Viser indlæg med etiketten børnehave. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten børnehave. Vis alle indlæg

torsdag den 28. august 2014

Du kan lige tro jo!

Uanset om man kalder det trodsalderen eller selvstændighedsfasen, så er der vist ingen tvivl om, at Varanen befinder sig lige midt i den for tiden. Og det er kilden til lige dele morskab og frustration, for I guder, hvor kan han være en lille sur provocateur. ALT bliver mødt med et "NEJ", en løben væk, et "Nixen bixen, Karen Blixen", eller en gerning, der er den eksakt modsatte af, hvad man har bedt om.

Nogle gange er det ret irriterende. Andre gange er det temmelig sjovt. For når Varanen bliver vred, bliver han meget vred. Han kan finde på at skrige (knap så sjovt) og trampe af frustration, men oftest laver han de mest vrisne grimasser overhovedet, slår armene over kors og proklamerer et meget dybfølt og fornærmet "HRM!", hvorefter han forsvinder hen i en krog og står og vrisser "Jeg er VRED!". Lige indtil han ikke er det mere og kommer drønende med et "JEG ER GLAD IGÆÆÆNG!".

Dude with the 'tude 

Begynder man at diskutere/ræsonnere med ham, og får han et nej, ryger der gerne et "Du kan LIGE tro jo!" retur fra ham. Så er det altså svært at holde masken - særligt, hvis det bliver serveret med den sædvanlige, let vrængende og VIRkelig sure grimasse han efterhånden har udviklet til perfektion. Andre gange har man lyst til at blive lige så vred som Varanen, men bortset fra, at de kloge siger, at man ikke må skælde ud, så nytter det absolut heller nytter noget - så bliver han nemlig bare dobbelt så meget på tværs (jeg har prøvet. Ahem).

Vi kan nok bare ikke komme udenom, at Varanen har temperament. Men det har hans søster jo sådan set også - det er bare som om, hendes spinkle statur og veludviklede sprog får mig til at glemme det fra tid til anden. (Bortset lige fra sidste uge. Hvor hun blev så gal nede i kassecyklen, at jeg holdt ind til siden. Hvilket affødte et skrig, der burde være blevet båndet, så dem, der laver hundefløjter kunne få en helt ny og spændende frekvens at arbejde med. Og et særdeles medlidende blik fra modkørende cyklist).

Superman i Disney-stilletter. På Øglens værelse. Når katten er ude og alt det der ...

Der er naturligvis ikke noget at sige til, at lunterne er lidt kortere nu, hvor hverdagen igen har gjort sit indtog, og Varanen oven i købet har en helt ny en af slagsen at forholde sig til. Nye rammer, nye voksne og - ikke mindst - en masse nye børn. Som han ikke kender (og overhovedet heller ikke interesserer sig for endnu, lader det til), men som ikke desto mindre larmer pænt meget. Så at han er træt og cranky efter en dag i børneren, skal jeg ikke lægge ham til last*. Men temperamentet kom i den grad også til udtryk i ferien. Og før ferien. Og i foråret. Og og og.

Jo mere sprog, Varanen får, jo bedre bliver det med temperamentet. Men selv nu, hvor han taler rigtig godt og både forstår og i allerhøjeste grad kan gøre sig forståelig, forglemmer han sig lidt af og til. Heldigvis slår han ikke så meget mere (og heldigvis - må man godt sige det? - er det kun Øglen, han slår; ikke de andre børn), men det skulle jo gerne stoppe helt på et tidspunkt. Temperament er godt at have; det kan også blive for kedeligt og pænt det hele, så det er jo ikke fordi, jeg vil have, at han skal nikke og smile hele tiden. Men det kunne være meget fedt - også for ham selv - hvis nogle af hans reaktionsmønstre blev ændret lidt over tid. Så det arbejder vi på. Stille og roligt. Og husker samtidig på, at han altså ikke er 3 endnu. Så selv om han vejede 19 (NITTEN!) kilo på ZOO's elefantvægt i sidste weekend, er han stadig en lillebitte fis. Min lillebitte fis!

*Det går i øvrigt SÅ godt med indkøringen i børnehaven. Som officielt stoppede i går, sagde indkøringspædagogen, "for det går bare så godt. Han er så dejlig og social og snakkesagelig, og han er så glad, når han er her, så skal vi ikke bare sige, at indkøringen er overstået?!" Nåååhr, min dygtige dreng, der i øvrigt ikke har grædt ved en eneste aflevering i den her uge, og som oven i købet har fundet sig i at blive lagt til en lille lur dernede. Vildt!

lørdag den 23. august 2014

Første uge i børnehave - tjek!

Så er der gået en uge med hverdag. Og ikke om jeg fatter, hvor tiden forsvandt hen. Ferien føles pludselig for evigt siden - men det hænger måske sammen med, at det blev efterår i det sekund, vi trådte over tærsklen til 60'er-huset og har været koldt og blæsende lige siden. Måtte fiske legeteltet ud af brombærkrattet efter et særligt ivrigt vindstød, og jeg kan betro jer, at der er pænt langt - og et skarpt hjørne - fra terrassen til brombærkrattet. Som vel egentlig snarere er et bed end et krat, men nåja.

Men selv om ferien føles som noget, der ligger langt tilbage i tiden, har vi heldigvis bevaret langsommeligheden. Alting er foregået i meeeeeget adstadigt tempo, og det har heldigvis betydet, at ungerne og jeg (ikke HDD, den stakkel, der må op og af sted på job, før en vis mand får sko på) de fleste dage har sovet til noget, der minder om klokken 8. #crazysmiley Morgenmaden er blevet fortæret med tid til snak og hygge - og morgenmadsbogen, der stadig lever i bedste velgående - og når alle er mætte og i tøjet, så har vi været klar til det punkt på dagsordenen, der har været omdrejningspunktet for hele ugen: Varanens børnehavestart!

Nogen var træt efter dag 2 i børnehaven

Jamen altså! Varanen som børnehavebarn! Hvad giver I? Jeg har jo lige født ham. Alle 15-16 kilo (eller hvor meget han nu vejer) af ham. Godt nok skulle han først begynde i børnehave næste uge så'n rent officiella, men eftersom vi har holdt så lang sommerferie, syntes jeg (og børnehaven, heldigvis), at det var fjollet, at han skulle tilbage i vuggestuen et par uger for så at blive rykket igen. (Vuggestuen var ikke helt enig i den disposition, men det er selvfølgelig også dem, der går glip af indtægten. Ah well).

Mandag var første dag. Og det var det jo på sin vis også for Øglen, der ligesom os andre har været væk fra alt, der hedder hverdag i 5 lange, dejlige uger. Men hun kender jo alle i forvejen og kunne med det samme blende ind. Tænkte jeg. Og havde lige glemt et øjeblik, at Varanen jo kender stedet om ikke lige så godt, så tilpas godt til, at han spankulerede hen til yndlingspædagogen (som også er indkøringspædagog; yay!) og begyndte at fortælle de samlede feriesagaer. ("I Legoland, så sejlede vi i en farlig GROTTE! Og så var der en mand, og ved du, hvad han sagde? Han sagde hal-lååå. Hal-lå-ååååh!", "Det dummeste var, at det der kop vand kom væltende ned på mig fra den der guldspand. Så trøstede ham den tykke dreng mig!" (i Lalandia, red.)", osv). Så altså - instant tillid.

Nogen var træt efter dag 3 i børnehaven

Jeg blev der den første dag - legede, observerede og sludrede med pædagogerne og de andre børn, og så brugte jeg 20 minutter i personalerummet som en prøve på, hvordan Varanen havde det med, at jeg gik. Det havde han det aldeles glimrende med. Han troede, at jeg var på toilettet og var vældig glad, da jeg kom tilbage, men han havde leget og hygget sig så fint, mens jeg var væk. Og jeg nød at få lov til at være fluen på væggen og få et større indblik i dagligdagen der, hvor mine børn tilbringer og skal til at tilbringe mange timer hver dag. Jeg er heldigvis kun blevet yderligere bekræftet i, at vores børn har det rigtig rigtig godt derovre med engagerede og dygtige voksne, der hygger sig sammen med børnene, bevæger sig en masse og prioriterer udvikling gennem leg.

Nogen var træt efter dag 4 i børnehaven ...

Dag 2 havde jeg egentlig forventet ville forløbe som dag 1, men indkøringspædagogen foreslog, at jeg smuttede efter 10 minutter. Og så kom igen lige efter frokost. Øhm .... altså ... Jo, det kunne jeg vel godt. Varanen mente, at jeg skulle på toilettet, så det lod jeg ham tro, men nævnte, at jeg nok var væk rimelig længe, og at det var et toilet udenfor. VIRkelig ikke pædagogisk, og han havde da også fået at vide i løbet af de tre timer, han var der, at jeg var hjemme (for selv en treårig undres over, at man kan være længe på toilettet). Det tog han heldigvis fint, men jeg har noteret mig, at det ligesom ikke nytter noget at pynte på sandheden. Hvis jeg er væk, er jeg væk, og det skal han naturligvis have at vide.

Dag 3 og 4 forløb på samme måde som dag 2; jeg afleverede ungerne ved 9-tiden, sagde farvel og cyklede hjem for at arbejde frem til kl. 12, hvor jeg hentede (det er ikke de længste arbejdsdage, jeg har haft, kan I nok høre). Med den lille forskel, at Varanen nu havde fattet, at jeg rent faktisk gik, og det syntes han ikke var nogen god idé. Så han var ked. Og jeg var ked. Og pædagogen bad mig (pænt) om at gå alligevel, for som hun sagde, så bliver det jo kun værre, jo længere jeg bliver. Ergo gik jeg. Og ringede til HDD og tudede. Varanen var selvfølgelig blevet i godt humør igen, så snart jeg var ude af syne, og han var i fuld vigør ved afhentning. Så det er 'bare' adskillelsen, der er hård, og det er der ikke noget at sige til. Det er den jo også for mig. Og det handler i virkeligheden kun om mig, det der med, at jeg ikke kan lide, at mine børn er kede af det, når jeg går. Det handler jo om, at jeg skal have en god dag uden ondt i maven. Men hvis de er kede af det, må de naturligvis være det. 

Dag 5 startede på samme måde som de øvrige - med den lille forskel, at Varanen overhovedet ikke var ked af det, da jeg gik. Han hamrede bare på vinkevinduet og råbte "FARVEL!". Men dag 5 blev også dagen, hvor Varanen for første gang i sit korte liv blev stukket af en hveps. Og jeg blev hidkaldt, fordi han var blevet meget ked. Det værste var dog ovre, da jeg kom og hentede ham, men jeg tog ham med alligevel, og hans i forvejen korte dag blev endnu kortere. I stedet gik vi i det lokale center (rock on!), købte frugt, is og Superman-nattøj og havde en fest. Øglen blev i børnehaven (de øvrige dage var hun kommet med hjem), og hun havde rigtig hygget sig med veninderne.

Nogen var ikke helt så træt efter dag 5 i børnehaven. Middagsluren er måske på retur?!

Da jeg endelig fik lov til at besigtige hvepsestikket, var hævelsen faldet så meget, at det var svært at se, hvor han overhovedet var blevet stukket, så alt er godt igen. Og Varanen var i glimrende humør resten af dagen, selv om han var træt. Men det lykkedes mig at holde ham kørende, og pludselig var han ikke så vanskelig at få til at sove om aftenen som de andre dage, hvor han har sovet som en sten på sofaen fra 14-16 ...

På trods af arrige, stribede stikkedyr er første uge i børnehaven gået over al forventning. Begge unger har været glade og fulde af spræl. Lad os håbe, det fortsætter ind i næste uge, hvor dagene nødvendigvis må blive lidt længere. Selv om jeg elsker at hente tidligt, må jeg indrømme, at en 3-timers arbejdsdag er lige i underkanten. Trods alt. Og selv om aftenerne naturligvis også er i brug, så kan jeg ikke sige mig helt fri for at være temmelig træt på den tid af døgnet. Hvor mine hænder i øvrigt meget hellere vil gramse på noget chokolade, end de vil skrive skarpe tekster til kunder. Og hvor sofaen kalder højt og insisterende. 

lørdag den 12. juli 2014

Om sidste dag i vuggestuen og førferie

I går var Varanens sidste dag i VS. Sidste dag som i "for evigt". For nu holder han ferie, og når han kommer retur, står den på børnehave. Sammen med Øglen. Det bliver så dejligt for dem begge, og Varanen er mere end klar til nye udfordringer og rammer til lidt større børn. Han er sprængfyldt af energi og gåpåmod, og derfor bliver en ny, udfordrende legeplads, fx, meget kærkommen. Inkl de knubs det så må give, når man er en kende overmodig ...

Farvel til vuggestuen for allersidste gang ...

Alligevel synes mutti her, at det er lidt vemodigt. At han ikke er helt stor nok til at skulle i børnehave. For han er jo min lille baby! Vupti gik jeg fra at være mor til en stor pige og en babydreng (eller ... you know) til at have to store børn. Og det betyder, at min identitet som småbørnsmor er om ikke er rystet i sin grundvold så i hvert fald påvirket. Og det skal jeg lige finde ud af at håndtere. Men det er jo min kamp, som den stakkels Varan ikke behøver blive blandet ind i. Og indtil videre har jeg undladt at græde på ham over det. Lad os håbe, det varer ved ...

Varanens sidste dag gik glat. Vuggestuen var sommerferieramt, så der var kun 14 børn og 3 voksne, og ingen var (heldigvis) særligt sentimentale. Hvilket passede mig fint, for jeg er elendig til at sige farvel og havde frygtet våde øjne og en grådkvalt stemme - omend jeg på ingen måde var lige så trist, som da Øglen forlod sin gamle børnehave. Ikke, at vi ikke har været glade for Varanens vuggestue, bevares! Den har været alletiders, men måske fordi den er hans vuggestue nr. tre (stakkels barn), eller fordi jeg er blevet mere hærdet med tiden (jeg tillader mig at tvivle), var dagen bare hyggelig med en snert af vemod - primært fordi det i dén grad cementerer, hvor stor min lille dreng er blevet.

Kildetur af yndlings-Rematilde

Jeg havde lavet frugtkopper med flødeskum til vuggestuen (som kører stram sukkerpolitik), og kl 14 mødte HDD og jeg op til eftermiddagshygge. Så sad vi ellers dér, på et vattæppe i skyggen af et stort træ på vuggestuens "lille legeplads" (de har også en stor, bare for the record), omringet af smållinger. Varanen delte frugtkopper og skeer ud og var stolt som en pave - lige indtil han blev sur over, at han kun måtte få én kop. Derefter ville han bare hjem, så afskedsseancen blev en anelse abrupt, og der skulle lidt overtalelse til for at få ham til at kramme hans søde pædagoger. Men det lykkedes, og vi kom af sted - efter først at have givet stuens pædagoger lidt lækkerier og et sødt (synes jeg da i hvert fald selv) brev skrevet bagpå en af Varanens tegninger.

Da vi havde hentet Øglen og ønsket god sommer i børnehaven (vi ses om 5 uger! Nu med Varan!), satte vi kursen mod havnen for at fange krabber. Krabbefangst og store is - så er det ferie! I hvert fald for ungerne.

Lå-låååh - ferie!

Der fiskes ... 

... og fanges ...

... og ræses ...

I dag har vi taget hul på førferien ved at rykke til København. Vi fik mulighed for at låne en lejlighed, og da det dels giver HDD væsentligt kortere på arbejde, dels giver flere muligheder (for mig) for at aktivere ungerne, syntes vi, det var en god plan. Så her er vi nu. I lækker lånelejlighed i dejligt kvarter - med en skøn følelse af at være på 'rigtig' storbyferie. For selv om vi kender Kbh godt, er det Østerbro, vi kender som vores egen bukselomme. Nu er vi havnet i et 'fremmed' hood, og selv om vi kender til det, er der masser af ting og steder, der skal udforskes. Har oven i købet fået stillet en ladcykel til rådighed, så byen ligger åben for reptilfamilien. Yay!

Første førferiedag er blevet brugt på dels at 'lande' i lejligheden, dels at være i Cirkus Summarum. Dejlige ting begge to, omend Varanen ikke var helt solgt på Summarum. Slush ice-delen: Bestemt. Popcornsdelen: Självklart. Cirkusdelen: Not so much. Han syntes, det 'larmede for meget', og jeg vil helt klart give ham ret i, at lyden var meget høj. Heldigvis fik vi mulighed for at låne et par hørebøffer, og det hjalp da også lidt, men han var inde og ude af teltet tre-fire gange under første halvleg (eller hvad det nu hedder), og anden halvleg gik han helt glip af. (Og det gjorde HDD så også. Men han fik til gengæld første runde). Øglen var fyr og flamme og elskede hvert et sekund, og både HDD og jeg syntes også, det var godt. Selv om jeg ikke fik samme fornemmelse af sammenhæng i stykket, som sidst jeg var det, men det skyldes jo nok, at jeg var temmelig fraværende de første 50 minutter.

Lille mand med stor slush ice

Her til aften var begge unger så trætte, at de dårligt kunne stå på benene, og HDD og undertegnede har det faktisk på samme måde. Helt maste efter en begivenhedsrig - og dejlig - dag. Må alle de andre dage blive lige så dejlige; gerne med et lidt mindre ambitiøst program!

onsdag den 11. juni 2014

Frifrifrifriiiii (igen-igen)

Man kan mene, at det ikke er så længe siden, vi havde en forlænget weekend sidst, men nu har vi altså lige haft endnu en af slagsen. En lang en, oven i købet. Gotta love alle de helligdage, altså. Reptilerne fattede ikke en krone af, at vi skulle holde fri i fem dage, men de klagede bestemt ikke.

Det var meningen, at hele pinseferien skulle bruges hos Mårmor og Mårfar, men pga. noget nyresten og andet sjov i det vestsjællandske blev programmet skubbet en dag. Derfor havde vi Grundlovsdag derhjemme - en dag, som vi brugte på præcis ingenting. Vi gik en lille tur, og ellers nød vi eftermiddagens gråvejr indendøre, bl.a. med "Frost" (ja, vi er last movers. Havde ikke set den før - spørg ikke hvorfor) og pizza fra pizzamanden. Ren hygge.

Insekt på Blomst  

Fredag begav vi os så vestover med en lille detour for at kigge på sommerhusområder. Jeg har nemlig pludselig sat os i hovedet, at vi gerne vil have et sommerhus. HDD er høflig nok til ikke at påpege alt for tydeligt, at det kræver, at jeg tjener vææææsentligt flere penge, end jeg gør nu, men lad nu det ligge. Nu scouter vi ((jeg) så områder og skulle lige forbi et bestemt område og kigge. Det blev en omvej på en times penge, men med is som bestikkelse klarede ungerne den lange biltur forbløffende godt.

Mårmor blev lynhurtigt lokket til at læse for reptilerne. Særligt Varanen er ustoppelig, når det kommer til højtlæsning


Pinsen blev nydt i fulde drag hos Mårmor og Mårfar med leg i haven, tur til Vestsjællands Loch Ness (for realz), gåtur med Mårfar og hunden (ungerne) og spisen kage i massevis (virkelig mærkeligt, at naboen tror, jeg er gravid, hva' (!?)). Søndag trillede vi så hjem igen, og mandag blev brugt på Københavns Middelaldermarked af alle steder, hvor ungerne indkasserede både sværd og kandiserede æbler og så en ridderturnering. OG scorede en stor is på Fortet på hjemvejen (for nu at blive i ridder-temaet - og fordi det var 1000 grader varmt - slog vi et smut forbi Charlottenlund Fort på vej hjem).

Loch Ness. Jowjow 

Kandiserede æbler til Middelaldermarked. Pænt fedtede efter et par minutter i barnehænder

Heldigvis er vi allerede ved onsdag aften nu, for det var næsten for ondt, at arbejdet kaldte tirsdag. Det er ulempen ved mange helligdage - man kommer så langt ned i gear, at det er umenneskeligt hårdt at skulle begynde at lave noget igen. Og i og med, at denne uge er spækket med aftaler - legeaftale med Øglen hjem i dag, møde inde i byen i morgen, sommerfest i børnehaven fredag aften, loppemarked med naboen lørdag og langt-ude-familiesammenkomst søndag - synes jeg nok, at det er en brat opvågnen.




Det er denne her lille gynge-Frans, der begynder i børnehave om to måneder. TO måneder! Det fatter man (jeg!) jo ikke

Snart børnehavedreng, men endnu ikke så stor, at man ikke kan tage en middagslur i Mårmor og Mårfars terrasse-barnevogn. Selv om bentøjet er blevet nogle centimeter for lange 

Den bratte opvågnen bliver i øvrigt ikke mindre brat af, at det netop er gået op for mig, at der kun er en måned, til vi holder sommerferie, og derfor kun to måneder til Varanen skal begynde i børnehave. Og derfor skal meldes ud af sin (private) vuggestue nu. Som i lige nu! Derfor udfyldte jeg i går en vældig formel udmeldelsesblanket, som jeg kunne overdrage til lederen. Meget mærkelig fornemmelse. Én måned tilbage i vuggestuen. Så ferie. Og så direkte i børnehave. Hvor blev min lille baby af? Det bliver skønt for ham at begynde i børnehaven. Han er fortrolig med de voksne derinde og taler meget om, at han skal derind og lege med Øglen og de andre børn. Så han er klar. Det er bare lige, om moderen er det ...

fredag den 25. april 2014

Klar, parat – børnehavestart!

… Altså ikke endnu, vel. Men til september skal Varanen begynde i børnehave. Det kunne jeg godt skrive en masse om, at jeg slet ikke fatter. Hvor blev tiden af, og alt det der. Men det gider jeg ikke. I ved godt, at tiden flyver som en vanvittig, så i stedet holder jeg mig her i indlægget til at skrive om den børnehave-parat-samtale, HDD og jeg var til i vuggestuen lige før påskeferien. Det er åbenbart kutyme med sådan en samtale i vores vuggestue, og det passede mig da egentlig glimrende at skulle bruge en lille halv time på at snakke om min søde søn. Om end jeg var en smule på barrikaderne i forvejen, da jeg forventede irriterende ord som ’sansemotorisk forstyrret’ og synonymer til samme, efter en af pædagogerne for et par måneder siden havde nævnt noget om det taktile i forbindelse med, at vi talte om, at Varanen godt kan finde på at slå, hvis han bliver rigtig vred.

Heldigvis var der intet ved samtalen, der gjorde, at jeg blev nødt til at opretholde barrikaderne. Det foregik stille og roligt, og der blev hæftet en masse pæne ord på Varanen. Nogle af de ord, der stak positivt ud, var ”kærlig og venlig”. Ord, som jeg helt bestemt synes passer på ham, men som jeg ærligt talt har været lidt i tvivl om, hvorvidt de også mente (eller så) i vuggestuen. Synes ofte, jeg hører, at han igen-igen har været temperamentsfuld, ikke forstår at vælge sine kampe, nægter at tage tøj på selv og videre i samme dur. Og får et ”i dag har været en god dag” med på vejen – sagt i et bekymret-agtigt tonefald, hvor man får indtryk af, at det snarere er undtagelsen end reglen.



Mårfar læser højt

Men som sagt; samtalen, der efter sigende skal give et retvisende billede af, hvordan personalet oplever barnet, nævnte nærmest intet om den slags. Jovist fik vi en sludder med ”Voksen-T” om, at Varanen kan blive edderspændt rasende og gå fra 0 til 100 på et splitsekund, men det foregik i en jovial tone, og – modsat tidligere – følte jeg mig ikke ’beskyldt’ for at have et barn, der var socialt og taktilt udfordret. (Ikke, at der ville være noget i vejen med det, hvis det altså også var sådan, vi kender og ser ham).

Så jeg er glad. For at Varanen er lige så sød og dejlig (og hidsig) i vuggestuen, som han er derhjemme. Og for at de voksne også kan se det og holder af vores lille dreng. For det betyder da noget. At de voksne, der er så meget sammen med ens barn, også holder af det. (Altså, nu skal det ikke lyde som om, jeg tidligere har været i tvivl, om de kan lide ham. Men jeg synes bare, der har været lige lovlig meget fokus på hans temperament).

Til mit (måske lidt næsvise) spørgsmål om, hvorvidt Varanen så er børnehaveparat til september (selv mener jeg bare, det er relevant. Hvorfor ellers kalde det en børnehaveparatheds-samtale), fik vi at vide, at det er han. (Duh. Det er jo ikke som om, han får muligheden for at gå vuggestuen om). Men at han kan få en hhv. nem eller svær begyndelse, alt efter om han lærer at tackle eksempelvis konflikthåndtering og modgang på en lidt mindre hidsig måde. Men jeg er fortrøstningsfuld. Synes faktisk allerede, at han slår markant mindre. Og til det der med, at han skal lære, at et nej er et nej uden at gå helt i baglås, så arbejder vi på sagen.

Og at han i påskeferien har lært selv at sige til, når han bliver rigtig vred og så går for sig selv i stedet for at slå (i hvert fald nogle gange), tænker jeg, vil gøre det endnu nemmere for ham i konflikter. Også selv om det foregår demonstrativt med stramt korslagte arme, verdens mest gnavne udtryk i ansigtet og en mumlen, der lyder noget i retning af "Varanen er MAJET vred nu" eller - den lidt mildere version - "Varanen er lidt sur, mor!".

Det skal sq nok gå, det der børnehave. I øvrigt har han allerede smeltet børnehavepædagogernes hjerte – særligt den enes, som han har lært navnet på. Og sagde farvel til forleden med sit allermest indtagende blik, hovedet let på skrå og sukkerstemme. Så jo. Det skal nok gå!

torsdag den 10. oktober 2013

Mere om legeaftaler (langt og uden billeder. Sowwy)

For snart mange måneder siden skrev jeg et indlæg om legeaftaler. Fordi jeg var totalt rookie-mor på det punkt, og heldigvis sad I en masse erfarne blogger-mødre rundt omkring i cyberspace og ville gerne give jeres besyv med igen. Tak for det.

Men. Jeg har brug for flere besyver. Så har I mon lyst til at give mig sådan nogle?

Fordi. De der legeaftaler spøger stadig. Og jeg føler mig stadig som rookie-mor på det punkt. Til trods for, at jeg har haft indtil flere børnehavekammerater i min varetægt, leget med dem, skræmt livet af dem med vandmeloner, cyklet med dem i ladcyklen og oven i købet ladet Øglen tage på tur med en af veninderne.

Hvad er det så, der er så svært, spørger I nu. Jo, I gør. Og det er sødt af jer, for nu skal I høre:

I Øglens børnehave er de tre jævnaldrende piger. Lad os for nemheds skyld kalde dem Æ, Ø og Å (Øglen er Ø, hvis I skulle være i tvivl). Alle tre piger leger godt sammen og udgør ifølge pædagogerne i børnehaven 'en stærk pigegruppe'. De leger sammen på kryds og tværs - Æ leger med Å, Ø leger med Æ, og Å leger med Ø. Og så fremdeles.

For et par uger siden var Ø og Å så på tur. Det var Æ lidt ked af, men som jeg talte med hendes mor om (som var helt cool omkring det), så kan man jo desværre ikke altid tage alle med alle steder hen. Det er i øvrigt heller ikke min oplevelse, at pigerne hænger sammen som ærtehalm - sådan virker det i hvert fald ikke på Øglen, når jeg spørger.

Så vidt så godt. I dag fik jeg og Å's mor så en besked fra Æ's mor, der fint og nøgternt fortalte, at Æ var blevet meget ked af det ved aflevering i morges, fordi Ø og Å tilsyneladende var helt oppe og køre af begejstring over, at de skulle i Tivoli i aften. Æ's mor ville gerne vise Æ, at man også godt kunne tage af sted til en oplevelse tre mand, og derfor ville hun invitere Ø og Å med på tur i nærmeste fremtid - om vi var friske på det?

Godt nok skal vi i Tivoli i dag, men vi skal alene af sted, så for at rede eventuelle misforståelser og tanker om favorisering ud, ringede jeg til Æ's mor med det samme og forklarede hende sagens sammenhæng. Hvorvidt Å også skal i Tivoli i aften, skal jeg lade være usagt, men det er i hvert fald ikke sammen med os. Men jeg ville da gerne takke ja til hendes tilbud om at tage Øglen med på tur engang.

Fint. Så tikkede der en besked ind fra Å's mor. At hun også gerne ville takke ja til en fælles tur, men om vi i øvrigt ikke også var med på at mødes til en udramatisk kop kaffe og lige rede trådene ud. Hun oplevede nemlig, at Å blev ked af det, når Æ og Ø leger sammen i børnehaven uden at ville have hende med. Om Ø mon også blev ked af det, når hun blev holdt udenfor?

Øhm ... Nej. Ikke så jeg bemærker det, i hvert fald. Af og til fortæller Øglen godt nok, at Æ og Å ikke har gidet at lege, og at den ene ville gå forrest til en skatteleg (?), men så blev den anden sur, og så stoppede de med at lege sammen, men jeg har aldrig oplevet det stikke dybere end et skuldertræk og et "Men så løb jeg bare efter Y og Z og FANGEDE DEM OG KILDEDE DEM". Derfor må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke har tænkt over - som i overhovedet - at der kunne være optræk til pigefnidder. Særligt ikke fordi de kun er 4 år. Men det er måske bare mig, der er naiv?

Jeg drikker altid gerne en kop kaffe - de udramatiske kopper er faktisk mine yndlings - så jeg dukker naturligvis op på det aftalte tidspunkt. Jeg er bare ikke helt sikker på, hvad vi kan nå frem til. Naturligvis er det vigtigt at få på det rene, om nogle af pigerne føler sig decideret ekskluderet, men hvis ingen af vores piger ligefrem mobber de andre (og det kunne jeg bestemt ikke forestille mig var tilfældet), har jeg ærligt talt svært ved at se, hvad vi kan gøre ved det. Og OM vi skal gøre noget ved noget i det hele taget.

Øglens forhold til legeaftaler har ikke ændret sig synderligt, siden vi havde vores debut for et halvt års tid siden. Hun synes, det er hyggeligt, når det står på, men hun efterspørger det ikke selv. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, vores weekender er så propfyldte med hhv. vandskade og andre gøremål, at jeg heller ikke ligefrem presser på for at hive horder af børn med hjem. Jeg siger ofte til Øglen, at hun endelig må sige til, hvis der er nogen, hun gerne vil lege med, men hun siger bare ikke til. Typisk er det de andre børn, der spørger, om de ikke må komme hjem til os, og det kommer de så. Når det lige passer.

Så kære, erfarne udi legeaftaler, medmødre: What to do med alt det her legeshow? Skal jeg gøre noget proaktivt for at få min datter til at lege lige meget med Æ og Å? Skal jeg (oh gru) altid fremover invitere flere børn på legeaftaler samtidig? Skal jeg i det hele taget se at komme ind i legeaftalekampen? Skal jeg lade være med at gøre noget overhovedet? Eller noget helt femte? Øs af jeres visdom, og jeg vil være jer evigt taknemmelig!

onsdag den 24. april 2013

Legeaftaler - do's and dont's?

Når man nu sådan er relativt ny provins-mor, så er der nogle ting, man (jeg) ikke lige er heeeeelt med på. Derfor spørger jeg nu Blogland til råds endnu engang. Man behøver ikke være provins-mor for at svare - alle input er velkomne. Såeh; giv lyd, hvis det er noget, I ved noget om.

Emnet er legeaftaler. For og med Øglen, altså. Selv her i provinsen er det lige tidligt nok med legeaftaler i vuggeren, ser det ud til. 'Hjemme' i København har vi ikke gjort os det store i legeaftaler. Eller ekstrakurrikulære aktiviteter, for den sags skyld. Enten fordi Øglen stadig var lidt til den lille side, da vi flyttede (eller, ok - hun var næsten fire, men ...) eller også fordi man jo bare satte hinanden stævne på den lokale legeplads, hvis ens afkom kom godt ud af det med hinanden. Så kunne mødrene stå dér og knævre med en latte i hver hånd, mens krapylerne galopperede ud over gynger og rutschebaner, og når det ikke var sjovt mere, gik man hjem. Bevares, vi har da været på et par legeaftaler med bedstevennen N - også efter vi er flyttet, ved I - men det er jo N. Så det er lissom bare noget andet.

Ja, det er hende her, vi snakker om. Hun er sgudda også kær, ikke?!

Nå. Men her i den diamantbesatte Nye By er der ingen legepladser. Ikke nogen, der er sjove, i hvert fald. Og jaja, jeg ved godt, at de er vældig stolte af den nyindrettede tomme parcelhusgrund legeplads tæt på os (trods alt), men er man fire år og bare en anelse skeptisk anlagt, tager det ikke mange sekunder at konstatere, at en enkelt fugleredegynge, en lillebitte rutschebane, et vippedyr og et ret grimt legehus ikke er en rigtig legeplads. Slet ikke, når målestoksforholdet hedder Tårnlegepladsen. Så latte-møder-legeplads-modellen er ikke en mulighed, når det kommer til legeaftaler.

Legeaftaler er i min verden vigtige i det omfang, Øglen selv tilkendegiver, at der er nogen, hun gerne vil lege med. Som fx med N, som hun rigtig gerne ville hjem til og vice versa. Her i Den Nye By (som snart ikke er så ny mere, egentlig) har hun imidlertid ikke rigtig talt om at komme hjem til nogen. Hun har masser af gode venner i børnehaven, men umiddelbart virker det som om, hun har nok i, at de er derovre. I hverdagene er hun træt (og det er Varanen i dén grad også), og i weekenderne vil hun enten gerne hygge derhjemme, lege med nabodrengen, eller også laver vi et eller andet sammen som familie. Som nogle gange/nogle gange ikke omfatter jævnaldrende børn. Det har fungeret fint indtil videre.

Hygger Med iPad

For en måneds tid siden åbnede dørene sig imidlertid til Landet, Der Er Brolagt Med Legeaftaler. Der lå en seddel på Øglens garderobeplads fra A's mor om, at A gerne ville lege, og om jeg ville ringe eller skrive til hende. Okkeja, selvfølgelig ville jeg da det. For det er da dejligt, at der er nogen, der gerne vil lege med ens barn, og helt egoistisk så jeg det også som en mulighed for at udbygge mit temmelig sparsomme diamantbesatte netværk her i byen. Legeaftalen blev sat i værk, og en søndag for et par uger siden fandt den så sted hjemme hos A. Og det gik forrygende. Pigerne legede, og jeg og A's far drak kaffe, sludrede, faciliterede, sludrede, fandt ud af, at vi havde fælles bekendte og drak lidt mere kaffe. For ja, jeg var der under hele legeaftalen. Selv om det ikke var det, der var blevet lagt op til, men Øglen var ved at gå i panik, da jeg foreslog hjemmefra, at jeg jo også lige kunne stikke over og handle, mens hun legede. Ikke tale om.

Samme scenarie udspillede sig i sidste weekend, da Øglen var hjemme hos T og lege. Så jeg blev hængende. Og drak saftevand, sludrede med T's mor, grinede en masse og hyggede mig gevaldigt. Pigerne så vi nærmest ingenting til (efter den indledende generthed), så vi fik vendt en masse forskellige emner - mange af dem børnerelaterede. Og jeg fandt ud af, at legeaftaler åbenbart er den hellige gral på disse kanter. For "det giver dem jo enormt meget rent socialt", som jeg efterhånden har hørt et par gange. Og ja, det gør det ganske sikkert. Men de er fire år gamle. FIRE. Umiddelbart tænker jeg, at det er lige tidligt nok at bekymre sig om social status, sådan for alvor, men jeg er selvfølgelig også vokset op på en pløjemark midt i Jylland, så hvad ved jeg om noget som helst?

Tumle tumle tumle


Jeg fandt også ud af, at "vi" åbenbart allerede tænker ret meget over at styre poderne i retning af de børn i børnehaven, der er stor sandsynlighed for, at de kommer i skole med. Hvilket vil sige, at "vi" trækker os lidt væk fra børn, der helt sikkert skal i skole til sommer og dem, som måske/måske ikke skal begynde i noget førskoletilbud på en privatskole lidt længere væk. Jeg kan godt se, at det kan blive et hårdt slag for ens barn, hvis det udelukkende leger med børn, som stopper til sommer, men igen; Øglen leger sq lidt med dem allesammen, og når M og M stopper til sommer (for de skal nemlig i skole), tænker jeg, at hun bare finder nogle nye drenge at slås og lege fangeleg med. Men der tager jeg måske fejl? Nej, rent fornuftsmæssigt kan jeg jo godt se, hvad de andre forældre siger og mener. Og de holder da heller ikke deres børn væk-væk fra de børn, der snart skal i skole, men de dirigerer legeaftalerne i en anden retning. Og det giver måske meget god mening - hvis man da ellers synes, at legeaftaler er the shizzle.

Øglen skal fx lege med A igen i morgen. Børnehaven holder lukket, og A kommer hjem til os, for hun vil så gerne lege med Øglen igen, skrev hendes mor. "Hvorfor det?" spurgte Øglen, da jeg fortalte hende det, og lod til at syntes, at det var underligt, men fint nok, at de skal lege. Hun lader til at synes, at det er meget hyggeligt, at A kommer, men hun virker lidt mystificeret.

Men legeaftalerne er jo ikke bare nye for mig. De er også nye for Øglen. Og måske det bare er det? At vi lige skal lære, hvordan det fungerer? Jeg kan bare ikke helt finde ud af, om jeg skal presse på for, at Øglen har lyst til at være hos de andre piger alene. Og om hun skal have flere legeaftaler. For hvor mange har man sådan på uge-/månedsbasis?

Det vil uden tvivl være enormt fedt, når/hvis hun gider, fordi det jo vil give hende en oplevelse og frigøre lidt tid til mig, hvor jeg kan køre skærver, eller hvad jeg nu ellers kunne finde på af sjove ting, men hun har vitterligt ikke lyst til at tage hjem til nogen af de andre børn uden mig. Og skal jeg være helt ærlig, så forstår jeg hende godt. For det kan da godt være, at hun kender S og T og M og M og alle de andre ovre fra børneren, men hun kender ikke deres forældre. Og vigtigere: JEG kender ikke deres forældre. Og jeg er ikke sikker på, at jeg synes, det er en god idé at sende min lille store Øgle hjem til nogen, jeg ikke aner, hvem er. Jeg er ret sikker på, at alle forældrene her i Den Nye By er nogenlunde normale og helt bestemt til at stole på, men altså - jeg vil stadig gerne vide bare lidt om, hvor jeg sender mit barn hen. Er jeg pylret?

Indtil videre har det ikke været et problem, at jeg har været med. Og det forestiller jeg mig da heller ikke, at det bliver. Men det er bare stadig lidt en pudsig fornemmelse at være nødt til at "spørge om lov" til at være med/undskylde, at mit barn ikke har lyst til at være der alene. Nå. Det bliver forhåbentlig bedre. Og jeg vil jo også gerne have, at Øglen har andre at lege med end Varanen, HDD og jeg. Men jeg synes bare lige pludselig, at der går enormt meget 'projekt' i de her legeaftaler.

Er det bare mig, der er sart? Pylret? Bliver det bedre? Er der en anden måde at gribe det an på? Og hvordan gør I?

fredag den 25. januar 2013

Spænding i tilværelsen

Med et køkken, der hænger i laser (undskyld, HDD - jeg ved godt, du knokler på det i alle dine ledige timer, men det ændrer desværre ikke på, at vi ikke har haft fungerende kogeplader i to uger nu!) og et nært forestående projekt om at udskifte hoveddøren og vinduerne på den ene side af huset, der for alvor har bekendt kulør her i permafrosten og vist sig at være omtrent lige så tæt som et fuglebur, skulle man synes, at vi havde nok at se til, sådan projekt- og spændingswise.

Ikke desto mindre besluttede vi os i tirsdag for at få endnu en (kollektiv) hjerneblødning over Den Nye Institution, og før vi fik set os om, var vi kommet til at skrive reptilerne op til den anden institution, de fik tilbudt plads i - the one that got away. Bare for at prøve. Og eftersom det hele er blevet så digitalt og "smart", endte det med at der kun gik 10 minutter, før der tikkede en mail ind om, at Den Nye Kommune, Der Primært Er Befolket Af Mennesker Med Pels og Sølvhjelme Og Derfor Har En Udpræget Mangel På Børn, kunne tilbyde Varanen en plads i pågældende insti til april. Og så kunne Øglen måske komme ind på en søskendefordel. Yikes! Så skulle vi jo pludselig til at tage stilling igen. Hurtigt igen. Onsdag var vi ude og se instien igen, og den var stadig god og hyggelig. Så vi overvejede og overvejede. Lagde planer for at tage ungerne ud af Den Nye Institution nu-nu (vi kan være så dramatiske), holde dem hjemme hos mig et par måneder med tilskud til pasning af egne børn, satse på en plads til Øglen senest i juni, miste depositum i nuværende insti, og. så. videre.

Reptiler, der storhygger med tegneriet! 

Vi talte og talte og talte. Og blev enige om, at den nys tilbudte institution var intet mindre end Den Hellige Gral. Lige indtil altså i går, hvor jeg på bedste Basil Mus-vis (læs: stalker-manér) passede nogle intetanende, afleverende forældre op og spurgte til deres oplevelse af Den Hellige Gral. Jeg fik et ret klart svar om, at vuggestuedelen var fantastisk, og at børnehavedelen var lige præcis det modsatte. Den ene mor talte jeg ret længe med, og hun endte faktisk med - efter hun havde talt lidt i ring - decideret at fraråde mig at putte mine børn i institutionen. Eller gøre det - og så håbe på, at det måske blev bedre. Hm. Ikke lige det, jeg gerne ville høre. Og da jeg senere ringede til lederen for at få uddybet nogle ting (kom ikke og sig, at jeg ikke er grundig!), og hun ikke kunne svare klart på nogle i mine øjne ret vigtige spørgsmål om alderssammensætning på (de små) børnehavestuer samt stabilitet (eller mangel på samme) i personalegruppen, var det som om, Den Hellige Gral smuldrede en anelse. Ikke mindst fordi der også var et par andre ting, der var sådan lidt bop-bop, for nu at bruge et godt, gammelt 90'er-udtryk.




Piss' koldt ude i Forstaden. Det er, hvad det er. Og jaja, rundstykke, hvis du har set billederne før ovre på Instagram. Hvis du ikke har, så kom over og sig hej til @astridsf
Alligevel brugte jeg det meste på i går på at tale med Pladsanvisningen og andre institutioner, regne på forskellige scenarier og overveje, hvad man nu lige skulle sige til Den Nye Institution, hvis man melder sit afkom ud efter 3 uger. Men da jeg så hentede selvsamme afkom i Den Nye Institution i går, iggå? Da var de bare så glade. Og havde lavet fede ting. Og de ting, jeg var lidt bekymret omkring (hvilket jeg talte med lederen om i går morges), kunne jeg se, at de allerede var begyndt at gøre noget ved. Og Øglen fortalte, at D havde fødselsdag, at hun havde leget med M, at hun havde fået et bamse-klistermærke, fordi hun "var en god ven og ikke skubbede de andre ud af legen", og at Lillegruppen skulle lave suppe over bål i dag. Og så var det som om, at Den Nye Institution ikke var så slem endda. Nærmest tværtimod. Så nu tror jeg bare, at vi holder kæft med den institution. Og prøver at forstå, at ingen institution på 3 uger kan nå at leve op til de institutioner, vi brugte år på at lære at kende inde i Kbh. Så nu er vi glade for Den Nye Institution igen. Men hvad skal vi så få tiden til at gå med?!

- Det hul i taget, der kom i går - og som i øvrigt, paradoksalt nok, blev forårsaget af den tagmand, der var ude for at vurdere tagets tilstand?

- Det faktum, at jeg netop har aftalt med Dagpengeland, at vi er through, fordi nogen prøver at gå all in på det der firma-noget (efter at have modtaget supplerende dagpenge en rum tid snart). Og derfor ikke har nogen som helst fast indtægt fraaaaa NU af?!

...

Man kunne selvfølgelig også bare sætte sig i sofaen med en kop kaffe og slappe af? I stedet for at panikke totalt, hvilket ellers virker som det mest oplagte valg lige nu, hvis man spørger mig ...

torsdag den 10. januar 2013

Den der indkøring

Det er ikke fordi, jeg tror, at andre bekymrer sig voldsomt om, hvordan det nu engang går med synkron-indkøringen af reptilerne i Den Nye Institution, men hvis der nu skulle sidde en enkelt tosse og være interesseret, vil jeg da ikke snyde nogen. Særligt ikke fordi det er et emne, der fylder enooooormt meget herhjemme (hence den noget magelfulde blogging på det seneste).

Nå. Men den korte version er, at det går godt. Rigtig godt. Over al forventning, faktisk. (Har jeg jinxet noget nu?)

Den lidt længere version kommer nedenfor, så hvis du bare var så’n lidt høfligt interesseret, kan du hoppe af her.

Reptilerne har været i Den Nye Institution i lidt over en uge nu. På den tid er Øglen blevet så godt som færdigindkørt, selv om hun stadig har korteagtige dage (9-14.45), og Varanen er så småt ved at skulle vænne sig til at sove ovre i vuggeren. I et monsterhyggeligt krybberum, hvor der i øvrigt ikke er krybber, men barnevogne, og hvert barn får så hver deres vogn, som de har, lige indtil de ikke skal sove lur mere. Så man kan ’indrette’ den, som man vil med hjemlige dyner, bamser, mv., men til at begynde med prøver vi nu lige og se, om ikke Den Nye Institutions ting funker godt nok.

I denne uge er hverdagen jo for alvor begyndt med pendlende HDD, der tager af sted 06.55, og mig, der sørger for at få ungerne op, fodret af og i tøjet (og gæt, hvor jeg selv og mit eget udseende havner på dén prioriteringsliste. Temmelig langt nede, kan jeg godt afsløre). Det er muligvis derfor, at klokken bliver 9, før jeg får afleveret, men øvelse gør mester og alt det der, ikke?!

Varanen giver den som kloge-Åge med moars pyntebriller

Indtil videre går det fint (jeg jinxer bare derudaf i dag, hva?!), men det kan hænge sammen med, at Mårmor har været på besøg og givet et nap med fra søndag til onsdag. Reptilerne syntes, det var et hit at finde Mårmor inde i stuen om morgenen, og de var også svært tilfredse med, at hun var der om eftermiddagen, når de kom hjem. Og ud over, at det naturligvis altid er hyggeligt at have besøg af Mårmor, var jeg også svært tilfreds med, at hun kunne kigge efter Varanen (som skulle hentes 11.45 som det seneste i ugens første halvdel), når jeg hentede Øglen 14.45. På den måde slap han for at blive fragtet unødigt frem og tilbage, og der var den fornødne ro omkring afhentningen af Øglen.

Der har endnu ikke været nogen videre reaktion fra reptilerne derhjemme (jinx!) ud over, at Øglens nattesøvn måske er blevet lidt dårligere (vågner op omkring kl. 23 og er totalt i hopla – og falder kun ned, hvis hun kommer med ind i smørhullet), og Varanen har lidt sværere ved at falde i søvn om aftenen. Men det kan også have noget at gøre med den MFR-vaccine, han fik første del af i mandags, tænker jeg.

Ovre i Den Nye Institution oplever vuggestuepædagogerne, at Varanen er begyndt at kontakte dem, frem for den anden vej rundt, og han er efter sigende også god til at kontakte de andre børn med henblik på leg. Han stritter ikke imod, når vi kommer over i vuggestuen – synes vist stadig, at det er en lidt pudsig konstellation, at det både er Øglen og jeg, der afleverer ham – men han er stadig ikke meget for selve afleveringssituationen og græder hjerteskærende, når jeg stikker ham i armene på de søde pædagoger. Og så ser han så forurettet og bebrejdende ud, at jeg føler mig som den værste mor i verden. Heldigvis kan jeg høre, at gråden stilner af i det sekund, jeg er ude af syne, og de pædagoger, jeg har opsnappet på fællesarealerne (en af de helt store fordele ved en integreret insti) fortæller, at ’han har det fint, han sidder og leger/spiser/griner/andet’.

Øglen i haven

Øglens aflevering tager lidt længere tid end Varanens, for hun vil forståeligt nok stadig gerne lige have, at jeg bliver og hjælper hende med at lægge et puslespil (’hjælpen’ består her i at tage puslespillet ned fra den høje hylde, se på, at hun lægger det og så rydde det op bagefter). Og så skal der lige lidt overtalelse og meget let stemmeføring til at lokke hende over til vinkevinduet sammen med en voksen. Men hun græder ikke, når jeg tager af sted, og hun virker til at acceptere tingenes tilstand uden at være ’slagen’ og/eller passiv af den grund. Jeg tror også, det hjælper lidt på det, at hun er blevet ’opgraderet’ til at være med i mange af Mellemgruppens aktiviteter, selv om hun ikke er fyldt 4 år endnu. På den måde føler hun sig lidt sej, og som pædagogerne siger, så kan hun så mange ting – også sprogligt – som gør, at hun kan være med de lidt større børn uden at halte bagefter. Jeg synes, at det er godt set af pædagogerne, at de tager hende med i gruppens aktiviteter allerede nu for at inkludere hende - ikke mindst fordi hun fylder 4 om halvanden måned og så ville rykke op alligevel.

Øglen er allerede begyndt at lege med et par af pigerne – nogle af de lidt mindre piger, for så kan hun jo få lov at bestemme, er HDD's og min teori :-) Men jeg er glad for at se, at hun har mod på at dyrke de sociale relationer, og det virker som om, hun er glad og tryg ved både stedet og de voksne. Hun galopperer i hvert fald i forvejen, når vi nærmer os institutionen, og hun nævner udelukkende den gamle børnehave, når hun refererer til noget, der er ligesådan eller forskelligt fra Den Nye Institution. Og kun i nøgterne vendinger. Forleden kom jeg til at spørge hende, om hun savnede den gamle børnehave (fy! Ikke lade eget savn gå ud over Øglen!), og så kiggede hun på mig med store øjne og sagde ”Mja!” for derefter at knække sammen af grine og råbe ”JAJAAAAA PRUT!”, så jeg er ret sikker på, at hun ikke martres af savn. Om en uge har vi en playdate med bedstevennen N, og så må vi se, om der kommer en reaktion på dét. Jeg tror det ikke (der var den igen: Jinx!)

Men uanset, hvor meget jeg ævler, forbliver konklusionen den samme – reptilerne virker glade for deres nye stuer, og både jeg og HDD har fået ro i maven omkring det valg, vi har truffet. Ja, det bliver presset økonomisk (enter: megasurt brev fra bank om et totalt midlertidigt overtræk på en af mine konti) en periode, men vi klarer den. Og en lidt strammere livrem er bestemt tålelig, hvis det samtidig betyder glade reptiler.

Så over ’n out herfra. Jeg glæder mig til at komme tilbage i Blogland med lidt højere frekvens. Nu er reptilerne jo også snart færdigindkørt, og så bliver der mere tid til arbejde blogging …

torsdag den 20. december 2012

Slut, prut, fonale (som Øglen ville sige)

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at Store Farvel-dag i hhv. vuggestue og børnehave gik over al forventning. At jeg fik taget afsked med alle på en god måde, og at mine øjenkroge var tørre som Tollundmanden.

Det var så ikke lige tilfældet.

Prøv i stedet med, at jeg havde våde øjne i vuggestuen (dét er ok, det kan jeg leve med), men til gengæld tårer, der silede ned ad kinderne (no shit) i børnehaven. I en grad, så jeg simpelthen bad søde pædagog-T om at hilse de andre, fordi jeg ikke kunne magte at begynde at tude endnu mere. Så jeg fik ikke sagt farvel til yndlingspædagogen. Vinkede til ham fra et stykke væk, da jeg havde forladt matriklen og grådkvalt ringede til HDD (lang historie - noget med, at HDD skulle have været med ovre og hente, men Øglen var efter eget udsagn flad og ville gerne med mig efter flødebolleuddeling), men fik ikke trykket hånd, set i øjnene eller sagt ordentligt tak. Trøster mig med, at han formentlig alligevel ikke ville have kunnet forstå et ord af, hvad jeg havde sagt, hvis jeg havde stået over for ham, og at jeg heldigvis havde skrevet et sødt kort som supplement til den store pose godter, jeg havde med, men alligevel...

Kort til vuggeren og børneren. Helt skæve og hjemmegjorte. Kreablogger bliver jeg sq nok aldrig

T kunne godt se, at den var galt fat, så hun har forhåbentlig både hilst og forklaret situationen, men det ændrer ikke på, at jeg gerne ville have sagt ordentligt farvel. Uden Lalandia ned ad kinderne samtidig. Men sådan er jeg åbenbart indrettet - enten er der ingen tårer, eller også er der syndflod.

Den flade Øgle og jeg hankede op i al vores habengut (inkl. børnehavegave bestående af hjemmemalet pude og mappe fyldt med tegninger, billeder og søde ord fra pædagogerne (gjorde så ikke syndfloden mindre) - overrakt af bedstevennen med højtidelig mine) og Øglens cykel, og så begav vi os mod lågen. Med bedstevennen traskende bagefter, så'n lidt mut, og med lille stemme spørgende, om han ikke nok måtte komme med hen til lågen og vinke. Og hvorfor vi i øvrigt skulle så tidligt hjem, og om Øglen ikke ville blive og lege lidt med ham. #tuuuud

Øglen var ganske og aldeles uimponeret. Ud over at være 'flad' og derfor en kende morsyg, var hun bare helt hej-hej-agtig og virkede ikke særlig påvirket af, at alle ungerne behandlede hende som en rockstjerne (måske primært fordi, hun havde haft flødeboller med). Men de er jo også vant til, at børn begynder og slutter ovre i børneren, og jeg bilder mig ind, at hun ikke oplever samme følelse af tab, som HDD og jeg gør. Heldigvis så jeg ud af de våde øjenkroge (før bundproppen røg ud), at Øglen fik en gigantisk krammer af yndlingspædagogen, som snakkede lidt med hende om, at hun skulle passe på sig selv ovre i Den Nye Børnehave. Så fik en af os da sagt farvel ...

Mens Øglen og jeg ventede på HDD og Varanen, nåede vi en varm kakao på Riccos og en halv times leg på legepladsen i Århusgade. Et udmærket farvel til en skøn bydel. (Som jeg godt ved ikke forsvinder, bare fordi vi gør det, men det er stadig en underlig følelse pludselig ikke længere at have en 'gyldig grund' til at tage ind til Kbh hver dag). Fantastisk alenetid, hvor vi fik snakket, grinet, hygget og leget. Og tudet. For moderens vedkommende.

Den flade Øgle på Riccos. Hun vågnede dog temmelig meget op til dåd og nåede både at lege mus, kravle(!) rundt i hele caféen og jo så altså også lege på 'Sørøverlegepladsen'

På vejen hjem til Den Nye By skreg Varanen mere eller mindre hele turen, mens Øglen gentagne gange råbte, at hun bare gerne ville hjem, og at hun 'er så træt af at køre i bil hele tiden', hvilket på fineste vis cementerer, at vi gør det rigtige ved at flytte dem til institutioner tættere på. Det føles bare ikke sådan lige nu.




- Postet fra mini-Padden

mandag den 26. november 2012

Luksusproblemer

Hvorfor er det altid sådan, at når man lige har bestemt sig for noget, så kommer der noget uventet ind fra højre?!

I dag var jo dagen, hvor jeg (og Varanen) skulle over og se reptilernes potentielle nye institution. Varanen var i hopla efter at have øvet nye syvsovertendenser til kl. 7.30, og besøget var en succes. Alle pædagogerne vidste tilsyneladende, hvem vi var - "Det er dig, der har en pige og en dreng, der skal starte til januar, ikke?" - og de virkede søde og imødekommende. Ikke, at jeg havde regnet med andet, men det var rart at konstatere ved selvsyn, at de ikke er en samling gale øksemordere. Stedet var rart - lille og hyggeligt med to vuggestuegrupper og to børnehavegrupper, og så var der en dejlig, stor legeplads. Lederen var fantastisk, og de pædagoger jeg mødte, virkede kompetente og ikke mindst venlige. Derudover er der madordning - noget førsteprioriteten på den kommunale venteliste ikke kunne prale af. Heller ikke i vuggestuedelen og de har deres egen lille bus, de tit tager på tur i. I det hele taget virkede stedet ganske overskudsagtigt, og de børn, jeg så, forekom glade, så jeg gik derfra med en god fornemmelse (og nogle tilmeldingspapirer. De havde nemlig to pladser til reptilerne til januar, hvis vi ville have dem). Talte med HDD i telefonen, og vi blev enige om, at han lige skulle læse papirerne igennem og få den fulde beretning, når han kom hjem fra arbejde, og så kunne vi bestemme os.

Men så var det, at Pladsanvisningen i Den Nye By ringede. Og med trommehvirvler, fanfarer og bordbomber kunne annoncere, at de havde en plads til reptilerne i vores førsteprioritet - pr. 1. januar. Og hvis jeg lige var så venlig at svare ja eller nej med det samme, så ville de sørge for at melde os til. Altså. Øhm. Joeh. Jamen ... Argh!

Træt Varan på vej hen med tilmeldingspapirer

Totalt forvirret fik jeg bedt om et kvarters betænkningstid (hvilket jeg allernådigst fik bevilget), og så ringede jeg ellers til HDD i en allerhævløds fart og fik forelagt vores temmelig akutte luksusproblem. Snakkesnakke frem og tilbage. Veje for og imod. Og til sidst ende med at bestemme os for den nye, private institution. Som måske nok var ny i ligningen (og i øvrigt noget dyrere), men som ikke desto mindre bare virkede rigtig god. Synes jeg. HDD har jo ikke set den.

Så jeg ringede til Nye, Private Institution og dobbelttjekkede, at de nu også havde en plads til os pr. 1. januar, og derefter ringede jeg til Pladsanvisningen, hvor jeg beklagende måtte takke nej til den tilbudte plads. Blev mødt af stor forundring, men det er der vel egentlig heller ikke noget at sige til, taget i betragtning, at jeg nærmest har ringet til dem dagligt i en periode. Og havde de bare ringet i sidste uge, ville der da heller ikke have været tvivl om, at jeg ville have takket ja. Men det gjorde de bare ikke. Og nu har vi jeg så bare fundet noget, der - måske - er bedre. Eller ligeså godt. Eller værre? Hvem ved. Men nu prøver vi, og det skal nok blive godt. Blev der sagt.

Jeg har allerede været forbi Nye, Private Institution med tilmedingsblanketterne, og nu ved jeg, at reptilerne er sådan nogle, der kommer på hhv. Giraf- og Drage-stuen, når de starter. I må selv gætte, hvem af mine børn, der bliver/er en drage ... *fniiiis*

Uh, det bliver spændende!

fredag den 23. november 2012

To pladser, tak

Nå. Vi har stadig ikke fået daginstitutionsplads til nogen af reptilerne i Den Nye By Nordpå. Og november går jo så småt på hæld, så chancen for at få plads til dem til januar i den institution, hvor de står som hhv. nr. 1 og 2 på ventelisten, bliver mindre og mindre. Så kan det naturligvis være, at de kan få en plads til februar, men jeg må nok sige, at udsigten til at skulle køre frem og tilbage til København endnu en måned ikke er specielt tillokkende.

Det er jo ikke for dét - det fungerer egentlig ok med pendlerlivet. Ungerne er i de institutioner, som de (og vi) kender og elsker, HDD arbejder et kvarters tid for lidt hver dag, og det gør jeg også. Dagen starter kl. 05.30 for de voksnes vedkommende og lidt senere for ungerne, og bilen skal startes kl. senest 06.50 for ikke at karambolere med alle de andre nordboere, der begiver sig ind mod byen hver morgen.

Når nu det ikke kan være anderledes med det der pendleri, så er sådan en udsigt her altså helt ok, når man kører ind mod byen ad Strandvejen. Selv om den klart ville være pænere, hvis lydakkompagnementet ikke bestod af skrig og skrål

Vi er hjemme omkring 16.15 hver dag, og det i sig selv er naturligvis privilegeret. Desværre er hjemturen (og udturen, for den sags skyld) meget ofte forbundet med skrig og skrål fra Varanen, der bare ikke er verdenshistoriens bedste bilpassager. Og det er sq synd, altså. For både Varanen, os og Øglen, som egentlig hygger sig meget godt og bare gerne vil sidde og dimse, synge og snakke lidt om sin dag.

Den slår næsten aldrig fejl - når Øglen er blevet afleveret passer det med, at Varanen har brokket sig i omkring 35 minutter. Og når vi når til Øster Farimagsgade, falder han i søvn. Det giver ham rundt regnet 15 minutters søvn, inden vi når til vuggeren. Kunne godt unde ham, at det var omvendt - 15 minutters brok og 35 minutters søvn

Derudover er der ikke plads til nogen slinger i valsen i forhold til programmet. Da Varanen fx blev ringet hjem fra vuggeren med dårlig mave (som han heldigvis efterlod sig i vuggeren) i fredags, var gode råd dyre. Skulle både HDD og jeg så tage hjem med begge børn? Skulle jeg tage alene hjem med Varanen? Skulle jeg tage Øglen med, eller skulle HDD tage hende med? Og når HDD oven i købet havde glemt at sætte Varanens klapvogn af i vuggestuen, fordi det var ham, der ekstraordinært skulle hente, hvordan skulle jeg i givet fald så komme hjem?! (2,5 km fra togstationen til Det Nye Hus med 12 kg Varan på armen virkede ikke tillokkende) Løsningen (som jeg ved, I virkelig er interesserede i at høre) blev, at HDD kom til Vesterport med klapvognen, hvor jeg så overtog den. Drønede til Nørreport, hentede Varanen og tog toget til Nordhavn. Hvor vi hentede en forvirret, men glad, Øgle før frokost, tog S-toget til Hellerup og hoppede på Kystbanen. Hvorefter jeg traskede hjem med to - nu utålmodige, forståeligt nok - reptiler og én klapvogn. 50 minutter, mulle - op ad bakke. Ladesiggørligt, men ikke nødvendigvis noget, man behøver at gentage alt for mange gange.

Så det jeg bare siger, er, at det ville være meget rart med en plads til dem. Til januar, s'il-vous-plaît. Er jo lissom godt klar over, at december-toget er kørt, og det er også ok (nogen ville blive fælt skuffede, hvis de ikke kom til at medvirke i noget krybbespil og noget Lucia-optog). Men så heller ikke senere, tak.

Jeg har haft fat på pladsanvisningen i Den Nye By op til flere gange, og selv om de er så søde så søde, så er de desværre ikke tryllekunstnere. Og jeg udleder da også af den rungende tavshed, min telefon udsender, at de ikke lige har fundet de vises sten, selv om de i onsdags lovede at "undersøge, hvad vi kan gøre og ringe tilbage".

På trods af, at Varanen skal vækkes fra sin bil-slummer, fejler humøret sjældent noget, når vi kommer til vuggestuen. Hvor det er the shizzle selv at fragte sig op til første sal 

Men så var det, at jeg holdt hjemmedag med reptilerne i går. Fordi der igen var slinger i logistikvalsen (vinterfutter på bilen = senere afgang = for sen aflevering af reptiler + for kort arbejdsdag til HDD). Vi gik ned i den lokale "handlebutik" (som i parantes bemærket være den dyreste SuperBest i landet - eller også er deres varer bare lavet af guld og platin. Synes i hvert fald ikke, de har grund til at skilte alt for meget med deres "3 løse appelsiner til 25 kroner". Og forstår måske godt, at det var lidt svært at finde prisskiltet på den (fine, bevares) plante, der viste sig at koste 1.200 kr ...), og efter at have købt Hello Kitty-plaster og lidt andre løsdele, der kostede under en milliard, satte vi kursen hjemad. Og - nu er pointen tæt på! - var nær ved at kollidere med bekendt, som også var ude at trille med barnevogn. "Heeeej". "Nej heeeeej!" "Tillykke med den lille/huset". "Hvordan går det?" Og så det vigtige i denne sammenhæng: "Hvor er det, E går i institution?" Snakkesnakke institution, som viste sig at være en privat - integreret - en af slagsen, der oven i købet har et rigtig godt ry. "Dén skal I da have reptilerne i - ring lige til lederen og hils fra E's mor. Så kan det jo være, at I kan finde ud af noget".

Som påbudt, så gjort, og der var ikke gået mange sekunder fra vi vinkede farvel til bekendten, til jeg hev telefonen op ad lommen og ringede til Den Private Institution. Hvor jeg fik fat i lederen, hilste fra E's mor og med det samme fik at vide, at "Jo, ved du hvad - vi har faktisk to ledige pladser til januar. Godt nok er de begge to i vuggestuedelen, men vi kan nok sagtens finde ud af det, så det bliver én vuggestueplads og én børnehaveplads. Kunne du være interesseret i det?" Om?! Så nu skal jeg ned og tale med dem på mandag og se, om det er et sted, jeg kunne forestille mig, reptilerne kunne blive glade for at gå. Krydser fingre big time. Og det må I også gerne gøre.

Hvis og såfremt og alt det der, så må vi tage Øglens reaktion, som den kommer. Hun har nemlig sat sig i hovedet, at hun skal gå i den institution, hun er opskrevet i. Hvilket muuuuligvis kan have noget at gøre med, at vi har fortalt hende, at det er hendes Nye Børnehave, når vi er gået forbi. Virkelig idiotisk pædagogisk af os. Så der bliver nok lige noget med noget positivt spin, der skal brygges lidt på. Men nu må vi se. Tør ikke glæde mig for tidligt. Håber bare ...

torsdag den 12. juli 2012

Stor stor Øgle

Nogen kan måske erindre, at det der med at aflevere (og hente) Øglen i børneren ikke altid har været en dans på roser. Meget blev afhjulpet ved, at Øglen fik dræn i fødselsdagsgave, men i lang tid har vi haft et temmelig rigidt morgenregime, der hed, at vi skulle være ovre i børneren senest kl. 8. På det tidspunkt er der nemlig stadig morgenmad, og selv om Øglen spiser hjemmefra, synes hun, det er vældig hyggeligt at få en syltetøjsmad (sneaky little bastard - det er der nemlig ikke på menuen derhjemme) eller en ekstra portion havregryn sammen med de andre børn. Desuden er der ikke så mange børn i børnehaven på det tidspunkt, og der er voksenhænder nok til, at hun kan blive 'afleveret til' en pædagog. (Det har i al hemmelighed passet Hønemor her vældig fint, for så har jeg da været helt overbevist om, at de har registreret Øglens ankomst). Vi har en fornemmelse af, at hun godt kan lide roen om morgen. Det var det samme i vuggestuen, så det har vi ikke tænkt så meget over - vi har bare gjort det efter trial & error-metoden.

Men på det seneste er Øglen begyndt at sove længe(re) om morgen - nogle gange helt indtil 7.45. Og så kniber det temmelig meget at nå i børnehave til kl. 8; særligt, når man også gerne lige "vil lege en lille tur, søde mor!" eller parlamentere stolpe op og stolpe ned om, hvorfor man ikke vil have noget bestemt tøj på. Omvendt har jeg heller ikke haft lyst til at vække hende, for når nu vi har tiden til at have en langsom morgen, så føles det absurd at tvinge hende ud af fjerene.

Så det var med dyster mine, jeg for et par uger siden troppede op med Øglen i børnehaven længe efter, morgenmaden var pakket sammen, og pædagogerne var i gang med andre ting end at riste rugbrød og hælde mælk i kander. Sidst, det skete, var der en scene uden lige, da jeg skulle gå. Men denne gang - ingenting. Så længe jeg bare lige satte hende i sving med at tegne ("Du skal tegne et æbletræ til mig, mor. Og så må du gå"), så var der ingen problemer (måske fordi mine tegnekundskaber er så ringe, at det blev pinligt for hende, hvis jeg hang ud længere end højst nødvendigt). Wild.

Den store pige i sit Steiner-agtige outfit (!) Alle print i verden - samlet på én Øgle. Med overrepræsentation af O'Kitty...

Og det er fortsat. Sen(ere) aflevering, ingen morgenmad (i børnehaven), tegne et æbletræ og så af sted. Indtil i dag, hvor jeg ikke skulle tegne noget som helst. Jeg skulle bare smutte. Men først efter, Øglen havde skubbet til to af de store drenge henne i vinke-døren og bedt dem flytte sig, "så jeg kan komme til at vinke". I øvrigt var pædagogerne hhv. i et tilstødende lokale, i køkkenet og ude på legepladsen, da jeg traskede ud af børnehaven, så det der med at blive afleveret til nogen, lader også til at være en saga blot. Og da jeg krydsede legepladsen og kiggede over mod vinke-døren, så jeg Øglen stå og holde hof med førnævnte drenge. Allernådigst stak hun hovedet ud af døren og gjaldede "FAAAARRVELLLL! HAV EN GODDDD DAG, MOR! VI SEEEES!", og så var hun ellers væk.

Hun er altså ved at være stor, min lille Øgle. Hvilket da også blev cementeret forleden, hvor jeg købte en stor stak tøj til hende i H&M, og langt størstedelen hed str. 110-116. Det er langt, mand! Men langt er godt - så slipper hun måske for de kommodeben, hendes mor render rundt med...

torsdag den 5. juli 2012

Overskud

Det er efterhånden syv måneder siden, Øglen begyndte i børnehave. Jeg forstår simpelthen ikke, at det er over et halvt år siden, at jeg var med Øglen i børnehave i to dage med en sovende Varan i stillestående barnevogn (det var tider), og jeg kunne konstatere, at stuerne i en børnehave har så mange flere børn end stuerne i vuggestuen. Til gengæld er der færre voksne (!) På den anden side forstår jeg ikke helt, at det kun er syv måneder siden, Øglen og jeg mødte Øglens pædagoger for første gang. Så nok engang må jeg synge en vise om, at tiden er noget relativt noget, og næh, hvor den flyver, og blablablzZZZzzz...

Det har været syv måneder med afleveringer (og afhentninger, for den sags skyld) fra helvede, frustrerede miner hos Øgle såvel som forældre, og temperamenter og tålmodigheder på kogepunktet.

Men det har også i høj grad været syv måneder med gåpåmod, halsbrækkende stejle læringskurver, dannelsen af fantastiske børnevenskaber, forventninger og ikke mindst oplevelser.

Da vi i sin tid skulle skrive Øglen op til børnehave (før, vi vidste, at det er aldeles hip som hap, om man skriver sit afkom op til børnehave eller ej - man får nemlig med 99,9 % sikkerhed tilbudt noget andet), var jeg vi meget i tvivl om, hvorvidt vi skulle skrive hende op til udflytterbørnehave eller ej.

Min indre jyde, der er vokset op med græs mellem tæerne, en skov (eller ok - 1,5 rækker træer i baghaven, men vi kaldte det (intelligent nok) for Skoven) i baghaven og fri adgang til sandkasse, gynger og fuglefløjt, så gerne, at Øglen fik noget daglig natur skovlet indenbords. Jyde-mor var også noget skeptisk omkring, om sådan nogle by-børnehaver kunne give oplevelser nok, eller om det bare ville være endeløse dage på den samme kedelige legeplads med sodstrimede ansigter og en enkelt, knirkende gynge til deling.

Min indre hønemor, derimod, var (er) ikke så meget for at stoppe Øglen ind i en bus og lade hende fragte til et sted, jeg som sådan ikke har nogen føling med. Slet ikke fordi, at mange af udflytterne her i området flytter pænt langt ud. Og at de udflyttere, der har destination inden for en rimelig distance, har ventelister på længde med Dødehavsrullerne. Dertil kommer, at min indre praktiker (sådan en har jeg også - hun er bare ikke så stor) forudså temmelig mange logistik-problemer i at skulle aflevere og hente til en helt præcis tid. Ikke mindst fordi jeg jo var på barsel, da Øglens børnehavekarriere tog fart, kunne jeg godt lide tanken om at have lange morgener i ny og næ, og idéen om at kunne hente tidligt - på gåben - tiltalte mig også en hel del.

Så den indre praktiker og hønemor vandt kampen mod Jyde-mor, og Øglen begyndte i en børnehave tæt på. Jeg er ikke i tvivl om, at det også nok skulle være blevet godt, hvis vi havde valgt (og fået) en udflytterbørnehave. Men som det kører i Øglens børnehave, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at vi traf det helt rigtige valg dengang.

Og hvad angår græsset mellem tæerne og mængden af oplevelser, så mangler Øglen bestemt ikke noget. Tværtimod, vil jeg næsten sige. Som udgangspunkt er der turdag én gang om ugen på Øglens stue, men i den sidste tid har de været af sted minimum to gange om ugen. Nogle gange tre. Og Øglen synes, det er en fest! (Så meget faktisk, at hun er begyndt at synes, det er underligt, hvis de ikke skal på tur). I denne uge har de været i Ryparken på en eller anden legeplads, der ser ret sjov ud (de fotodokumenterer nemlig også deres ture til stor glæde for nysgerrige forældre som jeg), og i dag er de i Lyngby for at besøge B's mors arbejde. I morgen skal de hjem til F for at fejre hans fireårs fødselsdag (og i øvrigt også fejre en af pædagogernes fødselsdag, så "lad madpakkerne blive hjemme fredag - dén klarer vi!"), og så gik dén uge.

Sommer-Øglen i sidste weekend. Hvor hun "prøver uden ble" - et tiltag, der i øvrigt er initieret af børnehaven (ja, og Øglen selv, jo). For det har de tilsyneladende også overskud til at tage sig af...

Jeg er simpelthen så taknemmelig for, at pædagogerne har lyst til at tage ungerne så meget med rundt, og jeg er nået frem til, at det i bund og grund må handle om overskud. Af engagement snarere end penge. For selv i alle disse sammenlægnings- og nedskæringstider, har de lyst til at lave noget med børnene. Og det gælder ikke kun, når de er på tur - når jeg henter Øglen i børnehaven, er der altid en eller anden voksen i gang med at spille bold, grave i sand eller lege på anden vis. Jeg får et indtryk af, at de er glade for både deres arbejde og 'deres' børn, og selv om det vel egentlig burde være en selvfølge, så ved jeg godt, at det ikke er tilfældet i alle institutioner.

Så det jeg egentlig bare ville sige er, at jeg er glad for, at Øglen endte, hvor hun gjorde. Og at det er langt fra alle pædagoger, der bør føle sig ramt, når debatten om børnepasning raser. Så tak til 'vores' pædagoger for at have så stort et overskud. Og ikke mindst tak til B's mor, der har haft en hel sæk lopper på besøg på sit arbejde i dag. Det er sq da også overskud, så det basker...

onsdag den 13. juni 2012

Onsdag

For nøjagtigt tre år siden blev Øglen døbt. Som den dedikerede mor jeg er, havde jeg naturligvis glemt alt om det, indtil Mårmor skrev en tillykke-sms. Hvorefter jeg, en passant i samtale med HDD nævnte noget om, hvor hurtigt tiden går, og at det ikke føltes som tre år siden, at Øglen blev døbt. Og kunne konstatere, at han i hvert fald også havde glemt det. (For god ordens skyld skal jeg så tilføje, at jeg rent faktisk afslørede for HDD, at jeg også kun vidste det, fordi min mor havde gjort mig opmærksom på det. Ved nærmere eftertanke burde jeg nok have holdt den bid information for mig selv for at fremstå totalt ovenpå-agtig).

Men er det egentlig sådan noget, man skal huske? For jeg har faktisk problemer nok med at huske at smøre madpakke (og det er ellers en dagligt tilbagevendende begivenhed), og i dag glemte jeg endda at fortælle pædagogerne i børneren, at Øglen havde en eksperimentel blefri dag. "Men det opdagede vi rimelig hurtigt selv", konstaterede de tørt, da jeg kom for at hente Øglen. Og hendes enorme bunke tiltissede tøj.

Plantedag. Øglen graver lyserøde blomster (meget vigtigt med farven!) ned i børnerens bed

Nå. Men tre år siden. Tillykke tillykke. Vi fejrede det med et festmåltid af fiskefrikadeller og ovnbagte rodfrugter (med noget med noget Urtekram-krydderi, nogen har være så søde at sende mig, og som jeg nok skal få skrevet et indlæg om - men det smagte godt og må siges at være rimelig nemt at anvende) - efter vi havde været til kombineret Plant en blomst-dag og loppemarked i børneren. Virkelig virkelig hyggeligt - særligt, da ham, der var i gang med at fræse fortovet op med en psykopat-betonstiksav (eller hvad sådan en nu hedder) LIGE uden for lågen, holdt fyraften, og vi andre igen kunne høre, hvad vi selv tænkte.

Øgle med Varanens nye yndlingslegetøj. Som kan spille mange sange. Rigtig mange! 

Pengene fra loppis går til noget julearrangement, og det vil man jo gerne støtte, så vi jeg købte for 125,- blandet tøj og plastic. Eller for 100,- faktisk - de sidste 25,- var til det gode formål. Alligevel rimelig billigt for to Småfolk-trøjer, en lun trøje/jakke til Varanen fra Okker Gokker og to viiiirkelig plasticagtige legeting. Den ene er der lyd i, og Varanen er allerede helt vild med den. Hvad er der med børn, altså? Hvorfor kan de ikke bare synes, at naturfarvede klodser er det fedeste i hele verden?

Hm... Tænketænke... Jo, dén her bog ser god ud. Ham Colin Powell er en god fyr, ikke?

Nå, men speaking of Varanen, så har han fået tilbudt vuggestueplads i dag i Øglens vugger. Fra 1. juli! Det er jo lige om lidt, mand?! En hel måned før behovsdato! Totalt luksusproblem, og der er da heller ingen tvivl om, at vi takker ja, men han kommer altså først til at begynde i august. Som i øvrigt også er lige om lidt. Begynder allerede at flæbe lidt bare ved tanken, men det skal nok blive godt. Blev der sagt!

- Postet fra mini-Padden

lørdag den 21. april 2012

Anybåddi?

Ok, jeg har brug for en ordbog her. I lang tid har jeg troet, at den bare skulle være Øglsk/dansk, men i går gik det op for mig, at den i virkeligheden nok skal være Børnehavesk/dansk.

Der er i sagens natur en del ord og begreber, man (jeg) ikke heeelt fatter, når den 3-årige plaprer løs om sin dag i børneren. Og det er jo, hvad det er, men når der er et begreb, der går igen (og igen og igen), og det i øvrigt bliver mødt med særdeles bebrejdende blikke, når man (jeg) ikke forstår, hvad det er, vi taler om her, så må man jo ty til eksperthjælp: Jer, der også har/har haft børn i børnehave.

Der er nemlig riiiigtig meget for tiden, der er "båddi"-et-eller-andet. Båddi-leg, båddi-noget, båddi-trøje, båddi-mad, osv. (Eller "body", "buddy", "båddy", "bhårdi", *find selv på flere stavemåder*. Øglen har nemlig ikke været så venlig at gå specielt meget ind i stavningen af fænomenet). Og jeg ANER ikke, hvad det er*. Det kan komme op i alle mulige og umulige situationer, og så vidt jeg kan se, er der ikke noget system i det (men hvad ved jeg?) Jeg har naturligvis spurgt Øglen, hvad det handler om, men hun kommer ikke rigtig med nogen forklaring (og tøver alligevel ikke med at blive fornærmet, hvis jeg ikke forstår det. Ohhh, man skulle være barn igen).

Øglen i fuld gang ved skrivebordet. Med noget, der nogle dage godt kunne falde under betegnelsen båddi-leg, men som ikke var det i dag. Ligesom trøjen heller ikke var en båddi-trøje i dag, selv om den var det forleden... (Noget at sige til, at man godt kan blive lidt forvirret?)

Indtil i går havde jeg bare afskrevet det som endnu et af Øglens luner - hun siger så meget underligt sjovt, men så var det, at jeg overhørte en samtale mellem en mor og hendes søn (som i parantes bemærket ikke går i Øglens børnehave, men en tæt på. At dømme efter, hvor de kom ud fra, i hvert fald), og drengen var tilsyneladende ligeså sur som Øglen kan blive, over at moderen heller ikke fattede, hvad båddi-leg er for noget.

Så nu tilspørger jeg jer, Blogland: er det en særlig form for børnehave-lingo, som jeg ikke helt har forstået, fordi jeg er så meget bagom dansen, som man kan blive, efter 7 måneder på barsel? Er det ganske almindeligt børnesludderpludren, eller betyder det rent faktisk et eller andet? Det sidste nye ungdomsslang, fx? Det har jeg nemlig helt opgivet at finde rundt i, så det er meget sandsynligt, at det er det, vi er ude i...

*Og jaja, jeg overlever nok, hvis jeg ikke finder ud af, hvad det betyder. Om noget. Men jeg er nysgerrig, mkay?!

- Postet fra mini-Padden

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...