Viser indlæg med etiketten argh. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten argh. Vis alle indlæg

mandag den 19. september 2011

Mens vi venter, #2

Om jeg føder? Om jeg har født? Om jeg har veer? Om... Næh nej - han lader vente på sig, ham Varanen.

I stedet har jeg så haft mulighed for at deltage i familie-fødselsdagsbrunch i går (gæt selv, hvor mange gange, der blev spurgt, om jeg ikke snart skulle føde), bage brød, hækle Varan-vesten færdig sammen med nogle virkelig skæve paddehatte, spise frokost med veninde på Pixie, handle, cykle ind til Vuggeren efter Øglen (og i øvrigt konstatere, at det er vanskeligt, men ikke umuligt, at komme frem i cykel-VM-land på ladcykel) og lege i gården med Øglen (ok, mit bidrag til legen bestod primært i at fodre Øglen med chokoladekiks, men vi hyggede).

Ingen af tingene har imidlertid været spændende nok til, at Varanen gad komme ud og være med, så jeg må finde på noget andet i morgen. Med mindre, det altså bliver i aften/nat, der sker noget. Der er jo nok ikke så meget andet for end at vente i gru spænding.


Øglen og Kastanjerne (i posen). Tvunget i en af de hjemmehæklede...

I øvrigt er den zen-agtige ro så småt ved at være på retræte. Gider snart ikke det her slæberi / plukkeve-halløj / leven i limbo / find selv på flere mere. Og vi skriver altså 40+4 i dag. Ikke, at jeg tæller. Eller nåwet...

mandag den 12. september 2011

Sæt X

Hvis nogen ikke skulle have opdaget det, så er der valg lige om lidt. På min termin, faktisk. Ikke, at jeg tror, at det kan lokke Varanen ud - hvis jeg var Varanen ville valget faktisk være en medvirkende faktor til, at jeg ville blive inde i maven så længe som muligt. Eller i hvert fald til al virakken havde lagt sig.

Men man kan jo aldrig vide, om Varanen er sådan en, der synes, at politik er the shizzle. Som gerne vil ud lige midt i det hele; i stemmeboksen, i køen til stemmeboksen, i valgflæsken, i vægelsindetheden. Så jeg føler, at jeg bliver nødt til at tage mine forholdsregler og brevstemme. Hvis I ikke siger det til nogen, så havde jeg faktisk lidt overvejet slet ikke at stemme, men min indre moralisør påbyder mig at bruge min demokratiske ret, så selv om jeg denne gang synes, det er lidt som at vælge mellem pest eller kolera, så skal jeg nok. Det lover jeg!

Gider ikke begynde at tale for og imod de forskellige politikere. For jeg Er. Så. Træt. Af. Valg. (Og forstår i øvrigt ikke den taktik, S kører, hvor de hænger 25 ens plakater af Helle Thorning op LIGE ved siden af hinanden. Altså, jeg ved godt, at gentagelse er et ret magtfuldt kommunikationsmiddel, men 25 plakater? Lige ved siden af hinanden? Hm).

Radicool Øgle

Man skulle være Øglen, skulle man. Dels slap man for at tage stilling, dels kunne man lade sig lokke/narre (bestem selv) af, at en smilende dame havde en lyserød ballon, som man måtte få. Kvit og frit. Så Øglen har valgt. Hun stemmer på dem med de lyserøde balloner...

fredag den 9. september 2011

Bør man være bekymret

- når undermåleren under hvad jeg i hvert fald troede var hyggelig leg på værelset med både mor og far, kigger udfordrende på os hver især og udbryder "Hvor er min kniv?"

Og i øvrigt lader til at have udvidet sit for min smag lige lovligt velekviperede bandeords-forråd med et "for hælvød"?

Det bliver da den rene svir, når der er hele to krapyler, der skal holdes styr på... (!)

tirsdag den 6. september 2011

De små ting

38+5, og utålmodigheden er ved at snige sig indenfor hjemme hos os. Eller i hvert fald hos mig. Synes, at det er begyndt at blive mere end almindeligt besværligt at være mig, og en hurtig liste viser da også, at der er nogle punkter, som klart kunne trænge til forbedring:
  • Jeg sover ikke særlig godt om natten - hverken når Øglen kommer snigende, eller når hun bliver inde hos sig selv
  • Der skal ikke ret meget til at gøre mig træt
  • Jeg kan simpelthen ikke få mit korpus bugseret op og ned fra gulvet for at lege med Øglen
  • Jeg sover ikke særlig godt
  • Der skal ikke ret meget til at gøre mig træt
  • Jeg sover ikke særlig godt
  • Get the drift?!
Derudover kunne nogle af de billeder, der blev taget af mig bagfra forleden, afsløre, at jeg har fået en ekstra r*v! Stoffet i mine tidligere så relativt løse preggie-pants må nu kæmpe for førligheden ved at klynge sig fast til min bagside på højst uelegant vis. Og ja, de +18 kg skal jo sidde et eller andet sted, og nej, godt nok har jeg aldrig hørt til dem med den mindste po-po, men det her er da helt vildt. Så Varanen må godt komme ud meget snart, så jeg kan få nattesøvnen og en normal røvstørrelse tilbage. S'il-vous-plaît!

Men selv om jeg klynker, er det jo ikke helt skidt det hele. Har selvfølgelig været inde på lyksalighederne ved konceptet Barsel Uden Baby tidligere, men der er kommet flere gode ting til alene i dag. Lad mig nævne i flæng:
  • Solen skinner!
  • Øglen gik hele vejen til og fra hhv. tog og vuggestue, da jeg afleverede hende i morges. Helt uden klapvogn
  • Øglen sang en (selvopfunden) togsang, meget højt, i den tid, vi befandt os på Nordhavn Station (primært indeholdende ordene "jajahhh", "futtog" og "HURRAAHH"). Men man skal nok være nær slægtning for rigtigt at sætte pris på barnesang i det offentlige rum
  • Flinker mand rejste sig fra sin plads i overfyldt tog og tilbød den til højgravide mig med Øglen på armen. Galanteriet er ikke dødt endnu!
  • Øglen fik en ret stor del af S-togs-passagererne til at trække på smilebåndet, da hun konstaterede: "Kan godt lide at køre i tog mor. ELSKER det. Krammer toget. Og kysser det. Ahhhhhh!" og igen, da vi kørte ind på Nørreport Station og hun med klar barnerøst proklamerede, at NU skulle vi ud til Verden!
  • Ovnen er ved at bage et brød (ja, det er sandelig underligt, at jeg har fået en ekstra r*v, hva'?!)
  • Får sød veninde med afkom på besøg lige om lidt
  • Nemlig.com slæber mine varer op på 4. sal - også lige om lidt
  • Har aftale med 3 ret så sjove mennesker i aften om at spise bøf og bearnaise ude i byen (jeg gentager: det er VIRKELIG underligt, at jeg har fået en ekstra røv...)
Så jeg har det egentlig meget godt, når det kommer til stykket. Graviditets-generne kunne være meget værre, og når jeg kigger i min (meget udførlige?!) dagbog fra da jeg ventede Øglen, kan jeg se, at jeg døjede med karpaltunnelsyndrom, decideret søvnløshed og et alvorligt tilfælde af kedsomhed på nuværende tidspunkt i graviditeten. Det er der heldigvis ingenting af endnu (7-9-13 igen-igen), så jeg stikker vist bare piben ind og nyder de sidste dage (uger?), før det går løs i Babyland...

onsdag den 31. august 2011

Av (for fanden)!

Ja, pardon my French, men prøliåhør - det er ikke mig, der siger sådan. Det er Øglen. Wtf?!

Jeg bander næsten ikke. Har faktisk aldrig gjort det. Af og til - når noget VIRkelig irriterer mig / gør ondt / andet i samme boldgade - kan jeg lade et kraftudtryk slippe ud, men generelt prøver jeg at tale nogenlunde pænt. Jeg skal ikke kunne afvise, at jeg engang i Øglens påhør har ytret et "Av for fanden" over et eller andet (formentlig noget, der har gjort ondt), men det er altså ikke hverdagskost. Overhovedet.

Og så var det, at jeg kom til at klemme Øglens fingre i guf-skuffen forleden (ehm... hov...). Godt nok opdagede hun ikke, at det var mig, der kom til at lukke skuffen lige hurtigt nok, og større traume var det vist heller ikke, for der var ikke skyggen af tårer. Men til gengæld kiggede hun overrasket på sin klemte hånd, skulede til skuffen og sagde så med høj, klar barnerøst: "Av. For fann"

Mig: Ehm... Hvad sagde du, lille skat?
Øglen: Av!
Mig: Ja, det hørte jeg, men hvad sagde du mere?
Øglen: Gjorde ondt på hånden. Hånden nede i skuffarna (vi kører med noget nasal a-lyd i substantivers bestemte form. Åbenbart).
Mig: Ja, men hvad var det, du sagde lige før.
Øglen: Mig siger AV, mor!

Jaså. Besluttede at blive enig med mig selv om, at jeg nok havde hørt forkert, så jeg glemte det lidt igen - lige indtil jeg skulle skifte Øglens ble (nogen idéer til pottetræning af tumling, som kun har foragt tilovers for både potte og toilet?) senere. Mens hun stod og gøglede rundt, væltede hun. Ikke, at der skete den store skade, eftersom vi skifter hende på gulvet, men hun mente åbenbart, at hun slog sig. Sprang op, kiggede anklagende på både mig og gulvet og råbte "AV. For fann!"

Og da jeg efterfølgende spurgte hende, hvad det var hun sagde, trykkede jeg åbenbart på en eller anden gentag-knap, for pludselig havde jeg en Duracell-Øgle spankulerende rundt, mens hun råbe-sang "for fann, for fann, for fann".

Suk, altså! Hvor lærer de det, de små krapyl? Og - vigtigst - hvordan afprogrammerer man dem?

---
PS: HDD bander heller ikke særlig meget. Og efter, Øglen er begyndt at gentage stort set ALT, vi siger, passer vi særligt på med ikke at tale grimt. Så det er altså heller ikke HDD, der er synderen...

tirsdag den 30. august 2011

Er det mon nu? Eller nu? Eller NU?

Eller skal jeg mon bare acceptere, at der er 16 dage, til jeg har termin? (I øvrigt et stort tak til Lille-Lars for at have udskrevet valg på min terminsdato - så kan jeg bare gå ind på fx politiken.dk, hvis jeg bliver i tvivl om, hvor længe der er til termin. De har nemlig været så søde at sætte en nedtælling til valget (og min termin) øverst).

Egentlig har jeg ikke travlt med, at Varanen kommer ud. Jeg har det meget godt (bortset fra, at jeg bliver større og større, og jeg pruster som en flodhest, når jeg får forvildet mig ned på gulvet for at lægge puslespil med Øglen), og jeg må tilstå, at jeg nyder at have så meget tid til Øglen (og mig selv), som jeg har lige nu. Jeg bliver godt nok temmelig hurtigt træt - fx skulle der ikke mere end en tur til byen med tilhørende børnehavefremvisning og oseri på Købmagergade i går til at slå mig ud resten af dagen. Sørgeligt. Bliver lidt bekymret for, om jeg nogensinde kommer i gang med at løbe igen, når nu jeg ikke engang kan gå et par kilometer. Men ok - planen er selvfølgelig at smide langt størsteparten (og gerne lidt mere) end de vel omkring 18 kg (argh!), jeg er ved at have akkumuleret på nuværende tidspunkt. Og som en mental start på løberiet tror jeg, at jeg vil slæbe Øglen med i Fælledparken i aften for at se HDD løbe til DHL-halløj. Der er ikke noget som at se andre svede...

 37+1. Færdigbagt Varan, der må ligge på yderst underlig måde. Så spids synes jeg nemlig ikke min mave ellers er...

Har i øvrigt en naiv forestilling om, at jeg måske bliver lidt mindre træt, når Varanen først er her, men når jeg rigtig husker efter, ved jeg jo godt, at masser af søvn til moar er lidt af en illusion, når man kyler et spædbarn ind i ligningen. Og Øglens nye fimmel (som min mor ville sige) med at komme stolprende ind i 'Mors og Fars Seng' kl. ret præcist 03 om natten, bidrager ikke ligefrem til den uafbrudte nattesøvn. Bortset fra det, så er det meeega-hyggeligt med sådan en lille blød varmedunk, der slår de buttede arme om min hals, aer mig på hovedet og hvisker "såså, lille skat. Bare sov". For derefter at sparke mig i maven, på lårene eller hive mig i håret, når hun selv er faldet i søvn...

Øglen, der vist også selv kunne trænge til uafbrudt nattesøvn, chiller - Mary Poppins-style - i klapvognen med en "parafly"

Og her i undertegnedes jakke. Fordi "Det blæser og er majet koldt, mor!" Nånå, lille inde-Øgle

Men altså. Lang historie. For at fortælle, at jeg egentlig ikke har travlt med, at Varanen kommer ud. Det betyder imidlertid ikke, at jeg ikke gerne ville vide, hvornår han har tænkt sig at komme. Bliver det om dagen? Om aftenen? Midt i opvasken? Mens Øglen er i vugger? Mens jeg er i Netto? I S-toget? På cyklen? Går vandet, ligesom sidst? Bliver det en lynfødsel? En marathon-fødsel? Hvem skal se efter Øglen, mens jeg er på hospitalet? Hvornår er det nu lige, jeg skal ringe til hospitalet? Var dét en ve? Eller eller eller, og og og...

Spørgsmål er der altså nok af. Desværre er det eneste spørgsmål, der med sikkerhed kan besvares sandfærdigt, nok "Kommer det til at gøre ondt?". Affirmative! Det klarer jeg dog nok - det er trods alt (forhåbentlig) bare en afgrænset periode. Det er mere alle de ubekendte, jeg ikke har det så godt med. Sidste gang var jeg også nysgerrig omkring alt det ovenstående. Men kodeordet var netop 'nysgerrig'. Og 'spændt'. Denne gang er der også et pænt drys 'bekymret' inde over. For denne gang er Øglen der jo. Og skal passes af en eller anden - det være sig underbo, Farmor, mødregruppe-veninde eller tilfældig forbipasserende. HDD har lovet, at han nok skal tage sig af Øgle-overlevering, og at jeg bare skal lade være med at spekulere, men jeg har ikke rigtig held med at finde tankespinds-sluk-knappen. Så måske det i virkeligheden er meget godt, hvis Varanen kommer snart.

Flagranker en masse. Endnu engang tak til Karen Klarbæk for opskriften

(N)øglesnor. Som husets yngste beboer nu betragter helt og holdent som sin ejendom. Og gemmer alle mulige og især umlige steder. MED mine nøgler i. Suuuper...

Jeg skal bare liiiiiige have styr på de sidste ting. Købe de absolutte must-haves, uden hvilke en baby jo, som vi alle ved, ikke kan få en gelinde start på tilværelsen(!) En ugle-bamse, fx. En rangle i træ. Og zinksalve. Og så skal jeg også lige have afsluttet alle mine halve kreastive projekter. Flagrankerne er endelig blevet helt færdige, ligesom Fru Madsens fine nøglekæde, så det er da et par ting mindre, der ligger og flyder. Så skal jeg bare lige have gjort noget ved den hæklede bold, der i virkeligheden kun er hæklede femkanter på nuværende tidspunkt. Og de pulsvarmere, jeg er i gang med. Derudover måtte pakkeposten egentlig godt begynde at overveje at dukke op. Så jeg kan få flyttet ordentligt ind i vores nye (brugte) væghængte puslebord. Og få ro i sjælen.

Redebygger? Moi?!


(Og hey - kan det være tegn på snarlig fødsel, at man lige pludselig synes, at den der sang 'Sjus' med Kato egentlig er ok? Når man vel og mærke afskyer den slags musik til daglig?!)

lørdag den 23. juli 2011

Gør et kup

- køb en Øgle. Til spotpris! Hun har været billigt til salg i formiddags og formåede kun at undgå loppemarked-skæbnen, fordi hun undergik overordentlig positiv personlighedsændring på vej hjem til Mormor og Morfar (meget heldigt for både hende og os, for 1½ time i bil med über-øglet Øgle kunne godt have været en tand mere, end Tykke Mor kunne kapere).

Sådan så stuen ud omkring et nanosekund efter, at HDD havde sagt "Jeg går lige i bad - bare bliv ude i køkkenet. Øglen sidder og stener tv". M-hm. Så siger vi dét...

Nogen vil måske mene, at man selv beder om destruktion ved at give afkommet adgang til maxi-perler. Og det kan der muligvis være noget om, ved jeg nu. I ånden havde jeg ellers set Øglen sidde og dimse fredfyldt med dem. Men det må have været et andet barn, jeg så derinde i ånden. For havde jeg tænkt efter, ville jeg vide, at 'Øglen' og 'dimse fredfyldt' sjældent kan bruges i samme sætning.

Efter perlespredningen i stuen, rykkede hun sin hærgen til køkkenet. Hvor det var en stakkels vandmelon og nogle køleskabs-magneter, der stod for tur...

Destroooy!
(Min computer er mærkelig, så jeg ved ikke, om der er lyd på. Hvis der er, og I undrer jer over snotfyldt stemme, så er det bare mig. Der af uransagelige årsager er blevet snotforkølet. Eller har fået allergi over for et eller andet. Snøfter i hvert fald helt vildt...)

Hjemme hos Mormor og Morfar har der imidlertid ingen problemer været overhovedet. Ud over lidt smiden med majs og servietter (!?) (Kunne godt komme i tanker om værre ting, hun kunne smide med, men det kunne Øglen tilsyneladende ikke, så det glædes jeg lidt over).Ved ikke, hvad det er med de der bedsteforældre. Men de får åbenbart det bedste frem i småkravl. Øglen har været totalt "mange tak, mormor", "uhhh, hvor lækkert" og "sidder hos mormor og læser bog, mor" hele dagen. Og som prikken over i'et ville hun ovenikøbet gerne have børstet tænder (wtf?!) og sagde selv "op og sove nu, mor". Verden er af lave!

Hun gik omkuld uden så meget som at brokke sig én gang, og det betyder tid til at slappe af, sludre og pleje mit gravide korpus med sofa-slængning. Som i øvrigt ikke synes, det er specielt sjovt at skovle maxi-perler op fra en hel stue (synes jeg så egentlig heller ikke, nu jeg tænker over det). Og det er jo slet ikke så tosset. Så bliver det bare spændende, hvilken Øgle det er, der står op i morgen - Dydsmønsteret eller Destroyeren. Ah, well; den tid, den glæde...

onsdag den 25. maj 2011

HR? Borgerservice? A-kassen? Julemanden?

Det er så småt ved at gå op for mig, at jeg snart skal på barsel (eller, altså - til august, ikke? Så ikke snart-snart. Men alligevel lidt snart). Ikke kun fordi min lænd er begyndt at gøre ondt på den der psykopat-agtige måde, som den også gjorde, da jeg ventede Øglen. Heller ikke kun fordi Varanen danser jitterbug indeni maven. Lidt - men ikke kun - fordi jeg efterhånden er på størrelse med en sækkestol (og har cirka samme facon). Men primært fordi mine arbejdsopgaver så småt bliver færre og færre.

Jeg er jo ansat i et barselsvikariat. Og hende, jeg vikarierede for, er lige kommet tilbage. Nu overlapper vi så et par måneder (fordi min chef er sød og forlængede mig et par måneder, da hun hørte, at jeg var gravid og IKKE lige følte for at skulle melde mig ledig som højgravid), og det betyder, at der er god tid til at få min kollega sat ind i tingene igen og lige så god tid for mig til at komme ud af dem.

Efter en sindssyg periode på jobbet, hvor jeg nærmest ikke kunne huske, hvad jeg selv hed pga. travlhed, er det slet ikke så tosset at være to om at dele tjansen. Men omvendt er det lidt mystisk ikke at se sin to do-liste blive fyldt hurtigere end en ble fra et barn med rotavirus, når der grundet afsluttede opgaver bliver lidt plads. Derfor sidder jeg nu med en liste, der nok er lang, men ikke specielt omfattende. Og har den der 'gad vide, hvad jeg nu skal lave'-følelse (at det så er blevet til bordfodbold med kollegerne og lidt snusen rundt i Blogland, lader jeg være med at tale alt for højt om).

Og dén følelse har fået mig til at tænke på, hvor kort tid, der egentlig er til 1. august. Hvor min kontrakt stopper, og jeg er on my own efter 4 år i biksen. Godt nok kun 1½ år i min nuværende afdeling, men SÅ stor er virksomheden heller ikke, så jeg kender efterhånden folk ret godt. Det bliver mærkeligt at stoppe. Lidt vemodigt, men også lidt spændende. Både fordi jeg skal på barsel og lære et lillebitte væsen at kende, og også fordi 4 år i den samme virksomhed er en hel del, når man kun har været færdiguddannet i 4 år. Derfor kunne det måske være meget sjovt at prøve kræfter med noget nyt *trygheds-agtig smiley, der griner hysterisk*

Menaltså. Farvel-talen kan jeg skrive senere. Når jeg stopper, fx. Indtil da er der RIGEligt at se til med forskellige offentlige instanser. Fordi jeg jo pludselig er 'sådan en', der ikke har andre end staten til at betale min barsel. Det skal jeg lige vænne mig til, kan jeg godt mærke. Det generer mig lidt (og ikke kun fordi jeg har et unaturligt forhold til shopping). Også selv om det ikke har været nogen overilet beslutning, det her med, at jeg blev gravid igen. Og at vi vidste, at jeg udelukkende skulle leve af dagpenge på min barsel. Nooooo problems. I hvert fald ikke, da der var længe til jeg skulle på barsel. Nu er der ikke så længe til, og praktiske spørgsmål som "hvordan får man overhovedet dagpenge?" begynder at presse sig på.

Derfor har jeg i de sidste par dage snakket med og mailet med hhv. a-kassen, borgerservice, jobcenteret og noget, der hedder 'Barselsteamet'. Og vores interne HR-dame. Er blevet lidt klogere på nogle punkter, men temmelig meget mere forvirret på andre.

Vidste I fx godt, at man først kan gå på barsel(sdagpenge) præCIS 4 uger før sin barsel? Hvilket betyder, at jeg får nogle temmelig fattige dage fra 1.-18. august, fordi jeg ikke længere har noget arbejde, og fordi jeg ikke kan gå på barsel? Jeg kan så vælge at melde mig ledig i de 17 dage, fortalte a-kasse-damen (som i øvrigt var rigtig sød og relativt nem at forstå), "men det kan jo nærmest ikke betale sig". Fandt aldrig lige ud af hvorfor, det ikke kan betale sig, men måden jeg skulle melde mig ledig på, lød alligevel som noget, der krævede en Ph.D., og sådan en har jeg ikke, såeh...

Alternativt kan jeg holde ferie. Ja tak. Ferie vil vi gerne have! Det kræver så bare et feriekort fra mit arbejde - som jeg tidligst kan få sendt 10. august, sagde HR-damen, da jeg havde trykket mig gennem voice-responses absurd mange valgmuligheder. Så jeg har hørt noget om, at jeg nok ikke lige skal shoppe det store i DE to uger...

Derudover ved jeg nu, at jeg ikke kan melde barsel på forhånd hos kommunen. Fordi jeg skal være i opsagt stilling, før de kan gøre noget. Og at jeg i øvrigt skal være opmærksom på, at de nok forlanger en blanket fra a-kassen, så hvis de vil have den, skal jeg bare ringe igen. Adspurgt, om jeg ikke bare kunne anskaffe den med det samme, fik jeg svaret, at det jo ikke var sikkert, at de ville have den - fordi det, den der blanket DP-97436259K kan, åbenbart er noget, som kommunen selv burde kunne klare, når nu jeg ikke melder mig ledig. "Men de vil nok gerne have den alligevel". Nå. Jeg synes allerede, at de der Kommunen lyder som nogle rigtige skrappeduller, så jeg er lidt bange på forhånd.

Men altså - man kan godt nok bruge meget tid på først at finde ud af, hvem man skal ringe til, og dernæst på rent faktisk at begynde at ringe rundt. Det er jo en JUNGLE, og den er på ingen måde indrettet sådan, at den skal være bare sådan nogenlunde ligetil at finde ud af. På nuværende tidspunkt ved jeg ikke rigtigt mere, end at jeg ikke kan/skal gøre noget endnu. Men omvendt venter jeg stadig på at høre fra 'Barselsteamet', og det kan jo være, at de er af en anden mening...

Og for at det ikke skal være løgn, så skal jeg snart have fat i Pladsanvisningen. For at høre, om man mon kan skrive Øglen op til børnehavedelen af en bestemt integreret insitution (og rent faktisk have et håb i helvede om at få en plads til hende), eller om jeg bare skal droppe den idé straks med det samme. De har tidligere slået mine små, spæde håb i jorden, så jeg nærer ikke de store forhåbninger. Heldigvis er klokken blevet for mange til, at jeg kan nå at ringe til dem i dag, så det må blive i morgen. Eller i overmorgen. Kan næsten ikke vente på at foretage endnu Et Spændende Opkald, kan I nok høre. Måske jeg bare skulle skrive et brev til julemanden i stedet. Tror faktisk, at oddsene er bedre dér...

fredag den 20. maj 2011

Shoppe-trang!

Nå, men siden jeg nu ikke må købe noget til Krummen (som jeg vist lige så godt kan omdøbe Kamæleonen til - HDD kalder ham det konsekvent, og jeg staver alligevel Kamæleon forkert hele tiden), så kan jeg vel gå på udkig efter noget til mig selv?! For jeg craver at bruge penge. Som jeg godt nok ikke har, men altså - det er en craving, og jeg er gravid, så jeg må godt. Basta.

Udfordringen er bare, at jeg tilsyneladende ikke kan begrænse mig. Jeg har netop brugt en h***** masse penge hos Hø&Møg - toppe, barselsbukser og andet mave-venligt tøj (og sikkert også noget mave-uvenligt tøj - glemmer stadig dunken engang imellem. Utroligt nok). Jeg har bare ikke modtaget noget af det endnu, så det er ret nemt at bilde mig selv ind, at jeg overhovedet ikke har shoppet. Så jeg har kigget lidt mere på nettet og har fundet nogle ting, som jeg jo helt sikkert ikke kan leve uden:

*Klassiske sølv-hoops fra Julie Sandlau, fx. Det er jo ikke muligt at blive ved med at eksistere, hvis jeg ikke får sådan et par. Vel? Især ikke fordi jeg kun har ét par sølv-øreringe, og det er jo sletter ikke nok. Vel? Så det eneste, der adskiller mig og øreringene udover en slunken konto er spørgsmålet om, hvorvidt det skal være de små eller de store hoops. (Jep, jeg har store problemer...)
 Billede lånt her

*Underskøn Diane von Fürstenberg-kjole, som jeg tilfældigvis faldt over på Trendsales. Jeg har et eller andet med hende DvF og har meget svært ved at lade en smuk kjole glide mig af hænde. Også selv om den i virkeligheden er for dyr og for elegant i forhold til, hvad jeg har brug for lige nu. Står nemlig desværre ikke liiiige og skal til en fest, hvor så elegant beklædningsgenstand er påkrævet (det er så her, en af jer lige smider en invitation til et eller andet min vej - om ikke andet, så bare proforma, så jeg kan overbevise mig selv (og HDD, selvfølgelig) om, at købet er helt berettiget). Så selv om man godt kan være gravid i kjolen (siger sælger), så nytter det jo ikke noget, hvis den ikke bliver brugt. Og det der med at sige, at det jo bare er den kjole, jeg skal bruge til Krummens barnedåb, det ved vi jo godt allesammen ikke holder en meter. For når den barnedåb engang kommer, er jeg enten for tyk, for ammende (selv om den faktisk ser ok ammevenlig ud på måske-falder-brysterne-alligevel-ud-af-sig-selv-måden) eller for jeg-craver-nyt-tøj-agtig til overhovedet at gide at kigge i skabet efter noget, jeg har i forvejen.


Billede lånt hos thisnext.com

*Ny pusletaske. Fordi jeg ikke rigtig orker at se mere på den Gaia & Ko jeg havde sidst. Desuden er den blevet temmelig træt i betrækket efter flittig brug, så farvel med den. Har længe cirklet om en Storksak Elizabeth - det gjorde jeg allerede, da jeg ventede Øglen, og min lyst til at eje tasken er ikke blevet mindre af, at jeg har set Ann-Christine flashe den på legepladsen fra tid til anden. Men nu er det bare sådan, at HDD skal have en hel del barsel i denne ombæring. Det havde han ikke med Øglen, så derfor havde jeg mere eller mindre frit slag til at vælge pusletaske (og så valgte jeg en sort Gaia & Ko?! Vorherre bevares!), men denne gang vil han gerne have noget, han magter at blive set med igen og igen og igen. Så jeg har lagt hovedet i blød. Og faldt egentlig først for en lækker sag fra Liebeskind, som Cecilie viste for et stykke tid siden. HDD var dog ikke overbevist (nok egentlig med rette), så nu har jeg bestemt mig for, at sidste nye fund skal overbevise ham helt og aldeles. Har nemlig lige fået øjnene op for Ally Cappelino, og mere unisex bliver det altså ikke. Vel, HDD?!

Billede lånt herfra 
Skal så bare lige overbevise mig selv om, at det er ok at give det samme for en taske i noget oilskin-lignende halløj med ca. 5 kvadratcentimeter læder på, som for en taske lavet nærmest udelukkende i kernelæder. Men man kan vel vænne sig til meget...

Og så er der alle småtingene. Alle de der nice to have-ting (fordi ovenstående, som tidligere beskrevet, jo er intet mindre end livsnødvendige). Måske man skulle spørge TDC, om ikke de er søde at kappe internetforbindelsen herhjemme. Så kan jeg nemlig ikke netshoppe, og det ville hjælpe en hel del, eftersom jeg nærmest aldrig shopper i fysiske butikker. Alternativt kunne jeg ringe til Nye Bankrådgiver og spørge, om hun ikke kan inddrage mit Dankort. Eller bare spærre det (kan nemlig kortnummer og udløbsdato og alt det jazz udenad). For noget bliver der nødt til at ske.

Og oveni alle de der livsnødvendigheder skal der så også være penge tilovers til Krummen. Som måske/måske ikke må tage på sin kappe, at vi skal have en søskendevogn. Hvad har I andre af erfaringer med sådan en svend? Er det nødvendigt, når der er 2,5 år mellem poderne? Nogle veninder siger nej. Andre kigger på mig, som om jeg er gal, når jeg end ikke havde overvejet det. Men når der er 3 km til vuggestuen, og det nok bliver mig (og baby), der skal hente Øglen hver dag, så er det måske meget rart. Eller hvad? Argh!

Nu er jeg forvirret. Men forvirret er godt. For jeg shopper sjældent, når jeg er forvirret. Og nu er jeg også blevet i tvivl om, hvorvidt DvF-kjolen i virkeligheden er for udringet (selv med en top under), når man som jeg render rundt og ligner hende her. Argh. Tror bare, jeg går i seng. Godnat. Blev der sagt.

mandag den 11. april 2011

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget

Der er (stadig) rocker-travlt på job. Det trækker tænder ud, men heldigvis har weekenden været über-skøn med solskin og al tid i hele verden til at tumle, lege og nyde at til stadighed undres over, hvor hurtigt sproget hos en to-årig udvikler sig. Det har ladet batterierne godt op, og jeg er nu klar til en sprint her i den kommende uge - påskeferien står nemlig og vinker lokkende til mig ude i horisonten.

Og når det endelig skal være så travlt på arbejde, så kunne det faktisk være meget værre. For se nu her:

Chokolade-/mint-muffins med blå frosting

Afdelings-burgerfrokost (i fredags, godt nok. Ikke i dag). Fordi det var synd for os

Slikbjerg. Til fri afbenyttelse. Ja tak.

Og klokken 14 er der kage (de der muffins var i fredags. Det er jo ikke fordi, vi spiser kage TO gange på en arbejdsdag. Næh nej...). Er der noget at sige til, at jeg bliver stor som et hus? Kamæleonen vil jo smage det HELE. HDD er begyndt at kalde mig Barbamama. Jeg vælger at tro på, at han tænker på, at Barbapapaerne kan antage en milliard forskellige former, og at han synes, at jeg har antaget høj og slank-formen. Og ikke fordi jeg efterhånden er nemmere at hoppe over end at gå udenom. Jo, det må helt klart være det, han mener...

mandag den 7. marts 2011

Haves: Meget brugt mandag. Ønskes: Fridag (ny)

Det begyndte så godt i morges. Var booket til en ganske usædvanlig arbejdsdag, der indbefattede kampagne-filming med klaptræ(er?), bluescreen (som er grøn?), dårlig automatkaffe og hele pivtøjet.

Kendte nærmest ikke nogen, men forsøgte at improvisere og klarede det vist udmærket (i hvert fald hostede jeg ikke, når der var blevet beordret "ro på settet", og det var heller ikke min telefon, der ringede. Jeg siger det bare!). Frokosten var god, folk var søde og det var da også ret sjovt at se, hvordan en "rigtig ægte skuespiller" arbejder i virkeligheden. Ovenikøbet sluttede det hele et par timer før tid, fordi alt bare klappede (inkl. klaptræ, tøhø), og jeg begyndte at synes, at det var totjal i orden dér at få fri kl. 14.

Men. Jeg burde have vidst det. Der sker ALtid noget, når en tidlig dag står og vinker lokkende i horisonten. Og det gjorde der da også i dag. Noget med en hastesag. Som har hastet siden i torsdags. Og som jeg rent faktisk har gjort noget ved (i torsdags, eftersom "en haster" i min verden betyder, at det ...ja, haster ...). Men Hasteren er så blevet fanget i verdens største spindelvæv af politik og e-mail-korrespondancer, og fredag eftermiddag var vi et par afdelinger, der besluttede, at vi ikke gad gøre mere ved den, eftersom den tilsyneladende ikke hastede mere, end at der kunne gå totalt gedemarked i den. Men nu hastede den igen. Så meget, at der faktisk lød ordre fra højeste sted om, at den skulle af sted. Nu. Suuuper, når man ikke lige er på kontoret, når chefen holder fri, og når de to andre potentielle brandslukkere er hhv. på ferie og på barsel.

Så der var jo ikke andet for, end at chefen måtte inddrage sin egen fridag, og hende og jeg satte så kursen mod det der kontor. Hvor vi arbejder. Og som ligger en milliard kilometer fra der, hvor dagen var startet så fint. Suuuk!

Men det gik jo hverken værre eller bedre, end at Hasteren blev lavet færdig og 'eksekveret'. Det ordner sig jo som regel, sådan noget. Også selv om det lige kostede endnu en irriterende mail-korrespondance, hvor ikke så få spydigheder blev udvekslet. Talte lige - for sjov (haha) - hvor mange mails, jeg havde fået om emnet siden fredag formiddag, og jeg nåede op på 18. Det er for mange, hvis man spørger mig.

Nåede hjem væsentligt senere end planlagt. Til sød lille Øgle, der havde holdt fastelavn i vuggeren (og den dårlige mor havde hverken afleveret eller hentet. Fyyyy!) og været på legepladsen med HDD. Hun var helt mast og rendte rundt og puttede sig ind til mig, til IKEA-skamlen (!?) og sine støvler. Og ville  høre historie hele tiden. Fra sin nye bog "Historier for de meget små", som hun har fået i fødselsdagsgave (stortstort hit, i øvrigt. Det er den første bog, udover Åh Abe, som vi synger hurtigere end lynet, som hun gider få læst højt fra).

Det er lidt snyd, for billedet er fra januar. Men Øglen var altså (også) giraf i dag. Billederne jeg nåede at tage, før hun skulle i vugger, blev bare ikke så gode. Så I må tage til takke med en januar-giraf.

 Nu er hun puttet og ligger og gumler på en bolle (den nyeste craze; brød i sengen), råber "SKRUETRÆKKER" i ny og næ (vi bliver nødt til at stoppe med det der Handy Manny, kan jeg godt høre) og tager sine støvler af og på (don't ask). Og jeg sidder og overvejer, om jeg burde spise et æble eller en af de frosne fastelavnsboller, der ligger i fryseren (eller begge dele. Ja?). Og så glæder jeg mig Helt. Vildt til på onsdag, hvor jeg tager en fridag. Fordi jeg faktisk synes, at jeg fortjener det efterhånden. Og fordi jeg skal en helt masse gode ting. Og en enkelt lidt farlig, men mere om det efter onsdag...


Disclaimer: Det her er IKKE ved at udvikle sig til at blive en ren arbejdsblog. Pwomise! Jeg lover at vende tilbage med lidt mindre saglige kedelige ting ligeså snart arbejdspuklen er blevet lidt mindre. Og det skulle gerne ske snart. Basta!

onsdag den 2. marts 2011

Jamen hej

Nå, jamen så døde jeg da lige lidt af travlhed. Men det havde jeg (heldigvis) ikke tid til at blive ved med, så jeg blev nødt til at vågne op og arbejde videre. Ville bare lige stikke næsen forbi Blogland og sige hej. Jeg følger sådan nogenlunde med i, hvad der sker, men er der noget, jeg har overset, beklager jeg meget.

Jeg håber snart at vende sådan rigtigt tilbage. Nogen (chefen) har ladet skinne igennem, at der bliver bedring om et par uger - når hhv. barslende og ferierende kollega er tilbage på pinden. Ah well - et par uger I can manage. Og det er jo egentlig meget sjovt. Selv om jeg bliver lidt forpustet af i bogstaveligste forstand at løbe rundt på kontoret for at nå både at printe, lave en kop te, sende et par mails, cleare en arbejdsgang eller ti og alt muligt andet, inden jeg skal i møde. Seriøst - sidst jeg løb nogen steder, sådan ganske frivilligt og u-motionsagtigt, var i Folkeskolen. Hvor vi ikke måtte løbe på gangene. Men gjorde det alligevel, fordi vi havde så travlt. Med spændende ting som hønseringe, legeaftaler og skolerugbrød. Så er det anderledes… spændende (eller nåwet)… ting, jeg har travlt med for tiden. Kampagner, damage control, almindelige driftsopgaver og generelle hastere. Som der af uransagelige årsager er mere end almindeligt mange af i disse underbemandede dage. Men pyt; jeg spalter mig bare i atomer for at få tiden til at række. Og den arbejdsaften, der er blevet indkaldt til i morgen, må da også gøre noget godt for bunkerne på mit skrivebord. Hvis det stadig ikke er nok, må jeg ty til den der tidsvender, Hermione har i Harry Potter nr. 491. Så det skal nok gå.

Øglen? Hende bliver der heldigvis lidt tid til. Kan stadig ikke forstå, at hun er blevet så stor, men det er ok, har jeg bestemt, så længe hun bare blivere sødere og sjovere for hver dag. Selv om hun i går bestemt gjorde sit for at gøre sig berettiget til Øgle-navnet. Hun belønnede nemlig sin prustende og stønnende mor (cyklede for en gangs skyld, og jeg er pænt ude af træning) med at blive så arrig, som jeg sjældent har set hende, fordi mine armkræfter slap op, og jeg ikke kunne slæbe hende længere end til 3. sal (vi bor på 4.). Så jeg vovede at sætte hende ned.

My G*D, hun flippede. Lige midt i trappeopgangen, som et eller andet geni har gjort til en akustik-oplevelse af dimensioner. Megafon gange en milliard. Smart. (Not!) Og for ligesom at tage forskud på teenageårene (tænker jeg) nægtede hun at tage sin flyverdragt af, da vi endelig kom indenfor. For hun var sur, jo. Og blev absolut kun surere af, at jeg kom til at strejfe (arj, ok - hive lidt i, så) lynlåsen på dragten. Så gik sirenen i gang igen. Og jeg måtte lede efter mine trommehinder, der blev blæst ud over køkkengulvet. Jowjow, det skal nok blive sjovt, når hun kommer i puberteten. For hun har jo tydeligvis ikke noget temperament overhovedet (!)

Men vi tager det hele med. Skrigeri, travlhed og alt muligt andet sjovt. Og også tandlægebesøget senere i dag. Har jeg ikke lyst til. VED bare, at de hiver alle mine tænder ud OG forlanger penge for det. De er onde, sådan nogle tandlæger (taler af erfaring. Fra 6.-9. klasse boede jeg praktisk talt hos skoletandlægen og blev truet med fraser som "togskinner på til du bliver 20", "brækker kæben op på dig og sætter den fast med wirer", "hvad mener du med, at det gør ondt - jeg er nærmest ikke begyndt", osv.) Finder trøst i, at Onkel Anne overlevede sit besøg hos de hvidkitlede. Så kan jeg også. Ikke?

onsdag den 16. februar 2011

Gaven til Øglen, der har alt?!

Øglen har snart fødselsdag. 2 år, bliver hun. Det må jo så betyde, at jeg er blevet to år ældre, siden jeg fik hende. Spøjst. På den ene side har jeg det som om, jeg er blevet omkring 400 år ældre (og sådan ser jeg også ud, faktisk. I hvert fald nogle dage). På den anden side har jeg det som om, jeg lige har slæbt lille, knirkende bylt over dørtrinnet efter et par dages logi på Rigshospitalet. Hm. Nå - det er jo nok bare paradokset ved børn og moderskab.

Tænker, at Øglen vel skal have en bette gave i anledning af, at hun fylder år. Og normalt er jeg ret effen til at købe ting til hende, hvis jeg selv skal sige det. Men nu... Jeg er helt blank! Jeg har INGEN idé om, hvad hun skal have. Er endda gået så vidt som til at spørge i vuggeren, om der er noget særligt legetøj, Øglen er vildere med end andet, men det af det, hun ikke havde i forvejen, er simpelthen ikke til at opdrive nogen steder (og noget af det er simpelthen for kedeligt).

Hun kan supergodt lide at lege sådan noget rolle-agtigt noget med mor og far og børn (nogen husker måske Noah og konen?) og gerne med et tilhørende hus, som hun kan sidde og proppe ting ind i og tage dem ud af igen. Har været Ostheimers og Glückskäfers samlede værker igennem (ja, hun går i Steiner-vugger), men synes ikke lige, at jeg kan finde gaven.

Jeg er ret sikker på, at Øglen er ligeglad med, hvad hun får - en kage vil formentlig vække større lykke end en nok så økologisk lege-dims - men jeg vil gerne finde et eller andet, som hun kan bruge i bare lidt længere tid end kagen.

Så spill it - hvad giver/har I givet jeres 2-årige? Nogle gode råd? Det behøver i øvrigt ikke være Steinersk ...

mandag den 20. december 2010

Just another day at the office

Kæft, jeg burde snart gå på juleferie, altså. Min hjerne er fyldt med pebernødder (bagte dem her forleden, godt nok med frisk ingefær og sort peber, men det blev de ikke dårligere af), hjemmelavede julegaver og indpakningspapir og desværre ikke med de kampagner, forretningsfrokoster og lange to do-lister, som den burde flyde over med.

Heldigvis er jeg vist ikke den eneste af kollegerne, der har det sådan. I hvert fald er vi nogle stykker, der netop har fået 10 minutter til at gå med at fange post-its, brochurer og alt muligt andet, der ikke vejer så meget, med den magiske slimhånd, jeg var så heldig (?!) at vinde til sidste uges meget seriøse afdelingsdags-pakkeleg. Et hurtigt mobil-snapshot af (et udsnit af) mit skrivebord ser nu sådan her ud:

Slimhånd, ½års Øgle og 1-års Øgle

Og nu er der så dømt lånsj ude i byen. Hvor jeg skal fremstå skarp og vittig. På forretningsmåden, tænker jeg. Ikke på slimhånds-måden. Eller Øgle-måden. Bliver spændende at se, hvordan jeg klarer dén...

onsdag den 4. august 2010

Nedsmeltning

Jeg burde måske nok have ofret bare én tanke mere, end jeg gjorde i går, på muligheden for, at Øglen gik bersærk, når hun skulle transporteres hjem fra vuggeren i sin Croozer. Hvis jeg havde gjort det, så havde jeg nemlig nok haft taske og lommer fyldte med sutter, kiks, rosiner og andet godt til at pacificere med. Men. Jeg havde IKKE tænkt mig om, så derfor var en banan alt, hvad jeg kunne svinge det op til. Desværre havde jeg (også) lige glemt at tænke på, at Øglen, aka Makulatoren, kan fræse sig igennem sådan en på 1½ minut. Max. Så den rakte sådan ca. 20 meter. Og når der nu er 3-3,5 km hjem, så manglede der brændstof til en hel del af turen, for nu at sige det pænt.

Til at begynde med kunne jeg godt ignorere råberiet bagi. Kender man ikke Øglen, ville man måske foranlediges til at tro, at hun bare sad og snakkede lidt (højt). Men da vi så drejede ud på Øster Søgade og begyndte at trille derudaf, så skulle man altså have været mere end almindeligt døv for ikke at identificere skrigeriet som arrigskab og let hysteri. Da lydniveauet lå på omtrentlig højde med luftsignalerne 1. maj, tænkte jeg, at det nok var smart at bikse cykel + trailer ind på fortovet. Det tog lidt tid, eftersom det var min første tur med cykeltraileren bagpå, og vi ikke sådan er helt dus endnu, og det passede IKKE Øgle-poltergeisten i vognen.

Forsøgte at trøste en nu rødbedefarvet Øgle, men det blev der ikke sat pris på. Som i Overhovedet. Ikke. De første spæde tegn på stress-sved (hos mig) begyndte at vise sig, og jeg gennemrodede febrilsk min taske op til flere gange i forsøget på at finde en sut eller noget spiseligt. No such luck, så jeg ledte videre i cykelvognen, som heller ikke indeholdt noget brugbart. Til gengæld fandt jeg en pegebog, der var ved at gå i opløsning af regnvand, en muggen pakke rosiner og en smattet kiks, men det gad Øglen sjovt nok ikke have noget med at gøre (og fik i øvrigt heller ikke buddet). Hun skreg videre, og stress-niveauet hos mig antog helt nye højder. Ergo ringede jeg hele tre gange til HDD, og da jeg endelig fik fat i ham, fik jeg omdirigeret ham fra sin sædvanlige hjem fra arbejde-rute til Øster Søgade. (Tror, at den besked, jeg fik lagt til ham, hvor Øglen skreg som en, der var ved at blive savet over med en sløv kædesav, var rimelig udslagsgivende). Mens vi ventede på redningsmanden, fik jeg pillet Øglen op af vognen og trøstet hende en smule, mens jeg vekslede mellem at have lyst til at kyle hende i Søerne, tude i afmagt og have lyst til at knuge og kramme hende, fordi jeg inderst inde godt vidste (ved), at hun jo ikke gør det for at genere mig. Men holddddd nu kæft, hvor var jeg presset.

Humøret hos Øglen blev kun bedre meget kortvarigt, da hun så HDD, og det ændrede i øvrigt ikke på, at hun nægtede at sidde i vognen. Så jeg måtte slæbe Øglen hjem, mens HDD trak begge cykler. Og som om det ikke var nok, så havde jeg sko på, der gnavede, så jeg var ikke i godt lune, da vi kom hjem. Heldigvis havde jeg flyttet fokus for min arrigskab fra Øglen til Croozeren, så jeg kunne dramatisk love (og holde), at jeg ikke vil have noget at gøre med den "f*cking l*rtevogn" på daglig basis. (Det ville straks have været sværere at love, hvis det var Øglen, jeg havde været sur på). Så alle vores planer om at bruge Croozeren som transport til og fra vuggestue, så jeg kunne slippe for at have barnesæde bagpå min nye cykel, og så HDD kunne bruge sin racercykel uden barnesæde, har jeg nu lagt endegyldigt i graven. Og as we speak er der en cykel-Åge, der er ved at spænde et vældig fint, nyt barnesæde på min vældig fine, nye cykel. Har jeg fortalt, at jeg har fået ny cykel? Nåmn, det har jeg. Den er grøn. Og fin. Og nu har den også et barnesæde lige om lidt…

Det tog mig et stykke tid at falde ned. Og en økologisk Rasmus Klump-speltkiks (?!). Øglen var glad nok (selv om hun havde fået endnu et flip på en villavej, fordi hun ikke måtte løbe ud foran en bil), og jeg tror ikke, at hun har nogen holdning til, hvorvidt det bliver Croozeren eller barnesædet, der bliver hendes primære transportmiddel fremover. Sålænge jeg bare husker at have en sut eller 30, masser af mad og en lille gøglertrup i tasken, går det nok alt sammen.

I dag ser alting lidt lysere ud, og selv om jeg stadig nægter at bruge Croozeren som primært transportmiddel, så har det ikke længere helt så meget med gårsdagens nedsmeltning at gøre, som med det faktum, at den er lidt bøvlet at få ind og ud af gården og endnu mere bøvlet at parkere ved vuggeren. Så den er indtil videre degraderet til tur- og (måske) løbevogn...





















Et mørkt billede af Øglen (nej, det er ikke Elton John). Kan godt være, hun ser sød ud, men lad jer ikke narre - inden i det lille væsen gemmer der sig en stemmepragt fra en anden verden...

onsdag den 30. juni 2010

Motion og chokolade(tude)kiks

Skal lige høre om noget, ik'å'?! Når nu man i lang tid har været rimelig inaktiv (bare for ikke at kalde mig selv for decideret doven.) og ikke lavet megen anden motion i små 1½ år end at gå ture med barnevognen og slæbe Øglen op og ned ad trapper - først på Østerbro, så i Gammelby og så på Østerbro igen - ja, så er der jo ikke noget at sige til, at mavedellen (eller alle de andre deller, for den sags skyld), hverken rykker sig eller bliver mindre. Endnu mindre mærkeligt bliver det, når man oveni den manglende motion spiser så mange kager, at Kagens Dag skal være glad for, at jeg ikke fik købt billet i år (eller nogle af de øvrige år).

Men.

Nu er det jo så, at jeg godt kunne tænke mig at regulere min størrelse lidt (til det mindre, forstås). Og blive lidt sundere og alt det jazz. Ikke på den fanatiske måde, men der er jo ingen grund til at opføre sig som Pacman og æde alle forhindringer på ens vej, vel!? Så jeg har forsøgt at lægge lidt om. Skruet lidt ned for kageindtaget og op for motionen. Jeg cykler 16 km om dagen. Fem dage om ugen. Ikke, at jeg er over-god til hovedregning, men det er mere end 50 km og mindre end 100 km om ugen. Derudover løber jeg mellem 15 og 25 km om ugen. Med et beskedent håb om at komme op på et gennemsnit på 30km på et eller andet tidspunkt, når mine knæ orker. Men dellerne?! De bliver stædigt, hvor de hele tiden har været.

Jowjow - jeg får da mere energi af at spise sundere og bevæge mig mere. (Bortset fra, når jeg punkterer FULDstændig efter en løbetur og sværger, at jeg aldrigaldrig mere vil løbe så meget som ét skridt mere). Og jeg sover bedre om natten. Og har generelt mere overskud (og thank G** for dét, for Øglen er ramlet ind i noget, der minder om noget trodsalder). Men det VILLE nu være rart, om vægten (eller i det mindste bare spejlbilledet) gad være på mit hold. For selv om alt det nævnte er vældig godt, kan jeg jo ikke helt løbe fra (høhø - løb; fik I den?!), at jeg også gerne vil strammes lidt op og ind hist og pist. Og selv om jeg rent faktisk er begyndt at nyde mine løbeture, så kunne jeg da godt finde på noget andet at lave.

Don't get me wrong, men SÅ sjovt er det jo heller ikke at være magenta-farvet i fjæset flere timer efter endt løbetur. Eller mærke samtlige musker murre og værke som var man 89 og knogleskør. Og da slet ikke, når det tilsyneladende overHOVEDET ikke gør nogen forskel på størrelse eller vægt. Så kan jeg jo ligeså ligge på sofaen som en anden Barbara Cartland og fråde fyldte chokolader. Meget hyggeligere. Og (formentlig) ikke lige så sved-fremkaldende (alt efter, hvor meget chokolade jeg spiser, tænker jeg).

Men hvad sker der for de über-resistente deller, vil jeg gerne vide? Troede jo lige, at jeg havde fat i den lange ende med at skrue ned for de søde sager og op for motionen. Forbrænde flere kalorier end jeg indtager. Og videre i dén dur. Men nej, åbenbart. Hvis der er nogen, der har et råd, de gerne vil af med, så smid det endelig her. For jeg fatter hat (som de unge ville sige).

Tror, jeg går ind og spiser en tudekiks. Af chokolade. Fordi det er synd for mig. Og fordi det jo tilsyneladende hverken gør til eller fra i det store veje-/spejle-regnskab...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...