Viser indlæg med etiketten dårlig samvittighed. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten dårlig samvittighed. Vis alle indlæg

mandag den 18. november 2013

Det beskidte barn - og noget om en forlænget weekend

Øglen, Varanen og jeg har holdt lang weekend. Hos Mårmor og Mårfar, der har taget sig godt af os fra onsdag aften til søndag middag. Jeg havde forsøgt at arbejde så meget 'forud', som det nu kunne lade sig gøre, og derfor var der ikke specielt mange opgaver, der skulle passes. Derfor havde jeg regnet med rigelige mængder tid til at blogge og fjolle rundt på computeren, men jeg havde tilsyneladende lige overset det lille faktum, at jeg jo var a l e n e af sted med reptilerne (HDD var blevet overladt til sig selv for at arbejde og lægge tag på garagen). Og selv om Mårmor og Mårfar aflastede det bedste, de havde lært - og reptilerne i øvrigt opførte sig upåklageligt - så er der alligevel en hel del at se til med sådan to småkravl.

Både Øglen og Varanen syntes vist, at det var den bedste idé, jeg havde fået længe, at vi sådan tog på forlænget weekend i det vestsjællandske. Uendelige mængder opmærksomhed, tålmodighed og god mad. En hund, der finder sig i at blive klappet, aet og løbet efter, og en kæmpehave, der er perfekt til at lege gemmeleg i. Eller at løbe om kap i. Som var tilfældet lørdag, da Øglen bestemte, at hende, Mårmor og Mårfar skulle løbe. På den organiserede måde med medaljer, pokal og piedestal, naturligvis. Og dommere. Mindre kunne simpelthen ikke gøre det. I må selv gætte, hvem der vandt, men jeg kan afsløre så meget, at det ikke var Mårmor. Eller Mårfar.

Vinderen med medalje og pokal

Efter løbet. Varanen, som ikke deltog, var heldig at måtte låne tredjepladsens medalje

Det er ret fantastisk, at begge reptiler nu har en alder, hvor jeg ikke længere får akut stress ved tanken om at tage dem begge to med på overnatning(er) som den eneste forælder. Man kan tydeligt mærke på især Varanen (sådan har Øglen haft det længe), at han får rigtig meget ud af at være med på besøg nu, og mundtøjet står jo ikke stille på ham. Han ELSKER sin Mårmor og Mårfar, og hvis han kunne, ville han vist gerne flytte ind i Mårmors lomme. Og "LÆ-sø båw, Mårmor!" Hele tiden. Men de hygger sig, gør de, og det er skønt at være vidne til.

Den smukkeste udsigt, og de sødeste reptiler

Øglen har brugt timevis på at arbejde med Mårfar i 'skoven', der ligger nedenfor huset. De har slæbt grene, trampet dem på plads i "twaileren" og kørt på lossepladsen med hele molevitten. Og så har hun været den trofaste hundelufter-makker. Der har været kage på bordet dagligt, og generelt har de bare haft det som blommen i et æg. Og det har jeg egentlig også. Ikke mindst fordi jeg fik lov til at sove til klokken 9 - KLOKKEN NI! - en af dagene. Fordi Varanen lige valgte at sove psykolænge. Han vågnede op i højt humør, hvilket jeg også gjorde - kan man andet, når klokken er 9, og baggrundsstøjen er ivrig pludren og sommerfugle-sangen fra vuggestuen?! Øglen trumfede i øvrigt med at sove til klokken 10, så det var en af de formiddage, der går over i historien. Og bliver trukket frem som "Du kan jo godt, Varan!"-eksempel, næste gang han finder på, at det er morgen ved 05-tiden.

"MIN bar-ne-wåuwn!" (som manglede overdelen, der var blevet ret så våd)

Mens vi var i det vestsjællandske, var reptilerne i bad. Det burde der jo egentlig ikke være noget odiøst i, og det er der da sådan set heller ikke. For Øglens vedkommende, i hvert fald. Med Varanen er det en lidt anden sag.

Tingen er (som jeg sagde frygtelig meget i slut-halvfemserne. Undskyld, danske sprog!), at vi jo ikke længere har et badekar. Det har vandskaden (og en hærskare af håndværkere) sørget for. Nu har vi i stedet en bad- og toiletvogn med et brusebad, som I ved. Øglen holder meget af brusebadet - Varanen hader det som pesten. Og i virkeligheden hader han også badekar. Det er kommet gradvist. Til at begynde med elskede han vores blå badekar højt, men det ophørte pludseligt, og i den sidste tid, vi havde karret, foregik badet med skrig og skrål.

Brusebad i en underlig, linoleumsbeklædt vogn blev ikke modtaget med mere varme end de sidste ture i badekarret. Tværtimod. Og da jeg et par gange havde forsøgt mig, kun med skrigeri af den hysteriske "hun slår mig ihjel"-slags bare for at sikre os, at HELE vejen kunne høre det, må jeg tilstå, at jeg gav op.

Vi er ikke udprægede svømmehalsmennesker (og i øvrigt hadede Varanen hvert sekund af det kvarter han nåede at opholde sig i en svømmehal i sommer), så vi har ikke brugt dén mulighed til at give ham et bad. Og pludselig var der bare gået rigtig lang tid, uden han har været i bad (skrigeri-brusebadene, der har varet omkring et nanosekund, tæller ikke rigtigt). Ifølge Instagram (og kalenderen) er det nu 11 uger siden, vi fik bad- og toiletvognen. Altså er det 11 uger siden, han har fået et rigtigt bad. Og det er jo HELT. VILDT. PINLIGT. Tænk, at jeg er blevet sådan en mor, der ikke lige har fået badet sit barn i fusking tre måneder! Og ja, jeg ved godt, at debatten kører mht. hvor tit man bader sin baby. Men som jeg har forstået det, bliver der talt i dage i dén debat. Ikke i måneder.

Altså, det er jo ikke fordi, han ikke er blevet vasket. Ud over at få en god rengøring i de nedre regioner hver gang, han bliver skiftet, bliver han jævnligt vasket i ansigtet, bag ørerne, under armene, på fødder og ben og sådan. Og af og til får han så gjort håret vådt og får det redt ud. Så han er fin og ren, og det er hans tøj naturligvis også. Han lugter, som en to-årig nu engang lugter - sådan en god blanding af baby og fims - og så vidt jeg ved, er der ingen, der har indberettet mig for vanrøgt. Endnu. Men altså, alligevel. Tre måneder er lang tid. Så jeg besluttede, at han skulle skrubbes hos Mårmor og Mårfar.

I guder, hvor var det svært at lokke ham op i badekarret. Og det lykkedes da også kun ved fælles indsats fra Øglen (som sad i karret), virkelig meget sæbeskum, mig, Mårmor, Mårfar og en mærkelig and, som Mårmor af uransagelige årsager havde i køkkenskuffen. Og som Varanen gik med til skulle vaskes. Af ham. Nede i karret. *indsæt fanfare*

Der blev badet. Og plasket og pjasket og hujet og grinet. Anden blev vasket, og Varanen blev skrubbet - og blev renere end aldrig før. Og dagen efter kom han i "skumbadddd" igen. Frivilligt, i øvrigt. Fordi vi nu arbejder på at slå fast med syvtommersøm, at det er DEJLIGT at være i bad.

I næste weekend skal vi hjem til Mårmor og Mårfar igen. Hvor der er endnu et bad i vente. Mindst. Og så håber jeg, at vores eget badeværelse er ved at være klar. Godt nok uden badekar, men så må vi jo anskaffe os en sej Varan-balje. For en ting er sikkert - der skal ikke gå tre måneder igen ...

lørdag den 7. januar 2012

Copycat

Jeg ved ikke, om det bare er mig, eller om det er noget, der sker for flere andengangsmødre. Det der med at have dårlig samvittighed. Det må det næsten være, for sundhedsplejersken nævnte det den dag, hun sparkede mødregruppen i gang - at man skal lægge den dårlige samvittighed til side, for man kan ikke bruge den til noget.

Nejnej. I know. Men kunne nu også godt lige have brugt et enkelt råd eller to til, hvordan man så 'bare lige' lægger den til side.

Først havde jeg dårlig samvittighed over for Øglen. Fordi der var kommet en Varan, jeg skulle tage mig af og derfor ikke kunne være der 4000% for hende. Så fik jeg dårlig samvittighed over for Varanen, fordi Øglen er ret så ferm til at påkalde sig opmærksomhed ved enten at råbe, charmere, lave ballade eller noget helt fjerde. Og fordi jeg bare kendte/kender hende bedre end ham. Så fik jeg dårlig samvittighed over for Øglen igen, fordi hun skulle starte i børnehave og lige var blevet storesøster og i det hele taget oplevede en masse omvæltninger i sit lille liv. Og så fik jeg igen dårlig samvittighed over for Varanen, fordi jeg havde dårlig samvittighed over for Øglen. Og så videre. Det svinger hele tiden, men jeg kan være nogenlunde sikker på, at der altid er en lille snert af dårlig samvittighed over for enten det ene eller det andet reptil.

Tror aldrig, jeg bliver træt af at se på de der chokoladeknap-øjne...

Lige nu svinger samvittighedspendulet mod Varanen. Det er lidt forskelligt, hvorfor jeg har dårlig samvittighed, men på nuværende tidspunkt er det fordi, jeg føler, at de tre første måneder bare er fløjet af sted, uden jeg overhovedet har nået at lege med ham, ligge og kigge indgående på ham i dagevis, og fordi jeg ikke har sunget, snakket eller leget ligeså meget med ham, som jeg gjorde med Øglen (men der var jeg så altså også temmelig ekstrem - havde lige set det der "Er du mors lille dreng"-halløj og var jo panisk angst for at understimulere den lille dame). Fordi der jo det meste af tiden er en Øgle, der kræver opmærksomhed. Og fordi det også kan være meget rart at hvile ørerne (og stemmebåndet) af og til efter en konstant sniksnakken med og til og af Øglen.

HDD synes, jeg er vanvittig. Og det har han jo nok ret i. Jeg har bare lidt krise over, at tiden går så hurtigt på barsel 2, så i stedet for at huske alle de gange, hvor jeg rent faktisk har sunget, leget, gynget, vugget, slæbt, nynnet, hygget, nidstirret, krammet og kysset Varanen, hænger jeg mig i, at jeg kunne have gjort det mere. I stedet for fx at spille Wordfeud, mens jeg ammer (ikke, at det har stoppet mig - Varanen gider mig alligevel overhovedet ikke, når han spiser - det har han nok fra mig, der ikke umiddelbart ville føle mig selskabeligt anlagt, hvis jeg fik tilbudt en kæmpebuffet flere gange om dagen. Ro til at spise, tak!) Eller at tale hen over hovedet på ham til Øglen, HDD eller alle mulige andre. På den anden side, så risikerer jeg jo at blive sådan en, GravidGrahvad beretter om, hvis jeg begynder at indlemme Varanen i alle samtaler.

Når jeg en sjælden gang får et klarsyn (som regel efter en nat, hvor jeg har sovet nogenlunde, og dem er der færre og færre af, synes jeg - glæder mig til nogen begynder at spise grød om ikke så længe. Så kan det være, at andre ikke skal vækkes helt så tit om natten) aner jeg, at jeg nok er lige hård nok ved mig selv. Men jeg undskylder mig med hormoner (er der flere af dem tilbage efter 3,5 måneder?) og haster videre i tankerækken om alle de ting, jeg føler, jeg burde gøre, og ikke mindst - burde have gjort. (Virkelig konstruktivt, ikke?! Hvis nu jeg havde kendt Marty McFly, så kunne jeg have gjort noget ved det, men det er desværre ikke tilfældet). Men som det er nu, så må jeg jo bare se fremad. Og det begyndte jeg på på bedste materialistiske vis, da jeg i går havde taget Varanen under armen og var på visit hos Husmoder og hendes yngste havdyr (som bare er SÅ sød!)

Showdown mellem Skrubben og Varanen over et stykke legetøj.

Hjemme hos Husmoder var der - ud over kaffe og nybagte boller, altså - nemlig en sansegynge til de kære små. Som Varanen synes var ret så nice. Og der var også en Babykalender. Som Øglemor syntes var sej. Fordi den netop kan fortælle, hvad det er, man skal være opmærksom på ved de kære små kræ, når nu man er for forvirret/travl/træt til selv at lægge mærke til det.

Såeh. Nu har jeg også en Babykalender. Og der er bestilt ét stks sansegynge, som gerne skulle ankomme med fragtfyr i begyndelsen af næste uge. Bare kald mig copycat. Men så længe det afhjælper den dårlige samvittighed (og det gør det faktisk. Eller også har det noget at gøre med, at jeg ikke er blevet vækket hver f*cking eneste time i nat, og at jeg fik lov til at sove en time mere, efter hele Cirkus Arli var skredet ud af soveværelset med lovning på "juggurt med hånning og hårnflex" og fartid*), so be it...

*Juggurten med hånning var så blevet suppleret med en is, erfarede jeg, da jeg stod op kl. 8.20. Lige tidligt nok efter min smag, men HDD forsvarede sig med, at Øglen havde spottet noget is-papir (tomt, selvfølgelig) i stuen og var ved at dø af skuffelse over, at der ikke var noget i. Så HDD forbarmede sig, og vi har nu lært lektien: fjern alle spor efter slik/is/kage indtaget efter ungernes sengetid. Måske vi skulle anskaffe os en makulator. Eller en pejs...

onsdag den 6. juli 2011

Frelsthed for en femmer

Ja, hvis nogen skulle være i tvivl, så har vi jo været på ferie. De to uger føltes som dejlig lang tid, mens vi var af sted, men nu - retrospekt - synes jeg måske godt, at de kunne have varet lidt længere. Ah well - sådan er det vel altid… Har dog stadig ferie-rester i kroppen i form af afslappethed, der tangerer zen, og sør'me om jeg ikke også har fået noget, der minder om kulør? Normalt bliver jeg højst mørkehvid (eller krebsefarvet), men denne gang har jeg ramt en eller anden (godt nok lidt fesen, men allywl) honning-tone. Beige, måske? Og det er store sager, når man er skummetmælksfarvet til daglig. Som en af verdens tre sjoveste udbrød i går, da jeg så hende: "Nejjjj, du har fået FARVE? Og du er jo ellers ikke ligefrem den, der stod forrest i køen, da der blev uddelt pigment". So true.

 Ja, ok - dårligt valgt billede, eftersom det er fra den første dag. Præ farve af nogen art. Jeg er jo nærmest selvlysende. Men det her var altså vores daglige vu på gåturen til legepladsen og is-manden. Ikke helt skidt, vel?

Nå, men zen og kulør. Ikke de værste ting at få med sig fra en ferie. (Og så dropper vi at tale om de mange kilo is i maven og væske i fødderne, jeg også har med hjem). Men det stopper ikke her. Der røg nemlig også en pæn portion frelsthed i hjemrejse-kufferten. For når man sådan hænger ud i solen og varmen i et land, der holder siesta i FIRE timer (hvad sker der for det?!) om dagen, og man i øvrigt også har resten af dagen til at tale sammen (når altså snakkechatollet Øglen ikke overdøver ethvert tilløb til tankevirksomhed med sit: "Se mor. En mindvølle. Den drejer. SE. En flyvemaskine! Brrrrmmmbrrr. På vej hjem. Aftensmad? Hurraahh, solen skinner. Ahhhhh, darjlig varmt. Is, mor? Iiiiiiis? NED OG SOPPE. NU!" *gentages i 30 uendeligheder*), så kommer man vidt omkring.

Den lille Øgle og havet

Vi har hver især fået læst en del, og mens litteraturen for mit vedkommende bestod af noget m a j e t læsevenligt af slagsen, læste HDD anderledes oplysende bøger. "Eating animals" af Jonathan Safran Foer, fx. Som jeg egentlig gerne vil læse, men ikke kan få mig selv til at gå i gang med, fordi jeg bare ved, at jeg vil synes, den er klam. Det syntes HDD også, den var. Og nu beHØVER jeg ikke læse den, for han har snakket så meget om den, at jeg bliver mere og mere sikker på, at det ville have været en vældig god idé bare at holde sig fra den. Så jeg kunne blive ved med at spise mine vandpumpede Netto-kyllingefiletter med god samvittighed. På den anden side er det jo aldrig nogen skade til at blive klogere, og det der med at være en oplyst forbruger sætter jeg egentlig en ret stor ære i. (At en af mine kolleger så kalder mig semi-hippie af selvsamme årsag er en anden diskussion).

Øglen i hopla

Men altså, uden at skulle referere hele bogen (eller HDD's udlægning af den), så handler den primært om, at de der dyr, vi (eller i hvert fald amerikanerne) spiser, ikke har det helt top-dollar. Tværtimod. Og jeg har jo hørt noget om nogle programmer på tv, der skildrer en dag i en burhønes liv og sådan noget, så vidste godt, at den nok ikke var helt god. Og den fornemmelse kan mr. Safran Foer så underbygge. Og HDDs udpenslinger af bogen sammenholdt med psykopatvarme (og tilgængeligheden af uanede mængder frisk fisk og skaldyr) gjorde, at jeg ikke havde særlig meget lyst til kød i det der Pastaland. Eller nu, for den sags skyld. Så det er ikke kød, der er blevet spist mest af - om overhovedet - siden vi kom hjem for hele fire dage siden. Har proppet en øko-spegepølse og en ditto leverståhej i kurven hos nemlig.com, og kunne da også godt have brugt lidt bacon, men det kan man af uransagelige årsager ikke købe online mere, og med "Eating animals" i baghovedet kunne jeg ikke få mig selv til at købe den konventionelle. I virkeligheden er økologisk kød vel heller ikke garanti for, at dyrene har haft det markant bedre i deres korte levetid - bare, at de har spist medicin-fri kost, og at det derfor er sundere for mig som forbruger at spise dem? Eller hvad?

Typisk hjemme-frokost i Pastaland. Og ja, der er lidt kød. Er jo ikke blevet helt fanatisk, vel?! 

Kan godt høre, at det lyder frelst, det her. Og er det vel langt hen ad vejen også. Men faktum er, at HDD og jeg ikke har brug for at spise alt det kød, som vi tidligere har gjort. Øko eller ej. HDD er desuden blevet fuldstændig pas på (siger man det mere, eller sidder jeg bare ubehjælpeligt fast i 90'erne?) svinekød. Og finder vegetaropskrifter og what-nots på Indernettet. Det er virkelig nye toner, skal jeg hilse og sige. Vi taler om manden, der kan tylle en dåse cocktailpølser og høvle hakket kød ned, som var det Matadormix. Men jeg nyder det, så længe det varer (som med det meste frelsthed tænker jeg, at this too shall pass) og undrer mig over, hvordan min krop tilsyneladende har det glimrende med at undvære kødet. Det kan selvfølgelig også hænge sammen med varmen (vi kan tales ved, når det bliver koldt igen, eller når jeg craver boller i karry). Indtil det sker vil jeg nyde kød i de mængder, det bliver serveret for mig, men vil i større omfang end tidligere prøve at finde alternative proteinkilder i den daglige husholdning. Øglen får kød i vuggestuen og vil naturligvis også få noget derhjemme (bare rolig - der går ikke Kernesund i den hjemme hos os), så hun skal også nok klare sig.

Ud over kød-retræten, har vi også besluttet at skære bare en ANELSE ned for sukker-indtaget. Sofa, tv, computer og slik/kage af en eller anden herkomst var blevet hverdagskost, når Øglen var blevet lagt i seng, og det lider alle vores sideben altså lidt under (de 12,5 kilo kom jo ikke helt af sig selv, vel?!). Så mindre sukker - faktisk ingen snacks om aftenen, mm. det er noget, der har vokset et eller andet sted engang (rosiner og peanuts tæller også, har jeg bestemt, så der bliver heller ingen raw food-bølge hjemme hos os).


Øglen har helt sikkert fået sine sukkerdepoter fyldt op til randen på ferien. Så en artikel i dag, der hed et eller andet i retning af "Så få is må dit barn få". Den læste jeg ikke. Er sikker på, den ville have gjort mig aldeles deprimeret.

Og mens vi er i gang, har vi nu også opsagt vores tv-pakke. Altså ikke fuldstændigt, vel, vi har stadig en lille pakke, men vi har for tit fjernsynet kørende med for mange ligegyldige ting, som vi alligevel ikke ser, fordi vi laver alt muligt andet, og så er der jo ingen grund til at pøse penge ud til det. Måske aftenerne også kunne bruges lidt mere konstruktivt - har jo fx købt en symaskine i julen engang, som stadig ikke er blevet pakket ud, så det kan være, at fraværet af knald-programmer kan få mig til i det mindste bare at åbne æsken. Så farvel til De Unge Mødre, Playhouse Disney (Øglen aner slet slet ikke, hvad der rammer hende!) og alle de dersens TV1000- og CANAL+ kanaler. Og goddag til mere musik, flere bøger og brætspil. Og måske en symaskine?

Ak ja. Intentioner og idealisme har jeg i hvert fald nok af. Fikse idéer er jeg også leveringsdygtig i. Rygrad - knap så meget. Men lidt har vel også ret? Vil i hvert fald nyde frelstheden så længe, den varer, og gøre alt for ikke at blive lige så røvsyg at hænge ud med, som jeg godt lidt kan høre, jeg er kommet til at lyde…

Nemt nok at blive lidt frelst i de her omgivelser, er I ikke enige?

Jeg er faktisk stadigvæk meget sød og sjov (synes jeg selv). Jeg er bare holdt op med at spise så meget kød i en periode. Jeg er trods alt ikke begyndt at male mit eget korn, bage legetøj af spelt og spinde min egen uld. Endnu. Når jeg begynder på det, er det ok at råbe vagt i gevær. Eller gennemtæve mig med en kotelet. Så den opfordring er hermed videregivet.

Og nu vil jeg gå ud i køkkenet og se, om der er et eller andet nedfaldsfrugt, jeg kan spise. Eller også kunne jeg nyde, at vi har Kanal 4 lidt endnu og se noget House. Pakke føromtalte symaskine ud? Klaske en biga-dej sammen? Tage opvasken fra madklubben har været på besøg? Alle de muligheder - og sjovt nok tror jeg allerede nu, at jeg ved, hvilken en, der vinder...

onsdag den 8. juni 2011

Av mit morhjerte...

Øglens bedste venner nede i vuggeren, N og S, er blevet flyttet op på 'næste trin'. Hos de større børn. Og Øglen er nu den ældste nede på sin stue. Blandt en masse småkravl, der godt nok er topnuttede, men som ikke kan udfordre hende specielt meget hverken sprogligt eller motorisk. Siger jeg. Som ser hende i interaktion med pågældende smållinger i måske 4 minutter (max) dagligt. Så jeg ved et og andet. Eller noget...

Nå. Men i takt med, at de her venner er blevet flyttet, er Øglen også stoppet med at fortælle, hvor meget hun har leget med N og S i løbet af dagen. Hvad de har lavet, og at N er sød og i øvrigt har kastet med S(?! Lyder som nogle halv-voldsomme lege, de har gang i dér). I stedet for er hun begyndt at fortælle, at hun har leget med sine pædagoger (altså - hun kalder dem ved navn, ing'?! Hun har stadig til gode at udtale ordet "pædagog"). Og hun nævner stort set ikke de andre børn. Hvis vi spørger ind til de forskellige unger, siger hun bare - helt nøgternt - at "N og S oppe hos 'bitterne" (Hobbitterne er de større børn). Og fortsætter med at fortælle om, at hun har leget med sine pædagoger.

Øglen er glad for sin vuggestue. Hun elsker pædagogerne, drøner ind på stuen om morgenen og fortæller glad og gerne om sin dag derovre. Og det burde jeg jo bare være lykkelig for og så ignorere det der med, at hun stort set aldrig ævler om de andre børn mere. Men. Så rationelt er morhjertet desværre ikke. Og for hver gang, Øglen fortæller, at N og S er oppe hos Hobbitterne, gør det en lille smule mere ondt på mig. På Øglens vegne. Fordi jeg synes, at hun skal have små, jævnaldrende venner at lege med, der er på samme udviklingstrin, som hun er.

Så styret af morhjertet har jeg naturligvis talt med Øglens overpædagog (som i øvrigt er hende, Øglen taler mest om). Hun siger, at det er Øglens tur til at rykke op næste gang - der er bare ingen, der ved, hvornår "næste gang" bliver. For som med de fleste andre institutioner i det københavnske, er Øglens vugger underlagt Pladsanvisningens luner. Og før der er plads i en børnehave til en af Hobbitterne, bliver der ikke plads til Øglen hos de store børn.

Nu skal vi snart på ferie i et par uger. Så et par uger hjemme. Så et par lukkeuger i vuggeren (tak for dét, regering slash kommuner slash nedskæringer slash planeternes placering i forhold til hinanden!) Derfor er behovet for en flytning reelt set ikke gigantisk lige nu. Siger den lillebitte rest af hjertet, der på mirakuløs vis har knebet sig uden om moderskabets indtog. Men resten - de der 99,9% - skriger, at det er lige meget. At Øglen skal flyttes NU. Fordi hun keder sig og trænger til barnligt selskab.

Arjmen, er hun ikke sød? Har hun ikke fortjent nogle smållinger at lege med? Eller skal hun udstødes, fordi hun er sådan en, der synes, orange tøjklemmer i ørerne er the shizzle?!

Mit indre øje ser et forhutlet (ved jeg ikke lige, hvordan hun blev) barn, sidde helt ensom i sandkassen, totalt lukket ude fra det gode selskab (i denne sammenhæng "børn, der er over 2,5 år gamle"), fordi hun er hhv. for stor og for lille (*indsæt selv nynnen af Bølle Bob-melodien "vi er ikke rigtig voksne, vi er ikke rigtig børn, vi er både og og hverken enten eller...*). Og at pædagogerne i hemmelighed synes, at hun er for skrøbelig til at komme op til de store børn, så de vil beholde hende nede ved babyerne a l t i d. Selv om jeg ved, at de mellemste børn og de store børn jævnligt mødes på vuggerens legeplads og kan tosse rundt med hinanden på kryds og tværs lige så tosset de vil. Og at jeg også godt er klar over, at det næppe er i pædagogernes interesse at skjule en evt. teori om skøbelighed for HDD og jeg. (Desuden er de temmelig åbne omkring, at de synes, Øglen både er "sensitiv", "temperamentsfuld" og "tryghedssøgende", så jeg tænker, at "skrøbelig" nok skulle komme på listen, hvis det var det, de tænkte. Ved nærnere eftertanke kan det naturligvis også skyldes de øvrige adjektiver, at hun ikke er rykket op endnu. men burde de så ikke bare sige det?!).

Jeg ved godt, at jeg er lidt af et nut job. Som burde få mig noget andet at gå op i end at spekulere på langt ude "hvad nu hvis"-scenarier i vuggestuen. Men det er temmelig svært at lade være med at spekulere på det, nu jeg først er gået i gang. Og i glad blanding med hormoner og næsten kuglerunde fødder (damn you, fugtige varme, der får mine gravide fødder til at hæve op til triple størrelse), er tanken om en ensom lille Øgle nærmest ikke til at bære.

Derfor - fortæl mig venligst, at jeg er langt ude. At jeg tillægger Øglen liiiige lovlig mange komplekse tanker og følelser. Og at hun nok skal overleve med psyken i behold, selv om Pladsanvisningen ikke lige sørger for at gøre en plads ledig til hende hos Hobbitterne lige med det første. At voksent selskab ikke er det værste, man har (i givet fald er hun temmelig ilde stedt, når hun skal 14 dage til de varme lande med HDD og jeg), og at hun nok skal sørge for at få de barnlige input hun orker... Please?

torsdag den 7. april 2011

Den konstante følgesvend

... Jeg ved ikke, hvad der er med den der samvittighed, altså. Har vist egentlig altid haft den som fast makker igennem min opvækst. Og af og til også i en grad, hvor jeg har tænkt, om jeg mon var forbyttet katolik. For nogle gange går jeg totalt i 'Catholic guilt'-mode.

Menmen. Eftersom jeg har haft det sådan, så længe jeg kan huske, så har jeg jo også lært at leve med det. Det overrasker mig dog til stadighed, hvor meget sådan et 'samvittigheds-anfald' kan fylde. (Ja, for den dårlige samvittighed er jo sjovt nok ikke kommet til at fylde mindre, efter jeg har fået Øglen...)

Tag nu i morges, fx. Som sædvanlig var jeg først oppe, gik i bad og forsøgte at gøre mig klar til dagens dont (irriterende ord, egentlig. Og bruger man det nogensinde alene? Altså uden "dagens" foran?). Hørte Øglen rumstere lidt på sit værelse, så jeg listede ind og kiggede til hende, og så hende sidde på kanten af sin seng - helt pjusket og søvndrukken, men alligevel med spilopper malet i hele ansigtet. (Hun har nemlig STADIG ikke helt forstået, at man - når man er kommet i juniorseng - godt selv kan/må stå op, så når hun en sjælden gang drister sig til at gøre det, tror hun, at hun er seriøst på afveje).

Hun blev ellevild, da hun så mig - måske fordi jeg ikke var der, da hun skulle puttes i går (var til über-spændende (!) generalforsamling) - og skulle straks op og sidde hos mig, putte lidt med dynen og have læst Barbapapa. Fordi vi for en gangs skyld havde god tid, fik vi bare verdens bedste morgen. Med gak og gøgl og tid til ikke at blive irriteret over, at Øglen inisterede på at få "båmble" og flippede, fordi Dumme Mor ikke forstod, at det selvfølgelig (!) betyder blomme. Og tid til ikke at blive irriteret over, at der skulle løbes rundt omkring 15 gange, før hun til sidst syntes, det alligevel var ok at få tøj på. Og tid til at snakke, lege og ikke mindst lytte. Altså - en rigtig god morgen, hvor vi bare manglede Rynkeby-juicen, en solstråle ind ad vinduet og klassisk musik i baggrunden, for at vi kunne bruges i en reklame for overskud.

Det overskud stoppede så brat, da vi ankom til vuggeren. Hvor Øglen ikke ville have sine støvler af. Hvor vi 'jagtede' hinanden i sjov (her var overskuddet stadig til stede). Og hvor jeg så hapser Øglen for at tage støvlerne af hende, med det resultat, at hun vælter og hamrer hovedet ned i en kant på garderoben. Dér stoppede overskuddet for Øglens vedkommende. Og mit overskud blev brat afløst af Den Dårlige Samvittighed™.

Fik trøstet Øglen, kysset den kommende bule og troede egentlig også, at hun var blevet i godt humør igen, men da jeg forsøgte at overlevere hende til Overpædagogen, fandt jeg ud af, at det ikke lige var tilfældet. Hun skreg og græd og hagede sig fast i mig, mens tårerne sprøjtede ud af hovedet på hende, og hun hulkede "mo-ahr-hahr-hahrrrr". Jeg forsøgte lige så stille at pille hende af, lokke med æble, lokke med legekammerater, lokke med ALT - og intet hjalp. Så til sidst måtte jeg gå fra stuen, mens tårerne stadig sprøjtede, og Øglen strakte sine små, buttede hænder frem mod mig og så ud som om, jeg havde overladt hende i Gaddafis varetægt.

Det blev Den Dårlige Samvittighed ikke bedre af, skal jeg lige hilse og sige. Og det var kun på et hængende hår, at jeg selv kunne holde tårerne tilbage. Heldigvis kunne jeg konstatere - efter at have ventet i rundt regnet 1½ sekund uden for døren - at gråden stilnede af, og roen på stuen blev genoprettet. Men for f**** da. Hele dagen har billedet af min grådkvalte Øgle forfulgt mig - hånd i hånd med Den Dårlige Samvittighed™.

Jeg ved godt, at det ikke er et usædvanligt scenarie, at børn græder, når de bliver afleveret i institutionen. Men jeg er bare ikke vant til det. Fordi Øglen elsker sin vugger og pædagogerne derovre. Hun har måske grædt sammenlagt 10 gange, når vi har afleveret - og hun har altså gået der i næsten 1½ år. Så dagens oplevelse er ikke sædvane. Og måske netop også derfor slog den mig så meget ud.

Desværre (elelr måske heldigvis) er der hverken plads eller tid til alt for mange samvittighedskvaler på jobbet, så jeg må tvinge tankerne ind i andre baner. Og bare glæde mig til om nogle timer, hvor jeg har fri og kan hente den lille Øgle (som formentlig har glemt alt om morgenens drama). Så vil jeg kysse den bule, der nok er blomstret frem på hendes tinding og glæde mig til weekenden, der nu er lige om hjørnet. Og vinke venligt, men bestemt, til Den Dårlige Samvittighed™, som bare har at holde sig væk. I hvert fald ind til næste gang...

fredag den 25. marts 2011

Bulet Øgle

Nåmn, så fik vi da solgt den der Croozer i går. 2200 bananer blev det til, og det er da en meget god start på den regning, vi formentlig får fra Christiania-cykelmanden, som kunne fortælle, at der manglede en hel del af indmaden på det ene forhjul. Og at det så var derfor, vi bare kunne hive hjulet af, just like that. Tænkte jo nok, at det ikke var meningen... Vi kunne også bruge pengene på noget så spændende som en ny tandrem (Zzzzzzzz) til Familie-slæden, som åbenbart helst skal skiftes, inden vi skal ud og køre en trilliard kilometer til sommer.

Så der er nok at fyre Croozer-pengene af på. Måske derfor, mit forslag om, at jeg bare tog pengene og omsatte dem til noget tøj til mig, ikke faldt i supergod jord. Nånå.

Vi fik gjort Croozeren klar til salg i går efter hhv. arbejde og vuggestue, og mens HDD skruede og samlede og slæbte, underholdt jeg Øglen og dimsede rundt nede i gården. Det skulle man synes var en arbejdsfordeling i min favør, men jeg vil sige, at jeg ikke klarede det ret godt. For i et øjebliks uopmærksomhed drønede Øglen direkte ud over en lille trappe og røg nogle trin ned - med scooter og det hele - i en dejlig blød måtte af beton. Ahem. NØJ, hun blev ked af det. Og nøj, jeg blev ked af det. Og fik hende skrabet op og trøstet og kigget efter i sømmene. Lidt blod på overlæben, lillebitte afskrabning på næsen og KÆMPE bule i panden. Dååååårlig mor!!!

Heldigvis lod det ikke til, at der var sket noget værre end buler og skrammer, og gråden hørte da også hurtigt op. Og så skulle vi snakke om det, der var sket. Øglen er pt. meget optaget af gråd og børn/dyr/barbapapa'er, der er kede af det - hun har en bog, hvor der er et billede af en abe, der græder meget, og det vil hun se hele tiden. Også selv om hun selv bliver helt ked af det og "åhhh nej"-agtig. Simpelthen så sødt. I går måtte hun jo også fortælle sin uopmærksomme mor, hvad der var sket:


BB (Bulet Barn): Øgle falder NEØD. Trappe. Av.
DM (Dårlig Mor): Ja, du faldt ned, skat. Det gjorde ondt.
BB: Øgle ked AF det. GRÆDER lidt.
DM: Ja, jeg kan godt forstå, at du blev ked af det og græd lidt, skat.
BB: Cykel DRILLER. Falder trappe NED! Av.
DM (overvejer, om vi ikke bare skal give cyklen skylden): Ja, cyklen driller lidt. Men cykler og trapper er også en lidt dårlig kombi.
BB: Øgle ser far. Hvad LAVER far? Falder NED! Av. Græder lidt.
DM (med virkelig dårlig samvittighed, kysser Øgle og ssch-scchh'er og stryger over håret): Ja, det gjorde ondt. Du har også fået en stor bule. Gør det meget ondt nu?
BB: NED mor. Ned og lege! Per. Kiks. Cykel. Lege.

Well... Jeg tror, hun overlever. Ændrer ikke på den dårlige samvittighed, dog. Selv om HDD forsikrede mig om, at børn altså FÅR buler. I knååååw. Men buler på fald på betontrappe-måden; dét ville jeg alligevel gerne skåne hende for.

Øglen og æggene - aftenen før Faldet. Se, hvor fin og u-bulet hun er

Efter Faldet. Nu med uTROlig stor bule og let forstørret overlæbe

"Moar læse Barbar?" Jeps, honey - om det så skal koste mig 80 gennempløjninger af temmelig irriterende Barbapapa-bog, så skal jeg gøre det. Særligt, hvis det køber mig lidt aflad...

Evnen til at tage futter på er stadig i behold til trods for nærkontakt med beton

 
Tæl til ti. Rækkefølgen af tallene er noget tilfældig, men det var den også før Faldet, sådeeeet...

Nå, og nu sidder jeg så her. Og har en hjemmemorgen, fordi jeg skal til jordemoder. For første gang i denne her graviditet. Gad vide, hvad vi egentlig skal lave? 15+1 er vel næsten for tidligt til at høre hjertelyd? Så måske vi bare skal snakke. Om, hvorvidt jeg ryger, drikker og tager narko (den snak stryger jeg lige igennem med UG kryds og slange)? Og om jeg spiser sundt (den snak bliver så lidt mere ulden...)? Og så skal jeg vel også tisse på et eller andet, tænker jeg? Hm. Egentlig lyder det ikke så spændende, sådan som det lige bliver ridset op. Men det kan jo være, at jeg bliver overrasket.

God weekend til jer alle. Håber, I går den i møde med u-bulede børn og højt humør.

mandag den 7. marts 2011

Haves: Meget brugt mandag. Ønskes: Fridag (ny)

Det begyndte så godt i morges. Var booket til en ganske usædvanlig arbejdsdag, der indbefattede kampagne-filming med klaptræ(er?), bluescreen (som er grøn?), dårlig automatkaffe og hele pivtøjet.

Kendte nærmest ikke nogen, men forsøgte at improvisere og klarede det vist udmærket (i hvert fald hostede jeg ikke, når der var blevet beordret "ro på settet", og det var heller ikke min telefon, der ringede. Jeg siger det bare!). Frokosten var god, folk var søde og det var da også ret sjovt at se, hvordan en "rigtig ægte skuespiller" arbejder i virkeligheden. Ovenikøbet sluttede det hele et par timer før tid, fordi alt bare klappede (inkl. klaptræ, tøhø), og jeg begyndte at synes, at det var totjal i orden dér at få fri kl. 14.

Men. Jeg burde have vidst det. Der sker ALtid noget, når en tidlig dag står og vinker lokkende i horisonten. Og det gjorde der da også i dag. Noget med en hastesag. Som har hastet siden i torsdags. Og som jeg rent faktisk har gjort noget ved (i torsdags, eftersom "en haster" i min verden betyder, at det ...ja, haster ...). Men Hasteren er så blevet fanget i verdens største spindelvæv af politik og e-mail-korrespondancer, og fredag eftermiddag var vi et par afdelinger, der besluttede, at vi ikke gad gøre mere ved den, eftersom den tilsyneladende ikke hastede mere, end at der kunne gå totalt gedemarked i den. Men nu hastede den igen. Så meget, at der faktisk lød ordre fra højeste sted om, at den skulle af sted. Nu. Suuuper, når man ikke lige er på kontoret, når chefen holder fri, og når de to andre potentielle brandslukkere er hhv. på ferie og på barsel.

Så der var jo ikke andet for, end at chefen måtte inddrage sin egen fridag, og hende og jeg satte så kursen mod det der kontor. Hvor vi arbejder. Og som ligger en milliard kilometer fra der, hvor dagen var startet så fint. Suuuk!

Men det gik jo hverken værre eller bedre, end at Hasteren blev lavet færdig og 'eksekveret'. Det ordner sig jo som regel, sådan noget. Også selv om det lige kostede endnu en irriterende mail-korrespondance, hvor ikke så få spydigheder blev udvekslet. Talte lige - for sjov (haha) - hvor mange mails, jeg havde fået om emnet siden fredag formiddag, og jeg nåede op på 18. Det er for mange, hvis man spørger mig.

Nåede hjem væsentligt senere end planlagt. Til sød lille Øgle, der havde holdt fastelavn i vuggeren (og den dårlige mor havde hverken afleveret eller hentet. Fyyyy!) og været på legepladsen med HDD. Hun var helt mast og rendte rundt og puttede sig ind til mig, til IKEA-skamlen (!?) og sine støvler. Og ville  høre historie hele tiden. Fra sin nye bog "Historier for de meget små", som hun har fået i fødselsdagsgave (stortstort hit, i øvrigt. Det er den første bog, udover Åh Abe, som vi synger hurtigere end lynet, som hun gider få læst højt fra).

Det er lidt snyd, for billedet er fra januar. Men Øglen var altså (også) giraf i dag. Billederne jeg nåede at tage, før hun skulle i vugger, blev bare ikke så gode. Så I må tage til takke med en januar-giraf.

 Nu er hun puttet og ligger og gumler på en bolle (den nyeste craze; brød i sengen), råber "SKRUETRÆKKER" i ny og næ (vi bliver nødt til at stoppe med det der Handy Manny, kan jeg godt høre) og tager sine støvler af og på (don't ask). Og jeg sidder og overvejer, om jeg burde spise et æble eller en af de frosne fastelavnsboller, der ligger i fryseren (eller begge dele. Ja?). Og så glæder jeg mig Helt. Vildt til på onsdag, hvor jeg tager en fridag. Fordi jeg faktisk synes, at jeg fortjener det efterhånden. Og fordi jeg skal en helt masse gode ting. Og en enkelt lidt farlig, men mere om det efter onsdag...


Disclaimer: Det her er IKKE ved at udvikle sig til at blive en ren arbejdsblog. Pwomise! Jeg lover at vende tilbage med lidt mindre saglige kedelige ting ligeså snart arbejdspuklen er blevet lidt mindre. Og det skulle gerne ske snart. Basta!

tirsdag den 23. november 2010

Lilla er det nye sort

Elllsker lilla. Og ellllsker The National. Og så er det jo vældi hældi, at deres nyeste cd hedder noget med lilla. Eller, altså... violet. High Violet, ing'? (Arj, ok - den var alligevel lidt for søgt, kan jeg godt se...)



Lytter tit til den på arbejde. På det der internet. Men nu har jeg fået min helt egen cd. Som man kan holde i hånden, og så'n. (Det er jo efterhånden helt old school. Lidt ligesom med kontanter). Og som man kan signere, ikke mindst.



Det har de gjort, The National. Og nu har jeg deres underskrifter. Ha! (Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal bruge dem til - forstod heller aldrig det der med autografbøger, da jeg var lille - men jeg HAR dem). Det er HDD, der har skaffet cd'en med tilhørende underskrifter. Ved at deltage i en konkurrence. Fordi han ved, at jeg elllsker The National. (Hvor sød er han lige?!) Og så vandt han jo altså.

Så nu er soundtracket til og fra Berlin da i hvert fald på plads! Har jeg i øvrigt nævnt, at vi skal til Berlin? På torsdag? I 3 dage? UDEN Øglen? For hvis jeg ikke har sagt noget om det, vil jeg da lige gøre det nu: Vi skal på kææææresteweekend. Og drikke kaffe, læse aviser (og det er lige meget, at de er på tysk - så længe de er lavet af avispapir, og der står en masse ord i dem; det er konceptet "avis", der lissom forsvinder, når man er travl børnefamilie), sove længe, shoppe, snakke, snave og grine. Og sove længe. Og så skal vi også lige sove længe, tror jeg.

Har stadig lidt dårlig samvittighed over, at Øglen skal passes fra torsdag til søndag, men jeg satser på, at Berlin kan lave om på dén sag. Så skal de der åndssvage terrorister bare lige holde sig i skindet nogle dage endnu. Iggå! Tak, blev der sagt.

fredag den 18. juni 2010

Type 2-dårlig samvittighed

Ligesom der er noget, der hedder Type 2-diabetes, er jeg blevet af den faste overbevisning, at der er noget, der hedder Type 2-dårlig samvittighed. Og jeg er ret sikker på, at jeg lider af den. Type 1 har jeg været igennem - det er alt det der med Det Virkelige Liv, logistik-puslespil fra helvede og konstant underskud på overskudskontoen. Har endnu ikke fundet en kur mod den, men de værste symptomer kan holdes nede med fleks-tid på arbejde, rengøringshjælp og udbringning fra SuperBest (især sidstnævnte har vist sig at være helt alvorligt tidsbesparende).

Type 2-dårlig samvittighed er så den onde tvilling, der er kommet snigende, ligesom jeg troede mig sikker i mit forhold til Type 1. Da den er meget ny i mit liv, har jeg ikke fundet ud af, hvad jeg skal stille op med den, men hvis en af jer kloge damer har et råd, må I meget gerne smide det min vej.


Type 2-dårlig samvittighed er kendetegnet ved, at den dukker op, når man har det godt på arbejde. Når man har travlt med inspirerende opgaver og viljen til at yde noget ekstra. Når klokken nærmer sig 15.30, og man ved, at man bliver nødt til at gå NU for at kunne hente Øglen i tide, men at man altså virkelig godt lige kunne tænke sig at blive en time ekstra, så man kunne færdiggøre dette og hint. WHAM! (ikke bandet med George Michael ...) Så slår den til! Den svælger i to overordnede - konfliktende - tanker; at man ikke er en særlig god mor, når man ikke styrter ud af døren i det sekund ens kontraktmæssige 7 timer og 24 minutter er oprundne, og at man ikke er en særlig  god medarbejder, når man ikke liiige kan vente lidt på at smutte ud af døren, for så kan man nå en deadline (mere), og Øglen dør jo heller ikke af at blive i vuggeren en halv time ekstra?! Og den trives ved, at man farer mere og mere vild i krydsfeltet mellem tjenstvillighed over for ens chef og kolleger, og forpligtelsen og lysten til at være sammen med ens barn.

Øglen vinder tanke-tovtrækningen til hver en tid. Det skal der ikke herske tvivl om. Men der skal heller ikke herske tvivl om, at den dårlige samvittighed lusker rundt som en såret ulv - knurrende og snappende - lige uden for fyraftenens porte. For kunne jeg ikke lige have nået opgave X? Eller omprioriteret opgave Y og Z, så jeg også kunne være gået i gang med opgave Æ? Telefonen gør ikke samvittigheden bedre, for den er nemlig meget dygtig til at pushe mails. Smart, men voldsomt upraktisk. For den minder jo bare konstant en om, at arbejdet ikke stopper med at eksistere, bare fordi man næsten, i hvert fald har stemplet mentalt ud. Kommer der så en vigtig mail, så begynder tankerne at rotere, og så holder jeg jo reelt ikke længere helt fri. Og når jeg ikke holder helt fri 'after hours', så får jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke er 140% til stede sammen med Øglen.

Argh.

Det er jo fantastisk, at jeg er blevet glad for mit job. Det er også fantastisk (eller - 'rart' kan måske dække det), at jeg har lyst til at gå den ekstra mil (elsker at hade fordanskede udtryk) for at gøre det godt. Men det er hverken rart eller fantastisk, at det giver mig dårlig samvittighed. Jeg håber, at det bare er en fase. Indtil jeg vænner mig til at have et job, jeg er glad for, så jeg forhåbentlig bliver bedre til at jonglere arbejde og privatliv, uden at de to skal karambolere alt for mere.

Og i mellemtiden vil jeg nyde, at det er weekend. Og forsøge at undlade at tænke på, hvor meget min Type 2-dårlige samvittighed kommer til at gå amok i næste uge, hvor vuggestuen sådan lige henkastet har spurgt, om vi ikke kan komme og hente Øglen inden hendes middagslur - hele ugen, tak. Fordi der er noget med noget facade på nabobygningen, der skal pudses, og det kommer til at larme og dermed genere børnene - især, når de skal sove, og det er jo synd, så hvis vi kunne være så venlige. For BØRNENES skyld, forstås. Sagde jeg, at det var hele ugen?! Helt ærligt; hvad har de tænkt sig?! Der er da ingen (!!!), som kan gå fra arbejde kl. 11.15. Og så i en hel uge. Eller hvad? Enlighten me.

Nå, men det sagde jeg jo så (pænt) til en af pædagogerne i dag. Og det kunne han sagtens forstå. "Vi fortæller det bare, som det er", sagde han. "Og det er jo også bare fordi, vi tænker på, at det bliver så højt og ubehageligt for de små ører". Men vi skulle jo bare aflevere og hente hende som normalt, når vi nu ikke har mulighed for at holde hende hjemme.

Cue: Dårlig samvittighed! På forhånd! Tilsat kniv i hjertet med salt og citron.

Den dårlige samvittighed er primært over for Øglen. Men også over for jobbet, der jo nok ikke kan undgå at komme til at lide lidt under det, hvis jeg skal gå hjem kl. 11.15 hver dag. Heller ikke, selv om jeg kan arbejde hjemme. For det får man jo alligevel ikke rigtig gjort, når man har ét stk. 16 mdr. reptil fræsende rundt om fødderne, vel?!

Nå, det var weekenden, jeg kom fra. Have a good one, alle mand (kvinder). Og husk nu at sige til, hvis der er nogen, der har en idé til at komme den dårlige samvittighed til livs, ikke? (Jeg har fundet ud af, at det hjælper kortvarigt at spise enorme mængder chokolade, men jeg kunne godt tænke mig et middel, der ikke nødvendigvis får mig til at tage mere på).

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...