Viser indlæg med etiketten blabla. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten blabla. Vis alle indlæg

lørdag den 17. december 2016

Noget om lørdagslæringer

1) Lørdagshandlende i IKEA er irriterende. Inklusive en selv. Det går galt, så notér venligst punkt 2:

2) Lad være med at tage i Mordor IKEA på en lørdag. Just. Don't. Heller ikke selv om der kun står tre ting på indkøbssedlen.

3) Når du alligevel har ignoreret råd 1) og 2), blodtrykket er steget faretruende, og zen er omkring lige så langt væk som Timbuktu (og du i øvrigt ikke kunne nøjes med de tre ting på indkøbssedlen, fordi den hysteriske duft af kanelbullar gjorde dig helt kåd, købelysten og indebrændt på samme tid), så gå på McDonald's. Også selv om du ikke har lyst. Om ikke andet, så gør det børnene glade.

4) Når du er vel hjemme igen, og blodtrykket har fundet sit normale leje, så lad være med at lege supermand og tro, at du selv gider kan gider samle alt det, du har købt.

5) Og hvis du leger supermand alligevel, så lad i det mindste være med at have en rocker-varm kashmirsweater på imens. Det kan godt være, den er pæn, men rent temperaturmæssigt egner den sig slet slet ikke til at wrestle med låger, hængsler og skruemaskiner. #hejkampsved

5) Overlad skruemaskinen (den, du i øvrigt blev nødt til at hente langt pokker i vold på cykel, fordi den ikke lige var derhjemme) til kæreste/barn/kæledyr, når du har udstødt så mange eder og forbandelser (oven i købet i ældstebarns påhør), at du er ekstra-ekstra glad for den abnorme lydisolering i lejligheden, så naboerne ikke hører, hvor uligevægtig, du lyder.

6) Gå ud med pap, og køl af - og giv din kæreste et kram, når du kommer retur, fordi han har samlet resten af #4%&"73 skabene.

7) Spis masser af slik.

8) Spil Just Dance med afkommet.

9) Husk at sætte begrænsninger på iPad'en til igen, hvis din 5-årige søn har luret koden til App Store. Ellers risikerer du at høre udbrud som "Hov!" og "Jeg skulle bare lige se, hvad der skete", når han har trykket på 'Køb'. Og "Det var bare én pakke, mor. Den kostede i hvert fald ikke mere end 50 kroner. Tror jeg". Begrænsningerne er sat til igen! (Som lille fun fact kan jeg berette, at de hersens bundles åbenbart giver diamanter, der kan bruges i spillet til at købe kort for. Virtuelle kort, altså. Som ingen aner, hvad kan bruges til. Så det føles jo virkelig som penge givet godt ud ...)

"50 kr." Helt klart ... #not

10) Stop samtalen mellem afkom virkelig hurtigt, når den ældste - midt i putningen - giver sig til at fortælle om en venindes bedstefar, der stille sov ind. "Han lagde sig bare til at sove - og så døde han!" Stof til pænt urolige drømme hos yngste nummer.

11) Husk at spise nok aftensmad. Ellers risikerer du bare at ryge i bøtten med Quality Street. #truestory (Omvendt relaterer det selvfølgelig glimrende til punkt 7)

12) Smæk benene op, og nyd roen, når børn endelig sover (jvf. punkt 10). Brug lang tid på at overveje dine uendelige muligheder for hygge og selvforkælelse, fordi din bedre halvdel er til julefrokost.

13) Tag dine gode intentioner med dig ind i sofaen (sammen med dåsen med Quality Street). Find banal julefilm på streamingtjeneste. Enjoy!

onsdag den 30. november 2016

Endnu mere siden sidst

Ordene vælter ud af mig for tiden, men de ryger direkte i det sorte hul, der hedder arbejdsopgaver. Og nye projekter, der forhåbentlig en dag finder fodfæste. Derfor er det småt med ordene herinde, men for at jeg ikke går helt i vinterhi, får I lige en omgang siden sidst mere. Og så skal jeg nok prøve at tage mig sammen til at skrive et 'rigtigt' indlæg næste gang.

Nå, men siden sidst:

*Har jeg været i Marokko. I fem dage. På 5-stjernet hotel med sindssygt lækker mad og arrangerede ture. Og det kalder man arbejde! *indsæt selv vanvittig latter*

*Har jeg været i Marokko. I fem dage. På 5-stjernet hotel. Alene! (med hvilket jeg mener 'uden familie'). Det betød, at jeg i den sparsomme fritid kunne tage mig et karbad, nusse rundt, bande præcis lige så højt af det sygt langsomme internet, som jeg havde lyst til, og ... wait for it ... endda nå at kede mig lidt. Jeg gentager: Og det kalder man arbejde!

*Har jeg været i Marokko. I fem dage. Fik jeg nævnt, at jeg boede på et 5-stjernet hotel? Og savnet HDD og børnene vildt meget. Efter noget sludren frem og tilbage med mig selv (det har man nemlig også tid til, når man sådan er af sted alene) blev jeg dog enig om, at det er sundt at savne lidt fra tid til anden. Og det gjorde det jo bare så meget desto mere dejligt at komme hjem igen.

*Har jeg lært at finde vej på Bispebjerg Hospital. Det bliver man nødt til, når nært familiemedlem, der længe har skrantet, er blevet indlagt akut. Der blev opereret for et par dage siden, men vi mangler stadig svar på en masse prøver, og meget tyder på, at det ikke bliver nogle svar, vi har lyst til at høre. Crap, altså!

*Har jeg takket de højere magter mere end én gang for mit fleksible arbejdsliv. Jeg ville ikke ane, hvordan jeg skulle jonglere hospitalsbesøg og gentagne snakke med læger og sygeplejersker oven i arbejdsbunkerne, hvis jeg samtidig havde en chef at stå til regnskab for. Hvis jeg ikke har sagt det tydeligt nok tidligere, bøjer jeg det gerne i neon: Jeg er f*nme heldig.

*Har vi været til intromøde for forældre til kommende 0. klasse-elever på skolen. Fordi Varanen skal i skole til næste år. I skole, blev der sagt. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal synes om. Han er jo lige blevet født?

*Har jeg formået at overbevise mig selv om, at det er godt, han skal i skole nu. Dels fordi det bliver sweeeeet kun at skulle aflevere ét sted, dels fordi skolen er fantastisk. Hvilket andre også lader til at mene - 40 ud af 54 nye 0. klasses-elever er nemlig søskendebørn, så det gjorde intromødet til en noget opsummerende affære. Stort set alle vidste nemlig godt, hvordan det foregår, det der indskoling.

*Har vi været til hhv. julebag hos Mårfar og juledekorationshalløj hos Farmor, og jeg har præsteret at spise så mange pebernødder, vanillekranse og brunkager, at jeg troede, jeg var gået i stykker. Julebag er hyggeligt og rart, men når man har glemt stopknappen derhjemme, kan man godt risikere at blive pænt dårlig.

*Har vi været til adventsgudstjeneste og fællesspisning på skolen. Lige dele hyggeligt og kaotisk. Men vi fik hørt Ældstebarnet synge Glorian in excelsis Deo i kirken. Nåååhr.

*Er vi begyndt at pynte en smule til jul derhjemme. Og i går fik jeg ungerne til at lave vores mini-julelandskab. Set i bakspejlet skulle jeg virkelig have ventet, til jeg fik købt noget sukker, vi kunne bruge som sne. I stedet for kækt at sige: "Det gør ikke noget, vi ingen sukker har. Vi bruger bare mel i stedet". #€&%"

*Er der virkelig opstået behov for at få støvsuget!

*Har vi været i IKEA. På en søndag. Det var ikke en god idé.

*Har vi haft lus. I-f*cking-gen. Jeg bliver så træt! Ingen lus i næsten 8 år, og så får pigebarnet dem to gange på to uger. Enten er skole-lusene af særlig kradsbørstig karakter, eller også slog sidste runde kemi dem bare ikke ordentligt ihjel. Denne gang har jeg kæmmet, kæmmet og så lige kæmmet lidt mere. Før jeg gassede dem med en rest Hedrin fra sidst. Og så lige kæmmet lidt mere. Suuuuuk! Fra nu af omdanner jeg mig til Kæmmeren fra Helvede og reder ældstebarnets hår igennem hele tiden og så igen. Bare for en sikkerheds skyld.

*Har jeg haft en dag eller to, hvor jeg har glemt at drikke kaffe. Glemt?! Jeg har klart for travlt. Og sidder derfor på en café lige nu med en stor kaffe i koppen. Man må have prioriteterne i orden.

fredag den 18. november 2016

Siden sidst ...

* Har vi haft lus på matriklen. Som direkte konsekvens heraf har jeg brugt hele formuen på lusepræparater i Matas - og er blevet temmelig overrasket over, hvor dyrt sådan noget egentlig er. Godt, det er første gang i min karriere som mor, at jeg er på dén galej - ellers kunne ungerne roligt begynde at vinke farvel til take away, fredagsslik, julegaver og alt andet sjovt (og dyrt). Lusene blev blev fragtet ind i hytten på ældstebarnets hoved, og de blev opdaget morgenen efter, jeg havde tænkt - tænkt! For sådan noget siger man ikke af fare for at blive ramt med en forhammer af Nemesis - at det da godt nok var dejligt, at vi aldrig havde haft lus, og at vores børn nok bare var sådan nogle, som ikke fik lus. For s*tan altså.

* Er begge børn blevet klippet. Heldigvis først efter lusene blev opdaget og slået ihjel med kemi og benhård kæmning. Ellers kunne jeg vist imødese sur frisør og ditto kunder, hvis de havde arvet bæsterne (lusene. Ikke børnene. #badatjinnng!) Goddammit, hvor er ungerne bare kære med deres nye frisurer. Og nu kan man se Varanens chokoladeknapøjne igen. Måske vi skal have dem til frisøren bare lidt oftere i fremtiden.

* Har Øglen fået smag for helt ny fritidsaktivitet, som hun var med DNP-veninde til i søndags. Siden har hun nærmest ikke talt om andet, så nu kan det være, at vi bliver sådan nogle, der har barn/børn, der sætter sig på mange timer en hel weekend. Suk. Hun prøver igen på søndag, og så må vi se, om interessen stadig er der. Og så kan det være, jeg orker at fortælle mere om det. Måske.

* Har HDD, Varanen og jeg gæstet Bogforum. Og slæbt bøger i hobetal hjem. Varanen holdt i næsten tre timer, hvilket jeg er ret imponeret over. Men da han nærmest faldt i søvn under Onkel Reje-showet, blev vi enige om, at vi havde været der længe nok.

* Har jeg haft hele to spontane aftaler med den samme veninde på to dage. Dét er en god frekvens, hvis man spørger mig. Og det gør man herovre på min blog.

* Har vi været til skole-/hjem-samtale i 1.A, hvor ældstebarnet blev rost så meget, at jeg muligvis tror, mine ører stadig gløder bare en smule. Sjældent har så mange pæne ting været ytret over så kort tid. Og selv om det selvfølgelig er ældsten, der bærer ansvaret for at være så sød og sjov og dygtig og grundig og vellidt og alt det andet, der blev sagt, så er det svært ikke at blive bare en lille smule stolt som forældre også.

* Er jeg blevet sådan en, der står ovre i skolegården (arj, ok - næsten ovre i skolegården. Jeg stoppede, inden jeg kom ind) og taler businezz med kunde, der har været sådan cirka lige så svær at få fat på som ... som ... nogen, der er meget svær at få fat på. Så når han endelig ringede tilbage, skulle opkaldet i dén grad besvares. Også selv om jeg følte mig som lidt af en douche, som jeg stod der og bjæffede om timepriser, smør på brødet, tilgangsvinkler og andet spændende. Det må man tage med, når man kan runde af med ordene "nyt, fast samarbejde" i ørerne. (En meget positiv ting for selvstændige mig, skal jeg lige understrege. Ordet 'fast' er vi jeg, inden for rimelighedens grænser, ret glad for. Så længe det ikke indgår i umiddelbar sammenhæng med ordet 'stilling')

* Har vi skruet så langt ned for legeaftaleblusset, at der ikke har været nogen legeaftaler overhovedet i den forgangne uge. Med mindre den dag, hvor Farmor hentede og hyggede med børnene altså tæller?

* Står jeg med det ene ben ude af døren. Og ikke bare fordi jeg snart skal hente børn og forsøge at sweettalke Varanen til at tage til håndbold. Jeg skal nemlig til de varme lande i morgen. Sgu'. Toute seule, ganz allein, all by myself. Eller, altså - jeg går ud fra, at der er andre med flyveren og på hotellet også (ellers bliver det en smule underligt), men jeg skal ikke af sted sammen med nogen. Det er bare mig, noget sol og et pænt lækkert hotel. Og nåh ja - en stak arbejde, men det tager vi med. Hvor længe? Nårm', såmænd bare fem dage. Som afrejsen nærmer sig bliver jeg mindre og mindre stolt ved at skulle være væk fra HDD og reptilerne så længe, men de har alle forsikret mig om, at de nok skal klare sig. Og selvfølgelig skal de det. Så jeg har taget 'jeg glæder mig'-kasketten på og kan faktisk ikke rigtig vente med at få lidt sol og sommer. 

onsdag den 17. august 2016

Noget om låne-teenagere

Hverdags-loopet fortsætter herhjemme med tidligt op, smøre madpakker, komme i tøjet, aflevere børn, arbejde, hente børn, hygge med børn, lave aftensmad, bade børn og putte børn. Og det er faktisk slet ikke så dårligt. Særligt ikke, fordi - med fare for at jinxe det, naturligvis - at det er blevet lidt mindre svært at være Varanen ved aflevering i børnehaven. Bevares, det er ikke fordi, armene er helt i vejret, når han bliver afleveret (hverken hos mor eller barn), og fik han muligheden, ville han helt hundrede helst blive hjemme, men det er ikke længere helt så kniv-gennem-hjertet hårdt at aflevere ham. Han har fundet ud af, at han kan vinke to steder; først gennem ruden i døren, når jeg går ned ad trapperne, siden gennem vinduet (hvis jeg placerer mig korrekt på den anden side af vejen og husker ikke at stå under gigant-træet), og det synes han åbenbart er lidt nemmere at leve med. Så jeg krydser fingre for, at det kun kommer til at gå fremad herfra.

De moderat succesfulde afleveringer gør imidlertid, at jeg stadig henter tidligt i det omfang, det er muligt. Og selv om det er knaldhyggeligt at have ungerne hjemme en hel eftermiddag, så trænger de altså nogle gange til andre input, end dem jeg kan give dem (ikke mindst fordi deres iPad er blevet inddraget i hverdagene). Men så er det jo heldigt, at vi de sidste par dage har lånt en teenager (som vi kender, altså. Lang historie, men de bor ikke længere ved siden af os, men i stedet temmelig langt væk. Men teenageren går stadig i skole i København).

På papiret skal han egentlig bare hænge ud hos os et par eftermiddage om ugen, indtil hans mor får fri fra arbejde, og han kan følges med hende hjem, men i praksis er han simpelthen så sød til at lege med ungerne - og lader til at hygge sig med det. Nuvel; De spiller noget mere Pokemon Go, end en Østerbro-mor bryder sig om, men så længe de hygger sig og kan samles om det, så lader jeg det helt og aldeles fare.

Indtil videre har vi lånt teenageren mandag og tirsdag i denne uge. Måske låner vi ham også i morgen, og i næste uge kommer han igen. Det er altså et koncept, der holder. Hvis jeg var sådan en, der kunne lave seje apps, ville jeg klart lave en, der hed Lån En Teenager. Det er jeg sikker på, der er et marked for ...

Øglen? Hun er i fuld gang med skolen, og selv om jeg egentlig havde et indlæg i pipeline om første skoledag i første klasse, så er hun så dejligt uimponeret, at jeg sikkert aldrig får skrevet det færdigt. 0.A er nu blevet til 1.A og har fået et nyt klasselokale, der var fint pyntet til første skoledag. Øglen fandt sin plads (og den mappe og det æble, der var lagt frem til hvert barn), forældrene fotograferede febrilsk poderne, og så var det ellers ud af klappen. Så mens børnene lærte deres nye lærere at kende, defilerede forældrene på arbejde (og nogle af os nappede lige en kaffe på Baresso på vejen) - de fleste af os med et formanende "Du skal ikke hente mig før tidligst klokken 15" i ørerne.

Siden er det gået slag i slag, og Øglen har allerede fuld gang i legeaftalerne og har stiftet bekendtskab med de nye fag - religion, matematik, IT og sikkert også en masse andet, jeg ikke har opdaget, de har endnu. Jeg har derimod opdaget, at hun er glad - og så er jeg det også.

tirsdag den 9. august 2016

Noget om hverdag

Vi kører den (stadig) ind med hverdag på den hårde måde herhjemme. Og megahyggelige weekender. Det er som om, det er nemmere at huske, hvordan man holder fri, end hvordan det nu lige er, man går på arbejde fem dage om ugen. Og i skole og børnehave ...

Det yngste nummer er stadig ikke vild med at komme i børnehave. Som i overhovedet. Han er forknyt ved aflevering og mere konfliktsøgende end sædvanligt derhjemme, og ved sengetid har han ondt i maven, siger han. Han keder sig angiveligt i børnehaven, og det kan sagtens have noget på sig. Bedstevennen er jo kommet i skole, lige som alle de andre store børn, så nu er hele balancen i rykket, og det er pludselig Varanen, der er blevet den store. Den slags tager selvfølgelig tid at vænne sig til, og det er jo heller ikke farligt at kede sig - der er bare et helt ÅR, til han skal i skole, så jeg håber i dén grad, han kommer til at u-kede sig på et tidspunkt. For jeg kan næsten ikke bære, at min lille store dreng, der har knuselsket sin børnehave og alle i den, pludselig er så ked af det, når han skal af sted. Allerhelst vil han bare ligge i arm med mig på sofaen og se "et afsnit", eller sidde ved spisebordet og spille Rummikub, den seneste craze. Når han altså ikke vil klippe papir i smadder og stemple det med bogstaver, fordi han leger postkontor (#nåååååhr!).

Hverdagen i al sin finhed. For det er jo ikke jammer det hele. Overhovedet. Det er bare hyggeligst at holde hverdag sammen - er vi alle sammen enige om!

Jeg er et minut fra at flytte ud i en skov med ham i et års tid, så han bare kan tulle rundt og hygge sig, men det nytter jo for høvled heller ingenting. Ud over at der er grænser for, hvor meget Rummikub man kan spille (og at det bliver svært at arbejde fra en computer lavet af kviste og bær), så trænger han jo også til input fra jævnaldrende. Han er glad, når jeg kommer og henter ham, og pædagogerne siger, at han liver op, kort efter jeg er smuttet ud af døren, så det må jeg naturligvis tro på. Men hans lille triste ansigt martrer mig altså gennem dagen og gør, at jeg stopper arbejdet tidligt hver dag. Hvilket er så sindssygt priviligeret, at jeg har lyst til at anbefale alle at blive selvstændige, men som samtidig gør, at det er temmelig småt med opsøgende arbejde for tiden. For nu at sige det mildt.

Det ældste nummer er stadig lige vild med at blive afleveret. Endnu vildere nu end i sidste uge, faktisk, eftersom flere og flere fra klassen er begyndt i SFO. I morgen går det løs med første dag i første klasse. Det er stort, synes jeg. Hun selv tager det ikke så højtideligt. "Jeg skal jo bare i skole, som jeg plejer", som hun siger. Og jaja, det er selvfølgelig det samme sted med de samme klassekammerater, men det er et nyt lokale, det er nye lærere, og så er det friggin' FØRSTE KLASSE. Bum! Ikke om jeg fatter, det er et helt år siden, hun begyndte i 0.A og var så stor og stolt. Nu er hun endnu større, og når jeg ser på de nye (småbitte) 0.-klasser, der myldrer rundt i skolegården og SFO'en, fatter jeg endnu mindre. For så lille var Øglen da ikke, da hun startede i skole. Det er jeg helt sikker på ...

fredag den 24. juni 2016

Noget om sidste skoledag

Om et par timer har vi ferie. Ferie-ferie-feeerie, som de i skrivende stund formentlig stor-skråler på Øglens skole, hvor de har hyggedag og picnic i dag. Uden forældre.

0. klasse er pludselig slut, og ungerne skal tage afsked med deres helt fantastiske lærere. Der er ikke nogen fællesafsked med forældre (den holdt vi i mandags), men vi har i samlet flok sørget for en kurv til lærerne, så de ved, hvor meget vi har sat pris på, at de har givet alle smållingerne så god en start på deres skolegang.

For et par uger siden var 0. klasserne på besøg i 1. klasse og hilse på de lærere, der får glæden af dem de næste tre år. Jeg var heldig og møde en af dem til skolens sommerfest i sidste uge, og hun virker heldigvis også rigtig sød og kompetent. Det er bare  vigtigt med gode lærere, altså!

Mens 0. klasserne besøgte 1. klasse, var der besøg af de kommende 0. klasser. Dem, der skal begynde efter sommerferien. Tænk bare - for kun et år siden, var det Øglen, der var på besøg på den måde (og om et år er det Varanen. Men det kan jeg ikke tænke på nu. Så får jeg en panik-baby med det samme. Kan slet ikke kapere, at begge unger er blevet så store!). Jeg syntes, hun var så lille, og nu, kun et år senere, har jeg en stor, sej pige, der kan læse og skrive (og som gør det i enhver ledig stund), som går til parkour, som glæder sig til at begynde til karate efter ferien, og som, så vidt vides, er meget populær i klassen. En pige, der hviler i sig selv, og som elsker at gå i skole og lære.

Til trods for vores turbulente efterår, hvor flytning og tabet af Mårmor faldt lige oven i hinanden, har hun klaret sig igennem på sikker kurs, og jeg imponeres dagligt af, hvor hurtigt hun udvikler sig, og hvor fantastisk en person, hun er. Og det siger jeg selvfølgelig helt objektivt ;-)

Men før den står på 1. klasse, står den heldigvis på en lang sommerferie. Som i dén grad kommer belejligt, for alle i husstanden trænger til at koble heeeeelt af. Og bade, spise masser af is og bare være. Sammen. Hurra!

torsdag den 23. juni 2016

Noget om badetøj

[ANNONCE]

Lige om lidt går reptilfamilien på sommerferie. Arrividerci skole, børnehave, kontor og hjemmekontor - og hej tre uger med (forhåbentlig) sol og varme i hhv. Pastaland og Sverige. (Til eventuelle tyvetyper, så har vi årvågne naboer, der er hjemme og holder øje med matriklen, så vig bare bort med det samme!)

Jeg har store planer om, at sommerferien bliver både varm og rar, så det er begrænset, hvor meget jeg gider pakke i kufferten. Et par lette outfits, nogle gode sko (sandaler. Jeg købte vandresandaler for første gang, siden jeg troede, jeg var friluftsagtig tilbage i år 2000, for et par uger siden. Og selv om de i sandhed ikke er for kønne, så må jeg sande, at de bare er bedre at have på end mine elskede Reef-flipflops (som jeg naturligvis også skal have med). Særligt, hvis der skal vandres bare lidt længere end til poolen) og så selvfølgelig badetøj.

Hrm. Ja. Badetøj.

Jeg har aldrig være bikinitypen - og lad mig stoppe jer, før nogen råwer mig ind i hovedet, at ALLE har en bikinikrop, og at det baaaare handler om at tage en bikini på, så har man en af slagsen. We know. Det er nemlig ikke det, det handler om. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvordan andre synes, jeg tager mig ud i en bikini - det handler om, hvordan jeg selv har det i en. Det blødeste punkt på mig er min mave, og det har det sådan set altid været - og to børn har på ingen måde gjort den mindre blød (her stopper jeg så også jer, der vil til at råwe, at der intet er forgjort i, at kroppen ser anderledes ud efter graviditet(er) og fødsel, og at det bare vidner om kærlighed und so weiter. Det ved vi også godt). Det er helt ok, men jeg har bare ikke synderligt meget lyst til at flashe maven i overdreven grad og har det altså bedre i badedragt.

Og så er det jo dejligt, at der efterhånden er vældig mange fine badedragter i handlen (omend mange af dem er frygtelig dyre. What's up with that! Og med, at mange af dem ikke kan tåle klor, for den sags skyld?!). Jeg forsøgte mig i sidste måned med at købe en virkelig fin badedragt hos min bedste ven Ali, men selv om den var så fin så fin, lod pasformen en del tilbage at ønske, så dragten er nu røget videre til min nabo, som passer den på en prik. Og det er jo dejligt for hende, men efterlader ikke mig med ret meget svømmekluns til ferien. Så for et par uger siden dristede jeg mig ind i en af de lokale lingeributikker, der har rigtig mange fine badedragter - og for en gangs skyld en ekspedient, der virkede som om, man ikke generede hende dødeligt ved at betræde matriklen. Faktisk var hun overmåde hjælpsom og langede badedragter i favnen på mig i en lind strøm - alle i str. 42. En størrelse hun åbenbart var nået frem til ved at kigge kritisk op og ned ad min bløde krop. Nu er det jo ikke fordi, der er noget i vejen med at være str. 42. Overhovedet. Men eftersom jeg er en str. 38-40 til daglig, er det altså lidt af en bet at få smidt en str. 42 i hovedet på øjemål.

Nå. Skæbnen ville, at ingen af badedragterne sad specielt godt (heller ikke den i str. 40, jeg havde nappet, mens ekspedienten kiggede væk), og da den billigste i øvrigt kostede tæt på 900 kr., listede jeg lige så stille af igen. Og begyndte at lede på nettet. Hos Ellos fandt jeg det, jeg søgte (og nej, det er ikke Ellos, der giver spons - de har bare fine badedragter), og i sidste uge fik jeg så det valgte eksemplar hjem. I str. 40, Dame i Lingeributik!. Og ved I hvad? Den sidder bare SÅ pænt! Lidt til den store side (men så er der plads til is), og kvaliteten virker rigtig god. Så den glæder jeg mig til at drøne rundt i i Italien. Og den tåler vist oven i købet klor, så jeg også kan driste mig i poolen. Glæden vil ingen ende tage!

 UV-tøj til børn
Reima-rovet. Find det her

Ungerne er heldigvis for længst færdigudstyret med badetøj. Jeg var så heldig at få tilbudt at teste UV-tøj fra Reima (det er her, det sponsorerede indhold befinder sig, hvis nogen skulle være i tvivl), og begge unger er nu udstyret fra top til tå i UV-T-shirts, -shorts og lette jakker. Og et par strandsandaler også, skam. De bliver så fine, og begge er lykkelige for deres nye tøj. Selv om begge unger efterhånden er nogle store klepperter og ikke længere har nær så sart hud, som da de var helt små. tænker jeg, at det er meget rart at have muligheden for at tage UV-badetøj på under sydens sols skrappe stråler. Så kan den almindelige badedragt og de små børne-speedos komme på om aftenen, hvor jeg har store planer om, at vi også skal bade.

Jeg glæder mig til at se, om UV-badetøjet fungerer lige så godt i praksis, som det gør i teorien, men jeg kunne ikke forestille mig andet. Hvis udstyret minder bare det mindste om Reimas vintergear, er ungerne in for a treat. Hm ... Måske man skulle tjekke, om man kan få det der UV-halløj i voksenstørrelse også ...

***

Dagens guldkorn fra Varanen:
Varanen og jeg sidder og leger lidt med Lego fra morgenstunden - Varanen er stadig kun iført undertøj, og jeg kan slet ikke holde snitterne fra ham, fordi han er så marcipanblød:

Mig: Uhm, Varan - du er simpelthen noget af det blødeste i hele verden!

Varanen *let bebrejdende*: OG kreative, mor!

Ja. Selvfølgelig. Kreativ er han også. Ham min lille store dreng, der netop havde lavet en "pølsebrænderfakkel" af Lego, som han brugte til at svitse min Lego-pølsemand med. Og spisebordet. Og mig. Og hans egne arme ...

torsdag den 16. juni 2016

Noget om at gøre ingenting

Jeg ved ikke med jer andre, men jeg har efterhånden længe haft information overload i forhold til mængden af 'kloge' artikler om, hvordan man skal gebærde sig over for sine børn, i familien og i samfundet i det hele taget, hvis man vil undgå at gøre ubodelig skade på enten sig selv, børnene eller førnævnte samfund. Faktisk var artikelstrømmen den udslagsgivende faktor, der gjorde, at jeg trak stikket til Facebook for halvandet år siden, og jeg vil vove at påstå, at min hverdag er blevet noget mere overskuelig uden masserne af modsatrettet information, jeg skal forholde mig til (for jeg var ikke ret god til at filtrere den fra). Så altså - færdig med mødrebashing og skyld med skyld på. I en vis udstrækning, altså. For det sker da stadig, at jeg falder over en artikel i ny og næ. Som jeg læser. (Det er jo bare Facebook, jeg ikke findes på længere. Ikke internettet.)

For et par uger siden skete det. Bedst som jeg sad og overspringshandlede (formentlig med at finde en pæn badedragt på nettet - hvilket lykkedes, btw. Mere om den i et andet indlæg), fik jeg en sms fra HDD med et link til en artikel i Politiken. Og med følgeteksten: "Reptilerne bliver utrolig godt rustet til fremtiden". Artiklen handlede om, at børn, der skændes, får det bedre med hinanden, efterhånden som de bliver ældre, end børn, der ikke skændes som små, og at det er at gøre dem en bjørnetjeneste at forsøge at klare konflikterne for dem. Også selv om de bliver fysiske og/eller råber, til ørerne bløder.

Artiklen linkede videre til "Sådan tackler du dine børns konflikter", og det lød alt sammen vældig fornuftigt. For vores børn toppes, skal jeg sige jer. Sådan for alvor.

Eksempel:

Øglen: "Varanen rækker tunge af mig, mor. Helt uden jeg gjorde noget. Eller. Jeg kom til at slå ham lidt på armen, fordi han skulle flytte sig, og så blev han bare megagal, og ..."

Varanen: *afbryder*: "Det er fordi hun ikke vil lege. Og så slår hun, og så ..."

Øglen *afbryder*: "Naaaarj".

Varanen: "Joooooow!"

Øglen: "NAAARJ".

Varanen: "JOOOOOOOOO! DUMME Øgle!"

Og så kører den ellers derfra. Jeg er i dén grad træt af det, men jeg har ikke anet, hvad jeg skulle stille op med det, og er derfor endt i et af to scenarier: a) Bede den ene om at lade være med at række tunge/slå/skrige sig selv hæs og på en eller anden facon dømme i, hvem, der har ret/uret, b) Blive virkelig irriteret over, at de flipper sådan ud. Begge dele eskalerer konflikten, og det ender altid i vredestårer hos Varanen og forurettelsens tårer hos Øglen.

Men nu. Nu har jeg fået en option c. Som går ud på at gøre præcis ingenting. Så i et par uger har jeg nu smånynnet på en lidt uhyggelig hippiemåde noget i retning af "Ahr, det er jeg sikker på, I godt selv kan finde ud af", når den ene eller den anden kommer rendende for at aflægge vidnesbyrd om en (eller flere) absurde konflikter. Og så lige så stille gået tilbage til det, jeg var i gang med, mens ungerne helt perplekst stod med al deres selvretfærdige harme - og ingen til at tage parti.

Og ved I hvad, der er sket? Mens jeg har ladet som ingenting (og drukket lidt ekstra kaffe), har de formået at løse indtil videre en lang række konflikter selv. Konflikter, der før ville have varet måske en halv time, er nu overstået på fem minutter. Uden nogen smækker sig surt inde på værelset eller insisterer på, at hinanden er dumme. Faktisk er samtlige konflikter indtil videre endt med to reptiler, der griner lidt sammen, finder på noget sjovt eller hyggeligt efterfølgende og generelt bare virker en anelse mere sammentømrede.

Jeg er helt klart fan.

Jeg ved godt, at træerne ikke vokser ind i himlen, og at der både vil komme konflikter, der ikke lader sig løse med denne nye, fantastiske tilgang til det, og situation, hvor vi voksne falder tilbage i dommer-rollen (bedre kendt som "shut uuuuurp"-rollen), men det er også ok. Ellers bliver det også næsten for harmonisk.

Men det er helt klart en bedre base at have, at der er få konflikter, der eskalerer, frem for at det snarere var reglen end undtagelsen. For med viljestærke søskende på 4,5 og 7 år ville jeg lyve, hvis jeg sagde, at stemningen altid ligger på zen derhjemme ...

mandag den 13. juni 2016

Noget om sommerweekender

Årh mand, hvor jeg elsker weekender. De burde aldrig slutte. Særligt ikke den, der lige er gået. Sommer, sol og København udgør en fremragende treenighed, og jeg kan slet ikke vente, til det er weekend igen (og nogen gider tænde for solen).

Fredag efter fyraften blev, sædvanen tro, tilbragt med den yngste til håndbold. Han synes, det er eddersjovt, men fredag kl. 16-17 er en kende sent, når man er 4, going on 5, og i øvrigt har været i børner hele dagen. Men han klarede det (og ravne-mutti nåede at få klaret et par arbejdsrelaterede telefonopkald, så jeg kunne holde weekend med god samvittighed) og var svært begejstret for at få en fredags-is på vej over efter storesøster, som var til fødselsdag hos en klassekammerat.

Fordi det var fredag, og klokken var mange, og ingen gad at lave mad, kom vi til at tage burgere med hjem fra Østerbros Originale Burgerrestaurant (desværre er indlægget ikke den mindste smule sponsoreret. Jeg tror, jeg ville græde en lille smule af glæde, hvis det var, for scheisse de laver gode burgere. Og fritter!), som vi fortærede, mens vi så hhv. Disney Sjov og Alle mod en. Så bliver det ikke mere fredag.

Lørdag stod den på fodbold med den yngste fra morgenstunden (vi kan jo lige så godt prøve alle de forskellige boldspil af, ikke? Særligt, når man får tilbudt seks gratis træninger. At de så ligger lørdag formiddag, kan man som forældre godt have det lidt stramt med, men når solen skinner, Yngstebarnet er i hopla, bedstevennen dukker op til træningen for også at spille, og der er andre forældre at sludre med, så går det nok endda). Hjemme igen var der dømt afslapning - så meget, det nu kan lade sig gøre at slappe af, når man er 4 og 7 og ved, at man skal i Tivoli kl. 14, altså. Det var første gang i Tivoli med turpas til ungerne - hidtil har de bare prøvet et par rides med billetter - men lørdag skulle den have hele armen. Og det fik den (faktisk fik den begge arme, for ungerne fik et turpas på hvert håndled, så de frit kunne vælge voksen, når de ville prøve noget. Vi havde allieret os med Farmor, Faster og de to store Fætre, så der var god prøve-rotation, og alle fik lov til at prøve det, de helst ville). Dog lagde Varanen lidt for hårdt ud med Galejen - Farmor var med ham, og jeg stod på sidelinjen og kiggede magtesløst til, mens jeg kunne se hans underlæbe vibrere mere og mere. Og da skibene endelig holdt op med at drøne rundt, brød han helt sammen og kunne slet ikke overskue mere. Lille mand!

Han genfandt dog hurtigt sin selvtillid og prøvede lidt mere stilfærdige rides resten af turen. Og til sidst - da klokken var over sengetid, og alle var trætte og sultne - havde han fået så meget blod på tanden, at han ville med op i det lille gyldne tårn (det for børn, 'ing?) Det var ikke en god idé, og nogen blev ret ked af det, men en tur i flyverne og endnu en i Veteranbilerne (efterfulgt af en fransk hotdog) gjorde heldigvis meget ved humøret. Øglen kunne til gengæld ikke få det vildt nok, og hun og HDD udklækkede en plan om at prøve Dæmonen. Den var hun dog "desværre" ikke høj nok til (phew, tænkte hønemor), så det blev Odinekspressen og den gamle rutsjebane i stedet. Igen og igen og igen.

Vi var hjemme alt for sent, fyldt med pomfritter, slushice (med softice?), candyfloss og kaffe (de voksne), men hvad gør det, når man har haft den skønneste dag. Som åbenbart tog så hårdt på afkommet, at de sov til klokken hhv. 8.30 (Varanen. Nærmest aldrig sket før!) og 9 dagen efter. Set i bakspejlet var det ikke det smarteste træk, at Øglen havde en legeaftale klokken 10, men hun ville gerne af sted, og i hendes fravær, spillede HDD og jeg bold med Varanen i Fælledparken og legede amok på legepladsen. Pludselig var det frokosttid, og efter en bagel i solen blev vi enige om at gå på vandlegepladsen, når Øglen var hentet. Vejret var varmt-agtigt, så som aftalt så gjort. Og selv om der ikke var vand i soppesøen (så varmt var det tilsyneladende heller ikke), blev det en fantastisk tur, hvor Varanens bedste ven og storebror også var. Score! Der blev leget godt igennem, og efter aftensmad og et bad gik ungerne helt kold.

Og nu er hverdagen i gang igen. Det havde den ikke behøvet at være, tænker jeg. Men ungerne har alligevel glædet sig som små vilde til i dag. De skulle nemlig lege med ... korrekt ... Varanens bedste ven og hans storebror, som de jo næsten ikke har leget med i weekenden. Eller noget. Så der er de nu. Og jeg sidder og arbejder (ahem ...) selv om klokken nærmer sig 18. Og har end ikke overvejet at lave aftensmad. På den måde er mandag jo slet ikke så tosset ...

Billeder, siger I? Jeg må med skam meddele, at jeg stort set ikke har taget nogen i weekenden. Jeg har haft alt for travlt med at hygge mig (og drikke kaffe og holde meget fedtede candyfloss). Et enkelt et blev det til i Fælledparken i går, mens Varanen sad med sit forstørrelsesglas og var i fuld gang med at futte plænen af, men det gider ikke uploade, så det må I tænke jer til ...

tirsdag den 24. maj 2016

Noget om søvn

Den dedikerede læser vil vide, at det ikke altid har været lige nemt med søvnen herhjemme. Varanen sov mildest talt dårligt det første år, og jeg husker stadig, hvordan min læge lo, da jeg til en af de mange børneundersøgelser træt konstaterede, at Varanen ikke var "sådan en, der syntes, det der søvn var fedt". (Needless to say, men ikke desto mindre; Jeg lo ikke).

Nå. Men det er heldigvis længe siden. Og vi har sovet fortrinligt i fler år efterhånden. (Må man godt skrive det? Eller kommer karma og/eller småbørnsforældre, der sover ad r*ven til så og slår en hårdt i hovedet?) Men jeg skal da være den første til at indrømme, at der har været plads til forbedring. Som måske (måske ikke. Jinx!) er ved at ske nu.

Varanen fik tremmerne af sin seng, da han var to år og en sjat. Fordi han lavede en Houdini på den, hver eneste gang, han lå i den, og det dels blev ret trættende, dels temmelig farligt. Så af kom tremmerne, og ind i dobbeltsengen kom Varanen. Søvndrukken. Hver eneste nat. Vi prøvede naturligvis at følge ham tilbage de første mange nætter, men det afstedkom altid en ked af det Varan og/eller en virkelig radbrækket forælder efter en halv nat tilbragt delvist i juniorseng, delvist på gulvet. Og eftersom Varanen sov sødeligt, hvis vi bare lod ham blive i dobbeltsengen, så var det ikke voldsomt svært bare at blive liggende, når han kom tøffende. Og faktisk var det også lidt hyggeligt.

Når man sover ordentligt om natten, bliver det pludselig overskueligt at løbe en tur, før resten af familien står op

Nu varer det ikke sådan helt vildt lang tid, før Varanen fylder fem (hvilket moderen ikke helt forstår. Han er jo bare stadig en lille fis), og han kommer stadig tøffende ind i dobbeltsengen hver nat. Faktisk tror jeg ikke, at jeg overdriver, hvis jeg siger, at han fra dengang tremmerne kom af og til nu - altså en periode på omkring 2,5 år - kun har sovet hele natten i sin egen seng maks. 10 gange. Det er ligesom bare blevet en vane. Nogle gange opdager vi slet ikke, at han kommer snigende. Andre gange er det væsentligt mere tydeligt. Fx når han roterer mere end det vildeste centrifugeringsprogram på vaskemaskinen. Eller stjæler hele dynen. Noget, han er begyndt med i stadigt stigende grad, hvilket naturligvis ikke kan undgå at påvirke nattesøvnen - både hans og vores.

Men! Så var det, at vi indførte et perlebelønningssystem for et par måneder siden. Det går i al sin enkelthed ud på, at når ungerne er særligt søde/hjælpsomme, så får de en perle. Og når de har sparet 85 perler sammen, kan de veksle dem til en lille ting i Fætter BR. Det er incitament, reptilerne kan forstå, så jagten på perler er i dén grad gået ind. Vi besluttede os for at ride på succesbølgen, så vi tilbød fem perler til dem begge to, hvis Varanen sover i sin seng hele natten. (Og selv om han kommer ind en halv time, før vækkeuret ringer, tæller det stadig som hele natten).

Til at begynde med virkede det overhovedet ikke. Vi havde et par gange, hvor han blev virkelig sur over, at han ikke fik fem perler alligevel, men vi holdt fast, og pludselig - i sidste uge - var det som om, det begyndte at virke. Således har Varanen nu på ni-ti dage sovet i sin egen seng fire hele nætter. (Og jo altså scoret både ham og storesøster 20 perler hver). Natten til i dag var en af dem. Jeg vågnede klokken 05 og kunne ikke forstå, hvorfor jeg var så udhvilet. Før jeg kom til at se, at Varanen ikke var i sengen; Han lå og sov sødeligt i sin egen seng. (At han så var ked af, at jeg ikke havde vækket ham og båret ham ind i vores seng i nat, er en anden sag). Han havde sovet dejligt, og selv om jeg elsker at vågne op med hans små, buttede arme om halsen (eller i øjnene), elsker jeg endnu mere at mærke på ham, at han er udhvilet.

Jeg ved ikke, om det er perlerne, der virker. Eller det bare er alderen, der arbejder med os (vi må gå ud fra, at han ikke fortsat kommer tøffende midt om natten, når han bliver 16. Perler eller ej). Men uanset, så er det ret fantastisk. Og gør det på en eller anden måde endnu mere hyggeligt at vågne op ved siden af ham de dage, hvor han så rent faktisk er kommet tøffende.

mandag den 15. juni 2015

Trés hyggelig weekend

Er der nogen, der giver en weekend? Kunne godt bruge en mere oven på den, der lige er gået. Den var så low key, at jeg er kommet helt ned i gear, og det er altså slet ikke så dårligt.

Sommerfesten i børnehaven gik så fint så fint. Ungerne var stolte af piratkagen, og jeg var stolt af, at jeg ikke spiste nogle af de ca. 25 andre kage-bidrag, der også deltog i festen. Holder stadig fast i mit kost- og træningsprogram og var kun moderat træt af ikke at kunne bælle en sodavand til sommerfesten, der var velsignet med skønt vejr og godt humør. Vi vandt oven i købet både en sportstaske og en flaske vin i sommerfestens lotteri - ret heldigt, ikke mindst for husfredens skyld. Konceptet lotteri var nemlig fremmed for Øglen, og hun syntes, det var noget så uretfærdigt, at vi ikke vandt noget. Men det gjorde vi jo så. Heldigvis. Dagen efter spurgte hun, hvorfor vi ikke bare kunne have købt nogle flere af de lodder, der rent faktisk var gevinst på, i stedet for at købe en masse nitter. Og så måtte jeg jo i gang med at forklare. Ved faktisk ikke helt, om det lykkedes ...

Lørdag havde Farmor spurgt, om hun måtte låne ungerne. Hun var alene hjemme og syntes, det var så længe siden, hun havde haft fingrene i ungerne, så hun ville gerne have dem på overnatning. Øglen var på med det samme, mens Varanen lige skulle overbevises om, at det var en god idé. Men da det gik op for ham, at det kunne være, det involverede slik, kunne det ikke blive lørdag hurtigt nok.

Sædvanligvis, når ungerne skal overnatte et andet sted end derhjemme, er det fordi, HDD og jeg skal et eller andet - løbe marathon (hahahah), til fest eller ordne et eller andet, der involverer en hulens masse besøg hos et byggemarked - men lørdag skulle vi ingenting. Så det var ret underligt at skulle være uden børn. Vi fik dog tiden til at gå, bl.a. ved at besøge ovennævnte MASH, og så i øvrigt ved at være hos Farmor et par timer i løbet af dagen. Og da Øglen spurgte for syvende gang, om vi egentlig ikke snart smuttede, tog vi af sted.

Vandhund i Furesøen

Gåtur i det grønne. Sammen med Farmor og 80 trilliarder myg
 
MmmmmASH

Søndag morgen hentede vi så poderne igen. Øglen skulle til fødselsdag, så hun blev droppet af på vejen hjem, og da vi kørte videre hjemad, udbrød Varanen "SÅ! Nu skal vi lave noget trés hyggeligt!" (Eller - det var i hvert fald sådan det lød). Adspurgt om, hvad "trés hyggeligt" bestod af, forklarede han: "I går var det fire-hyggeligt. Farmor, Øglen, E (hunden, red.) og mig. Nu er det tre-hyggeligt. Vi skal tre-hygge!" Og det kan man jo ikke sidde overhørigt (heller ikke selv om barnet ikke er så frankofil som først antaget). Varanen dikterede, at vi skulle ned til havnen, og så tilbragte vi ellers et par timer i det forholdsvis solrige vejr med hhv. is, slush og danskvand. Gæt selv, hvad jeg fik ...

Varanen på havnen på PinePeak-løbecykel fra Jollyroom, venligst udlånt til test. 
Han ELSKER den cykel, og både den trofaste Puky-løbecykel og den seje orange med pedaler er blevet sendt i skammekrogen, efter han har fået nye wheels

Dryp, dryp, dryp ...

Da vi havde hentet Øglen, var alle flade ("Jeg er lidt mast, mor!"- Varanen), og eftermiddagen blev brugt på at slappe heeeelt af. Spille spil, tegne, læse bog for ungerne på terrassen, spille iPad (de skrappe restriktioner var blevet lempet i søndagens anledning), ordne vasketøj (snork), dryppe stearin og putte sig i dyner indendøre. Slet ikke nogen dårlig måde at tilbringe en søndag på. Jeg gik ud som et lys allerede 22.30 (temmelig tidligt for mig), og så sov jeg ellers så godt, som det nu kan lade sig gøre, når der kommer et barn ind midt på natten og klager over myggestik (jeg har selv fået en pæn portion af dem - fårg, de klør!), og et andet barn ud på morgenen og forlanger at ligge i midten.

Nu er jeg helt i hopla til at tage livtag med endnu en uge. Solen skinner, og det er jo altid dejligt, selv om det er jävlakoldt udenfor. Sidder med sweater på. Helt ærligt, sommer - kom nu!

søndag den 10. maj 2015

Chokoladeøjne og ditto blomster

Det er ingen hemmelighed, at mine unger er glade for mad. Den yngste især (det har han muligvis fra sin mor. Ahem). Faktisk har vi voksne længe haft det sjovt med at tale om mad for at vække ham, hvis han fx er faldet i søvn i bilen på vej til Mårmor og Mårfar eller en anden destination, hvor mad er selvskrevet. Hvis vi bare taler lidt overordnet om, hvad vi mon skal have til aftensmad, er der ikke den store reaktion at spore, men så snart man bliver mere specifik a la "Jeg tror, vi skal have burgere. Med en lækker bøf, ketchup og lune sesamboller", så begynder næseborene at vibrere, og inden længe vågner han og siger ting som "Jeg vil ikke have løg på, så!" eller "Det kunne også være lækkert, hvis vi skulle have pasta". Ak ja - man har kun den sjov, man selv laver.

Nå. Det var et sidespring. For ligesom at understreget madglæden. Men det er ikke kun burgere og aftensmad som sådan, der kan vække begejstring hos yngstebarnet. Søde sager - af enhver slags - er også særdeles populære, og kunne han slippe af sted med det, ville han formentlig kun spise slik og chokolade. Og is. (På vej til og fra børnehave ligger der en Paradis-biks, og hver evig eneste dag, spørger den unge mand håbefuldt, om vi skal have en is i dag. Det skal vi stort set aldrig).

Det kom da derfor heller ikke som nogen kæmpeoverraskelse, da vi skulle vælge planter til den netop overstående kombidag i børnehaven - bedsteforældreplantedag - at Varanen valgte en ... chokoladeblomst som sin plante. Jeg kunne bare pakke sammen med mine hortensiaer og syringaer (tror jeg, de hed. VIRkelig fine) - så snart jeg havde sagt ordet "chokoladeblomst", havde den lille slikelsker valgt. Og da han fandt ud af, at blomsterne rent faktisk også dufter af chokolade, ville begejstringen ingen ende tage. Øglen valgte, til sammenligning, en fin, rød havenellike.

Min egen lille chokolade-indianer

Børnehaven var ikke overrasket over valg af plante - de ved om nogen, hvor glad Varanen er for mad i almindelighed og søde sager i særdeleshed - ikke mindst efter et par måneders indianertema, hvor børnene selv måtte vælge indianernavne, og Varanen insisterede på at hedde Chokoladeblinkende Øjne - både fordi hans øjne ligner chokoladeknapper, og fordi "jeg kan så godt lide chokolade, mor". At pædagogerne betvivlede indianernes forhold til chokolade slog ham ikke ud. De andre børn hed noget i stil med Kloge Bjørn, Modige Ulv og Hoppende Fjer (Øglen), men Varanen ville altså gerne hedde noget med chokolade.

Og nu er børnehaven så en chokoladeblomst rigere - plantet af en stolt Varan sammen med Mårmor og Mårfar, der heldigvis havde mulighed for at komme med og hygge om ungerne. Og han proklamerede stolt, at han slet ikke havde spist nogen af blomsterne - muligvis fordi jeg havde nævnt et par gange eller syv, at han ikke skulle spise sin plante. Ikke, at jeg tror, han kunne finde på det, men når det er noget, der dufter af chokolade, ved man aldrig ...

lørdag den 2. maj 2015

Nu med diller

Da Øglen og jeg var i Paris, havde HDD bl.a. Varanen med på Den Blå Planet. Ud over trifli, fiskefrikadeller og teater med Hammerhajen Hik (stor succes, åbenbart), fik den 3-årige en højt ønsket bamse med sig hjem - en temmelig lyserød skildpadde med glimmerøjne, som han har talt om i noget, der minder om et halvt år. (Siden en af pigerne i børnehaven havde en, der ligner ret meget, havde sin med i børnehave. For læææænge siden).

Skildpadden blev lynhurtigt navngivet - den hedder det samme som mig (!?) - og er stadig, her et par uger efter anskaffelsen, meget elsket. Den er med til mere eller mindre alt, og hver aften skal den puttes fint ved siden af Varanen. "Men den må ikke få dynen over hovedet, mor - så kan den jo ikke se noget, hvis den vågner". Nårhhh!

Skildpadden in question

Navnet giver af og til anledning til let forvirring (fx når Varanen drøner rundt og råber "HVOR ER A?!", og jeg står lige ved siden af og siger "Øhm ... Lige her?"), men ikke noget, vi ikke kan klare. Og når alt kommer til alt, er det jo ret rock 'n roll at hedde det samme som en lyserød glimmerskildpadde. Ikke?

Indtil i dag, altså. Hvor Varanen, med skildpadden i hånden og på vej ud at handle med HDD, syntes, han skulle diskutere med Øglen, hvorvidt skildpadden har en diller eller ej. Varanen var på ja-holdet, mens Øglen mente, at det ikke kunne lade sig gøre, når nu det er en pige-skildpadde. Det blev en ret ophedet diskussion, og den sluttede med, at Varanen råbte: "JO! A HAR EN DILLER!" og stormede ud ad døren.

Nu mangler vi bare, at han deler det med hele byen. Eller bare børnehaven. Og i øvrigt undlader at nævne, at den A, han henviser til, er lavet af lyserød plys ...

onsdag den 22. april 2015

Om kollektiv trafik


Alle – måske lige med undtagelse af dem, der sælger biler – vil gerne have os til at bruge den kollektive trafik noget mere. Fint med mig. Jeg kører sjældent i bil selv (er til gengæld en flittig passager), og skal jeg noget, tager jeg typisk toget eller bussen. Som nu i dag. Hvor jeg var med først ét tog, så et andet og til sidst en bus. Og hjem igen samme tur, bare i modsat rækkefølge. Jeg skal ikke komme nærmere ind på, hvad jeg skulle spendere på dét (ok, så. 585 bobs), men der var også et bælt, der skulle krydses to gange, så helt urimeligt er det vel ikke. Eller hvad?

Anyways. Det var ikke de horrible priser på offentlig transport, vi skulle snakke om. Vi skulle snakke om, at det i grunden er en ganske glimrende form for transport (selv om toget trumfer bussen til enhver tid, hvis man spørger mig). Alligevel er der plads til forbedring. I dag alene tillader jeg mig at uddele mentale lammere til:


-       Damen (ja. Damen. Et godt stykke over de 40), der facetimede i bussen. Uden høretelefoner. Og havde en lang snak om tunge ting som ægteskabelige udfordringer og andet godt. Det er synd for dig. Men der er ingen grund til at tage samtlige af dine medpassagerer som gidsler ved at tale så højt, at ingen kan undgå at lytte.

-       Manden (ja. Manden. Et godt stykke over de 40), der spiste hele sit McD-måltid i IC3-toget. Inkl. McFlurry. Jeg er sikker på, at du var sulten. Og at det smagte godt. Men der var mad über alles. (Og jeg var megamisundelig. I virkeligheden var din brøde sikkert ikke så stor, men når man er sulten, tager man de fleste ting mere nært).

-       Tog, der er fuldstændig overproppede, så man må stå op det meste af vejen. Når det, man i virkeligheden havde brug for efter en lang dag var et bord, man kunne hvile sig bare lidt ved. OK. Strengt taget kan det her punkt helt undgås ved at købe en pladsbillet. Sådan en havde jeg ikke, fordi jeg ikke vidste, hvornår jeg skulle hjem. Lesson learned – herefter bliver der planlagt nøje.

-       Buschauffører, der nægter ungersvend at komme med bybus (ja. Bybus), fordi den billet, han troede, var en heldagsbillet, åbenbart ikke var det alligevel. Jeg ved det godt – regler er til for at blive overholdt, og billetter er til for at blive købt. Men når nu staklen ikke havde nogle kontanter, og bybussen (!) kun kører hver halve time, så synes jeg måske godt, man måtte have været lidt lempelig. Desværre havde jeg selv nul kontanter; Ellers havde jeg sq købt ham en billet, så han slap for at lede efter kontanter (good luck) på herrens mark.

-       Internet i tog. Eller rettere: Manglen på internet i tog. Det virker jo seriøst aldrig! Kom. Nu. Ind. I. Kampen.


Dagens lammere, mine damer og herrer. I virkeligheden slet ikke så mange, som man kunne frygte efter 12 timer på farten, hvoraf 7-8 af dem blev tilbragt i den kollektive trafiks varetægt. Og det meste blev heldigvis opvejet af det fantastiske vejr , de søde fynboer, nye samarbejdspartnere, kaffe med savnet veninde og bare et lille indhug i bjerget af arbejdsopgaver. Nu er jeg hjemme igen. Og i gang med mere arbejde. Det er straffen for at dandere den i Paris med Øglen i 4 dage, hvor jeg ellers burde havde været flittig. Mere om dén tur i et andet indlæg.

mandag den 6. april 2015

Punktformspåske

Antal:
  • Feriedage i alt: 10
  • Feriedage brugt hjemme: 5
  • Feriedage brugt vestpå: 5
  • Måltider indtaget: 80.000 
  • Påskeæg konsumeret (børn): 12 milliarder
  • Koleriske sukkerchok: 1 (Varanen. Og det var vist i virkeligheden 'bare' træthed) 
  • Legeaftaler: 4 (gæt, hvad vi har brugt vores hjemmedage på) 
  • Timer tilbragt i solen med bog og kaffe: 4
  • Bøger læst: 1 (en hel bog. Sgu!) 
  • Nætter med latterlig dårlig søvn: 9 (børn, der roterer i dobbeltsengen borger for virkelig sløj søvn) 
  • Aha-oplevelser: 1. Men den var til gengæld også stor. Efter mange års kommen og gåen på Louisiana, er det gået op for mig, at Børnehuset ikke kun begrænser sig til én etage, men rent faktisk spreder sig over hele tre. Og de to andre er meget sjovere end den øverste. Der kan man bare se 
  • Propper i ørene, der ikke vil gå væk: 1 (shit, det er irriterende) 
  • Kilo taget på: 54. Mindst
  • Gange, vi har gjort rent: 2 (på 10 dage. Det er vildt og cwazy!) 
  • Omgange vasketøj kørt i maskinen: 9.014
  • Oldgamle Pixi-bøger fundet på Mår-forældres loft: 45
  • Virkelig scary dukker fundet på Mår-forældres loft: 8 (og nogle af dem havde fået gnavet ansigtet af. Gjorde dem ikke mindre scary) 
  • Kasser med virkelig gamle, meget ubrugelige ting fundet på Mår-forældres loft: 4 
  • iPads benyttet: 0. Sprængte popularitetsskalaen for forældre nedad, da det gik op for reptilerne, at deres iPads ikke var kommet med til Mårmor og Mårfar. Og at det var helt bevidst. Men det var sjovt, som de glemte det i en fart og i stedet legede sammen i nogenlunde fred og fordragelighed. I hele fem dage. Og i øvrigt blev ved, efter vi kom hjem
  • Kopper kaffe indtaget: 9.114 
Ikke, om jeg fatter, at vi lige har brugt 10 fridage. Seriøst - hvor blev de af? Og hvad skete der med alle mine intentioner om at få gang i bloggen igen? "Når jeg har fri, SÅ melder inspirationen sig. Og lysten til at skrive. Med garanti." Øhm nej. Åbenbart ikke. Jeg er stadig uinspireret, og derfor bliver I spist af med en omgang punktformspåske. Som har været både sød (i ordets bogstaveligste forstand. Sukker-overload i lange baner) og god. Og afslappende på alle måder. Der har været legeaftaler en masse, hele 5 dage hos Mårmor og Mårfar (hvor der oven i købet var tid til at stene i solen. Helt uden børn, fordi de var på verdens længste gåtur med Mårfar. Uden at brokke sig et sekund?!), påskebrunch og gåtur i skoven hos Farmor og fri leg i haven. Beskidte børn, der var alt for længe oppe og afslappede (dovne?) forældre, der syntes, det var ok.

Nu kalder hverdagen igen. Ungerne glæder sig til at se deres venner i børneren, men gad godt have mere ferie. Det gad jeg også godt. Heldigvis er denne uge et skridt nærmere weekenden allerede fra start, så helt slemt er det ikke. Og i næsten uge sniger Øglen og jeg os i øvrigt til endnu en ferie, så mon ikke vi lige klarer en uge med hverdag ...

tirsdag den 3. marts 2015

6 år, Niller ...


Nogen er blevet 6 år. Og nogen er blevet fejret ikke bare én gang, men hele TRE gange! Med flag og gaver og sang og fridag og familie og whatnot. Hele den forgangne uge har været én lang fest, føles det som, og Øglen har badet sig i opmærksomhed. Og gaver. Også selv om hun ikke fik det sværd, hun i ellevte time pludselig fandt på hun ønskede sig og mener, det er rimelig uretfærdigt. Til gengæld har hun fået alt fra en morgenkåbe magen til min (bare mindre, ing’?!) til en fjernstyret bil, så hendes klager falder for temmelig døve øren. Lad os bare sige det sådan.

Selve fødselsdagen blev spenderet i Kbh med moi. La Glace, osen i hhv. butikker og i Domkirken, køben basis-tøj i H&M (og tovtrækken om verdens grimmeste og mest syntetiske pandakostume, som ikke kom med os hjem), løben op og ned i Rundetårn, spisen ristede pølser på Kultorvet og fodren duer selvsamme sted blev det til, før vi skulle hjem og hente Varanen, der havde været i børnehave og fejret de to andre fra stuen, der havde fødselsdag samme dag. Aftensmaden blev indtaget på Sticks ’n Sushi i Lyngby (fødselsdagsbarnet havde bestilt sushi, så det ønske ilede vi at efterkomme), og det er bestemt ikke sidste gang, jeg kommer der – med eller uden børn. Både mad og betjening var fremragende, og reptilerne formåede at sidde pænt og hygge sig i knap 2 timer. Jeg er officielt imponeret. Også selv om omtalen på ingen måde er sponsoreret.

De sørgelige rester af min kartoffelkage. Absolut intet andet end papiret var tilbage. Det samme kunne man ikke sige om fødselsdagsbarnets Othellolagkage, der var et stykke på størrelse med hendes ansigt. Og varm chokolade ad libitum. Der blev levnet ...

Wheeeee

De voksnes sushianretning. Som smagte, så englene sang. Jeg spiser klart for lidt sushi ... 

Fødselsdagsfejring nr. 2 var dagen efter dagen og bestod af besøg af børnehaven. De ældste eksemplarer fra stuen, hvilket udgjorde i alt 10 unger og 1 pædagog. Og det forløb så stille og roligt, som havde der været 1 barn og 10 voksne. Sådan cirka. Temaet var, efter ønske fra fødselaren, indianer-fødselsdag, men det var vist mest bare for at sige, at der var et tema. Pynten blev i hvert fald ikke helt autentisk. Jeg havde udtænkt et par indianer-agitge (huh?) lege, men de endte med overhovedet ikke at blive nødvendige – ungerne klarede underholdningen fint selv. Og malede krigsmaling på hinanden (superviseret, så det ikke stak helt af. Trods alt). Efter mad, indianertipier med is (vafler … man må arbejde med dét, man har) og fødselsdagssang smuttede alle indianerne tilbage til børnehaven, og reptilerne blev hentet tidligt. 

Interimistisk indianerpynt. Inklusive uhyggelige indianeransigter i vinduet

Hjemmebagte indianerpile 

Grøntsagstotempæle. Sjovt nok var der levnet en del radiser ...

Temmelig skæve tipier (før der kom is i, ing'?!) Men de 5-6-årige købte den ...

Tredje og sidste etape af fødselsdagsfejringerne blev afholdt i lørdags, hvor familien var på besøg. Grundet rejser og sygdom og andet spændende var der mandefald, så vi var ’kun’ 10, men det var alligevel rigtig hyggeligt. Og som prikken over i’et var det dagen, hvor den lokale Paradis (og alle de u-lokale også, tror jeg?) åbnede, så efter gæsterne var gået, og vi havde cyklet/vandret en tur i det fantastiske vejr, sluttede vi af dér. Til stor begejstring for ungerne. Og så taler vi ikke om, at det tog ca. 40 minutter at gå de 500 meter hjem med Varanen, fordi han blev noget gnaven over, at han ikke måtte holde stille med sin cykel midt på den pænt store vej med lyskryds og det hele, som vi skulle over. Det krævede alle værktøjerne i kassen plus en jævnt stor jahat at komme hjem som gode venner. Men det lykkedes – om end det tog lang tid …

Mellemfornøjet (men meget velsmagende) kagekone - traditionen tro bagt af Mårmor 

Nu er festivitassen forbi, og jeg er efterhånden nået til at pille bare lidt af indianerpynten og flagene ned. Selv om jeg mest bare har lyst til at stene i sofaen, når ungerne er puttet, for med fuld gas på fejringen i sidste uge er der en arbejdspukkel, der skal bankes ned. Så det kommer jeg til at bruge resten af ugen på - når jeg altså lige har blogget færdig ... 

Jeg kunne skrive så meget mere om det pludselig at være mor til en 6-årig. Om tiden, der flyver, og mig, der ikke helt kan følge med. Om sentimentalitet og en tur ned ad memory lane til den dag for lidt mere end 6 år siden, hvor Øglen blev født, og den første, spæde forårssol skinnede ned på en nybagt familie på Riget. Men jeg vil skåne jer. I stedet vil jeg smække benene op og se noget mere Suits (jeg er afhængig). Og knibe det ene øje i undervejs, så jeg ikke kan se stakken af vasketøj, der skal lægges sammen. Jeg arbejder til stadighed på at perfektionere kunsten at ignorere presserende ting. Som fx gulvvask, der i dén grad er oppe over. Eller indkøb til gæster gange mange fra torsdag og frem. Til trods for, at jeg er væk hjemmefra fra 8-20 i morgen. Ah well - må prøve at charmere med mit væsen (eller aflede ved at sige virkelig mærkelige ting) i stedet for mine rene gulve. Men maden, den slipper jeg nok ikke for at lave. Trods alt.

tirsdag den 13. januar 2015

Feberramt ...

Jeg har nævnt det før, men der er plads til en gentagelse - ikke mindst for de af jer, der ikke er til fals for Disney's tegnefilm-slash-musicals og/eller ikke har børn, der synes, at blå kjoler og evner til at fremtrylle is, sne, slotte og besjæling af snemænd er the shit: Frost-feberen raser, og det er en hidsig s*tan, man måske bør begynde at overveje, om der skal paraplyvaccineres for.

Personligt synes jeg faktisk, at Frost er en glimrende film, og soundtracket er gudskelov til at holde ud at høre på. "Gudskelov", fordi vi har hørt det temmelig mange gange herhjemme. Så meget, at ungerne ved lige præcis, hvilken sang der kommer hvornår. Og opdager det hver gang, når jeg springer den første, brummende ishugger-sang over for at gå direkte til "Skal vi ikke lave en snemaaaaand", som er en ørehænger af rang (og skyld i, at hele Reptil-familien efterhånden synger det meste til hinanden*). Og det stopper jo ikke bare ved filmen og soundtracket (eller ved ringbindet, som er blevet specialindkøbt til den ældstes førskoleaktiviteter i børneren, de to Olaf-bamser, julemanden kom med, eller Elsa-kjolen, -handskerne og -diademet, som lå under juletræet, for den sags skyld).

Uvist af hvilke årsager har jeg ikke billeder af alt vores Frost-merchandise. Så her får I the real deal - frost i haven mellem jul og nytår. Og kunne vi venligst få lidt mere af det?! Vi er nogle, der godt kunne tænke sig at komme til Sverige og stå lidt på ski ...

Mere frost i haven ...

Ikke, at man behøver merchandise til yngstebarnets nuværende yndlingsleg. Der slet og ret hedder "Elsa og Anna", og ingen ved helt, hvad går ud på. Udover, at den foregår inde på Varanens værelse, og at jeg skal være med i den. Hver gang, hele tiden. Ellers dur den åbenbart ikke. Ikke, at jeg klager, for jeg skal bare ligge på en madras og lade som om, jeg sover (lige til at holde til) og svare, når jeg bliver spurgt om noget (tit). Der er dømt hug, hvis jeg falder ud af rollen og kalder ham 'Varan' eller 'skat' eller andet: "Jeg er ikke nogen skat, mor. Jeg er ELSA!" Og jeg er så som regel Anna. De sidste par dage har jeg imidlertid været Olaf, og Varanen har insisteret på at blive kaldt Elsa. Også ved aflevering i børneren, hvor pædagogerne heldigvis var med på den, og jeg blev sendt af sted med et "Nå, Øgle og Elsa - siger I lige farvel til jeres mor. Eller, jeg mener ... til Olaf?"

Så for tiden har jeg to piger. Der begge vil være Elsa (aner I en kilde til konflikt der? For det gør jeg, kan I tro). Ikke om jeg fatter, hvorfor de ikke vil være Anna - hun er jo meget sødere. Men det har formentlig noget med kjolen at gøre - for den ældstes vedkommende, om ikke andet. Varanen tager ikke det med påklædningen så tungt og er ofte Elsa i Batman-kostume. Og undertegnede slipper for at iklæde sig lagen og gulerod for at ligne Olaf mest muligt. Count your blessings - er det ikke sådan, man siger?

Men Frost-feber it is. Og det er i grunden meget hyggeligt, når nu det skal være. Kan komme i tanker om mange andre film, jeg nødigt ville have kørende på repeat - og Frost har i det mindste musik, der er til at holde ud at høre på. Også selv om det betyder, at jeg har den på hjernen 24-7 ...


-----

*Vi skal faktisk snart af steeeed.
Kan vi ikke lege først?
Så bli'r det kun et øjeblik
For husk nu at
Det ik' er weekend meeeeer'
Årh, det ku' vær' så hyyyyyg'ligt
Hvis det var fredag
Så vi kunne få lidt sliiiiiiik
Ja, men nu' det altså mandag
Lillebitte søde mandaaaaag
Og vi skal af sted
... Kom nu, Varan

tirsdag den 4. november 2014

Weekenden, der gik

Vejen til færdige arbejdsopgaver er, som alle ved, brolagt med overspringshandlinger, og en af dem må være et let forsinket blogindlæg om weekenden. Som var fyldt med Halloween, søde sager i alle afskygninger, HDDs fødselsdag (= flere søde sager - også i fremtiden, eftersom jeg var så sød at give ham en ismaskine. Med kompressor. Som allerede har været i gang tre - 3! - gange, og som laver sorbet, så englene synger), besøg hos gode venner og et drama om tabte arvesmykker (arj. ArvesmykkE. I ental. Men det andet lød bedre), der (spoileralert!) heldigvis endte godt.

Fredag havde reptilerne deres rasle-debut. De raslede sammen med to piger fra børnehaven og havde en fest - også selv om Varanen ikke var så hurtig som pigerne og kun blev yderligere sinket af hans noget uhandy robotkostume. Men alle var glade og købte totalt ind på konceptet Ring På Et Tilfældigt Hus Og Indkassér Slik. Rasleriet foregik, meget belejligt, på nogle af de nærliggende villaveje, og da klokken blev Disney Sjov, gik vi hjem. Easy peasy og ret så hyggeligt. Især fordi det ikke begyndte at regne, før vi kom hjem.

Jeg har fundet ud af, at jeg er næsten lige så begejstret for Halloween, som jeg er for efteråret. Jeg gik amok med kunstige spindelvæv og andet pynt og synes faktisk, at det er så hyggeligt, at jeg ikke engang kunne hidse mig synderligt op over de to ca. 17-årige piger, der leverede verdens mest livstrætte udgave af "slik eller ballade" og faktisk kun manglede en smøg i kæften for at se mere ligeglade ud. I stedet sendte jeg dem af sted med en stor håndfuld slik. Der kan man bare se.

HDDs fødselsdag forløb stille og roligt. Vi holdt et meget lille selskab i år, og det var både hyggeligt og afslappende (hvilket det også er, når hele familien er her, bare for the record, men HDD orkede ikke det store ståhej i år, og det passede mig egentlig helt fint, at jeg ikke behøvede at lave dobbeltportion af kager og brød og det hele).

Frossen jordbær-cheesecake. Som primært havde udseendet kørende for sig

Søndag lagde jeg ud med at køre en tur til nabobyen for at løbe en morgentur i skoven med min svigerinde og to af hendes veninder. De har en lille 'løbeklub', og HDDs søster var så sød at invitere mig med. Normalt er jeg ikke typen, der løber sammen med nogen, men lige i øjeblikket er jeg typen, der ikke løber overhovedet, så jeg gav det chancen. Og det var simpelthen så hyggeligt. Vi løb ikke hurtigt, men jeg endte med at løbe 7 km - en distance jeg ikke har løbet i over et halvt år. Så det er bestemt ikke sidste gang, jeg har løbet med dem. Og hvem ved - næste gang tager jeg måske oven i købet badetøj og håndklæde med, så jeg kan slutte af med et dyp ligesom d'damer. (#brrrrr)

Hej svane. Ren idyl fra morgenstunden 

Resten af søndagen blev brugt på frokost i Anden Forstad hos gode venner med jævnaldrende børn. Varanen var som sædvanligt eneste dreng (lille stakkel), men han klarede sig - og det hjalp med en tur på legepladsen i det milde efterårsvej (seriøst - det er november, og det var 17 grader?!) Alt i alt en dejlig, idyllisk efterårsdag.

Men. Da vi så kom hjem fra Den Anden Forstad, opdagede jeg pludselig, at jeg havde tabt mit armbånd. Eller - Øglens armbånd, faktisk. Et arvestykke fra 40'erne, som hun fik i dåbsgave af Troldemor, men som jeg fik lov at bruge, til hun bliver stor nok (gad vide hvornår dét er, når jeg er 36 og åbenbart ikke stor nok til at bruge det heller). Låsen har været i stykker, så for nylig fik jeg sat en ny lås i. Hvis kvalitet åbenbart lader en del tilbage at ønske, for det var jo så faldet af. #&#(")#&!

Men. Bevæbnet med en Disney-lommelygte (Øglens. Vi er ikke så ekviperede på outdoor-fronten herhjemme) kørte HDD tilbage til Den Anden Forstad og lyste løs på villavejene. Han har senere berettet, at han følte sig pænt suspekt, men hvad gør det (siger jeg), når han fandt armbåndet? På lille sti, krøllet sammen i lille bunke, der glimtede lystigt i Disney-lygtens skær. Hvor heldig har man lov at være? Både med fundet og med at have en bedre halvdel, der gider tage på jagt efter det tabte arvestykke?

Således genforenet med mit Øglens armbånd blev en dejlig weekend rundet af. Før mandag viste sig grå og regnfuld med alle sine hverdagsagtigheder. OG tidlig café-aftensmad fra Joe & The Juice og et meget opløftende møde. Og pæn kaffe og besøg hos Troldemor, nu jeg tænker over det. Så helt hverdagskedelig var mandag ikke. Overhovedet.

Pæn kaffe på Laundromat 

Og i dag er det tirsdag, og vi er allerede meget tættere på næste weekend, end vi var i går ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...