Viser indlæg med etiketten avavav. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten avavav. Vis alle indlæg

fredag den 27. januar 2017

Noget om selvpineri

Sidste år omkring den her tid, havde jeg virkelig ondt i tænderne. Det resulterede i, at jeg helt frivilligt gik til tandlægen, som ikke kunne bidrage med så meget andet, end at jeg måtte være relativt aggressivt anlagt på skære tænder-måden, eftersom der intet var at se på de smertende bisser.

Nå. Men nu har jeg altså ondt i tænderne igen. Og selv om en psykolog sikkert ville have en fest med at finde ud af, hvorfor hulen jeg får så ondt i tænderne i januar (mit gæt er, at det skyldes, at det netop er januar. Måneden, der i dén grad er til at få ondt i tænderne af!), har jeg ikke bestilt tid hos sådan en, men i stedet hos tandlægen. Som måske nok synes, jeg er aggressiv, men som til gengæld også mener (eller i hvert fald siger!), at jeg er ung. Og det kan vi jo godt lide.

Så det er altså det, jeg skal bruge min mandag morgen på. Boltet til tandlægestolen. Frivilligt, oven i købet. Det kommer til at gøre SÅ nas, og det ved jeg, fordi jeg er temmelig erfaren udi tandlægebesøg. Og selv om der ikke er et hul (hvilket jeg har slemt på fornemmelsen, at der er), så skal hun nok finde på noget andet at torturere mig med. De plastfyldninger, hun truede med sidst, fx. Og ja - I læste rigtigt. Plastfyldninger. Fordi jeg nu er blevet så gammel, at mine tænder imiterer det mest pindede skab fra IKEA, der er blevet skilt ad alt for mange gange. Kort sagt: De egner sig mest til bare at se på.

Hvilket på ingen måde harmonerer med det kost- og træningsprogram, jeg (også) frivilligt har meldt mig under fanerne til, og som dikterer rå grøntsager i ... ja, rå mængder. Lige nu føles det som om, at jeg, hvis jeg tygger i noget, der er meget hårdere end en klump blødt smør (hvilket i øvrigt er no-go i forhold til kostplanen), så falder alle tænderne ud. Agtigt. Så det skal nok blive spændende - både hen over weekenden og på mandag.

Så frivilligt tandlægebesøg og frivilligt kost- og træningsprogram. Hvor sidstnævnte ikke kun varer mandag morgen. Jeg må have en hang til selvpineri, men jeg satser på at komme storspændstig ud på den anden side med en sand perlerække af kridhvide, kryptonitstærke tænder. Mindst.

Men klynk er der nok af. Så med ja-hatten godt placeret på hovedet, vil jeg bare lige gøre opmærksom på, at jeg i morges opdagede, at det jo er blevet meget lysere udenfor. Jeg kan således droppe at tænde cykellygterne, når jeg har afleveret skolebarnet kl. 8 - hvor fedt er det? Foråret er lige om hjørnet. Kan I mærke det? (Et tu, DMI?)

mandag den 1. august 2016

Noget om følelser

Mandag morgen. Anden mandag efter ferien. Relativt langsom morgen - ingen har sådan crazy travlt, for skolen begynder først for alvor i næste uge. Men SFO begynder i dag. Vi kunne alle sammen følges, da vi skulle af sted i morges, og dialogen ved cyklerne udspillede sig ca. sådan her:

Ældstebarnet: Det her bliver bare den BEDSTE dag!
Mig: Ja?
Ældste: Jo, for jeg skal i SFO, se alle mine venner og vise dem mine nye Puma-sko. Jeg glæder mig mega-meget!

Yngstebarnet: Jeg vil ikke i børnehave!
Mig: Nej?
Yngste: Jeg har overhovedet ikke lyst. Jeg vil meget hellere blive hjemme hos dig.

Der er i dén grad forskel på vores børn. Det vidste jeg selvfølgelig også godt før i morges, men det slog meget godt hovedet på sømmet. Hvor den ældste glæder sig som en lille vild til at komme tilbage og være social, vil den yngste hellere bare melde sig helt ud og være sammen med mig. Sidde i arm, læse bøger og se fjernsyn. Og mit hjerte bløder for den lille mand, der bare bliver så ulykkelig, når hverdagen og virkeligheden ikke kan imødekomme hans ønsker.

Det hjælper så selvfølgelig heller ikke på det, at børnehaven fra i dag og fire måneder frem er genhuset pga. metrobyggeriet. Som åbenbart larmer så meget, at det ikke er forsvarligt at være i huset. Så nyt sted it is. Men oven i en opstart, hvor yngstebarnet i forvejen er lidt ferieramt, gør det det ikke ligefrem nemmere.

Vi så begge det nye sted for første gang i dag. Det er superfint, men det ligner på ingen måde det gamle. Heller ikke selv om både voksne og børn trods alt er de samme. Og yngste var ikke imponeret - på trods af, at Yndlingspædagog er kommet tilbage fra ferie.

Så hvor HDD kunne berette, at "alt gik bare så fint, da jeg afleverede Ældste. Hun løb bare ind og råbte farvel med det samme", da vi talte sammen efter aflevering, kunne jeg berette om en nedtrykt Yngste, der slet ikke kunne lade være med at græde. Og som - da jeg helt misforstået speedsnakkede i et lidt for højt toneleje om, hvor fint det nye sted er, og hvor sjovt det bliver at skulle være i storegruppen - ytrede et grådkvalt "men derfor må jeg da godt græde, mor!" Og ja, selvfølgelig må han det. Uanset hvor stor han er. Så det fik vi os en god snak om. Før Yndlingspædagog fysisk pillede Yngste af mig og storkrammede ham i favnen, mens de vinkede til mig. Som havde det som om, der blev slået et lille stykke af mit hjerte af.

Begyndelsen efter en lang ferie er svær. Jeg ville sådan set også hellere blive hjemme, men ud over et arbejde, der skal passes, var der også en Troldemor, der skulle besøges på hospitalet. Og jeg kan jo ikke holde ham hjemme altid (selv om jeg lige nu har allermest lyst). Sådan fungerer livet jo ikke - men det kan være svært at forstå, når man kun er 4. Jeg har jo haft næsten 38 år til at lære, at der er situationer, hvor man bliver nødt til at gå på arbejde, selv om man ikke har lyst. Og at det ikke nytter noget at sætte hælene i og sige nej tak. Det har Yngste (heldigvis) ikke lært endnu. Det gør ondt at være vidne til som mor, men det gør det jo ikke farligt. Det er bare følelser, og de er sgu' ikke så dårlige at have. Heller ikke selv om de ikke altid er præcis dem, man kunne ønske sig.

I morgen bliver bedre. Håber jeg. Og hvis ikke, bliver i overmorgen bedre. Eller om tre dage. På et eller andet tidspunkt bliver det bedre. Og indtil da må jeg prøve at tackle det på bedst mulige måde. Hvordan det så end er ...

mandag den 24. marts 2014

Avavavav

Planlægning er en god ting. Den har gjort, at jeg i de sidste mange dage har vidst, at jeg i dag skulle til København på kontoret, revidere et opgaveudkast til ny (og, I might add, temmelig videnstung) kunde, holde møde med ny samarbejdspartner om en potentielt rigtig stor opgave, løse et par hængepartier ift. nogle mindre opgaver, skrive tilbud til gammel kunde og, som kronen på værket, holde et kaffemøde (må man ikke godt kalde det dét, C?) med kær veninde. HDD skulle hente børnene, hvilket ellers er min tjans, og jeg skulle bare komme hjem, når jeg var færdig med dagens dont.

Så da jeg vågnede i morges, tog jeg en dyb indånding og rustede mig til en travl dag. Hvilket var ok nemt, for jeg vågnede først 06.45 ved, at Øglen kom ind og spurgte, om vi ikke snart skulle op. Og fandt Varanen snorksovende ved siden af mig. Jeg nåede i bad, før han rørte på sig, og vi havde en hyggelig morgen, hvor vi læste "Peter Haleløs" (iflg. Varanen. Øglen kalder ham stadig for "Kalle Haleløs") som morgenmadsbog, hoppede i Øglens seng og legede lidt med Lego.

Men. Så var det, at Varanen blev gal over, at han ikke måtte få en is med i cykeltraileren. Hvilket kulminerede i, at han ikke ville have sko på. Overhovedet. Før han fik øje på Øglens gummistøvler, som han rask væk hoppede i. Bortset fra, at det ville Øglen ikke have. Og der blev grædt og råbt (børnene) og trukket vejret tungt ind gennem næsen (mig). Jeg forholdt mig faktisk forbavsende rolig gennem hele menageriet, if I do say so myself, og blev kun let irriteret over, hvor gal Varanen blev, da jeg af vanvare kom til at strejfe ham med den gigapose termotøj/regntøj/skiftesko/huer/vanter, der skulle med over i de respektive institutioner efter weekenden. Han skældte ud, for "Du. Må. Ikke. Skubbe. MIG. Mor!", og så stod han og trippede på den lille underlige 'platform', vi har uden for vores bryggers. Råbte noget om, at HAN ville gå først ned ad trappen. Og begyndte så at gå. Hvorefter jeg lukkede bryggersdøren. Og svagt registrerede, at det da var sjovt, som den lukkede trægt - en brøkdel af et sekund før både Varanen og jeg registrerede, at fire fingre på højre Varan-hånd var i klemme.

Det kan NOK være, at jeg fik åbnet døren i en fart, smidt alt, hvad jeg havde i hænderne og scoopet Varanen op. Nøjjj, hvor han græd, altså. Øglen kom drønende og var helt forskrækket (forståeligt), og alle planer om at tage af sted til institutionen blev udsat på ubestemt tid. Varanen var fuldstændig utrøstelig, og et nærmere kig på hans små fingre gjorde det temmelig klart hvorfor. De havde en dyb rille tværs over, hævede op, og han kunne (ville?) ikke bøje dem. Varanen græd. Øglemor græd. Og Øglen hentede plaster og bedyrede, at Varanen godt måtte låne hendes gummistøvler alligevel #nåååårh.

Efter en halv times gråd tyede jeg til det ultimative det-skal-nok-gå-våben: Slik! Som ikke hjalp. Is på hånden (og i maven) hjalp heller ikke, og til sidst måtte jeg i desperation ringe til lægen. Hvis telefon ikke virkede. Så jeg stoppede begge reptiler i cykeltraileren, puttede en ispakke om Varanens hånd og skyndte mig ned mod lægen, mens jeg krydsede fingre for, at det er ok bare at troppe op her i DNP. I mellemtiden havde de dog fået styr på telefonen, og jeg fik at vide, at jeg endelig bare måtte komme. Så Varanen (der var faldet til ro i mellemtiden) kom til med det samme, og lægen kunne konstatere, at der heldigvis ikke var brækket noget. Men at hånden godt nok var noget hævet, og at jeg lige skulle holde øje med den.

Reptiler på legepladsen. I højt humør.

Da vi kom ud fra lægehuset, ordinerede jeg en fridag til begge unger, og fra legepladsen (som Varanens humør heldigvis var blevet godt nok til), måtte jeg lige stjæle mig til lidt telefontid og aflyse og omrokere aftaler efter bedste evne.

Så det kan godt være, at planlægning er meget fint. Men ingen planlægning i verden kan indkalkulere maste fingre, akuttider hos lægen og forskrækkede reptiler (og mor).

Efterskrift: Patienten er heldigvis i bedring. "Det går MAJET. Bedre. Fint", siger han, når man spørger. Og heldigvis kunne HDD komme tidligt hjem fra arbejde og tage sig af reptilerne, så jeg har kunnet løse nogle af alle dagens opgaver på trods af hjemmegående reptiler.

tirsdag den 20. december 2011

Stik, sagde det

Så blev Varanen næsten 3 måneder. Og det blev fejret med en aftale hos lægen (som jeg næsten glemte, så gæt, hvem der kom hurtigt ud af døren). Han skulle stikkes i de marcipanbløde lårbasser, og fordi jeg havde glemt, at vi skulle af sted, nåede jeg slet ikke at blive ked af det på hans vegne.

Da Øglen skulle have sin 3 mdrs vaccine i sin tid, var jeg jo så pylret på hendes vegne, at jeg nægtede at gå med ind til sygeplejersken, så dén tjans måtte HDD tage. Men denne gang var der ingen HDD med, og desuden havde jeg det slet ikke lige så svært med det som sidst. Måske man bliver lidt mere hård i filten, når man har prøvet det før?

Nu ved jeg jo lizzom, at babyen ikke undergår dramatisk forvandling til det værre af at blive stukket et par gange, og derfor fik jeg heller ikke ondt i hjertet denne gang. Kun en lille smule, da han ved andet stik begyndte at græde helt vildt på sådan en betuttet "hvorfor er damen ond ved mig, mor?"-måde. Han var ikke specielt nem at trøste, og selv lokkemidlet over dem alle - mad! - var svær at få ham til at synes om. Men efter en sand hylekoncert i venteværelset og en del indkasserede bebrejdede blikke fra de øvrige patienter, lykkedes det at få lidt mad i ham. Og efter en sidste gråd-krampetrækning, da han skulle have overtøj på, faldt han i søvn. Lige indtil jeg havde købt en kop kaffe på Ricco's og sat mig med en avis. Så vågnede han. Med et humør, der på ingen måde signalerede "næh, hvor kunne det være hyggeligt lige at tage ham med ind på Ricco's, mens jeg drikker min kaffe færdig", men snarere skreg til himlen, at jeg nok gjorde klogest i at tylle min kaffe (Av. Varm.) og komme ud og trille videre i en allerh**v***s fart. Det gjorde jeg så. Trillede. Rundt og rundt og rundt.

Var ude på de vilde vover i Aldi, hvor jeg konfererede lidt med mig selv om, hvorvidt garn til filtning duer til et halstørklæde, hvis nu man ikke gider at have det filtede look? Og endte med at lægge garnet tilbage og købe en pakke bleer og to poser slik i stedet. Så kom ikke og sige at det ikke er spændende at være på barsel.

Vel hjemme igen vågnede Varanen - stadig i et temmelig dystert humør, der indebar noget med noget skrig og skrål, så jeg pakkede alle mine leg-med-din-baby-intentioner væk og lagde mig i stedet med ham og forsøgte at få ham til at slappe nok af til, at han kunne spise. (I må forstå, at hvis Varanen er så ophidset, at han ikke kan spise, så er den gal. Den baby lever for at spise. Han har ikke lag-delte lår for ingenting, jo...) Det lykkedes efter megen skrig og skrål. Efter en snack faldt han i søvn, og da han vågnede op, var humøret næsten normalt. Nu sover han. Og jeg Wordfeuder og blogger og overvejer at rejse mig op og hente de poser slik, jeg købte i Aldi. Og krydser fingre for, at pylreriet umiddelbart efter lægebesøget var den eneste bivirkning ved vaccinen. Orker nemlig ikke rigtigt en nat med mindre nattesøvn, end jeg plejer at få (hvilket VIRkelig ikke er meget lige for tiden...)

mandag den 31. oktober 2011

Nej-hatte og bristede moderhjerter

Hentede Øglen i vuggeren ved 15-tiden i dag. Business as usual. Pakke pakke hele Cirkus Arli i ladcyklen, cykle cykle ind til vuggeren, pakke pakke hele Cirkus Arli ud igen, hente hente Øgle. Som blev glad for at se mig. Lige indtil vi kom ud i garderoben, altså. Det startede med, at hun overhovedet ikke gad med hjem ("Vil gerne ind til 'bitterne igeeeeen, mor!"). Det gik så over til at blive surmuleri over, at hun ikke måtte vække Varanen, der boblede i sin lift. Derefter nægtede hun at tage overtøj på. Super start på afhentningen.

Udenfor udviklede Øglen så pludselig et akut had til ladcykler (eller i hvert fald vores) og insisterede på at blive kørt i klapvogn hjem. Well... liiiidt svært, eftersom jeg jo var cyklet ind efter hende, og det fortalte jeg så på bedste pædagogiske vis. Hvilket Øglen kvitterede for ved at sætte i løb efter En Anden Vuggestuemor, der netop havde hentet sit afkom... i klapvogn, natürlich... Så holdt mine pædagogiske evner op, for når ens tumling stikker af i løb - ned ad Nørregade, der jo ikke just er nogen utrafikeret markvej - så må man af sted i fukd galop med ganske hævet stemme. Øglen blev indfanget, og jeg vendte tilbage til den uglesete ladcykel med totalt hystella under armen. Heldigvis blev jeg reddet af et par vanter (!?), jeg fandt i flyverdragtens lommer (Øglen har nu i en uge nægtet at tage andet overtøj end flyverdragt på - uagtet, at det fx ikke har været særlig koldt i dag), og de gjorde hende tilsyneladende så tilpas nysgerrig, at hun stoppede med at være rasende. Og gik i stedet over til at være mut, men det larmer da i det mindste ikke ligeså meget som hysteri.

Hjemme igen gad hun ikke med op i lejligheden, men jeg havde bestilt varer til levering, så vi blev nødt til at gå op. Det lykkedes med nogen surmuleri og næsten ingen bestikkelse, og da vi kom hjem, var der så fred i et lille stykke tid. Freden blev dog brudt af en hulkende Øgle, der syntes, at det gjorde ondt i bleen. Det går jo ikke an, så hun blev tjekket og vasket og smurt efter alle kunstens regler, men hun var godt nok ikke særlig glad - heller ikke selv om hun puttede i sofaen med tv'et tændt, mens jeg lavede mad. Da maden var færdig, nægtede hun så at komme og spise noget af den, og da Onde Mor så sagde, at tv'et ville blive slukket nu!, brød hendes verden helt sammen. Hun græd og græd på en måde, der, selv for en øgle, er usædvanlig, så vi var for en gangs skyld lidt lempelige omkring tv vs. mad-regler.

Nu er det så bare sådan med Øglen, at hun kan se tv, til hun segner, hvis hun ellers får lov. Det gør hun bare ikke, og det var heller ikke tilfældet til aften. Hun plejer at blive stiktosset for en meget kort bemærkning, når vi slukker, men i dag... OMG (som de unge ville sige)! Hun flippede skråt, sparkede og skreg og var slet ikke til at nå ind til. Der var altså ikke andet for end at lade hende rase ud og så ellers være der, når hun blev god igen, så vi satte os ned ved siden af hende og ventede. Og ventede. Og til sidst ville hun gerne give HDD et kram. Og op på skødet. Så sad vi der og aede og ssscchh'ede, og til spørgsmålet om, om der var noget, hun var ked af, nikkede hun med tårerne silende ned ad kinderne.

Hun ville (kunne?) ikke svare på hvad, det var, hun var ked af, så vi spurgte til forskellige ting. Om der var sket noget ovre i vuggestuen? Om hun havde slået sig? Om hun havde skændtes med nogen? Osv. Nej til det hele. Men da HDD så spurgte, om det var fordi, hun savnede N, der havde sidste dag i fredags, brød hun ud i krampegråd, hikstede og hulkede og slog sine små arme om HDD. Og jeg sad ved siden af og ammede Varanen, mens mit moderhjerte bristede. Lille store Øgle, altså. Som måske forstår mere, end vi lige troede. Og som alligevel ikke forstår nok til at acceptere, at hun ser N igen om en måned, når Øglen skal i børnehave. Så Øglen græd som pisket, jeg græd, men forsøgte at skjule det, så Øglen ikke skulle blive mere ked af det, og HDD forsøgte at trøste. (Og Varanen spiste bare...) Det var virkelig yndigt altsammen, men det opklarede i det mindste, hvorfor hun i dén grad havde haft nej-hatten på i dag.

Humøret blev heldigvis mærkbart bedre inden sengetid, og Øglen blev endda glad nok til at omdøbe os allesammen (huh?). Så fremover hedder familien Øgle åbenbart hhv. Kamilla (mig), Kamel (HDD), Olie (Øglen) og Tæppe (Varanen). Øglen Børn ER sære! Nu er HDD ved at putte Øglen, og Varanen og jeg ser BBC Lifestyle. Er spændt på, hvordan Øglens humør er i morgen. For ligeså underlige børn kan være, ligeså demente kan de være. Så hun kan meget vel have glemt alt om N, når vi når til afleveringstid i morgen. Det kan man jo håbe på. Bare hun kommer i tanker om ham igen umiddelbart inden børnehavestart, tak. Vi har jo planer om, at hans blotte tilstedeværelse skal lette indkøringen for os...

onsdag den 8. juni 2011

Av mit morhjerte...

Øglens bedste venner nede i vuggeren, N og S, er blevet flyttet op på 'næste trin'. Hos de større børn. Og Øglen er nu den ældste nede på sin stue. Blandt en masse småkravl, der godt nok er topnuttede, men som ikke kan udfordre hende specielt meget hverken sprogligt eller motorisk. Siger jeg. Som ser hende i interaktion med pågældende smållinger i måske 4 minutter (max) dagligt. Så jeg ved et og andet. Eller noget...

Nå. Men i takt med, at de her venner er blevet flyttet, er Øglen også stoppet med at fortælle, hvor meget hun har leget med N og S i løbet af dagen. Hvad de har lavet, og at N er sød og i øvrigt har kastet med S(?! Lyder som nogle halv-voldsomme lege, de har gang i dér). I stedet for er hun begyndt at fortælle, at hun har leget med sine pædagoger (altså - hun kalder dem ved navn, ing'?! Hun har stadig til gode at udtale ordet "pædagog"). Og hun nævner stort set ikke de andre børn. Hvis vi spørger ind til de forskellige unger, siger hun bare - helt nøgternt - at "N og S oppe hos 'bitterne" (Hobbitterne er de større børn). Og fortsætter med at fortælle om, at hun har leget med sine pædagoger.

Øglen er glad for sin vuggestue. Hun elsker pædagogerne, drøner ind på stuen om morgenen og fortæller glad og gerne om sin dag derovre. Og det burde jeg jo bare være lykkelig for og så ignorere det der med, at hun stort set aldrig ævler om de andre børn mere. Men. Så rationelt er morhjertet desværre ikke. Og for hver gang, Øglen fortæller, at N og S er oppe hos Hobbitterne, gør det en lille smule mere ondt på mig. På Øglens vegne. Fordi jeg synes, at hun skal have små, jævnaldrende venner at lege med, der er på samme udviklingstrin, som hun er.

Så styret af morhjertet har jeg naturligvis talt med Øglens overpædagog (som i øvrigt er hende, Øglen taler mest om). Hun siger, at det er Øglens tur til at rykke op næste gang - der er bare ingen, der ved, hvornår "næste gang" bliver. For som med de fleste andre institutioner i det københavnske, er Øglens vugger underlagt Pladsanvisningens luner. Og før der er plads i en børnehave til en af Hobbitterne, bliver der ikke plads til Øglen hos de store børn.

Nu skal vi snart på ferie i et par uger. Så et par uger hjemme. Så et par lukkeuger i vuggeren (tak for dét, regering slash kommuner slash nedskæringer slash planeternes placering i forhold til hinanden!) Derfor er behovet for en flytning reelt set ikke gigantisk lige nu. Siger den lillebitte rest af hjertet, der på mirakuløs vis har knebet sig uden om moderskabets indtog. Men resten - de der 99,9% - skriger, at det er lige meget. At Øglen skal flyttes NU. Fordi hun keder sig og trænger til barnligt selskab.

Arjmen, er hun ikke sød? Har hun ikke fortjent nogle smållinger at lege med? Eller skal hun udstødes, fordi hun er sådan en, der synes, orange tøjklemmer i ørerne er the shizzle?!

Mit indre øje ser et forhutlet (ved jeg ikke lige, hvordan hun blev) barn, sidde helt ensom i sandkassen, totalt lukket ude fra det gode selskab (i denne sammenhæng "børn, der er over 2,5 år gamle"), fordi hun er hhv. for stor og for lille (*indsæt selv nynnen af Bølle Bob-melodien "vi er ikke rigtig voksne, vi er ikke rigtig børn, vi er både og og hverken enten eller...*). Og at pædagogerne i hemmelighed synes, at hun er for skrøbelig til at komme op til de store børn, så de vil beholde hende nede ved babyerne a l t i d. Selv om jeg ved, at de mellemste børn og de store børn jævnligt mødes på vuggerens legeplads og kan tosse rundt med hinanden på kryds og tværs lige så tosset de vil. Og at jeg også godt er klar over, at det næppe er i pædagogernes interesse at skjule en evt. teori om skøbelighed for HDD og jeg. (Desuden er de temmelig åbne omkring, at de synes, Øglen både er "sensitiv", "temperamentsfuld" og "tryghedssøgende", så jeg tænker, at "skrøbelig" nok skulle komme på listen, hvis det var det, de tænkte. Ved nærnere eftertanke kan det naturligvis også skyldes de øvrige adjektiver, at hun ikke er rykket op endnu. men burde de så ikke bare sige det?!).

Jeg ved godt, at jeg er lidt af et nut job. Som burde få mig noget andet at gå op i end at spekulere på langt ude "hvad nu hvis"-scenarier i vuggestuen. Men det er temmelig svært at lade være med at spekulere på det, nu jeg først er gået i gang. Og i glad blanding med hormoner og næsten kuglerunde fødder (damn you, fugtige varme, der får mine gravide fødder til at hæve op til triple størrelse), er tanken om en ensom lille Øgle nærmest ikke til at bære.

Derfor - fortæl mig venligst, at jeg er langt ude. At jeg tillægger Øglen liiiige lovlig mange komplekse tanker og følelser. Og at hun nok skal overleve med psyken i behold, selv om Pladsanvisningen ikke lige sørger for at gøre en plads ledig til hende hos Hobbitterne lige med det første. At voksent selskab ikke er det værste, man har (i givet fald er hun temmelig ilde stedt, når hun skal 14 dage til de varme lande med HDD og jeg), og at hun nok skal sørge for at få de barnlige input hun orker... Please?

fredag den 25. marts 2011

Bulet Øgle

Nåmn, så fik vi da solgt den der Croozer i går. 2200 bananer blev det til, og det er da en meget god start på den regning, vi formentlig får fra Christiania-cykelmanden, som kunne fortælle, at der manglede en hel del af indmaden på det ene forhjul. Og at det så var derfor, vi bare kunne hive hjulet af, just like that. Tænkte jo nok, at det ikke var meningen... Vi kunne også bruge pengene på noget så spændende som en ny tandrem (Zzzzzzzz) til Familie-slæden, som åbenbart helst skal skiftes, inden vi skal ud og køre en trilliard kilometer til sommer.

Så der er nok at fyre Croozer-pengene af på. Måske derfor, mit forslag om, at jeg bare tog pengene og omsatte dem til noget tøj til mig, ikke faldt i supergod jord. Nånå.

Vi fik gjort Croozeren klar til salg i går efter hhv. arbejde og vuggestue, og mens HDD skruede og samlede og slæbte, underholdt jeg Øglen og dimsede rundt nede i gården. Det skulle man synes var en arbejdsfordeling i min favør, men jeg vil sige, at jeg ikke klarede det ret godt. For i et øjebliks uopmærksomhed drønede Øglen direkte ud over en lille trappe og røg nogle trin ned - med scooter og det hele - i en dejlig blød måtte af beton. Ahem. NØJ, hun blev ked af det. Og nøj, jeg blev ked af det. Og fik hende skrabet op og trøstet og kigget efter i sømmene. Lidt blod på overlæben, lillebitte afskrabning på næsen og KÆMPE bule i panden. Dååååårlig mor!!!

Heldigvis lod det ikke til, at der var sket noget værre end buler og skrammer, og gråden hørte da også hurtigt op. Og så skulle vi snakke om det, der var sket. Øglen er pt. meget optaget af gråd og børn/dyr/barbapapa'er, der er kede af det - hun har en bog, hvor der er et billede af en abe, der græder meget, og det vil hun se hele tiden. Også selv om hun selv bliver helt ked af det og "åhhh nej"-agtig. Simpelthen så sødt. I går måtte hun jo også fortælle sin uopmærksomme mor, hvad der var sket:


BB (Bulet Barn): Øgle falder NEØD. Trappe. Av.
DM (Dårlig Mor): Ja, du faldt ned, skat. Det gjorde ondt.
BB: Øgle ked AF det. GRÆDER lidt.
DM: Ja, jeg kan godt forstå, at du blev ked af det og græd lidt, skat.
BB: Cykel DRILLER. Falder trappe NED! Av.
DM (overvejer, om vi ikke bare skal give cyklen skylden): Ja, cyklen driller lidt. Men cykler og trapper er også en lidt dårlig kombi.
BB: Øgle ser far. Hvad LAVER far? Falder NED! Av. Græder lidt.
DM (med virkelig dårlig samvittighed, kysser Øgle og ssch-scchh'er og stryger over håret): Ja, det gjorde ondt. Du har også fået en stor bule. Gør det meget ondt nu?
BB: NED mor. Ned og lege! Per. Kiks. Cykel. Lege.

Well... Jeg tror, hun overlever. Ændrer ikke på den dårlige samvittighed, dog. Selv om HDD forsikrede mig om, at børn altså FÅR buler. I knååååw. Men buler på fald på betontrappe-måden; dét ville jeg alligevel gerne skåne hende for.

Øglen og æggene - aftenen før Faldet. Se, hvor fin og u-bulet hun er

Efter Faldet. Nu med uTROlig stor bule og let forstørret overlæbe

"Moar læse Barbar?" Jeps, honey - om det så skal koste mig 80 gennempløjninger af temmelig irriterende Barbapapa-bog, så skal jeg gøre det. Særligt, hvis det køber mig lidt aflad...

Evnen til at tage futter på er stadig i behold til trods for nærkontakt med beton

 
Tæl til ti. Rækkefølgen af tallene er noget tilfældig, men det var den også før Faldet, sådeeeet...

Nå, og nu sidder jeg så her. Og har en hjemmemorgen, fordi jeg skal til jordemoder. For første gang i denne her graviditet. Gad vide, hvad vi egentlig skal lave? 15+1 er vel næsten for tidligt til at høre hjertelyd? Så måske vi bare skal snakke. Om, hvorvidt jeg ryger, drikker og tager narko (den snak stryger jeg lige igennem med UG kryds og slange)? Og om jeg spiser sundt (den snak bliver så lidt mere ulden...)? Og så skal jeg vel også tisse på et eller andet, tænker jeg? Hm. Egentlig lyder det ikke så spændende, sådan som det lige bliver ridset op. Men det kan jo være, at jeg bliver overrasket.

God weekend til jer alle. Håber, I går den i møde med u-bulede børn og højt humør.

tirsdag den 20. april 2010

Løgn om løb

Jeg er jo begyndt at løbe. Det er sådan set meget rart at komme ud og røre sig og få pulsen op, og hvis jeg er rigtig heldig kunne det jo være, at det har en gavnlig effekt på vægten.

Og tilsyneladende er der jo ingen ende på alle de ting, løb skulle være godt for. På den lange bane skulle man efter sigende leve længere og afværge alskens syg- og dårligdomme. På den lidt kortere (men dermed ikke mindre vigtige) bane, skulle ens appetit blive reguleret (= positive resultater på vægten), øjnene blive klarere, og man skulle generelt få meget mere energi.

Ja.

Nu skal jeg ikke kunne udtale mig om langtidseffekten, men jeg vil da gerne lige smide en kommentar om de lidt mere kortsigtede fordele ved løb: Svindel og humbug, siger jeg bare! Appetit-reguleringen har jeg ikke mærket noget til - det skulle da lige være den gale vej, for jeg er simpelthen så sulten om aftenen (NÅR jeg har spist aftensmad, vel og mærke), at jeg af og til overvejer at sætte tænderne i Øglen. Det har jeg dog afstået fra indtil videre, men i stedet er det gået ud over sagesløs chokolade og andre godis. Altså kan jeg nok kigge langt efter en eventuel gavnlig effekt på vægten. Det der med klare øjne, det har jeg ikke nogen holdning til, men synes ikke, at jeg kan se noget anderledes dér. Og så kommer vi til min helt store kæphest: mere energi! Det var dét, jeg havde glædet mig allermest til overhovedet ved det her selvpineri, de kalder løb, men er der noget af det i sigte?! Ikke en hujende fis, siger jeg bare. Tværtimod. Er simpelthen så træt som et alderdomshjem (som min mor ville sige) og føler mig virkelig snydt, så vandet det driver.

Har haft lidt træls nat med Øglen i nat, og snuppede af den grund en hjemmearbejdsdag. Var (er) mildest talt ikke til pænt brug i dag, så jeg tænkte, at jeg lige ville nappe en frisk løbetur til at vågne op på. Det blev til 8 km (psykopat-løbeprogram), hvilket jeg er ganske godt tilfreds med. Var kun ved at tabe lunger og ben fem gange på vejen, men jeg kom da hjem intakt. Og det var så HER, jeg godt kunne have brugt noget af den der hypede ekstra energi. Men i stedet punkterede jeg fuldstændigt, og min produktivitet har virkelig ikke været noget at skrive hjem om i dag. Til gengæld har jeg gabt, så en katte-kennel ville blive misundelig, og jeg kan nærmest ikke holde øjnene åbne.

Hvis nu det var et firma, der kløede på med den slags falske markedsføring, så var det blevet nødt til at dreje nøglen om pga. sure kunder. Men man kan jo ikke fjerne løb fra jordens overflade (kan man?) Eller dem, som hårdnakket bliver VED med at påstå, at det giver mere energi (for dem er der dæleme mange af). Men de lyver jo. Eller er det bare mig, der gør noget helt forkert? Jeg ved godt, at jeg kun har været på løbebølgen i 2½ uger, men synes jo ligesom, at det der løb godt bare kunne give et lille incitament til at orke at fortsætte. Og ny, spændende gangart (tænk gamling med hofteskred) tæller ikke som incitament...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...