Viser indlæg med etiketten brevkasse. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten brevkasse. Vis alle indlæg

onsdag den 13. april 2011

Bestillingsindlæg: Det første møde

Her kommer lige et bestillingsindlæg mere. Åbnede jo selv lidt for muligheden forleden, kan man sige, da jeg efterkom Louises ønske om at høre noget om Øglens Steiner-agtige vuggestue. Og GravidGrahvad var ikke sen til at benytte sig af mulighedsvinduet (hvorfor er det lige, at 'mulighedsvindue ikke lyder heeelt så catchy som "window of opportunity"?!)

Hun ønskede sig et indlæg om, hvordan HDD og jeg mødte hinanden. Og jeg erindrer da også svagt et eller andet om, at jeg engang i et kommentarspor var så sløset at skrive noget om, at det kunne være, at jeg kom med historien en dag. Det gjorde jeg så bare aldrig. Fordi jeg glemte det *flov smiley* Men NU er der ingen vej udenom. Og ligesom sidste bestillingsindlæg, så bliver det her langt. Rætti langt. Det er derfor ganske frivilligt, om I vil læse med helt til slutningen (undtagen dig, GG - du er tvangsindlagt).

Billede herfra

Det var i det herrens år 2007. Jeg havde været single i 1½ år, og selv om jeg havde haft en fest, var jeg så småt begyndt at være klar til at møde en sød fyr. Så jeg ikke behøvede at være helt mutters om søndagen. Eller gifte mig med min søde søde veninde, i matchende hvide læderkjoler, som var planen, hvis ingen af os havde mødt en mand, når vi fyldte 35. (Ikke, at det ikke ville være smadderhyggeligt at være gift med min veninde. Bevares).

I single-tiden havde jeg drukket min del af drinks og udstået min del af irriterende, fulde folk, og jeg kunne, uden at tænke alt for meget over det, hurtigt konstatere, at det der med at finde en kæreste i det københavnske natteliv nok ville blive omtrent lige så nemt, som det er at finde Osama bin Laden. Altså måtte jeg lægge hovedet i blød. Hvor f***** møder man ellers søde mænd, hvis man ikke gider gå til obskure fritidsinteresser eller troppe op til samtlige fodboldkampe på den lokale sportsbar? Det tog mig forbavsende lang tid at nå frem til åbenbaringen Netdating™, når man tager i betragtning, hvor meget tid jeg (også dengang) tilbragte ved computeren. Måske fordi jeg, delvist ubevidst, syntes, at det var liiiiidt taber-agtigt sådan at blive nødt til at sætte datingen i system. At det ikke var helt lige så "rigtigt", hvis det foregik på den måde, som hvis man bare lige bumpede ind i verdens sødeste fyr nede i Netto, tabte sin taske, han hjalp med at samle den op, og man så bare - lige dér, midt i Netto - fandt ud af, at man ikke kunne leve uden hinanden.

Men dengang (som nu) levede jeg i den der virkelige verden, hvor sådan noget bare ikke sker. I hvert fald ikke, når man bor på Østerbro, og den Netto, man oftest frekventerer, er en af de travleste i landet. Hvis man taber sin taske derovre, kan man være så sikker som amen i kirken på, at nogen vil vrisse højlydt af en, for derefter at køre taskeindhold - og måske en selv - over med barne- eller indkøbsvogn, og al sød musik vil forstumme, før den overhovedet er opstået.

Netdating™ it was.

Billede herfra (og nej, det er ikke mig på billedet)

Søgte moralsk støtte hos en af verdens tre sjoveste, som var med til at forfatte en vældig morsom og sød og catchy og alt det der profiltekst (syntes vi i hvert fald selv). Men det der med billede nægtede jeg. Selv om jeg selv konsekvent sorterede alle henvendelser fra fyre uden billede væk. Jeg kontaktede naturligvis ikke nogen selv - ventede på, at de kom til mig. For jeg var jo lidt hævet over det der pjat. Men. Det endte faktisk med at blive helt sjovt. Selvfølgelig var der nogle klaphatte, men modsat i nattelivet, hvor klaphattene har en tendens til at svirre som bananfluer, så er det lidt nemmere at give dem et dødbringende klask via Netdating™ - nemlig ved at tie dem ihjel. Easypeasy. Og der var faktisk ret langt mellem de VIRkelig store klaphatte. Der var derimod en masse søde mennesker.

Nogle af dem mødtes jeg med, andre skrev jeg bare lidt sammen med. Men der var ikke rigtig noget, der fængede. Ergo tog jeg min sjove veninde i ed igen. Vi tweakede min profiltekst, så den blev endnu sjovere (det skulle man ellers ikke tro var muligt), og hun truede mig til at hoppe ned fra min høje hest og selv begynde at kontakte nogle fyre. Det måtte jeg jo så indvillige i. Om end modstræbende.

Men. Inden jeg nåede det, så var der jo denne her søde fyr, der kontaktede mig. Han boede på Østerbro, havde pænt hår, kunne skrive, var vild med musik og gik til næsten lige så mange koncerter som mig, og så var han sjov! What's not to like?! Efter tre mails foreslog han, at vi skulle mødes, og selv om jeg syntes, det var pænt hurtigt, slog jeg til. Senere har jeg så fået at vide, at det var fordi, han ikke gad betale for endnu en måneds medlemskab af datingsiden (nærigr*v). 

Bog herfra. Jeg har aldrig læst den. Men det gik jo helt fint alligevel...

Vi udvekslede telefonnumre. Og han foreslog, at jeg jo bare kunne ringe. Ehm. Altså. Nej, helst ikke. For sagen er den, at jeg ikke er voldsomt glad for at tale i telefon med folk, jeg ikke kender. Jeg er blevet bedre til det, men dengang er det vist ikke nogen overdrivelse at sige, at jeg var en lille smule bange for at skulle ringe til næsten fremmede mennesker. Bare sådan noget som vvs'eren og skoleadministrationen kunne få mig til at gå lidt i coma, så tanken om at skulle ringe til HDD, var temmelig angstprovokerende. Jeg fik snoet mig udenom, og vi klarede planlægningen af vores første møde via sms og e-mail (nu udenom datingsiden, fordi NHDD (Nærige HDD) ikke ville betale de 69,- (mener jeg), det kostede pr. måned).
Haribo-kys herfra

Skæbnen ville, at jeg i den periode havde sindssygt travlt. Jeg havde lige fået en fuldtids-praktikplads, min sjove veninde og jeg var lige gået i gang med at skrive speciale, og en af mine meget gode veninder skulle giftes, og jeg var med i polterplanlægningsudvalget. Det levnede ikke mange tomme felter i kalenderen, men vi fandt da ud af at mødes - 14. februar 2007. Valentine's Day, som en af os konkluderede i en mail. Men med en pæn portion distancerende ironi kunne vi sagtens overbevise os selv og hinanden om, at det jo ikke betød noget. Det ER jo en amerikansk ting, som vi i vores kækhed på ingen måde behøvede at tage del i. Og det behøvede vi da heller ikke. Men det behøvede resten af Kbh åbenbart. Så da vi først havde mødtes for at høre lidt jazzzz (og var gået efter første set, fordi man jo sjovt nok ikke kan tale helt vildt meget sammen til en intim-jazzkoncert, hvor man udgør ca. 1/4 af publikum, uden at påkalde sig unødig opmærksomhed), gik vi på Café Sommersko. Hvor der var hjerter over det hele og Lady in Red i højttalerne. Der var sne udenfor, café latte i kopperne og samtaleemner til mere end bare én date, så da vi fulgtes hjem til Østerbro efter en hyggelig aften, blev vi enige om at gentage succesen.

Det gjorde vi så ugen efter, og vi er blevet ved med det i efterhånden lidt mere end 4 år. På trods af, at jeg faktisk var snothamrende forkølet og på penicillin på vores første date. Og i øvrigt havde forsøgt at sno mig udenom ved at udsætte daten, men var blevet blankt afvist af HDD, som mente, at "man vel altid kunne drikke en kop kaffe". Temmelig vedholdende, dér, men senere har han fortalt, at han troede, at min forkølelse bare var et påskud for at droppe daten helt, og det ville han ikke lade mig gøre. (Så kan man jo spørge sig selv, om han fortrød dén disposition en smule, da han så mig ankomme - med et hoved på størrelse med en sækkestol og et års forbrug af Kleenex i tasken).

Men et eller andet må jeg jo have gjort rigtigt, for han gad godt se mig igen. Og igen. Og igen. Også selv om jeg havde så psykotravlt og arbejdede hele tiden - hvadenten det så var på specialet eller på praktikpladsen. Men det hjalp selvfølgelig lidt på det, at vi rent faktisk arbejdede det samme sted (ja, det var et temmelig stort sted, så havde ikke lige spottet hinanden på "jeg tabte lige min taske i kantinen"-måden). Og at vi boede ca. 500 meter fra hinanden. Og brugte den samme Netto. Så i teorien KUNNE mit Netto-scenarie godt have udspillet sig for os. Hvis nu månen havde stået i 7. hus og Jupiter havde ligget på linje med Mars (næh, vent lidt - det er sq da fra The Age of Aquarius).


Billede lånt her. Kunne også være en mulighed for at møde en kæreste, tænker jeg - til en åbningsfest i Netto...

Havde jeg vidst den aften, at jeg her, lidt mere end 4 år senere, ville have en lejlighed, en bil, en 2-årig Øgle og en Kamæleon på vej med ham der den søde fra Elitedaters, ja så ville jeg nok have haft en anelse mere præstationsangst på vej til vores første date. Og have forudset, hvor svært det ville være at få bord på en restaurant på alle vores årsdage fremover. Fordi det er på den der Valentine's Day. Men på den anden side, så er det nok meget godt, at jeg ikke lige havde en krystalkugle. For 2007-mig ville måske have været skræmt fra vid og sans - næsten direkte fra singlehood ind i far, mor og børn. Men engang imellem er det vist bare det bedste at svæve i lykkelig uvidenhed, for jeg har ikke fortrudt et sekund. Hvis jeg skulle gøre noget som helst om i mit og HDD's forhold, er det eneste vist, at jeg en anden gang ville have brugt en flyttemand til at flytte HDD's seng fra hans lejlighed til min, da vi sådan officielt flyttede sammen. Eller i det mindste en bil. Jeg ville ikke længere gide at slæbe den hele vejen. HELLER ikke selv om der kun er 500 meter. 500 meter er for langt, når man slæber på en halvandenmandsseng.

Så det er HDD og mig. Ikke noget, der ikke tåler dagens lys. Men til gengæld en stor stor kærlighed. Som kun er blevet større, efter Øglen er kommet til. Og som det næsten ikke er til at forstå måske vokser proportionelt, når Kamæleonen melder sin ankomst. Ret vildt, hvad internettet kan gøre, ikke?

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...