Viser indlæg med etiketten bornholm. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten bornholm. Vis alle indlæg

tirsdag den 16. maj 2017

Noget om maj

Maj har vist sig at være travl i år. Ikke på arbejdsfronten, men på alt muligt andet-fronten. Således har jeg på nuværende tidspunkt allerede været tre dage på Bornholm og to dage i Legoland (med den yngste - det var der, hans selvvalgte Jeg Skal Snart Begynde I Skole-tur gik hen. Hvor Ældstebarnets gik til Paris i sin tid. Akkeja, sådan er de jo så forskellige, de små).

Man ved, man er godt gift, når gemalen kommer hjem med ovenstående snackpack til turen, dagen inden man skal af sted

Bornholm <3

Dertil kommer den tid, jeg har brugt på at have dårlig samvittighed over at skulle i Legoland med den yngste, når nu den ældste ikke skulle med - det var som om, det var lidt nemmere at tage af sted med den ældste for to år siden, hvor den yngste ikke kunne være mere ligeglad med, om vi skulle til Paris eller bare en utrolig lang tur i Netto; han var tre og rodede primært rundt i bunden af Maslows behovspyramide. Der er det helt anderledes med en otte-årig, som har bevæget sig noget op i lagene af pyramiden og udmærket er klar over, hvad hun går glip af - og i øvrigt er helt fint i stand til at google 'Piratværelse', bare for at gnide salt i sit eget sår. Men alle overlevede heldigvis, og yngstebarnet og jeg havde en fest på førnævnte piratværelse. Og i Legoland, naturligvis. (Og nu er den yngste så muggen over, at Ældste og HDD fik sushi, mens vi var væk. Det ville han også gerne have haft, forlyder det. You can't win!)

Piratværelset. Yngstemanden var pænt begejstret!

Ninjago-legeplads i Legoland Holiday Village. Instant yndling!

Erfaren safaribils-chauffør

Dårlig samvittighed eller ej, så er der noget helt særligt ved at få lov til at have sine unger på tomandshånd en gang imellem. Der er en helt anden ro og tid til tingene, når det kun er et barn, der skal tilgodeses. Og så er det faktisk også meget rart lige at nå at savne hinanden lidt. (Også selv om der gik lige lovlig meget savn i den denne gang, da jeg kun lige nåede hjem og vende fra Bornholm, før jeg skulle videre til Legoland).

Derudover har vi haft en konfirmation og en niece-fødselsdag at se til, og inden længe skal jeg på venindetur til det store udland - bare en weekend, 'ing - og så er der jo også lige planlægning af skolekoloni, informationsmøde til forældre til børn, der skal starte i skole (ikke om jeg fatter, at jeg snart er mor til TO skolebørn!) og, nå ja, arbejde, hvor jeg er ved at ruske lidt op i tingene, så der kommer til at ske lidt nyt. Det står derfor lidt småt til med både tiden og ordene herinde. Jeg ville bare lige tjekke ind og sige hej.

Så. Hej!

mandag den 25. oktober 2010

Hverdags-matematik

Lige kommet tilbage på pinden efter 10 dages ferie
+
Træt efter at have lukket et brag af et bryllup i lørdags (er blevet for gammel til det pjat)
=
Usandsynlig lav arbejdsproduktivitet

Jeg vil tilbage til Bornholm. Og spise karameller (slentrepinden er svært god - og ikke kun pga. dens fantastiske navn), samle kul på stranden, putte med Øglen og læse bøger højt. Pege på alle mulige mærkelige ting og høre Øglen forsøge at udtale navnene på dem (sædvanligvis ikke succesfuldt, men hun skal næsten have points for at prøve). Jeg vil sove længe (-agtigt), have tid til at bage boller hver morgen og ikke have andet at nå end en gåtur i skoven og en balje to baljer kaffe, der skal drikkes.

Alternativt vil jeg fryse tiden fast omkring kl. 02 lørdag nat, hvor bruden, undertegnede og en håndfuld veninder fræsede rundt på dansegulvet, mens vi skrålede (og jeg mener virkelig s k r å l e d e) med på Nik & Jay + Alphabeat. På "jeg er 16 og totalt nede med det her danseshit"-måden. Og rent faktisk glemte for en stund, at vi alle er cirka det dobbelte af 16 og nogle af os (eller i hvert fald jeg selv) ikke ejer rytme. Men efter en halv snes tranebær specials kan man bilde sig selv meget ind - også, at man er en regulær Ginger Rogers.

Under alle omstændigheder vil jeg gerne være et andet sted end lige midt i hverdagen. Som allerede har vist sig fra sin mest praktiske (læs: irriterende) side i den forstand, at
  • Det var sort som natten (sjovt nok ...), da vækkeuret ringede,
  • Øglen skulle vækkes og slet slet ikke kunne vågne (der er noget meget naturstridigt over at vække et sovende barn)
  • HDD havde et møde kl. p*s og derfor blev nødt til at tage af sted midt i havregryn, døsigt barn og megatræt mor
  • Alt Øgle-overtøjet - regntøj, termotøj, gummistøvler, varm ude-bluse, hue og handsker - skulle transporteres sammen med mig og Øglen på cyklen, fordi vi ikke er sådan nogen, der har to af alting og derfor har haft alt med hjemme fra vuggeren, så vi også kunne have glæde af det på ferien
  • Der ikke var mere mælk til kaffen på arbejde (og nej - jeg kunne ikke bare løbe ned og købe noget, for dels gad jeg ikke, dels ekesisterer der ikke skyggen af mælke-indkøbsmuligheder i nærheden af kontoret)
  • Osv.
  • Osv.
Det var ALDRIG sket på Bornholm. Jeg siger det bare. (Og ja, det hænger muligvis sammen med, at der var noget med noget mormor med på Solskinsøen, som ikke glemmer ikke at købe mælk. Basta).

Men der er vist et eller andet med, at man skal få det bedste ud af det, man har. Er der ikke? Som jeg har været inde på før, så er ham DVL jo egentlig helt ok. Når man lige har vænnet sig til hans bryske facon. Så et andet regnestykke kunne hedde:

Fødselsdags-kollega-wienerbrød
+
Ikke så mange møder
+
Solen skinner
=
Det er da egentlig helt ok

Så måske det faktisk ikke er så slemt at være tilbage i hverdagen. Også selv om det ikke er på Bornholm. Og selv om jeg gerne vil have nogle karameller ...

fredag den 22. oktober 2010

Halløjtaler

Så er vi nogen, der er hjemme igen. På en eller anden facon lykkedes det for fire dage på Bornholm at føles som omtrent fem minutter. Gad da overhovedet ikke lige hjem, dér. (Havde så også noget at gøre med, at det blæste pænt meget (og husk, jeg er jyde, så når jeg siger 'pænt meget', mener jeg i virkeligheden psykopatoverdrevetfuldstændigkoloenormt meget, iggå!), da vi skulle hjem, men gode gamle Villum Clausen klarede det og fragtede os nogenlunde helskindede over. Nu ved jeg ikke, hvad de der Bornholmstrafikken bruger som succeskriterium for en vellykket sejltur, men hvis det er antallet af brugte brækposer, de går op i, så tør jeg godt sige, at de havde en endog overordentlig succesfuld ride i eftermiddags. HDD, Øglen og jeg bidrog ikke til succesen, vil jeg lige indskyde. Øglen græd dog trøstesløst alle 2,5 timer (for turen var lige udvidet med tre kvarter i dagens anledning), men så fik jeg lov til at kramme hende og synge hende ned i hovedet (måske derfor hun græd?!?!) hele vejen. Så intet er åbentbart så skidt, at det ikke er godt for noget...

Efterårsstemning i skoven 

Se mor. Blad! 

Bornholm er fantastisk. Vidste jeg egentlig godt i forvejen, men det er jo altid rart at blive bekræftet i, at man har ret. Vi har råhygget med familien, og Øglen er både blevet bedre til at se tv og har udvidet sit ordforråd betragteligt. "Åh nej" var hun rimelig god til at sige i forvejen, men hvis man kunne vinde Talent 2010 for at sige det med mest mulig indlevelse, så er hun nu selvskreven som vinder. "Lambar" (betyder vist nok 'lampe' - det er i hvert fald mere sandsynligt, end at det er de første to stavelser af lambada) er nyt i repertoiret, og det er "ikke spise", "ble", "jeg er bange" (det sagde hun så kun én gang på turen hjem, men da mente hun det vist også i dén grad) og "Sigrid" (yngste-kusinen) også. Så vi kan vist roligt konkludere, at Øglen er et sprogligt geni uden sidestykke.

Ahem.

Jeg er ikke sikker på, at jeg har lært nogle nye ord som sådan på turen, men jeg har da fundet ud af, at jeg har en lille bitte bornholmer i maven, som har nydt at udtale by- og produktnavne på hjemmestrikket bornholmsk. Til stor morskab for mig selv. Og vist ikke så mange andre. Men man har jo kun den sjov, man selv laver, og alt det der... Desuden har jeg fundet ud af, at jeg kan rumme omkring 4000 liter kaffe, og at min bagekapacitet er presset, men dog ikke til det yderste, når jeg har bagt omkring 1276 boller. Og - vigtigt - har jeg lært, at man ikke skal ignorere, når man kommer til at røre lidt pizzadej ind i sommerhusets gamle sag af en elpisker. For sådan noget dej, iggå - det hæver. Også selv om det er inde i en elpisker. Så gæt, hvem der skylder DanSommer en ny elpisker. Skulle bare have slæbt min Ballerup Mastermixer med, skulle jeg...

Det var HYGli, altså. Og jeg gider ikke, at det snart er hverdag igen. Familieferie holder, så jeg stemmer for mere af dét. Gerne på Bornholm. Snart, tak!

Dramatisk himmel over Gudhjem 

Kusinerne leger 

Der grovædes pandekager foran flimmeren 

På vej til dragefestival 

Dragefestival over Hammershus

søndag den 17. oktober 2010

Farveller

'Kæft, hvor kunne jeg skrive om meget, mand. Noget med noget polterabend i går for en af verdens tre sjoveste. Noget om riffelskydning og en, der hedder Finn. Noget om sushi i stakkevis og om så meget kage, at jeg blev nødt til at give op (jo, s*u - totalt slapt!).

Jeg kunne også skrive noget om tandlæger og tandsæt. Om nye ord, der bliver sprøjtet ud hjemme på matriklen (dog ingen nye lande iblandt). Eller om søndagshygge i Roskilde. Om økosamfund, kunstnere og Rasmus Klump-kiks med spelt.

Men jeg vil lade være med at skrive om noget af det. I stedet vil jeg lette r*ven og se at komme i gang med at pakke. For vi er nemlig nogen, der skrider til Bornholm i morgen. På sådan noget ferie. I ved - holde fri, sove længe (nåååh nej, det var præ-Øgle, man gjorde sådan noget), slappe af med hele den pukkelryggede. Plus en hel masse mere. Så håber vi bare, at øen ikke er lukket for sæsonen på Bodie-måden. For jeg har rimelig store forventninger til det der karamelkogeri (som i parantes bemærket er jævnt nærige med deres åbningstider). Og til alt muligt andet på øen, for den sags skyld. Men først skal jeg lige have pakket. Det ser nemlig ikke ud til, at taskerne pakker sig selv (og HDD pakker dem vist heller ikke, er jeg bange for), så better get on with it.

Hav en god efterårsferie. Vi ses på den anden side.

XOXO, Øgle-mor (må stoppe med at se Gossip Girl-trailers. Nu.)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...