Hvis nu jeg ikke havde den uddannelse, jeg har (
og rent faktisk var glad for den). Hvis nu jeg ikke var tættere på de 40 end på de 20 (
gisp!). Og hvis nu jeg ikke var så glad for ord - for at skrive dem ned og lege med dem og alt det der. Så ville jeg være bager. Ikke fordi jeg har nogle specielt vilde bageevner, men mere fordi kager smager godt. Og fordi kager gør folk glade. Det er ikke så tit, man ser storskumlende person med gaflen i en jordbærtærte, veller?!
Nå. Men jeg er ikke bager. Og det er også fint nok. Bl.a. fordi jeg aldrig ville kunne administrere store mængder kage samlet på ét sted og derfor ville ende med at ligne Jabba the Hut efter et lille års tid. Der er også nogle tålmodighedsissues, jeg skulle have en seriøs sludder med - særdeles konditor-vejen ville nok ikke være tjent med hoppe-over-hvor-gærdet-er-lavest- / det-opdager-de-aldrig-Øglemor. Og så er der jo det der med mødetiderne. Jeg er glad for min nattesøvn. Rigtig glad for min nattesøvn.
Jeg ville faktisk ønske, at jeg ikke var helt så glad for den, som tilfældet er. Og/eller at jeg rent faktisk var bager. Lige nu, i hvert fald. For så kunne det være, at det ikke føltes helt så urimeligt, når Varanen igen (igen-igen-igen) beslutter sig for, at det da er morgen kl. 04. Gaaaaaab, altså! Det hjælper ikke at amme. Det hjælper ikke at svøbe. Det hjælper nogle gange at sidde i utrolig akavet position og hvisketiske søde, beroligende ting (
selv om man jeg nogle gange mest har lyst til at råbe knapt så søde ting), men det er så sikkert som amen i kirken, at Varanen vågner i det sekund, jeg forsøger at lirke ham fra akavet position og ned i tremmesengen eller vores seng.
Det eneste, der hjælper sådan nooooogenlunde er, hvis jeg står op med Varanen, tager ham med ind i stuen, hyggesnakker (
så meget som det nu lader sig gøre, når ens tunge er ved at falde ud af træthed) og ender med at amme ham i søvn - siddende i sofaen - blot for at vågne en lille times tid senere med nakke i absurd vinkel, fordi ryglænet på sofaen ikke er designet til at amme på/ved/i. Men søvn er selvfølgelig søvn - uanset vinkler.
Det var til at holde til, da det bare var en gang om ugen eller i dén dur. Men nu, hvor det er hver nat, og hvor kravet om at blive pillet op af tremmesengen (
haha, who am I kidding; han sover sqda i vores seng) ikke bliver stillet med et spagt "a-ghghrrrryhhz", men snarere med et øredøvende "QHRGARRRRQHXH!", så synes jeg faktisk, det er ved at blive en kende træls. For nu at sige det på godt jysk.
I nat var muligvis den mest trælse hidtil, og det lykkedes endda Varanen at vække HDD. I en grad, så det endte med, at HDD kl. 05 var nybadet og klar til at tage på arbejde - bortset altså lige fra, at det kunne han jo ikke, eftersom der var en brølende Varan at tage sig af, en rimelig pissy kæreste (moi) og en sødt slumrende Øgle. Jeg vil ikke lade det være nogen hemmelighed, at brølende Varaner kl. sindssygt tidligt ikke er befordrede for kærlige ord og opbakkende gestusser (gesti?) Varanmor og -far imellem, men der var engang, hvor vi aftalte, at det, man siger til hinanden mellem kl. midnat og kl. 05/06-stykker, ikke tæller næste dag. Altså mm. man er til fest i det tidsrum, men det er man så aldrig, hvis man er os...
Så derfor er de spydige ord glemt nu. Det hjalp også pænt meget på humøret (mit), at Varanen nappede små 3 timer til formiddag. I barnevognen altså, og dermed udenfor, men igen; søvn er søvn. Også selv om jeg så lige skal have ringet til hittegodskontoret for at høre, om de har set mine forfrosne fingre ligge og flyde et sted. Jeg nåede endda at sidde i hele 15 minutter på Pixie med en kop skoldhed kaffe og en croissant (
det er som om, den der fødepølle bliver trumfet lidt af søvnunderskuddet). Og jeg blev sært beroliget af at trisse rundt i det tyste og meget stemningsfyldte snevejr. På et tidspunkt rendte jeg endda rundt og smilede for mig selv, men jeg VAR (er!) også meget træt...
Ud over kaffen og et par ærinder, nåede jeg også at få en god sludder med min egen sundhedsplejerske, som jeg i et anfald af desperation havde lagt en besked hos i morges. Hun havde desværre ikke De Vises Sten, men hun var sød, lyttende og forstående - og i øvrigt mere end enig med mig i, at jeg bare skulle fylde på med grød.
Modsat visse andre sundere, men hende behøver jeg heldigvis ikke at se igen. Nåmn, min sunder foreslog, at vi prøver at give Varanen en flaske i aften, når han vågner første gang. En ordentlig portion, så vi kan se, om han reelt er sulten, eller om der bare er tale om en uhensigtsmæssig vane. Derudover foreslog hun, at vi forsøger os med op/ned-metoden (
som jeg ikke kender, men det lyder umiddelbart som en metode, hvor man skal tage barnet op - hvis det er ked? - og så lægge det igen). Und so weiter. Fint med mig, så længe det ikke er sådan noget 'Lad dit barn skrige sig i søvn'-metode. Samtidig understregede sunderen, at Varanen jo stadig er meget lille, så vi skal gå langsomt frem og i øvrigt ikke forvente mirakler fra dag 1.
Fra en anden god gang, hvor den lille baryler ikke ville sove...
Det er ok, at jeg ikke bliver stillet mirakler i udsigt. Men en morgen, der begynder bare lidt senere end kl. 04, ville nu være skønt. Første skridt på vejen dertil er derfor en flaske i aften. Så kryds lige fingre for, at det funker, mkay? For selvfølgelig er det synd for HDD, Øglen og mig, at Varanen sover elendigt, men det er faktisk allermest synd for Varanen, synes jeg. Han er så træt, men han kan ikke finde ro, og jeg har endnu ikke fået ham lært at berolige sig selv. Det håber jeg kan lade sig gøre inden så længe, så både han og vi får lidt mere overskud.
Men apropos overskud, så blev Øglen bragt lige til døren, frisk fra børnehaven, af Farmor i dag. Da vi havde drukket te, brugte Farmor lige en halv times penge på at lulle Varanen i søvn, mens jeg så Rosa fra Rouladegade med en Øgle, der i høj grad havde brug for sin moar. Og lidt senere dukkede Mårmor op. Hun bliver et par dage, og Øglen er ellevild. Lige nu læser de Pippi i hulen under Øglens storpigeseng, og lur mig om ikke også Øglen får overbevist Mårmor om, at det er hende, der skal putte. Måske man også skulle få hende til at give Varanen flaske, når han vågner første gang? Og gå op og ned ad gulvet med ham, når han vågner de der 40.456 gange i nat? Eller ville det være at stramme den, mon?!
Under alle omstændigheder, så holder bedsteforældre max. Og søde sundhedsplejersker og fint fint snevejr (
når nu det skal være). Og husk så lige at krydse fingre for lidt mere søvn i det reptilske hjem i nat, ikke?
... med fare for at jinxe noget, så kan jeg i øvrigt berette, at Øglen sover fortræffeligt (thank G*d, for ellers var jeg da blevet galopperende vanvittig), og at hun ovenikøbet har sovet alene - i sin egen seng uden at komme ind til os - i en hel uge nu. En hel uge; dét er stort. Og er nærmest ikke sket siden i sommer, tror jeg...