Viser indlæg med etiketten detderarbejde. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten detderarbejde. Vis alle indlæg

torsdag den 3. marts 2016

Noget om andres øjne - og lidt om Andie MacDowell

På trods af flytning (eller måske snarere på grund af flytning) og hektisk efterår og alt det der, har jeg stadig en plads på kontoret. Jeg er der på ingen måde lige så meget, som jeg havde regnet med (og i perioder slet ikke - har været der pinligt lidt, siden jeg skrev under på lejekontrakten for snart to år siden), men alene visheden om, at jeg har en plads dernede, og at der er kollega-agtige mennesker at sparre med og sludre og drikke kaffe med, er hele huslejen værd, for det gør mig glad helt ned i maven. Så pyt med, at pladsen er lidt vel dyr pr. gang i forhold til, hvis jeg n*ssede mig derned et par gange eller tre om ugen. Glæde kan ikke gøres op i penge, er det ikke sådan, man siger?

Anywhoodles, så er jeg faktisk begyndt at bruge kontoret lidt mere. Det er mit marts-forsæt, at det bliver endnu mere - nu har jeg lavet et par tiltag på arbejdsfronten, der gør, at det rent arbejdsopgavemæssigt bliver nemmere at komme af sted - men også før marts kom jeg af sted et par gange. Faktisk. Og bedst som jeg i januar sad dér helt begravet i kaffe, computer og opgaver, kom et af de nyeste medlemmer af fællesskabet (der er rimelig stor udskiftning, men sådan er det jo) ind fra kulden, hilste rundt og fik øje på mig - og udbrød: "Dig kender jeg!" Heldigvis (gen)kendte jeg også hende, og vi kunne så nogenlunde huske, hvad hinanden hed. Vi læste sammen (og var oven i købet i en rimelig kick ass-læsegruppe sammen) i tidernes morgen på det studium jeg kun var på i ét år, og det er 15(!) år siden, vi så hinanden sidst. Tal om blast from the past!

Den næste halve time sludrede vi løs og opdaterede hinanden om alting og ingenting. Hun holdt ud på studiet gennem hele bacheloren, mens jeg, som nævnt, kun holdt et år. Hun bor (sjovt nok) ikke længere i den lille lejlighed, hun boede i dengang, og hun havde nærmest glemt, at hun nogensinde havde boet der. Mens jeg nærmest havde glemt, at jeg nogensinde havde boet i det bofællesskab (eller kollektiv, som hun refererede til det), som jeg boede i dengang. Og blev helt forvirret, da talen faldt på vores børn, og hun spurgte, om jeg havde dem sammen med ham, jeg var kærester med i 'kollektivet'. "HVEM?!", nåede jeg lige at tænke, før jeg kom i tanker om, hvem hun talte om. Og tænkte, at det føltes som markant mere end 15 år siden, jeg levede dét liv.

Vi fik hinandens færden gennem de seneste 15 år i overskrifter, og samtidig blev vi begge halet en tur gennem Memory Lane. Og fik et glimt af os selv - i hvert fald dem vi var - gennem den andens øjne. Dengang på studiet tænkte jeg, at hun var sådan en, der havde styr på det hele. Lidt bohème-agtig, sød, sjov og smuk med egen lejlighed. Meget voksen! Mens jeg selv følte, at jeg rodede rundt og vidste meget lidt om det meste - og københavnerlivet i særdeleshed. (Det forkerte studium kan få ens selvtillid helt og aldeles ned med nakken).

Sådan havde min tidligere læsemakker imidlertid slet ikke opfattet mig, viste det sig. Tværtimod havde hun været vildt benovet over mit liv - tænk at flytte til København, finde et kollektiv (det VAR altså bare et bofællesskab), og så oven i købet blive kærester med en af dem, der boede der! (Man kan kalde det sejt. Man kan også kalde det praktisk, tænker jeg ;-)) Og i stedet for at anse det for værende temmelig uovervejet og et udslag af ren og skær desperation (hvilket jeg i mit stille sind stadig gør af og til) at droppe ud efter et år, syntes hun, det var utrolig modigt og stærkt - og påstod, at hun ville ønske, at hun selv havde hørt efter, når alt i hende skreg, at hun var havnet det forkerte sted.

Jeg blev sådan cirka lige så overrasket over hendes udmelding, som hun blev over, at jeg havde betragtet hende som moden og tilnærmelsesvis voksen. Men er det ikke sådan, det ofte er - vores syn på os selv er ofte meget mindre nådigt og positivt end andres syn på os? Det tror jeg, jeg vil prøve at huske på lidt oftere. Ikke mindst efter, min nabo forleden fortalte mig, at hun længe havde tænkt over, hvem det var, jeg lignede, og hun var nået frem til, at det var en lys udgave af Andie MacDowell. Endda på en dag, hvor jeg var dødtræt, og mit hår klaskede. Og det kan man jo ikke blive gal over - heller ikke, selv om man selvfølgelig kan spekulere lidt i, at Andie MacDowell er 57, og jeg ikke er fyldt 40 endnu, men jeg satser på, at naboen mente det pænt).

Og så sent som i går fik jeg en besked fra hende her om, at hun havde set mig i Lorry. Jeg erindrer imidlertid intet om, at jeg har medvirket i tv, og eftersom indslaget handlede om en, der fik nyt hår, ved jeg med sikkerhed, at det ikke var mig, for mit hår er virkelig sløjt for tiden. Måske var det Andie MacDowell? Vi har ikke tv (eller jo, det har vi, men vi har ingen kanaler på det), og jeg kan ikke finde indslaget på nettet, men det kunne da være spændende at se, hvordan jeg ser ud i Cilles øjne. Med mindre velkommende i indslaget altså ligner Jabba The Hut (i mine øjne, altså) - så er jeg helst fri ...

onsdag den 20. januar 2016

Noget om at have valgt rigtigt

Jeg har stadig ondt i tænderne. Dog ikke så meget, at jeg føler akut behov for at tage til tandlægen lige som i sidste uge. Heller ikke selv om hun synes, at jeg ung. (Det ville hun næppe sige, hvis hun så mig i dag. Var så træt, da jeg stod op, at jeg lignede en gammel mand).

Og selv om jeg havde behov for enten tandlæge, bideskinne eller noget helt tredje tandrelateret, ville jeg alligevel ikke have tid til at gøre noget ved det, for der er travlt i biksen lige for tiden. Så travlt, at det i dén grad ville klæde mig ikke at pjæk-skrive blogindlæg, men ... ja, altså ... vi har jo alle vores overspringshandlinger, ikke?! Her ville det være virkelig dejligt, hvis jeg havde mig en noget mindre ordrig hobby, men sådan skulle det ikke være ...

Forleden var jeg til møde hinsidan, og bedst som jeg sad der oppe over skyerne (hvor himlen vitterligt altid er blå), havde jeg tid til at fundere lidt. Primært fordi jeg havde glemt at tage noget med at læse i, og fordi det er begrænset, hvor meget tid man kan få til at gå med at læse i tax free-brochuren.

Smukt, ikke? Og lige til at fundere over 

Jeg har været selvstændig i snart fire år nu. Det fatter jeg personligt intet af, men den er god nok. I snart fire år har jeg selv kunnet bestemme over arbejdstid og -indsats, og selv kunnet bestemme, hvornår jeg gik hjem (og på) arbejde. Jeg har så desværre ikke selv kunnet bestemme min indtjening, men man kan jo ikke få det hele ...

Jeg er vild med den frihed og fleksibilitet, jeg har i livet som selvstændig, og jeg er vild med variationen i opgaver. Ikke én dag er ens, og det er fantastisk motiverende at skifte mellem rutineopgaver, hvor hjernen kan slås mere eller mindre fra, til de større, mere strategiske opgaver, hvor øjnene skal blive på bolden konstant for ikke at lave rod i den. Der er i det hele taget ret meget ved selvstændighedsformen, jeg er vild med, og ikke så meget, jeg ikke er vild med. Det skulle da lige være det der med, at man ikke aner, hvor pengene skal komme fra næste måned. At én måned kan være vældig indbringende, mens den næste er helt død. Det giver en usikkerhed, som er svær at vænne sig til - også selv om vi har budgetteret med den. Usikkerheden udmønter sig i, at jeg har mere end almindeligt svært ved at sige nej, når en arbejdsopgave byder sig. For hvis nu jeg siger nej (også selv om jeg reelt ikke har tid), hvem ved så, hvornår der kommer en ny opgave?

Smukke Nordhavn

Meget lader sig heldigvis planlægge vha. en kalender og en kuglepen, og mine kunder er i reglen så godt opdraget, at de godt kan vente bare lidt med at få deres opgaver. Men engang imellem, eggå - så gad jeg godt, at nogen ville lære mig, hvordan man siger nej (tak). For selv om folk er søde til at vente på deres ting, så bliver jeg pænt presset over, at der er firs milliarder opgaver i pipeline, og at ingen af dem er helt klar til at blive sendt af sted. Sådan en periode har jeg lige nu. Opgave på opgave på opgave - nærmest uanset hvor jeg kigger hen. Udadtil tror jeg egentlig ikke, der er noget problem - jeg har varslet lidt længere leveringstider, og det er fint med alle - men indadtil ... Der trænger jeg SÅ meget til ferie. Eller bare til en dag, hvor der er lidt mindre tryk på.

Et tryk, som jeg helt klart selv er skyld i, fordi det som nævnt er et indre pres. På ikke blot at få opgaverne færdige til tiden, men samtidig også hente ungerne tidligt fra hhv. skole og børnehave. Fordi både de og jeg er blevet vant til det. Og jeg vil så gerne have mere tid til dem i hverdagen. Jeg elsker Varanens og mine langsomme morgener, og vores eftermiddage med god tid, te og Uno. Også selv om det bare er en time eller to, før ulvetime og træthed sætter ind. Og jeg er på ingen måde vild med først selv at komme halsende ind ad døren, to minutter før aftensmaden skal stå på bordet, eller tage af sted om morgenen, før alle mand er vågne, fordi logistik-puslespillet ellers ikke kan gå op - HDD går jo også på arbejde.

 
Ok - så er det heller ikke hårdere. Der blev da tid til at kælke i weekenden. I høj sol og blændende hvid sne. Fantastisk!

Heldigvis er det bare en periode. To uger mere, og så er jeg i mål med denne omgang uhyrlig travlhed. Så håber jeg, der går lang tid, før jeg igen får så travlt, som jeg har lige nu. Travlt er ok, men for travlt er ikke godt. Ikke i for lang tid, i hvert fald. Slet ikke fordi det jo ikke ligefrem var psyko-travlhed, der var meningen med hele selvstændighedstanken. Det var primært fleksibilitet, og den oplever jeg dæleme ikke meget af lige nu. Men alt godt kommer til den, der venter (og arbejder), så den kommer nok igen, fleksibiliteten. Det håber jeg i hvert fald. For den er noget af det, der gør det sjovt at arbejde og får hverdagen til at være helt human.

Men trods brok er det faktisk meget rart at have den her slags perioder nu og da. For det er jo både spændende og hyggeligt at være ude og omkring i stedet for at sidde på hjemmekontoret. Møde søde mennesker, se nye steder og få en fornemmelse af, hvordan rigtig rigtig mange mennesker klarer sig gennem hverdagen. Og så er det med til at bekræfte mig i, at valget om at blive selvstændig i sin tid var det helt helt rigtige for mig - noget det slet ikke er så tosset at blive mindet om bare en gang imellem, når man synes, det hele er lidt hårdt.

onsdag den 6. maj 2015

Om små piger og store jakkesæt

For et lille stykke tid siden var jeg til et møde. Ikke, at det i sig selv er så usædvanligt, men det her var et af den slags møder, jeg var blevet inviteret til, fordi der er nogle mennesker (eller - et, om ikke andet), der mener, at jeg har noget relativt fornuftigt at bidrage med inden for den branche, jeg nu engang er i. Så det skulle jeg altså gøre. Sige noget om det, jeg laver. Til andre, der rent faktisk var mødt frivilligt op for at lytte.

Jeg har været med en enkelt gang før, men det er ved at være længe siden, og dengang føltes det en smule mere uformelt. Måske fordi det var en råkold vinteraften, hvor alle havde været på arbejde hele dagen, og det ikke gjorde noget, at man så lidt pjusket ud. Måske fordi det er længe siden, og jeg har glemt, hvordan det var.

Denne gang var det midt på dagen i krystalklart, forårslignende solskin (men tag ikke fejl - det var pivkoldt!), ingen var pjuskede, og alle rådgiverne (som vi vel dybest set er) var iklædt skarpe jakkesæt. Altså lige bortset fra mig. Der både var pjusket (men det er jeg altid, sådan lidt i hvert fald) og ganske jakkesætløs. Desuden var jeg den eneste kvinde, hvilket normalt ikke generer mig, men som jeg stod der uden jakkesæt i en grå leo-kjole og lilla sneakers (det var pænere i praksis, end det umiddelbart kan lyde), følte jeg mig temmelig alene. Og som en ret så lille pige.


I det mindste havde jeg ladet min kasket blive hjemme, men fordi det var så koldt, havde jeg taget både hue og handsker på. Bare indtil vi var kommet indenfor, forstås. Det resulterede i, at et af jakkesættene lavede en Karen Walker (se ovenstående .gif, hvis du ikke aner, hvad jeg taler om) og skulle høre, hvad i al verden der lige skete for dét, og et øjeblik blev jeg helt i tvivl om, hvorvidt overdreven brug af overtøj mon var diskvalificerende for at få lov til at komme ind. Før jeg kom i tanker om, at jeg faktisk var blevet inviteret. Men jeg fik lov til at komme ind. På trods af anstødeligt overtøj. Må huske aldrig mere at bære både hue og handsker i marts, uanset hvor koldt det er, hvis jeg skal mødes med en masse voksne.

For bare få år siden ville jeg ikke ane, hvor jeg skulle gøre af mig selv i en forsamling af lutter voksne mænd i jakkesæt og en påklædning, der tilsyneladende var helt forkert. Gennem årene har jeg imidlertid lært at være helt og aldeles ligeglad med sådan noget, så i stedet for at stresse rundt og bevise mit værd, valgte jeg at sludre med arrangøren og drikke en hulens masse kaffe. Det lykkedes mig oven i købet at sige semikloge ting til de fremmødte, og folk virkede ganske tilfredse.

I pausen skete der så det, der næsten altid sker, når jeg er til arrangementer med 'voksne'. Mænd især. Jeg inspirerer tilsyneladende - alene ved min blotte tilstedeværelse - til en særlig type konversation. Som i virkeligheden mest af alt minder om en monolog. Let patroniserende. Let beskytter-agtig. Denne gang ville jakkesættene høre, hvor længe jeg havde været selvstændig. Hvilket er et helt rimeligt spørgsmål - hvis det altså ikke a l t i d blev efterfulgt af et overrasket blik og et overbærende smil. Vi afveg dog en anelse fra manuskriptet denne gang, da et af jakkesættene ville høre, om det "var sådan en ting, jeg havde valgt at gøre lige efter skolen". Det var helt tydeligt ikke en kompliment, men hvis min mangel på jakkesæt trækker dekader fra min alder, skal jeg ikke klage. Så jeg betragtede det som en sådan, mens jeg forklarede, at det er meeeeget længe siden, jeg gik i skole, så nej, det var ikke tilfældet.

Det overraskede tilsyneladende, men desværre ikke nok til, at monologen ikke fortsatte. Det kan nemlig være fint nok (synes jakkesættene) at forsøge sig med at være selvstændig i min branche (aha), men at jeg ikke må blive alt for skuffet, hvis der går lang tid, før jeg får opbygget mig en kundeportefølje - hvis den da overhovedet kommer (tak for tippet, men jeg har været i gang i 3 år, så I know the drill). Det kan være "heeeelt ok, hvis det ikke kan være anderledes" (det mente de ikke, red.) at forhøre sig hos de små, lokale virksomheder, om de skal have hjælp til kommunikationen (igen: 3 år. Men tak for tippet. Og velsignelsen, i øvrigt), og det er meget vigtigt, at jeg husker at forberede min familie på de lange lange lange perioder, hvor jeg ikke har nogen indtægt. (Med fare for at gentage mig selv: 3 år. Mit arbejde er blevet drøftet med familien, tak).

På det her tidspunkt i enetalen var jeg blevet lidt træt. Havde nået at drikke to kopper kaffe mere. Og nikket høfligt, hver gang jakkesættene havde nævnt, hvor trætte de var af at optræde i medierne. Hvor hårdt det var. Men jeg er fra Jylland, så jeg siger ikke noget. Som regel. Det var først, da et af jakkesættene begyndte med sin "Nu er det ikke for at være fræk, men ... Hvad er det, du kan, som andre ikke kan? For der findes jo en milliard af sådan nogen som dig"-tale (seriøst. Det sagde han), at jeg hev den beskedne hat af. Og fortalte ham - med stemmen dryppende af sukker, naturligvis - at jeg ikke havde brug for nye modeller for min forretning nu, for det går fint, tak. At gode råd var velkomne, såfremt jeg selv bad om dem. Og at mine kunder er en god blanding af både store og små, hvor sidstnævnte i øvrigt er mindst lige så gode kunder som de store. Så dem skal der ikke grines af. Det virkede, og jakkesættet holdt op med at være patroniserende. Og gav mig i stedet sit kort med noget, der lød som en oprigtig opfordring til at give lyd på et tidspunkt, hvis vi skulle sparre. Ha. Tænkte den lille pige i de lilla sneaks.

Normalt er jeg væsentlig mere høflig. Jeg er ret ydmyg omkring det, jeg laver, og jeg er helt klar over, at det sikkert kan gøres anderledes/bedre/mere professionelt/i et jakkesæt. Men som det er nu, fungerer fint for både mig og mine kunder, og det må være det, der tæller. Derfor bliver jeg også en smule ... lad os kalde det pissy ... når nogle - der i øvrigt aldrig har mødt mig og ikke har gjort sig den ulejlighed at spørge ind til, hvordan jeg egentlig driver min forretning - føler det magtpåliggende at give mig gode råd og vejledning. Især fordi vi var inviteret på lige fod til det samme møde. Hvis jeg vil have hjælp, skal jeg nok spørge. Hvilket jeg faktisk gjorde kort efter mødet. I en anden sammenhæng. Her havde en anden selvstændig og jeg en lang snak om nogle ting, der forvirrer mig. Men ham kendte jeg så selvfølgelig også i forvejen. Og han havde hverken jakkesæt eller stakkels lille uvidende pige-attituden på. Måske det hjalp?

tirsdag den 1. april 2014

Hej forår!

Det der forår, 'ing ... Det holder sq meget godt. Lige et par snaps fra i søndags, hvor vi nød solen i Østre Anlæg.

Hej blomster. Kirsebær? Mirabeller? Noget helt tredje? #botanikudfordret

Gyngepotpourri i vintage-agtige farvetoner

Mindstemus

Klatretøsen

210Ø ... Hvad ellers? ;-) 

Jojo, vi går i sandhed mod lysere tider! Og nu! Nu vil jeg læne mig tilbage, drikke det sidste af min kaffe og tage en dyb indånding, inden jeg mobiliserer både ekstern arbejdskraft og en endelig gameplan til den giga-opgave, jeg lige har fået go til. Før jeg henter reptilerne og slæber dem med ud i endnu en solskinsdag!

mandag den 3. marts 2014

Fastelavn og første dag

Øglens børnehave holdt fastelavn i fredags, og i dag er det så Varanens tur. Mega-søde, altså. Og SÅ stort et hit, at de begge gider klæde sig ud.

Her ved jeg, det ville have været passende, hvis jeg havde et billede at sætte ind som bevisførelse på, at jeg er mor til hhv. en påfugl og en pirat (ikke en sørøver, angiveligt), men jeg glemte at tage et billede med telefonen i morges, og således er der kun billeder på 'det rigtige' kamera. Som ligger derhjemme, mens jeg er på arbejde. Fik i dén?! På arbejde. Inde i byen. Ude blandt voksne mennesker.

Nåmen, hhv. påfuglen i fredags og piraten i dag var totalt nede med det der fastelavn. Ansigtsmaling er et hit hos begge, og selv om Varanen havde lidt svært ved at stå stille, da han skulle have tegnet et skæg (og derfor kunne lyde navnet Kaptajn Skævskæg), var humøret højt. Normalt er Varanen ellers ikke til at tvinge i tøjet (og nej - han tager det ikke på selv. Det gider han SLET ikke), men i morges var der ingen problemer, for han skulle jo have PIRATtøj på!

Undertegnede skulle lige finde ud af, hvordan det nu lige er, man formår at komme ud af døren både med børn, al deres habengut og egne ejendele, såsom computer, strømforsyning, pung og madpakke. (Sidstnævnte var jeg dog lige ved at glemme, så det blev til en halv agurk, en peberfrugt og en banan. #Hejrawfood. Vi siger tak til forsinket kontorfællesskabs-introdame, der gjorde det muligt for mig at nå et café-sæt bestående af latte og croissant på Laundromat). Men det gik altsammen - og jeg nåede oven i købet i bad, fik mascara på OG hoppede i et par høje(ish) hæle. Jamenaltså.

Nu lakker den første - ikke særlig produktive, men til gengæld virkelig hyggelige - dag i kontorfællesskabet så småt mod enden, og jeg glæder mig til at komme hjem til min lille pirat, der har slået katten af tønden, og min forhenværende påfugl, der har været på tur i dag. Ikke mindst til at høre, hvor turen er gået hen; Det var der nemlig ingen, der kunne oplyse mig om, da jeg afleverede i morges. Og så må vi se, om ugen byder på endnu en tur til storbyen - det håber jeg, selv om den lige nu ser ret fyldt ud med andre aftaler med skøre placeringer, der ikke levner meget tid til køreture frem og tilbage til Kbh med det offentlige. Men ellers er der jo heldigvis endnu en uge i næste uge. Og næste uge igen. Og så fremdeles ...

fredag den 28. februar 2014

Sådan skal dén skæres

Så blev man sådan en, der fik plads i et kontorfællesskab på Nørrebronx. Startende fra på mandag. Jatak, siger jeg bare. Efter mit indlæg om København-savn begyndte jeg at afsøge forskellige muligheder for kontorfællesskaber (og ikke bofællesskaber, som jeg konstant kommer til at kalde det. Freudian slip?), og i går var jeg så ude at se på et par af dem.

Det ene lå på Nørrebro, ca. 1 times transporttid væk fra matriklen. Det andet lå på elskede og savnede Østerbro - ca. 50 min. transporttid væk fra matriklen. På forhånd havde jeg vist lidt bestemt mig for, at det var kontorfællesskabet på Østerbro, jeg helst ville have, forudsat at det stadig var ledigt, men efter at have set stederne og talt med indehaverne var jeg slet ikke i tvivl; Nørrebro it is.

Østerbro-lokalerne var store, lyse og fantastisk beliggende med cool faciliteter og en ret lækker feel. Klos op ad en café og med det elskede og savnede Østerbro-liv uden for de store vinduer. Nørrebro-lokalerne var fine og lyse, hyggelige og nærmest hjemlige. Toilettet er i gården, så man skal låse sig gennem en cykelkælder og sno sig lidt, så måske nok ikke spitzenklasse, men hvad gør det, når stemningen var helt i top? Desuden har jeg på fornemmelsen, at fællesskabet rækker ud over bare at sidde i det samme lokale og dele en husleje. Og når man dertil lægger, at jeg endte med at sidde og drikke kaffe og sludre om alt fra iværksætteri til hækling, sommerhus og kaffeforbrug med hende, der står for Nørrebro-fællesskabet, i halvanden time, tænker jeg, at det kun kan blive godt.

Jeg har lagt billet ind på en såkaldt flexplads, hvilket betyder at jeg har pladsen ca. 2,5 gange om ugen. Og det kommer i virkeligheden nok til at passe meget godt med det antal gange, jeg kan nå derind.

Fik jeg i øvrigt sagt, at jeg glæder mig som et lille barn? Og gør mit bedste for at ignorere det virkelig tåbelige i, at der er så lang transporttid hver vej? Især fordi en af præmisserne for at flytte ud af byen nu engang var, at mindst en af HDD og jeg (that'll be me) ikke skulle arbejde i København, fordi der pludselig er så langt derind. Men jeg havde så heller ikke forudset, at jeg ville blive akut sindssyg af at arbejde hjemme hele tiden og så igen. Så nu prøver vi, og så må vi se, hvad der sker ... Personligt håber jeg lidt, at det at komme til byen lidt oftere kan dulme (ikke Dumle. Mmmm ... Dumle) savnet til byen. Være med til at understrege, at vi jo egentlig har det meget godt i DNP, og at græsset ikke nødvendigvis er grønnere der, hvor vi ikke bor - til trods for, at det i svage øjeblikke godt kan se sådan ud ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...