aftensmad-forberedelser sammen med Øglen. Totalt vi-jonglerer-da-bare-det-her-flerbørns-noget-så-let-som-ingenting.

Sådan gik det ikke i dag. Ingen lur til Varanen omkring hentetid overhovedet. Derimod en usandsynlig utålmodig baby, der på ingen måde gad blive kørt i klapvogn. Eller i elevator (er I klar over, hvor højt sådan noget babygråd lyder inde i en lillebitte elevator?!). Eller i tog. Han gad sådan nogenlunde at blive slæbt i Voksien fra vuggestuens gård til Hobbitterne på 2. sal og var også ok med at blive stillet i garderoben, mens Øglen fik overtøj og sko på. Utilfredsheden begyndte derpå så småt igen på vej mod Nørreport Station, hvor Øglen stemte i, fordi hun havde set nogle gyldne Moët-champagne-balloner (man har vel smag?!) udenfor noget natklub, og dem ville hun have. NU! Blev nødt til at bestikke med en Ostehaps for at tage et eventuelt hysteri-udbrud i opløbet, men det virkede til gengæld fint. Desværre lod Varanen sig ikke bestikke så nemt, og skrigeriet antog nye højder i S-toget (hvor det i øvrigt også lyder temmelig øredøvende). Tak til passagererne, i øvrigt, for de misbilligende blikke og den absolutte mangel på hjælpsomhed, de udviste, da jeg skulle bugsere kampdobbeltvognen forbi et sandt inferno af cykler.

På vej fra stationen og hjemad (vi taler 2-300 meter) begyndte det at lyde som om, jeg muligvis havde lagt Varanen på en sømmåtte og/eller rullet ham i pigtråd. Og jeg indkasserede da også et 'tag da barnet op, din børnemishandler'-blik fra zen-agtig mor med tilsyneladende dybt sovende baby og Øgle-størrelset barn på søskedesæde (med mindre der altså slet ikke var nogen baby nede i barnevognen, og hun bare går rundt i kvarteret og giver trætte, stress-svedende, efterhånden halvdøve mødre tsk tsk-blikke. Ja. Det må være sådan, det hænger sammen).

Kunne slet slet ikke lige overskue at skulle bugsere Øgle og Varan ind i barnevognsrummet og gå op på fjerde med skrigende Voksi-pose i den ene hånd og en i øvrigt vældig medgørlig Øgle i den anden, så jeg foreslog en tur på legepladsen. Så kunne jeg nemlig give Varanen lidt mad. Derefter ville Øglen gerne hjem i gården og lege, og det var også fint nok - der er nemlig også bænke, hvor man kan sidde og amme. Desværre gad Varanen bare ikke lige spise mere. Han ville til gengæld gerne sidde på armen og kigge benovet på himlen og træerne. Og stak i et hyl, hvis jeg vovede så meget som at tænke på at lægge ham fra mig for at sætte vognen på plads / lege med Øglen / strække min ømme ryg. Øglen syntes, det var en fest at være nede i gården, så hun gad overhovedet ikke hjem, selv om hendes ble begyndte at lugte mere og mere skummelt, og jeg ønskede mig (eller endnu bedre; reptilerne) i stadig stigende grad temmelig langt væk.

Med hjem kom vi da*. Alle med liv og lemmer i behold og hørelsen relativt intakt. Og hjemme blev roen og freden genoprettet. Jeg nåede endda at spise i omkring 3 minutter, før Varanen forlangte opmærksomhed. Og få et godt grin over, at Øglen, mens hun fortalte HDD om vores eftermiddag, på sit staccato-sprog ytrede: "Mor giver Lillebror mad nede i gården. Lillebror er SULTEN! Vil gerne spise mad fra mors patter!" (Ikke mere Dyrene på Landet til dén lille dame!)

Nu sover Varanen endelig. Og Øglen burde sove. Men hun ligger og skiftevis hikste-hulker "mor og fa-ha-haahr", piver "kom og hold mig i hånden" (hvilket i øvrigt ville være ret kært, hvis det ikke var hver aften, og hvis det varede væsentlig kortere end et par timer) og snøfter "Her er så mørkt, mor. Tænd lyset!" inde fra sin seng. Kører nu på 2. time med pladen i samme rille, og fortsætter det ret meget længere, kan hun muligvis være at finde under 'bortgives'-annoncerne på dba.dk i morgen...

Inden det bliver min tur til at gå ind og holde i hånden igen, vil jeg lige nå at lave mig en kop te, som jeg vil drikke, mens jeg ser BBC Lifestyle (!?). Og æde et par Pamoler. Muligvis også en chokoladeskildpadde eller to. Og forsøge at lade være med at tænke på, hvad jeg brugte mine fredag aftener på, før jeg fik børn. Ikke, at jeg kan huske det, men det kan kun have været mere actionpacked end denne fredag aften.

*Og sør'me om HDD ikke havde flyttet om i køkkenet og ryddet op i meget af hytten, mens jeg havde været væk?! Fantastisk. Så kommer den kæmpebuket røde roser, han kom hjem med i går, fordi jeg havde haft første dag på barsel uden ham, også meget bedre til sin ret... :-)