Viser indlæg med etiketten brok. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten brok. Vis alle indlæg

torsdag den 21. maj 2015

Vi prøver igen i morgen ...

I morges var en af dén slags morgener. Hvor det sq bare ikke lige spillede. Hvor jeg blev for skarp i tonen, Varanen blev for skinger, og Øglen blev for ked. Hvor det hele bare gik lidt i hårknude, og hvor jeg virkelig ville ønske, at jeg kunne gøre det hele om.

Det begyndte ellers så godt. Efter nogle morgener, hvor jeg er blevet nødt til at stå op på samme tid som HDD (= før fanden får sko på) pga. forskellige praktiske gøremål, kunne jeg i morges sove, indtil børnene vågnede. Det gjorde de omkring kl. 7, og Varanen ville som det første på jagt efter en badesvamp af form som en isvaffel (som jeg i grunden gerne vil have, han snart finder. Den er sidst set i fredags - i særdeles våd tilstand - og har siden været som sunket i jorden. Det er spændende at se, hvor den dukker op), så af sted gik den vilde jagt. Øglen vågnede og ville gerne være med, og så snart jeg var blevet overbevist om at deltage i jagten, gad ungerne ikke mere. Great.

Nå, men isvaflen kunne ikke findes, så i stedet gav Varanen Øglen en badesvamp i paddehatteform (vi har virkelig meget sjov med de badesvampe, kan I nok høre). Dén gad Øglen ikke at have - hun ville hellere have den ispinde-svamp, Varanen rendte rundt med (hvorFOR syntes jeg, det var en god idé at købe dem?!), så hun skældte ud, og Varanen blev gal. Jeg girafsprogede derudad og synes i al beskedenhed, at jeg klarede det udmærket, indtil Varanen nægtede at tage tøj på, og Øglen transmogriffede sig om til en sur politibetjent, der stod på sidelinjen og nævnte alt det, Varanen skulle lade være med at gøre - med det resultat, at Varanen blev endnu mere nej-hat-agtig. Oven i det hele gjorde Øglen sit bedste for at ødelægge et hårbånd, vi fandt i skabet i går, og da jeg (venligt) påpegede, at det ikke var så god en idé at tage det om maven, fik jeg et "Det skal du overhovedet ikke bestemme. Det er et fælles hårbånd, og jeg tager det om maven, hvis jeg har lyst!" retur. Så blev jeg altså en anelse bister.

Nå, munterhederne (!) fortsatte ved morgenbordet (som Øglen i øvrigt havde dækket helt selv - elsker, når de gør sådan noget helt uden at blive bedt om det). Først fik Varanen for få cornflakes. Så fik han for meget mælk. Så forklarede jeg ham stille og roligt, at det da også var irriterende, men at verden ikke gik under af den grund - og det hjalp faktisk. Lidt. Lige indtil Øglen påtog sig at sige det samme - bare med en 6-årigs vrængen - hvilket sendte ham helt op i det røde felt. Og fik mig til at blive pænt bister. Igen. Så blev Øglen ked af det og fortrak til køkkenet, hvor hun stod og græd. Hvilket jo ikke var meningen. Efter lidt parlamenteren frem og tilbage spurgte jeg, om hun i virkeligheden trængte til et kram, og så kom hun galopperende med tårerne sprøjtende ud til alle sider. Og trængte bare til at sidde tæt.

Der sker mange ting for hende lige nu. Om ikke så længe er det farvel til børnehaven, og det betyder et farvel til alle de faste og kendte rammer. Og legekammerater. Hun skal ikke i skole med nogen af dem, hun kender, og for at føje spot til skade skal hendes bedste veninde skoleudsættes og derfor blive i børnehaven. For en 6-årig må det virke som den absolut bedste løsning på det store og ukendte - bare at blive der, hvor man kender det hele. Og som voksen er det meget svært at forklare på en måde, så en tryghedssøgende pre-schooler kan forstå det, at man ikke kan blive i børnehaven for evigt. For det virker det jo lige nu som om bedsteveninden kan.

Så der er ikke noget at sige til, at ældstebarnet er temmelig kortluntet for tiden. Ikke, at de mange følelser giver carte blanche til at være næsvis eller ualmindelig hård i tonen, men det hjælper lidt at vide, hvad der giver anledning til følelsesudbruddene. Jeg håber, at det hjælper lidt, når vi får afmystificeret skolegangen lidt - i næste uge skal hun til før-skoledag og møde sine kommende klassekammerater. Og konstatere ved selvsyn, at de (forhåbentlig) ikke har horn i panden og skarpe hugtænder.

Alle blev glade igen, morgenmaden blev indtaget i nogenlunde ro og orden (hvis man ser bort fra, at Varanen valgte at flytte alle sine cornflakes fra skålen og ud på bordet, fordi han kun ville have mælken i skålen - "men jeg lagde dem på servitten (stavefejl tilsigtet, red.), mor". Tak, min dreng), og vi kom over i børnehaven. Hvor alt så var galt, hvis man spurgte Varanen - lige fra måden, jeg hældte vand i hans drikkedunk, til måden jeg gik ud af døren på. Det er vist godt, at det snart er (lang) weekend.

I aften skal HDD og jeg til møde på Øglens kommende skole (en slags før-skoledag for forældre, eh?), og ungerne skal hjem til Farmor. De kan næsten ikke vente - ikke mindst fordi de skal med hjem til Farmors venner og GRILLE! Større bliver det åbenbart ikke. Og i morgen er der atter en dag. Og en morgen, som jeg allerede har bestemt skal være bedre end den i dag ...

onsdag den 6. maj 2015

Om små piger og store jakkesæt

For et lille stykke tid siden var jeg til et møde. Ikke, at det i sig selv er så usædvanligt, men det her var et af den slags møder, jeg var blevet inviteret til, fordi der er nogle mennesker (eller - et, om ikke andet), der mener, at jeg har noget relativt fornuftigt at bidrage med inden for den branche, jeg nu engang er i. Så det skulle jeg altså gøre. Sige noget om det, jeg laver. Til andre, der rent faktisk var mødt frivilligt op for at lytte.

Jeg har været med en enkelt gang før, men det er ved at være længe siden, og dengang føltes det en smule mere uformelt. Måske fordi det var en råkold vinteraften, hvor alle havde været på arbejde hele dagen, og det ikke gjorde noget, at man så lidt pjusket ud. Måske fordi det er længe siden, og jeg har glemt, hvordan det var.

Denne gang var det midt på dagen i krystalklart, forårslignende solskin (men tag ikke fejl - det var pivkoldt!), ingen var pjuskede, og alle rådgiverne (som vi vel dybest set er) var iklædt skarpe jakkesæt. Altså lige bortset fra mig. Der både var pjusket (men det er jeg altid, sådan lidt i hvert fald) og ganske jakkesætløs. Desuden var jeg den eneste kvinde, hvilket normalt ikke generer mig, men som jeg stod der uden jakkesæt i en grå leo-kjole og lilla sneakers (det var pænere i praksis, end det umiddelbart kan lyde), følte jeg mig temmelig alene. Og som en ret så lille pige.


I det mindste havde jeg ladet min kasket blive hjemme, men fordi det var så koldt, havde jeg taget både hue og handsker på. Bare indtil vi var kommet indenfor, forstås. Det resulterede i, at et af jakkesættene lavede en Karen Walker (se ovenstående .gif, hvis du ikke aner, hvad jeg taler om) og skulle høre, hvad i al verden der lige skete for dét, og et øjeblik blev jeg helt i tvivl om, hvorvidt overdreven brug af overtøj mon var diskvalificerende for at få lov til at komme ind. Før jeg kom i tanker om, at jeg faktisk var blevet inviteret. Men jeg fik lov til at komme ind. På trods af anstødeligt overtøj. Må huske aldrig mere at bære både hue og handsker i marts, uanset hvor koldt det er, hvis jeg skal mødes med en masse voksne.

For bare få år siden ville jeg ikke ane, hvor jeg skulle gøre af mig selv i en forsamling af lutter voksne mænd i jakkesæt og en påklædning, der tilsyneladende var helt forkert. Gennem årene har jeg imidlertid lært at være helt og aldeles ligeglad med sådan noget, så i stedet for at stresse rundt og bevise mit værd, valgte jeg at sludre med arrangøren og drikke en hulens masse kaffe. Det lykkedes mig oven i købet at sige semikloge ting til de fremmødte, og folk virkede ganske tilfredse.

I pausen skete der så det, der næsten altid sker, når jeg er til arrangementer med 'voksne'. Mænd især. Jeg inspirerer tilsyneladende - alene ved min blotte tilstedeværelse - til en særlig type konversation. Som i virkeligheden mest af alt minder om en monolog. Let patroniserende. Let beskytter-agtig. Denne gang ville jakkesættene høre, hvor længe jeg havde været selvstændig. Hvilket er et helt rimeligt spørgsmål - hvis det altså ikke a l t i d blev efterfulgt af et overrasket blik og et overbærende smil. Vi afveg dog en anelse fra manuskriptet denne gang, da et af jakkesættene ville høre, om det "var sådan en ting, jeg havde valgt at gøre lige efter skolen". Det var helt tydeligt ikke en kompliment, men hvis min mangel på jakkesæt trækker dekader fra min alder, skal jeg ikke klage. Så jeg betragtede det som en sådan, mens jeg forklarede, at det er meeeeget længe siden, jeg gik i skole, så nej, det var ikke tilfældet.

Det overraskede tilsyneladende, men desværre ikke nok til, at monologen ikke fortsatte. Det kan nemlig være fint nok (synes jakkesættene) at forsøge sig med at være selvstændig i min branche (aha), men at jeg ikke må blive alt for skuffet, hvis der går lang tid, før jeg får opbygget mig en kundeportefølje - hvis den da overhovedet kommer (tak for tippet, men jeg har været i gang i 3 år, så I know the drill). Det kan være "heeeelt ok, hvis det ikke kan være anderledes" (det mente de ikke, red.) at forhøre sig hos de små, lokale virksomheder, om de skal have hjælp til kommunikationen (igen: 3 år. Men tak for tippet. Og velsignelsen, i øvrigt), og det er meget vigtigt, at jeg husker at forberede min familie på de lange lange lange perioder, hvor jeg ikke har nogen indtægt. (Med fare for at gentage mig selv: 3 år. Mit arbejde er blevet drøftet med familien, tak).

På det her tidspunkt i enetalen var jeg blevet lidt træt. Havde nået at drikke to kopper kaffe mere. Og nikket høfligt, hver gang jakkesættene havde nævnt, hvor trætte de var af at optræde i medierne. Hvor hårdt det var. Men jeg er fra Jylland, så jeg siger ikke noget. Som regel. Det var først, da et af jakkesættene begyndte med sin "Nu er det ikke for at være fræk, men ... Hvad er det, du kan, som andre ikke kan? For der findes jo en milliard af sådan nogen som dig"-tale (seriøst. Det sagde han), at jeg hev den beskedne hat af. Og fortalte ham - med stemmen dryppende af sukker, naturligvis - at jeg ikke havde brug for nye modeller for min forretning nu, for det går fint, tak. At gode råd var velkomne, såfremt jeg selv bad om dem. Og at mine kunder er en god blanding af både store og små, hvor sidstnævnte i øvrigt er mindst lige så gode kunder som de store. Så dem skal der ikke grines af. Det virkede, og jakkesættet holdt op med at være patroniserende. Og gav mig i stedet sit kort med noget, der lød som en oprigtig opfordring til at give lyd på et tidspunkt, hvis vi skulle sparre. Ha. Tænkte den lille pige i de lilla sneaks.

Normalt er jeg væsentlig mere høflig. Jeg er ret ydmyg omkring det, jeg laver, og jeg er helt klar over, at det sikkert kan gøres anderledes/bedre/mere professionelt/i et jakkesæt. Men som det er nu, fungerer fint for både mig og mine kunder, og det må være det, der tæller. Derfor bliver jeg også en smule ... lad os kalde det pissy ... når nogle - der i øvrigt aldrig har mødt mig og ikke har gjort sig den ulejlighed at spørge ind til, hvordan jeg egentlig driver min forretning - føler det magtpåliggende at give mig gode råd og vejledning. Især fordi vi var inviteret på lige fod til det samme møde. Hvis jeg vil have hjælp, skal jeg nok spørge. Hvilket jeg faktisk gjorde kort efter mødet. I en anden sammenhæng. Her havde en anden selvstændig og jeg en lang snak om nogle ting, der forvirrer mig. Men ham kendte jeg så selvfølgelig også i forvejen. Og han havde hverken jakkesæt eller stakkels lille uvidende pige-attituden på. Måske det hjalp?

søndag den 22. februar 2015

Om dødsforkølelse og den svenske forbindelse

På det seneste er jeg begyndt at leve lidt sundere. Bare lidt. Bevares - jeg spiser stadig for meget slik og kunne sagtens træne mere, end jeg gør, men generelt føler jeg mig ok sund. Jeg har fået mere energi og bedre styr på mit søvnmønster - undtagen når ungerne gør deres bedste for at spolere det ved at lave rullefald i dobbeltsengen midt om natten, eller - som forleden - når Øglen vælger at klappe så hårdt på mig så længe for at høre, hvornår jeg skulle op, at jeg a) drømte, at nogen bankede en stol ind i døren, b) vågnede. Selvfølgelig. Og kunne berette, at klokken kun var 04.45, så jeg måtte godt sove lidt længere ...

Nå, men altså. Generelt synes jeg, det går den rigtige vej med både sundhed, energi og styrke. Og i løbet af vinteren, hvor både ungerne og HDD har været lagt ned af forkølelse, har jeg været en klippe af blomkål eller noget ... og har måske/måske ikke ytret jævnt hellige sætninger som "Jeg tror, det er fordi, jeg vinterbader, at jeg ikke bliver forkølet. Det bider simpelthen ikke på mig" og "Du skulle tage at spise nogle flere grøntsager - det gør, at man ikke bliver forkølet. Overhovedet".

Ja. Så kom vi så til midt i den forgangne uge. Dagen før dagen, hvor jeg skulle gøre mine hoser grønne hos potentiel ny kunde i det svenske. Og hvad sker der?! Jeg vågner op og er snottet. RET snottet, oven i købet. Argh! Men jeg vinterbader jo (altså ikke lige den dag, men i det hele taget) og er den førnævnte klippe af blomkål, så jeg var fortrøstningsfuld og hele dagen blev brugt på damage control med varm te, Panodil Hot (ADR!), varm tøj og morgenkåbe (jeg var virkelig yndig (!)), plagen HDD om at hente ungerne, så jeg slap for at komme for meget ud, og gåen tidligt i seng, så jeg kunne være frisk til charmeoffensiv. 

Jeg mærkede derfor spændt efter, da vækkeuret ringede næste morgen kl. 05.25. Hvordan havde jeg det? Løb næsen? Værkede hovedet? Følte jeg mig 300 år gammel? Og ...

Status var ...

At ...

Wait for it ...

Jeg var ramt af noget, der potentielt kunne udvikle sig til at blive dødsforkølelsen over dem alle i løbet af dagen. Alle mine krumspring havde altså været helt og aldeles forgæves, og alt talte faktisk for, at jeg skulle være blevet hjemme. Men der er jo ikke det, en ipren (dobbelt styrke, oven i købet), et par betalte flybiletter og en god portion overmod ikke kan klare, så da klokken slog 6, kørte jeg til nærliggende station, lod mig transportere til Kastrup og fløj således til Nordens Venedig. Hvor jeg pinligt nok aldrig har været før, men helt sikkert skal hen igen. For ud over den svenske forbindelses hovedkvarter + en restaurant i nærheden var det virkelig begrænset, hvor meget jeg så. Ikke mindst fordi jeg havde så travlt med at pudse næse. Og drømme om en supersonisk jet, der kunne flyve mig lynhurtigt hjem (skete ikke) og kold appelsinjuice (dét skete til gengæld). Men indtil da klarede jeg mødet i fin stil og forstod endda næsten alt det, der blev sagt. Tror jeg da. Hvilket for andre nærmest vil svare til pludselig at kunne forstå swahili - jeg er nemlig i den grad ikke kendt for mine svenskkundskaber. Men det kan måske læres ...

Et helt og aldeles unikt og aldrig-set-før motiv ud af flyrude ... (!)

Jeg havde allieret mig med far-pastillerne over dem alle: Fisherman's Friend, og de hjalp ok til at kamuflere al elendigheden. Desværre hjalp de ikke på propper i ørerne, som jeg stadig har glæden af - dødsforkølelse og flylanding er i høj grad et match made in hell. For ja - den potentielle dødsforkølelse udviklede sig nemlig i fuldt flor på vej hjem i flyveren (undskyld, sidemand et og to) og har sendt mig til tælling i hele tre dage. For en, der sjældent er syg-syg, har det været noget af et slag - ikke mindst, når det har betydet, at jeg har glippet indtil flere deadlines, drinks med Mr. Grey med to af verdens tre sjoveste veninder, og en barnedåb. #&#€//"

Stearin-drypning med ældstebarnet kunne jeg lige svinge mig op til i dag. Trods alt ... 

Ah well - i morgen er der atter en dag, som forhåbentlig bliver mindre forkølet end de foregående. Så må vi bare håbe, at ungernes snøvlerier ikke udvikler sig til mere end lidt nysen, for ellers forudser jeg en snotcirkel, der varer ved herfra og ind i evigheden. Og det er der simpelthen ikke tid til, for der er nogen, der fylder 6 i den kommende uge, og det skal fejres ikke bare en, men hele tre gange. Så deeet ...

Og hermed skål i te fra min plet i sofaen! Må I have en dejlig, forkølelsesfri søndag aften!

fredag den 26. september 2014

Så sagde vi, at det var slut med

* at tage Varanen med i Netto ved 17.30-tiden for at akutkøbe ris til aftensmaden. Heller ikke selv om han synes, det kunne være så "hyyyyyyyggeliiiiigt" (det kunne det ikke. Måske lørdag kl. 10. ALDRIG torsdag kl. 17.30. Forstå det nu!)

* at fremmede damer påtager sig selv at opdrage på ovennævnte Varan, fordi det åbenbart alligevel ikke var spor "hyyyyyyyyggeligt" at være med i Netto (og NEJ, dig, der lige mente, at du var blevet ringet op: Din reprimande hjalp ikke. Overhovedet. Og havde jeg ikke haft hænderne så rigeligt fulde med at dysse min meget frustrerede dreng ned OG samtidig sikre, at mini-indkøbsvognen fra helvede ikke kørte ind i andre ben end mine egne, kan jeg afsløre, at du selv havde fået et opdragende råd eller ti med på vejen)

* at hjælpe Varanen helt så meget med at tage tøj på. Han kan jo sagtens selv

* at bruge ble om dagen. På forsøgsbasis, i hvert fald. Varanen sad for første gang evah! på vores eget toilet i går. Og tissede tre gange. Ved ikke, om det var ham eller mig, der var mest stolt

* at spise en hel dåse "A"-lakrids fra Johan Bülow på én dag. Heller ikke selv om de smager fantastisk. No frigging wonder, at mit tøj strammer

* ikke at løbe mere. Hej 3 km løbetur med iPod (ja, iPod) og dertilhørende gammel musik. Prøver at lade være med at tænke på, at jeg for et år siden kunne løbe et maraton. Og i dag synes, det er sådan ret flot, at jeg løber hele 3 km. Christ, altså!

* at rode så meget i bryggerset. Seriøst - det er jo umuligt at komme rundt derude. Og så svært var det heller ikke at bære en hylde og en kasse ud i garagen. Har bare ikke lige gidet. I 2 uger?!? #dovenmuch

* at rode så meget. Punktum

* først at gå i seng omkring midnat. Fordi jeg ser Frasier. Og/eller læser chick-lit. Come nu lige on

* at bruge penge. Sådan generelt

* at være 35. Er nu sådan en, der hastigt nærmer sig betegnelsen "sidst i 30'erne". OG har snart ikke små børn mere. Identitetskrise coming up. Når jeg altså orker

onsdag den 24. september 2014

Groundhog week

3 år og 2 dage er ikke en alder, man sådan skal spøge med. Det kræver mange kræfter at være blevet stor, og når både sut og ble pludselig forsvinder fra den ene dag til den anden (bleen var ikke vores idé, men Varanen er åbenbart lidt af en haj til at gå på toilettet i børnehaven, så vi er blevet enige med pædagogerne om at samarbejde på dén front), så sker der ting og sager inde i en lille knold.

Ingen ble på! Jeg ved godt, at det at tage bleen af ikke er det samme, som at han er blefri, men seriøst - hvor blev min lille dreng af?!

En af de ting, der tilsyneladende sker, er, at han n æ g t e r at sove. Uanset hvor træt han er. Nixbix. Så vi er nogen, der bruger pænt lang tid på at putte for tiden. Og i morges nat mente han i øvrigt, at det var morgen kl. 03.30. Selv om absolut ingen var enig med ham, lykkedes det kun at holde ham hen en lille time, før han surt proklamerede, at "Nu kravler jeg bare UD af sengen, så! Ha-ha-haaaahr!"*Evil laughter* Hvem skriver man til, hvis man gerne vil have Ramasjang til at vågne pænt meget tidligere end kl. 06?! Tænkte godt nok (ganske kort) i mit søvntågede sind, at det var en god lektion, det der med, at Ramasjang-figurerne stadig sov, og håbede naivt, at Varanen så også ville blunde lidt. Men det virkede overhovedet ikke (på ham - det virkede upåklageligt på mig), og jeg vågnede fra min slummer ved, at Varanen var i færd med at stoppe 5 hårnåle ind i næsen på mig og aede mig temmelig hårdhændet i hovedet.

Byg-selv minilagkager fra Varanens fødselsdag forleden. Sådan en kunne jeg godt spise nu. Om ikke andet, så for at holde mig vågen ...

Bygge-bygge

Thank G*d for Netflix og Dora the Explorer! Som Varanen binge-watchede, mens jeg fik lov at blunde (ikke sove - ikke med hårnålene i rummet!) en smule. Gæt, om jeg var frisk til forældrekonsultationen i børnehaven i morges kl. 8.30?! Korrekt. Det var jeg ikke. Og HDD heller ikke. Men det gik alligevel, og overpædagogen lod sig venligt nok ikke mærke med, at vi begge lignede hængte katte. Der blev sagt en masse pænt om Øglen og faktisk også om Varanen, selv om samtalen slet ikke drejede sig om ham (konsultationen drejede sig om skoleparathed. Og fordi DNP ligger i en kommune, der af uransagelige årsager synes, at børnene skal begynde i mini-SFO allerede i januar, holder man konsultationer nu. Også selv om vi ikke vælger at sende Øglen i mini-SFO, eftersom børnehaven har et udmærket før-skole-tilbud. Hvilket åbenbart er totalt faux pas at dømme efter nogle af de reaktioner vi har fået fra andre forældre. Ah well ...).

Arbejdet har heldigvis været godt ved mig i dag. Meget heldigt, for I guder, hvor er jeg træt nu, altså. Og gad godt, at Varanen havde meddelt på forhånd, at det her ville blive Groundhog week på søvnmåden, for så ville jeg ikke have a) slæbt ungerne hele vejen til og fra Kbh i går for at besøge (tr)Oldemor + amerikanske slægtninge, b) booket forældrekonsultation kl. halv-bloody-NI i dag, c) tilbudt at tage en af Øglens veninder med hjem i dag og i øvrigt lovet at hente kl. 14, d) committed mig til skoleintroduktionsmøde i aften. Snork, altså!

Men i morgen er der atter en dag. Er det ikke sådan, man siger? Måske man kunne være så heldig at sove hæderligt i nat? Og så er det oven i købet min fødselsdag i morgen. Som bl.a. bliver markeret ved, at den lokale vandforsyning lukker for vandet mellem kl. 9 og 15, så jeg kender én, der arbejder hjemme, som skal huske at tappe vand på flasker i aften. Ellers er der jo ingen kaffe! Katastrofe!

Nå. De der børn henter jo ikke sig selv. Lige som kaffen ikke drikker sig selv, eller vasketøjet ikke vasker sig selv. (Der er i virkeligheden ikke ret meget, der gør noget af sig selv, nu jeg tænker over det. Det skulle da lige være øjnene, der klapper i af sig selv. Og det har jeg altså ikke tid til. Lige nu, i hvert fald). Adios - vi skrives ved, når jeg er fyldt 536.

tirsdag den 16. september 2014

Om livet i Caps Lock

Varanen er sur for tiden. Ikke bare lidt på tværs, men sådan virkelig sur. Nej. RAHHHsende, faktisk. Der skal ingenting til, så flipper han ud. Og når Varanen flipper ud, så sker det i lydstyrke Crazy Højt.

Generelt er han sådan rimelig højlydt, hvilket er ok, når nu det skal være. Ingen bly viol dér, i hvert fald. Når han gerne vil høres, så råååwer han. Jeg skal have tjekket hans ører, just in case, når nu han skal til 3 års-undersøgelse lige om lidt, men jeg tvivler på, at der er noget, der blokerer. Jeg tror såmænd bare, at det er en skønsom blanding af frisk næsten-3-årig, ivrighed for at trænge igennem med sine meninger om alt og det faktum, at han er vant til at gå i institution, hvor lydniveauet, alt andet lige, er lidt højere end hjemme i parcelhuset.

Nå. Men altså. Generel højlydthed og virkelig surt humør udmønter sig til virkelig højrøstede morgen-, eftermiddag- og aftenseancer hjemme hos os for tiden. Primært fra Varanen, for selv om jeg af og til mister tålmodigheden og råwer tilbage (shoot me), så preller det fuldstændig af på ham og ansporer ham bare til at råwe endnu højere. Så vi girafsproger den en del herhjemme. Med DR Undervisningsprogram-stemmen på og negle-på-tavle-irriterende sætninger som "Jeg kan godt forstå, du er vred, men ..." (Og nej - i virkeligheden forstår jeg ikke, hvorfor han er vred halvdelen af gangene. Jeg er fx slet ikke med på, hvorfor han blev stikhamrende tosset i går morges, da jeg tog hans ble af, og han reagerede med at skrige, som havde jeg skåret ham i småskiver. Og løb væk fra mig og skreg lidt mere. Og blev ved med at skrige, indtil jeg gav ham lov til at beholde hans soveble på. Ja. Det gjorde jeg. Sådan en mor er jeg. Men når ens ører bløder, og man reelt ikke kan - eller har lyst til at - holde sit barn nede for at skifte bleen, så er det dét, der er løsningen. Hvor kortsigtet den end må være).

Et zen-agtigt skovbillede fra weekendens tur til Lolland som modvægt til alt råweriet (som der ikke vare så meget af på Lolland, faktisk)

Jeg kan til nøds forstå, at man bliver ked af det, når man er næsten 3 og lige har bestemt sig for inden i hovedet, at man mægtig gerne vil se 50 afsnit af Dora fra morgenstunden og så får nej til at se så meget som et eneste. At det var fordi jeg havde valgt at lade kræet sove til 8.30 i stedet for at vække ham, og at klokken pludselig var blevet så mange, at vi skulle til at af sted (normalt er morgenelastikken meget lang herhjemme, men vi skal jo altså ud af døren på et eller andet tidspunkt!), betød mindre. Men jeg kan ikke forstå, at man bliver så ked af det, at man skriger og slår på grund af det. Uanset, hvor girafsprogsagtig eller bestemt jeg er.

Jeg ved godt, at det nok er vores egen skyld. At vi et eller andet sted på den snart treårige Varanvej har ladet ham forstå, at man kan få det, som man vil, hvis bare man råber højt og længe nok. Så nu betaler vi prisen. Jeg ved også godt, at man ikke ændrer vaner overnight, og at det kræver et sejt træk at komme igennem, men det ville være virkelig rart - for alle - hvis råweriet blev dæmpet bare en smule. Så der ikke jævnligt fosser blod ud af ørerne på os allesammen.

Det værste af det hele er næsten, at Øglen bliver lidt klemt i alt det her. Hun er så sød og god og fornuftig, at det halve kunne være nok (undtagen når hun altså ikke er), og særligt under putningen bliver der brugt uforholdsmæssigt lang tid på at dysse Varanen ned (fordi han a) vil sove i "mors og fars seng"*, b) vil have, at jeg ligger inde hos ham**, c) vil ind i stuen, d) vil finde et eller andet obskurt tøjdyr, e) vil synge en sang, f) vil læse godnathistorie "igæng", g) find selv på flere). Mens Øglen ligger fint og stille, men (selvfølgelig) ikke kan sove, fordi nogen råååwer. Og når Varanen så ENDELIG holder kjäft, så lyder der som regel et klokkeklart "Ahhh - DÉT var dejligt. NU kan jeg sove" inde fra Øglen. Hvilket egentlig er forståeligt nok (så jeg bider mig selv en del i tungen for tiden for ikke at bede hende ret bestemt om at tie stille. Det er jo heller ikke fair, at hun dårligt nok må gabe i fare for at trykke Play på Varanen), men det sætter desværre bare Varan-pladen i gang igen. Så vi hygger totalt meget om aftenen lige i øjeblikket, kan I nok høre.

På et eller andet tidspunkt bliver det bedre. Det ved jeg. Og det vil jeg så glæde mig til. Lige nu har jeg det bare som om, nogen har trykket livets Caps Lock-tast ned, og det føles temmelig højt. Endda højere end dengang min mor var Ny Med Sms'er og konsekvent sendte beskeder som: HEJ! HVORDAN GÅR DET? KOMMER DU HJEM I WEEKENDEN?" og "VI HAR LIGE VÆRET HJEMME I (Hjemby, red.). JEG SKULLE HILSE FRA KIRSTEN!" Når man åbnede sådan en, var man jo lige ved at blive blæst bagover af råbe-versalerne, og havde man haft en telefon, der kunne læse beskederne op, ville de formentlig være blevet leveret som en Skråler. (Hun har i øvrigt forlængst lært at sms'e med minuskler (eller gemener, som jeg lige har set, det også kan hedde. Er vild med det! "Gemene bogstaver" lyder så dejligt ... ondt ... Gnæggnæg), så det er længe siden, jeg sidst har modtaget en råbe-sms. Heldigvis)***.

Men altså. Hvis nogen ser mig et sted ude i Den Virkelige Verden og råber hej, og jeg ikke svarer, så er det ikke fordi, jeg er uforskammet. Jeg er bare midlertidigt døv****.

---

* + ** Før nogen stempler mig som ond og ufølsom mor, så handler det der med at ligge i "mors og fars seng" og/eller at jeg ligger hos ham udelukkende om at få sin vilje. Det er ikke fordi, han er utryg på sit eget værelse - når han bliver puttet enten sidder eller ligger jeg lige uden for hans dør, indtil han sover, og er altså max. en meter væk. Døren er i øvrigt åben, så han kan se mig, og hvis han ellers ville, kunne vi holde hinanden i hånden.

*** Undskyld, mor!

**** Bevares, han er ikke sur hele tiden. Heldigvis da. Og når han er glad, er han virkelig glad og drilsk og sød og kærlig. Så det er ikke jammer det hele. Det er bare lige det, der fylder lige nu.

onsdag den 21. maj 2014

Yay, tirsdag. Eller noget.

En dag, der ellers på alle fronter har været dejlig med overkommelige arbejdsmængder (for en gangs skyld. Thank you very much!), solskin, tid til en slapper i haven og glade børn, bliver bare lidt mere … tirsdags-agtig, når naboen ganske en passant spørger, om man i øvrigt ikke er gravid.

Det er man IKKE, kan jeg afsløre - man er bare blevet lidt tyk i det. Og har måske gået i liiiidt vel komfortabelt (og løst) yogatøj for nyligt. ForDI man er blevet lidt tyk i det. Og i øvrigt arbejder hjemmefra og derfor ikke tager det der med mode helt så alvorligt, som man måske ville gøre, hvis jeg havde nogle kolleger. Undskyld, HDD. Og naboerne. Forældrene i børnehave og vuggestue. Og den kasse is med lakridssmag, jeg havde købt i Rema en halv times tid INDEN gravid-kommentaren.

Jeg havde måske håbet, at mine hofter og mave ikke havde opdaget, at jeg ikke længere løber så jævnligt, som jeg har gjort. Og at jeg er ved at træne op til at vinde guld i VM i Hyggespisning. Men det har de, mit tøj har opdaget det, og det har naboerne så også nu.

Jeg bliver ikke særlig fornærmet over sådan en kommentar (slet ikke fordi, jeg jo er blevet lidt rundere), så jeg kunne godt tage det med et smil - og endda blive behørigt imponeret over naboens lynhurtige "Det er bare fordi, du stråler sådan"-comeback. Jeg kunne også godt joke med det, da vi lidt senere mødtes på deres terrasse til det glas rødvin, de var så søde at byde på, mens ungerne legede. På "jeg burde ikke, nu du tror, jeg er gravid"-måden. Og jeg kunne endda smile overskudsagtigt, da vi gik hjem, og jeg fik et "Sov godt, alle 5" med på vejen. Men nu gider jeg så faktisk heller ikke høre ét ord mere i dag om mine runde hjørner. Blev der sagt.

Nu har jeg spist en af de der is fra Rema. Ren trøstespisning, og nu er der 4 tilbage. Som måske/måske ikke bliver trøstespist i løbet af de næste 4 dage. Selv om jeg egentlig bare burde smide dem ud med det samme. Og så kunne det være, at jeg skulle løbe mig en tur i morgen. Og i overmorgen. Og fredag. Og alle dage fremover.

Bliver sjovt. Mega. Glæder mig allerede.

Eller noget.

fredag den 7. februar 2014

Kunsten at balancere i morskabet

Er I til solstrejf og lyst sind her på en våd våd regnvejrsdag, så spring hurtigt videre. Det her er nemlig et indlæg, der er skrevet med den blå pen. Et af dem, der hverken er sjove, hurtige eller kække. Til gengæld er det indadskuende, temmelig personligt og gevaldigt langt. Så er I advaret ...

Vevika skrev forleden, at januar har været god ved hende og hendes familie. Og jeg er helt enig. På trods af uendelig gråhed, så har måneden været fyldt med varme, hygge og nærvær. Opgaverne på job har været lagt på en måde, så der har været mulighed for både korte dage og fridage til reptilerne (og dermed mig). Vi har været ude og skøjte (eller ... HDD og Øglen skøjtede. Varanen og jeg så på), købt nyt transportmiddel (Croozer Kid2 ftw!), vi har spillet pænt meget Ludo, tegnet, løst opgaver i div. opgavebøger, mv. Rendyrket hygge.

Fodring af de lokale ænder på en sjælden, solrig formiddag

Miniskøjter <3

Nogen glæder sig til sin 5 års fødselsdag og skriver/tegner ønskeseddel

Det hele kunne være lutter idyl, hvis altså det ikke var fordi al den nærvær har fået mig til at tænke på manglen af nærvær - fravær, i mangel af et bedre ord. Jeg har altid været lidt for god til at ty til telefonen, hvis der lige har været et ophold i en aktivitet, en putning, der trak ud i lidt for lang tid (det sker tit hjemme hos os), en tegnefilm, der blev lidt for kedelig, osv. I en lang periode har jeg tjekket mails pinligt mange gange i løbet af en dag og de sociale medier ligeså. Jeg har været en af dem, medierne er glade for at skrive om for tiden - en af dem, der føler sig nøgen uden sin telefon. Og en af dem, der overspringshandler i stor stil. Også foran børnene - og også på legepladsen (dengang vi boede i en by, der havde nogen af en kvalitet, som man gad frekventere) - hvilket angiveligt giver dem en opfattelse af, at de ikke er værd at være sammen med, hvis man skal tro på medierne. Det er mig - iPhone-Mor.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke altid har tænkt så meget over mit telefoniforbrug - sådan var det jo bare - men i takt med at ungerne (særligt Varanen) er blevet ældre, er jeg blevet temmelig meget mere bevidst om det. Derfor bruger jeg da slet heller ikke AjFåunen i samme omfang nu, som jeg har gjort. Ud over, at både jeg og børnene bliver bevidste om telefonen, når den er i brug, så har reptilerne fået en alder nu, hvor de er virkelig sjove at være sammen med, så det vil jeg meget hellere. Så er det trods alt heller ikke vigtigere at tjekke mails, Instagram, Blogland (no offence), spille candycrush, og hvad jeg nu ellers måtte få min tid til at gå med.

Ny ride 

Det er ved at være et godt stykke tid siden, jeg slettede apps, der reelt ikke gav mig noget, andet end altså muligheden for at overspringe. Notifikationer fra alt (bortset Facebook, som bliver ved med at poppe frem og gøre mig sindssyg. Pure evil, der ikke vil slåes ihjel) er slået fra, og det eneste, der har fået lov at bestå, er Instagram og Bloglovin', der vitterligt giver mig både inspiration og fællesskabsfølelse. Og når jeg nu har taget min brug af telefonen op til revision og gjort noget ved det, så burde den hellige grav vel egentlig være velforvaret. Men nej. For jeg er udstyret med et skyld-center i hjernen, der ville gøre enhver katolik grøn af misundelse. Og det center er på overarbejde i disse dage. Med at fortælle mig, hvor meget mere tid, jeg kunne have brugt sammen med mine børn. Hvor meningsløst det i virkeligheden er at have brugt så meget tid på mail-tjekning og sociale medier, når tiden kunne være blevet brugt så meget bedre.


Jeg ved selvfølgelig godt, helt nøgternt, at jeg ikke har (mis)brugt min telefon i en grad, så der har været tale om omsorgssvigt eller lignende. Det er ikke sådan, at telefonen har fået forrang - den har bare sneget sig ind hist og pist og samlet set kommet til at fylde for meget. Og jeg får helt ondt i maven, hvis jeg tænker for meget over det. Fortrydelse er en stærk størrelse. Resultatet af mavepinen og telefonleden er, at jeg dels ikke tjekker mails efter fyraften længere (og slet ikke lige før sengetid), ikke bruger FB og holder en pause med Instagram.

Misforstå mig ikke; Jeg elsker nettet og alle dets muligheder. Jeg ville ikke være de sociale mediers dynamik, inspiration og fællesskab foruden. Men jeg kan mærke, at jeg lige nu er et sted, hvor det er svært for mig at skelne. Et sted, hvor både/og er for svært at navigere og balancere i, hvorfor det nødvendigvis må hedde enten/eller. I en periode. (Med det resultat, at jeg ikke aner, hvad vi har lavet de sidste mange dage - normalt er instagram jo min digitale hukommelse) For jeg går ud fra, at det her bare er en fase. Men faser, der giver ondt i maven, skal man tage alvorligt, tror jeg.

... Nu med virkelig varm hue (som vi i øvrigt købte i Sverige i sommer, hvor Øglen forelskede sig akut i den) 

Miss Napkinhead

Når jeg kigger på reptilerne, ser jeg glade, harmoniske børn. Jeg tvivler på, at de har lidt nogen overlast pga. (endsige lagt mærke til) den allestedsnærværende telefon. Men paradoksalt nok handler alt det her heller ikke om reptilerne - det handler om mig. Om ting jeg har gjort (eller ikke gjort), og om ting jeg fortryder. Og - nu bliver det frelst, mkay?! - jeg kan blive helt ked af det på mine egne vegne over, at jeg har været så dårlig til at slappe af; til at hvile i øjeblikket. Bevares; Vi har haft vores at se til. Et par flytninger, det at falde til i en helt ny by og et samlesæt af et hus. En ny hverdag og en virksomhed, der skulle (skal) bankes op og stå. Virkelighedsflugt er påkrævet fra tid til anden i en hverdag som den. Men på et eller andet tidspunkt skal der også stoppes op og gøres status. I hvert fald, hvis man er mig. Så det har jeg gjort.

Gransker jeg min hjerne (og min mave), så tror jeg (ved jeg), at alt det her også handler om noget andet end telefonen #noshitsherlock. Det, at reptilerne pludselig er ved at være store, fx. Øglen fylder fem (5!!!) om et par uger, og hun er i øvrigt lige skredet til "Alandian" (Lalandia) med Farmor, Faster og Fætre weekenden over. Helt cool og hejhejvises-agtig. Min lille pige! Varanen snakker som et vandfald, synger sange (som han kan huske stort set al tekst til, selv om han kun har hørt dem en enkelt gang) og er fyldt med gåpåmod og selvtillid. Og den der plet ude i horisonten, hvor jeg (sat på spidsen) ikke længere er omdrejningspunktet i deres liv, rykker faretruende tæt på. Det gør, at jeg kommer i "har jeg nu nydt det nok"-mode, og jeg er åbenbart ikke typen, der kan læne mig tilbage og sige "Ja. Det har jeg faktisk".

Retail therapy kan heldigvis hjælpe på det meste. Er kommet til at gå totalt overboard i lækre yogasager. Her en pølle med boghvedeskaller, en yogmåtte, et par sandaler, et par half toe-sox, en buksedragt, en jumper, en top, en cardigan og et par bukser. Altsammen utrolig lækkert og helt helt perfekt.

Det handler vist også om, at jeg ikke tidligere har haft en tumling på Varanens alder, uden at jeg samtidig var gravid. Jeg er i dén grad ikke gravid lige nu, og der er hverken lyst, plads, kræfter eller økonomisk råderum til at blive det. Døren til endnu et reptil er ikke endegyldigt lukket, men den er på ingen måde lige så vidtåben, som den var, dengang vi kun havde Øglen. Og det kan godt gøre mig lidt trist på den ur-agtige måde. Skal jeg så aldrig prøve at føde igen og holde mit eget, lille velduftende spædbarn i armene? Samtidig skræmmer tanken om at få endnu et barn mig fra vid og sans. Primært på den fatalistiske "Nu har vi fået to sunde og raske børn. Hvordan vil det påvirke de to andres liv, hvis barn nr. 3 er meget syg?"-måde. Ligesom jeg ærligt talt ikke ved, om jeg kan bære at få mit hjerte og min samvittighed kløvet i endnu flere stykker. For ikke at tale om, hvad det ville gøre ved antallet af grå hår, hvis barn nr. 3 er ligeså dårlig til at sove, som Varanen var. (Bemærk datid - han er simpelthen blevet så god, altså!)

Sidst, men ikke mindst, så tror jeg også, at det hele handler om, at jeg har for meget tid til at tænke. For meget tid til at dvæle ved min dårlige samvittighed. Fordi jeg arbejder hjemmefra og konstant bliver mindet om reptilerne, når jeg træder på Duplo-klods nr. 457 (€#&#%"), hvis jeg lige skal ordne vasketøjet, eller når jeg lige skal tjekke noget på iPad'en (jeg må godt, når jeg er på arbejde, nemlig), og Dora the Explorer så brækker sig ud i hovedet på mig. Så tænker mig hjerne, at når jeg er hjemme, så burde reptilerne også være det. Men sådan er det jo bare ikke skruet sammen, altså. Så jeg tror, jeg har brug for at komme lidt mere ud. På noget bibliotek eller sådan noget. Bare så jeg har en følelse af "at tage på arbejde".

Der er altså meget, der spiller ind på min blues. Fraværet af sollys har formentlig også sit at sige. Men uanset årsag, så har jeg bare haft brug for at standse op og tage en dyb indånding. Finde lidt ro inde i mit hoved og ikke altid have så travlt med at ordne alting på samme tid. Det er ok at kede sig. Det er ok ikke at besvare en mail eller lave en opgave i det sekund, den tikker ind. Det er ok at ligge på gulvet og lege med klodser og kede sig en lille smule imens, selv om man egentlig godt gad lave noget andet. Samtidig er det også en balancegang. For mens mine unger aldrig skal være i tvivl om, at jeg vil dem, og at de selvfølgelig er mere end værd at være sammen med, så skal de også lære, at de ikke kan have spotlightet på sig hele tiden og så igen. Så bliver de ikke til at holde ud, når de bliver ældre. Og det bliver de snart - ældre. Lige om lidt, faktisk. Så jeg forsøger at finde balancen; Også så jeg ikke ender med at blive altopofrende og i sidste ende bitter over, at jeg aldrig gjorde noget for mig selv. Gad vide, om yoga hjælper ...?!

tirsdag den 28. januar 2014

Skridtet før samlesæt

Kan I huske, dengang lægen udråbte mig til at være multiallergiker? Nej? Så vidt vides er jeg ikke blevet hverken mere eller mindre allergisk siden dengang (men det vil vise sig om et par uger, hvor jeg har sat (ny) læge i stævne for en gang for alle at finde ud af, om vi skal kultivere eller dræbe Øglens ønske om et pelset kæledyr. Selv om hun i mellemtiden har bedyret, at hun ikke gider have et alligevel, fordi hun ikke gider (hjælpe med) at gøre buret rent og i det hele taget passe på det ...), men til gengæld skranter jeg på alverdens andre områder.

Mit første (og hidtil eneste) visit hos min nye læge bestod af, at hun skulle finde ud af, hvorfor jeg blev ved med at have ondt i brystet i venstre side. Det tog hende ikke lang tid at konstatere, at jeg (åbenbart) har en rædsom holdning ("Er du sådan lidt skæv i ryggen? Har du nogensinde fået det at vide før?"), og at smerterne var noget muskelinfiltration langt inde i kadaveret. Hun ordinerede pilates, strækøvelser og en bold som kontorstol, og siden er det blevet bedre - omend stadig ikke helt godt. Måske fordi jeg ikke heeelt har fulgt hendes anvisning om helt at stoppe med at bære rundt på reptilerne. Men prøv I at forklare Varanen, at mor ikke lige kan bære ham mere overhovedet. Han bliver ikke båret så ofte, men nogle gange er det altså bare rart at kunne komme op til mor, når sneen er for våd, benene er for trætte, eller verden er for farlig.

Og nu er den så gal igen. Eller - dvs., at nu har jeg fagkundskabens ord for, at den er gal igen. Denne gang med knæene. Som det vist har været galt med siden ... hm ... siden Berlin Maraton sidste år. Jeg har ikke lagt så meget i det, for det er jo en ret hård belastning for bentøjet at løbe så langt. Og jeg har holdt en pænt lang løbepause efterfølgende. Men nu er jeg så i gang igen, eftersom HDD var så sød (sagt helt uden ironi, i øvrigt - jeg blev virkelig glad!) at give mig en billet til VM i Halvmaraton i fødselsdagsgave. Knæene værkede noget efter de første korte løbeture, men det lagde jeg ikke så meget i; Jeg skulle jo lige i gang. Men efter at have været i gang i nogle uger efterhånden, værker knæene stadig. Ikke mens jeg løber, underligt nok. Men stort set på alle andre tidspunkter. Så jeg bestilte tid hos en fys i går,  og fik en tid i dag - det med knæene er åbenbart noget, man tager ret alvorligt hos sådan nogle. Eller også har de ikke så meget at lave ...

Fyssen lyttede lidt til min klagessang og kiggede så på mine knæ. Hvorefter hun konstaterede, at hun "godt kunne se, hvad det er, jeg laver". Jeg lavede, efter bedste overbevisning, ikke andet end at stå stille, men hendes fys-øjne kunne åbenbart se, at jeg selv i stilstand overkompenserer ved at låse i knæene og dermed vride i det inderste knæled (?!) - "helt ligesom når man er hypermobil". Der kan man bare se. Derefter tæskede hun min knæmuskulatur (igen: ?!) igennem, mens hun indirekte gav mig dårlig samvittighed over at putte mine børn i institution ("Husk på, at tiden med børnene ALDRIG kommer igen!" og et "Hvordan kunne du GØRE det?"-udbrud, da jeg som led i samtalen fortalte, at Øglen var kommet i vuggestue, da hun var 9 mdr. Selv havde hun gået hjemme i 10 år, mens hendes børn var små, og dén kunne jeg sq ikke rigtig komme igen på). Afslutningsvis ordinerede hun cykling i stedet for løb - i hvert fald i stedet for to af de tre løbegange, jeg ellers har i kalenderen. Desuden rådede hun mig til at købe et par bløde, bøjelige, barfods-agtig sko, der dog stadig har stødabsorbering Godt, jeg arbejder hjemme. Hendes eksempler på sko var ikke just moderigtige ..., og plottede to aftaler mere i kalenderen. Indenfor den næste uge.

Nu er jeg hjemme. Jeg googler fodtøj, der får både mine øjne og mit Dankort til at bløde. Sidder i ramme alvor og overvejer at melde mig ind i det lokale fitness-center, som jeg antager har en motionscykel. Ikke, at min track-record med motionscentre er noget at prale af. Men et eller andet skal man vel smide sine penge efter (!) Og spekulerer på, hvornår det var, jeg begyndte at blive så skravlet.

... Gad vide, om jeg har noget chokolade. Er sikker på, at det hjælper bare en lille smule ...

tirsdag den 14. januar 2014

Lorteskid

Tis er sjovt, synes reptilerne. Rigtig sjovt. Så sjovt, at "tis" nu er det ord, der optræder flest gange, når de synger "Oppe i Norge". Og "På loftet sidder nissen med sin julegrød", "Lille Lise" og stort set alle andre sange, de synes er fede lige for tiden. Kan man smide et 'prut' ind et sted i sangen, er deres lykke gjort, og selv om jeg godt kan blive ret træt i hovedet, er det også ret sjovt at lytte til. For de griner simpelthen så hjerteligt, når de synger deres latrinære sange, at man ikke kan undgå at blive glad i låget.

Det er - selvfølgelig - Øglen, der har påtaget sig rollen som lærer udi de frække udtryk. En rolle hun elsker; sandsynligvis fordi det giver hende mulighed for at kanalisere alle de knap så pæne ord ud gennem sin semiuskyldige lillebror. Hun udvider rollen dagligt, og nu er jeg således den stolte mor til en 2-årig, der ved puttetid dels ligger og synger førnævnte tis-version af "Oppe i Norge", dels siger "Lorteskid" og er ved at dø af grin.

Det er ret svært ikke selv at dø lidt af grin, når han sådan ligger der i mørket og prøver sit ordforråd af. Mens det er knap så morsomt i fuldt dagslys, når der er to tumlinge, der kravler på væggene og kappes om, hvem der kan råbe "Lorteskid" allerhøjest. (Der er stadig uafgjort. Og mine ører er faldet af et sted i processen, for de kan begge råbe pænt højt)

Men ok. Så længe de ikke siger det (alt for meget) ude i byen. Så går det nok. Og skulle det endelig være, må de hellere sige "Lorteskid" til andre, end de må fortælle, at jeg åbenbart synes, at deres tegninger er grimme, hvis de tegner uden for stregerne ... (Og så ikke en lyd om, at Varanen underholdt alle de nyankomne børn i garderoben i morges med at råbe "Dumme prut" sådan cirka 419 gange. The joy!)


mandag den 13. januar 2014

"Jeg SAAAVNER mo-arrrr!"

Der var engang et hus, der var vandskadet og derfor en Øgle, der sov i "mors og fars seng" hver evig eneste nat. I fem måneder.

Samtidig var der en Varan, der så sikkert som amen i kirken ville vågne endnu mere og begynde at rotere, prikke øjne ud og sparke på hager, hvis man så meget som vovede at forsøge at liste ham ind i "mors og fars seng" i det naive håb om at få bare 20 minutters mere søvn, når han igen-igen vågnede klokken alt for tidligt.

Meget belejligt, i grunden, for selv om vi er de glade indehavere af en dobbeltseng, kan det altså godt blive lidt trangt med hele familien i den på én gang.

Så blev den der vandskade udbedret. Og Øglen fik sit værelse tilbage i en stærkt opdateret udgave. Inklusive en voksenseng. Den er hun glad for. Så glad, at hun faktisk kun har tilbragt tre nætter inde hos os, siden hun rykkede ud. Den ene gang var den første aften. Den tredje gang var natten til i dag, fordi hun havde ondt i det ene øre. Den anden gang kan jeg ikke lige huske grunden til, men humlen er også bare, at tre gange ikke er meget på halvanden måned, når hun har ligget i smørhullet i fem. Synes jeg i hvert fald.

Man skulle tro, at Varanen kunne mærke det, i det sekund Øglen forsvandt fra dobbeltsengen, for på præcis samme tidspunkt begyndte han at insistere på at komme ind i "mors og fars seng", når han øffede om natten. Efter at have holdt stand et par dage (nætter), prøvede vi skeptiske at tage ham med derind. Og fandt ud af, at han nu godt kan sove derinde. Stadig roterende og flaksende og sparkende, men også sovende. Breaking news, mand!

Sverigesturen med snot, hoste og feber gav lige yderligere Varan-erfaring i at sove i smørhullet, og på nuværende tidspunkt kan jeg godt afsløre, at han er blevet helt habil. Så habil, at han faktisk vågner stort set hver eneste nat og vil "IND I MORS OG FARS SENG!", og med udsigten til at kunne sove inden for tre sekunder - nu med lille, buttet barnearm enten draperet rundt om min hals eller aende på armen, må jeg indrømme, at jeg ikke tænker mig om to gange, før jeg slæber ham med derind. Alternativet er nemlig mig krummet sammen på madras med et forskelligt udvalg af tæpper og bamser slynget over mig. Og det er ligesom en situation, jeg har befundet mig i mange gange nok, synes jeg.

Min lille pirat

Varanen storhygger også med at putte i dobbeltsengen. Dog ikke så meget, at han ikke stadig står tidligt op og gjalder "MÅÅÅHRENMAD! GUDDI, HANGEGRYN" (Morgenmad. Yoghurt og havregryn, red.), når man godt gad sove mindst en time længere. Men nu er klokken i det mindste ikke 05 længere, når han gør det, og så kan jeg altså tilgive meget.

Men. For der er jo altid et men. Jeg ved ikke, om det på nogen måde hænger sammen med det nye sovemønster, men du godeste, hvor er Varanen blevet morsyg på det seneste. Jeg nævnte det kort for nylig, hvor jeg skrev, at Varanen savner mig. Tit. Også hvis jeg bare er på badeværelset. Eller står lige ved siden af. Og HDD må ingenting, når det gælder putning, opøsning af morgenmad eller - virkeligt eksempel fra i går - bare det at stå op sammen med Varanen. Til trods for, at det var min sove længe-morgen. Grrr.

Hvad angår putning, står vi fast. HDD putter Varanen en uge, og jeg putter Øglen, og efter en uge skifter vi så. (Hvilket egentlig startede som modsvar på, at Øglen aldrig ville puttes af HDD og skreg og råbte, bare har dristede sig til at sige, at puttetid nærmede sig). Men hvad angår morgenritualerne, så er de lidt sværere at stå fast på, da Varanen har en tendens til at råbe MEGET højt, og Øglen godt kan lide at sove længe. Så hvis hun ikke skal vækkes i utide, må vi tækkes ham Varanen på det punkt. Men altså.

Nåja. Det der savn til mig clasher så også rimelig meget med, at det er mig, der afleverer ham i vuggestuen. Således havde vi både onsdag og i dag en helvedes-aflevering. (Fredag sendte jeg HDD ind med ham, og der var ingen problemer, men det er desværre bare sjældent, at HDD overhovedet er hjemme på afleveringstidspunktet, så det er ikke en mulighed til daglig). Det var helt klart værst i onsdags, hvor jeg i 10 minutter stod ude i garderoben og hørte mit barn græde utrøsteligt (og - ok - også temmelig kørt op. Han kan blive temmelig hidsig). Jeg kunne slet ikke bære det og havde fat i lederen et par gange, så hun lige kunne tjekke til ham. Og da jeg kom hjem, ringede jeg for at høre, hvordan det gik. (Godt, heldigvis). I dag var der anlæg til samme ulykkelighed, men heldigvis kunne jeg høre gråden stilne af så snart jeg var uden for synsvidde. Og Verdens Sødeste Pædagog ringede efter en lille time og berettede, at alt åndede fred og ro. Selv om han havde råbt "Jeg savner MOARRRR" et par gange eller 50.

Hidtil har afleveringerne aldrig - som i aldrig - været et problem. Naturligvis gør 16 dages juleferie heller ikke noget godt for lysten til at være 'på arbejde' sammen med alle de andre børn hver dag, men jeg har ham mistænkt for at være inde i en eller anden separationsangst-fase. Hvilket jeg virkelig forsøger at anerkende, men det kan være en kende svært, når jeg ikke engang må gå på toilettet, uden han enten bryder sammen eller bryder ind. Ikke, at han ikke må komme med ud på badeværelset, men når det er hele tiden og så igen, kan det godt blive lidt anstrengende.

Øglen med det sidste store - VIRKELIG store hit; Alfons Åberg-appen 

Øglen kan naturligvis godt mærke, at Varanen klamrer sig mere til mig end ellers, og hun reagerer med at blive ... rigtigt gættet ... morsyg! Så for et par dage siden havde jeg to slåssende reptiler hægtet på benene, mens de skiftevis råbte "MIN mor!" højere og højere. Jeg havde faktisk mest lyst til at flå dem af og råbe "MINE BEN!" ned i hovedet på dem, men det gør man jo ikke i disse anerkendende tider, så i stedet måtte jeg opbyde hele reservelageret af forståenhed, lægge ansigtet (og stemmeføringen, ikke mindst) i 70'er-agtige folder og sige ting som "Jeg er jeres begges mor", "Jeg går ingen vegne", "Bare rolig" og "Herhjemme slår vi ikke hinanden". Grrr.

Men vi sagde bare, at det er en fase, ikke? Som går over lige om lidt? Det håber jeg ...

fredag den 3. januar 2014

En næsten femårig taler ud

Det er ikke nødvendigvis nogen taknemmelig opgave at være mor til en næsten femårig. Følgende sætninger er blevet sagt om mig af Øglen hen over julen til andre voksne:

*"Farmoooor? Gider du ikke nok sy den der strop til at hænge min flyverdragt op i? Den er faldet af, og min mor har lovet og lovet og lovet at sætte den på, men hun gør det bare aldrig!!"
Note: Jeg har lovet det. Én gang. Den dag, stroppen knækkede. Og derefter har jeg glemt alt om det. Det har Øglen tilsyneladende ikke ... Men NU - her til aften, faktisk - har jeg så fået syet den på. Så hvis det var taktik fra Øglens side, må man sige, at det virkede.

*"Far, min tegning duer ikke. Jeg har tegnet uden for stregerne, og mor siger, at forskellen på en grim tegning og en pæn tegning er, om man kan holde sig inden for stregerne".
Note: Seriøst. Det har jeg aldrig sagt! Jeg har muligvis sagt et eller andet med, at det er en god idé at gøre sig umage, når man tegner, men jeg har helt 100 aldrig sagt, at Øglens tegninger var/ville blive grimme, hvis hun ikke holdt sig inden for stregerne. HDD tror ikke helt på mig ...

*"Moaaaar! Se nu her! En af mine selvlysende stjerner er faldet ned, kan du ikke huske det?! (nej, red.) Hvorfor sætter du den aldrig op?"
Note: Fordi jeg ikke vidste, den var faldet ned.

*"Se her! Min mor prøvede at lave noget lækkert, blødt mad (müslibarer med peanutbutter, red.), men det blev bare sådan noget tørt, mærkeligt noget".
Note: True, men giv mig lige lidt credit, altså. Og jeg HAR smidt det væk nu ...

Jeg troede, det var svært nok at være mor til børn i baby- og tumlingealderen. Og det var det måske også, men de kan i det mindste ikke fortælle det til mig andre. Grrrr.

onsdag den 4. september 2013

Status pt

  • Vi har fået varmt vand i bad- og toiletvognen. Det hjalp betragteligt på lysten til et brusebad, skulle jeg hilse og sige. Og krævede 'kun', at en særdeles kreativ tekniker brugte et par timer på at bytte faser og andet elektrisk. Noget med nogle faser, der manglede og blablaZzzz ...
  • Der er i skrivende stund fugtteknikere (finere ord for Skadesservice) i gang med at rense tapet af på de våde vægge (= alle vægge i og omkring entréen. Også i værelserne). Efterfølgende skal de sprøjte med svampemiddel (yum!), og så skal vi have besøg af en affugter i X antal uger. Og SÅ kan vi komme i gang med at bygge op igen. Blev der sagt.
  • Øglen er begyndt til dans. Alene - forældre er forment adgang. Selv om vi allernådigst fik lov at overvære to danse i går, som var den første gang. Stort hit so far; Øglen havde en fest og syntes, at det var et hit at danse og fjolle rundt med 20-25 andre børn på samme størrelse som hende selv. Også selv om hun ikke kendte et øje. Børn er seje!
  • Øglen er blevet opgraderet til Storegruppen i denne uge, hvor de kører noget naturtema. Så de har været i Dyrehaven og på Frilandsmuseet indtil videre. Med madpakker og rygsække. Og Øglen har slet ikke været til at skyde igennem. (Og hun har overhovedet ikke været mere træt, end hun plejer, når hun er kommet hjem. Jeg troede, det var meningen, at børn skulle gå totalt kolde, når de har tonset rundt i en skov i fem timer?!)
  • Varanen er begyndt at kalde vuggestuen for "Hjemme!" Lidt bekymrende, hvis man spørger mig - men trods alt bedre, end at han skriger bloody murder, hver gang vi kommer derover. Han har fået to nye pædagoger her efter ferien, og han knuselsker allerede dem begge. Og det gør jeg sådan set også.
  • Varanen snakker og snakker og snakker og snakker. Eksperimenterer lidt med 'sætninger' som "Mere. Duuuuuus!" (mere juice) og "Ooo'NAT, far!" Og så er han begyndt på de sammensatte ord. Som bliver fremsagt med stor koncentration (og lidt som en af de der staccato-agtige oplæsningsrobotter). Navnlig "Bade. Kar" og "Pølse. Mad" hitter i øjeblikket i vokabulariet. Og så har han på mystisk vis lært at tælle til 12. Måske ved hjælp af "Dorthe" (Dora the Explorer) og hendes "HÅRTØR!" (rygsæk).
  • Varanen er så småt begyndt at interessere sig en smule for selv at få beklædningsgenstande af og på. Det har indtil videre sagt ham lige præcis ingenting, og tålmodigheden med det kan da heller ikke ligefrem påstås at være den største. Men jeg har nu en tro på, at han nok skal få det lært på et tidspunkt, inden han fylder 15. Og ellers skal Øglen nok hjælpe ham - hun er blevet helt vild med at give ham tøj på og hjælpe ham med at få det af igen. Heldigvis på relevante tidspunkter - ikke bare sådan ud af det blå.
  • Jeg har fået ny tandlæge. Som jeg besøgte første gang i går. Lige indtil jeg satte mig i stolen, lykønskede jeg mig selv over, at jeg endelig langt om længe fik skiftet fra min gamle, svinedyre tandlæge i Kbh, der insisterede på at se mig hver 3. måned. Men da Nye Tandlæge gik i gang med noget, der føltes som hammer og mejsel - og fortsatte i t r e k v a r t e r - begyndte min begejstring at blegne lidt. Hun skal dog ha', at hun er grundig, hende den nye. Ikke som den gamle, der ret præcist brugte syv minutter på en tandrensning. Til gengæld behøvede jeg ikke spise en Ipren, når jeg havde været hos den gamle tandlæge. Og kunne godt tygge noget resten af dagen ...
  • Ud over ny tandlæge har jeg også fået en prop i øret. Så nu er jeg mere eller mindre døv på højre side. Det er fedt, når man skal forsøge at konversere med det føromtalte enorme persongalleri i Projekt Udbedr Vandskade. Eller ... Vent lige lidt.
  • Vi har stadig store lus i skindpelsen grantræet og har hørt nul og niks tilbage på de henvendelser, vi har rettet til anlægsgartneren om, hvorvidt han kan fælde træet også, når nu han alligevel skal lave hele forhaven om. På trods af, at de skulle være gået i gang for en uge siden. Men det er som om, vi ikke gider rykke ham sådan for alvor, så længe der står sanitet over det hele. 
Det er vist sådan, det ser ud i Reptil-land lige i øjeblikket. Lidt skidt og meget godt (og lidt lånt og lidt blåt. Eller noget). Og er det ikke sådan, hverdagen er, når den er i fuld sving? Det tror jeg. Selv om der godt snart må ryge lidt god huskarma vores vej ...

tirsdag den 7. maj 2013

Om faste læsere

Det her indlæg kunne godt handle om den der udbredte paniiiiik (?) om, at Google Reader (? igen) åbenbart lukker og slukker, og at alle ens faste læsere så måske/måske ikke imploderer og spredes over hele cyberspace (??). Derfor siger nogen, at Man. Skal. Følge. Med. På. Bloglovin'. I. Stedet. Hvis man da ikke vil forsvinde ud i - gys! - kommentarløshed og evig blog-glemsel.

Men læg mærke til kursiveringen af "ikke" ovenfor. Den understreger, at indlægget her ikke (der var den igen, kursiveringen) handler om Bloglovin' - selv om I er hjertens velkomne til at følge med der også. Næh, det her indlæg handler om én specifik fast læser. Som er virkelig belastende. Til trods for, at vedkommende aldrig kommenterer, så har vedkommende en adfærd, der er højst generende for min lille blog. Ikke mindst fordi, jeg hverken kan finde IP-adresse, mail eller andet, der gør det muligt at kontakte ham/hende og bede ham om at holde sig langt væk.

Det eneste jeg ved, er, at vedkommende hedder Nemesis. Og har det med at slå til, lige når jeg har skrevet et indlæg, der måske kunne indikere, at her går det da meget godt.

Som nu det indlæg, jeg skrev i går. Jeg burde jo have vidst, at Nemesis sad derude et sted og læste mine ord. Og hang sig i afsnittet

"... så giver det en fantastisk fleksibilitet i forhold til, når reptilerne er syge. [...] Jeg husker kun alt for tydeligt, hvor presset jeg følte mig, dengang Øglen var lille, og jeg skulle jonglere hhv. snottet Øgle og chef, der måske godt gad, at jeg kom på arbejde i stedet for at være hjemme med barn syg igen-igen. Det var verdens rådneste kabale, der bare ikke ville gå op. Det er hverken blevet sjovere eller mindre hårdt at rende rundt hjemme med syge reptiler nu, hvor jeg er min egen herre, men i det mindste skal jeg ikke have ondt i maven over at melde Reptil Syg til min chef ..."

Det svarer åbenbart til at danse rundt med Arlas samlede mælkeproduktportefølje foran Kernesund Familie sådan at skrive, at det sagtens kan lade sig gøre at holde fri med sygt barn, så det skulle Nemesis nok lige lade mig vide, hvad han/hun syntes om. Så gæt, hvad der skete, da jeg hentede Varanen i vuggestuen? Og havde konstateret, at han da så lidt klattet ud, som han sad der i sin krybbe, og pædagogen sagde, at han havde virket noget træt efter sin - meget korte - middagslur? Han kastede op. På mig. På gulvet. Og en lille smule på sig selv. Ahrmen for høvled, altså.

Lidt klattet og autonom. Kørende på Digestive

Nu troede jeg lige, vi var ovre det opkasteri, eftersom der ikke har været den mindste smule hverken lørdag eller søndag. Men nej, åbenbart. Og selv om han blev frisk-agtig, da vi kom hjem og legede lidt, og han har sovet både godt og længe i nat, så kan han jo ikke komme i vuggestue i dag. Derfor må den fleksibilitet, jeg tiljublede i indlægget i går, altså træde i kraft. Og jeg må forsøge at slå hen, at alt det, jeg egentlig skulle nå i dag (forberede mig på vigtig opgave i morgen, for eksempel. No biggie (!)) kommer til at foregå efter puttetid. Hvor jeg jo heldigvis aldrig er særlig træt, når jeg har været sygepasser en hel dag. Og ja - ironi kan være anvendt.

Derudover lovede jeg i sidste uge, i et anfald af 'jeg klarer det hele - jeg er jo så fleksibel', at T måtte komme med Øglen hjem fra børner i dag, og "jeg henter tidligt, så kan de bare spise frugt hos os". Så det gør jeg så. Henter tidligt. Og agerer legetante med karantæne-fra-vuggestue-Varan siddende på sidelinjen. Når det er sagt, så virker han nu absolut ikke til at være syg overhovedet (og bare rolig - T's forældre er adviseret om opkasteriet i går og ved altså godt, at der kan være en potentiel smittefare i at komme på visit). Han er lidt flad, men humøret er fint og appetitten ligeså. Og efter råd fra Husmoder ovre på Instagram *host* @astridsf *host* (hun ryster dem ud af ærmet - først Krogerup Avlsgård, nu dette) har Varanen og jeg været på raid i Netteren efter Cultura-yoghurt og Actimel og andet probiotisk bakterie-halløj. Så nu forventer jeg mirakler. Intet mindre.

Lige nu sover Varanen, så jeg burde naturligvis arbejde derudaf. Men i stedet drikker jeg kaffe og blogger. Og spekulerer på, om man kan blokere Nemesis som fast læser ...

... Hov. Og så vågnede Varanen naturligvis. Lige, da jeg havde skrevet, at han sov. Skide tak, Nemesis. Igen.

fredag den 5. april 2013

Færdig

- med indkøringen af Varanen, that is. Tror jeg i hvert fald nok. Jeg er i hvert fald færdig med indkøringen. Efter en uge, hvor han var der et par timer om dagen, en påskeferie, hvor han var der 0 timer om dagen og så en uge nu, hvor jeg selv foreslog, at han begyndte at sove der. For hvor hyggeligt det end er at hente og bringe inden for et par timer, så gør det ikke ligefrem arbejdsbunkerne mindre. Og jeg syntes også, at jeg blev nødt til at slå en streg i sandet, efter en af pædagogerne spurgte mig, hvornår det egentlig var, jeg skulle tilbage på arbejde. Selv om jeg, dagen i forvejen, havde fortalt hende, at jeg er selvstændig og arbejder hjemmefra. Men det hører folk (for det er ikke første gang, jeg har prøvet det) åbenbart som om, jeg er hjemmegående. Lidt bekymrende for en i kommunikationsbranchen, at jeg ikke engang kan få folk til at forstå, at jeg rent faktisk arbejder, og at det, at jeg henter tidligt, så bare betyder, at jeg arbejder om aftenen i stedet ...

Nå. Men indkøringen er gået godt. Alle er simpelthen så søde i Den Nye Vuggestue, og selv om Varanen græder som om, han bliver hakket i stumper og stykker, og speed-kravler efter mig, når jeg går, så siger de, at det går over, så snart jeg er ude af syne, og at han klarer det så fint derovre. De andre børn på stuen - som jo er noget større end Varanen - er angiveligt også søde ved ham, og selv hvis de skulle være nogle trynere, så er han jo vant til at give igen hjemmefra. Så han skal nok klare sig.

Lækre (beskidte) fødder - og lårbasser. Lige til at bide i!

Min mavefornemmelse omkring hele vuggestueskiftet er meget meget god. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at jeg på ingen måde er i tvivl om, at vi gjorde det rigtige ved at flytte ham. (At vi så måske burde have flyttet ham noget før, er en anden ting. Det kan jeg godt blive helt ked af, at vi ikke har gjort, men han virker heldigvis ikke som om, han har taget skade). Stemningen i Den Nye Vuggestue er helt fantastisk, og det virker rent faktisk som om, at personalet godt kan lide at være sammen med børnene. De maler, laver gymnastik, har en ugentlig musik- og rytmikdag, har daglig morgensang, bestræber sig på at komme meget ud, og så videre, og så videre. Så alt er godt!

Æble-generationen. Øglen ser Postmand Per på Maccen, og Varanen dimser med iPad'en. Der er langt fra dagens gadgets til de noget mere analoge sysler, vi måtte tage os til, da jeg var barn *mimre mimre* 

"Nå, jeg tror lige, jeg prøver, HVOR stabil den her stol er"

Øglen har det også godt og er stadig glad for børnehaven. Vi havde været lidt bekymrede for, hvordan hun ville tage, at Varanen er skiftet, men der har slet ingenting været. Hun har bare accepteret, at Varanen er blevet så stor, at han skal være en Mariehøne nu, og så synes hun også, det er lidt spændende at skulle med hen og aflevere og hente ham et nyt sted.

Det har imidlertid været lidt hårdt for hende at starte i børnehave igen efter påskeferien, tror jeg. Eller - jeg håber i hvert fald, at det 'bare' er det, for OMG, hvor er hun gal om eftermiddagen. I det sekund hun ikke får sin vilje (og det er ALT, vi diskuterer for tiden - fra, hvorvidt man skal spise is i stedet for mad til, hvorvidt man skal gå i seng, før det bliver mørkt eller ej) bryder helvede løs. Aldrig har man hørt ordene "dumme far", "dumme mor" og "dumme Varan" ytret så mange gange på en dag. Og aldrig er der blevet råbt så meget (Øglen), som der bliver i øjeblikket. Hun flipper skråt, hvis hun får et nej, og det er ærligt talt ret trættende (og særligt sidst på dagen bliver det anerkendende "Jeg kan høre, at du er vred" nærmest hvislet ud. Hvis det da ikke helt erstattes af et "Nu skal du gå ind på dit værelse og køle lidt ned"). Heldigvis er der også gode stunder, hvor hun og Varanen leger, hygger og griner, men det stopper brat op, hvis der på nogen måde sker noget, der ikke passer damen. Suk. Skulle vi ikke bare sige, at det var en fase? En rasende en af slagsen? Det håber jeg. For ellers bliver jeg bekymret for, om hun føler sig forfordelt og overset midt i, at Varanen kvantespringer derudaf rent udviklingsmæssigt. Og så får jeg dårlig samvittighed over ikke at kunne være to steder på én gang. Suk igen. Jeg tror, jeg holder mig til fasen ...

Pyjamas-børn. Se lige, hvor from Øglen ser ud. Man skulle slet ikke tro, at hun kan lyne hovedet af og blive et frådende monster, som hun står der i al sin lyserød-hed, vel?!

Og apropos rasende, så bliver det spændende at se, HVOR sur Varanen kan blive i aften, hvor han for første gang skal puttes uden sin elskede flaske erstatning. Som er blevet tyndere og tyndere og tyndere i de sidste par måneder, og nu er der ikke mere pulver, så nu må det slutte. Det burde egentlig være sluttet for nogen tid siden, men det er en god måde for ham at slutte dagen på, så vi har ikke nænnet det. Og vi er heller ikke afvisende over for stadig at give ham flasken. Nu bliver den så bare med vand i stedet for erstatning. Åhjo - det skal nok bliver sjovt (!) Men så kan det være, han får udvidet sit ordforråd med sætninger som "Giv mig så den s&€% flaske" og "Jeg smadrer jer!". Indtil videre er ordforrådet nu ellers ganske veludviklet, omend man nok skal være hans forældre for at forstå mange af ordene. Siden sidst er der kommet "gooh" (sko), "pia" (pip), "boh" (fugl?!?), "vahhr" (varm) og sikkert mange flere til, som jeg ikke kan komme i tanker om lige nu. Til gengæld oplever vi ordforråds-regression i den forstand, at HDD og Øglen nu også bliver kaldt "MOAAAHHHR?!" Galning. Men vi forstår ham sådan nogenlunde, og det er jo det vigtigste.

Og så er det jo weekend lige om lidt. Med indkøb af sølvglimmersko til Øglen, Kærestekoncert til HDD og jeg, playdate med A fra børneren og generel roden rundt med Projekt Køkken, kan det kun blive en dejlig en af slagsen. Have a good one!

torsdag den 14. februar 2013

Institutionsføljetonen - afsnit 349

Nå, men så var det jo, at vi sagde, at vi var nogen, der havde meldt Varanen ud af vuggestuen i Den Nye Institution. Og meldt ham ind i en anden, der ligger lige ved siden af. Som han kan begynde i midt i marts, fordi Den Nye Institution er så søde at lade som om, de ikke har 2 måneders opsigelse til udgangen af en måned og i stedet bare siger 1 måned til den 15. i en måned. (Jeg vænner mig aldrig til, at der åbenbart bare altid er pladser, nærmest uanset hvilken institution man henvender sig til  - det er åbenbart fordelen ved at bo i en kommune fyldt med gamlinge).

Er vi hysteriske? Sikkert. Var det sjovt at fortælle den konstituerede leder, at vi ville melde Varanen ud, men at vi i øvrigt "er helt vildt glade for bønehavedelen"? Nej. Føles det rigtigt i maven? Helt klart.

Så det er så det, der sker. Er personligt ikke så pjattet med, at Varanen skal opleve endnu et skift på så kort tid, men jeg kan simpelthen ikke blive ved med at aflevere min søn i en vuggestue, der er konstant underbemandet på grund af sygdom (i går var der syv syge!), og hvor det er reglen mere end undtagelsen, at der ikke er nogen 'rigtige' pædagoger til stede på stuen. Hvis der da er nogen overhovedet. Jeg kan heller ikke blive ved med at aflevere ham på en stue, hvor døren aldrig bliver lukket, så børnene kan få ro, til trods for at stuen støder lige op til et gennemgangsareal, og der er støj konstant. Eller en stue, hvor - formentlig den sløje personalesituation taget i betragtning - standardsvaret altid er "vi har bare leget inde", når man spørger, hvad de har lavet. Ikke, at jeg vil have, at de skal følge læreplaner slavisk, men hvis Varanen alligevel bare krabber rundt og leger på gulvet, så kan han jo ligeså godt bare gøre det derhjemme, når jeg arbejder. Og sådan kunne man spare 4000 bobs i en ruf.

Jeg ved godt, at vi er røget ind i Den Nye Institution på en utaknemmelig årstid, og Sneen, Der Aldrig Smelter ligger tyst over forstaden og sender pædagoger folk til tælling som aldrig før. Det er unfair odds, og det kan jo også meget vel være, at alting bliver fryd og gammen, så snart der kommer plusgrader. Men det kan også godt være, at det ikke gør. Og ærligt talt har jeg ikke lyst til at satse på det, når der er plads til Varanen i ét styk fantastisk nabo-institution lige nu. Hvor de har mange, uddannede pædagoger til ikke så mange børn. Hvor de har læreplaner og lukkede døre. Og i øvrigt kører skæld-ud-fri-pædagogik.

Da Den Nye Institution er integreret (Den Endnu Nyere Institution er 'bare' en vuggestue) er Øglen er naturligvis også ramt af de syv syge medarbejdere. Men selv om hun självklart også har brug for både opsyn (seriøst - det er ikke bare mig, der er hys, vel? Der SKAL sgu da være opsyn?!) og pædagogiske principper, har hun også brug for sociale relationer til børnene, og dem er hun i fuld gang med at opbygge. Desuden er hun lidt en tryghedsfrans, så jeg er overbevist om, at hun om nogen nok selv skal kræve den voksenkontakt, hun finder behov for. Det kan Varanen, qua hans unge alder, jo desværre ikke.

Jeg ved ikke, om vi vitterligt er hysteriske. Om vi forhaster os. Eller om det simpelthen er et udslag af, at en integreret institution bare alligevel ikke lige var the shizzle for i hvert fald Varanens forældre. Jeg finder jo nok heller aldrig ud af det nu, men jeg finder forhåbentlig ud af, at vi har gjort det rigtige ved at flytte vores lille purk. Eftersom det ikke lige kan komme på tale at flytte ham igen-igen ...

Og nåh ja. Glædelig Valentine's dag. Og tillykke til HDD og jeg, der har været kjærester i seks år. 6 år, Niller! Så ved man et og andet!

onsdag den 30. januar 2013

Det skal jo ikke være brok det hele

... så selv om vores el stadig er ulovlig, og vi stadig skal have nogen til at kigge på taget, så er der da også lyspunkter.

Fx købte jeg en iPad Mini i går. Som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge til endnu, men den er knageme sød. En lillebitte iPad - eller en kæmpestor iPhone. Nååååhr! Og det bedste af det hele - den er min. Mine ALONE, I tell you! Jeg har forment reptilerne adgang til den (som om, Varanen fatter noget som helst af dét - han vil tage en bid af den ved enhver given lejlighed), og jeg har absolut ingen planer om at installere Matemaslik, Rasmus Klump, noget som helst fra Toca Boca eller generelt bare spil af nogen art, der ikke er til mig. Så jeg forudser en iPad, der har installeret WordFeud og nicht's weiter.

My precious. Og jaja - jeg ved godt, at der er mange billedgengangere fra Instagram. Rundstykke. Men det ER jo ikke alle, der er på IG, vel? Jeg ved fx, at min mor ikke er. (Og hun er jo overdrevet interesseret i at se et billede af min nye iPad. Eller ...(!) )

Jeg købte også en læbepomade i går. En lyserød Labello-sag, der formentlig er proppet med parabener, parfume, asbest og sars (den lugter i hvert fald ret syntetisk). Til Øglen. 20 kr., mand, og så var hun bare én stor omvandrende taknemmelighedspakke hele dagen. "Er den til MIG, mor? Mange mange mange tak! Sådan en har jeg LIGE ønsket mig! Hvor ER den flot! Må jeg godt sove med den? Må jeg vise den til T ovre i børnehaven? Vil du prøve den, mor? Nejjjjj, hvor ER den flot!" (x uendeligt) Can't buy me love og alt det der, men nogle gange lykkes det nu meget godt alligevel... (og nej - jeg tror ikke, begejstringen havde været helt lige så stor, hvis jeg var kommet hjem med en læbepomade lavet af hør og spelt i en eller anden ubestemmelig brun farve).

Derudover er der optræk til spændende ting og sager i den der lille kommunikationsbiks, jeg har. Det var som om, at der for alvor kom skred i tingene, da jeg besluttede mig for at droppe dagpenge-sikkerhedsnettet og satse 100 % på det selvstændige. Ganske sikkert tilfældigt, men ikke desto mindre dejligt! Lige så stille begynder jeg at tro på, at det måske godt kan løbe rundt. Jeg bliver aldrig millionær, men til gengæld bliver (og er) jeg fleksibel. Og det er uvurderligt lige nu, hvor ungerne er små. At kunne aflevere halv ni-ni og hente igen klokken 15 - så kan jeg næsten ikke ønske mig det bedre. Særligt ikke, når jeg forhåbentlig kommer til at lave noget, jeg synes, er rigtig sjovt, mens de er af sted. Så kryds lige fingre, ikke?! (Og giv mig et los i r*ven, så jeg kan komme ud over rampen med den præstationsangstfremkaldende opgave, jeg burde sidde og lave lige nu!)

Et billede, der ikke har noget med noget som helst at gøre. Og så alligevel. Stilleben fra trashet køkken med vægge, der står og venter på først en elektriker, så en mørtel-mutti. 

Er der i øvrigt ikke også noget forår i luften? Eller i det mindste bare så tilpas mange plusgrader, at fingrene ikke rasler af, hvis man formaster sig til at tage vanterne af i et nanosekund? Så pyt med, at det øsregner.

I bund og grund går det jo så faktisk meget godt. Bortset lige fra huset. Men det bliver vel godt engang ... (Kan I høre, at jeg har taget Ja-hatten på?)

mandag den 28. januar 2013

#€&%("?!

Den gode nyhed:
Til trods for massivt tøvejr i dag, hvor vandet (sneen) har fosset løs i tagrenderne fra morgen til aften, så er der ikke dryppet yderligere vand ned fra vores tilsyneladende utætte tag. Hvilket er meget heldigt, eftersom stortrampende, utæthedsfremkaldende tagmand netop har sendt et mildest talt ublu tilbud på reparation af taget.

Den dårlige nyhed:
At al el-halløj i vores køkken er ulovligt. Alt! Og at det tilsyneladende beror på de højere magters indgriben, at sammenkoblingerne og faserne og hvad det nu ellers hedder af smarte el-ord, overhovedet kan drive køleskab, ovn og opvaskemaskine på samme tid. Eller køleskab, ovn og kogeplader, som det hedder nu. Måtte jo ofre et eller andet, og efter to uger uden kogeplader, var jeg ved at blive bims. Bliver sq nok også bims uden en opvaskemaskine, men man kan åbenbart ikke få det hele, når man har købt et 60'er-hus, der har været i hænderne på enten en gal selvbygger eller en elektriker uden skyggen af faglige kompetencer.

Vi burde måske have lugtet lunten med det der el, da vi så, hvor klyttet hele det utrolig grimme, grønne almuekøkken var sat op. (Dækplader sat på med velcro. Snedkerkøkken my ass!) Eller i det hele taget være blevet mistænksomme, da vi så farvesammensætningen på køkkenet. Stol aldrig på nogen, der vælger mintgrønt og okseblod som samlet farvepalette.

Men det gjorde vi ikke. Lorte-lort. Til gengæld tegnede vi en ejerskifteforsikring, som i dén grad skal sættes i sving nu. Og så skal jeg ud og slå nogen i hovedet med den Helt. Utroligt. Mangelfulde. El-rapport, der er blevet lavet i forbindelse med salget (og købet) af huset. ("Nå? Var de kabler, der er trukket til el, slet ikke godkendt til el? Tænk, det opdagede jeg overhovedet ikke")

... Det er svært at se det gode i dén historie. Men skal man finde bare en enkelt lillebitte ting, er det, at der så nok er nogen tid til, jeg skal til at lege med hhv. mørtel og letspartel på køkkenvæggene. Fordi der er nogen el-nogen, der skal ud og trække ny el über alles. Og fræse det ind i væggene. Hvis Når Forsikringsselskabet altså synes, at de har udtømt alle muligheder for at slippe for at betale en rød reje. Hvilket formentlig bliver engang i 2039 - de er stædige, de der forsikringsselskaber.

#€&%("?!

Nogen, der har en rambuk? Så jævner vi hytten og erstatter den med noget Lind & Risør. Nyt. Uden grimme overraskelser og store edderkopper.

fredag den 25. januar 2013

Spænding i tilværelsen

Med et køkken, der hænger i laser (undskyld, HDD - jeg ved godt, du knokler på det i alle dine ledige timer, men det ændrer desværre ikke på, at vi ikke har haft fungerende kogeplader i to uger nu!) og et nært forestående projekt om at udskifte hoveddøren og vinduerne på den ene side af huset, der for alvor har bekendt kulør her i permafrosten og vist sig at være omtrent lige så tæt som et fuglebur, skulle man synes, at vi havde nok at se til, sådan projekt- og spændingswise.

Ikke desto mindre besluttede vi os i tirsdag for at få endnu en (kollektiv) hjerneblødning over Den Nye Institution, og før vi fik set os om, var vi kommet til at skrive reptilerne op til den anden institution, de fik tilbudt plads i - the one that got away. Bare for at prøve. Og eftersom det hele er blevet så digitalt og "smart", endte det med at der kun gik 10 minutter, før der tikkede en mail ind om, at Den Nye Kommune, Der Primært Er Befolket Af Mennesker Med Pels og Sølvhjelme Og Derfor Har En Udpræget Mangel På Børn, kunne tilbyde Varanen en plads i pågældende insti til april. Og så kunne Øglen måske komme ind på en søskendefordel. Yikes! Så skulle vi jo pludselig til at tage stilling igen. Hurtigt igen. Onsdag var vi ude og se instien igen, og den var stadig god og hyggelig. Så vi overvejede og overvejede. Lagde planer for at tage ungerne ud af Den Nye Institution nu-nu (vi kan være så dramatiske), holde dem hjemme hos mig et par måneder med tilskud til pasning af egne børn, satse på en plads til Øglen senest i juni, miste depositum i nuværende insti, og. så. videre.

Reptiler, der storhygger med tegneriet! 

Vi talte og talte og talte. Og blev enige om, at den nys tilbudte institution var intet mindre end Den Hellige Gral. Lige indtil altså i går, hvor jeg på bedste Basil Mus-vis (læs: stalker-manér) passede nogle intetanende, afleverende forældre op og spurgte til deres oplevelse af Den Hellige Gral. Jeg fik et ret klart svar om, at vuggestuedelen var fantastisk, og at børnehavedelen var lige præcis det modsatte. Den ene mor talte jeg ret længe med, og hun endte faktisk med - efter hun havde talt lidt i ring - decideret at fraråde mig at putte mine børn i institutionen. Eller gøre det - og så håbe på, at det måske blev bedre. Hm. Ikke lige det, jeg gerne ville høre. Og da jeg senere ringede til lederen for at få uddybet nogle ting (kom ikke og sig, at jeg ikke er grundig!), og hun ikke kunne svare klart på nogle i mine øjne ret vigtige spørgsmål om alderssammensætning på (de små) børnehavestuer samt stabilitet (eller mangel på samme) i personalegruppen, var det som om, Den Hellige Gral smuldrede en anelse. Ikke mindst fordi der også var et par andre ting, der var sådan lidt bop-bop, for nu at bruge et godt, gammelt 90'er-udtryk.




Piss' koldt ude i Forstaden. Det er, hvad det er. Og jaja, rundstykke, hvis du har set billederne før ovre på Instagram. Hvis du ikke har, så kom over og sig hej til @astridsf
Alligevel brugte jeg det meste på i går på at tale med Pladsanvisningen og andre institutioner, regne på forskellige scenarier og overveje, hvad man nu lige skulle sige til Den Nye Institution, hvis man melder sit afkom ud efter 3 uger. Men da jeg så hentede selvsamme afkom i Den Nye Institution i går, iggå? Da var de bare så glade. Og havde lavet fede ting. Og de ting, jeg var lidt bekymret omkring (hvilket jeg talte med lederen om i går morges), kunne jeg se, at de allerede var begyndt at gøre noget ved. Og Øglen fortalte, at D havde fødselsdag, at hun havde leget med M, at hun havde fået et bamse-klistermærke, fordi hun "var en god ven og ikke skubbede de andre ud af legen", og at Lillegruppen skulle lave suppe over bål i dag. Og så var det som om, at Den Nye Institution ikke var så slem endda. Nærmest tværtimod. Så nu tror jeg bare, at vi holder kæft med den institution. Og prøver at forstå, at ingen institution på 3 uger kan nå at leve op til de institutioner, vi brugte år på at lære at kende inde i Kbh. Så nu er vi glade for Den Nye Institution igen. Men hvad skal vi så få tiden til at gå med?!

- Det hul i taget, der kom i går - og som i øvrigt, paradoksalt nok, blev forårsaget af den tagmand, der var ude for at vurdere tagets tilstand?

- Det faktum, at jeg netop har aftalt med Dagpengeland, at vi er through, fordi nogen prøver at gå all in på det der firma-noget (efter at have modtaget supplerende dagpenge en rum tid snart). Og derfor ikke har nogen som helst fast indtægt fraaaaa NU af?!

...

Man kunne selvfølgelig også bare sætte sig i sofaen med en kop kaffe og slappe af? I stedet for at panikke totalt, hvilket ellers virker som det mest oplagte valg lige nu, hvis man spørger mig ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...