Viser indlæg med etiketten blær. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten blær. Vis alle indlæg

onsdag den 2. oktober 2013

Hvor er tiden, der ta'r os?

Det går stærkt i de her dage. Også i de her dage. Jeg synes jo lige, vi har været i Berlin, men det er faktisk allerede tre dage siden, vi kom hjem. Og siden da har Varanen lært at sige sin søsters navn klokkeklart (i stedet for "GI-GAH!", som han kaldte hende før), vi har fået slagboret endnu et hul i entrégulvet (som er lavet af beton, hvis nogen skulle være i tvivl), fordi vores nye bedste ven, Affugteren, er kommet til kort over for omkring 1 m2 temmelig våde leca-kugler under gulvet. Så måske der er endnu et brud på en vandledning #dontgetmestarted. Derudover har vi fået smækket rullegræs i forhaven, og den er nu så friseret og fin, at man skulle tro, vi boede på Wisteria Lane og holdt plæneklipperkonkurrencer med naboerne. Men lad os nu se, hvor længe det look holder.

Men nå. Alt det er uvæsentligt, for nu skal vi snakke lidt om Berlin. Og mig. Og om det maraton jeg (og HDD) løb. Altså, det kan gøres rimelig kort, det der maraton. Det var hårdt. Psykohårdt. Punktum.

Men vi kan også godt gøre historien lidt længere. Og fortælle om en dejlig weekend, hvor vi trods alt nåede at opleve lidt af Berlin i strålende sprødt efterårsvejr. På cykler. Vi var i Tempelhof for at hente vores løbenumre, og ud over at det var lidt af en oplevelse at se indtil flere flyhangarer fyldt med forskellige slags løbesko og -udstyr (seriøst - hvor mange forskellige slags sko har man brug for?!), så var det også et gigantisk dask af historiens vingesus at stå der i den gamle Vest-lufthavn og indsnuse stemning. Og se på lokalerne, hvor tiden tilsyneladende har passeret i al ubemærkethed. Sikkert tilfældigt, men alligevel meget symbolsk, var viserne pillet af uret i ankomsthallen.

Cyklecykle gennem små, hyggelige gader

Cykel-selfie

Tempelhof - der gøres klar til Bambini-run ved flyveren

Bortset fra cykelturen nåede vi også en kaffe og frokost på Starbucks. Det var det eneste, jeg ville(ja, jeg er meget beskeden, når det lige stikker mig), og kaffen var lige så god, som jeg huskede den. Og ellers lavede vi faktisk ikke så meget. Ud over at slentre lidt rundt, drikke litervis af vand, spise pasta til aftensmad og gå tidligt i seng. Man kan sige, hvad man vil, men når man skal op klokken 5.30 søndag morgen for at få spist morgenmad i tide - for derefter at gå 3 km hen til startområdet, løbe 42,195 km, gå 3 km tilbage til bilen og så køre en milliard km tilbage til DK, så er der ikke plads til de helt store armbevægelser dagen før. Men vi hyggede os, og det var dejligt at have en masse uforstyrret tid til at sludre, bare HDD og jeg. Også selv om jeg faktisk savnede børnene helt enormt meget. Mere end jeg havde troet, endda. Jeg går jo hen og bliver helt sentimental på mine gamle dage ...

Siegessäule - pejlemærket fra startområdet

Måååål. Dagen før, godt nok, men allywl

Selve løbet var en stor oplevelse. Ikke ligeså stor som sidste år, men det var jo også mit første maraton, så den stemning indfinder sig næppe igen. Desværre gled jeg allerede ved 6 km-mærket (vi siger tak til en kombi af spildt gel og fumle-løber, der stoppede brat op) og lavede et underligt vrid i knæ og hofte. Godt hjulpet på vej af søde løbere omkring mig kom jeg dog hurtigt videre, og først efter ca. 23 km blev jeg nødt til at stoppe op for at strække føromtalte hofte. Med det resultat, at jeg fik krampe i låret. Swell (!) Det fortog sig imidlertid også, så videre med mig. Til 32 km, hvor jeg begyndte at blive svimmel. Derfra skiftevis gik og løb jeg de sidste 10 km - jeg pressede ikke mig selv så hårdt, som jeg kunne have gjort, men jeg ville ikke risikere at dejse om; Intet løb er det værd. Så tempoet var adstadigt, men alligevel - kunne jeg se bagefter - rimelig stabilt. Tiden blev 04.52.06, og mens det langtfra var hurtigt nok til at vinde BMW'en (så skulle jeg have været fra Kenya og løbet på lige over 2 timer), var det hurtigt nok til mig.

Før og efter ...

Så med endnu en maraton-medalje inden for vesten takker jeg nu af, hvad angår maraton. Det er så definitivt at sige "for altid", men der skal ske noget helt alvorligt med min løbegejst for, at jeg gider løbe et igen. Løbet i år var, som skrevet, en stor oplevelse, men det var ikke sjovt-sjovt, og træningen har s*u også været lidt op ad bakke (i mere end en forstand her i Den Bakkede Nordlige Provinsby). Og skal man løbe 42,195 km skal motivationen simpelthen være større, end min har været. Jeg glæder mig til at begynde at løbe igen (mit knæ skal bare lige i orden igen - det gør rimelig nas) og ser umådeligt frem til VM i Halvmaraton til marts, men halvmaraton-distancen må være nok nu.

Ligesom sidste år var reptilerne sendt i Farmor-internat, og de havde haft en fest. Selvfølgelig. Med kastanjetur, æblefest på nærliggende gård, te hos faster og onkel og masser af is. Vi blev taget imod med åbne arme af dem begge og fejrede vores hjemkomst med at holde en fridag med ungerne. Som primært blev brugt på at ømme os (HDD og jeg) og skændes (reptilerne). Men vi nåede også at bide til bolle ("Skal vi ikke lege den der bolle-leg, mor?!") og prøve at fange et æble i en skål vand. Og kramme en hel masse. Ude er godt, men hjemme er bedst. Basta.

torsdag den 7. februar 2013

Den syngende Varan

Er det ikke ved at være rimelig længe siden, vi har fået en status på ham den lille lækkerhaps Varan? Jo, det tror jeg nok, det er. Så den kommer her.

  • Han er MEGAsød. Som i av-mit-hjerte-sød. Og bliver faktisk kun sødere og sødere. Det vidste vi jo godt, men det er meget rart lige at gentage det. Igen. Og igen. Og så lige igen.
  • Han har 12 tænder. Hvilket åbenbart er meget for hans alder, sagde tandlægen, som vi havde en aftale med i fredags. Hvilket gik fint, ud over lidt bebrejdende gråd fra Varanen, da tandlægen tog hans sut. Han blev dog god igen, da han fik en meget fin bold i bite-size. Som han nu overhovedet ikke vil af med, så jeg render rundt efter ham, hver gang han leger med den, af frygt for, at han æder den.
  • Og apropos æder, så spiser han stadig godt, ham Varanen. Vuggestuen melder også om god appetit derovre, så jeg er ret sikker på, at han får, hvad han skal bruge. Men den lille borgmestermave kommer jo heller ikke af sig selv, vel?
  • Han går stadig ikke. Eller, jo - han går 10-12 skridt engang i mellem og synes tilsyneladende, at det er en fest (måske fordi vi hujer og klapper som tåber, hver gang det sker), men mere end det gider han ikke. Dovenfrans. For han kan jo godt - det er det vist bare nemmere at kravle. Jeg er åbenbart bare doomed til at få børn, der går sent. Denne gang er jeg dog sluppet for henvisninger til fysioterapeuter på den baggrund. Tak for det. Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at det vil gøre det liiiidt nemmere at have ham med ud i det neverending snevejr, når han kan stavre rundt, Walking Dead-style, i stedet for at flippe over, at det er koldt og vådt at sidde på sneen i sin flyverdragt.
  • Han siger ikke så meget. Som vi kan forstå, altså. Han taler uafbrudt, men det er en dialekt af kantonesisk, tror jeg, for vi fatter ikke et klap. Ud over altså "MIAAAAARRR!" (mere), "A deeeeeet?" (hvad er det?) og "BAHR!" (mor eller far, alt efter, hvem der lige er der). Koen siger "Buuuuh", og hunden siger - nogle gange - "wauw-wauw". Men derudover ... kantonesisk, I tell you. (Med mindre det bare er mig, der ikke lige kan forstå, hvad "Buh-daahr, buhdahr, budaaaaaahr!", "Mi-narm, minarm, mi-prrrrrrrrr" og andet i dén dur betyder).
  • Yndlingsbeskæftigelserne lige nu er at puste på ting; Alt fra stearinlys til kaffe (og i en snæver vending: lyskæden) kan bruges. Og så at synge. Han ELSKER at synge på kantonesisk, og det er efterhånden muligt at identificere melodier som "Hjulene på bussen" og "Et barn er født i Betlehem". Jeg takker en syngeglad Øgle og vores to æsker fra Shufflebook for at være med til at videreudvikle den interesse.
  • Det er sikkert dumt at skrive, fordi lorteNemesis overvåger Blogland som en høg, men Varanen sover ret godt for tiden. Vi hører stort set ikke fra ham fra 19-06.30, så det er jo den rene luksus. (At Øglen så er begyndt at være lidt en natteravn i den forstand, at hun kommer dappende ind i vores seng hver nat, det er så en anden sag. Og kan muligvis have noget at gøre med, at hendes værelse faktisk er pænt koldt pga. temmelig skævt og utæt vindue).
  • Pusle-seancen er begyndt at gå godt igen og har faktisk gjort det en måneds tid eller to. Ved ikke, om jeg nogensinde fik skrevet om, at det ikke gik godt, men vi har haft vores kampe (for nu at sige det pænt) på puslebordet, mig og Varanen. IKKE, om han ville skiftes af mig i en lang lang periode. Skrig, skrål, drejen sig totalt af led og væren ved at dratte ned mere end en enkelt gang. Pænt frustrerende, for jeg synes jo, at pusleriet er (kan være!) så hyggeligt. Og har egentlig altid betragtet det som lidt et 'helle', hvor jeg har haft 100 % opmærksomhed på ham. Noget, der ellers kan være svært at finde tid til i en hverdag, hvor der er tryk på med to smållinger. Men nu - nu kører det. Og det er smadderhyggeligt.
  • Ang. mål og vægt på Varanen, så må jeg blive svar skyldig. 12,5-13 kg skyder jeg på. Og nogle-og-80-cm. Har netop smidt en (ny) trøje, str. 86 i bunken af børnetøj, jeg skal have sat til salg, når jeg gider får tid, så han vokser støt og roligt. (Måske jeg bare har voldvasket trøjen, for flere af hans trøjer, som han passer fint, er altså 'kun' str. 80. Men måske han bare er blevet kæmpe. Under alle omstændigheder skal jeg vist til at kigge efter tøj i str. 92 nu).
  • Han er blevet pænt hooked på konceptet iPad. Ikke, at han har for fem øre tålmodighed, når det kommer til film, spil eller andet, selv om interessen trods alt kan holdes en anelse ved Lift-Out Puzzle og så ved Teletubbies på Youtube. Men iPad'en i sig selv er et hit. Noget, man kan trykke på, dimse med og - ikke mindst - kaste med.
  • Yndlingslegetøjet er pt. en garage fra Fischer Price, biler og bolde. Og så førnævnte Shufflebook-sangkort. De kan spredes over et ret stort areal, der kan puttes ting ned i de tomme æsker, man kan glide rundt med kortene på de glatte gulve, osv. Plus naturligvis storesøster. De leger enormt godt sammen og side om side, og noget af det skønneste er, når jeg hører dem skraldgrine inde på et af værelserne. Og så er det bare om at nyde det, før en af dem bliver megasur over et eller andet, så der lyder et hyl fra en anden verden
Og så videre, og så videre. Essensen er, at Varanen er skøn. Hvis nu I skulle være i tvivl. Og her skulle så være et lige så skønt billede af ham, men jeg har af uransagelige årsager ikke fået taget nogle billeder af ungerne de sidste par dage. Måske fordi jeg har haft for travlt med at fotografere juice fra min nye, gamle saftpresser?

God torsdag til jer.

mandag den 1. oktober 2012

Advarsel - her blæres!

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Det her bliver et blæreindlæg. Det kommer hverken til at handle om børn eller moderskab, men kommer til gengæld til at handle om mig. I endnu højere grad, end mine indlæg sædvanligvis gør, så nu er I advaret.

HDD og jeg har jo lige været i Berlin. På kærestetur, hvor HDD skulle løbe maraton. Og jeg skulle heppe, hed det sig. Men i virkeligheden skulle jeg også løbe. Og har skullet det hele tiden. Har bare ikke sagt noget, for tænk nu, hvis modet svigtede. Men det gjorde det heldigvis ikke (altså lige bortset fra de eksamenslignende nerver, jeg rendte rundt med aftenen og morgenen forinden).

Så HDD's og min kærestetur var i virkeligheden overhovedet ikke spor kærestet eller romantisk. Den gik nemlig primært ud på at spise pasta og lyst brød med syltetøj, gå tidligt i seng og så selvfølgelig løbe.

Rester fra (den i øvrigt overdådige) 'maraton-morgenmad' på hotellet 

Det længste, jeg hidtil har løbet, er 26,6 km, da jeg løb rundt om noget sø for 5 uger siden. Det var rigelig langt, men denne gang var der jo så yderligere 16 km oveni. Fårk, det er langt, mand! Var ellers grusomt kæk indtil omkring de 26 km, moderat kæk indtil 28 km, forundret over, hvor langt to km kunne føles op til de 30 og fuldstændig tæskesmadret fra 32 km. Kulminerende i et "nu går jeg bare, så!" fra 40-41,5 km. Hvorefter jeg med opbydelsen af de sidste kræfter fik tvunget de tunge ben i løb over målstregen. Og fik min medalje. Hell yeah!!!

Taget i betragtning, at den hurtigste løber nåede i mål på 2 timer og 4 minutter, lyder min tid på 4:37:41 ikke af meget, men jeg tillader mig at blære mig alligevel. For jeg gennemførte! Og har dermed fuldført det projekt, jeg gik i gang med for fem mdr. siden. Derudover er det en bedrift i sig selv, at mine ben ikke faldt af, synes jeg, selv om jeg nu sagtens kunne undvære dem i dag. For nuij, de gør nas!

Jeg tillader mig også at være ganske godt tilfreds med, at jeg i en alder af 34 år og 5 dage har givet mig selv den fødselsdagsgave, det er at løbe et maraton. For selv om det er en temmelig barsk gave, var oplevelsen det hele værd. Berlin på en skyfri septemberdag, 40.000 løbere fra hele verden og et publikum i verdensklasse, der heppede og skabte en stemning, man skal lede længe efter, kan helt klart anbefales!

Billedet yder på ingen måde arrangementet retfærdighed. Det her var lige før start, og stemningen var helt elektrisk. Vanvittig, kan man vel kalde den... 

Desuden er det lidt en sejr for mig, at jeg et år og otte dage efter Varanens fødsel har været i stand til at træne op til et maraton. Ikke mindst fordi jeg var rigtig godt i gang med løbetræningen (og faktisk havde meldt mig til Copenhagen Marathon), da jeg blev gravid med Varanen. Så selv om jeg gladeligt opgav løberiet pga. min graviditet, er jeg da glad for, at jeg er kommet i gang igen.

Jeg ved ikke, om jeg skal løbe maraton igen en dag. Sikkert ikke. Men nu har jeg gjort det, og til trods for psykolangt løb i går og ømme stænger i dag, brokker jeg mig ikke over, at jeg nu bare kan hælde kulhydrater indenbords. På chokolademåden. Medalje og chokolade - ren win!

My precious

Har ikke billede af chokoladen - den blev spist for hurtigt - men jeg nåede at knipse sejrsmåltidet fra Burger King, inden det forsvandt

Så ikke meget kærestetur til HDD og jeg i denne omgang. Særligt ikke fordi, vi blev nødt til at skære en dag af turen og komme hjem i går i stedet for i dag (kan i øvrigt ikke anbefales at bruge 7-8 timer i bil umiddelbart efter, man har løbet 42 km). Men eftersom det forhåbentlig skyldes en løsning på vores snarligt presserende boligproblem, så gør man jo det, der skal til. Kærestetur eller ej. Vi tager revanche en anden god gang.

Hjemtur. Kan man ikke næsten se, hvor ømme de ben er?! 

Nåja. Reptilerne? De blev passet hos Farmor og Bedstefar, og de har haft en fest. Selvfølgelig.

fredag den 18. maj 2012

Løøøøb!

Jeg er blevet sådan en, der løber. Igen. Var engang ret godt i gang, men så blev det isvinter, og jeg blev gravid. Og træt. Og meget meget sulten.

Men nu - nu kører det igen. Og har gjort det en måneds tid. I dag ramte jeg de 10 km, og selv om det var hårdt, var det også skønt. Ikke mindst pga. vejret, der i dén grad har været med os her i Kbh. Så jeg tillader mig at håbe, at jeg endelig - efter 33 års udkig - har fundet en sportsgren, der passer til mig. (Men dermed ikke være sagt, at jeg synes, HDD's forslag om at købe en babyjogger, når Varanen skal til at gå i vugger langt pokker i vold, er helt lige så godt, som han synes...)

Jeg kan godt lide, at jeg kan løbe hvorsomhelst og nårsomhelst. At det ikke kræver voldsomt meget udstyr. Og, vigtigst, at jeg kan gøre det alene. Det skorter lidt på mig-tid i en familie med (to) børn, men når jeg løber, behøver jeg ikke tage stilling til gråd, aftensmad, bleskiftning, osv. Så løber jeg bare. Og er jeg lidt sur, når jeg løber af sted (Martyr-mor bor nemlig nogle gange inden i mig, skal jeg sige jer), er der næsten garanti for, at humøret er blevet bedre ved hjemkomsten.

Lyder jeg lidt frelst? Ja? Bare en lillebitte smule? Jeg ved det godt, men det er egentlig ikke meningen. Jeg er bare lidt oppe og køre over, at det ser ud til, at løb er blevet til et regelmæssigt indslag i min uge. Og at jeg ovenikøbet har tabt mig 1,4 kg på to uger. Selv om jeg stadig æder masser af slik og kage. Med den fart mangler jeg bare 8 uger endnu, før mig og vægten bliver perlevenner.

Men hey. God musik til løb? Lige nu hører jeg Mads & Monopolet podcasts, men for variationens skyld vil jeg gerne have noget musik. Så fortæl - løber du, og hvad lytter du til imens?

- Postet fra mini-Padden

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...