Viser indlæg med etiketten billedkavalkade. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten billedkavalkade. Vis alle indlæg

lørdag den 14. september 2013

Punktnedslag på en lørdag

Lørdag d. 14/9 2013 blev dagen, hvor Øglen fældede den knusende dom over Peter Pedal: "Det er for små børn"! Dommen faldt i morges, da den glade abe tonede frem på Ramasjang. Hun har sandsynligvis ret, men det giver alligevel et lille stik i hjertet. Fordi hun så så meget Peter Pedal for omkring 1,5 år siden, at der nærmest fløj aber ud af ørerne på hende. Og hun kunne slet ikke få nok at Peter, Manden med den gule hat og alle de andre rødder. Det er naturligvis glædeligt for alles mentale helbred, at fjernsynspræferencerne nu også omfatter andre ting end Peter Pedal, men et så endegyldigt farvel til den glade abe, som hun sagde i dag, understregede for alvor, hvor stor hun er blevet, siden vi fik Varanen.

Apropos aber. Eller bavianer, nok nærmere ... #tøhø 

Stor og lille ved pingvinerne i ZOO

Bevares - ved at se billeder og kigge i hendes tøjskab kan jeg godt se, at der er blevet væsentlig flere centimeter Øgle på de sidste to år. Men i mine øjne er hun jo stadig min lille baby. Og det billede bliver jeg jo nødt til at lave om på nu, hvor hun forsager Peter og han gulhattede makker. Hvilket sikkert er meget sundt, men ikke desto mindre ganske svært for en høneØglemor.

Hej søløver!

Kom nu oooop, søløver!

Elefant-kigning

Nå. Men der er da heldigvis også sket andre ting end et rungende nej til Peter Pedal på denne smukke sensommerdag. Se bare her:
  • Besøg i ZOO
  • Lynvisit hos Birgitte B efter to kæmpesække tøj til Varanen. Han bliver den bedst ekviperede Varan på hele Sjælland, gør han
  • Panikskiftning af Varanen på ulovlig parkeringsplads på Frederiksberg. Tænk overfyldt ble, brun grød overalt - primært i de (forhenværende) meget fine, blå og bløde bukser, der netop er landet herhjemme courtesey of Flødebollernes mor. Og tænk så Varan, der nægtede at få andet tøj på end den t-shirt, jeg mærkeligt nok havde taget med til ham for en sikkerheds skyld
  • Kaffe og hjemmebag hos Husmoder i deres nye, fine hus med den fantastiske have. Hvor Øglen og Krabbe kom strålende ud af det med hinanden, og Varanen og Skrubben brugte det meste af tiden på at mundhugges om, hvem der skulle bestemme. Når de altså ikke lige legede i fred og fordragelighed.
  • I "Den gule handlebutik" (Netto) med Øglen. Som helst ville i byens nys åbnede Rema 1000, men nu var det jo altså ikke lige dem, der havde det, jeg skulle bruge. Jeg tror så i øvrigt også, hendes pludseligt opståede interesse for Rema primært skyldes, at en af børnehavepædagogerne forleden meddelte et af børnehavebørnene, at hvis han ikke holdt op med at drille Øglen, ville han komme op i Rema 1000 og blive spist. *fniiis*
  • Vaske en kogevask (se tidligere punkt om panikskiftning) og lægge en gigantisk bunke rent tøj sammen
Ged, Varan og Øglemutti

Så vi har da nået noget i dag, synes jeg. Og nu sidder jeg og konfererer med mig selv, om jeg skal spise en Magnum til den kop kaffe, jeg snart lokker HDD til at gå ud og lave til mig. Inden vi skal se Barnaby #jegerhundredeårgammelpunktumdk Og i morgen er der atter en dag. Som skal bruges på en fødselsdag i familien. Og - ikke mindst! - at kigge på fliser til det nye badeværelse. Hvor voksent!

Ren nydelse ... (Giver mig ikke mindre lyst til en Magnum)

Lille dreng, stor is

mandag den 2. juli 2012

Sommer

Det kan godt være, at der var sådan lidt skybrud over weekenden, men i de timer, hvor det ikke regnede, da var vejret jo faktisk ganske hæderligt. Og lugtede og smagte også en hel del af sommer.

Blå blå himmel... 

Da jeg var lille, varede sommerdagene altid for evigt. På den gode måde. Der var ikke grænser for, hvad man kunne nå af spændende ting på en sommerdag. Lege på vejen med vennerne, spise jordbær, lave sandkager i sandkassen, gynge helt op til himlen, tage et lille hvil på ryggen i græsset, gå på jagt efter biller, drikke saftevand, spise frokost (som jo på magisk vis stod på bordet lige, når jeg var sulten), lege lidt mere og måske/måske ikke slutte dagen af med et bad. Og en forventning om, at morgendagen ville blive lige så lang og magisk.

Blomsterbarn 

En dreng og hans blomst...

Sådan en weekend har vi lige haft. Altså, nu ved jeg godt, at jeg trods alt ikke er herre over reptilernes minder i en grad, så jeg kan bestemme, at de har haft en fantastisk weekend, men efter alt at dømme, er det nu rigtigt nok set. Og jeg er blevet beamet tilbage til mine barndoms somre mere end en enkelt gang. Samtidig har jeg så også fået konstateret, at nej - frokosten laver ikke på magisk vis sig selv (eller - næsten ikke, i hvert fald. Men tak for opvartningen, mor), og at skrammede knæ, sårede stoltheder og sure miner heller ikke heler uden et kram, et par trøstende ord eller en lille variation over temaet "kom så - op på hesten/legehuset/cyklen/lignende igen".

Megabille fundet under en brændestabel. Og sluppet fri igen efter den måske mest skræmmende oplevelse, den stakkel nogensinde vil få 

Vi har igen været en tur vestpå hos Mårmor og Mårfar. Sidst vi var der, kom jeg af vanvare til at sige noget om, at det måske kunne være meget hyggeligt at male legehuset indvendigt og dekorere det lidt. Var i dén grad blevet inspireret af Louises stylistjob og så jo straks et lignende interiør for mit indre øje. Mårmor tog mig på ordet og inviterede derfor på arbejdsweekend i den netop forgangne weekend, og eftersom projektet var min idé, kunne jeg ikke så godt undslå mig. Jeg gik derfor på jagt i reptilernes legetøj - og i Tiger - for at finde legehusinteriøregnede (er det mon et ord i Wordfeud?) ting i sidste uge, så jeg var bevæbnet til tænderne, da vi ankom i det vestsjællandske i fredags.

Legehuset. Med eget fuglehus

Reptilernes to kusiner på hhv. 5 og 2 plus deres voksne var også inviteret på arbejdsweekend, og alle kløede på med krum hals. Mårfar og reptilernes onkel kløvede stakke og atter stakke af træ. HDD byggede en sandkasse. Reptilernes tante, undertegnede og tre stks lyshårede tumlinge malede legehus. (Og ansigter, tøj og hår for nogens vedkommende. Havde på et tidspunkt fat i en våd klud, så jeg kunne tørre det yngste pigebarns tunge fri for maling. Hun havde nemlig lige stukket en pensel i munden i et ubevogtet øjeblik. Vi siger tak for vandbaseret maling. Og saftevand...) Mårmor trakterede med frokost, kaffe og snacks i en lind strøm, samtidig med, at hun holdt øje med Varanen, der jo - traditionen tro - ikke er interesseret i mere end en halv times powernap.


Før...

... Under... (optimistisk Øgle, hvad angår størrelsen på penslen)

Efter!

Reptilerne har inviteret på saftevand og Oreo's i deres nyindrettede hus

Men det var selvfølgelig ikke arbejde det hele. Der var også tid til nogle gode gåture - den ene gang efter slik. Den anden gang efter hyldeblomster. Hvor jeg var dum nok til kun at plukke til Mårmor, selv om der var omkring en trilliard (mindst) blomster. Jeg skulle da også selv have haft nogen. Så jeg som den allersidste i Blogland kunne have kogt min egen hyldesaft. Eller syllesaft, som Øglen insisterer på, det hedder. Nå, det må blive næste gang. Eller næste år. Alt efter hvor længe endnu de der hyldetræer har tænkt sig at være i blomst.

Trip, trap træsko

På vej efter hyldeblomster

Og der var tid til at sludre. Og spise. Og se et afsnit af den nye Sherlock Holmes. Som måske nok ikke er så ny længere, men som ikke desto mindre er god. Der var også tid til at slumre en anelse, og sør'me om Varanen ikke nedlod sig til at falde i søvn ved siden af mig i sengen efter at have vågnet kl. 05.17. Og sov 2 timer mere. Seriøst - det er ikke sket siden han var et par måneder gammel. Så det i sig selv har gjort weekenden til noget ganske særligt.

Nu er det hverdag igen, og selv om den også er god og hyggelig, savner jeg allerede sommerweekenden. Heldigvis kommer der endnu en weekend om nogle dage, og selv om den ikke skal bruges på at dekorere legehus, er der jo ingen, der siger, at den ikke kan være magisk alligevel...

Håber, I også har haft en dejlig weekend og har fået en god start på ugen.

mandag den 22. november 2010

Don't tell it

- show it. Er'et ikke sådan, man siger? Ikke, at jeg plejer at efterleve dén devise, men da jeg for en gangs skyld er løbet tør for ord (de bliver allesammen sagt, skrevet og tænkt på jobbet lige for tiden), så får I lige weekenden i billeder i stedet:

Øglen som Guldiver Flintesten slash Bjørnebande-medlem...

Tivoli-Øgle

Håhr-håhhhhhr - et JULEtræ!

Julekugler en masse

Den her iglo er for SEJ!

Despoten befaler over Rasmus Klump-land

Poledancer in spe?

Verdens sjoveste Rasmus Klump-legeplads

Sjov med makaroni

Borte... Borte... Borte...

Tit-tit!

Weekenden har udmærket sig ved at være stort set uden planer, så der har været masser af tid til at lege, hygge og opleve med Øglen. Det er godt at få tanket lidt op på hyggekontoen, for næste weekend bliver Øgleløs. Hun skal fragtes til mormor og morfar, og HDD og jeg skal på kæresteweekend. Til Berlin. Det glæder jeg mig ret så meget til. Skal bare lige ignorere min samvittighed, som synes, at tre nætter er liiiiige længe nok at skulle undvære den bette...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...