Viser indlæg med etiketten bryllup. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten bryllup. Vis alle indlæg

søndag den 22. august 2010

Thank you for the music

Var til bryllup i går. Hos min skønne skønne veninde. Der blev danset og grinet, sunget, skålet og grædt. Der var gensyn med dejlige veninder, som jeg ser alt for sjældent, og der var dikkedikken af lille ny baby, som jeg har glædet mig til at se, fra hun kom til verden for små to måneder siden.

Bruden var smuk! En drøm i tyl på den moderne måde og så lykkelig, at det fik tårerne frem allerede i kirken. Og hvis man ikke snøftede lidt i kirken, så gjorde man det i hvert fald, da hun sang 'I'm yours' til sin mand til festen om aftenen.

Kunne heller ikke holde bevægelsen ude af stemmen, da jeg skulle holde min tale til bruden, men det gik så fint alligevel, og hvis man ikke må være bevæget til bryllupper, så ved jeg snart ikke. (Og trods alt blev jeg ikke lige så bevæget som en af min brors venners kæreste, der græder så meget til bryllupper, at hun ofte må eskorteres udenfor og trøstes af nogle af de forsamlede...)

Nu sidder jeg i sofaen - træt (og stadig lidt tudevorn) - og venter på, at HDD kommer retur fra farmor med ét stk. Øgle. Som skal have så meget opmærksomhed, hun orker. Synes, det strider lidt mod alting sådan at få hende passet en stor bid af weekenden - der jo burde være det tidspunkt, hvor vi for alvor har tid til at lege og være sammen som familie - men nogen gange er det bare nødvendigt at få hende passet. Og jeg synes egentlig, at brylluppet i går var en rigtig god grund.

 Nu med kjole-outfit, specielt til dig, Louise :-)

Til daglig har jeg både hoved og fødder, men hovedet har jeg beskåret af (længe leve semi-anonymiteten), og fødderne kom af en eller anden grund ikke med på billedet. Kan berette, at jeg havde karamel-farvede Gardenia-stilletter på, selv om jeg egentlig havde indkøbt et par Pedro Garcia-satinstilletter specielt til lejligheden. Nænnede dog ikke at udsætte dem for et havebryllup, da jeg så vejrudsigten, så de må komme på en anden gang.


mandag den 22. marts 2010

Om bryllupper

Min bror og svigerinde er ikke længere kærester. De har været sammen en menneskealder, har en lille pige på 3 og en mere på vej. De overvejer at købe bolig sammen, og de er bare SÅ rigtige sammen. Og det synes de heldigvis også selv, så i lørdags besluttede de sig for at droppe kæreste-prædikatet og i stedet gå over til betegnelsen 'mand og kone'.
Brormand ringede lørdag eftermiddag for at fortælle den gode nyhed, da trioen (med lillesøster i en af maverne) var på vej hinsidans for at fejre sig selv og hinanden, og jeg blev naturligvis superglad! Spurgte og spurgte og fik endda en lille tåre i øjenkrogen (som jeg dog holdt for mig selv - man skal vel være lidt cool ;-)). Min bror fortalte og svarede pligtskyldigst på alle spørgsmål, og da jeg var færdig med at rable, begyndte han at forklare, hvorfor de havde valgt at blive gift i stilhed - uden nogen som helst venner og familie. Jeg havde ikke behøvet en forklaring, men jeg kunne mærke, at han gerne ville gøre rede for sine bevæggrunde, så det skulle han naturligvis have lov til.

Billedet er nappet på aalholmkirke.dk. Sig til, hvis jeg skal fjerne det, så gør jeg det hurtigere, end I kan sige 'Aalhom kirke'

Hverken min bror eller svigerinde er 'det store skrud'-typerne. Hverken min bror eller svigerinde er specielt traditionsbundne. Hverken min bror eller svigerinde havde lyst til en hel dag, hvor de var i centrum. Begge havde de derimod lyst til en dag, der udelukkende handlede om dem og deres lille familie. Og senere holder de så en fest, hvor alle, der blev snydt for brylluppet, bliver inviteret. For de ved jo godt, at det er sådan, folk vil have det. At de vil føle sig snydt for brylluppet. De havde tænkt, så det knagede, og de havde overvejet for og imod at invitere begges forældre. Men som med så mange andre ting, man inviterer til, tager den ene invitation som regel den anden. Så hvis det ene forældrepar skulle med, skulle det andet naturligvis også. Det var 4 mand. Og hvis forældrene skulle med, skulle begges søstre også. Og deres kærester. Og måske børn. Vupti - 6 mand mere. Og hvad så med den bedste ven? Og hvem ER den bedste ven i det hele taget? Og før, de havde set sig om, var listen på inviterede oppe omkring de 20. Altså 17 mere end det antal, der skulle være, for at de kunne få lige præcis den dag, de godt kunne tænke sig. Så valget faldt på alene-modellen.

Som sagt, så forstår jeg dem godt. Jeg er ikke sur, skuffet, ked eller andet. Jeg er bare glad på deres vegne. Selvfølgelig ville jeg gerne have været med til at fejre dem, men nu var der jo ikke et forum at fejre dem i, så dén giver ligesom sig selv. Men jeg kunne mærke på ham, at det lå ham meget på sinde at forklare, at det ikke var et fravalg af nogen, men derimod et tilvalg af, hvad DE havde lyst til. Og det respekterer jeg højt.

HDD og jeg har talt en del om alt det her bryllups-noget, faktisk. HDD er ikke specielt meget til idéen (med en far, der har været gift 4 gange, tænker jeg, at man bliver en kende desillusioneret), og jeg er ikke typen, der har en scrapbog med titlen "Mit bryllup", som har fulgt mig siden barndommen. Jeg kunne godt tænke mig at blive gift engang, men det er ikke noget must. (Det er dog et must for mig at få sikret Øglen bedst muligt, hvilket jeg også har nævnt et par gange eller 12, men eftersom det ikke har udløst en ring endnu, så bliver det nok advokatvejen, vi går. Og det er fint med mig). Vi har været til rigtig mange bryllupper sammen, HDD og jeg, og hvert bryllup har været smukt, romantisk og traditionspræget. Bruden har lignet en drøm, og dagen har været et skoleeksempel på lykke. Men til alle de bryllupper, vi har været til (undtagen et enkelt, hvor der var inviteret 140 gæster), har jeg haft lange snakke med bruden om gæstelisten. Alle som en har brudene haft søvnløse nætter og hyperventilerende adfærd omkring datoen for udsendelse af invitationer, for tænk nu, hvis nogle af dem, der efter mange hovedbrud ikke blev inviteret, blev sure!?

Og så er det, jeg bliver lidt træt, altså. Come on. Hvis dag er det, den der bryllupsdag? Nemlig. Brudeparrets! Hvis behov er det, der skal tilgodeses? Rigtigt igen. Brudeparrets! Hvem er det, der skal bestemme, om brylluppet skal være småt, stort eller gigantisk? I gætter det aldrig, men… Brudeparret! Jeg ved godt, at jeg sagtens kan sidde og kloge den, nu når jeg ikke selv har haft brudeskoene til at klemme om mine buttede tæer, og jeg ved da også, at jeg, hvis dagen nogensinde kommer, hvor jeg skal giftes, vil gøre mig nøjagtigt de samme overvejelser. Jeg HADER at gøre folk sure og/eller kede af det, og i reglen strækker jeg mig meget langt for at undgå det. Også selv om det af og til betyder, at jeg fraviger det, jeg egentlig helst selv vil. Det er ok i mange tilfælde, men skal jeg engang giftes, håber jeg VIRKELIG, at jeg kan mønstre mandsmod nok til at gøre, hvad jeg (og HDD, sæføli) har allermest lyst til. Og så håber jeg, at folk vil kunne forstå, hvorfor jeg (vi) vælger, som jeg (vi) gør.

Skulle jeg giftes lige nu, ville jeg elske at have en dag som den, min bror og svigerinde stjal sig til. Med en fest senere hen med alle dem, jeg holder af. Måske får jeg med tiden lyst til the big thing med marengskjole og orgelbrus. Det er ikke til at sige, og det behøver jeg jo heldigvis ikke tage stilling til lige nu. Men jeg håber bare, at jeg vil være tro mod mig selv, og det JEG (og HDD) har lyst til - uagtet, at nogen vil føle sig snydt.

Men jeg ved ikke, om det bare er mig, der er egoistisk? Er det for tarveligt at 'snyde' familie og venner for en af de største mærkedage i ens liv? Også selv om alternativet måske havde været, at man slet ikke blev gift? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg synes, at min bror og svigerinde er lidt seje, og at jeg er mærkeligt stolt af dem. Fordi de har valgt hinanden, og fordi de har valgt at gøre det på deres betingelser...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...