Viser indlæg med etiketten boligkrise. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten boligkrise. Vis alle indlæg

onsdag den 26. september 2012

Guldkorn og let panik

Øglen (på vej hjem fra børnehave): Se mor!! (Peger på militærhelikopter lige oven over knolden på os)

Mig: Ja, det er godt nok en stor helikopter, hva'!!

Øglen (begejstret): Ja! Jeg tror, den er ude og redde nogle mennesker!

Mig: Dét tror, jeg du har ret i, skat.

Øglen: ... i Afrika!

Mig: Tror du, den har været i Afrika og redde mennesker? Jamen, det kan da egentlig godt være (syntes ikke lige, jeg gad begynde at forklare hende om afstande mellem kontinenter, der midt i regnen med flitsbue-Varan i bæreselen).

Øglen: Ja! Eller i Sydhavnen!

... Same same. Eller noget...

Ellers går det godt. Vi panikker stadig lidt over den der boligsituation, men der bliver også tid til rare ting. Som min fødselsdag, forleden. Nu er jeg så 34 og totalt gammel. Men jeg føler mig ikke en dag over 25. Undtagen, paradoksalt nok, PÅ min fødselsdag, hvor jeg følte mig som en på 160. Men det hang vist mest sammen med, at Varanen valgte at fejre min fødselsdag i halvanden time om natten inden. På skrigemåden. Nå, men jeg fik gaver og sushi. Hvilket jeg ikke plejer på en helt almindelig tirsdag, så det var ikke så tosset.

Udsnit af gavehøst. Lækkert tørklæde fra Nümph (som jeg forelskede mig i, da Husmoderens study-buddy havde det på, da hun var på besøg i Tændstikæsken - lang historie, men æres den, der æres bør), en hipster-rygsæk fra Sandqvist og et par New Balance 420. <3

Der er også tid (eller, altså - vi tager os tid!) til kærestetur til Berlin i den kommende weekend. Uden børn. For nu er Varanen blevet et år, og så må vi godt. Eller noget. Kæresteture kan vi godt lide, sådeeeet....

Men SÅ har jeg også hørt noget om, at vi skal have fingeren ud, hvad angår planlægning af hele boligmisèren. Havde jo ellers lidt håbet, at nogen gav mig et hus i fødselsdagsgave, men nej åbenbart... I kan nå det endnu. Og I behøver ikke at pakke det ind. Er ikke kræsen på den måde.

- Postet fra mini-Padden

onsdag den 12. september 2012

Hej Nye Bank

Nåmn, nu vi sådan har solgt vores lejlighed og skal ud og have et hus (er stadig lidt i chok over, at det jo nok er det, vi skal have, men jeg vænner mig vel til det, tænker jeg?), så skal vi også have en ny bank. Fordi den bank, vi lige nåede at skifte til, før vi besluttede os for at sælge, desværre ikke tilbyder realkreditlån. Jowjow, vi forstår at time det, men da det ikke var så længe siden, vi skiftede bank, tænkte vi, at det nok bare var piece of cake at skifte tilbage til vores gamle bank.

Det virkede da også rimelig lige ud af landevejen, og HDD holdt et møde med vores bankrådgiver, der kunne berette, at alt så fint ud, og at vi naturligvis var velkomne tilbage som kunder, når vi havde solgt vores lejlighed og skulle ud og købe en ny bolig.

Fint nok. Sælgesælge bolig. Og så tilbage til Nykredit* (for det er dem, det er) og sige "Hej! Nu har vi solgt. Vil I lege nu?" Det ville de gerne, sagde de, de skulle bare liiiiiiige se en hævløds masse papirer. Jamen, selvfølgelig - værsågod. Kiggekigge papirer, ventevente med at vende tilbage på henvendelser og tilsidst - indkaldeindkalde til møde. Hvor vores bankrådgiver desværre udviste eklatant mangel på talforståelse (og hvis jeg kan se det, står det virkelig sløjt til) og - værst af alt - modvilje mod at lytte til argumenter som "Jamen, altså - hvis du tager vores samlede indtægter og trækker vores samlede udgifter fra, så kan du aldrig få det rådighedsbeløb, som dit system siger". Men computer says noooo, så vi gik fra mødet med løftede pegefingre og "I må vel nok kunne forstå"'er.

Billede lånt her

Der skulle vi så nok bare have sagt adieu til Nykredit, men vi har jo været glade for dem tidligere, så vi kontaktede en anden filial. Deroppead, hvor vi gerne vil købe et hus. For måske de var lidt bedre til at regne?

Ved ikke, hvad vi havde regnet (tøhø) med, for selvfølgelig bruger Nykredit I Forstæderne samme system som Nykredit Inde i Byen. Og Nykredit i Forstæderne bruger ovenikøbet også en særligt patroniserende type bankrådgivere, der grillede HDD en time til et møde, jeg heldigvis desværre var forhindret i at deltage i. Sjældent har jeg set HDD så arrig, som da han kom hjem fra det møde. Men jeg forstår ham egentlig godt - jeg ville heller ikke være blevet venligt stemt over for handelsskole-type med overbærende attitude og en konklusion, der hed "Nu vil jeg gerne bede jer om at leve på det her budget, jeg har sat op for jer i 6-12 måneder. Prøv at bevise, at I kan det. Derefter - SÅ kan vi tale om, hvorvidt det er en god idé at låne penge til et hus". Argh. WTF, altså?! Uden at gå i detaljer, så kan jeg berette, at vi kommer med et ikke ubetydeligt beløb i hånden efter salget af vores lejlighed, vi lever temmelig fornuftigt, og vi har en hæderlig opsparing. Og alligevel behandler de os, som om vi er to utilpassede unge (jo, vi er unge!), der har brug for en formynder.

I think not! Så nu har vi været på bankjagt (riiiimelig kedeligt, synes jeg, men Excel-rytteren HDD har boltret sig som en fisk i vandet), og i dag har vi simpelthen fundet vores nye bedste venner. I Nordea. Det er meget muligt, at nogle Nordea-filialer lader noget tilbage at ønske, men de rådgivere (i flertal) vi var til møde hos i Nordea I Forstæderne, var noget nær de rareste mennesker, jeg længe har mødt. De var høflige, informative og engagerede - og de deres system kunne desuden godt regne. Allerede dér førte de på points. Derfor så deres tal meget ud som vores (eller - HDD's tal. Jeg er så tæt på at være talblind, som man kommer uden egentlig at være det), og efter et behageligt møde, hvor ingen havde nævnt noget om formynderi eller absurde regnestykker, der angiveligt skulle give os et astronomisk rådighedsbeløb (I wish!), trykkede vi hånd og gik ud af døren med et lånebevis i tasken. På det beløb, vi havde håbet på. Et beløb, som måske nok ikke køber os et slot, men et beløb, der kan købe os et lille, hyggeligt hus uden de store dikkedarer. Ligesom vi gerne vil have det.

Så nu har vi fået en ny bank. Og et lånebevis. Så gæt lige, hvem der snart skal ud og ose huse?!?

--

*Jeg plejer ikke at hate på navngivne personer eller virksomheder her på bloggen. Det anser jeg ikke som værende god stil. Men jeg anser det heller ikke for god stil at lægge en sådan opførsel for dagen, som vi har modtaget hos Nykredit. Derfor gør jeg i dette tilfælde en undtagelse...

søndag den 12. august 2012

Søndag

Nåjamen så kom sommeren da tilbage for fuld hammer, hva'?! Det skal man ikke klage over, og vi har da også gjort vores ypperste for at vride så meget godt ud af vores weekend som muligt. Blandt andet har nogen været oppe omkring kl. 6-6.30 begge dage, fordi nogen ikke gad sove mere, og fordi andre (ja, HDD og Øgle, jeg taler til jer!) sov de dødes søvn. Men man kan ikke komme udenom, at dagen bliver så dejlig lang, når man er tidligt oppe, så helt skidt har det ikke været. (Det skal I i øvrigt ikke sige til HDD, for jeg skal svinge martyrkappen i aften, når jeg skal overtale ham til at hente slik).

Nå, men det har jo ikke været tidlige morgener det hele. Vi har også været til jävlahyggelig frokost hos min bror og svigerinde på Bryggen. Maden blev indtaget i deres hyggelige gård, mens Øglen og hendes kusiner drønede rundt og legede. Og Varanen krabbede rundt på græsset og råbte "UF!" Med lækker mad og hjembragte øl fra Refsvindinge Bryghus var det lige til at holde til, der i solskinnet.

Mmmm. Pølser og pasta til ungerne, stegt flæsk og perlebygssalat med grønne bønner og tomatvinaigrette til de voksne. Og øl + hjemmebrygget rabarbersaft. Hvorfor bliver vi ikke inviteret på frokost noget oftere?!

Så leges der. De tre store kusiner og den lille Varan-fætter. Der imødegår en tilværelse med tre hårde læremestre. Som højst sandsynligt får lækre veninder, så han kommer nok ikke til at klage.

Varanen og Øglen sad side om side i "Store Cykle" på vej hjem (på vej ud lå Varanen nede i bunden og forsøgte at skrige sig ud, lød det til. Han bliver noget af et surt løg, når han er overtræt). Men hjemturen - hans første rigtige cykeltur - klarede han ned bravour. Nu skal han så bare lære de sindrige regler, der gælder for, hvornår man får tæv af sin søster, og hvornår man ikke gør. De er ikke lige til højrebenet, og jeg er ikke sikker på, at hun altid selv forstår dem, men vi ved nu allesammen, at en cykeltur bliver sjovere for alle, hvis Varanen lader være med at spise Øglens Mariekiks. Lesson learned.

Varanen ser med ærefrygt på sin elskede storesøster. Der tilsyneladende ikke kan gøre noget forkert i hans øjne. Heller ikke, selv om hun godt kan blive lidt korporlig fra tid til anden

I dag har så stået i huskigningens tegn. Nu, hvor vi har fået solgt, er der jo ingen grund til at hvile på laurbærrerne. Ikke, at vi finder et hus til indflytning før d. 14/9 (Argh! Det er jo LIGE om lidt!) alligevel, men det ville da ikke gøre noget, hvis vi ikke skulle bo i vores midlertidige bolig (som vi i øvrigt heller ikke har fundet endnu. Anyone? Vi skal bare bruge to-tre værelser på Østerbro i nogle måneder). Så i dag skulle vi ud og ose huse.

Vi så tre styks. Ét dårligt (som egentlig var fint nok, men med fugtig kælder og en have direkte op ad en meget trafikeret vej, var det lidt svært at blive vildt begejstret for et nyistandsat køkken), ét godt og ét rigtig godt. Det gode var et dejligt hus med en udmærket, men ikke perfekt, beliggenhed. Det rigtig gode var et udmærket, men ikke perfekt, hus. Til gengæld med en beliggenheden helt i top. Og så var haven fuldstændig fantastisk. Det er jo ironisk, at et notorisk ikke-havemenneske som jeg skal blive så forelsket i en gigantisk have, men når brombærbuskene bugner, det gamle æbletræ kaster skygge på det fløjlsbløde græs, og afgrøderne i højbedene ville kunne give Aarstiderne kamp til stregen, ja så er det altså svært at undgå.

I det hele taget er det svært ikke at forelske sig hovedkuls (mere end vi allerede er) i hele hus- og have-idéen på en dag som i dag, hvor vejret har været fantastisk, og alt er grønt. En gåtur i et af områderne gjorde da heller ikke noget for at overbevise os om, at vi skal blive i byen. Overalt var der smilende naboer med jævnaldrende børn. Logrende labradorer og smållinger, der var ved at lære at cykle. På fem minutter kunne vi være ved badebro, hvor andre smållinger plaskede rundt, mens de voksne sniksnakkede (også med os fremmede), og hvor folk i kano kom glidende forbi. Og nåja - turen gennem skoven på gåben (for mit vedkommende) med sovende Varan i vognen var også temmelig dyller.

Ok ok - billedet er ikke fra i dag. Jeg har stjålet det her. Jeg var bare så opslugt af carporte, perlegrus og salgsopstillinger, at jeg helt glemte at fotografere. Noget, der ellers aldrig sker. Det må være et tegn.

Så alt i alt er vi pludselig blevet totalt villavejsagtige. Også selv om vi godt ved, at vi er ved at begå den boligsøgendes faux pas nr. 1: At se på hus på en solskinsdag i sommermånederne.

Jeg er temmelig overbevist om, at jeg på en blygrå dag i januar er temmelig ligeglad med, at der kommer et hav af brombær til efteråret (måske - hvis jeg ikke har dræbt dem). Den nærliggende sø med tilhørende badebro og udkigsbænk mister nok også sin appel sådan cirka alle de af årets dage, hvor temperaturen er under 22 grader (rundt regnet 353 dage). Men det er som om, min fornuft har lidt vanskeligt ved at råbe resten af mig op for tiden.

Såeh... Hus it is, tror jeg. Desværre nok ikke lige det fra i dag (noget med nogle dokumenter fra vores eget salg, der lige skal fikses, og så er huset sandsynligvis væk), men så et, der minder om. Tak. Håber, I har haft en god weekend allesammen. Og at der ikke nødvendigvis sker helt ligeså meget i jeres liv, som der gør i vores for tiden. For det går liiiiige stærkt nok, synes jeg...

- Postet fra mini-Padden

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...