Viser indlæg med etiketten bedre sent end aldrig. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten bedre sent end aldrig. Vis alle indlæg

fredag den 22. marts 2013

For halvandet år siden...

Varanen fylder halvandet år i dag. Kl. 06.51 for halvandet år siden kom han til verden på Rigshospitalet, og det fejrede han i dag ved at vågne kl. 05.59, så han kunne være i hopla til det store øjeblik. Eller noget.

Jeg må tilstå, at vi ikke har markeret dagen. Med mindre det altså tæller, at jeg har spist en kæmpe jordbærkage sammen med Gitte, mens Varanen sov sødt på terrassen efter to strabadserende timer i den nye vuggestue. (I et andet indlæg skal vi så i øvrigt lige tale om den hastighed - eller mangel på samme - hvormed indkøringen går ...).

Der er sket alverden på det sidste halve år, siden jeg sidst skrev en udførlig Varan-opdatering. Fra at krybe og kravle er han kommet op og gå (og er nu nede og kravle igen pga. den forstuvede ankel), og han er så superbevidst og nysgerrig, at det er lige dele fantastisk og lige dele angstprovokerende. For han er jo fuldstændig frygtløs. Yndlingsbeskæftigelsen er at kravle op på alting, og han skeler på ingen måde til, om det kræver et halsbrækkende styrt at komme ned ned igen. For ned kan man jo altid komme.

 
Ballademager med popcorn 

Øglen og Varanen får mere og mere glæde af hinanden, og de leger faktisk ofte sammen. Enten ved at jagte hinanden rundt og rundt og rundt om spisebordet, ved at lege klatreleg på sofapuderne eller ved at spille bold. De elsker hinanden højt - undtagen når de altså ikke gør det. Slagene og puffene sidder lidt løst på Øglen for øjeblikket, men selv om slag naturligvis ikke tolereres, må hun jo også se sit 'eget' territorium blive mere og mere indskrænket, fordi Varanen både fylder og kræver mere i enhver forstand.
Varanen er blevet et rigtigt puttehoved, og bliver putning med yndlingsdynen med busser på kombineret med lidt Ramasjang, mens man sidder i arm med mor eller far, så kan man faktisk få så meget som 20 minutters sofahygge med en tilfreds brummende Varan. (#awwww)

Grinebider

Han er også stadig noget mor-syg. Selv om jeg stadig ikke hverken kan eller må skifte eller putte ham. Bleskiftene foregår altid stående, når det er mig, der står (tøhø) for dem, for han skriger, som blev han hakket i småstykker, hvis jeg vover at placere ham på puslepuden (som i øvrigt er blevet lagt ned på gulvet i hans værelse nu, siden han for nogle uger siden var ved at lave et meget grimt fald ned fra den tidligere pusleplads i bryggerset i sit forsøg på at komme væk fra mig og den stygge, rene ble). Putningen er som regel HDD's gebet, og sådan må det så bare være nu. Det går ... ok ... når HDD af og til er ude om aftenen, og jeg skal putte, men der er en del gråd og tænders gnidsel, fordi nogen er en stædig lille herre, der helst vil slippe for at sove. Selv om nogen er så træt, at nogens øjne er ved at falde ud.

Ord kommer der stadig flere af, og selv om man ikke ligefrem kan kalde Varanen for en omvandrende ordbog, taler han enormt meget. Mest russisk, men vokabulariet er da blevet udbygget med "Heiiij!", "Hej-hejjjj" ("wra-wraaa!"), "Go'mååårn", "Vovvov", "Buuuuh" (det, koen siger), "Momar" (jeg tror nok, det betyder mor, men jeg er ikke helt sikker", "Mammam" (mad), "BARH!" (far), "Bam" (Bamse fra Bamse og Kylling), "Bar" (Barbapapa - nogle gange lidt svært at skelne mellem "Bar" og "BARH!", så man må lige dobbelttjekke, hvad det er, han sidder og ser på). Og sikkert også flere ord.

Summa summarum: Varanen er fantastisk. Stadigvæk. Han er min lille, brunøjede ballademager, og jeg får helt ondt i hjertet over, hvor meget jeg elsker ham.

Let skeptisk "fodboldsmand", som Øglen kalder ham, når han har dén trøje på

Og i øvrigt! Så skylder jeg en fødselsberetning fra ham Varanens fødsel. Gitte spurgte over jordbærkagen, hvordan det egentlig kunne være, at jeg ikke har skrevet om den endnu. Og det er jo et glimrende spørgsmål. Som jeg forsøgte at svare på, samtidig med at jeg gav hende beretningen (så du behøver ikke læse mere, G - du har hørt det). Og I skal da heller ikke snydes. Så her får I så lidt fødselslekture - kun let forsinket (!) Jeg beklager, hvis den er lidt usammenhængende - den er nedfældet i min private dagbog om aftenen efter fødslen (der varede 28 timer fra første ve), så jeg var en anelse træt. For nu at sige det pænt. I får en redigeret version her - jeg kan nemlig godt lide jer, så I slipper for de hele 3 A4-ark, den fylder i virkeligheden ...

---

22/9-2011: (Torsdag, 0+0) Så er Varanen landet, og HDD og jeg er nu både Øglens og Varanens mor og far. Hvor ER det stenet! Og hvor ER det fedt, at det er overstået! (Og så ikke et ord om de efterveer, min krop har gang i lige nu, og som jeg forestiller mig bare bliver værre i takt med, at mælken løber til).

Veerne begyndte for alvor at bide onsdag aften. Jeg ringede til Riget kl. 23.30 for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig som andengangsfødende. Var rimelig overskudsagtig, da jeg talte med jordemoderen, for veerne var ikke så slemme, og vi aftalte da også, at jeg skulle vente med at komme ind, til der var 4-5 minutter mellem veerne. Det kom der så nærmest i det sekund, jeg lagde røret på, og efter en time følte jeg mig ikke tryg ved at være hjemme mere, så jeg sagde til HDD, at jeg syntes, vi skulle tage af sted. Ringede til Riget igen, og de sagde, at vi bare skulle komme.
 
Var på Riget 00.52 (meget præcist!), og blev guidet ind i modtagelsesrummet, hvor jeg blev undersøgt og fik kørt en strimmel (i næsten en time!). Og i den time forsvandt veerne fuldstændig. Uden pis! Desuden skulle jeg trykke på en dims, hver gang jeg mærkede Varanen, men han sov selvfølgelig. Så jeg havde det lidt som om, jeg var til en eksamen, hvor jeg klarede mig virkelig dårligt. Oven i det hele var jeg kun 3-4 cm åben, og JM mente ikke, at mine veer var kraftige nok til, at man kunne sige, at jeg var i aktiv fødsel, taget i betragtning, at jeg var andengangsfødende. Nå. Tak for l*rt. Hun syntes derfor, at vi skulle tage hjem igen, men det magtede jeg simpelthen ikke. Så vi fik lov at blive.

Der gik et par timer, hvor HDD døsede, og jeg prøvede at hvile mig, men veerne kom hyppigere og hyppigere.
Omkring kl. 3-4 stykker ringede jeg på alarmen, og ind kommer en ung jordemor, der udbryder ”Hej A! – er det DIG, der står herinde og pruster?!” En venindes veninde - lille verden! Jeg forklarede hende lidt om, hvordan jeg havde det (og fik i øvrigt også spurgt til hendes søn og deres flytten i rækkehus, hvaba’!?), og min glæde var jo stor, da hun efter en undersøgelse konstaterede, at jeg var 9 cm åben. Men at der ikke var skyggen af vandafgang (I knew that). Det var ikke hende, jeg skulle føde med, men hun hentede så "min" jordemor og forsvandt. Blev undersøgt igen og ny JM fandt ud af, at L havde været lige gavmild nok med centimeterne, hvilket var noget nedslående. Faktisk var jeg kun 4-5 cm åben. Krise!!!

Så blev vandet taget, men det gjorde desværre ikke samme underværker, som jeg kunne have ønsket mig. Veerne tog imidlertid til i en grad, så jeg slet slet slet ikke syntes, det var sjovt længere. Blev vist undersøgt en gang eller to mere, end JM egentlig havde behøvet, men jeg kunne ikke holde ud, hvis der ikke skete noget. ENDELIG var jeg de magiske 10 cm åben, og så tænkte jeg jo, at resten ville gå som en leg. Ligesom med Øglen. Men næh nej. Presseveerne gjorde psykoondt, men hjalp ikke rigtig Varanen nedad. Så jeg syntes faktisk ikke, at det var spor sjovt. Især ikke, fordi jeg ikke måtte presse aktivt med, men bare skulle følge veerne. Ja TAK, men er du KLAR over, hvor ondt det gjorde?! Da jeg endelig måtte presse aktivt med, gjorde det sjovt nok ikke mindre ondt – det blev bare (trods alt) lidt mindre ubehageligt. Syntes dog slet ikke at kunne få ’greb’ om Varanen, og han blev ved med at glide tilbage i bækkenet, apparently. Grrrr. Derfor syntes JM, at jeg skulle lægge mig i knæ- og albue-leje (hvilket jeg vist i øvrigt også havde været på et tidligere tidspunkt i ve-fasen, men jeg kan faktisk ikke rigtig huske det). IKKE særlig behagelig stilling at presse i, hvis man spørger mig, men det skulle kunne hjælpe. Og hvad gør man ikke for at få de babyer ud!?

Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de der presseveer var så slemme, at jeg var næsten tudede. AVAV-AV!, hvor gjorde det ondt. Stakkels HDD fik jo nærmest knust sin hånd, fordi jeg maste den så meget. På et tidspunkt kunne jeg simpelthen ikke mere, og jeg valgte den konstruktive og let ladesiggørlige vej - at sige, at jeg ikke gad mere og bare gerne ville hjem ... JM ville give mig noget ve-stimulerende (say WHAT?!), fordi veerne ikke var lange nok (RIGEligt lange til mig, tak), så det ville hun lige blande. Argh! Og der var det så som om, jeg fandt et par ekstra kræfter, for no way, skulle jeg have noget, der fremmede mine veer. Så i den næste presseve (som i hvert fald ikke trængte til at blive boostet), gav jeg den max gas, og så kom Varanen pludselig ud. Eller – næsten ud. For der manglede lige noget ve for at få resten ud. Så jeg kunne så stå der på alle 4 med en halv baby hængende ud og føle mig som noget fra ”Dyrene på landet”. Men ud kom resten af ham med et par veer mere. Med et skrig og 10’ere over hele linjen på Apgar-scoren. Ikke just nogen smuttet mandel - snarere en hel kommode. Men sundt og raskt barn med masser af mørkt hår (også på ryggen :-)). Smuk og dejlig og helt perfekt. 

Fødslen har jeg ikke lyst til at opleve igen, men stemningen på fødestuen, hvor vi i modsætning til sidst kun var HDD, JM og jeg, var rigtig god. Selv om jeg lige skulle komme mig over de manglende ”hands on”, som var der sidst. Men det gik jo godt, trods alt. Og havde jeg ikke haft min første, fantastiske lynfødsel at sammenligne med, tror jeg, at jeg ville have syntes, at denne her var helt ok (måske dog med lige lang tids nok veer). Sådan har man jo sine fikse idéer. Fik i øvrigt heller intet smertelindrende denne gang ud over rød saft og iltmasken, som jeg selv bad om. Med møje og besvær kom jeg om i normal liggestilling fra mit knæ- og albueleje. Varanen blev tørret godt af, og så kom han ellers op til mig med en masse varmede tæpper over sig. Og en varmelampe. Han lå og kiggede lidt, og så fik jeg lagt ham til. He’s a natural – suttede nærmest med det samme, som havde han aldrig lavet andet.

Varanen blev født kl. 06.51 i dag torsdag 22/9-2011. Jeg var overhovedet ikke gået i stykker, så jeg slap for korsstingsbroderi. Meget rart. Der var så JM-vagtskifte, så det var en ny JM, der  vejede og målte ham omkring kl. 9. 52 cm lang, 4252g og en hovedomkreds på 37 (mod Øglens 34). Ikke noget at sige til, at sådan en kleppert var lidt svær at få ud. Men han er fantastisk og selvfølgelig alle smerterne værd.

Kl. 10.30 tog vi fra hospitalet – klar til at tage hjem. Varanen havde spist hos mig, jeg havde fået et bad (tiltrængt), fået tøj på, Varanen havde fået sin fine løvedragt på, vi havde spist fødselsdagsmorgenmad (aldrig har ristet brød smagt så godt) og generelt nået alt det, vi gerne ville. Så 3,5 timer var fint for mig. Turen ned ad trapperne (og så op på 4. derhjemme) kunne jeg godt have undværet, men ellers var alt fint. Er selvfølgelig vildt øm, men ikke noget, der ikke er til at klare. Endnu, i hvert fald. :-)

---


Er I her endnu? I vågen tilstand? Flot klaret. Jeg har jo som bekendt ret svært ved at fatte mig i korthed, og det kan I så se endnu et eksempel på her.

Wraaaaauw! 

I, der læste helt til ende, kan se, at det er en ganske klassisk fødsel, jeg har haft. Jeg har derfor al mulig god grund til at være glad for den, og det er jeg da også. Jeg føler (eller har følt - det er på afstand nu) mig bare lidt snydt, fordi min første fødsel var så hurtig og nem og armene i vejret-agtig, og Varanens fødsel var lang og træg og virkelig hård. Øglens fødsel var så fantastisk, at jeg havde lyst til at dele den med hele verden. Sådan var Varanens fødsel ikke. Ikke, at det på nogen måde har noget med produktet af fødslen at gøre - det var bare selve fødselsoplevelsen. Jeg har været ked af, at begge fødsler ikke har været fuldstændig vilde og crazy gode, men de er begge gået godt og har resulteret i underskønne børn. Og det må jo siges at være dét, der tæller. Og i virkeligheden er jeg nok også bare lidt utaknemmelig - jeg er jo fx sluppet for skræmmende oplevelser med akutte kejsersnit, dykkende hjertelyde, kopper og andre komplikationer.

Så nu: Nok om fødsler! Tillykke med Varanen. Halvandet år, mand. Det er længe. Og så alligevel ingenting. Tak for den tid, du har været hos os. Jeg ser frem til de næste mange både hele og halve år.



LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...